Højdepunkter - og et dybt hul

Siden redaktionen i forbindelse med familiefrokosten fandt plads til et redaktionsmøde med en enig beslutning om, hver især at afsluttet året på bloggen med et indlæg om årets egne musikalske højdepunkter, har opgaven fyldt mit hoved. Helt nemt har det ikke været. Det har det måske heller ikke for medredaktøren, men Lennart har skrevet et fremragende indlæg med mange gode fortællinger.

Højdepunkter i 2022, vel at mærke de personlige, har der måske ikke være så mange, at de lige frem står på række for at blive sat på ord. Har det i virkeligheden musikmæssigt været et år på det jævne? Lidt for meget lige ud af landevejen og op mod et par udsigtspunkter, hvor udsynet og perspektivet trods alt har været der. Glæden, som vi vel godt kan holde højdepunkterne, har trods været der i de valg, jeg har foretaget.

Den manglende erindring af højdepunkter har givet anledning til refleksioner over, hvorfor de er udeblevet. Måske er jeg forsat i den søgning efter et musikalsk ståsted, som jeg i februar gav udtryk for i indlægget: "Efter Beatles genhør - Hvad så nu?""

Siden har jeg ledt, har også fundet en retning og glæde ved musik, men kursen er præget af usikkerhed og en vis slingren. Processen med at skrive dette indlæg kan måske bidrage til nogle afklaringer. Ideen med at skrive om højdepunkt er slet ikke så dårlig endda.

Et er sikkert, det har været en stor glæde, og jeg vil strække mig så langt, som til at kalde det et højdepunkt, løbende at skrive indlæg til Musikfortællingerne og dermed formidle oplevelser og tanker om aspekter af musikaktiviteter. Særligt et indslag har haft en vis betydning!

Dissing og Thorup: Et unikt par i dansk rock.
Selvom om anledning var trist, var det en stor glæde at finde tilbage til eller rette opdage de udgivelser, Dissing og Thorup udgav i perioden 1969 til 1974.  På udgivelsestidspunkterne lyttede jeg ikke meget til lp’erne, og nogle af dem kendte jeg ikke. Jeg var et andet sted, hvor den danske, sunget på engelsk, og engelske progressive rock fyldte en del. Den dansk sprogede musik har aldrig for alvor fanget mig.  På nær et par navne som Alrune Rod og Gnags. Senere anskaffede jeg mig et par Bifrost lp’er. Den store dansksprogede rockbølge i 1980’erne gik jeg lagt uden om. Heller ikke nyere dansksproget musik har jeg kastet mig ud i.

Først ved køb at ”Mor Danmark” på cd til en femmer, åbenbart en standard pris på det lokale bibliotek, genfandt jeg en interesse i Poul Dissing, som lå før samarbejdet med Benny Andersen. Havde i øvrigt to lp’er med Dissing og Andersen stående i min tidligere hengemte samling. Da en pladespiller på ny blev tilkoblet anlægget, var det ikke disse, der fandt vej til tallerkenen.  De blev taget fra og sat i kælderen. Har efter, vi skrev indslaget om bluessangere  Povl Dissing, lyttet til "Hymner og Ukrudt" fra 1984, men nej, jeg foretrækker den tidlige Povl Dissing.

Siden indslaget har jeg købt ”Mor Danmark” på lp i udgivelsen fra Hørekiks, som var Walther Klæbels pladeselskab. Lp’en blev senere udgivet på Sonet. Denne; "Lykkeland" og så  "Yderst Ude" er flittigt blevet spillet.

Spændende koncert med Baryl: Nyt dansk prisbelønnet jazzband.
I en årrække har jeg været medlem af Struer Jazzklub, da jeg syntes, at klubben havde et fremragende program og samtidig var af den opfattelse, at det var vigtigt at støtte jazzen i det nordvestjyske. Sammen med min nu afdøde og stærkt savnede ven, Kurt, gik vi til klubbens koncerter. Disse blev mine første egentlige møder med nyere dansk jazz. Jeg var på det tidspunkt ellers udelukkende til rock, især amerikansk, men koncerterne i Struer Jazzklub skubbede mig mere i retning af jazzen og dens mangfoldighed. Fussionsrock/jazz havde dog fortsat siden dagene med Weather Report, Return to Forever, Jean-Luc Ponty, Entrance, Herbie Hancock, Stanley Clarke, og hvem der ellers dominerede denne scene i 70’erne, haft min store interesse.

