Overskriften på dette indlæg referer til et Van Morrison album fra 2012: Born to Sing – No Plan B. Titlen er meget sigende for hans tilgang til livet og den nødvendighed han tillægger sin sangskrivning og alt omkring den. At musikken for ham er livets omdrejningspunktet, bekræfter han ofte i sine tekster og på albumtitler. I 2016 udkom albummet: Keep me singing, og i 1974 udgav ham live-lp'en: It's too late to stop now. Med oprettelsen af Exile Production Limited i 1993 fik Van Morrison ene og alene fuld kontrol over aller aspekter knyttet til sine musikalske aktiviteter. Dermed blev han ikke begrænset i at gøre det, han gerne vil.

Dette indlæg er en række nedslag i Van Morrisons udgivelser i sin snart 60-årige lange solokarriere fra 1967 og frem til idag. Nedslagene, ikke nødvendig kronologisk, er udgivelser, som jeg er begejstrer, og som jeg mener har betydning for Morrison for mange musikalske retninger. Samtidigt er det en fortælling om min relation til Van Morrisons musik og om, hvorfor han er en af mine, nok den største, favoritkunstner.

Glæden over at lytte til den seneste Van Morrison udgivelse: Somebody Tried to Sell Me a Bridge har fået mig til at tænke nærmere over mit forhold til Van Morrisons musik og over, hvordan jeg gennem årene har nærmet mig hans musik.

Siden 1980’erne har jeg lyttet med på alle de Van Morrison album, han har udgivet. Hans udgivelser før denne periode, kendte jeg, på nær et par få, meget sporadisk. Dem har jeg nu taget fat på at lytte til samtidig med, at jeg mere indgående er begyndt at lytte til hans tekster, som jeg før kun kendte overfladisk som: Mystiske, uforståelige og indadvendte. Min syn på hans tekstunivers er blevet langt mere nuanceret og har åbnet sig op for et indhold af langt mere almene temaer præget af daglige livsforhold.

Stærkt på vej tilbage efter nedtur under Covid-19 pandemien
I januar kom igen et nyt album fra en af mine absolutte favorit kunstner: Det nordirske energibundt, rent sangerskrivermæssigt, fra Belfast; Van Morrison. Denne gang et dobbelt cd-album: Somebody Tried to Sell Me a Bridge.  Ifølge ”statistikere” hans studiealbum nummer 48. Tælles alle hans udgivelser med, svinger antallet mellem 51-59 alt efter, hvilke kriterier der ligger til grund for sammentællingen i hans lange solokarriere.

Den startede, da han i 1966 forlod det nordirske R&B- band; Them, med hvem Morrison udgav, hvad der senere er blev til to legendariske album. Morrison blev hurtigt omdrejningspunktet i Them på grund af sin karakteristiske R&B-agtige stemme, som Kim Skotte skrev følgende om i Politiken:

”…… stemmen er stadig forbløffende vital og hans helt egen. Der er et smæld i hans appel og en sjælfuld følsomhed i fraseringerne, der gør Van Morrison til en sand ener. Den tætbyggede lille mand formummet bag soulmusikkens solbriller og pork pie-hat ligner unægtelig noget af en gnavpot, men når han åbner munden ... Jesus! Ingen synger som Van Morrison.
Politiken: Kim Skotte 31. august 2025

Efter Morrisons brud med Them, fortsatte bandet endnu nogle år, men i en stil langt væk fra tiden med Morrison. Van Morrison har udgivet kontinuerligt og driftssikkert siden sit ”første” soloalbum fra 1967. Det er blevet til mindst en årlig udgivelse siden da og til i dag. Flere år er det blevet til to, især siden 2017. Ikke alle er lige interessante og et par stykker, synes jeg, forekommer ikke særligt vedkommende og oplagte.

Når jeg tænker efter og lige har afsluttet lytningen af en uendelig mange udgivelser, synes jeg egentlig ikke at Van Morrison har udgivet, hvad jeg vil kalde dårlige albums, men under Covid 19-pandemien ramte han med sin vred over nedlukningerne et decideret lavpunkt. Manden følte sig i den grad spærret inde og forhindret i sine aktiviteter: Born to sing - No plan B

Er overproduktionen måden, manden, der bliver 80 i august, kan holde sig i gang på, så er det OK for mig. Ind imellem viser han sig fra sin stærke bluesmæssige side, hvad jeg godt lide, og det er netop tilfældet med: Somebody Tried to Sell Me a Bridged.

Udgivelsen er i første omgang udkommet på cd med en spilletid på 1 time og 19 minutter! I juni kommer den på lp. Somebody Tried to Sell Me a Bridged blev jeg straks begejstret for. Den swinger godt, Van Morrison synger fremragende og bandet spiller tæt sammen. Og så kommer det store MEN, som altid indikerer, at det, man netop har udtrykt i sætningen før, ikke passer: Albummet er simpelthen for langt til at høre i et ”take”. Gentagelserne begynder efter 30-40 min at sætte sig igennem, og jeg har svært ved at fastholde interessen. Ærgerligt, at der skal fyldes så meget på. Morrison forstår at udnytte cd-mediet til det yderste. Der har været brug for en, der har kunnet skære igennem og fortælle ”Van The Man”, at en heftig redigering af albummet var nødvendigt. Det er nok en illusion, at det nogensinde vil ske.

Titelnummeret, som også åbner udgivelsen, er skrevet af Van Morrison:

Med den position og den kontrol han udøver gennem, Exile Productions, sidder han tungt på det hele. På den anden side er det fantastisk, at han besidder alt den energi til at konstant at skabe og udgive sange. Så må vi lyttere vælger det, vi kan rumme og synes bedst om. Der er nok at tage af og altid nyt at høre i musik og tekster.

Interessant ved, Somebody Tried to Sell Me a Bridge, er, at Van Morrison løbende får assistance af prominente gæstemusikere som Taj Mahal, Buddy Guy og Elvin Bishop. Morrison har tidligere indspillet med både Taj Mahal og Buddy Guy, og det er noget ganske usædvanligt, at de bliver inviteret til at synge samme med Van Morrison. Taj Mahal synger med på fire sange.

Albummet indeholder 20 sange. Heraf har Van Morrison skrevet 4. De øvrige er stort set klassiske traditionelle bluessange.

