Meget passende lavede Nick Lowe en hyldest, der hed ”I love my label”, mens han udgav på Stiff Records. Fint med mig, for det er også mit yndlingslabel på godt og ondt. Nick Lowe havde en lidt uforløst karriere i pub-rockmiljøet, hvor han ofte stødte på Dave Robinson og hans kompis Jake Reviera. Sammen udgjorde de en farlig cocktail, der skulle lægge grundstenen til ”the evil independent empire”; Stiff Records i 1976.

Tiden var moden til en musikalsk revolution, og i England spirede punk/New Wave miljøet. Med en god portion alternativ tilgang til branchen satte de sig for at skabe ny musik, ingen andre tidligere ville røre - A Stiff i pladebranchen er et ikke-hit eller en kunstner, der aldrig vil slå igennem. Åbenbart var der masser af uberørt talent at trække på i den periode, der klart manglede opmærksomhed. Punken var lige om hjørnet og pub rock blomstrede uden at de store selskaber rørte på sig endnu. Stiff Records spillede kraftigt på underdog genet, og tiltrak sig stor opmærksomhed i pressen med deres gakkede tilgang til branchen.

Riviera og Robinson var ret bekendt med pladesamlermiljøet, og, som noget ret unikt, udsendte de stort set alle singleudgivelser med billedomslag, hvilket var ret usædvanligt i England dengang. Ydermere lå der små beskeder gemt i run-out grooven som ”Earthlings awake”, ”White lines? Where Where”  og ”This is your captain squeaking” ofte forfattet af master cutter George ”A Porky Prime Cut” alias ”Pecko” Peckham og Riviera. Eller et fjollet salgsfremstød som ”Artistic breakthrough:  Double B-side”.

Hvis man skal høre rødderne til engelsk rock/punk/New Wave fra perioden efter 1976, så er det på med vanten og tæve de første 20 singler igennem fra Stiff Records. Som en sjov detalje har langt de fleste pre-fix BUY. Igen en inside joke med BUY 1, BUY 2 etc. For at holde varelageret mest muligt nede blev alle singler deleted efter kort tid, for som Stiff Records selv udtrykte det, så var de ikke et museum! Inderst inde var det mere et spørgsmål om at få folk til at købe singlerne hurtigst muligt. De første 20 singler udkom alligevel i to boxe med hhv. 10 singler i hver. Lidt specielt var Motörheads første vinyludgivleser overhovedet BUY 9 aldrig i handlen, men kunne kun købes pr. postordre eller i den første box.

Nick Lowe fungerede som in-house producer på en række af de første udgivelser, og naturligt blev han også deres førstefødte med singlen ”So it goes // Heart of the city” fra august 1976. Det blev til yderligere en single og en EP, før han forlod moderskibet med founder Jake Riviera til hans nye selskab Rader Records. Det var her Nick Lowe hittede med” Cruel to be kind” og” I love the sound of breaking glass”. Og så skrev Lowe i øvrigt lige hittet “Milk and alcohol” til Dr. Feelgood.

Ikke fordi Stiff var et punk label, men de agerede kvikkere end konkurrenterne og udgav Englands første punk single med The Damned”New Rose” i oktober 1976, en hel måned før Sex Pistols ”Anarchy in the UK”. The Damned var måske ikke ligefrem Lennon-McCartney inden for deres felt, men de tryllede alligevel 4 singler og 2 albums frem på Stiff, før de sprang til den anden tidlige independent Chiswick og hittede med ”Smash it up”. Damned´s forsanger Dave Vanian optrådte altid med ansigtet helt hvidmalet, hvilket danske Jan Jett fra Lost Kids siden hen kopierede, ligesom de kopierede en del af de tidlige singler fra Stiff Records repertoiret.