I løbet af min studietid i Aarhus havde jeg et par gange været på det legendariske spillested Tagskægget, men hvem jeg hørte, kan jeg ikke huske. Besøgene ændrede dog ikke min interesse for jazzen. I de sammenhænge jeg kom i, blev der ofte ved festlige lejligheder spillet New Orleans Jazz, men det var egentlige ikke en genre jeg brød mig om, men jeg husker den som meget populær i slutningen af 70’erne.

Koncertoplevelserne i Struer Jazzklub fik mig til at lytte til nyere dansk jazz på cd’er, streamingtjenesterne og til koncerter rundt omkring. Jeg fandt en glæde i denne jazz, som jeg langsomt var ved at miste i forhold til, hvad der skete på blues- og rockfronten.

Min interesse for jazzen gav mig lyst til at formidle den til andre samt at arbejde på, at vi fortsat kunne få spændende jazznavne til Nordvestjylland. Det kunne jeg bedst gøre ved at gå ind i bestyrelsen af Struer Jazzklub og dermed få indflydelsen på programmet og lave det benarbejde, der er ved at arrangere koncerter.

I år havde vi bestemt, at vi i februar ville være en del af Vinterjazz og dermed bidrage til at styrke og udbrede kendskabet til dansk jazz. Med også til at gøre opmærksom på Stuer Jazzklubs eksistens. Vores bidrag blev en koncert med det unge up-coming band: Baryl, som i december 2021 havde udgivet det digitale album: ”Allerede Mandag”.  Koncerten blev en stor oplevelse. Et frisk og velspillende band, der legede med musikken og samtidig bevarede en melodiske tone.

Baryls musik skrives af vibrafonisten Viktoria Søndergaard og hendes instrument er i fokus, men de øvrige musikere; Ludvig Søndergaard på trommer, Lukas Loeb på bass og Alberte Svenningsen på saxofon bidrog alle til at skabe Baryls særlige lydbillede. Alle musikerne har rod i Det Fynske Musikkonservatorium.

I maj vandt Baryl JazzDanmarks konkurrence for unge danske jazzmusikere op til 30 år, og endvidere vandt Viktoria Søndergaard i februar prisen som Århus Jazz Talent med følgende begrundelse:

”Viktoria Holde Søndergaard er et forbillede og en positiv rollemodel for andre unge musikere, idet hun viser vejen gennem sin modne og stærke musikalitet.

Hun mestrer sit sjældne og fascinerende instrument vibrafonen på en måde, hvor begreber som alder og talent bliver helt underordnede, fordi hendes måde at kommunikere i musikken på er universel og tidløs. Hun er ganske enkelt ovenpå, indfølende og frygtløs, når hun spiller.”

Priserne fortsatte, og i august vandt Viktoria Tivoli Jazz Pris, som blev uddelt for første gang i 2020.

Niels Overgaard har på sin fremragende blok, Jazznyt, Baryl med på sin liste over 2022 bedste danske jazzudgivelser: Begrundelsen er følgende:

"Den er både indladende lækker og bare så’n lidt hverdagshård. Vibrafonisten Viktoria Søndergaard har overblikket og en særlig sans for musikalsk nærvær. Det bliver ikke fortænkt eller banalt".

Viktorias vibrafonspil var stærkt medvirkende til, at instrumentet blev slettet fra min hadeliste og fik status at et, som jeg har taget til mig og begyndt at lytte mere til – med glæde. Det må være et højdepunkt. En tak til Viktoria. Bør nok gå i gang med at lytte til Martin Fabricius fjerde udgivelse, "New World", som Niels Overgaard kalder et smukt kapitel.

