Jeg mødte min store kærlighed i midt 90’erne. Mens gangsterrappen prædikede vold og hårde stoffer på sit højeste i USA, var det tre danske gutter fra Næstved med hang til hash og bajere, der fik tændt en uudslukkelig glød i en teenagedrengs letpåvirkelige hjerte.
Mod slutningen af det gamle årtusinde havde en forholdsvis nye musikgenre skabt sig et særdeles dårligt ry – både i Amerika og herhjemme. I formiddagspressen blev der skrevet om hip hop-mord, og på den anden side af Atlanten ulmede konflikterne med det politi, der ifølge N.W.A.skulle fuckes. Alt imens blodet bogstaveligt talt flød i de interne opgør rapperne imellem, hvilket endte med at koste stjernerne 2pacog Notorious B.I.G. livet. Der var på papiret ikke meget at forelske sig i, medmindre man virkelig var til bad boys.
Men alt det var jeg lykkeligt uvidende om på mit teenageværelse med sideskilning og spraglet sovebriks. I gennemsnitligt leverpostejsjysk provinsby med kernefamilie og den tryghed – men også begrænsninger – der fulgte med. Mit første møde med min senere så store kærlighed var altså ikke med de hårde amerikanske drenge fra asfaltjunglen straight out of Compton. I stedet blev det tre anti-gangstere lige ud af Næstved, ikke af betonen, som i første omgang vakte min interesse for den kultur, der kom til at definere ikke bare min musiksmag, men også min livsstil.
Drengene fra Sydsjælland kaldte sig Hvid Sjokolade,og det var også så kridthvidt og forstadsagtigt, som det kunne blive. I efteråret ’96 udgav de deres debutalbum med tekster om glæden ved hash, bajere og kontanthjælp – et produkt af et velfærdssamfund, hvor kampene var nogle helt andre end dem, der blev taget i hip hoppens hjemland, USA, og hvor musikken var lidt mere ”for sjov.” Alligevel var det anderledes, nyt og tilpas råt til en dreng i starten af sine teenageår, der indtil da mest havde lyttet til Roxette, eurodance og Absolute Music. Jeg gik i 7. og min klassekammerat Martin havde sat en af sin storebrors cd’er på en aften, hvor vi spillede computer. Det var rap, Hvid Sjokolade hed de altså, Så’n er Vi hed albummet, og det blev en del af en nærmest fast tradition med weekend-gaming hos Martin henover det vinterhalvår. Rappen på anlægget måtte dog indimellem vige for hård metal. Noget jeg slet ikke faldt for på samme måde som albummet med damen med kæmpepatterne i spabadet sammen med de tre medlemmer på indersiden af coveret. Onkel Tom, Mesta Lasse og DJ Nagekaldte de sig. Og jeg var blevet forført af tre sjællandske mænd i 20’erne.
Kooltur
Der var tændt en gnist, ikke på grund af kvinden i badet skal siges, og mens min interesse for hip hop var i sin spæde start, så var den danske rap ikke mange skridt foran. Rockers By Choice og MC Einar var blandt de første få rå i slut-80’erne, men undergrunden var ved at voksne sig stor, og hjem fra USA var netop vendt fire fyre, der over alt forventning var lykkedes med at producere for nogle af datidens største amerikanske navne. Madness 4 Real kaldte de sig, og netop to af disse unge mænd optrådte på Hvid Sjokolade-albummets afslutningsnummer: Hvem er det der banker? Et over 8 minutter langt track, hvor mere eller mindre alle, der havde skabt sig bare i nærheden af et navn på den danske scene, gæsteoptrådte. Humleridderne, Per Vers, Kongehuset og altså ikke mindst de førnævnte tidligere Madness 4 Real-medlemmer Jokeren og Blæs Bukki. To kunstnere, der kom til at få enorm indflydelse på rappen i Danmark langt ind i det næste årtusinde. Men dem vender vi tilbage til.
