Indtryk fra Aarhus Jazzfestival.

Fik mod forventning en hel festivaluge i Aarhus.
Det startede med en markant ændring – absolut til det bedre - i betingelserne for at komme til jazzfestival i Aarhus. Havde kæmpet hårdt for at planlægge det tre dages program, som det oprindeligt kunne blive til midt i en sommerferie; hvad det udover egen ferie ellers indebar med obligatoriske besøg af børnebørnene, familie – og det som ændrede det hele; vores hund kom i løbetid og kunne ikke være sammen med datterens hanhund.

Enden på det hele blev, at vores egen hund blev hjemme, mens jeg ofrede mig og med en ikke alt for begejstret optimisme i stemmen bekendtgjorde, at jeg kunne da godt tage til Aarhus i en uge for at passe hunden.

Pludselig var alt lettere. Foran lå nu syv spændende festivaldage i Aarhus. Selvfølgelig besværliggjort af, at jeg måtte køre frem og tilbage mellem Aarhus og Skødstrup for at fodre og lufte hund. Hvad jeg gjorde klart - for at understrege alvoren - jo godt kunne løbe op i en del parkerings- og benzinpenge.

Alle muligheder lå åbne. Mit tidligere program blev skrottet, så godt som, da jeg fortsat gerne ville høre de pågældende navne, men kunne vælge anderledes, hvis de spillede over flere dage. Regnede ud, at jeg kunne – og burde – minimum nå tre koncerter om dagen. To om eftermiddagen og en – måske to om aftenen - alt efter, hvor fyldt op jeg var af musik. Forventningerne kom til at holde. Et par dage blev det til hele fire koncerter. Ofte blev det over midnat, inden jeg nåede tilbage til Skødstrup til en overvældende modtagelse af en glad hund, som ventede utålmodigt på sin aftentur.

Redaktionen holdt weekendmøde i Aarhus.
Medredaktøren fandt ikke programmet for Copenhagen Jazzfestival særlig udfordrende og holdt sig væk! I stedet for var han opsat på at komme til festival i Aarhus på åbningsweekenden. Det blev oplevelsesmæssigt en lidt blandet weekend. Måske valgte vi bare at komme de forkerte steder. Vi løb ind i nogle af de festivaludfordringer, som også viste sig i løbet af en ellers forrygende uge.

Fredagen kom til at handle om at indsnuse festivalstemningen i byen, selvom musikken ikke lige frem strømmede ud i det offentlige rum, begav vi os i det gode vejr ned til lystbådehavnen for at lytte til, hvad der skete omkring Vin Danmark og Hantwerk. Vi slog os ned uden for på Hantwerk, hvor New Jazz Sun Quartet spillede en gang bluespræget jazz. Overraskelsen blev stor, da vokalisten, Eline Engholm, meget forsigtig listede en mundharmonika op af sin lomme og tilførte musikken en ekstra dimension. Jeg har aldrig før set eller hørt, så vidt jeg mindes, en kvindelig mundharpespiller. Medredaktøren, som ved alt, ikke mindst om mundharpespil og mundharpespillere, da han selv er udøvede på dette instrument, kendte kun en.

I forbindelse med læsning af dette indlæg har medredaktøren ønsket en korrektion, eller hvad der egentlig er et dementi. Det får han dermed. Han vidste ikke alt, skal der stå.  Ved nærmere eftertanke har han fundet af, at han kender to kvindelige kvindelige mundharpespillere. Elizabeth Barraclough, som blev nævnt på Hantwerk, og så tilføjelsen, den nok mere kendte; Big Mama Thornton,

Medredaktøren mente, at Eline Engholm spillede, hvad han kaldte meget ”bredt” og sammenlignede hende med Buddy Lucas. Naturligvis måtte han fortælle Eline om hendes mod og om den anden mundharpespiller, der "også spiller meget bredt”. Om det var et kompliment, virkede Eline Holm ikke helt sikker på. Det gjorde jeg egentlig heller ikke!