Hazmat Modine på hjemmebane i New York
Det blev ikke til mange koncerter i år, sammenlignet med tidligere år. Også taget i betragtning, at jeg brugte to hele dage på Aarhus Jazzfestival. Ved egentlig ikke, hvad grunden er til dette. En anden koncert, som jeg vil give beskrivelse et højdepunkt, var koncerten med Hazmat Modine på Terra Blues i New York i april. Koncerten og bandet er udførligt omtale i indlægget: ”Fantastiske New York….”

Det, der gjorde koncerten til et højdepunkt, kan kondenseres i tre ting. For det første bandets enorme energi og spilleglæde anført og iscenesat af bandets leder, sangeren og multiinstrumentalisten – med fokus på sine mange mundharmonikaer – Wade Schuman. Schuman udviste en enorm energi. Han gav indlevende introduktioner til sangene, fortalte historie om bandet, henvendte sig til bekendte blandt tilhørerne og gav fortællinger fra livet i New York. Alt skete, mens han enten stod på en stol eller bevægende sig rundt blandt publikum.  Schuman kan bedst beskrives som en charmetrold og entertainer af format.

Det andet, der gjorde koncerten til en oplevelse, var musikken og de enorm dygtige og velspillende musikere. De var alle noget særligt på deres instrumenter og fik god plads til medrivende soli. En kig på bandets hjemmeside over dets faste musikere viser, at de ikke er hvem som helst. Hazmat Modine kalder sig et bluesband, men rummer alle aspekter af Amerikas musikhistorie tilsat element udefra.

Musikkens mangfoldighed er præcis beskrevet i denne australske anmeldelse af bandets seneste udgivelse;

“…There is, in all likelihood, no other American band that so definitively captures the true meaning of roots music then Wade Schuman’s 9-piece New York collective. Whilst touchstones abound, and lashings of blues, New Orleans flavored jazz and funk, Calypso, Balkanova, Klezmer, Gypsy Jazz, and African grooves are all thrown in the crucible, what comes out is entirely original and intoxicating…Comes the time to pass judgement on the years best, Box of Breath has “contender" written all over it.”
Rhythms Magazine – Australia

Det sidste element, som skabte den berømte højere helhed, blev udgjort af publikum. Ingen tvivl om, at der var tale om en inkarnerede og engagerede tilhører, som kendte alt, hvad der blev spillet. Allerede ved introduktionen til sangene levede publikum med i form af klapsalver, piften og kommentarer til hinanden og til bandet. Et højdepunkt, at få lav til at være tilstede denne aften på Terrra Blues med Hazmat Modine.

En velfungerende og interessant Stones-dokumentar.
Stones har, siden jeg første gang spillede luftguitar med Buller til ”Satisfaction”, været en fast del af mit liv med musik, og måske er de på mange måder, for at bruge en kliche, blevet en del af min identitet. Det blev de i form af den modkultur og oprørstendens de repræsenterede, deres fantastiske udstråling på scenen, og deres smittende og livsbekræftende rock, hvor de musikalsk og i deres formidling af musikken har fundet mange udtryk.

Hvis vi skal op i de højere luftlag, har bandet givet energi, livsbekræftelse, en tro på tilværelsen samt ikke mindst håb på grundlæggende fællesskaber, der kan være dybt problematisk, men i sidste ende værd at kæmpe for. I de senere år har jeg haft en tendens til at blive lidt rørt, når jeg ser nyere koncertoptagelser med Stones. En forklaring kan være, at jeg er dybt imponeret over, hvad de trods deres høje alder er i stand til at præstere på en scene. Det fortæller mig, at alder ikke bør være nogen hindring for at gøre, det man er god og gerne vil for at glæde andre.

Selvom jeg sjældent spiller deres udgivelser, følger jeg med i, hvad de foretager sig sammen, og hver for sig har gang i af aktiviteter. Selvom disse med alderen, og de skavanker den fører med sig, bliver mere sjældne. Jeg ser gerne, hvad der på flow-tv og på streamingtjenester bliver vist af Stones-koncerter og Stones-dokumentarer.

