Egentlig skulle dette indlæg ikke handle om Solomon Burke og slet ikke om soulmusik. Oprindelig skulle indholdet være en opfølgning på mit sidste indlæg om Check Prophet og Cumbia-musikken. Det skulle være endnu et indlæg om musikalske kulturmøder i form af blanding mellem latinamerikansk musik og vestlig rock og jazz.

Hvis nogen overhovedet skulle få den tanke, at det var da ærgerligt, at det ikke kom til at handle om det, så kommer den senere. Det sidste løfte er vist blevet lidt af en kliche her på bloggen.

Men hvorfor blev det så lige Solomon Burke, der kom til at tage spaltepladsen?

Som det sker, når vi er omgivet af musik alle steder både i det private og det offentlige rum, bliver det ofte en tilfældig lytning, ikke nødvendigvis en oplevelse, som sætter gang i nogle tanker.

Lytningen til, hvad der viste sig at være et Solomon Burke-nummer, lå helt uden for noget, jeg havde indflydelse på – ud over at jeg naturligvis kunne negligere - hvad der kom ud af højttalerne. Det var sangen alligevel for interessant til at gøre.

En tilfældighed startede et genhør med Solomon Burke
Fortællingen startede på en familietur til Fuerteventura. En del af familien ville en tur ind midt på øen og blandt andet besøge dens gamle hovedby; Betancuria. En smuk mindre by; nu totalt ødelagt af masseturismen. I byen blev de to unge teenagefætre overmandet af sult – og så skulle det gå stærkt. Det akutte og umættelige behov ledte os til et amerikansk lignende spisested. Her var køen kortest.

Mens vi, nogle mere end andre, utålmodigt ventede på de bestilte burgere, sad jeg i mine egne tanker og overvejede, om det her var det rigtige sted at bestille en vegetarret. Jeg blev nærværende af den musik, der blev spillet over stedets højttalere på de åbne terrasser. Her strømmede lyden af god amerikansk roots musik ud over os. Et modigt valg modigt valg i forhold til stedets gæster. Et blik rundt afslørende, at ingen hørte efter. Måske spillede de ansatte det for deres egen skyld. Tænke over, hvem der mon ejede stedet!

Specielt et af numrene, som jeg ikke kendte mange af, fangede mig. En virkeligt swingende og tilbagelænet soul præget americana-nummer. Jeg henvendte mig til de lidt ældre i forsamling, min søn og svoger, og spurgte, om de kendte nummeret, hvad jeg i virkeligheden ikke forventede. Da hele selskabet, på nær skribenten, var fuldblods digitale, spurgte jeg: ”Hvad er det nu, hedder den app, som kan fortælle, hvad det er for meget musik, men lytter til”.  Svaret kom i kor; ”Shazam”.

Alle greb i lommen, åbnede app’en: Salomon Burke, ”None of us are free”, lød det i kor.  Av, det nummer burde jeg have genkendt. Det findes på albummet: ”Don’t give up on me”, fra 2002, som står hjemme i samling. Det sker sjældent, at jeg ikke kan genkende et nummer, som jeg har på et album. Hvad skete der lige her! Det dæmpede dog ikke min begejstring.

Under hjemrejsen hørte jeg på Spotify hele albummet, Don't give up on me, som blev Solomon Burkes mest solgte, og som skaffede ham en Grammy Award for Best Contemporary Blues. Genhøret med albummet blev en skuffelse. Der var nok en grund til, at jeg ikke kunne genkende sangen. På nær None of us are free , den har en vis” sjæl”, slæber sangene sig kedeligt og ensformigt af sted. Alle sange lyder ens. Få variationer kendetegner den enkle instrumentering af bas, trommer, orgel og en smule guitar leveret af Daniel Lanois. Lyden på udgivelsen kan sine steder i øvrigt godt minde om en Daniel Lanois-produktion. Albummet er dog produceret af Joe Henry. Han fik også gavn af successen med Burke i form af flere produceropgaver.