Efter oplevelsen på Hantwerk valgte vi at installere os på vores overnatningssted i Skæring og nyde resten af dagen hos familien, samt i korte træk at aftale lørdagens program. Vi ville starte lørdagen med at høre Steffen Brix Surprise Trio på fairbar. Vi fandt aldrig fairbar, da gps’en viste os til en adresse på Nørre Allé, som viste et tomt lokale. Vi piskede lidt frem og tilbage mellem Kloster Torv og Nørre Allé - og opgav. I stedet for valgte vi at gå ind på Cafe Smagløs’ afspærrede koncertområde på Klostertorv.  Entreen var fri og nu, hvor vi var her og ikke ”skulle” andet, kunne vi lige så godt gå ind og se, hvad der befandt sig bag ved hegnet med det sort beklædte plastisk. Det så meget hemmelighedsfuldt ud set ude fra. Umuligt at se, hvad der var indenfor. Absolut beundringsværdigt, at Cafe Smagløs hver dag i hele uge fra eftermiddag til aften bidrog med gratis jazzmusik. Vi snakkede sammen om, hvorfor det skulle være så hemmeligt indhegnet, når alle havde fri adgang, og der ikke var købetvang. Kunne musikken på torvet ikke udholde sig fra en scene med frit udsyn til musikken og ud på omgivelserne?

Vores ophold bag indhegningen blev temmelig kort. Bandet, vi ventede lidt på skulle starte, lagde ud med Bye Bye Blackbird og efter et par numre udbrød medredaktøren: ".... , at det her vist mere er massage af hyggemuskelen". Musikken var naturligvis OK, men vi var mere til at blive udfordret. Sidste år havde jeg en virkelig god festivaloplevelse ved at høre den unge trompetist Paulo de Jesus & Friends. Derfor ville jeg rigtig gerne have, at medredaktøren skulle høre denne velspillende gruppe, dog i en lidt anden konstellation end sidste år. Vi fandt Bar Hygs ved Tørv Street Fod. Var til en start lidt forvirret over, om vi var kommet det rigtige sted. I teltet var der ikke noget tegn på, at her skulle der være musik – heller ikke uden for.

Vi spurgte i barvognen og fik et bekræftende svar på, at det ville sker her lige foran, hvor vi stod. Hvorpå man fandt en flad spånplade frem til scene. Den blev lagt lige præcis på det sted, hvor alle vandrede ud eller ind fra street food-området. Da Paulo & Friends endelig var klar til at starte, og trommerne nogen lunde var fastgjort på spånpladen, lagde de ud med; Bye Bye Blackbird! Vi kiggede lige på hinanden og tænkte nok det samme, men her var til langt mere end til blot hyggemuskelen. Især i anden sæt tog gruppen nogle chancer og blev mere pågående i sit spil. Måske havde de vænnet sig til vandringen foran dem og tænkte, at de lige så godt kunne gå til den? Trommeslageren var dog under hele koncerten stærkt udfordret af at holde sit hihat-stativ fast på spånpladen. Konstant flyttede det sig. Af og til måtte de andre i gruppen, når de lige så sit snit til det, give en hjælpende hånd med.

Som publikum var den evige vandring foran bandet til vis irritation. Behøvede gruppen at stå midt i ind- og udgangen, og kunne lidt mere end en spånplade ikke markere, at her var en scene? Hvorfor var gruppen egentlig ikke placere i det tilstødende telt, så kunne de, der ville høre musik, sætte sig her ind? De nysgerrige og søgende kunne stå i baggrunden tæt på udgangen og liste ud, hvis det ikke fængede.

Næste- og dagens sidste programpunkt var klokken 19:30 på Turkis, hvor Nausia spillede. Medredaktøren var også begejstret for rummets indretning, og vi satte os godt til rette ude i siden mellem alle de dejlige bløde puder. Vi endte med at sidde som på nåle. Nausia spillede meget elektrificeret og forvrænget jazz anført af to dominerende saxofoner suppleret med elguitar, elbas og trommer. Koncerten startede egentlig meget spændende med en blanding af støj, melodisk udtryk og monotoni, men da den forvrængede lyd, som var en del af lydbilledet, blev skruet meget højt op, gik enhver detalje tabt, og det samme var ved at ske med vores hørelse. Vi valgt ærgerligt nok at forlade lokalet og tage hjem.

Reportage fra koncerten kan læses på festivalens programside. Her kan også ses foto.

Søndag startede vores program kl. 13 på Klostertorv. Vi syntes, at det lød spændende med Aganju. En brasiliansk ”elektronisk” duo, som ville fremføre kendte brasilianske sange. Første sæt var rigtigt godt. Duoen var med to perkussionister udvidet til en kvartet  Meget autentisk musik fremført med sjæl og indlevelse. Til start og ved afslutningen på første sæt bekendtgjorde duoen, at andet set ville blive mere elektrisk, hvad vi syntes lød rigtig spændende. Desværre gik det ikke sådan. De to levende ekstra musikere blev erstattet af pre-indspillet elektronisk musik. Et dårligt bytte, som gav musikken en muzakagtigt og ligegyldigt præg. Endnu en gang forlod vi en koncert før tid.