Langt fra alt er godt, men det interessante er at se, hvilke forskellige perspektiver der gennem tiderne er blevet lagt ned over bandets historie. De senere år har tre dokumentarer optaget mig; Til blivelsen af Exile on Main Street; "Stones in exile". Bandets turne i Sydamerika og koncerten på Cuba; "Stones: Olé Olé Olé", samt en fremragende koncertoptagelse fra Hyde Park i 2013.

I år er en fjerde dokumentar kommet til favoritlisten: ” Life as A Rolling Stone”. I den britiske serie tegnes portrætter af Jagger, Richardt, Wood, Watts. Hver har sit eget afsnit, hvilket er med til at fremhæve hver personligheds bidrag til kollektivet Rolling Stones

"Mit liv som Rolling Stone", kan streames på DRTV, var for mig et højdepunkt, da den kaster nyt lys over de fires personlige og musikalske kvalifikationer, der tilsammen skabte en enhed, der er større end blot summen af de fires bidrag.

Dokumentaren er en velfungerende og underholdende fortælling, der i de fire afsnit, fortællere om medlemmernes roller i bandet, indbyrdes relationer og bidrag til, at bandet har eksisteret i mere end 60 år. På trods af flere gentagelser i dokumentaren forsøger den med held - uden for mange klicheer - at få fortalt en sammenhængende historie ud fra fire forskellige perspektiver. Som andre klassiske dokumentarer har den kommentarer med fra musikere og folk fra musikbranchen, der har været tæt på Stones. Disse kunne jeg godt have undværet, da de ikke kun bliver et supplement til, hvad vi hører og ser, men samtidig også meget konkluderende. Heldigvis ser vi dem ikke, og dermed fylder de knap så meget.

Skal jeg fremhæve en mere uheldig ting ved dokumentaren, er det, at dets billedmateriale primært spænder over tiden fra begyndelsen af 60’er og til midten af 1970’erne. Nyere materiale består først og fremmest af korte sekvenser fra koncertoptagelser.

Styrken ligger i, at selvom hver har sit ”eget” afsnit og fortæller med udgangspunkt i sig selv, er dokumentaren klippet således, at de også fortæller om hinanden i forhold til det emne, der er i spil.

I det følgende min oplevelse af afsnittene om Jagger, Richard og Wood af pladsmæssige hensyn blive fortalt. Watts, som bestemt ikke er uinteressant, håber jeg, der bliver spalteplads til en anden gang.

Mick Jagger: Den organisatoriske leder og showmanden.
Mick Jagger, som indleder serien, starter med at fortælle, at de fleste dokumentarer gentager sig selv. Mytologien, ofte skab af medierne, bliver ifølge ham blot bekræftet, indtil den bliver sand, og udtalelser bliver lagt i klichekasser, hvor det nemmeste er at gentage dem. Jagger udtrykker håb om, at denne dokumentar bliver anderledes: ”….vi må i løbet af vores snak udvide disse kasser”. Spørgsmålet er, om Jagger i sit afsnit ikke kommer til at fremstille/gentage mytologien om sig selv? Vi ved ikke altid, hvilke spørgsmål, han stille af intervieweren over for ham, som vi ved sidder der.

For mig er det interessante i Jaggers afsnit hans bevidsthed om den rolle, han har som bandets showmand. Han skal med sin energi give folk, det de forventer og gerne vil have i de to timer en koncert varer. Samtidig er den ham, der i følge eget udsagn, er den organisatoriske leder af bandet i forhold til alt det praktiske. Richard omtaler i den forbindelse Jagger: ”Som en reel mand, neden under alt det pis”.

