Som sædvanlig var det en tilfældighed, der startede forløbet. Vi skulle finde et emne for den næste radioudsendelse. Siden 1989 har vi tilrettelagt en radioudsendelse, Blåt Nyt i Roskilde Dampradio.
14 dag mødes vi og laver en udsendelse af en times varighed.
Denne gang foreslog jeg Allen Toussaint, ”Har vi lavet en udsendelse om Allen Toussaint?”
Mine medværter Jan Pedersen og Benny Olsen mente ikke, at det var tilfældet, så det var hurtigt vedtaget, og jeg gik i gang med at samle materiale sammen til udsendelsen.
Jeg har en del Allen Toussaint (A.T.) plader i samlingen, foruden mange af de plader han har produceret og medvirket på, så opgaven var forholdsvis let at gå til, men jeg gik også i gang med at søge på nettet for at finde yderligere oplysninger, og det viste sig at være en rigtig god ide for der dukkede virkelig mange ting op, som jeg aldrig havde hørt om før.
Allen Toussaint
Allen Toussaint er fra New Orleans den yngste af 3 børn. Hans far Clarence spillede trompet og var fritidsmusiker men opgav dette for at kunne forsørge sin familie. Han var jernbanearbejder, moderen Naomi (Neville) elskede at lytte til klassisk musik, og Allens ældste søster modtog klaverundervisning. En tante sørgede for at familien fik et klaver, og fra det øjeblik Allen kunne nå tangenterne begyndte han at spille og lærte sig at spille alt, hvad han hørte i radioen.
Han fortæller i et interview at han som barn troede at pianister var folk, som kunne spille al slags musik, så det blev hans mål, hvad enten det var klassisk musik, hillbilly, jazz og blues.
Én musiker gjorde et kæmpe indtryk, nemlig Henry Roeland Byrd, bedre kendt som Professor Longhair.
A.T. siger, at han efter at have hørt Professor Longhair, kun havde en ambition: at blive Professor Longhair, ikke at spille som ham, men at blive ham.
Pladsen var dog allerede taget, men inspirationen var livslang, som det fremgår at denne video.
Tidlig karriere 1950 – 1963
Så Allen spillede klaver, og han spillede alt, hvad han hørte, for han ville være pianist, og i hans verden kunne pianister spille al slags musik.
Han lærte grundlæggende teori af sin ældre søster og en nabo, og blev hurtig meget dygtig. Som teenager var han allerede opdaget af Dave Bartholomew, og hans første indspilningsjob, som 17 årig, var på en Fats Domino indspilning, hvor han spillede klaver, fordi Fats Domino ikke kunne nå frem til indspilningen.
A.T. husker, at Fats Domino roste hans spil:
”Jeg kunne ikke høre, om det var mig eller dig der spillede”
Allen Toussaint blev brugt af mange etablerede musikere både live og i studiet, og hans hjem blev besøgt af mange, som gerne ville have ham til at skrive dem en sang: Ernie K-Doe, Irma Thomas, Aaron Neville, Willy Harper, Benny Spellman, Snooks Eaglin, og Allen Toussaint skrev mange sange, som gavmildt blev delt ud.
I 1958 udkom hans første LP The Wild sounds of New Orleans by Tousan RCA.
Den 29. Januar 1958 indspillede Alvin Red Taylor,Lee Allen, Nat Perrilliat på saxer, Justin Adams eller Roy Montrell på guitar, Frank Fields bas og Charles ”Hungry” Williams på trommer og Allen Toussaint klaver 2 numre Whirlaway og Happy Times, som blev udgivet på single, og en måned efter blev yderligere 10 numre indspillet og det hele blev udgivet som LP.
Inspirationen fra Professor Longhair er tydelig på flere numre. Stilen er R & B hvor der er god plads til hornarrangementerne. Whirlaway viser vejen, men det blev nummeret Java, som hittede nogle år senere.
Chet Atkins hørte nummeret og introducerede det til Al Hirt, som indspillede det i 1963 og fik et nummer 1# hit.
Samme skæbne fik Whipped Cream i 1965.
Denne gang var det Herb Albert, der skød papegøjen, men der stod Toussaint på begge kompositioner eller rettere, der stod Naomi Neville. Det var hans mors fødenavn, og han brugte det på mange af sine tidlige sange af kontraktlige årsager.
Inden, de to herrer fik et nummer #1 hit med en Toussaint komposition, havde han allerede haft flere store hits med andre kunstnere¸ Mother in Law 1961 med Ernie K Doe;I like it like that Chris Kenner samme år, It’s raining 1961 Irma Thomas, Lipstick Traces on a Cigarette 1962 Benny Spellman, B-siden Fortuneteller blev indspillet af Rolling Stones i 1964.
Allen Toussaint var blevet ansat hos Minit records, hvor han producerede, arrangerede, skrev og spillede klaver indtil han blev indkaldt til hæren i 1963, men han arbejdede også freelance for andre, og det var sådan at han kom i kontakt med:
Samarbejdet med Lee Dorsey og Marshall Sehorn 1965 -70
”I always felt uninhibited, when I produced sessions for Lee.” - Allen Toussaint
Tilbage i 1960 havde Allen Toussaint mødt Lee Dorsey.
Marshall Sehorn bragte de to sammen. Sehorn var tilknyttet pladeselskabet Fury og fik Toussaint til at producere Lee Dorseys første indspilning ”Ya Ya”. En sang, som Lee Dorsey selv havde skrevet. Sangen blev en succes og blev starten på et langt samarbejde mellem Lee Dorsey og Allen Toussaint, som ikke blot arrangerede de næste udgivelser, men også skrev dem.
Da Allen Toussaint kom tilbage fra militærtjeneste i 1965 dannede han produktions-selskabet Sansu sammen med Marshall Sehorn. De etablerede også et pladeselskab Sansu Records, som udsendte en række singler.
Dette samarbejde kom til at vare i mange år.
Det samme var tilfældet med samarbejdet mellem Allen Toussaint og Lee Dorsey.
Lee Dorsey havde selv skrevet sit første hit, men Allen Toussaint skrev de næste I perioden 1965 - 67 Ride you Pony, Working in a Coalmine, Holy Cow og Get out of my life woman .
Alle disse sange blev store hits og var alle skrevet af Toussaint
Lee Dorsey var en ung automekaniker, som elskede at synge. og altid var i godt humør. Allen Toussaint siger, at Lee smilede både ud- og indvendigt, og han inspirerede A.T. til at skrive sange. Sange, der var skræddersyet til Lee Dorsey
Produktionsselskabet Sansu måtte indspille i andres studier. De kunne udsende singler lokalt på deres eget pladeselskab, men var overvejende afhængige af at få deres indspilninger solgt til landsdækkende pladeselskaber for at få dækket studieudgifterne.
Lee Dorseys store succes gav Sansu blod på tanden, og Marshall Sehorn fik solgt indspilningerne til det, der blev pladen YES WE CAN til det tyske selskab Polydor, som gerne ville ind på det store amerikanske marked.
YES WE CAN Polydor 1970
Allen Toussaint har arrangeret, produceret og skrevet alle numre, bortset fra andet nummer på side 2 Games people play af Joe South.
De første 45 sekunder af pladen trommer basguitar lidt orgelblæserriffs – Joseph Modeliste/George Porter Jr./ Leo Nocentelli/ Art Neville – Toussaint’s faste gruppe af studiemusikere
og efter de 45 sekunder kommer Lee Dorsey ind og synger:
Now is the time/ Now is the time for all good men/To get together with one another/Iron out our problems/And iron out our quarrels/And try to live as brothers/And try to find a peace within/Without stepping on one another/And do respect the women of the world/Just remember you all have mothers
Og så kommer Allen Toussaint ind og synger de næste to linier
Make this land a better land
Than the world in which we live
hvorefter Lee Dorsey synger de næste to
And help each man be a better man
With the kindness that you give
Og vi er nu 1 minut og 10 sekunder inde i sangen, og så kommer omkvædet, som er todelt sunget af begge:
And I know we can make it
I know darn well we can work it out
Oh yes we can, I know we can can
Yes we can can, why can't we
If we wanna get yes we can can
I know we can make it work
I know that we can
I know we can make it if we try
Oh yes we can, I know we can can
Yes we can, great God allmighty
Yes we can, I know we can can
Og hele tiden ligger bandet bagved, alle spiller percussivt, Nocentellis guitar ligger og hugger, blæserne kommer og går med lange toner. Det er på samme tid roligt og super funky. Instrumenterne står skarpt med lilletrommen helt fremme.