I øvrigt fandt vi ud af, at fairbar, som dagen før var blevet væk for os, lå bag lige ved scenen på Klostertorv. Nej, hvor havde vi været tæt på!

I stedet for fik vi en rundvisning i det gode vejr på Aarhus Ø af vores svoger fra Åbyhøj. Undervejs blev i enige om, at der da godt kunne være en jazzscene i denne del af byen, hvor i forvejenmange mennesker var søgt ud for at nyde det gode vejr.

Efter planen skulle vi senere have hørt Fantasilaboratoriet på Hantwerk, men medredaktøren valgte at tage tidligt tilbage til Sjælland, så den forhåbentlige gode oplevelse, det ville have været at høre gruppen, gik han glip af. Jeg hørte dem ved en rigtig god koncert om onsdagen på den 3. Rum.
Således overladt til mig selv og hunden, begyndte jeg at forberede mine alene- festivaldage.

Hvordan går man til jazzfestival?
Nogen egentlig opskrift findes vel ikke. Det må afhænge af ens temperament og af rammerne for festivalen. På den baggrund kan der tegnes et par forskellige scenarier. Jeg havde bestemt, at jeg generelt ikke ville gå til koncerter, hvor entreen var mere end 50 kr., som den var på mange af de mindre spillesteder. Kunne gå med til 100 kr. hvis jeg virkelig brændte for det, hvad jeg gjorde et par gange i løbet af ugen. Ideen var at opleve, hvad der foregik på de mindre lidt og mere uformelle scener. De lidt "større" og udenlandske navne ville jeg nok en anden gang få chancen for at høre.

Endvidere besluttede jeg mig for, at jeg fra dag til dag ville planlægge mine koncerter. Selvom jeg, inden jeg tog afsted, havde sat krydser i det meget flotte fysiske program med de mange praktiske informationer. Var jeg ude af huset, brugte jeg det digitale program for at holde styr på klokkeslæt og spillesteder. Når jeg alligevel brugte dag-til-dag-strategien, var det for at være åben over for, at dagen kunne bringe nyt, som jeg måtte følge op på i form af musikere, der var endnu et lytning værd, eller over for at et spillested var værd at besøge igen.

En central del af strategien er vel, om man vil vandre lidt rundt og se, "hvad sker der lige her", hvor man nu kommer forbi, eller om man vil "gå til koncert"? Da der kun var Musikhuset som offentligt gratis spillested, og kun var udendørsscener på lystbådehavnen, hvor der i princippet var entre, og så Klostertorv, gav det lidt sig selv, at det ikke var meningsfuldt at vandre rundt på må og få - og heldigvis for det! Derfor fik musikken - med nogle få undtagelser - den fulde opmærksomhed fra publikum.

Iagttagelser ved læsning af programmet.
Ved gennemlæsning bemærkede jeg, at der var mange konstellationer i forhold til sidste år, der havde en guitarist med. Der var især mange guitar-trioer på programmet, og flere grupper havde to guitarister med. Trompeten var også et instrument, som jeg bemærkede, indgik i flere sammenhænge, end jeg havde forventet.  Måske er det en tilfældighed, eller så er det noget, jeg har været særlig opmærksom på, fordi det er instrumenter, jeg for øjeblikket lytter meget til i jazzsammenhænge.

Hvis det ikke er en tilfældighed, er der måske opstået en interessere, især blandt unge, for at spille på netop disse instrumenter? Jeg valgte flere koncerter, hvor disse to, trompeten og guitaren, indgik i konstellationerne. Nødvendigvis ikke samtidigt.

Programmet viste, at på et par spillesteder var nogle enkelte musikere meget dominerende. På Roof Top Salling stod Familien Vuust, i forskellige konstellationer og sammen med gæster, for hele stedets program alle ugens dage. Jeg kom ikke her, idet jeg syntes, at programmet kom til at virke lidt for ensformigt, selvom det sikkert alle var kompetence folk, der indgik i programmet.

Guitaristen Morten Haugshøj er jeg overbevist om må havde været ugens travleste mand og helt sikkert må have trængt til en velfortjent ferie efter festivalens afslutning. Jeg må straks sige, at jeg er meget begejstret for Haugshøjs guitarspil og har flere mange været med til at hyre ham til koncerter i Struer Jazzklub. På ”Hantwerk” spillede han hver dag både i de samme, men også i mange forskellige konstellation. Flere gange blev det også til et smut over på Vin Danmark. Han synes umiddelbart uden sammenligning at må være den musiker, der har spillet mest på festivalen.

