Medredaktøren sluttede sit seneste indslag af på følgende måde: ”Dette indslag er det første i et påtænkt tema om liveudgivelser”. Er ham evig taknemmelig – på mange måder – men her især for det lille ord ”påtænkt”. Så er det, at jeg er glad for, at vi ikke har lovet for meget.
”Det var dit eget forslag”, var det kvikke svar, da jeg klagede over, hvor svært jeg har ved at følge op på det ”påtænkte”.
Når jeg i sin tid bragte tema et op, er det selvfølgelig, fordi jeg er begejstret for liveudgivelser. Et hurtigt kig i min musiksamling fortæller om en del liveindspilninger, hvor af flere har haft og fortsat har stor betydning for mine musikoplevelser. Musikken får, når alt fungerer, hvad det ikke absolut gør på alle liveudgivelser, et særligt udtryk, som følge af sammensmeltningen mellem publikum og musikere. Musikken løftes og fører den fra studieudgivelserne nye steder hen; giver den et nyt udtryk. Betydningen ligger også i, når sammenspillet tydeligt fornemmes og relationerne mellem musikerne, med en kliché, får det til at gå op i den berømte enhed. Hertil kan der tilføjes et mere jordnært aspekt, som handler om også at have liveindspilninger blandt samlingen af udgivelserne med favorit bands/kunstnere,
Liveudgivelsernes tid inden for rocken er for længst slut. Den tid varede egentlige ikke så længe. Et bud vil være perioden fra omkring 1968 og så til begyndelsen af 90’erne. Storhedstiden vil jeg endda sætte til at slutte først i 1980’erne. Liveudgivelserne tilhørte en bestemt generation af både musikere og pladekøbere. I dag fører Grateful Dead og Neil Young an i højt tempo, når det handler om udgivelse af ældre liveindspilninger. Nye ses meget sjældent. Ved Grateful Dead giver det sig selv!
Sidste nye liveindspilning fra The Deads omfattende arkiv er en af bandets traditionelle nytårskoncerter:
Spørgsmålet er, om det er ren nostalgi at skrive om liveudgivelser, eller det er noget, som har værdi. Det mener jeg absolut, det har set i forhold til musikhistoriske aspekter, som f.eks. liveindspilninger, liveudgivelser, koncertformer, koncertsteder, publikum m.m, men ikke mindst i forhold til en stor personlig musikoplevelse med liveindspilninger.
Kriterier for en lytteværdig liveudgivelse:
Et kig på de mange liveindspilninger i min musiksamling fører uvilkårligt til spørgsmålet om, hvad de laver der? Hvor i består glæden ved at lytte til disse? Hvorfor har jeg egentligt anskaffet mig dem?
Der er flere forhold, der for mit vedkommende spiller ind, når jeg vælger rat lytte til en liveudgivelse:
- at det er en gengivelse af, hvordan bandet lyder på scenen i samspil med sit publikum.
- at publikum kan høres, men uden at være for gjort for dominerende og larmende
- at numrene spilles anderledes end på studieindspilningerne
- at der improviseres undervejs, og at numrene gerne bliver længere end på studieudgivelserne
- at dynamikken mellem musikerne kan mærkes
- at lydkvaliteten er rimelig og ikke skæmmer/generer lytningen
- at bandet til lejligheden udgiver besætningen med en anden instrumentering, som bl.a. blæsere eller strygere
- at numrene er optaget ved samme koncert
- at det musikalske udtryk ikke bliver ændret ved endnu en mixning og samt overdubs.
Et særligt ikke velreflekteret forhold er, at jeg i forvejen har en del udgivelser med pågældende band/kunstner, hvorefter det har været naturligt at tilføje en liveudgivelse, selvom den måske ikke er speciel god. Den komplementerer samlingen. Det har f.eks. været tilfældet med Genesis; "Seconds Out".
Processen fra liveindspilning til liveudgivelse
Tiden er vis inde til at komme med et bud på, hvad liveudgivelse dækker over. Umiddelbart vil det være lige til at sige, at det er udgivelser indspillet i forbindelse med en eller anden form for koncert under overværelsen af et publikum, der medvirker mere eller mindre definere forhold.