Allen Toussaint har skrevet og arrangeret alt ned til mindste detalje, og han bruger sig selv både på kor og piano.
Yes we can vender tilbage, som sidste nummer på side 1.
Denne gang er der tilføjet en akustisk guitar, og Lee Dorsey og Allen Toussaint kommer ind efter et minut og synger kun omkvædet igen og igen.
Inden da pladens andet nummer "Riverboat" , som starter med et trommebeat og George Porters baslinie. Igen kommer Allen Toussaint ind på omkvædet - trommebeatet fortsætter uafbrudt under sangen:
We got love, we got love, yes we do
Big boat just keep on chuggin
We just keep on kissin and huggin
Instrumenteringen er igen utrolig enkel.
Næste nummer er up tempo med bassen som aktiv bund og blæserriffs og korstemmer, som bryder ind i Lee Dorseys sang Tears, tears and more Tears.
Han synger om ulykkelig kærlighed med stor begejstring.
I den næste sang O Me-O, My-O synger koret konstant til Lee Dorsey, som fortæller om alle sine vanskeligheder.
I am not the kind who give up without a fight
Et fint blæserarrangement udgør solostykket, og i næste nummer møder vi Sally. Her er det Nocentellis guitar, der kommer ind med melodien, og Lee Dorsey, som prøver at snige sig afsted med kæresten, uden at konen opdager det, forgæves.
Sneakin Sally through the Alley
Trying to talk doubletalk, get myself in trouble talk
Catching myself in lies, catch myself in lies
Mama just looked at me as if I was crazy
She didn't even bat an eye
So I began to try to explain that it just wasn't what she thought
I'd better find something to do with my time
The fact is I just been caught
og side 1 slutter med Yes we can Part II
Side 2 starter med et af Allen Toussaints fineste numre.
Who´s gonna help Brother get further
Mama get up early, early in the morning
Papa's already gone
Working two jobs for half of what he's worth now
You know that it's wrong
What happen to the Liberty Bell I heard so much about?
Did it really ding-dong?
It must have dinged wrong
It didn't ding long
At vælge Games people play som næste nummer giver mening, da de to numre indholdsmæssigt er nært beslægtet. Joe South vandt en grammy samme år for årets sang. To numre på side 2 falder udenfor, stilmæssigt When the Bill’s paid, er ren Stax soul med en sax solo a la King Curtis, og Gator tail er James Brown funkstil. Numrene er udmærkede, men har ikke det særpræg der karakteriserer de andre sange
Imellem disse to numre finder vi heldigvis Occapella, (et lille ordspil over A cappella?)
Groovy!
Ah, there's music in the streets and there's a-music in the air
A little ol' soul beat, and there's dancin' ev'rywhere
I would tell the whole world, tell 'em if I could
To add a little song into each life
Oh, it's a-finger snappin' good
Oh
Oh
Ah, pardon me, boys, but could you use it?
We're gonna make a little music
You got soul, now don'tcha lose it
We're gonna make a little music
Ev'rything's gonna be mellow
We gon' just a-singin' occapella
Ev'rything's gonna be mellow
We gon' just a-singin' occapella
Og her er enkelheden letheden, humoren og det legende igen til stede.
Yes We Can-albummet er højdepunktet i Allen Toussaint og Lee Dorseys samarbejde, og selv om albummet ikke solgte og hurtigt forsvandt fra markedet, så gjorde det alligevel indtryk rundt omkring i musikmiljøet
Riverboat og Occapella kom i 1972 på Van Dyke Parks LP Discover America W.B. Titelnummeret blev et stort hit i 1973 for The Pointer Sisters, som ændrede titlen til: Yes we can can
Robert Palmers første solo LP i 1974 hedder Sneakin Sally through The Alley. Pladen er ikke at finde på de gængse musiktjenester.
Der findes en udgivelse, som hedder Yes we can and then some, men desværre er numrene blandet sammen med andre.
Så jeg har oprettet en playliste, hvor numrene følger den oprindelige plades rækkefølge. Jeg har udeladt det sidste nummer Would you?, som er en standup talk med vittigheder, og i stedet lagt singlen On your way down/Freedom for The Stallion, som udkom i 1973 Polydor – PD 14181, og så bliver det ikke bedre.
Betty Harris & Allen Toussaint
Allen Toussaint mødte Betty Harris I 1965. Hun havde indspillet Cry to me i 1963 og fået et stort hit, som førte til et par andre indspilninger, og hun mødte Toussaint, da hun var på turne.
Betty Harris blev den første kunstner på det nye Sansu Records og indspillede en række singler skrevet af A.T. Mange af disse indspilninger blev i 1969 udsendt på LP’en Soul Perfection
Fine eksempler på Allen Toussaints tidlige sange og arrangementer, og i løbet af pladen kan man høre, hvordan The Meters udviklede deres lyd..
Betty Harris indspillede også et par numre sammen med Lee Dorsey:
Hun trak sig fra musikverdenen i 1970 og koncentrerede sig om familielivet.
Hendes indspilninger fra Sansu er blevet genudsendt flere gange, og hendes datter opfordrede hende til at genoptage sangen, hvilket blev til et album indspillet i 2005.
Allen Toussaint & The Meters 1969 – 1975
I 1969 udkom 2 Lp’er med The Meters på det lille pladeselskab Josie Records. 24 instrumentalnumre.
Joseph modeliste, trommer , George porter Jr., bas ; Leo Nocentelli, guitar og Art Neville, orgel. De var det faste hold bag de indspilninger som Allen Toussaint foretog, og når de havde indspillet de sange, som skulle indspilles, så jammede de bagefter, og om aftenen spillede de live under navnet Art Neville and the Neville Sound.
Deres første single Cissy Strut solgte 200.000 eksemplarer og så var vejen banet.
The Meters var først og fremmest Groove og sound. Det var bandets styrke, men i længden blev det også deres svaghed. De manglede sange og de gode melodier, men efter deres tredje plade Struttin’ gik pladeselskabet Josie konkurs, og de fik i stedet kontrakt med Warner Reprise, og på deres første album Cabbage Alley 1972 på Reprise, kan man tydeligt høre forskellen.
De har fortalt at kontrakten med Reprise betød, at de nu fik egen tid i studiet og ikke længere skulle indspille i den tid der var tilovers, når de havde indspillet med andre kunstnere. Det medfører langt færre instrumentale numre, hvilket er en gevinst, men produktionen er blevet mere poleret, og det er lidt synd.
Ikke desto mindre kommer deres bedste album på Reprise, Rejuvenation 1974.
Her er der også kommet kvindekor og blæsere med, og bandet spiller tæt og funky. Allen Toussaint har været producer på alle The Meters albums, men på denne plade kommer han tydeligt til udtryk som arrangør.
The Meters og Allen Toussaint arbejder sammen på endnu to albums. Fire on The Bayou1975 og Trick Bag 1976 inden deres veje skilles .
The Meters indspiller deres sidste album New Directions i 1977 med Jeffrey Cohen som producer. Pladen indeholder pudsigt nok en Toussaint komposition. Meget sigende I’m Gone
The Meters Playliste:
Allen Toussaint Albums 1970 – 75
I 1970 kom Lp’en Toussaint på Scepter Records. Den første plade hvor Allen Toussaint synger lead. Med sig har han Mac Rebennack (organ/guitar),Terry Kellman (guitar), Eddie Hohner (bass), Freddie Staehle (drums), John Boudreaux (drums), Clyde Kerr (trumpet), Earl Turbinton (alto sax), og ingen ringere end Merry Clayton (backing vocals) and Venetta Fields.
Pladen starter med From a whisper to a scream:
Bogstaveligt, som en hvisken Merry Clayton & Vanessa Fields både hvisker og skriger. Et trommebeat, som en metronom understøtter Toussaints stemme og koret:
Han synger But, oh my love, koret svarer you've lost it
Han synger Oh, my love, Koret synger you've lost it
Allen Toussaints brug af andenstemme eller kor til at synge sangens pointe er et karakteristika, og et, som han har brugt helt tilbage til Ernie K Does hit Mother in Law
Hvor titlen synges af en dyb andenstemme efterfulgt af et kor og Ernie K Doe synger teksten rundt om, men aldrig Mother in Law. Chokin kind, Sweet touch of love og What is success er alle nye Toussaint sange, og I alle synger han sammen med de to ualmindeligt velsyngende kvinder.