Buddy Guy giver sit bidrag med på to sange. Begge bluesklassikere

Hvordan Elvin Bishop, der spiller guitar på seks skæringer, er havnet i dette selskab kan umiddelbart undre, men det viser sig, at Van Morrison i 1977 spillede sit nummer Domino med Elvin Bishop Band i tv-showet: The Midnight Special.
Den fælles optræden må have gjort stor indtryk på Van Morrison, siden han så mange år efter henter Bishop ind til en indspilning.

Når jeg lytter til albummet, deler jeg det altid op i to afdelinger. Så er det lige friskt, hver gang jeg hører det.

Med udgivelsen af: Somebody Tried to Sell Me a Bridge, viser Van Morrison, at han efter Covid 19-pandemien er stærkt på vej tilbage på toppen efter en nedtur og har genfundet glæden ved det, han kan og vil. Turen tilbage startede så småt med udgivelsen fra sidste år, Remembering Now, der henviser til at leve i nuet: "Morrison's been rambling in strange territory for the last five years, but this is proof that the restless wandering spirit didn't forget his Muse, or who he is"
Kilde: Allmusic

Det lille poppede åbningsnummer: Down To Joy, blev brugt som feature i forbindelse med Kenneth Branaghs film: Belfast, fra 2011.

Problemer med første soloalbum.
Første formelle soloudgivelse fra Van Morrison var; Blowin’ Your Mind, udgivet i marts 1967. Hittet: Brown Eyed Girl, var at finde på albummet og blev udgivet som single i juni samme år.. Med tiden er: Brown Eyed Girl, blevet en slags signatursang for Van Morrison. En, sang som publikum forventer spillet til hans koncerter, hvor den ofte indgår som ekstranummer sammen med et Then hit, lidt efter hvilket lune Van Morrison er i netop på selve aftenen. Han siger ikke meget, nogen gang intet, men hans kropssprog over for især bandet fortæller alt om aftenens humør. Bag hans ryg hygger bandet sig ofte mellem numrene, løsner lidt op, men en halvt løftet arm fra Morrison signalerer, at nu skal fokus og kontrol genoprettes.

Indspilningen af Blowing’ Your Mind endte i en konflikt med pladeselskabet; Bang, Records oprettet i 1965 af Bernt Burns i samarbejde med grundlæggere af Atlantic Records. Navnet på selskabet referer til de fire ejeres forbogstaver. I 1966 overtog Burns alle rettighederne over selskabet. Siden udviklede det sig til en hitfabrik.

Morrison havde ikke læst, hvad der stod med småt i kontrakten, og fejl i teksten betød, at han ufrivilligt overlod alle rettigheder over sine sange til Bang. Morrison kunne ikke komme ud af sin kontrakt og måtte indspille flere sange for at opfylde sine forpligtelser. Han mener ikke, at han nogensinde fik royalties for at indspille Brown Eyed Girl.

Ved Bernt Burns død i slutningen af 1967, overtog dennes kone; Illene Burns administrationen af selskabet. Hun mente, at Van Morrison på grund af konflikten med hendes mand, var skyld i hans død. Hun gjorde det svært for Morrison at slippe ud af sin kontrakt. Han blev reddet af Warner Records, men for at komme ud af kontrakten med Bang måtte han indspille 31 sange. Van Morrison indspillede på en ustemt guitar, hvad er er blevet kaldt "nævn-sange" De varede alle omkring et minut og var indholdsmæssig det rene vrøvl. "Nævn-sangene" blev i 2017 udgivet på albummet: The Authorized Bang Collection, som var en tredobbelt cc med de originale indspilninger, outtake og

Alle 31 sange lyder fuldstændig ens, men på nogle af dem fornægter kraften i Van Morrisons stemme sig ikke. Indspilningerne og teksterne viser Van Morrisons humorske måde at tackle situationen på. Vrøvle-sange på é minutt, hvor han på de fleste simulerer, at han har et helt band bag sig i studiet.

Omstændighederne omkring udgivelsen af; Blowin’ Your Mind, gjorde, at Van Morrison ikke betragter det som sit egentlige første album.

Morrison følgende soloalbums, der udkom i perioden fra 1968-1974, regnes generelt for at være blandt hans bedste, og hvad der kommer herefter sammenlignes, ikke helt rimeligt, med disse. De er gode og især Astral Weeks fra 1968, Moon Dance fra 1970 og Saint Dominic’s Preview fra 1972 står stærkt, ikke blot for hans begyndende solokarriere. Måske blev de definerende for hele hans karriere. I al fald for forventningerne til alle kommende udgivelsen og som en skabelon for, hvordan de blev bedømt.

Blandt Van Morrisons første albums blev mine - på det tidspunkt - favoritter: Moondance (1970), Hard Nose The Highway (1973), Veedon fleece (1974). Siden er yderligere et par favoritter kommet til og prioriteringen er blevet en anden. Først da vi kommer hen i slutningen af 1980'erne, stiftede jeg bekendtskab med andre af hans tidligere udgivelser. Indtil da havde jeg nok med at holde fokus på de løbende indspilninger.

Studieugen åbnede ørene for Van Morrison.
Min første lytning til en Van Morrison lp i sin helhed, kendte kun sange fra P3 rockudsendelser, var på en studieuge i gymnasiet i 1971. Det lykkedes mig og to klassekammerater at komme med vores, set med datidens øjne meget progressive dansk og historie lærere, på deres tilbagevendende og efter rygterne udflippede studieuge, til Tversted. På papiret skulle ugen omhandle progressive film gennem 1960'erne. Fokus var på de franske instruktører. Der blev også plads til andet en film, når dagens program var slut. Om aftenen blev der røget og spillet primært progressiv rock på det medbragte anlæg.

Udover Pink Floyd, Umma Gumma var fast indslag hver aften, og Jethro Tull albums husker jeg fra studieugerne, Van Morrisons Moondance og His Band and Street Choir. Begge fra 1970.

Sidstnævnte adskiller sig fra de øvrige tidligere udgivelser ved at være mere rockende og soulet i udtrykket. Her: Give Me a Kiss:

På forhånd blev vi tre 1g’er spurgt, om vi nu var sikker på, at vi ville med, da der foregik ”ting”, som vi måske ikke brød os. Disse "ting" styrkede blot vores nysgerrighed for at komme med. Hvad vi så pirrede vores verdensbillede og tændte et opgør med vores småborgerlige baggrunde. Også i 2g tilvalgte vi det samme kursus. Da vi nåede til 3g, mener jeg, at kurset ikke længere stod på listen over valgmuligheder! I stedet for blev det til en mere klassisk dannende studietur til Paris med fransklæreren.