Der kan nok ikke herske stor uenighed om, at liveudgivelser er et yders diffust begreb og komplekst begreb, som dækker over mange aspekter, hvad angår såvel indspilningen og det produkt, der senere bliver til liveudgivelsen. Fra koncerten og så til at lyden rammer vores ører til glæde eller irritation, er der truffet nogle beslutninger, hvad angår de udgivelsesmæssige forhold. Processen fra liveindspilning til liveudgivelse kan ændre udtrykket fra koncerter og give den et andet indhold. Indholdet på selve udgivelsen kan være en mere eller mindre radikal redigering af den oprindelige indspilning. Hvis vi vil vide, hvad det egentlig er, vi lytter til på en liveudgivelse, kan der være hjælp at hente i liner notes. Ofte er det en hemmelighed, som produceren tager med sig og måske afslører senere.
Hvad angår de indspilningsmæssige forhold, tænker jeg f.eks. på, hvor indspilningen finder sted og hvorfor, er der her en bestemt koncerttradition, hvor stort er rummet, hvor stort er publikum, har det en særlig funktion, er det tale om en særlig begivenhed, medvirker det gæstemusikere m.m. Når fokus rettes mod udgivelsen falder tankerne på forhold som; hvordan vælges og sammensættes numrene, hvordan bliver musikken mixed og sat sammen med publikumslyden, foretages der overdubs m.m. Det er proces, der starter før indspilningen, løber under indspilningen og sluttes af med færdiggørelsen af det endelige produkt. Alle processen elementer skaber kompleksiteten. Som jo også findes ved studieindspilninger. Måske er det afgørende spørgsmål: Hvorfor udsende en liveudgivelse? Hvilket formål tjener de?
En live-favorit:
Hvorfor egentlig udgive en liveindspilning?
Her er flere svar nok nødvendige. Et kan være musikalsk begrundet; at vise en anden side af et band/en solist, at vise bandet/solisten som et som gode liveperformere eller give et statusbillede på, hvor bandet/solister befinder sig nu. Et andet kan være kommercielt: At sælge liveindspilningen op til, under eller efter en turné, måske for at skabe minder til den/en koncert, man har overværet eller for at udgive en lidt anderledes ”Greatest Hits”, hvad liveudgivelser ofte fremstår som. En liveudgivelse kan også være pause mellem nye studieudgivelser. Her er tale om forhold som især udgiver, men også band aftaler.
En liveudgivelse, vil jeg tro, planlægges i forbindelse med en koncertturne og derfor optages alle koncerterne. Hvad de måske gøres under alle omstændigheder for evt. at blive brugt senere. Hvor meget der ligger på bånd eller elektronisk efter livekoncerter, ved jeg ikke, men det vil være min vurdering at len stor del gemmes for at blive lyttet igennem dels løbende under en turné, men også efter denne, for måske har flere af koncerterne været vellykket, at det giver mening af udgive dem
Af flere liveudgivelserne fremgår af det af liner notes, at den er indspillet over flere aftener. Datoer og spillesteder for de enkelte optagelser omtales ofte her. Ved gennem lytning af optagelserne efter turneen besluttes det, hvilke optagelser, der bedst tegnerne det musikalske billeder/udtryk, der skal stå tilbage. En liveindspilning kan også være knyttet til en særlig begivenhed under turneen eller som en enkeltstående begivenhed. F.eks. en støttekoncert, en afskedskoncert, en festivalkoncert.
Ofte er en liveudgivelse baseret på indspilninger fra et enkelt sted, der er forbundet med en særlige status og hvor det kan give kredit at indspille. I det tilfælde indgår spillestedets navn ofte i udgivelsens titel: ”Live at…..” Sker det, er der ofte tale om et legendarisk spillested. Eller det kan være spillesteder, som bandet har/solisten har særligt forhold til. Mange bands har i sin tid lavet liveindspilninger fra f.eks. Fillmore East, Fillmore West og Winterland i USA eller mindre klubber, som f.eks. The Roxy. Marquee Club og Ronnie Scott, Royal Albert Hall i har været spillesteder for liveindspilninger London.