Især i Sweet touch of love, men også i What is success mærker man, at Allen Toussaint har fundet sin still. Hvilket begrunder, at han genindspiller to af sine tidligere Lee Dorsey hits.
Working in a Coalmine, som er sat op i tempo, og Everything I do gonna be funky, som indleder side 2 i en lettere udgave med slideguitar, og denne gang med Toussaint som leadsanger, og kvinderne tager omkvædet.
Resten af side to er instrumentalnumre. Pickles et drævende groove, som falder af og klaveret improviserer frit ind imellem. En stil som både professor Longhair, Dr. John og James Booker gjorde brug af, og her viser Allen Toussaint Toussaint sine evner som pianist, og man kan faktisk høre en af hans senere kompositioner i slutimprovisationen, nemlig Southern Nights, men den kommer først på plade flere år senere.
Louie er groovy med blæsere og synkoperet stopkor, og det samme gælder Either, hvor lyden af akustisk guitar og blæserriff skaber en særlig klang, her er desuden en lille guitarsolo og ditto sax
Pladens sidste nummer er en version af Vince Guaraldi's Cast your Fate to The wind
Nummeret vandt en grammy i 1962 som bedste originale jazzkomposition, og her otte år efter giver Allen Toussaint sin version, som undervejs giver mig mindelser om The Jazz Crusaders og Joe Zawinuls Mercy Mercy Mercy
Jeg har lagt pladen ind på en playliste, så du kan høre den i sin helhed. Interessant, at den her 55 år senere står så klart. Der er ingen effekter lagt på, musikken er skrevet, arrangeret, spillet og optaget.
Det er første gang at Allen Toussaint står frem som forsanger, foruden de andre kvaliteter han bringer med sig. Hermed kaster han sin skæbne op i vinden.
Kontrakt med Warner Records, LIFE LOVE AND FAITH 1972
I 1972 lykkedes det for Sansu at få kontrakt med Warner Brothers, Reprise.
Kontrakten gjaldt både for The Meters, og for Allen Toussaint solo, og denne kontrakt muliggjorde, at Sehorn og Toussaint kunne bygge deres eget studie. Herefter kunne de stå for alle indspilninger selv og behøvede ikke længere at leje sig ind.
Life,Love and faith er Toussaints første plade på Warner, Reprise. Indspillet året før og denne gang er The Meters med foruden en række andre New Orleans musikere.
Indspilningerne er foretaget i Cosimo Matassas studie Jazz City, som åbnede i 1966 og var Toussaints foretrukne studie. Det var også her at indspilningerne til Lee Dorseys plade fandt sted. Cosimo Matassa var ”Manden” i N.O. når det gjaldt indspilninger. Han startede i 1945 og stod bag alle de vigtige indspilninger i New Orleans. Da Jazz City lukkede i 1978 blev han ansat i Sea Saint Studiet.
Pladens første nummer indledes af klaver, som slår en mørk tone an,
og bandet falder ind sammen med et kor, som synger Victims of The Darkness
Victims of the darkness
What will they dohuu
What will they dohuu
Victims of the darkness
What will they dohuu
Victims of the darkness
They don't see the light
Till it's too late, you know
To put up a fight
1 minut og 45 sekunder inde i sangen synger Toussaint om fire forskellige mænd, som har en plan. Den første kommer med en blyant i hånden, den næste med en pistol, den tredje en bibel, og den sidste holder din fremtid i sin hånd
Now there's another man with a plan
With your future in his hand
Can you live without him
What can you do about him, no no
En af Allen Toussaints budskabssange, som efterfølges af sangen Am I expecting too much , angiveligt en kærlighedssang. Sunget og spillet, som var det et Wilson Pickett nummer. Muscle Soul med saxriffs, og alt hvad dertil hører. Herefter følger en uforfalsket popkærlighed i My baby is The real thing
Allen Toussaint’s stemme bliver på denne plade understøttet af mandlige korstemmer, som synger med på omkvæd. Bandet er The Meters. Udvidet med en stor blæsersektion, ekstra percussion, og Allens storebror Vincent er med på guitar.
Et af Toussaints bedste numre er Goin Down, som har et fantastisk arrangement, præget af Red Tylers saxofon, som bevæger sig rundt i nummeret, der har flere lag blæserkor liggende i baggrunden, mens sang og en let forvrænget guitar ligger fremme:
Don't get in too deep, brother
Don't get in too heavy
Don't get so you can't move about
Whenever you get ready
Born free, John see
But he sees just a little too late
Losing his freedom and losing his soul
Now all he can do is just wait for the others
Going down slowly Slowly going down
Holy moses slowly going down
Allen Toussaint arrangerer musikken i mange lag, og egentlige soloer er sjældne, til gengæld er der ofte et instrument, som har en fri rolle igennem sangen.
I She once belonged to me synger Toussaint om en tabt kærlighed. Sangen er et forsvar for en kvinde, som got qualities you can’t see now
Et tema som Toussaint vender tilbage til i sangen The Bum is mine
indspillet første gang af Richard Newell i 1974.
Toussaints tekster har ofte en følelse af melankoli, som ikke nødvendigvis giver sig udtryk i musikken, der i dette nummer er ret dramatisk. Et stort blandet kor og blæserarrangement, som bygger op til klimaks.
I næste nummer, Out of The City, som er baseret på et fast groove med en guitar I forgrunden, synger Toussaint omkvædet gennem en Leslie speaker. En effekt, der slører vokalen, og en effekt han kommer til at bruge flere gange i fremtiden. Sangen handler om at slippe bort fra byen og ud på landet. En drøm, der stadig deles af mange.
Side 2 starter med en veloplagt Soul Sister.
Her kan vi høre Meters med en let reggae feeling, og kvindestemmer danner koret i denne hyldest til den sorte kvinde med afrohår.
Fingers and Toes er en af de bedste ”Tag mig tilbage-sange”, jeg nogensinde har hørt. Med det morsomste omkvæd.
I′ll bet you run out of finger and toes
Before you run out of the flowers I sent you
I'll bet you run out of finger and toes
Before you run out of the hours I′ve spent
Lovin' you, huggin′ you, kissin' you and then, honey
When you get tired of countin'
Darling, take me back again
En ballade, hvor trompeterne ligger fremme i blæserarr. Congas og bløde trommer i mellemstykket og en bas enkelttone – der er sågar en trompetlyd i slutningen, der sender besked tilbage til Herb Albert. Dette kunne være en Bacharach sang
Det er fyren fra Sneakin Sally through the Alley, som prøver at overbevise konen om, at hun skal lade ham blive.
Rent hykleri og værre bliver det i I’ve got to convince myself : Skal jeg lade hende gå. Jeg har overbevist hende om, at det er det eneste rigtige at gøre, men, mener jeg det. Her er det guitaren, der får lov at spadsere frit.
Næste sang er en af budskabs sangene On your way down:
Sunrise, sunset
Since the beginning, it hasn′t changed yet
Indse, at du skal behandle andre mennesker ordentligt. Dem, du misbruger på vej op, er de samme mennesker, du møder når du er på vej ned
Klaveret introducerer. Bandet kommer ind først trommer og congas, så en mundharpe, der skærer ind lige før sangen begynder. Groovet er roligt og afbrydes kun af et stopriff en enkelt gang. Blæsere fungerer som svarkor, et fremragende nummer, som dog overgås af pladens ubetinget bedste nummer Gone too far Igen en budskabssang
Don't cop out, nerves all bad
Life itself is a gas
Each and every day opens a new way
And that bum kick you got yesterday
Is just a thing of the past
Ain't that a gas, now tell me
Her er der en kvinde med i koret, og The Meters lægger bund, blæserne er igen trompetdomineret, et groovy midtempo nummer med et repetitivt kor, midtvejs falder trommerne fra, og congas og en akustisk guitar overtager, og sammen med trompeter skaber de en 30 sekunders spansk stemning, inden koret vender tilbage og sangen fader ud
Og så slutter pladen med en ren kærlighedserklæring Electricity.
Life, Love and faith er Toussaints hidtil bedste plade, og den mest komplekse. Hans arrangementer af de enkelte numre er imponerende.
Pladen fik gode anmeldelser, men solgte ikke videre.
Den næste soloplade fra Toussaint kommer først i 1975, men inden vi når så langt, har han masser at se til .
Allen Toussaint & Dr. John 1973 – 1975
Dr. John valgte Allen Toussaint som producer arrangør og pianist på pladen In the Right Place, som blev indspillet i Florida i 1972, udgivet i februar 1973, og blev Dr. Johns bedst sælgende plade nogensinde.