For der var altså lige nogen, der skulle konfirmeres. I maj 1997. Og på ønskelisten var to cd’er. Aqua og Hvid Sjokolade. Aquas Aquarium fik jeg to af. Kun den ene blev byttet, men det var uden tvivl albummet med drengene fra Næstved, der fik mest spilletid på konfirmationsanlægget, og jeg rappede ihærdigt med på teksterne til numre som Pikken I Hånden og Bajerne Forvandler Mig. Men specielt et nummer på pladen satte sig mere og mere i min bevidsthed. Mer’ End Hva’ Du Ser, der lagde ud med linjerne:
Jeg kommer til dig i min tykke islandssweater /
går ikke i Psykocowboy har ikke tøj med hætter /
fætter / BR dit klædeskab er kulørt din sjæl den er grå /
hvornår vil du forstå /
at hip hop er sjæl og at du ikke kan snyde /
ved at gå i tøjbutikker for at købe attitude
Hip hop var altså mere end musikken. Det var en kultur. En måde at leve og tænke på, hvor man kunne udtrykke sig gennem de tre grundelementer breakdance, graffiti og rap. Og for mig en måde at finde identitet og fællesskab. Jeg startede i 8. klasse på en ny skole, mens grunge-bølgen rullede over provinsen med Nirvana som flagskib, og hvor Kurt Cobainsansigt prydede trøjer og t-shirts på dem ”der var noget.” Mit modtræk blev sammen med min gode ven Søren at trække i hængerøvsbukserne og smide rim på papiret. I gymnasiet dannede vi sammen med en knægt fra parallelklassen vores egen rapgruppe. Thomas hed han, og havde haft erfaring med at lave technobeats i et simpelt DOS-program, der hed Fasttracker II. Med hans udstyr kombineret med vores skriveevner gik vi i gang med at producere musik efter bedste evne. Vi kaldte os for Pinsepakken, et navn der udsprang af reformen fra 1999, men som mest var et ordspil på det amerikanske posse (slæng), der i sin fordanskning var blevet til pose – heraf grupper som Den Gale Pose og Faktaposen. Og i vores fortolkning altså taget videre til pakke. Ud over et navn til gruppen skulle vi selvfølgelig også have vores personlige rap-alias som alle de anerkendte kunstnere. Søren blev til MC Dollar, og jeg Fårekongen, der brillerede med linjer som:
Her kommer Fårekongen, kongen over fårene /
Jeg står i fårelort til et stykke over lårene
En særlig poesi
Pinsepakken levede et års tid, hvor vi nåede at indspille tre-fire halvfærdige numre, inden gymnasiet sluttede, og jeg flyttede til Aarhus. Numrene blev brændt på en cd, men aldrig mere end det, og jeg har ikke lavet musik siden. Men jeg fortsatte med at skrive rim, og jeg gør det stadig i dag. Mest i form af digte. For mig er rappen nemlig også poesi, der når den rammer rent kan måle sig med store rimende digtere som fx Tom Kristensen. Tjek bare Malk de Koijn – Kosmisk Kaos, hvor føromtalte Blæs Bukki over en jazzet saxofon smider visdom i dette vers:
Jeg må stimuleres for ingenting fungerer som det burde /
Der skal mere end urte / te til at kvæle mine sjælekvaler /
Jeg daler / falder
Maler blå verbaler /
For det hænder for selv den bedste at bøtten den vender til det værste /
Noget af det sværeste / man kan undvære må være nærvær fra de næreste /
Jeg ta'r endnu en tår / imens et år / bliver til årtier
Tier blir' til årtusinder / jeg hører susen / for mit indre øre /
Mit sind det kører / non-stop / som skod pop / på fucked up diskoteker /
Sct. Hans eller Skt. Peter / venter spændte på at se mig til te
Men de må sande / at jeg blir' oven vande /
For det er for let at bare forbande det hele langt væk
I trit med man lægger sig i sprit / spiller sig selv og går fallit /
Jeg vågner stum / op i et tomrum / og køber ord på kredit /
Mit tankespind det holder mig bundet på hænder og fødder
Så jeg er fortabt / hvis ondskabens træ slår rødder i mit sind abstrakt / sagt /
En stor del af min fascination for, ikke mindst, den danske rap ligger i netop teksterne. I evnerne til at rime på sjove, skæve eller fornærmende måder og jeg elsker at finde fede dobbeltbetydninger og snedige ordspil, som fx Per V, der rapper:
Jeg er li’som Run-D.M.C.’s sko, du kan ik’ snør’ mig …
(Til dem, der ikke husker det, gik de i Adidas Superstars uden snørebånd.)