På Cafe Støj var det trommeslageren Kristian Leth, som her stod for det alsidige og meget spændende program. Han sad alle aftner med bag trommerne. Cafe Støj kom jeg ikke på, hvad jeg nok burde have gjort, når jeg på festivalprogrammets hjemmeside læser reportager fra koncerter afholdt her.
Det må blive til næste år!

Hvilke former for aftaler spillestederne har haft med Vuust, Haushøj og Leth ved jeg ikke, men det har sikkert være en fordel for de spillesteder, der gerne vil have et mere eller mindre omfattende program, at få nogen med stor kendskab til jazzmiljøet til at stå for bookingen.

Fantastisk var det, at så mange spillesteder – 39 ifølge programmet – havde ønsket at bidrage til festivalen og så med så meget god, interessant og nyskabende musik.

En utrolig musikalsk diversitet og et ungt publikum
Ugen blev fyldt med forrygende musikalske oplevelser fra mange undergenrer inden for jazzen og oplevelserne på kanten af jazz, rock, soul, og blues. I det hele taget oplevelser karakteriseret af stor musikalsk diversitet fremført af dygtige og engagerede musikere. Hvor sker der dog meget på den danske og ikke mindst på den aarhusianske jazzscene. Især står oplevelsen af de mange unge musikere, der har bevæget sig ind på jazzen og har modet til at sætte sit præg på musikken, stærkt. En stor gruppe af unge aarhusianske jazzmusikere spilledag dag og aften i et utal af konstellationer med erfarne musikere samtidig med, at de også løbende sad også ind hos hinanden.  Nogle fik sig virkelig en travl uge, hvor de piskede fra det ene arrangement til det andet. Vores veje krydsede hinanden mange gange i den uge.

Ikke alene deltog mange unge musikere i festivalen, men flere steder blev jeg overrasket over det unge publikum. Her tænker jeg på unge i aldersgruppen 20-30 år. De steder, hvor jeg mødte disse unge, var på spillesteder, hvor de synes at komme til daglig.  På HeadQuaters var der til koncerterne med Otooto og Dayyani Sekstet et overvældende flertal af unge, som levede sig totalt ind i musikken og samtidig syntes at kende den godt. De bidrog til at skabe en medrivende stemning, som musikerne virkede overvældet over og takkede inderligt for.

Spillestedernes rammer og miljø - og så det med entreen.
Var diversiteten af musikken stor, var den det også, hvad angår spillestederne. Jeg kom på steder, jeg ikke anede eksisterede. Rummet, musikken blev fremført i, og dermed rammerne for arrangementet, havde stor betydning for oplevelsen og musikernes engagement. Der, hvor rummet var udformet til at have fokus på musikken, fungerede koncerter efter min opfattelse bedst, så gjorde det ikke noget, at opgivelserne kunne forekomme meget enkle og umiddelbare i indretningen.

Blev spisning, øl- og vindrikning sammen med jazzen et samlet koncept, fungerede det knap så godt for alle parter: Musikere, folk der primært ville høre jazz, folk der primært ville spise og drikke, og så dem der ville begge dele. I hvilken udstrækning det påvirkede musikerne skal være usagt, men det var ikke optimale forhold, de fik alle steder. Støj og uro, hvis det var musikken, man kom efter, kunne være irritationsmomenter.

Det var fuldt ud rimeligt at betale en entre til koncerterne. De steder, hvor der ikke skulle betales direkte ved indgangen, virkede det dog til at blive op til den enkeltes samvittighed, om man ville slippe 50 kr., når den venlige dame kom rundt med kassen. Bør det ikke være enten eller? Redaktionen forsøgt sig med et: "Vi er bare kommet for at nyde en øl indenfor", mens musikken spillede udenfor, hvorefter de i baren gav os den besked, at så kunne vi vare lade være med at betale! Udfordringen var de steder, hvor der både var spisning og koncert samtidigt. Hvad kom man efter?

Her skal nævnes et par særlige spillesteder jeg besøgte, og som jeg synes skabte gode rammer for musikken. På grund af  det indimellem dårlige og regnfulde vejr havde arrangørerne valgt at rykke musikken indenfor i tørvejr. I den forbindelse stiftede jeg bekendtskab med den fantastisk hal, der findes i tilknytning til restauranten på ”Vin Danmark”. Hallen er erklæret bevaringsværdig og synes at have være anvendt til skibsbyggeri og skibsreparationer. Her i det enkle og smukke højloftede lokale var en fantastisk akustik.