Indeholder en liveudgivelse indspilninger fra et spillested, er de ofte foretaget over flere aftener på samme sted eller spredt over flere spillesteder. Denne fremgangsmåde giver ikke et retvisende indtryk af en enkelt koncert med et band/solist, men mere et generelt indtryk af, hvordan bandet/solisten er i livesituationer, når de altså fungerer optimalt. Vi andre kan også have mere eller mindre gode eller dårlige dage, men vil helst huskes for de gode! Ofte lyttes til en udgivelse, der med sit udtryk og præsentation for lytteren nemt kommer til at fremstå som indspilning af en enkelt koncert med mindre ”on tour” direkte i titlen.
Måske bliver beslutningen først taget om en udgivelse, hvis særlige liveindspilning senere bliver ”fundet” og udgivet, fordi de vurderes væsentlige i forhold til bandet/kunstneres musikalske udvikling. ”The-lost-tape-sessions” er blevet et almindeligt fænomen og et argument for liveudgivelser. Også selv om bandet på det tidspunkt ikke eksisterer længere. Disse udgivelser vil nok primært henvende sig til en snæver fangruppe. Ofte lyttes til en udgivelse, der med sit udtryk og præsentation for lytteren nemt kommer til at fremstå som indspilning af en enkelt koncert med mindre ”on tour” direkte i titlen.
En anden live favorit:
Rock-liveudgivelsernes storhedstid: Fra slut 60’erne til begyndelsen af 80’erne
Kun et par korte - og utilstrækkelige – nedslag, som jeg finder centrale i liveudgivelsernes historie, kan det blive i denne omgang
Når det netop blev perioden fra slutningen af 60’erne til begyndelsen af 80’erne, måske kan det indkredses yderligere ved at sætte afslutningen til i midt 70’erne, der blev liveudgivelsernes storhedstid, kan det hænge sammen med flere forhold. Der skete en udvikling koncertformen, og dermed i de lydtekniske muligheder for gengivelsen af musikken. Stadionkoncerten som form slår igennem først i 70’erne. Rockmusikken havde samtidigt etableret sig kulturelt, men bestemt også kommercielt. Stadionturnéerne udviklede sig til kæmpe produktioner, båret frem af store lastbilkaravaner. Samtidigt blev der investeret i lyd, lys, scener m.m. Den tekniske udvikling gjorde det muligt at lave en koncertlyd, der nåede op på de bagerste rækker. Hvad der ikke var muligt, da the Beatles gav rockens første stadionkoncert i 1966 for 55.000 tilskuere på Shea Stadium i New York. De nye PA (Public Adresse)-anlæg gjorde det muligt at frembringe og dermed også optage en bedre livelyd en tidligere.
Tager vi rocken, stammer mange ikoniske liveudgivelser, så kan den altid diskuteres, hvad der falder inden for denne kategori, fra de i slutningen af 1960’erne. Promoter Bill Graham og hans koncertsted, Fillmore East i New York havde en central betydning for liveindspilninger i perioden fra 1968-1971. Der blev i denne periode udgivet legendariske indspilninger med datidens store rockband inden for den mere progressive genre. Nogle af grundende var stedets enestående akustik, den entusiastiske publikum og omstændighederne omkring koncerterne. I 1968 indspillede Who, Jefferson Airplane og Iron Butterfly som de første i Fillmore East.
Bill Grahams store betydning som koncertarrangør viste sig også ved, at han udover Fillmore East drev Fillmore West, der ligeledes lukkede i 1971, samt Winterland. Begge de sidste lå i San Fransisco. Winterland, åbnet i 1928, blev første gang brugt af Bill Graham i 1966 i forbindelse med en dobbeltkoncert med Jefferson Airplane. Fra 1971 blev det et mere eksklusivt spillested for større koncerter, som ikke kunne rummes i Fillmore West. Med lukningen af Fillmore East and West fortsatte Winterland som spillested indtil 1978. The Bands ”The Last Waltz” er optaget her.