Eller når Jokeren leverer linjen:
Så gæt, hvem jeg er, mit navn, det står med prikker og blæk i min ryg …
(Henover lænden har han en tatovering med sit kunstnernavn.)
Det gik pop
Og det er her, vi som lovet, vender tilbage til Jokerenog Blæs Bukki. Hvor Hvid Sjokolade havde vist mig døren til en ny verden, var det i høj grad de to unge mænd, der sparkede den ind. Jokerenblev frontfigur i Den Gale Pose og deres første fuldlængdealbum Mod Rov blev erhvervet for mine konfirmationspenge. Det blev mit bare andet hip hop-album og var både i tone og lyd hårdere end Hvid Sjokolade. Her mærkede man tydeligt inspirationen fra årene i USA. Blæs Bukki dannede sammen med Tue Track og Geolo Geo, Malk de Koijn, og jeg blev smaskforelsket i debuten Smashhit i Aberdeen, som de sendte på gaden i 98. En gruppe jeg kunne skrive et helt indlæg om alene.
Netop Den Gale Pose og Malk de Koijn var i høj grad med til at gøre hip hop mere mainstream i Danmark, og både den danske og amerikanske rap begyndte fra start-nullerne at snige sig ind i musik-tv’et, radioen og dermed hitlisterne. Rappen var gået pop, som man sagde. Og pop-lyden sneg sig ind i produktionerne og den kultur, jeg havde forbundet mig med og fundet min niche og plads i. Den var pludselig blevet allemandseje og langt mere forretning. Samtidig var jeg også blevet ældre og mindre afhængig af at definere mig selv gennem noget, og indie-rocken vandt for en periode indpas i stedet. Alligevel var jeg altså heller ikke blevet ældre end denne trodsreaktion, hvor jeg syntes, hip hoppen var blevet dum og havde svigtet mig. Så efter at have været pigefornærmet et stykke tid begyndte jeg i stedet at kigge bagud.
World Wide Wrappers
Mens min fokus i de første mange år hovedsageligt var på den danske rap, havde den amerikanske East og West Coast-hip hop også sneget sig ind i min bevidsthed gennem især Cypress Hill, Wu-Tang Clan og The Fugees, og det var et repertoire, der hele tiden udvidede sig i takt med, at internettet gjorde det samme. Når de billige telefontakster satte ind om aftenen, overtog jeg telefonlinjen, og fra min fars computer i kælderen trævlede jeg nettet tyndt efter hip hop-fora med anbefalinger og mp3’er, jeg kunne downloade. En møjsommelig proces de første mange år, hvor mit allerførste download med et remix af sangen Boom Biddy Bye Bye tog flere timer, og der skulle to halve versioner, før jeg langt om længe kunne bekendtgøre den officielle opstart af min senere enorme mp3-samling. Nettet blev en uventet, men fantastisk, mulighed for at følge med i, hvad der rørte sig på hip hoppens hovedscene i USA, og jeg begyndte i højere grad at suge til mig fra det nærmest uudtømmelige amerikanske lydunivers.