None of us are free er det andensidste nummer på albummet og nået dertil, mister sangen den styrke, som den har, hvis den spilles alene. Kedsomheden har indfundet sig efterhånden, som albummet  nærmer sig afslutning.

Grunden til, at jeg ikke kunne genkende, None of us are free, var måske, at jeg aldrig nåede så langt, inden den blev pillet ud af cd-afspilleren. Denne gang blev den hørt til ende - og lagt væk igen.

Genhøret med Solomon Burke sluttede dog ikke har. Jeg kendte ham fra den periode, hvor jeg lyttede meget til soulmusik i dens storhedstid. Her taler vi om sidst i 1960’erne og først i 1970’erne, når det især gælder interessen for soulmusik i Europa. Den har som genre ikke fasthold det europæiske publikum, hvor imod den USA i dag antager genren mange udtryk og blandes op med mange andre. Hvad Solomon Burke netop har gjort gennem hele sin karriere.

Burke fik betegnelserne; The Bishop of Soul og The King of Rock ‘n’ Soul. Rolling Stones indspillede i begyndelse af 1960’erne to Solomon Burke sange -  sange skrevet af ham selv: Cry to me og Everybody Needs Somebody to love.
 Disse sange, indspillet af Burke selv i sin storhedstid, 1964-1968 på selskabet Atlantic hører til blandt hans mest kendte.

Cry to me er løbende blevet indspillet af andre kunstnere. Her i en fin udgave med et af mine favorit bands: Tom Petty and The Heartbreakers:

Efter at have læst et par interviews med Solomon Burke og lyttet til hans tidligere udgivelser fandt jeg ham interessant, som både menneske og musiker.  Lysten til at viden mere om manden og hans musik blev påtrængende.

Ganske vist fik Salomon Burke en renæssance i fra 2002 og indtil sin død, i Schiphol Lufthavnen i Amsterdam i oktober 2010 i forbindelse med en planlagt Hollands-turne. Hans musikalske karriere var tydeligvis meget ujævne. Den mest interessante del ligger efter min mening før hans renæssance i 2002. Hvis det ikke lige handler om hans koncerter, mange af den er optaget i Europa, hvor der var fuld blæs på soulmusikken, og hvor han gav sig 100 hver gang over for et meget - og nyt - begejstret publikum.

Solomon var fast indslag på de store europæiske festivalscener, rock, blues, jazz, - også på Roskilde Festivalen. Her spillede han den 5. juli, 2008:

”En herre der har 21 børn og 89 børnebørn har delt ud af sin kærlighed livet igennem, og lørdag ramte lidt af den kærlighed dyrskuepladsen i Roskilde. Soulsvedende Solomon og det ni mand store orkester havde Arena i sin hule hånd, og da han gav os What a wonderful world var begejstringen total, og der var dømt fed, fed fællessang som det sker, når alt går op i en højere enhed.”
(Kristian Jacobsen, TV2, 5. juli 2008

Inden jeg kigger nærmere på Burkes historie, så lidt mere lidt mere om karriere fra 2002 og til hans død i 2010. Den tid han nok huskes bedst for.

Tilblivelsen af Don’t give up on me: De store sangskrivere gav en hjælpende hånd.
Indspilningen til, hvad der indledte Burkes tilbagevenden til toppen af musikbranchen og var mere end blot en renæssance, men hans karrieres højdepunkt, fremstår som lidt et tilfælde.

Albummet blev udsendt på det mindre selskab; Fat Possum, ledet af Andy Kaulin. Et lidt overraskende valg fra begge parters side. Fat Possum havde tidligere satset på rå bluesudgivelser som f.eks. med R.L Burnside og Junior Kimbrough. Kaulin kontaktede Burke, af hvilken grund det lige blev ham, Kaulin kontaktede, er ukendt og overraskende.

