Boxerens far: Manden med soulstemmen.
Boxerens far, det kaldet vi ham der hjemme, da han altid og alle vegne gik rundt med familiens boxerhund. Jørgen, som han hed, boede i kælderen, i familiens toetagers ejendom midt i Nørresundby. Han var den første, og den eneste, jeg kendte, der lyttede intenst til soulmusik. Vi sad ofte i hans kælder eftermiddage og aftener og lyttede til de soul-lp’er, han havde købt for sine lommepenge. Han fik en del flere lommepenge end mig. Måske fordi han tog sig af hunden  - og samtidig havde et fritidsjob i sin fars firma.

Jeg var vildt betaget af den soul Jørgen præsenterede mig for. Havde ikke selv lyttet til det på lp før. Svingende og fyldt med energi på den ene side og følelses- og indlevelsesfyldt på den anden side. Og så var det sorte musikere! Kendte kun nogle få sorte jazzmusikere, som af og til blev spillet i DRs radio og på DRs tv.

Jørgen kunne synge både den hårde og den bløde soul med sin kraftfulde og følelsesladede stemme. Han sang altid indlevende med på det, vi hørte. Jørgen var sanger i vores band og havde altid massere af forslag til soulnumre, vi skulle have på repertoiret.

Det førte nummer, vi tog til os, var Wilson Pickett’s ” In The Midnight Hour” fra 1965. Et nummer, som samme år blev indspillet på single af Rock Nalle og udgivet på Polydor Danmark. Rock Nalle indspillede i midten af 60'erne flere kopier af kendte soulsange. Fynboen var nok det nærmeste, vi kom en dansk soulsanger. Han blev mere spillet på DR end de oprindelige kunstenere.

Senere fulgte vi med op ”Land of 100 Dances” og ”Mustang Sally”. Begge numre ligeledes indspillet af Wilson Pickett. Jeg tror, han var Jørgens favorit. God var han, men min favorit var Sam and Dave.  Nummeret ”Thank You” var enestående i sin energiske og huggende rytme. Dertil kom Sam and Dave-numre, som ”Hold On, I Am Coming” og ”Soul Man”. Endnu et soulklassiker, vi havde fast på repertoiret, var Eddy Floyds ”Knock on Wood”. Et nummer, der fortsat er svær at få ud af hovedet.

Jørgen, mener jeg ikke, havde alle de oprindelige soul-udgivelser. Flere af numrene lærte han sig ved at lytte til opsamlingsserien; ”That’s Soul”, hvoraf den første udkom i 1967 på Atlantic. Den sidste 9'eren kom i begyndelsen af 1970'erne. Akkorderne lærte Jørgen sig på guitar, hvorefter ham viste dem til os.

Nu kan det måske lyde, som om vi var et svingende soulband os fire, nogle gange vist nok fem. Vi mangle blæserne og samtidigt det væsentligste; energien og rytmen. Jørgen var den eneste, der havde begreb om soul, og da vores veje skiltes, var det slut med soul på bandets repertoiret og for mit vedkommende også med at lytte til musikken

I hvor stor udstrækning soul-bølgen fra omkring 1965 og og et par frem slog igennem hos pladekøberne i Danmark, er det svært at sige noget om. Ingen tvivl om, at den satte sig præg på mange musikgrupper herhjemme, der tog genren til sig. Ligeledes fik den en vis betydning gennem de mange populære engelske rockgrupper, som f.eks. Rolling Stones, der lod sig inspirere af soulmusikken.

Der skulle gå mange år, rigtig mange år, inden jeg lyttede til soul igen. Den artist, der blev stående tilbage, og som jeg slet ikke kendte på samme måde som Wilson Pickett samt Sam and Dave, var måske den største af dem alle; Otis Redding. Skønt han kom til at fremstå som soulstjernen, blev det kun til anskaffelse af en dobbelt-cd: Greatest Hits!

Lige nu er jeg i gang med at lytte til flere oprindelige souludgivelser fra 1965-1968. De er blandt flere lp’er, som jeg har fået forærende. Genhøret med Wilson Pickett, Sam and Dave samt flere udgivelser af ”That’s Soul"-opsamlinger er en musikalsk oplevelse. Fantastisk medrivende musik, disse riller fortsat rummer.

Stax: Soulmusikkens pladeselskab
Mange populære souludgivelser fra starten af 1960’erne og frem til omkring 1968 blev enten udgivet på STAX Record eller indspillet i pladeselskabets studier.  Stax, der repræsenterede genrene Southern Soul og Memphis Soul, blev oprindeligt etableret i 1957 i en tidligere biograf som Satelitte Records. I 196o skiftede ejerne, søskende parret Jim Steward og Estelle Axton, navnet til STAX. Selskabet og studierne lå i Memphis Tennessee. Fra slutningen af 1960’erne oplevede selskabet en økonomisk krise, da Otis Redding omkom i en flyulykke i november 1967, og Sam and Dave samtidigt skiftede til Atlantic, som de var udlånt fra. Et selskab, som Stax siden 1962 havde en ikke særlig gunstig distributionsaftale med. Aftalen indebar, at Atlantic fik distributionsrettighederne til alle sange fra Stax!