Wood har nogle interessante kommentarer til Jagger rolle i bandet og roser hans lederevner: ”Han ved, hvad han vil have og har nosser nok til at beherske et publikum på 100.000”, samt:”… at han vil se skibet sejle ved at have den organisatoriske kontrol”.  Wood fortæller, at da han blev fast medlem af bandet i 1975, modtog han nyhedsbreve fra Jagger, om hvad der skulle ske. En stor modsætning til Faces, hvor han kom fra. Her var alt kaos, druk og sjov.

Lige fra starten i 1962 var meget af det Stones foretog sig meget nøje planlagt for at få gang i en karriere. Denne planlægning og opbygningen af et image blev indført af bandets første manager og producer; Andrew Oldham.

Jagger er meget bevidst, om den betydning tv har haft for bandets berømmelse. Alle så det. Gaderne var tomme, når der var rock fra BBC. Når bandet optrådte på BBCs ”Ready, Steady Go", var alle kameravinkler nøje indstuderet for at give den største virkning.

I slutningen af 60’erne overtog Jagger ifølge eget udsagn den organisatoriske kontrol over bandet. Alt var i opløsning omkring bandet, hvilket blev tydelig ved den tragiske koncert i Altamont i 1969, hvor HA stod for sikkerheden med drab, vold og uro til følge. Samtidigt havde bandet økonomiske problemer. Betalte ikke skat og havde ingen penge i banken. I den situation tog Jagger ledelsen og sagde: ”Sådan gør vi”.

I dag er han inde over alle organisatoriske detaljer. At koncerterne blev større og større, var ifølge Richards opfattelse, Jaggers ambitioner, og det var ham, der styrede showet og fik bygget scener efter eget ønske. Ifølge Richard: ”Ville Mick gå længere end bandet, og så kom der en lille diskussion, eller det får du mig ikke til at gøre”.

Mick Jagger var også den, der helt uhørt inden for rockbranchen, sørgede for at Stones fik et brand i form af den ikoniske røde tunge. Et logo, der første gang optrådte for Stones eget pladeselskab, under Atlantic, med udgivelsen "Sticky Fingers", og i dag kendes af – så godt som – alle som symbol på Rolling Stones.

Keith Richard: Den musikalske hjørnesten.
Richard får i serien rollen som den introverte Stones, og som gerne havde lavet pladerne uden al den meget berømmelse: ”….og alt det pis”, og som fandt sin trøst i heroin.

Han fremstilles som prototypen på en guitarhelt, som alle gerne vil spille som og som arbejder meget intens med sine introduktioner og riifs.

Keith Richard er den, der kan sin musikhistorie. Wood omtaler ham som en encyklopædi: ”Han har svar på alt og ved, hvad der skal gøres”.  Richard er meget vidende isæ om amerikansk musikhistorie. Først og fremmest bluesens historie og om, hvordan den kom til England fra USA og vendte retur i fornyet form af den britiske bluesprægede rock. Et fænomen, der fik flere amerikanere til at lytte til blues. Richard siger selv: ” At Stones gav bluesmusikken tilbage til de sorte….. Sikken en arv vi løfter”. Richard forskerede i bluesen for at få den ind under huden, så Stones kunne blive et bluesband. En mærkat, bandet senere gerne ville ud af for spille rock.

Serien tegner et portræt af Richard, som den vidende, den analytiske og den samfundskritiske/oprørske Stones, der allerede som ung sagde fra over for autoriteter, som følge af ydmygelser i skolesystemet. Han er den, der hviler i sig selv, siger det med et af de mange glimt i øjnene. Rent musikalsk er han den, der får det hele til virke og sørger for den rette lyd.

Richard er den eneste af medlemmerne af Stones, som er vokset op med en musikalsk baggrund. Hans bedstefar var amatør jazzmusiker, og som barn var han ofte med bedstefaren i musikbutikker, hvor han hang ud i baglokalerne og så på, hvordan instrumenterne blev bygget og repareret. Bedstefaderen gav Keith en guitar og lærte ham nogle akkorder, hvorefter det bare var selv at gå i gang.