Det lå derfor lige til højrebenet, at samarbejdet fortsatte på Dr. Johns næste plade, der kom til at hedde Desitively Bonnaroo, men denne gang foregik indspilningerne i Toussaint og Sehorns nye studie Sea Saint Studio.
Desitively Bonnaroo blev således den første plade der blev indspillet i det nye studie, og det er en virkelig god plade. Det blev ikke et hit for Dr. John på samme måde som den foregående, men lyden er fantastisk. Alle instrumenter står klart, det er stort set det samme hold, som spillede på In The Right place.
Dr. Johns karakteristiske stemme er i forgrunden med kvindestemmerne tæt på, blæserne kommer og går percussivt, som oftest lagt i baggrunden, og hvert enkelt nummer står afklaret. Allen Toussaint bidrager med et enkelt nummer, som han også gjorde på In The Right place Dengang var det nummeret Life. Denne gang hedder sangen Go tell The People:
Go and tell all the people you know
That you just couldn’t stay
With the man that meant nothing but good for you
Still you, you had to get away.
I was saying things like if it really, really loved
We could make it through the bitter and the sweet.
But your way is dealing with the latter,
While my way, is getting down.
Your day is filled with money matters
My day is filled with sound.
En sang, som meget vel kan tænkes at være selvbiografisk for, når man ser, hvad Allen Toussaint var involveret i, i denne periode, så kan det ikke være meget tid, der har været til familie, selv om han i sangen mener, at kærligheden burde kunne klare vanskelighederne:
Your day is filled with money matters.
My days are filled with sounds, sounds, and more sounds.
Yes I said it
And I’ll say it again
If we really, really love
We can make it to the bitter end.
Desitively Bonnaroo:
Allen Toussaint, pianist, sangskriver, producer og arrangør.
I 1971 henvendte The Band sig til Allen Toussaint og bad ham lave et arrangement til nummeret Life is a Carneval, som var med på deres LP Cahoots, og det var så vellykket, at de bad Allen Toussaint om at lave blæserarrangementer til flere af deres numre i forbindelse med indspilningen af den dobbelte Live LP Rock of Ages.
Indspilningerne fandt sted i New York omkring nytåret 71/72
Paul Simon havde også kontaktet Toussaint og bedt ham lave et arrangement til sangen Tenderness, som var med på pladen There goes Rhymin’ Simon 1973, og da Sea Saint studiet var blevet etableret, henvendte Paul McCartney sig og bookede sig ind for 3 måneder sammen med Wings, hvad der endte med at blive til pladen Venus og Mars.
Så katten var ude af sækken, Allen Toussaint var alle vegne.
I 1973 udsendte Claudia Lennear Lp’en Phew, på Warner brothers. Claudia Lennear var kendt som en tidlig Ikette og havde arbejdet meget sammen med Leon Russell bl.a. på Joe Cocker Mad Dogs and Englishmen touren 1969-70 og Bangladesh Koncerten i 1971.
Pladen består af to adskilte sessions. Side 1 er med The Dixie Flyers, forstærket med Ry Cooder og rock orienteret. Side 2 er 5 Toussaint sange, og Allen Toussaint leverer arrangementerne , spiller piano og synger backing vocal. Numrene glider over hinanden som en suite.
Goin’ down og From a whisper to a scream, åbner begge instrumentalt I 40 sekunder før Caludia lennear kommer ind. Everything I do gonna be Funky er sat ned I tempo og starter med guitar riff. What’d I do wrong havde Betty Harris indspillet i 1967, og Toussaint-suiten slutter med en anden version af Goin down lidt hurtigere og mere lige på end Toussaints egen version
Fire skjulte Toussaint plader fra 1974
De fire plader har det tilfælles, at de alle er indspillet i Sea Saint Studiet.
Allen Toussaint har produceret, arrangeret og medvirker som pianist og backing sanger, og så har han skrevet adskillige af sangene på udgivelserne.
Browning Bryant, Reprise
Browning var 16 år gammel, da han indspillede denne plade. Ud af de 11 sange har Toussaint skrevet de otte.
Pladen blev genudsendt som LP i 2024 på Tipitina records. Allen Toussaint bliver spurgt til pladen i et interview og havde glemt indspilningerne, men kunne svagt erindre det, da han blev spurgt. Kun to af sangene er senere blevet indspillet af andre Blinded by Love og Performance.
Frankie Miller, High Life Chrysalis 1052
Allen Toussaint kan derimod sagtens huske Frankie Miller, og han skrev faktisk sangen Play something sweet (Brickyard Blues) specifikt til Frankie Miller. Den er senere blevet indspillet af adskillige andre heriblandt Maria muldaur og Levon helm. Andre populære sange af Toussaint på denne plade, I’ll take a melody, Sho Rah Shorah, With you in mind.
Der er i alt seks Toussaint sange med på denne plade.
King Biscuit Boy Epic – KE 32891
Seks ud af ti numre er skrevet af Toussaint, og på denne plade er det The Meters, der backer hele vejen. Pladen lyder, som man vil kunne tænke sig, at det ville have lydt, hvis Paul Butterfield var taget til New Orleans og indspillet sammen med The Meters.
Allen Toussaint er aktivt til stede dels som korsanger, og desuden som pianist.
Det høres fra første nummer Mind over Matter, hvor A.T. synger titlen rundt om Richard Newells lead. Samme mønster i næste nummer Lovers and Leapers. To Lee Dorsey sange kommer også med The Greatest Love fra 1966 og Riverboat, som var med på Yes we can. Riverboat er her sat op i tempo og mere straight rock, mens The greatest Love er langsommere end originalen og mere dramatisk. Desuden er sangene The Bum is mine og I’m gone med på pladen, førstegangs indspilninger.
Sneakin Sally Through The Alley, Robert Palmer Island Records – ILPS 9294
Kun titelnummeret og From a Whisper to a scream er skrevet af Toussaint, men på pladen er alle arrangementer og backing tydeligt Toussaint.
The Meters er igen på færde, udvidet med Lowell George fra Little Feat. Lowell George var stor Toussaint beundrer.
Alt i alt rummer de fire plader fra 1974, 23 forskellige sange skrevet af Allen Toussaint. Vel at mærke 23 forskellige sange.
Southern Nights Reprise Records – MS 2186 1975
Southern Nights består af ti sange, hvor titelnummeret er første nummer på side 2. Husk, at pladen er udsendt som LP, og A.T havde åbenbart tænkt sig at skabe en sammenhæng. Hvilket han forsøger at opnå ved at lægge små fill-ins ind i slutningen af flere numre.
Andet nummer på side 1 fader og går over i en lille drømmeagtig fender-rhodes sekvens inden tredje nummer starter.
Efter fjerde nummer, som også fader følger en minutlang introduktion til titelnummeret spillet og sunget af A.T på klaver, og sidste nummer på side 1 fader også, og melodien til Southern Nights nynnes.
Side 2 starter med Southern Nights og efterfølges af You will not lose og igen fades og en lille klaversekvens følger.
Pladens sidste nummer Cruel way to go down slutter med en instrumentalsekvens på 27 sekunder i et helt andet mood.
Desværre virker disse fill-ins forstyrrende, når man hører pladen, men, når det er sagt, så er der nogle virkelig gode sange på denne plade.
Musikerne er de samme som spillede på Life, Love and Faith og sammenspillet fejler ikke noget. Alle sangene hviler i sig selv, denne gang er det især vokalarrangementerne der imponerer.
Første nummer Last Train
Last train a running between the waters
With the power line
Last train's a running around the hill
Last train a leaving on the water
Power down
Last chance to get your last breath
This world is getting so much faster
It's too sad
Poor train are rolling down slow
And I'm about to keep up with the latter
It's too bad
When it's in my nature to lay low
You got me huffing and puffing and chugging like a choo choo train (choo choo)
Huffing and puffing and chugging like a choo choo train (choo choo)
Hissing and kissing and missing like a buku brain
Huffing and puffing and chugging like a choo choo train
Har et kvindekor, som synger choo choo, og efter første vers kommer et percussivt ordløst kor ind og lyder næsten som maracas. Allen Toussaint synger lead alene og nummeret fader.
Worldwide
Her synger A.T flerstemmigt med sig selv og omkvædet fletter ind og ud
Look at the man up in the steeple
Screaming out at all the sleeping people
Tally up, you better get yourself together
And have you noticed change in the weather?