Karakteristisk for Stax var selskabets positive holdning til raceintegration. Selskabet udgav musik med både sorte og hvide kunstnere samt med blandende grupper. Samme holdning prægede holdningen til de ansatte i selskabet.

Som mange andre studier havde Stax sine egne studiemusikere, et fleksibelt husorkester, som kunne bakke forskellige kunsterne op. Stax fik i 1960 tilknyttet The Mar-Keys, dannet i 1958, som sit første husorkester. Gruppen, som havde både en rytme- og en blæsesektion, udgav i starten egne singler, hvor den mest berømte "Last Night" i 1961 endte som nr. 3. på den amerikanske hitliste.

En "udbrydergruppe" fra Mar-Keys begyndte i 1962 at indspille under navnet Booker T. and The M.G.'s. Nu rådede Stax over to backing-grupper. Blev der spillet med blæsere, blev Mar-Keys krediteret på cover-noterne, var det uden blæsere, tilfaldt æren Booker T. and The M.G.'s. Sidstnævnte fik sin egen store karriere ved siden af arbejdet for Stax. I en periode var bandet backing for Otis Redding i både   studiet og på turneer.

I 1966 fik Stax sin tredje backing-gruppe. De øvrige grupper havde sikkert forrygende travlt på grund af den store opmærksomhed, Stax var genstand for. I 1967 blev Bar-Kays på opfordring  af Otis Redding ansat som hans backing-gruppe. En opgave, de blev oplært til af medlemmerne af Booker T. and The M.G.'s

Samarbejde med Otis Redding blev af kortere varighed. Fire medlemmer af gruppen omkom sammen med Otis Redding 10 december 1967 ved et flystyrt. Et overlevende medlem fra flystyrtet og et som var med et andet fly reetablerede gruppen. Bar-Kays havde i perioden fra slutningen af 1960 og til 1990'erne flere singlehits. Gruppen blev de senere år meget funk'et i sin spillestil.

Til pladeselskaberne var udover studiemusikere ofte tilknyttet faste sangskrivere. Sangskriverparret Isaac Hayes og David Porter stod bag en lang række af bl.a. Sam og Dave’s største hit. Eddy Floyd og Steve Cropper, guitarist i Booker T., have æren af at skrive duoens første fire singlehits.

I løbet af 1970’erne skiftede Stax udgiverpolitik og begyndte at satse på udgivelser med politisk musik, der pegede i retning af Black Power-bevægelsens synspunkter. I 1975 gik Stax fallit, blev opkøbt og begyndte igen fra 1978 at tegne nye kontrakter, men fra 1980’erne blev det kun til udgivelse af tidligere indspilninger. Siden gik det op og ned for Stax, som med forskellige har ejere og udgivelsespolitikker har eksisteret indtil i dag.

Sam and Dave, Wilson Pickett og Percy Sledge
Sam and Dave debuterede på single med deres gospelprægede soul i 1962. Efter udgivelser på mindre pladeselskaber skrev duoen i 1964 en kontrakt med Atlantic. Lederen af selskabet Jerry Wrexler bad Stax om at tage sig af Sam and Dave for at bevare deres særlige Memphis-lyd og energi. Det var muligt i Stax-studierne på grund af selskabets højt roste og respekterede studiemusikere .

Sam and Dave gik fra hinanden i 1970. Det var ikke kun på scenen og i musikken, at det slog gnister i "Den dymaiske duo". Uden for kunne de ikke fordrage hinanden!

Wilson Pickett var oprindeligt medlem af vokalgruppen The Falcons, sammen med bl.a. Eddy Floyd, inden solokarrieren startede. De første soloindspilninger blev udgivet på selskabet Double. I 1964 overgik han til Atlantic, som han havde sendt flere demoer til. Pickett helt store gennembrud kom med den tredje single på Atlantic i 1965: ”In the Might Night Hour”. I øvrigt indspillet i Stax-studierne. Et samarbejde, der stoppede, da ejerne af Stax ikke længere ønskede at udefrakommende skulle benyttede studierne.

Bobby Womack, sanger, sangskriver, guitarist, producer og med en omfattende og lang solokarriere, bidrog med flere sange til Wilson Picketts karriere. Womack skrev bl.a. Rollings Stones første nummer 1 hit i England: ”It’s All Over Now”.