Først et par senere har jeg en Van Morrison udgivelse liggende på min egen grammofon. Lp’en var lånt hjem fra Nørresundby Bibliotek, hvor min daværende kæreste var ansat som medhjælper. Hun blev dermed en god indgang til at låne de nye albums, inden de blev sat frem til udlån. Albummet var: Hard Nose The Highway fra 1973. Lp’en optog mig meget på grund af dens blanding af symfonisk keltisk folkemusik og jazz. I dag er den fortsat blandt mine Van Morrison favoritter.

Allmusic slutter en meget kort anmeldelse af albummet af med den brutale konklusionen: "Nevertheless, it marks the end of Morrison's greatest period of creativity and accomplishment" og fremhæver som andre, de: "...five great albums Van Morrison had made from 1968 through 1972"
Kilde: Allmusic

Nye Van Morrison-perioder starter
En stor periode var måske ved at ende, men det gør den efter min vurdering først i året efter med udgivelsen af Veedon Fleece og egentligt også med livealbummet: Too Late To Stop Now fra samme år. Herefter holdt Van Morrison en indspilnings- og(tænke)pause på tre år, hvorefter han, interessant nok, skifter genre og forbereder i en årrække op til transition af sin musikalske udtryk.Allerede i 1980 vender dog han tilbage til udtrykket på de første udgivelser med Common One.

Den seneste tid er jeg, bl.a. foranlediget af udgivelsen af: Somebody Tried to Sell Me a Bridge, begyndt at lytte tilbage i Van Morrisons tidlige udgivelser. Heraf, står for mig stærkeste, hvor han blander netop keltisk folkemusik med jazz, store kor og symfoniske tilgange, som det er tilfældet med: High Nose The Highway (1973), Veedon Fleece (1974) og den noget senere Common One (1980).

Her en af mine favoritsange fra: Hard Nose The Highway:

Et af mine absolutte favorit livealbums i det hele taget er Van Morrisons: It’s Too Late To Stop Now, fra 1974. Den blev hans første liveudgivelse. Det er ikke en genre Van Morrison har gjort sig meget i siden. Dobbeltalbummet er optaget under koncerter i Los Angeles, Santa Monica og London i 1973.

Udgivelsen er rammende anmeldt på All Music med følgende ord:
“While Van Morrison is, to be kind, an erratic and temperamental live performer, he's in stellar form throughout the double album It's Too Late to Stop Now, a superb concert set that neatly summarizes his career from his days with Them (represented by scorching renditions of "Gloria" and "Here Comes the Night") through 1973's Hard Nose the Highway ("Warm Love," "Wild Children") (……..) An engaging, warm portrait of the man at the peak of his powers.
Kilde: Allmusic

Jeg lånte også: It’s Too Late To Stop Now, på biblioteket og optog den på min nye B&O kassettebåndoptager. Først senere, da optagelserne udkom på cd i 1988, afskaffede jeg mig dem. For ti år siden blev udgivelsen fulgt op af: It’s Too Late To Stop Now, Vol. II, III, IV. Lige så lytteværdig en oplevelse, som Vol. I, men udgivelsen føjer dog som sådan ikke nyt til denne del, men forlænger blot lytteglæden med disse energiske og intense koncertoptagelser.

Optagelserne dækker perioden fra Them-tiden med klassikere som Gloria og Here Comes The Night og indtil Hard Nose The Highway.
Det musikalske udtryk på optagelserne er mere udadvendte end på studieoptagelserne i form af funk og soul med brug af blæsere, men det mere stille og den keltiske folkemusik er der også blev plads til med brug af violiner.

Caledonia Soul Orchestra og de dygtige musikere
Når Too Late To Stop Now roses fra tid til anden, bl.a. af BBC, omtalt som et af de bedste livealbums nogensinde, er det vigtigt at omtale de dygtige musikere, som medvirkede på albummet, og hvoraf nogle fulgte Van Morrison videre i karrieren.

The Caledonia Soul Orchestra, som primært bestod af amerikanske og canadiske musikere, blev samlet af Van Morrison i 1973. Bandet blev opkaldt efter et 18 minutter langt instrumentelt outtake til: His Band and the Street Choir og bestod af musiker, der tidligere have indspillet med Morrison. Mange af dem kom med ved indspilningen af Moondance og nye blev håndplukkede. Tanken bag samlingen af orkestret var, at det skulle promovere udgivelsen af albummet: Hard Nose The Highway. Turneen endte med udgivelsen: Too Late To Stop Now.

Det er nok her, det er relevant at komme ind på en udgivelsen, som jeg ikke har omtalt sammen med de andre tidligere udgivelser.

Moondance adskiller sig meget fra forgængeren; Astral Weeks og efterfølgeren; His Band and Street Choir. Så sig ikke at Van Morrison på de første udgivelser havde lagt sig fast på bestemt musikalske genre. I modsætning til de to andre, var Moondance mere ligetil og let samt mere funket i sit udtryk. I forhold til Astral Weeks lå den langt fra den symfoniske folkemusik.

Caledonia Soul Orchester blev opløst inden indspilningen af Veedon Fleece i 1974. Flere af musikerne blev i de følgende år - nogle i mange år - faste musikerne til både indspilninger og turneer med Van Morrison. Musikerne, som kom med enten en funk/soul- og eller jazzbaggrunde, var i stor grad med til at sætte sig præg på Van Morrisons musik. Det gælder for:

Guitaristen; John Platania, som fortsat er aktiv musiker, spillede med Morrison fra 1970-1977. Organisten; Jef Labes, var periodisk med fra 1970 til 1983. Saxofonisten; Jack Schorer i perioden fra 1970 til 1974. Trommeslageren, lydtekniker og producerer: Dahaud Shaar. Bassisten; David Hayes, som er den musiker, der gennem længst tid har fulgt Van Morrison. Fra 1973 til 2019 har David Hayes medvirket på 13 studiealbums og 3 liveindspilninger.

Samarbejder med Dr. John og bliver mere funket
I mit igangværende tilbageblik på Morrisons udgivelser, vælger jeg at stoppet op ved udgivelsen fra 1977: A Period of Transition. Albummet er Van Morrisons første udgivelse efter en indspilningspause på tre år. Det er vist første og sidste gang, det er sket!