Mer’ end hva’ du ser
I takt med at hip hoppen gik pop i midten af nullerne fandt jeg den mindre særegnet og dykkede i stedet dybere ned i hip hoppens rødder. Og her åbnede der sig en ny verden for mig. Jeg begyndte at finde sammenhænge mellem sange på kryds og tværs af kunstnere, ikke på den gakkede konspirationsteoretiske måde, men et hav af referencer og små hyldester til hinanden. Både gennem lån af beats, men også direkte gennem enkelte tekststykker, der blev kopieret eller omskrevet fra andre rappere, og jo mere rap jeg hørte, jo flere referencer kunne jeg trække. Det vakte en glæde i mig, for her var den samhørighed, jeg selv havde følt med kulturen og musikken i mange år. Fragmenter, der var med til at binde det hele sammen og give den der følelse af at være en del af noget, sammen med andre, der var dette noget bevidst. Og det var ikke kun inden for hip hoppens verden, der blev lånt. Alt fra rock til klassisk blev brugt som elementer under de ofte definerende tunge trommer. Jeg havde aldrig helt sluppet min generelle og meget brede musikinteresse, og i og med at mit kendskab til andet musik også voksede, var der pludselig nye ting at hente i gamle favoritnumre. Fugees – Ready Or Not viste sig i høj grad at bestå af Enyas instrumentalnummerBoadiceaog omkvædet fra et 70’er soul-track af The Delfonics med den nærmeste identiske titel Ready Or Not Here I Come (Can’t Hide From Love.) Mens beatet på Eminems gennembrudshit My Name Is består af et sample fra Labri Siffres nummer fra ’75 I Got The …
Men det var ikke en skuffelse, at musikken ikke var ny eller alene kom fra rapperne. Også her gav det en positiv følelse af, at den nysgerrighed, som jeg altid har følt for musik, også var at finde konkret i hip hoppen. En genre, der lige pludselig ikke kun var sin egen, men også rakte ud til alle andre og var inddragende og uddelende på samme tid. Nu forstod vi hinanden igen. Og siden har vi kørt parløb og fundet ud af, at vi begge synes, at det er okay at se andre.
Gammel kærlighed ruster aldrig
Når det gælder den danske rap, hvor jeg først fandt min kærlighed, er den i højere grad gledet ud af billedet. Der er dog stadig nogle nyere artister, jeg hører, og min 90’er rap kører stadig. Men den meget auto-tunede calypso-prægede rap, der fylder mest på den hjemlige hip hop-scene lige nu, er bare ikke lige mig. Ja, kald mig bare gammeldags, eller helst Ol’ School, så sætter jeg Gamle Dreng med Johnny Hefty og Jøden på imens.
For en gammel dreng inden for hip hoppen kan jeg vel efterhånden godt beskrives som. Det er i hvert fald godt 25 år siden, jeg første gang fik vakt min interesse, og den er i den grad intakt i dag. Både gamle og nye plader kører i rotation på min pladespiller og i de høretelefoner, jeg nødig tager nogen steder uden. Jeg tager (normalt) til et hav af koncerter og bucketlisten med store navne, der allerede er krydset af, er lang. Jeg kan stadig samtlige 8 minutter af Hvem Er Det Der Banker?, mine unger rapper med på Malk de Koijn og for at citere Hvid Sjokolade:
Hvis jeg skal mærke den der stærke fornemmelse i kroppen /
af at leve på toppen / jeg må ned i hip hoppen
I hip hoppen fandt jeg som ung en identitet, hvor sproget var i højsædet, og hvor musikken havde en attitude, jeg kunne tage til mig. Det gav mig en følelse af mod og samhørighed, når den buldrede ud af højttalerne, og den dag i dag føler jeg mig sgu stadig som alle tiders urørlige stodder, når jeg smækker mine hørebøffer på, skruer op godt op for Wu-Tang – og cykler ned i børnehaven efter min datter. Ja, hip hop er ganske rigtigt mere end, hvad du ser. Eller hører.
En god start
Som nævnt tidligere flirter hip hoppen nysgerrigt med de fleste genrer. Derfor er der masser af muligheder for at bevæge sig ind i musikken ad de veje, man måske kender lidt bedre. Her følger en lille guide med forslag til indgange til hip hop, hvis du normalt er til:
Jazz
Guru feat. Donald Byrd - Loungin'
Funk/Soul
Anderson .Paak feat. Kendrick Lamar - Tints
Klassisk
CunninLynguists - Lynguistics
P.S. Hvis du aldrig har været til en hip hop-koncert, så skynd dig af sted, så snart du må. Det er et powerkick uden lige.