Ronnie Wood: Showmanden, og den der kitter det hele sammen.
Ronnie Wood blev fast guitarist i Stones i 1975, efter at Mick Taylor i 1974 forlod et band kan ikke følte sig hjemme i og på grund en følgende afhængighed af stoffer. Ny guitarist blev Ronnie Wood fra Faces og tidligere medlem af Jeff Beck Group. Faces var et enormt populært band i England og USA.

At Wood blev afløseren skyldtes, at han allerede fra begyndelsen af 1970’erne blev en del af omgangskredsen omkring Stones. Ron havde etableret et studie i kælderen af sin store villa i Richmond, London. Her kom et utal af musikere for at være med til indspilninger. Jagger, Taylor og Richardt var blandt de fremmødte. Sidstnævnte flyttede ind hos Ron, da hans hus brændte.

Wood oplevede, at Taylor fortalte Jagger og Richard, at han forlod bandet. Wood tilbød at træde ind, hvad han efter eget udsagn havde haft som en mål siden teenageårene. Stones tog uden Taylor og en afløser til Tyskland for at indspille Black and Blue. Under indspilninger blev der afholdt prøver for nye guitarist. Ingen faldt i bandets smag, og Ronnie Wood blev hentet ind for at medvirke på færdiggørelsen af albummet og for at deltage i den følgende USA-turne. I 1975 blev han fast medlem, da han viste, at han som showmand, guitarist og menneske passende perfekt ind i Stones.  Han får i serien rollen, som den superlim, der i kriser, hvilket der blev flere af, kittede bandet sammen.

Som guitarist var han ifølge Jagger en anden type end den dygtige og perfekte Mick Taylor. Jagger mener, at Wood mere var til at fyre den af!

En interessant kommentar fra orkesterlederen i Stones, keyboardspilleren Chuck Leaval, går på, at han mener, at Wood med sin indtræden i Stones indgik en fautisk pagt iform af, at han ikke måtte vise, alt det han kunne, men måtte sørge for at passe ind i bandet.

I serien bliver det symbiotiske sammenspil mellem Wood og Richard rost i høje toner. De fremstilles som en guitarist med fire arme!

Ført af nye veje: Introduceret for Annette Peacock.
Det er altid en stor fornøjelse at komme i kontakt med mennesker, som interesser sig for musik og som gerne vil dele sine oplevelser med en. I efteråret kom jeg gennem et lp-køb i Den Blå Avis, faktisk Dissings ”Mor Danmark”, i kontakt med Lars, som af og til opkøber pladesamlinger med henblik på videresalg. Samtidigt har han selv en større samling, som fylder godt op i den mindre lejlighed. Det ene køb blev til flere køb - og det sidste har nok heller ikke fundet sted. Købene blev fulgt op af flere samtaler om musik, og Lars var hurtig til at sige: ”…så skal du lige høre det her”.

Jeg er blevet introduceret til to spændende kvindelige musikere. Den ene er brasiliansk fødte Flora Purim. Hun flyttede i 1967 til New York. Inden var hun blevet gift med perkussionisten Airto Mureira. De blev begge en del af jazzfusionsmusikken i USA. Egentlig burde jeg kende til hende og Airto, for de medvirkede begge på Return To Forevers to første lp’er fra henholdsvis 1972 og 1973. Purim udgav sin første solo-lp, "Butterfly Dreams" på Milestones i 1973. Lp’en, jeg fik fat på, er "Encounter" fra 1977.

Den anden, som det egentlig skulle handle, er Annette Peacock, hvis navn jeg stødte på i forbindelse med indslaget om det tyske pladeselskab ECM, men hvis musik jeg ikke kendte til. Hvorfor Lars lagde Peacock på pladespilleren, kan jeg ikke huske.  Af og til dukker der i musiksnakke massere af hurtige, springende og skæve associationer op.

Annette Peacock er født i Californien, men flyttede som så mange andre musikere i løbet af 1960’erne til New York, hvor hun blev gift med bassisten Gary Peacock. Senere blev hun gift med pianisten Paul Bley til hvis ECM-album, "Ballads", hun komponerede numrene. I 2002 udgav hun selv albummet ”An Acrobat's Heart” på ECM.