Det særlige for mig ved denne udgivelse er, at Van Morrison på alle sange bliver backet up af Mac Rebennack - også mere kendt under navnet Dr. John The Night Tripper, på keyboards. En af de kunstnere, jeg ligeledes er meget begejstret for. Han medvirker ikke alene som keybordspiller, men har også i samarbejdet med Van Morrison produceret albummet. Mac Rebennack medvirken er med til at give albummet et meget funket udtryk.

Udgivelsen adskiller sig markant fra Veedon Fleece som udkom i 1974 og trækker Van Morrison, efter hans eget ønske, i en mere funket og soulet retning. Van Morrison skulle efter sigende i en årrække have udtrykt et ønske om at samarbejde med Dr. John, som i begyndelse af 1970’erne udsendte en række glimrende albums med rod i New Orleans mange blandingsgenre af musik. Tung gyngende sydstats-funk og soul karakteriserede udgivelser.

Af samarbejdet mellem Van Morrison og Dr. John kom i stand i netop vinteren 76 og foråret 1977 kan være foranlediget af, at de begge to medvirkede i The Bands afskedskoncert i 1976: The Last Waltz

Udgivelsen af A Period of Transition blev af anmelderne mødt med negative reaktioner og stor skuffelse. Uddrag af disse anmeldelser kan læse på nedenstående link under overskriften: Critical reception.

Samarbejdet med Mac Rebennack er et stilmæssigt brud med, hvordan Morrison tidligere lød, men lp’er synes jeg er god og den stil, der blev lagt med indspilningen, kom til at præge fremtidige Van Morrison indspilninger.
Efter A Period of Transition bliver han over en længere periode søgende i sin musik og i indholdet af sine tekster.

Tiden umiddelbart efter: A Period Of Transition
Efter "bruddet" med sine tidligere års kompositioner gik Van Morrison bogstavelig talt ind i en musikalsk forandringsperiode. Der skete et skift i hans måde at skrive sange på. Fra de af og til komplicerede og intense kompositioner blandet op af mange genrer, gik han med udgivelsen lige efter A Periode Of Transition med Wavelength fra 1978 over i en lettere, nærmest pop-agtig genre. Et udadvendt og let fordøjeligt album, som Allmusic anmeldte på følgende måde:

"....it's hardly a major entry in his catalog, but there are signs that Van Morrison is finding his footing for his latter-day voice. Again, the primary appeal of this record is its atmosphere, a charmingly relaxed outing, high on mildly swinging mid-tempo numbers and round, welcoming ballads"
Kilde: Allmusic

Into The Music kom som efterfølgeren og fortsætter i den lettere genre, stærkt påvirket af den irske folkemusik. Særlig kendte numre fra albummet er Full Force Gale og Bright Side of The Road. Men samtidigt leder numrene: It's All A Game og You Know what they're writing tankerne tilbage til de tidlige udgivelser.

At Morrison har bevaret sin kærlighed for lange numre, viser han med den 8 minutter lange sang: And The Healing Has Begun Den viser, at han ikke helt har glemt, hvorfra hans "transition" startede. Kontinuiteten i udgivelserne høres tydeligt. Han bygger altid videre på elementer af foregående albums.

Fra og med indspilningen af Into The Music i 1979 og frem til 1986 indgik Van Morrison et samarbejde med saxofonisten og en af frontfigurerne i den tidlige funkbølge.; Pee Wee Ellis. Udover at være studiemusiker for Morrison var han også arrangør og kapelmester. I perioden fra 1999 arbejde han periodisk med Van Morrison

Ellis bragte en fortid fra James Brown med sig ind i samarbejdet. Han skrev og arrangerede bl.a. flere af James Brown-klassikerne som; Cold Sweat, Mother Popcorn og Say it loud, I'm Black I'm proud. 

Efter en vellykket transition med de seneste tre album vendte Van Morrison med albummet fra 1980, Common One, tilbage til der, hvor han genremæssigt startede sine første soloudgivelser. På Common One høres storslåede sange influeret af keltisk folkemusik, kor, klassisk musik og elementer af jazz. Om albummet, der ikke blev særligt vel modtaget af rockanmeldere, skriver Allmusic, at det er musik uden for pop og mainstream og endda uden for Morrisons tidligere musikalske territorium. Det vil jeg nu ikke sige, det er. Han graver nu et stik dybere i de musikalske traditioner, som tydeligt prægede album, som: Astral Weeks, Veedon Fleece og Hard Nose The Highway.

Common One hører til blandt mine favorit albums - i det hele taget. Albummet stiller krav til lytteren. Det kræver koncentration og opmærksomhed at lytte til det. Det er ikke baggrundsmusik til udførelse af diverse rutinemæssige opgaver. Albummet skaber ro og fordybelse og har en form for meditativ virkning. Det kræver også sin tid til lytning. Ingen af numrene er under 5 minutter, og to af dem har en varighed på 15 minutter, hvilket er usædvanligt på et studiealbum fra 1980. Det var det ikke i 1970'erne, når det gælder den progressive rock.

Her det flotte indledningsnummer på Common One: Haunts of Ancient Peace :

Det vil for mig være forkert, når det drejer sig om Common One, ikke at spille det over 15 minutter lange nummer: Summertime in England. Læg alt til side, luk øjnene og lyt:

Den første Van Morrison koncert: Langeland 1993.
Så kommer der et stort tidsspring. 1980'erne, hvor Van Morrison indspillede et årligt album, springer jeg i første omgang hurtigt over.  Ikke fordi, jeg ikke lyttede til ham. Hver gang en ny indspilning blev udgivet, lånte jeg den straks på biblioteket, men ingen af dem fik min store opmærksomhed. Den kom først senere for et håndfuld af dem efterhånden, som jeg vendte tilbage til at lyttede til mere indgående til udgivelserne

Set i et Van Morrison-perspektiv blev 1993 noget særligt. Set i det i store personlige perspektiv blev min yngste søn født dette år. Nu er det Van Morrison, det handler om. 30. juli 1993, to år efter festivalen var startet, oplevede jeg min første Van Morrison koncert, på Langelandsfestivalen. Turneen fandt sted i forbindelse med udgivelsen af albummet: Too Long In Exile.  Setlisten fra Langelands Festivalen bestod af fem sange fra albummet:

Till We Get the Healing Done (Too Long in Exile)
Ball & Chain (Too Long in Exile)
Wavelength (Wavelength)
Cleaning Windows (Beautiful Visions)
Vanlose Stairway / Trans-Euro Train (Beautiful Visions)
In the Forest (Too Long in Exile)
Before the World Was Made (Too Long in Exile)
Irish Heartbeat (Titelsang fra udgivelse med Chieftains)
Domino (His Band and The Street Choir)
I've Been Working / Fever (Moondance)
I'll Take Care of You (Too Long in Exile)

Her en liveudgave af; Vanlose Stairways, fra en BBC-liveoptagelse i 2010.
Sangen har en vis popularitet i Danmark, da Van Morrison en overgang havde en dansk kæreste. Udgaven her er særlig, da Georgie Fame medvirker på keyboards.