Handler det om soul, er jeg nødt til at nævne min store svaghed for Percy Sledge. Når han med sin indfølende stemme synger de stiller soulsange, bliver jeg blød i knæene. Percy Sledge bragede igennem i 1966 gennem med megahittet: "When A Man Loves A Woman". Et andet stor hit blev ”Warm And Tender Love”.  Blandt mine "nye" soulplader er: ”The Percy Sledge Way" fra 1967, hvor han tolker 11 sange af datidens store sangskrivere. Sangene synges på Sledge særlige måde, hvor på han gør dem til sine egne og ikke kun til kopinumre.

Som så mange andre af datidens soulstjerner indspillede Percy Sledge på Atlantic. Som studiemusikere på The Percy Sledge Way, der er indspillet i Quinvy Studio, medvirkede et hold musikere fra Fame Studios. Holdet indspillede med Aretha Franklin i Fame Studios, da hun på Atlantic fik sit gennembrud, som soulsanger. Holdet forlod Fame i 1969 for at danne eget pladeselskab, og blev kendt som Muscle Shoals Rythme Section. Det er en helt anden fortælling, som på et tidspunkt må fortælles.

Et ægtepar med rødder i folk-rock: Richard og Linda Thompson.
Kristian fra jazzklubbens bestyrelse gjorde det, jeg altid ønsker at gøre: At finde en flyttekasse fyldt med interessante og velholdte lp’er i en genbrugsbutik. Inden Kristian lagde kassen i sin bil og tog rundt til vinylbutikker for at sælge sit fund, fik jeg lov til at købe nogle stykker. Valgte faldt bl.a. på to udgivelser med Richard og Linda Thompson blandt en pæn stak i kassen af Fairport Convention-lp’er. Siden er de to udgivelser, et bredt udsnit af Richard Thompson soloproduktioner og et par af Linda Thompsons få soloudgivelser blevet flittigt spillet.

Et par år efter soulmusikken skyllede en kæmpe bølge af britisk folk-rock med Fairport Convention, som det store skvulp ind over landet. De første udgivelser med Fairport og dem fra perioden med Sandy Denny var, efter min vurdering, de mest interessante. Herefter blev Fairport og genren hurtig for udvandet og for øl-og fest-agtig. Folk-rocken satte sit aftryk. I de følgende år var det svært at finde en pladesamling uden en Fairport-lp. Slut 1970’erne syntes interessen for genren at forsvinde og blev mest musik, der hørte hjemme på folk-festivals.

En af grundlæggerne af Fairport i 1967, den eminente guitarist og sangskriver – og manden med den karakteristiske stemme - Richard Thompson, udgav sammen med sin kone Linda, som ikke var med i Fairport, i perioden fra 1974-1982 seks studiealbums og et live album. Her handler det om de to købt fra Kristians kasse: ”Pour Down Like Silver”(1975) og ”Shoot out The Lights”(1982). To lp’er med fremragende sange, hvor der spilles meget afdæmpet og med en fin blanding af rock og folk. Allmusic skriver om ”Poor Down Like Silver”:

”Pour Down Like Silver is the most severe of the Richard & Linda Thompson albums, but those brave enough to look past its dark surface will find a startlingly beautiful album; it's not an easy album to listen to, but it greatly rewards the effort.”

De mere traditionelle instrumenter fra genren er nedtonet på denne lp, og Richard og Linda stemmer står centralt sammen Richards minimalistiske og personlige guitarspil. Arrangementerne fremstår generelt meget spartanske.

Albummet blev indspillet kort før ægteparret for en treåring periode tilsluttede sig et Sufi-muslimsk fællesskab. Deres religiøse ståsted kan på pladecoveret ses på deres hovedbeklædning. Efter opholdet vendte parret tilbage til deres musikalske aktiviteter. Til den Sufi-mulimske retning fik ikke betydning for parrets tekster.

De følgende udgivelser fra Richard og Linda Thompson blev ikke den store succes. Hverken kommercielt eller musikalsk. Indtil parrets sidste lp, havde de udgivet på Island, men dette selskab ønskede i 1980 ikke at forlænge kontrakten.

Parret sidste lp blev i 1982 udgivet på det mindre selskab Hannibal. Kort før udgivelsen gik de fra hinanden privat og på scenen. Teksterne blev af anmeldere tolket som tegn på krisen i ægteskabet, men de fleste sange var skrevet et år tidligere.

"Shoot Out the Lights” minder musikalsk  om parrets første lp; "I Want to Se The Bright Lights Tonight" og ”Pour Down Like Silver”.  På "Shoot Out......" fandt de åbenbart efter nogle dårlige udgivelser tilbage til sangene på de to omtalte lp'er.

Anmeldelsen af "Shoot Out the Lights" på Allmusic slutter på følgende måde:

“…it's often been cited as Richard Thompson's greatest work, and it's difficult for anyone who has heard his body of work to argue the point".

Uddrag fra de to omtalte Richard and Linda Thompson-udgivelser. Det anbefales, at begge udgivelser høres i helhed. Uddragene giver en smagsprøve på parrets sange og måde at spille på.