(Been so long, so long, much too long)
(Time to peel back the pages)
(Time to peel back the pages)
Hurry up before we all go crazy
(Hurry up before we all go crazy)
(Been so long, so long, much too long)
Don't it make you kinda wonder who you trusted?
The biggest wheels in town are getting busted
(All right now)
Igen fader nummeret og denne gang med en lille vignet inden
Back in my Baby’s arms. En smuk ballade. Hvor Toussaints lead akkompagneres af et kvindekor. Kun koret synger titlen mens A.T. svarer:
It's a long, long walk
And the road is rough
To make it on your own
Means so much
The movie may be right
But the cast is wrong
When every trip you take
You take alone
And I want to see
The part with you and me
When love is the power
Like the waves out on the sea
(I'm back in baby's arms)
(Yes, I'm back in baby's arms) For your love
(I'm back in baby's arms) For more love
(Yes, I'm back in baby's arms)
Klaver, guitar og bas lægger en rolig bund, blæserne indeholder fløjte, og igen er der en sax solo og der fades.
Country John er et helt andet nummer, med et komplekst kor, sunget flerstemmigt og i dobbelttempo af A.T. som samtidig også synger lead stemmen og svarer koret i et fornemt call and responce:
Between the moonshine and the shining of the moon
And his sway back a woman by his side
And he would soon find that the lining of his tomb
From way back was too hard to divide, say now
(Gotta get away, gotta see the land) Leaving
(Gotta see the world, gotta be a man, man) In the morning
(Gotta get away, gotta see the land) Leaving
(Gotta see the world, gotta be a man, man) Got your woman
George Porters bas bevæger sig roligt gennem hele sangen, mens blæserne trækker ud og der fades til Southern Nights i et minut.
Det er et voldsomt skift og efterfølges af endnu et med sangen Basic Lady, hvor A.T. igen synger flerstemmigt med sig selv og en enkelt saxofon spiller et genkendeligt riff og igen 30 sekunders Southern Nights melodi.
Southern Nights åbner side 2 A.T. synger gennem Lesley og stemningen er drømmeagtig, akkompagnementet er klaver og svag percussion.
Denne sang forblev Allen Toussaints yndlingssang og handlede om hans oplevelser som dreng, når familien tog ud på landet:
Southern skies
Have you ever noticed southern skies?
It′s precious beauty lies just beyond the eye
It goes running through your soul
Like the stories told of old
Old man
He and his dog that walked the old land
Ev'ry flower touched his cold hand
As he slowly walked by
Weeping willows
Would cry for joy
Joy
Mysteries
Like this and many others in the trees
Blow in the night
In the southern skies
Southern nights
They feel so good it's fright′ning .
Wish I could stop this world from fighting
La da da da da da la da da da da da
Da da da da da da da da da da da
Glen Campbell indspillede sangen i 1977 og fik et kæmpehit med en version, som bortset fra teksten ligger langt fra Toussaints egen.
You will not lose byder igen på et komplekst sangmønster. A.T. synger igen lead og svarer sig selv i et smukt mønster, en sang hvor George Porters bas ligger og spiller unisont sammen med en saxofon, og så kommer pladens ubetinget bedste sang
What do you want the Girl to do
So you think the girl is crazy
To eat up your lies like it's good
(Your lies like apple pie)
(She don't even cry)
She is not a fool
She's just tryin' to do what her heart says to
To love you
And as you take to the wind
(to the wind again she breaks down)
And as she breaks down within (within, within)
She waits for you patiently
Hopin' that someday you'll see
[That] all she really wants to be
Is yours and yours alone, eternally
What do you want the girl to do
[Don't you know] you're breakin' the child in two
[Can't you see]
What do you want the girl to do
All she really wants is you
En smuk melodi rammer teksten ind, som A.T. synger flerstemmigt med sig selv, og saxofonen er igen det væsentlige instrument. Denne sang blev samme år indspillet af Bonnie Raitt, året efter af Boz Scaggs, som fik et rimelig stort hit, og i 1979 indspillede Lowell George en smuk version på sin soloplade.
Næste nummer When the Party’s over. En du og jeg alene sammen sang og så slutter pladen med Cruel way to go down En ballade om ensomhed med en sax solo – en kort tekst:
Loneliness makes its way around
And oneliness
Must be a cruel way to be found
Lost and found in the sea of love
And tossed around
Must be a cruuuuuuueel
way to go down, down
og så 30 sekunders saxofon udgang, og pladen er færdig
På denne plade er det næsten udelukkende Allen Toussaint, som står for vokalerne, kun i Back in my Baby’s arms hører vi kvindestemmer.
Hvis, der er en enkelt solo så er det saxofon, guitaren spiller en meget tilbagetrukket rolle.
Personligt synes jeg at Life, Love and Faith er en mere vellykket og facetteret udgivelse. Det er som om, at ambitionerne denne gang ikke bliver indfriet, men som sagt, der er bestemt fine sange imellem, og Allen Toussaint havde stadig travlt.
Tre skjulte fra 1975 og en fra 1976
High Energy The James Cotton Band Buddah Records – BDS 5650
Notice to appear John Mayall ABC Records – ABCD-926
Hvem, der fik ideen til, at henholdsvis James Cotton og John Mayall skulle indspille i Sea saint Studiet, ved jeg ikke, men fælles for de to plader er, at de ikke lyder som plader med John Mayall og James Cotton. PÅ High Energy bidrager A.Toussaint kun med to numre, men hele pladen har et udtryk, som ikke passer til James Cotton.
På John Mayall pladen har A.Toussaint skrevet seks af sangene, men stilen passer ikke til John Mayall.
Z.Z. Hill – Keep On Lovin' You United Artists Records – UAS 29 886 XO
Kun tre af sangene er indspillet i Sea Saint og skrevet af Toussaint. The Meters backer sangeren og Allen Toussaint synger backing vokal. Især sangen Whoever’s thrillig you (is killing me) er vellykket.
William D. Smith A good Feeling Warner Bros. Records – BS 2911
I 1976 udkom denne LP, den første soloplade med William Smith ”Smitty” en canadisk musiker, som især havde spillet sammen med Eric Mercury. Igen må der være nogen på W.B som har tænkt, at det kunne være et godt match, og alt fungerer sådan set også, men ingen af de fem sange som A. Toussaint bidrager med kommer til deres ret. Det hele virker lettere uinspireret, just another session.
Millie jackson indspillede samme år sin version af nummeret Rolling with the punches på pladen Lovingly Yours, nummeret er det første Toussaint nummer på William Smith pladen, og hendes version har nerve.
The Wild Tchoupitoulas ILPS 9360 1976
Denne plade er den første dokumentation af Mardi Gras Indians, og pladen blev indspillet i Sea Saint Studiet, og produceret af A. Toussaint. The Meters medvirker og hele Neville familien, som er beslægtet med George Landry ”The Big Chief”lederen af The Wild Tchoupitoulas.
I 2012 blev albummet føjet til U.S. Library of Congress' National Recording Registry, en betegnelse for "kulturel, kunstnerisk og historisk betydning for nationens lydlige arv".
Og så lige tre fra 1977
Chocolate Milk We’re all in this together RCA Victor – APL1-2331
Chocolate Milk blev den nye studiegruppe i Sea Saint studiet og udgav en række plader i eget navn. På denne plade har Toussaint skrevet syv sange blandt andet titelnummeret.
Chocolate Milk var en seks mands gruppe med saxophonisten Amandee Castanell , lead vokalist Frank Richard og trompetisten Joe Foxx. De var signet til RCA og stilistisk var de præget af vokalkor som kan minde om Bee Gees og masser af synkoperinger. Soullight.
Linda Lewis Woman Overboard Arista SPARTY 1003
Allen Toussaint har skrevet 3 af sangene på denne plade, spiller piano på de fire numre som blev indspillet i Sea Saint. Linda Lewis kom fra England og havde samarbejdet med Cat Stevens. Hun havde haft kontrakt med Warner Brothers tilbage i 1971 og haft en vis succes med pladen Lark i 1973. Igen et forsøg på at hente en succes ved at bruge Allen Toussaint.
Brian Hyland In a state of Bayou Private Stock
Brian Hyland fik I 1960 et stort hit med Itsy Bitsy Teenie Weenie Yellow Polkadot Bikini I ’62 Sealed with a Kiss og Ginny come lately og i årene efter prøvede han sig I country genren, og havde mindre hits. I 1975 blev Sealed with a Kiss igen et hit, denne gang i England.