Et godt eksempel på det legende og smittende samarbejde mellem de to:

Selve festivaldagen var kold og våd, men koncerten var glimrende. Måske lidt rutinepræget foran et, som jeg husker det, ikke særligt entusiastisk publikum. Måske var Van Morrison ikke den rette mand på denne festival; Danmarks største havefest. I øvrigt optrådte den tidligere Cream-bassist samme dag på festivalen med et glimrende sæt. Desværre for en meget lille forsamling.

Året efter hørte jeg igen Van Morrison. Denne gang i KB Hallen og foran et meget entusiastisk publikum. Igen en stor oplevelse og særligt var det for mig, for første gang, at være i den legendariske hal, som jeg mest kendte fra TV-transitioner i 1960’erne af danselandskampe mod England og fra tenniskampe.

Titlen på albummet fra 1993: Too Long in Exile har flere hentydninger. En af dem: Van Morrison er vendt tilbage til sine musikalske rødder i form af de bluessange, han hørte som ung. En anden: Ønsket om at vende tilbage til Belfast og Nordirland. En tredje: Van Morrison oprettede i 1993 sit eget produktionsselskab: Exile Production Limited, som et resultat af, at han kreativt følte sig begrænset af pladeselskaberne - og i det hele taget af musikindustrien. Nu ville han selv tage kontrol over alle processerne.

Too Long In Exile er med tiden - også - blevet et af mine favoritalbum. Det vakte ikke større begejstring blandt anmeldere.  Indspilningen rummer en lang række rigtig gode sange, som spænder over flere genrer. Det er langt fra et homogent album. Hvor mange af Van Morrisons albums er egentlig det, men så længe de enkelte sange er så gode, som de er, er det vel egentlig ikke et problem. Tværtimod.

Her det kendte traditionelle bluesnummer; Good Morning Little School Girl, som gennem tiderne er blevet indspillet af mange. I Van Morrisons version spiller han selv en god mundharpesolo med sin "skærende" karakteriske tone. Albummet kan gå for at være Morrisons "mundharpeplade". Blueslegenden; John Lee Hooker, medvirker på to skæringer på guitar og vokal: Det klassiske Them-nummer: Gloria og på Wasted Years

Kendetegnet for Too Long in Exile er, at Van Morrison på udgivelsen genoptager samarbejdet med Georgie Fame, som indledtes på udgivelsen fra 1989; Avelon Sunset. Georgie Fame, som havde sin storhedstid i 1960'erne med Georgie Fame and The Blue Flames, medvirker på hammondorgel og sætter sit store aftryk på Van Morrisons blanding af jazz og blues - og kom til det fremover.

Samarbejdet mellem Van Morrison og Georgie Fame
Samarbejdet mellem de to har fra tid til anden været en glædelig tilbagevendende begivenhed. Særligt i 1990'erne var de ofte i studiet og på turne sammen.  

I 1995 udgav Morrison og Fame to jazzalbums sammen. Først; Something to Tell, som er en hyldes til sangskriveren, sangeren og pianisten; Mose Allison. Han har haft stor indflydelse på både Morrison og Fame. Mose Allison var musikalsk kendt for sin særlige måde at blande blues og jazz på i sit spil, samt for sine ironiske tekster.

I slutningen af samme år udkom en liveindspilning fra Ronnie Scott's i London: How Long Has This Been Going On. Et rent jazzalbum udgivet på pladeselskabet Verve, hvor der først og fremmest spilles jazzstandards suppleret med kompositioner af Van Morrison og Mose Allison. Van Morrison synger de fleste sange, men et par enkelte synges sammen med Georgie Fame. Der er ingen tvivl om, at udgivelsen er opstået ud fra samarbejdet omkring; Tell me something. Indspilningen er foretage med et mindre big band.

Albummet i sin helhed er jeg ikke speciel begejstret for. Det er for anonymt. De store jazzarrangementer, synes jeg, aldrig har klædt Van Morrison.

Her en indspilning af det gamle Van Morrison nummer; Moondance.

På albummet; The Healing Game, fra 1997, medvirker Georgie Fame igen. Han virker til at have haft en stor og god indflydelse på Van Morrison, når det handler om det mere tilbagelænede jazz udtryk.

Morrison overvinde sine mentale kriser.
Days Like This bør nok nævnes, når det handler om gode albums fra 90'erne. Det udkom lige før, The Healing Game, og er fra 1997. Titelsangen hentyder til det, der skal til, for at dagene bliver til gode dage, hvilket ikke er så lidt. Så derfor må de fleste dage ikke været gode dage for Morrison, men hans mor fortæller ham, optimistisk, at de vil komme. På The Healing Game er han, som titlen antyder, ved mentalt at arbejde sig frem til, at der kommer: ”Days Like This”:

” Indeed, the album's very title suggests that Morrison is in the process of mending fences and reconnecting with a sense of joy, a process that began during his deep dive into Mose Allison and other bluesy jazz artists in the mid-'90s.”
Kilde: Allmusic.

Med udgivelsen af albummet: Back at The Top i 1999, syntes Van Morrison at være kommet sig over sine mentale kriser:

” After so many songs ranging through so many styles, it is a pleasure to have Van Morrison return to the music that suits him so well. Steeped in blues and R&B, Back on Top finds Morrison celebrating life and its pleasures to the limit.”
Kilde: Allmusic.

Efterhånden, som jeg lytter til albummet, bliver jeg mere og mere begejstret for det. Når Van Morrison med dette album føler sig tilbage på toppen, begiver han sig med et lethed og med et overskud ud i musikalske referencer til de mange genrer, der har prægets hans karrierer.

