Jeg har altid haft et lidt amivalent forhold til covernumre, fortolkninger eller hvad man ellers ynder at kalde dem. Og vi starter med den lidt mere mavesure tilgang.
For oftest synes jeg ikke, at der er tale om egentlige fortolkninger, men blot kopier af andres værker, når der bliver talt om covers. Det bliver numre, der giver minder om dansktop-industrien, der spyttede den ene, tyske, engelske, svenske oversættelse ud efter den anden i nærmest identiske fordanskninger. Ja, selv ”pigtråden” benyttede sig af dette trick, når Ulven Peter gik på rov. Men alligevel – for perioden – en anden og helt igennem respektabel måde at tilgå og udbrede musikken på.
Tiderne har ændret sig, men alligevel har denne kopieren ikke helt sluppet taget i musikindustrien. Utallige akustiske versioner af andres hit bliver hvert år sprøjtet ud af mindre kunstnere og giver mig mest af alt følelsen af at sidde på en engelsk pub på De Kanariske Øer, hvor en omrejsende brite har fået lov at spille to set på sin guitar. Handler det for branchen om nemme penge? Jeg skal ikke gøre mig til dommer. Kun over outputtet, som når bandet Weezer, der havde sin storhedstid i 90’erne i 2019 udgiver en hel plade med covernumre, der nærmest ikke kan skilles fra originalerne. Giv det selv et lyt her:
Man tager jo heller ikke en anden forfatters bog, ændrer forsiden, sætter sit navn på ryggen og beholder hele teksten.
Små perler
Men, men, men … Covers kan altså også vække noget godt i mig. Når det lykkes at tilføje et nummer noget. Hvis det bliver genindspillet i en anden tid. Af en anden form for kunstner. I en anden stilart. Så kan der opstå små perler, der giver udgaverne en anden værdi.
Som når Patti Smith, præcis to årtier efter originalen ramte gaden i 1991, laver en støvet banjobåret version af Nirvanas – Smell like teen spirit.
I'm worse at what I do best
And for this gift I feel blessed
Our little group has always been
And always will until the end
Ord fra en rebelsk, utilpasset ung mand i midttyverne, der skriger sig ud over et hårdt guitarriff, lander helt anderledes i ørerne, når den – på det tidspunkt – godt 40 år ældre rocklegende, lader dig tygge på teksten.
I et sådan tilfælde vokser begge numre for mig. I kraft af hinanden, og i kontrast til hinanden. Den oprindelige version har fået et modspil, der sætter den på prøve, men samtidig giver den muligheden for at vokse på ny. Nye følelser kan vokse fra den kunst, der bliver malet på samme mur i en lidt anden nuance – det er her, at covernummeret kommer til sin ret.
Herunder kommer jeg med tre bud, jeg virkelig synes fungerer godt, og tre der fuldstændig punktere sjælen i et nummer.
3 fantastiske
Chromatics – Girls Just Wanna Have Some
Cyndi Laupers lalleglade 80’er hit har pludselig fået en hel anden dybde og vægt i teksten i den meget mere dystre udgave fra Chromatics. Læg mærke til den lille ændring i titel.
Johnny Cash – I See a Darkness
Jeg er elsker begge versioner. Men Cash’ ru, slidte stemme giver ordene en anden tyngde end Bonnie ‘Prince’ Billys meget følsomme næsten drengede vokal på originalen.
Selv om jeg synes, at der nemt kan gå lejrbålsguitar i akustiske covers, er her en udgave, der viser, at det også godt kan lade sig gøre at give en ny varme til et mere køligt nummer af de svenske landsmænd fra The Knife. Et cover lavet med respekt for tekst og udtryk, der giver noget mere end settet på pubben, hvor akkorderne er hevet ned én til én.
3 forfærdelige
Eddie Vedder – Dream A Little Dream
Nogle numre blive lavet i uendelige udgaver. Her er et eksempel på en version, der fejler. Over 60 gange er Dream a Litlle Dream of Me blevet indspillet i forskellige versioner. Men alt går galt for Pearl Jam-forsangeren på dette nummer fra det mindre heldige album Ukulele Songs. Vokalen passer ikke til instrumentet eller teksten eller noget som helst andet, og det bliver komisk i stedet for følsomt.
Nogle numre skal man holde sig helt fra. Dette er et af de bedste eksempler. Jeg har ellers stor respekt for Wyclef, og især hans tid i Fugees, men det her cover af Pink Floyds klassiker… JESUS CHRIST, siger jeg bare!
Ikke, at jeg er verdens største fan af Earth, Wind & Fire, men i den her udgave vises det så tydeligt, hvordan man kan dræne, dræbe og fjerne en hver gnist fra et nummer, der ellers har noget liv og sjæl.