Jeg var solgt efter at have hørt uddrag fra ”The perfect release”udgivet  i 1979. ”Det er jo, som at høre, som Steeley Dan gerne ville have spillet” udbrød Lars. Hvad der ikke var ramt helt ved siden af. Peacock har senere udtalt, at hun var inspireret af Jeff Becks ”Blow by Blow”.  På ”The perfect release” medvirkede to af musikerne; Max Middelton på keyboards og Richard Bailey på trommer, fra Jeff Becks indspilning.

Albummet blev på pladespilleren afløst af X-Dreams - ligeledes fra 1979. Min første reaktion, da jeg hørte et uddrag fra X-Dreams, var: ”Det lyder fuldstændig som Lou Red”.  Covernoterne viste, at Mick Ronson medvirkede blandt en flot række af engelske og amerikanske musikere. Mick Ronson producerede Lou Reeds kommercielle gennembrud "Transformer". Endvidere medvirkede han på guitar.

”X-Dreams blev indspillet i London, hvor Peacock ophold sig i nogle år. Hun spillede med engelske musikere og indgik sammen med flere af disse, bl.a. Bill Bruford (trommeslager i Yes) i BBCs koncertrække: ”Rock Goes to Collage”. Produktionen blev sendt fra 1978 til 1981 og  præsenterede en del up-coming bands.

På de to album fra 1979, som hun selv har produceret, står Peacock anført som sanger. Hun var en af de første, som anvendte en Moog Syntheziser. En hun fik forærende af instrumentets opfinder Robert Moog. Hun har brugt moog’en til at sende sin stemme igennem, hvormed hun kunne manipulere den og dermed bruge stemmen som et instrument.

Det særlige ved Peacock er bl.a. hendes særlige måde at bruge sin stemme på inden for de mange genrer, hun bevæger sig inden for. Stemmen kan være dæmpet og indsmigrende for i næste øjeblik at lyde skrigende og skingert.  Yderpunkterne kan høres inden for et enkelt nummer.

Her i løbet af december er jeg begyndt at lytte til andre end de to Peacock-album, jeg har anskaffet mig, så mit overblik over hendes samlede udgivelser er minimalt. Forhåbentlig ændrer det sig i løber af det nye år.

Og så er vi kommet til årets dybe hul.
Det afsnit fylder ikke meget, men opgaven er stor.

Da Politikken og Gaffa som sædvanligt ved årsskiftet bragte en liste over bedste danske og udenlandske rockudgivelser, som jeg sædvanligt læste, blev jeg overrasket over, hvor lidt af det jeg kendte.

For nogle år siden ville jeg have kendt en stor del, og det jeg ikke kendte, ville jeg streame eller låne på biblioteket.

Nye udgivelser - også fra gamle kendinge - har jeg normalt gjort en del ud af for at holde mig orienteret om, hvad der sker på rockscenen i alle dens genre.

Selv nye udgivelser fra favoritter som Neil Young og Van Morrison har jeg ladet ligge. Det skal i den sammenhæng siges, at de to også udgiver i et tempo, som det er umuligt at følge med i. Her kan der ganske enkelt være tale om en overmætning.

Den manglede orientering i nye navne kan det være svært at forklare. Et bud kan være, at jeg i de senere år har satsets meget på at udfylde huller i min pladesamling med ældre udgivelser - som var nye for mig!

På sin vis er det et hul, der er umuligt at fylde op. Faktisk er det et bundløst hul.

Har nu sat mig det mål, at i det ny år skal denne satsning nedprioriteres til det ganske særlige, hvilket rummer en lille åbning for ældre anskaffelser. I stedet skal der satses på at lytte til nye danske og engelske udgivelser. Lad os kalde det et nytårsfortsæt. Det ikke altid, at de overholdes!

Hullet skal lukkes! Til det synes Gaffa at være et godt redskab med bl.a. rubrikkerne "Bedst lige nu" og Hold øje med" .