Den melankolske efterårsstemning og tankerne i; When the Leaves Come Falling Down leder tankerne hen på tidlige Van Morrisons udgivelser. Hvorimod Precious Time kunne være fra Wavelength eller Into the Music:

 Van Morrison og skifflemusikken.
Fra selv årtusindskiftet kom albummet The Skiffle Sessions: Live in Belfast. Van Morrison spillede sammen med Chris Barber og Lonni Donegan. De to sidste havde spillet sammen i Ken Colyer's Jazzmen i 1950’erne. Jazzbandet havde i øvrigt sin debut i København i 1953 og lavede deres første indspilning på Storyville.

 Ja, og så medvirkede, hvad der ikke er uvæsentligt, ikke mindre end Dr. John som gæsteartist ved koncerten i Belfast.

Skifflemusikken opstod i USA i 1920’erne og 1930’erne som en blandingsform mellem, blues, country, bluegrass og jazz. Skiffle, der meget rytmisk og energisk, bliver spillet på meget simple instrumenter. Genren bredte sig til Storbritannien i 1950’erne, hvor den blev voldsom populær – også som dansemusik.

 Mange unge i England dannede skiffeband op gennem 1950’erne og i begyndelsen af 1960’erne, netop fordi de enkelte instrumenter gjorde det billigt og nemt at danne et band. Det krævede ikke et professionelt udstyr.

Lonni Donegan blev i England en meget kendt og populær skifflemusiker. I USA opnåede han også stor popularitet, og dermed bidrog han til det, der senere blev den britiske invasion af rockband til USA. Koncerten med Van Morrison gav Lonni Donegan en kort renæssance i England, inden sin død i 2002.

 Van Morrisons interesse for skiffle viste sig igen i 2023, da han udgav dobbeltalbummet: Move On Skiffle. Denne gang skifflemusik indspillet i et studie og med et mindre band. Ifølge Allmusic et album, hvor han tog en pause i at forholde sig til verdenen efter Covid-19 pandemien:

 ” After two albums where Van Morrison spent a great deal of time griping about the modern world, it's hard not to interpret the title of Moving On Skiffle as: “ Moving on from the political unpleasantness of the last few years to skiffle:" The music of my childhood."”
Kilde: Allmusic

 Albummet indeholder flere traditionelle amerikanske blues- og folkesange samt et par sange af Hank Williams. Musikken flyder afsted i et jævnt tempo. Ikke så medrivende, som på liveindspilningen fra 2000. Ingen tvivl, som altid er man i godt selskab med Van Morrison stemme og hans sans for gode arrangementer.

Den moderne verden har han ikke helt forladt på albummet. Van Morrison har et par steder ændret titlerne på sangene eller taget tekstere fra en sang og sat ind i anden. F.eks.:  Mama Don't Allow er blevet til:

"Gov Don't Allow," giving him a place to grouse about how the government is shutting down free speech and skiffle. It's the one time on Moving On Skiffle where Van Morrison allows his inner curmudgeon to take the reins; otherwise, Moving On Skiffle is light and lively, an easy record to enjoy”.
Kilde: Allmusic

Rundt i meget forskellig: 2000 til 2026.
Tiden fra årtusindeskiftet og til i dag er i mine ører de årtier, hvor Van Morrison har prøvet mest af genremæssig, og hvor hans udgivelser har været mest ujævne, og ham selv rastløs i en intense søgen efter den rette musikalske tilgang. Samtidigt lagde han sig ud med fans og anmeldere under Covid 19-pandemien. Han var langt fra tilfreds med de restriktioner staterne pålagde sine borgere.

Den nordirske musikveteran truede med at sagsøge det nordirske sundhedsministerium for nedlukningen af landets spillesteder under Covid 19-pandemien. Endvidere skrev han et brev til sundhedsministeriet, hvor han krævede videnskabelig dokumentation for nedlukningen. Ellers ville han anmode Højesteret om at omgøre loven!

 Van Morrison var en skarp kritiker af nedlukningen og udgav hele fire anti-lockdown-sange, som ikke findes på noget album: "Born to Be Free", "As I Walked Out", "No More Lockdown" og "Stand and Deliver", sidstnævnte sammen med Eric Clapton.

 Ud over det vellykkede favntag med en skiffle-udspilning ved årtusindskiftet blev det til en ikke særligt interessant rock and roll indspilning med Jerry Lee Lewis søster; Linda Gail. Et country-inspireret album; Pay the Devil. Country-musikken havde Van Morrison flere gange flirtet med på tidligere udgivelser, så det var ikke en ny genre for ham. Albummet er hovedsageligt en genindspilning af country klassikere. To liveindspilninger blev det også til: Live at Austin City Limits og Astral Weeks: Live at the Hollywood Bowl. Sidstnævnte et højdepunkt, som jeg vender tilbage til.

Inden Covid 19-pandemien for alvor bredte sig i 2020 og satte sine spor på Van Morrisons holdning og indspilninger, er der for mig følgende gode indspilninger fra ham: What’s Wrong with this Pictures, som er hans første og eneste udgivelse på jazzselskabet; Blue Notes.  Til indspilningerne har Van Morrison tilknyttet flere kendte britiske jazzmusikere: Acker Bilk: Clarinet, Lee Goodal: Saxofon og fløjte, Matt Holland: Trompet, Matin Winning: Saxofon og klarinet. I mine øre et velspillet og godt jazzalbum med fokus på saxofon og clarinet:

 “The title track that opens the album is as close to an anthem as Morrison's ever written; he states with an easy, swinging, jazzy soul groove that he is not the same person he once was and wonders why that was so difficult for others to accept” (……….)
There are 13 tracks here, and virtually all of them would be standouts on any of his other records. But the aforementioned tracks, along with "Meaning of Loneliness" and "Once in a Blue Moon," are among the finest tunes he's ever written, let alone recorded”.
Kilde: Allmusic

 Med albummet: Roll with The Punches fra 2017, fandt Van Morrison og Georgie endnu engang sammen. Udover Georgie Fame medvirker på albummet også: Sangeren Chris Farlow, kendt fra bl.a. Colosseum, guitaristen Jeff Beck og sangeren: Paul Jones, kendt fra Manfred Mann og The Blues Band. All Music konkluderer om albummet:

 “On Roll with the Punches, Morrison revisits his roots without nostalgia or overt reverence. For him, these songs are as vital and important to him as his own songs. The spontaneity on this set is more akin to a live record than a studio effort, making it a most welcome entry in his catalog”.
Kilde: Allmusic

 You’re Driving Me Crazy, fra 2018, er et af mit favoritalbum blandt Morrison senere udgivelser. I øvrigt det tredje album fra Morrison på bare syv måneder. Indspilningen fandt sted over blot to dage og har karakter af en liveindspilning.