Efter lukningen af Bill Grahams spillesteder overtog andre opgaven rollen som stedet for legendariske indspilninger. Der skete et ryk mod mindre steder. I Los Angeles åbnede The Roxy i 1973, hvilket blev markeret med tre aftener med Neil Young. Indspilningerne blev udgivet i 2018, som ”Tonight’s The Night Live”. Fra Roxy Theater blev der i 70’erne og 80’erne indspillet en lang række kendte udgivelser. Natklubben The Trobadour, ligeledes i L.A., åbnede i 1957 og var indtil midt 60’erne et spillested for folkemusik, hvorefter rocken tog over. Buffalo Springfield debuterede her i 1966, og klubben blev senere tilhørssted for musikerne omkring Laurel Canyon i L.A. Har spillede de for hinanden samt for at blive opdaget af pladeselskaber. Se interessant dokumentar på DR.
I London var det bl.a. fra Rainbow Theater, grundlagt i 1930 som biograf, men fra 1971 et fast spillested, og fra Marquee Club, der fra 1958 startede som et spillested for jazz, men fra 1963 satsede på R&B, at liveindspilninger blev udgivet. Fra 1970 blev Marquee Club med nye ejere primært et rockspillested.
Jazzspillestedet Ronnie Scott i London, åbnet i 1959, bør også nævnes, da det siden 1963 har lagt lokaler til en lang række legendariske liveindspilninger. Og så er nok svært at komme uden om Royal Albert Hall i London, er været stedet for mange liveindspilninger.
Både i England og USA blev koncerter afholdt på universiteter ofte udgivet som liveindspilninger. Valget kan måske signalere uformelle rammer for koncerten, et særligt bevidst publikum og måske noget om bandets ønske om målgruppe.
Flere anerkendte liveudgivelser falder uden for tidsrammen. Det er bl.a. tilfældet med optagelser af Bob Dylans første elektriske koncerter fra England i 1966 med The Band. Disse Indspilningers værdi ligger i dag i forhold til afholdelsen af selve begivenheden. Her den, at Dylan mødte op med rockband og dermed til mange fans utilfredshed spillede elektrisk. Gang på gang blev han buhet ud af sit publikum. Så voldsom for Levon Helm, at han for en periode forlod The Band.
Inden for folk og blues blev der i løbet af 1960’erne udgivet legendariske liveoptagelser fra f.eks. Newport Festivalen. Soulmusikken fik sine legendariske liveindspilninger i midt 60’rne med Otis Redding og James Brown. Jazzen startede i 1950’erne med liveudgivelser.
Støttekoncerterne og de store stadionproduktioner.
De store stadionproduktioner er fortsat, men liveudgivelser inden for rock blev i 1980’erne ikke så hyppige. De, der blev udgivet, orienterede sig primært mod periodens store globale støttekoncerter, som f.eks.de Band Aid I og II fra 1984 og 1989. I USA blev de første støttekoncerter til fordel for farmere, Farm Aid, ligeledes afholdt i 1984 og er siden fortsat. Den første udgivelse af en live-støttekoncert synes at være "No Nukes" afholdt i september 1979. Udgivet samme år på Asylum
I kategorien af koncerter, der også kan henføres til særlige begivenheder, var det tyske program Rockpalats. Fra 1977 til 1986 transmitterede Westdeutscher Rundfunk (WDR) natlige maratonkoncerter med flere store navne fra især Gruga Halle i Essen til hele Europa gennem det europæiske netværk. Flere optrædende med bands som medvirkede i maratonkoncerter er løbende blevet udgivet. Rockpalats er i dag fortsat en aktiv koncertarrangør.
Hvad angår 1990’erne synes billedet af være det samme. Der er ikke udgivet mange liveindspilninger, og få af dem synes at have fået samme legendariske betydning, som tidligere. Stones og Queen har udsendt liveindspilninger, men det særlige ligger mere i det enormt store publikum, koncerterne er blevet holdt for. Pink Floyd, hvis koncerter altid har været noget særligt bl.a. i form af de lange improviserede numre, lyd og lyset, udgav i bandets levetid ofte liveindspilninger. Disse er siden ofte blevet genudgivet. Af og til dukkede der genfundne liveindspilning op, som blev udgivet på grund deres historiske værdi. BBC gav - og gør fortsat - mange af de fantastiske live radio- og tv-shows med publikum, som blev udsendt i 70’erne og 80’erne. Dertil kom løbende liveudgivelser fra Rockpalats af såvel nye som ældre koncerter.