 I aftalen lovede Kaulin, at sangene til albummet ville blive skrevet særligt til Burke af verdens bedste sangskrivere. Kaulin holdt ord. Efter nogle måneder startede indspilningen af sange skrevet af bl.a.: Bob Dylan, Van Morrison, Tom Waitts, Brian Wilson, Elvis Costello. Om projektet og indspilningerne for Fat Possum udtalte Simon Burke:

”Det har simpelthen været et af de bedste øjeblikke i min karriere. At få lov til at være en del af den smukke besked til verden: Don’t give up om me baby, det er en opfordring til alle om at holde ud, selv når du er helt nede., for vi har alle sammen en diamant inde i vores sjæl, hvorfra der strømmer et positivt lys”. (……..) Det føltes som om vi kunne gå på vandet, og Fat Possum er det bedste selskab jeg nogensinde har været på- og jeg har altså leget med nogle af de helt store drenge- men de her gutter er de eneste, som nogensinde har holdt, hvad de lovede. De er ærlige”.
Henrik Queltsch, Jazz Special, 67, december 02/januar 03.

I forbindelse med Fat Possum er det interessant, at de igen har en af de gamle soulsangere blandet sine kunstenere. Al Green er kendt for sange som: Take me to the river, Let's stay together, Love and happiness, Tired of being alone. Fat Possum har fornylig udsendt en EP med Al Green.

Burke blev manden, alle måtte høres og ses sammen med.
I perioden 2002 til 2011 kom der ikke mindre end 6 albums fra Solomon Burke. Alle til anmeldernes store begejstring. Efter succesen med, Don’t give up on me, så Burke, sikkert også folkene bag ham, en interessant udfordring i afprøve forskellige genre, nu hvor indspilningen havde tjent sit formål med tilbagevende til musikbranchen.

Med udgivelserne nåede Burke et nyt og ungt publikum og fik sat ekstra skub i karrieren. Den havde dog aldrig ligget helt stille, men har svinget op og ned i forhold til den aktivitet, Burke selv lagde i den og hvilke pladeselskaber, der ville indspille ham. For Burke selv var der mere i livet end musikken.

Den store glæde, som Salomon Burke udtrykte ved at indspille på Fat Possum, skulle man tro gav anledning til at fortsætte samarbejdet, Sådan gik det ikke. Efter succesen på Fat Possum, skiftede han til næste udgivelse tre år senere - også en med et positivt budskab; Make do with what you got, til selskabet; Shout!Factory. Albummet blev produceret af Don Was og solgte også godt. Af Burkes sidste fem albums er det efter min mening det kedeligste. Burke er nu i rocken. Albummet virker meget tungt og uinspirerende og ligger langt fra moderne den moderne soul, som Was og Burke måske ville ramme med udgivelsen. Dertil er den for bastant og ikke luftig som Don’t give up on me.

Skal jeg fremhæve et nummer fra albummet, kan det ikke blive andet end Burkes udgave af The Band sangen; It makes no different:

Så blev det næste gang, året efter, countrymusikken, som Burke lod sig inspirere af. En udgivelse, som han slap bedre fra end den sidste. Flere af Burkes tidlige sange har tydelige elementer af country i sig, og for ham lå det ikke fjernt at indspille et album med titlen; Nashville:

”Jeg er dybest set bare en simpel dreng fra landet og har altid elsket country. Derfor har jeg også valgt at kalde pladen Nashville, fordi det er en slags hyldest til byen, til stemningen og alt, hvad den står for rent musikalsk. Nogen vil måske være overrasket over, at jeg synger country, men for mig er der ikke langt fra soul til country. Netop melankolien og sansen for livets realiteter er fælles gods. Country er for mig sjælens hjerteland. Mens soul er alt det, man føler, men måske ikke giver udtryk for. Alt det sjælen gemmer, og som nogle gange fosser ud af os som enten glæde eller tårer. Det er soul. Mit mål har været af kombinere de to – tage sjælen med ind i hjerteland, så at sige”
(Erik Jensen, Politiken, 24. september 2006.)

Her er en liveversion af Valley of Tears fra Nashville med Gillian Welch.