Udgivelsen er et samarbejde med trompetisten og organist Joey DeFrancesco og hans quartet. Når jeg er begejstret for albummet, er det - endnu engang - på grund af orgelspillet og det blues- og jazzagtige udtryk. DeFranco udfylder glimrende den centrale rolle, som Georgie Fame tidligere havde som organist. Albummet følger musikalsk mønsteret fra: Roll with The Punches.

 Albummet indeholder otte sange skrevet af Van Morrison og syv standardsange.  I sin anmeldelse påpeger All Music følgende:
“Though he sings in a lower register now, his voice has lost none of its suppleness. He hovers, glides, and swoops through the lyrics; his vocal is akin to another horn, thus making DeFrancesco's trumpet solo a virtual duet. (……..)You're Driving Me Crazy is as energetic as any live show."
Kilde: Allmusic

Morrison og Defrancesco genoptog samarbejdet i 2016 med udgivelsen af dobbeltalbummet; The Prophet Speaks. Der er tale om et meget bluesagtigt album, hvor Defrancesco spiller orgel/trommet på alle skæringer. Hovedparten af sangene er skrevet af Van Morrison, men Solomon Burke (se sidste blogindlæg) bidrager med et nummer. Det samme gør John Lee Hooker.

The Prophet Speaks blev det sidste samarbejde mellem de to. Defrancesco døde i 2022, 51 år gammel. Han nåede at udgive mere end 30 album i eget navn.

De mange albums der venter, og dem der ikke lige trænger sig på.
Så er der de mange albums fra dette millennium, som ligger og venter på blive lyttet mere intensivt på. Jeg kender kun flygtigt til f.eks: You Win Again, 2000, Magic Time, 2005, Pay the Devil, 2006, Keep It Simple, 2008, Three Chords and the Truth, 2019, New Arrangement and Duets, 2024.

Ud fra en umiddelbar lytning til: Keep Me Singing, Three Chords and The Truth og Remember Now, mens jeg skriver dette indlæg, tyder det på, at disse tre album er værd at lytte mere indgående til.

 De fire albums udgivet i Covid 19-tiden får jeg nok aldrig hørt igen, de er ikke decideret dårlige, men blandt hans svageste. Musikken tenderer det trivielle. Det virker som om, at Van Morrison har brugt mere energi på vrede over statens Covid 19-politik end på musikken. Så vil jeg hellere bruge tid og energi på alle de andre albums.

Kan den bedste Van Morrison-sang og det bedste album findes?
Forfatter, kulturskribent og teolog; Jan Brønnum, har i det uafhængige medie POV (Point of View International) i 2020 skrevet en interessant og inspirerende artikel om Van Morrison: Van Morrison: Geniet, der druknede i sin egen genialitet. Brønnum kommer omkring mange aspekter af Van Morrisons sangskrivning og udgivelser. Han prøver i sit indlæg at analysere sig frem den bedste Van Morrison sang og det bedste album, samtidigt med at han kigger nærmere på indholdet i Van Morrisons tekster.

Hvad angår bedste sang, går Brønnum ud fra tre bedømmelseskriterier; enhed mellem stemme, instrumentering og komposition. Ud fra disse når han frem til tre sange, som kan gøre sig titlen værdig.
Det er Into The Mystic fra Moondance, åbningsnummeret fra Hard Nose The Highway: Snow In San Anselmo og Full Force Gail fra albummet Into the Music.

Når det gælder bedste Van Morrison-album, når Jacob Brønnum frem til følgende bud: Hard Nose The Highway (1973), Weddon Fleece (1974), Into The Music (1979), Common One (1980) og A Sense of Wonder (1985).

De udvalgte udgivelser strækker sig over en periode på 12 år og rummer ikke albums fra en periode på 12 år. Fra 1985 og indtil artiklen blev udgivet i 2020. I den periode, synes jeg, som det fremgår af dette indlæg, at der kom flere gode Van Morrison udgivelser, som sagtens, også ud fra Brønnums kriterier, kunne få en plads på listen over bedste Morrison-udgivelser

Om Van Morrison i 1990'erne skriver Jacob Brønnum:

"Omkring 1990 bliver Van Morrisons album markant svagere på to af de tre ovennævnte punkter, komposition, instrumentering og vokalt – de to første af dem. Dobbeltalbummet Hymns To The Silence (1991), med næsten hver anden som jazzsang og hver anden som poprock, viser, at også den syntese, Van Morrison havde opnået mellem stilarterne, er under opløsning, og mange af teksterne er båret af en underliggende selvdyrkelse"
Kilde: POV

En søgning på nettet over anmeldelser over de bedste Van Morrison-udgivelser viser, at fem albums ud af de otte han udgav i perioden fra 1968-1974  går igen på mange lister. Som eksempler på dette henvises til musikmagasinerne: Mojo , Rolling Stone og avisen: The Guardian.

Teksterne mere tilgængelige end deres rygte.
Van Morrisons tekster har jeg aldrig fordybet mig i. Har ikke lyttet særligt koncentreret til dem eller siddet med næsen nede i booklets eller covers. For mig har fokus først og fremmest været på Morrisons brug af sin stemme som et instrument. Samtidigt har det undret mig, at Van Morrison tekstmæssigt ikke har opnået samme status som Dylan, Cohen, Springsteen m.fl. Det er der så en sandsynlig forklaring på.

De tema, som sangteksterne har kredset omkring, mener jeg, at jeg har en fornemmelse af. Dels ud fra titler på albums og på sangene, dels ud fra hvad jeg trods alt har lyttet mig frem til. Temaerne, som jeg opfatter dem, kan inddeles i f.eks følgende: Det mytiske med afsæt i keltisk kultur, det mystiske, det transcendentale, vejen til selvforståelse - selvhjælp - gennem healing, meditation og tro, menneskets forhold til naturen, det spirituelle.