En anden meget produktiv ung gut fik også sin debut på Stiff Records. Manden var født med det mundrette Declan MacManus og havde ført en kummerlig tilværelse langt fra hitlisterne. Hans nye manager og Stiff boss Jake Riviera spicede kunstnernavnet lidt op til Elvis Costello, and the rest is history. Det blev til 4 singleperler, og en perfekt LP i 1977 ”My aim is true” på Stiff Records, før han forlod Stiff og gik med Jake og Nick Lowe til Radar. I øvrigt fik samlerne lidt at tænke på med albummet, der udkom kom med 14 bagside farvevarianter i England. Også flere af Costellos vinyl på Stiff Records bar kryptiske beskeder i run-out grooven, som ”Help us hype Elvis” og ”Larger than life and more fun than people – Elvis”.

Alt var ikke forbi, bare fordi the Top Dogs forlod Stiff arenaen. Andre kom til, så og sejrede. Ian Dury opnåede som den første på Stiff Records en førsteplads på den engelske Top 75 singles og selskabets første millionsælger med ”Hit me with your rhythm stick”. Det nye store upcoming navn i 1979 hed ubestridt Madness og blev over tid den absolut største sællert på Stiff Records med lutter Top 20 placeringer og flere førstepladser gennem de næste 5 år.

Stiff Records var dog langt fra en sund forretning, og en række dårlige økonomiske beslutninger trak selskabet ned i sølet, der krakkede i august 1987. Alligevel står Stiff Records, som det pladeselskab, der førte pladeindustrien videre med deres anarkistiske tilgang til kunstnerne og pladeudgivelserne. Uden Stiff Records havde vi næppe i samme omfang hørt om Costello, Madness, Motorhead, Devo, Ian Dury, der alle blev løftet op af det fjollede pladeselskab.

Kærligheden til Stiff Records førte til en kort revival i 2006 med signing af nogle få navne, men magien var ikke helt det samme mere. Efter mindre end 10 vinyludgivelser overgik udkommet helt til streaming. Siden er der kun udgivet 2 singler til Record Store Days.

Et selskab som Stiff Records har gennem årene talt ind i netop samlergenet for mange af os. I dag er der et stort samlermarked til alt hvad der oprindeligt rørte sig på Stiff Records, og der er i alt fald nok at tage fat på med utallige cover varianter og label varianter. Ian Dury & The Blockheads ”Do it yourself” album udkom med et hav af forside varianter. Motivet var hentet fra tapetprøver!

Blandt de absolut dyreste presninger i dag på Stiff Records er Damned´s først album, der som et gimmick blev udsendt med ”forkert” bagside foto, igen for at sælge stort i starten. Enkelte udgivelser var kun beregnet som promotion, og følgelig var oplaget langt mindre end til normalt salg. Alt efter presning, så ligger de højeste priser på almindelige udgivelser blandt singlerne fra BUY 1-20 med Damned´s to første singler som højdespringerne. Også Motörheads første udgivelse er i dag eftertragtet.

Der er stort set lavet presninger i alle pladetrykkende lande, ofte med cover varianter. Især middelhavslandene havde her spændende varianter. For Skandinaviens vedkommende var det ret selektivt, hvad der blev udgivet. Stort set har man kun trykt, hvad man formodede ville hitte her. Stiff Records repræsentation lå ved Polygram i Sverige, og selve vinylen blev trykt i Oslo med den karakteristiske 710 i matrix inder rillen. Prismæssigt er skandinaviske NcB-tryk i den billige ende.

Sjovt nok er rangerer albums længere nede rent samlermæssigt, hvor kun få af de specielle varianter trækker store priser. Det viser måske lidt om, hvor Stiff Records styrke lå. Bevares, der var da glimrende albums i kataloget, men det var altså bare singlerne, der henrykkede. Personligt vil jeg hellere bruge pengene på de sidste få manglende 7”-vinyler fremfor at lukke hullerne blandt 12”-maxier eller albums fra “The World's Most Flexible Record Label" Stiff Records - "Undertakers to the Industry".

Link til Devo-video:
https://www.youtube.com/watch?v=jadvt7CbH1o