Hyland var flyttet til New orleans og indspillede In a State of bayou i Sea Saint sammen med Toussaint og musikerne fra Chocolate Milk. Syv af titlerne er skrevet af Toussaint. The Bum is mine, som også var på King Biscuit Boy pladen.
What do you want the girl to do og Basic Lady begge sange som Allen Toussaint indspillede på pladen Southern Nights to år tidligere. Desuden Hail to the Man og Just knowing you is a pleasure, som var med på Notice to appear med John Mayall. Versionerne med Brian Hyland er langt bedre. Just Knowing you is a pleasure i en version, som ligger tæt op af den version som William D Smith indspillede åre før.
Pladen med Brian Hyland er virkelig god, og Allen Toussaint delte gerne ud af sine sange.
Night People, Lee Dorsey & Motion, Allen Toussaint, 1978
Lee Dorsey gæsteoptrådte overbevisende på nummeret How come you treat me so bad med Southside Johnny and The Asbury Jukes i 1976
og det kan have banet vejen for pladen
Night People Lee Dorsey ABC Records – AA-1048 1978
Chocolate Milk, det nye studieband hos Sea Saint leverede backing,
Toussaint sad ved klaveret og stod for alle sangene såvel som arrangementer, et fint kor med bl.a. Irma Thomas medvirker, og Lee Dorsey er i fin form. Pladen indeholder 9 nye Toussaint sange, men ingen nye store sange.
Åbningsnummeret Say it again starter med strygere !!!
Det er første gang, at Allen Toussaint har brugt strygere, hidtil har det udelukkende været blæserarrangementer. Det er meget diskret, men ikke desto mindre, introducerer det, at tiderne skifter.
Musikerne spiller også en glattere soul end The Meters gjorde det, men sangene fungerer, kvindekoret synger virkelig godt rundt om Lee Dorsey, og Toussaints klaver er tydeligt i produktionen.
Pladens andet nummer indledes af koret i bedste gospel stil, hvor Toussaint priser Gud, med sangen God must have blessed America:
God must have blessed America
For us to have so many many things
We've got each and ev'ry kind
All gathered at one time
Say God must have blessed us all
Say Now,
We've got it all, we've got the good,
We've got the bad
And all the in betweens, we've got it all
We've got the rich, we've got the poor
And so much more
Spis brød til – I bedste fald hører sangen under kategorien patriotiske sange, Glen Campbell indspillede den senere med børnekor og banjo:
Næste nummer er en morsom sang Soul Mine, hvor Toussaint indleder med en parafrase over Working in a coalmine temaet, og Lee Dorsey synger både om Coalmine og Ride your Pony og nævner sit første hit Ya Ya
Som sagt, der er ikke nogle af de helt store sange med på denne plade, men indspilningen er god, og Lee Dorsey synger fremragende.
Det blev i øvrigt hans sidste plade. Han turnerede et par gange sidenhen bl.a. med The Clash i 1980 på deres USA turne, men ikke flere indspilninger. Lee Dorsey døde i 1986 .
Titelnummeret Night People åbner side 2 Koret synger titlen, en sax hvæser, og Lee Dorsey kommer ind – med kor, blæserarr. og en waw waw guitar, sågar lidt syntheziser og god bas i bunden.
Hele pladen kan høres her:
Motion Allen Toussaint Warner Bros. Records – BSK 3142 1978
Night People åbner Allen Toussaints plade Motion men desværre i en uinteressant indspilning.Pladen er produceret af Jerry Wexler, som kom til Warner Brothers i 1975.
Jerry Wexler satte Allen Toussaint sammen med studiemusikere på Vestkysten, Richard Tee, Cornell Dupree, Jeff Porcaro, Larry Carlton. Korvokalerne blev varetaget af Bonnie Raitt, Etta James m. fl.
Indspilningerne fandt sted i Hollywood. Kun på tre af sangene var det Toussaint selv, der arrangerede. De øvrige arr. blæsere og strygere tog Nick de Caro sig af. Allen Toussaint indspillede sin vokal hjemme i Sea Saint Studiet, og alt blev remixed i Warner Brothers Studie i North Hollywood af Jerry Wexlers søn Paul, og så var den plade færdig.
Der er, så godt som ingen spor af New Orleans at finde. Pladen er nærmest anonym.
I 1963 indspillede Art Neville sangen Lover of Love skrevet af Naomi Neville (A.T.)
Den skulle de have lyttet til, inden de gik i gang med at genindspille nummeret på denne plade.
Der ingen Motion tilbage, og den næste plade med Allen Toussaint kom først i 1996. Hvad, der ligger bag de valg der blev truffet, vides ikke. Det undrer mig, at Allen Toussaint gik med til det. Han havde eget studie og havde indspillet hele Lee Dorseys plade der.
Jerry Wexler var en navnkundig producer og havde forladt Atlantic Records, fordi han oplevede at være kørt ud på et sidespor, så måske har man på Warner Brothers troet, at han kunne skabe en kommerciel succes.
Noget tyder på, at Allen Toussaint ikke har været helt enig, i kraft af, at han indspiller sine vokaler hjemme i Sea Saint Studiet.
Desværre bliver pladen ikke god, men viser tydeligt forskellen på New Orleans Soul og Vestkyst Soul.
Pladen kan høres her:
Samarbejdet mellem Allen Toussaint og Warner Brothers stoppede med denne plade.
Allen Toussaint 1978 – 1995
Denne periode er ikke nær så produktiv for Allen Toussaint.
Han koncentrerer sig om Sea Saint studiet og i at producere og arrangere for andre.
Cosimo Matassa lukker Jazz City Studio i 1978, og så hentede Sea-Saint både Cosimo og Skip Godwin ind og ansatte dem desuden åbnede de studiet for andre producere som Senator Jones og Isaac Bolden, der fortsatte med at indspille plader lokale kunstnere som Johnny Adams, Bobby Powell, James Rivers, Charles Brimmer, Tony Owens og Lee Bates.
I 1978 medvirker på han på som arrangør af blæserarr. på The Last Waltz, The Band Koncertfilmen af Scorcese.
I 1980 producerer han Etta James , Changes
Han har skrevet fire af sangene på pladen Don´t stop , Wheel of Fire , Night People og With you in mind tre af sangene er fine ballader med tydeligt A.T. præg Night People er mere hårdtslående end de tidligere versioner af nummeret. Samme år indspiller Mylon Le Fevre albummet Rock and Roll Resurrection i Sea Saint og A.T. bidrager med flere sange.
I 1980 indspiller Eric Gale albummet Touch of Silk. Easy Listening Soft Soul og udelukkende instrumentalt. A.T. har skrevet 5 af de syv kompositioner på albummet.
I samme stil, men trods alt mere funky er hans bidrag til Ramsey Lewis:
I midten af 1980'erne møder Allen Toussaint også Elvis Costello, hvilket kommer til at få betydning senere.
På Costello pladen Out of our idiot findes en Yoko Ono composition, Walking on thin Ice, som A.T. har arrangeret og produceret:
og Toussaint skriver blæserarrangement til Elvis Costello pladen Spike i 1988.
I 1990 indspiller Willy DeVille albummet Victory Mixture i Sea Saint Studiet En hyldest til de gamle hits fra N.O. og både Toussaint og Mac Rebennack medvirker. Første nummer på pladen er skrevet af A.T.
I 1993 medvirker A.T. på pladen Bluesiana Hot Sauce. En konceptplade hvor A.T. er i selskab med bl.a. Michael Brecker, Eddie Gomez, Toots Thielemans, og hvor han spiller klaver og synger sin egen You Don’t know me:
Alt i alt en mere stille periode for A.T. Hans sange bliver stadig flittigt indspillet af andre, men studiet orienterer sig i denne periode meget mere omkring New Orleans musikere.
Sea-Saint Studiet spillede en afgørende rolle i den tidlige vækst af hiphop i New Orleans. DJ Slick Leo, en nøglefigur i hip-hops ankomst til New Orleans, arbejdede i studiet, og Mannie Fresh, som senere blev superproducer i denne genre , var her.
Fresh indspillede "Buck Jump Time" sammen med Gregory D, da Toussaint gav ham studietid i 1989.
Så selv om den travle tid internationalt og nationalt var passeret, så var der rigeligt at tage sig til i New orleans.
Allen Toussaint 1996 – 2005
En naturlig konsekvens af fokuseringen på musikmiljøet i New Orleans var etableringen af pladeselskabet NYNO-Records.