Disse temaer af tekster bliver for mig svære at forstå, og de har tendens til at blive stærkt indadvendte og navlebeskuende. Kategorien, vurderer jeg umiddelbart, er mere betegnende for perioder af hans udgivelser indtil indgangen af 1990'er.

Så findes der mere udadvendte temaer, som beskæftiger sig med mere almene og hverdagsagtige forhold, som: Erindringer, barndommen i Belfast og en længsel efter denne, kritik af musikindustrien, hyldest til de folk og steder, der har betydet noget, behovet for at spille og synge, om kærlighed og forelskelse, kritik af samfundsforhold.

Fra 1990'erne og frem til i dag er det min opfattelse, at Van Morrison bliver mere forståelig og udadvendt i sine tekster. Dertil kommer så, at han i denne perioder har indspillet mange traditionelle bluessange og andres sange.

Som eksempler på det mere hverdagsagtige, skal her nævnes et par sange fra udgivelsen: Remembering Now. Når det bliver lige dette album, er grunden, at jeg lyttet til det igen, lige efter jeg havde skrevet dette afsnit om teksterne. Pludselig hørte jeg efter, hvad Van Morrison sang og kunne fastholde koncentrationen, mens jeg overvejede, hvad han sang om. Her et par tekstudrag fra udgivelsen. Et album kan ikke være repræsentativt for 47. Alligevel vil jeg påstå at det indeholder nogle tendenser:

If It Wasn't for Ray, er en hyldes til Ray Charles.

Vers 1:
If it wasn't for Ray
Wouldn't be where I am today
If it wasn't for Ray
Singing, "Tell me, what'd I say?"
If it wasn't for Ray
If it wasn't for Ray

Vers 3:
Reinvented soul, rhythm and blues
And rock 'n' roll
Reinvented soul, rhythm and blues
And rock 'n' roll
Country and western too
His music just grew
Country and western too
His music just grew

Havn't Lost my Sence of Wonder: Om glæden ved af undres og leve i nuet

Vers 1:
Haven't lost my sense of wonder
Even though things don't seem to be working out
Haven't lost my sense of wonder
Even though there's so much doubt
But when the feeling hits you
Baby, that's what it's all about

Vers 2:
Haven't lost my sense of wonder
I just need to find my way back home
Back to the green fields of summer
See where I'm coming from
'Cause I've had my fill (Had my fill), been through the mill
Now I'm singing, peace be still, peace be still

Back To Writing Love Songs:

Omkvæd:
Back to writing love songs
Back to writing love songs
Back to writing love songs
Back to writing love songs
Might get played at the end of the day

Vers 1:
What about soul and inspiration?
What about taking it right back to the day?
Gotta get my mojo working
Gotta tell you, baby, what I say (What I say)
'Cause it's

Colourblind: Om ikke at se tilværelsen for ensidigt, men mere nuancer og i andre perspektiver/farver

Vers 1:
My jumper was navy, I thought it was black
Turned a whiter shade of pale
Someone became green with envy
Left the blues behind
'Cause I was colourblind

Vers 2:
Now I'm sitting in the sun, I'm tryna get sunburned
Everything I thought about peels into insignificance
I'm just tryna get brown 'cause I'm browned off
With this situation

Overgang:
There was once black-and-white movies
That became Technicolor
There were sepia photographs in my album, in my scrapbook
I look upon with wonder

Yderlige to særlige favoritter.
Blandt mine favoritter er yderligere to albums, som jeg ikke tidligere har omtalt. De kan få lov til at slutte min fortælling om mit forhold til Van Morrisons solokarriere og om udvalgte albums fra hans knap 60 år lange solokarriere.

Den ene af disse er en liveudgivelse fra en koncert i Los Angeles i 2008: Astral Weeks - Live at the Hollywood Bowl - Koncerten var en fuld opførelse af det oprindelige klassiske album fra 1968. Ikke en opførelse fuldstændig som på albummet. Han ændrede rækkefølgen af sangene, udvidede nogle, gjorde andre mere tætte og indlagde små suiter.

Ved de første lytninger havde fremførelsen svært ved at fæste sig. Jeg fandt den al for luftig og havde svært ved at koncentrere mig. Den flød ud, satte sig ikke fast. En af grundene hertil kan være, at selve indspilningen ikke er god. Den virker fjern, som optaget på afstand, og publikums reaktioner fylder for meget. Efter flere gennemlytninger er jeg blevet begejstret for opførelsen. Den viser andre sider af Van Morrison som livekunstner, end jeg har mødt, både på indspilninger og til koncerter.

Når jeg gør op, hvad det er for Van Morrison-udgivelser, jeg gennem de seneste år har lyttet mest til, og som jeg langt fra er færdig med, er et af dem dobbelt cd’en: The Philosopher’s Stone fra 1999. Udgivelsen indeholder 25 ikke tidligere udgivet sange, mens fem findes i alternative ”takes”.  Sangene strækker sig over perioden på 15 år. Fra 1974-1989.

Jeg vil sige, at det igennem længere tid har været mit favoritalbum med Van Morrison.

Når jeg har overgivet mig til dette album, egentlig taget er det nok både urimeligt og umuligt, at vælge ét album ud blandt de mange fremragende Van Morrison-udgivelser, er det fordi, Van Morrison på The Philosopher’s Stone, lyder præcis, som jeg godt kan lide at høre ham: Folkemusik, blandet med jazz og R&B. Uden blæsere og i et ikke alt for opskruet tempo.

At skulle vælge ét nummer ud blandt de 30 på udgivelsen er umuligt.
En lang periode af Van Morrisons sangskrivning kan ikke kondenseres i en enkelt skæring.

En sjældent sprudlende van Morrison på scenen.
Jeg vil slutte dette indslag af med den bedste liveoptræden, jeg mindes at have set med Van Morrison.

Når det kan lade sig gøre at forbinde Van Morrison med min favorit gruppe: The Band, vil jeg ikke undlade at gøre det. De to optrådte sammen ved The Bands afskedskoncert: The Last Waltz, i 1976.

Det blev til en uforglemmelig udgave af Caravan fra albummet Into The Mystic:
Sangen er fantastisk, Van Morrison udøver en sprudlende, lidt kluntet, men charmerende energi på scenen. Han synger nummeret med en enestående intensitet og med et yderst velspillende The Band. Det bliver ikke bedre.
Det er kun til at få det godt af!