1990’erne er nok mest kendt for intimkoncertens gennembrud. I perioden fra 1989 til 2009 producerede MTV regelmæssigt deres populære og meget sete "unplugged tv-shows". Flere af disse shows, som alle blev optaget foran et mindre siddende og stille publikum, endte som cd-udgivelser. Cd'en var på vej med det store gennembrud i slutningen af 1980'erne. Optagelserne, der på sin vis var en omgang greatest hits, skulle vise kunsterne udføre numre i en akustisk – og delvis - mere afdæmpet version. Måske kan koncerterne ses som en modreaktion mod tidens store stadionproduktioner!
De seneste årtier
I dag forekommer liveudgivelser mere sjældent inden for rock. Det er ikke tit, jeg støder på dem. De liveindspilninger, der udgives er ofte genudgivelser suppleret med nyt materiale for at legitimere – endnu – en genudgivelse.
I de senere år har der været en tendens til at mindre kendte bands har optaget deres livekoncerter, hvorefter publikum har kunnet købe retten til at streame netop den koncert, de har været en del af. Den form for udgivelse må sige at gøre den efterfølgende lytning mere autentisk end lytningen af en ”tilfældig” liveindspilning, men ikke har været en del af. Fremkaldelsen af den personlige oplevelse i stemning og af billeder, kan blive lettere.
Inden for jazzen kommer der forsat med jævne mellemrum liveudgivelser. Intensionen med liveudgivelser inden for jazz kan måske virke overflødig, da musikken i sig selv er improviserende anlagt. Muligheden for nye improvisationer er tilstede, og ofte består jazzgrupper af mere eller mindre ”løse” konstellationer set i forhold til rockens ”faste” gruppesammensætning. Her kan en enkeltstående konstellation ved en koncert udgøre berettigelsen af en udgivelse.
Liveudgivelser med særlige betydning og om tilblivelsen
Siden begyndelsen af 1980’erne har jeg været begejstret for den amerikanske sanger og sangskriver, Warren Zevon. Dels udleverer han i sine tekster den amerikanske middelklasse og dens værdier, dels hans spænder hans gode melodier fra sentimental pop til svingende rock. Interessen startede med, at jeg i radioen hørte et nummer fra Zevons svingende og stemningsfyldte livelp: ”Stand in the Fire”. Den er optaget i august 1981 over fem aftener på The Roxy i Los Angeles under turneen: "The Dog Ate the Part We Didn't Like Tour". Det fremgår ikke af linernotes, hvilke aftener de enkelte numre er optaget, men lp giver indtryk af en sammenhængende koncertoptagelse. På udgivelsen er karakteriseret ved en direkte og nærværende lyd samt et sprudlende Warren Zevon og band. Intensivitet og nærvær er nøgleord.
Bob Seger and The Silver Bullets Band var et kæmpe navn i USA i70’erne og begyndelsen af 1980’erne. Bandet var i mine ører først og fremmest et live band, hvor Seegers enkle rocksange fandt et intenst udtryk i samspil med et altid medlevende publikum. Livelp’en ”Live Bullet” er indspillet over to aftener i september 1975 i Seegers hjemby Detroit. Allmusic skriver om lp’en:
“This might not be much more than a simple rock & roll album, but it's one of the best of its kind, establishing Seger, in the eyes of skeptics, as a first-rate performer and writer”.
Fødderne kan ikke holde sig i ro, når Bob Seger trykker den af foran et entusiastisk hjemmepublikum. Et publikum, der berettiget fylder meget på indspilningen.