Ideen til det nye pladeselskab, fortæller A.T. i et interview, kom fra Josh Feigenbaum. Josh Feigenbaum havde i 1980 stiftet MJI Broadcasting, N.Y. og var ven med A:T. Han foreslog, at de stiftede et pladeselskab, som udelukkende producerede musik skabt af musikere fra New Orleans, og navnet blev derfor NYNO - New York og New Orleans.
Den første plade, der blev udsendt på det nye selskab var:
Allen Toussaint Connected NYNO Records – 9601-2 , Maj 1996
Albummet er indspillet i Sea-Saint Studio i perioden 1994 – 96, og der medvirker en lang række musikere. Sangene er en blanding af gamle Toussaint numre i nye arrangementer og helt nye numre.
De to første numre er i bedste New Orleans stil a la Professor Longhair og Fats Domino Pure Uncut Lady med kvinde kor, og Do the Do med et enkelt blæserarr. Den tredje sang indledes af et Fender Rhodes En sang om onlinedating anno 1996 Computer Lady:
I met this lady while surfing online
I believe she is a lady – she created that image in my mind
She came through as if she knew exactly what I needed
When she described herself to me my floppy overheated
She said she likes a man who is so inclined
To have a strong imagination such as mine
And we could trip off where she could be free
to share some of her software with much of me
Computer lady, come on! Make my night
Drive me crazy with your megabytes
I don′t know if you're real – but until I do
Keep my modem hot, computer baby
Keep my modem hot, computer lady
Et af de lettere, men typisk Toussaint humor, udfordret af at lave et rim på ordet megabytes.
Get out my life Woman følger i instrumentaludgave. En langsom udgave med masser af New Orleans klaver, og lidt funkguitar i baggrunden, og midtvejs brillerer A.T. med Professor Longhair stylepiano efterfulgt af en saxsolo, en groovy udgave af det mest kopierede nummer A.T. har skrevet og med Bernard ”Bunchy” Johnson på trommer.
Andre instrumentalnumre er Funky Bars, All of It med Leo Nocentelli på guitar, pladens mest veloplagte nummer og Rolling With The Punches.
We are all connected er en af A.T.s budskabssange om at behandle hinanden med respekt. Tricia Boutté synger sammen med A.T.
Sweet Dreams en vuggevise, som er mere sovs end kartofler.
Af andre sange er der Aign Nyee, der lyder som et nummer fra Paul Simons Graceland ti år tidligere, der er også referencer til Southern Nights i In your love både i melodi og A.T.s sang gennem Leslie forstærkeren, og så er der klassisk New Orleans R&B på Oh my med Dave Bartholomew som gæst.
Connected er en god Allen Toussaint plade.
Den første Allen Toussaint plade siden 1978.I høj grad en tilbage til New Orleans rødderne, og langt bedre end pladen 18 år tidligere.
I slutningen af pladens sidste nummer Rolling with the punches kommer A.T. ind sammen med Tricia Boutté, og synger omkvædet fra Computer Lady ”Keep it hot Keep it on burnin’ Keep it hot Keep it on fire”
NYNO Records Udgivelser 1996 – 1999 Kronologisk rækkefølge.
Læst fra venstre mod højre:
Alle udgivelserne blev indspillet i Sea Saint Studiet og produceret af Allen Toussaint. På adskillige af dem medvirker han på piano, og til et par af dem, har han skrevet nye kompositioner og/eller sange
NYNO udgivelse nummer to var AMADEE NYNO Records 9602 - 2.
Den første soloplade med Amadee Castanell, som var saxofonist i Chocolate Milk. Pladen er instrumental og holdet er stort set det samme, som spillede på størstedelen af Toussaints album Connected.
Toussaint spiller klaver på fire numre og har komponeret et tilsvarende antal.
New Birth Brass Band D-Boy NYNO Records 9603 - 2
Bandet spiller i den gamle brass band second line tradition, som er mere end hundrede år, men de er næste generation og spiller med fornyet energi.
Wallace Johnson havde udgivet fire singler tilbage i begyndelsen af tresserne og havde optrådt på klubberne i N.O. men trak sig i halvfjerdserne for så at begynde så småt igen i begyndelsen af halvfemserne.
Whoever’s thrilling you NYNO Records 9603 – 2 er Wallace Johnsons første soloudgivelse og Allen Toussaint har skrevet otte af de tolv sange.
Raymond Myles and The Rams Heaven is The Place NYNO Records 9604 - Raymond Myles var en gospel sanger, i traditionen fra The Mighty Clouds of Joy og Al Green
Larry Hamilton Larry Hamilton NYNO Records 9605 - 2
Den første soloudgivelse med Larry Hamilton, som Toussaint kendte tilbage fra halvfjerdserne. Larry Hamilton havde turneret med flere større navne og været medlem af gruppen The Gladiators tilbage i tresserne. I lighed med Wallace Johnson udgivelsen, har Toussaint skrevet de fleste sange på pladen.
Det er interessant at alle NYNO udgivelserne findes på Spotify, så de er til at finde. Sværere bliver det nok, hvis man vil have fat i Cd’erne.
Musikalsk er der fortrinsvis tale om New Orleans Soul og R&B, som det udviklede sig i halvfjerdserne. På de fleste udgivelser er det det faste Sea Saint hold af musikere, der akkompagnerer. Det er gedigne indspilninger, men der er ikke noget nyt under solen.
De mest interessante plader er efter min mening D-Boy med New Birth Brass Band, og Satchmo of The Ghetto NYNO Records 9608 – 2 med James Andrews, trompetist i New Birth Brass Band.
Denne plade er meget veloplagt og fornyr traditionen med respekt for samme, desuden medvirker Dr.John på klaver og står som komponist sammen med Allen Toussaint til pladens første nummer:
NYNO udgiver 12 forskellige plader i løbet af blot tre år.
Desuden en juleplade A New Orleans Christmas K NYNO Records 9607 - 2 i 1997, som indeholder individuelle bidrag fra de kunstnere, som var knyttet til selskabet. I 1998 udgav NYNO en sampler A Taste of New Orleans NYNO Records 9613 - 2, der indeholder 12 eksempler fra de udgivne plader.
De sidste udgivelser synes at være fra 1999.
Jeg ved ikke om selskabet lukkede, men missionen var muligvis udført.
Allen Toussaints søn Reginald (ansigt i midten) fungerede som engineer på alle NYNO’s indspilninger og i 2004 stod han som producer for:
Allen Toussaint's Jazzity Project – Going Places Captivating Recording Technologies.
Her er Allen Toussaint sammen med Guitaristen Bill Solley, bassisten Chris Severin og trommeslageren Herman LeBeaux. Indspilningerne er foretaget i et andet studie end Sea Saint . Sound Services, et lille studie i N.O.
Der findes ikke mange oplysninger om udgivelsen. Det er første gang, at Allen Toussaint igennem en hel plade spiller så jazz orienteret.
Bassisten og trommeslageren er faste medlemmer af studiebandet i Sea Saint, men guitaristen Bill Solley er ny i sammenhængen, bedst kendt for sit samarbejde med Kim Prevost, men han falder fint ind.
De fleste af de tolv kompositioner er af Allen Toussaint, både ældre, som får helt ny behandling og nye skrevet til lejligheden.
På pladen er der indlagt nogle små vignetter eller fills, som i sin tid på Southern Nights. Her er de ikke helt så forstyrrende, men det er et sjovt valg.
Pladen findes på Spotify og er absolut værd at lytte til:
29. August 2005 – 10. November 2015
Sea-Saint repræsenterer muligvis det største enkelttab af kulturelle artefakter efter Katrina, men det tab forblev i vid udstrækning urapporteret, til dels, fordi Allen Toussaint ikke gjorde noget væsen over tabet af båndene.
"Som min far sagde: 'Det er kun ting'," siger Reginald. "Nogle mennesker mistede så meget mere end os, fordi folk mistede livet." Bånd er bare bånd. For Allen var det, det smukke ved musikken - så længe du trak vejret, kunne du altid stå op i morgen og skabe mere.”
Da orkanen Katarina ramte New Orleans den 29. august 2005 forsvandt Sea Saint Studierne, og Allen Toussaint mistede også sit hus med alt, hvad han ejede, men, som det fremgår af ovenstående citat, var det ikke så vigtigt for ham.
Han har fortalt i et interview, at hans børn havde bedt ham om at flytte på hotel, da det forlød, at orkanen var på vej. Han selv havde ikke tænkt på at forlade sit hus.
Orkaner rammer tit New Orleans, og han havde blot tænkt sig at sætte skodder for vinduerne som vanligt, men fulgte dog børnenes råd, og det var et held, for denne gang brød digerne omkring byen sammen, og store dele af New Orleans blev oversvømmet.