Det 3. Rum i Sydhavnen, hvor Alt R Jazz, som har opmærksomheden rettet mod eksperimental jazz, holder til, er et enkelt indrettet rum med en bar, stole og et musikanlæg og det allervigtigste; en fantastisk stemning skabt af personalet og publikum. Her kommer man, især unge, for at være fokuseret på musikken. Et sted jeg gerne vil besøge igen - også uden for festivalen.

Domen har jeg tidligere omtalt min store begejstring for som bygning og spillested. Jeg er vild med rummet og dets fantastiske afslappe atmosfære skabt af den simple - men flotte - konstruktion som som giver massere af luft og lys. Som følge af sammenfald af koncerter blev det kun til en enkelt her. Det var så en fantastisk oplevelse med en gruppe af unge musikere, hvis musik passede ind i omgivelserne.

HeadQuarters var rent akustisk nok ikke det bedste spillested med det lave loft og lidt skæve rum i forhold til scenens placering, men hold da op en tæt og engagerende stemning her var under de to koncerter, jeg oplevede her. Vi stod tætpakket omkring scenen og gyngede i takt til den fantastiske musik swingende musik, når jeg gjorde det og under de mere stille numre nød vi det sammen. Stemningen blev sat af de unge musikere og det unge publikum.

Musikhusets foyer fungerede fint som spillested. I den ene med den store scene og i den anden med en mindre intim scene. Scenerne spillede forskudt af hinanden. Lyden var fra begge scener ikke mindre end formidabel. Mange fandt vej til de gratis koncerter i Musikhuset. Som vel var byens eneste offentlige spillested. Den rolle blev nu meget flot udfyldt.

Turkis er et dejligt sted at komme. Rummet med dets beduinagtige indretning og dæmpet belysning skaber en helt særlig fortættet stemning, hvor fokus er rettet mod scenen. Her blev det også kun til en enkelt koncert. Den blev ikke den helt store oplevelse, som følge af et tidligere nævnt lydniveau der langsomt eskalerede til det uudholdelige. Forstår ikke, at lydfolk ofte mister fornemmelsen af, hvor højt der spilles, og hvad det gør ved oplevelsen. Tendensen, synes jeg, er voksende rundt om på spillestederne. Måske er det for at umuliggøre den stigende tendens blandt publikum til at snakke under koncerter?

Så er der nogle spillesteder, som vi oplevede det ved weekends koncerter, hvor det er svært at finde ud af, om det er koncerten, der er i centrum, eller om det er indtagelse af mad og vin med dertilhørende snak med musikken som lydtæppe. En svær form af håndtere for alle tilstedeværende. Sammenblandingen er måske en del af jazzfestivalkonceptets mangfoldighed, som må accepteres. Stederne kan jo fravælges.

Var onsdag taget på Pica Pica, som er en tapas- og vinbar, for at høre trompetisten Thomas Frydenlund med de unge folk: Carlo Dayyani, guitar, Samuel Kiel på bas og Gustav Hagelskjær på trommer. Det kunne godt gå hen og blive en spændende koncert.

Desværre var der sket en fejlbooking, så gruppen havde desværre  allerede afsluttet en udendørs koncert, da jeg dukkede op.  I stedet for kom en ikke annonceret indendørs koncert med, hvad jeg mener var Mette Elbeck Group med bl.a. Niels Munk og Dan Hjort fra Fantilaboratoriet. Som særlig gæst medvirkede en svensk saxofonist. Der, hvor jeg sad - og det var tæt på - fik jeg ikke fat i navnene. Gruppen stod lige ved indgangen, og gæsterne gik lige foran gruppen. Baren var også meget tæt på musikerne og anledning til meget støj. Ikke gode betingelser at høre musik under. Gruppen prøvede at virke uanfægtet, men saxofonisten, var det min opfattelse, havde lidt svært ved at skjule en vis irritation.

Baren på Tir Na NÓg klarede situationen udmærket ved at stille scenen op i den ene ende af det aflange lokale. Dog var der en del larmen af glas og flasker fra baren og i perioder højrøstede besøgende i den anden ende af lokalet, som ikke var der for musikkens skyld. De blev vist nok tysset ned af det nærmest siddende publikum.

De mange indtryk fra ugens afvikling af Aarhus Jazzfestival har givet nogle gode erfaringer i, hvordan oplevelsen for mit vedkommende kan blive endnu bedre næste år.

Ugens musikalske højdepunkter er omtalt i et selvstændigt indlæg.