J. Geils Band, også et Detroit baseret band, har udgivet tre live-lp'er. En af disse, "Showtime" er indspillet i Detroit i 1972. Her er det liveudgivelser: “Blow out your face” fra 1976, det skal handle om. Lp’en er optaget over to aftener i november. Den ene i Bosten og den anden i Detroit. Dobbelt-lp’en viser, hvor fantastisk et liveband J. Geils var. Gruppen har udsendt fine studieudgivelser, men det er for mig liveudgivelser, som står tilbage som højdepunkterne. Her findes den samme energiudladning som hos Bob Seger. Interaktion med publikum og gruppens tætte sammenpil høres tydeligt på "Blow your face out".
To af Eric Claptons shows fra Fillmore East i 1970, to sene shows, blev i 1973 udgivet som dobbeltlp’en ”Derek and the Dominos in Concert”. Uden tvivl en af mine favoritlp’er. Clapton får her lov til, som frontman for første gang, for alvor at udfolde sig, som den fantastisk guitarist, han var på dette tidspunkt. Sangeren Clapton står måske ikke så skarp. Clapton understøttet af den eminente keybordspiller og sanger Bobby Whitlock. Bunden lægges af solide Carl Radle på bas og swingende Jim Gordon på trommer. Gruppen får på lp’en lov til at udfoldes sig over ni lange numre. I 1994 indspilningerne genudgivet, men nu under titlen: ”Live At The Fillmore. I forhold til de tidligere udgivelser er der nu seks numre nye numre på udgivelsen. Fire er ikke tidligere udgivet, men er andre variationer af samme numre, to stammer fra opsamling ”Crossroads” og så er to numre pillet ud. Det må nok siges at 1994 -udgivelsen ikke kun er genudgivelsen af den fra 73, da kun seks numre er tilbage, men er en anden version af koncerterne. Samtidigt er rækkefølgen er en anden og udgivelsen er naturligvis digitalt mixet og remastered. Hvad er årsagen til disse ændringer er, har jeg ikke noget fornuftigt bud på. Måske et forsøg på at opdatere Clapton til der, hvor han kunstnerisk befandt sig i 1994.
En anden for mig vigtig Fillmore East-udgivelse er Allman Brothers Band: ”At Fillmore”. En dobbelt lp som indeholder numre fra to aftener i marts 1971 som led i en flere dage lang koncertrække i Fillmore. Repertoiret var næsten identisk alle aftener. LP er flere gange genudgivet som cd suppleret med flere numre. Alle koncerter fra Fillmore i marts 71 er sene udgivet på seks cd’er. Numrene på originaludgivelsen fra 1971 synes at indeholde de væsentligste numre. Det, der denne udgivelse til et fantastisk god livealbum, er ikke energien, som det er tilfældet for mange liveindspilninger, måske nok energi, men en mere indadvendt energi. Sammenspillet mellem de seks bandmedlemmer er eminent, og der improviseres med en enorm udstråling. Allmusic skriver om albummet: “…this original double album remains the pinnacle of the Allmans and Southern rock at its most elastic, bluesy, and jazzy”. Adskillige liveudgivelser viser, at Allman Brothers Band gennem hele karrieren først og fremmest var et liveband. Her bør nævnes to cd-udgivelser: “An Evening with The Allman Brothers Band: First Set (1992) and Second Set (1995)”.
På dobbeltcd’en: ”The Fillmore Concerts” fra 1992 er numrene fra originaludgivelsen suppleret livenumrene som findes på lp’en ”Eat A Peach” fra 1971. På dobbeltcd’en er et nummeret ”In Memory of Elizabeth Reed” sammensat af to forskellige fremførelser: i
... It is also a slightly less honest release, where "In Memory of Elizabeth Reed" is concerned -- Dowd edited the version here together from two different performances, first and second shows, the dividing line being where Duane Allman's solo comes in
En guldgruppe af liveindspilninger
Er begejstringen stor for live-indspilninger, så tjek Wolgang’s.
Her fra er der mod betaling, 3.99$ om måneden, adgang til streaming af et utal af koncerter inden for klassisk rock, blues, jazz m.m. På siden findes mange optagelser fra de legendariske spillersteder, som er omtalt i indlægget.