Katastrofen var stor 1400 mennesker mistede livet, mange tusinde mistede deres hjem og det tog adskillige år at bygge byen op igen.
The River in Reverse Elvis Costello & Allen Toussaint Verve Forecast - 9856725
Elvis Costello og Allen Toussaint havde tidligere arbejdet sammen, og mødtes efter Katarina til en støttekoncert i september måned 2005, og her opstod ideen til at lave et album sammen.
Den oprindelige ide var at indspille et fælles album med sange af Allen Toussaint, og syv af de tretten sange stammer da også fra Toussaints tidligere katalog, men disse sange får ny betydning, dels set i lyset af katastrofen, men i særdeleshed i sammenhæng med de sange, som blev skrevet til pladen
The River in Reverse titelsangen er skrevet af Elvis Costello alene, men de resterende fem skrev Costello og Toussaint sammen. Indspilningerne fandt sted i Sunset Sound, Hollywood Californien og i Piety Street Recorders, New orleans. Elvis Costello medbragte sit band The Imposters, og Toussaint medbragte The Crescent City Horns med blandt andre Amadee Castenell.
Desværre synger Allen Toussaint kun et enkelt nummer Who´s gonna help Brother get further , som var med på Lee Dorseys Yes we can.
De andre “gamle” Toussaint sange er også Lee Dorsey sange, og Elvis Costellos dramatiske måde at synge dem på, synes jeg ikke klæder sangene.
Pladen blev Grammy nomineret og fik stor opmærksomhed. Den kan aflyttes på Spotify
I 2009 - 10 havde Elvis Costello sit eget talkshow Spectacle på britisk og canadisk TV og i anden sæson havde han inviteret Nick Lowe, Levon Helm, Richard Thompson og Allen Toussaint, hvilket førte til denne fine version af A certain Girl oprindelig fra 1961 med
Ernie K Doe med en fantastisk guitarsolo af Richard Thompson og klaverslutning:
Allen Toussaint, sagde i årene efter Katrina:
“Jeg boede og arbejdede i New Orleans, indtil der kom en booker, som hed Katrina, og hun fik mig ud på tour.
Umiddelbart efter Katrina flyttede Toussaint til New York, og mens han boede der, begyndte han at optræde på Joes Pub på Lafayette St. Et lille sted, hvor der kan være omkring 200 mennesker.
Denne intime scene passede ham godt og kunne i størrelse minde om mange af klubberne i New Orleans.
I 2013 udsendte pladeselskabet Rounder:
Songbook Allen Toussaint: 2013 Rounder Records – 11661-9154-2
Optagelserne er fra 2009 og udgivelsen fås i en De Luxe udgave med en DVD (kan lånes på biblioteket), der viser en afslappet Toussaint foran et entusiastisk publikum. Han synger alle sangene og akkompagnerer sig selv på klaveret. Hans klaverspil glider umærkeligt fra det elegante til stride og boogie.
Udgivelsen viser Allen Toussaint tydelig glad over den modtagelse, hans sange stadig får:
Samme år, som optagelserne til Songbook fandt sted, udgav pladeselskabet Nonesuch en ny plade med A.T.
The Bright Missisippi 2009 Nonesuch - 480380
The Bright Mississippi adskiller sig fra alle tidligere plader med Allen Toussaint ved at indeholde en række jazzstandarder. Duke Ellington, Django Reinhardt, Louis Armstrong og Thelonious Monk. Sidstnævntes composition er titlen på pladen.
Med sig har A.T. et hold garvede jazzmusikere Don Byron, klarinet ; Nicholas Payton, trompet; Marc Ribot, guitar , Joshua Redman, sax ; Brad Mehlday, piano; Jay Bellerose, trommer og Dave Piltch på bas. Pladen er produceret af Joe Henry, som også stod for produktionen af The River in Reverse. Han er garant for en ren lyd hvor de enkelte instrumenter står klart.
De enkelte numre varierer stilistisk og man mærker ikke at det er en Allen Toussaint plade på samme måde som de andre han har udsendt.
Først i tredje nummer St. James Infirmary genkender jeg Allen Toussaints klaverspil og arragement:
Det er interessant, at Toussaint så ubesværet glider ind i disse numre og derigennem viser endnu en side af sit kæmpe talent.
Arrangementet af Thelonious Monks Bright Mississippi er lagt ind I en New Orleans second line feeling, sat ned I tempo i forhold til originalen. Her mærker man igen Toussaint i arrangementet :
Det er en rigtig god plade, som ovenikøbet vinder ved gentagne lytninger, der gives god plads undervejs til alle medvirkende.
Udgivelsen er ikke mindre interessant sammenlignet med Going Places. Kvartetpladen fra 2004 er et helt andet take på jazz, men ikke mindre helstøbt. Det er spændende at kunne høre disse to plader i forlængelse af hinanden.
TREME HBO serie på fire sæsoner 36 afsnit 2010 - 2013
Treme er en amerikansk drama-tv-serie skabt af David Simon og Eric Overmyer Serien blev sendt på HBO og havde premiere den 11. april 2010 og sluttede den 29. december 2013 . I alt fire sæsoner og 36 afsnit.
Navnet er taget fra Tremé, et kvarter i New Orleans.
Historien begynder tre måneder efter orkanen Katrina, hvor vi følger indbyggerne, der forsøger at genopbygge deres liv, og deres hjem i kølvandet på orkanen i 2005. Allen Toussaint var musikalsk rådgiver og i høj grad med i serien, men han ses sjældent. Forfatteren til serien David Simon skrev følgende om Allen Toussaints rolle i tilblivelsen af serien:
”Han forstod vores hensigter og formål med det samme og stillede sig til rådighed ikke kun for at honorere sine egne kunstneriske bidrag - som er store og varige - men også andre kunstneres bidrag, for hvem han arrangerede live optrædener på kameraet og derefter akkompagnerede med sin fornødne præcision ved klaveret.
Han gav sig selv til disse øjeblikke let og varmt. Irma Thomas, Dave Bartholemew, Lloyd Price, Art Neville var alle ude foran i showet med Toussaints opbakning, og det gik først senere op for mig, at han havde givet så meget omsorg til andres optræden, at vi i filmen havde mere af mandens musik fremført af andre end af manden selv.
Jeg fortryder det og ser det som en fejl i vores planlægning selvom hr.Toussaint typisk aldrig nævnte det.” David Simon
Allen Toussaint flyttede tilbage til New Orleans og fortsatte med at tage aktivt del i byens musikliv. Han deltog på festivaler, og desuden turnerede han med sit eget band, hvor hans søn Clarence Reginald Toussaint spillede percussion.
Allen Toussaint døde i Madrid den 10. november 2015 efter en koncert.
Serendipitet
Allen Toussaint fortæller i interviewet med Larry Applebaum, at han i de tidlige år var meget strikt med, hvordan hans sange blev indspillet. Larry Applebaum spørger, hvor længe Toussaint opretholdt denne strenge form, og A.T. svarer:
”Until I learned about Serendipity”
Jeg kendte ikke begrebet, men fandt følgende forklaring:
Ved lykketræf og årvågenhed at opdage noget man ikke har ledt efter.
Udtrykket har sin oprindelse fra et eventyr om 3 prinser fra Serendip (ældre persisk navn for Sri Lanka), som den engelske forfatter Horace Walpole tilbage i 1700-tallet brugte som udgangspunkt til at introducere begrebet.
Luck is no accident og Allen Toussaint var ikke blot ualmindeligt godt begavet, men også årvågen til det sidste.
Hans sidste plade Bright Mississippi er et fremragende eksempel.
P.S. Long Long Journey fra Bright Mississippi
P.P.S. Allen Toussaint vidste godt , at hans liv var et eventyr.
Allerede i 1968 komponerede han og indspillede Handschristianderson
P.P.P.S Music Conversation: Allen Toussaint & Larry Appelbaum 25. 2012
P.P.P.P.S: Der findes en række udgivelser med The Allen Toussaint Orchestra fra 1988 og 1989. Mange udgivet på selskabet Laser, Schweiz .
Udgivelserne kan bedst betegnes som instrumentalmusik til supermarkeder, men på alle refereres, der til Sea Saint Studiet, og Allen Toussaint og Marshall Sehorn står anført som producere. Adskillige af disse udgivelser kan findes på Streaming tjenesterne. Jeg har ikke kunnet finde nogle oplysninger om disse udgivelser.