På Nashville, som er produceret af en countrymusik store musiker og producer; Buddy Miller, synger Burke sammen med flere af genrens kendte musikere, som Emmylou Harris, Dolly Parton, Patty Griffin, og Gillian Welch. Med udgivelsen af albummet tog han en af de udfordringer op, som han altid godt kunne lide at overskride: Han skulle synge duet:

”For første gang i mit live skulle jeg synge duet. Så kunne jeg lige så godt gøre det med nogle fantastiske kvinder. Det er hele countrymusikkens hof af dronninger, jeg er så utrolig helheldig at være sammen med. De har tænkt: Vi må hellere være sammen med det gamle fjols en gang for alle. Ellers bliver han bare ved”.
(Erik Jensen, Politiken, 24. september 2006.)

Endnu en liveindspilning. Her med Emmylou Harris og Buddy Miller på scenen. Sidstnævnte har produceret Nashville.

Med den voksende popularitet, ikke kun blandt publikum, men også blandt kolleger i musikbranchen blev det til en del flere duetter. Han synes han at være blevet meget respekteret af sine kolleger. Eller måske var det for at styrke sin egen popularitet. I al fald blev han en, som mange syntes, at de måtte have med på scenen til deres koncerter. Ofre kom Burke ind for at medvirke for at medvirke i et nummer eller to. Da hans mobilitet forsvandt og han udelukkende sad på sin trone. Blev denne side af karrieren meget vanskelig at opretholde.

De sidste to udgivelser af de fem som Burke senest udgav; Like a fire og Nothing’s impossbile vil jeg ikke komme nærmere ind på her. De er ikke særlig interessante. Jeg vil blot, uden nærmere kommentarer, nævne, at jeg nok finder, at sidstnævnte er en de bedre udgivelser i dette millennium. På Allmusic skrives følgende: …this is old school R&B that’s smart, passionate and powerful and proves the king of Rock and soul still rules his Kingdom…”

Den udsete redningsmand kom altid for sent: De mange skift mellem pladeselskaber
Burke første plade blev udgivet i 1955 på selskabet Apollo. Det var singlen: You can run, but you can't hide, som var en hyldes til sværvægtsbokseren, Joe Louise

Han havde på det tidspunkt optrådt med gospelsange, da han i en alder af 12 år turnerede som The Wonder Boy Preacher rundt på den amerikanske Østkyst.

Som 7-årig startede han på at prædike i den kirke; Solomon’s Temple: The Church Of God For All People, som hans meget religiøse mormor, til hans ære, havde grundlagt. Solomon skulle overtage kirken, når mormoren døde. 14 år gammel skrev, hans sin første sang; Christmas Presents From Heaven, tænkt som en julegave til mormoren. Nogle dage senere fik han en guitar af mormoren i julegave og sang den sang, han have skrevet til hende. Dagen efter døde mormoren!

Senere udgav Burke sangen til sin mormor:

Efter et par år, i 1959, forhold Burke Apollo. Grunden var, at han følte sig snydt af både manager og pladeselskab. I skuffelse valgte han at forlade pladebranchen og levede i nogle år i Philadelphia som bums. Efter en periode skiftede han branche og startede en bedemandsforretning. En manager fik, ved at lokke Burke med en stor bil, ham til at starte musikken igen, og han indspillede et par singler for selskaber Singular Records.

I 1960 oplevede Burke, det der siden hen blev kaldt hans gyldne periode. Han underskrev i 1960 kontrakt med det helt store selskaber inden for R&B; Atlantic Records. Samarbejdet varede indtil 1968. I alt udgav han i perioden hos Atlantic; 32 singler, fire ny indspilninger og en Best Of..” Hans mest kendte hits stammer fra tiden hos Atlantic. Solonom var dog ikke blandt soulens største navne. Han blev betragtet som et niveau lige under kunstnere som f.eks. Otis Redding, Wilson Pickett, Sam & Dave og Aretha Franklin.

Det sidste store hits for Burke på Atlantic blev: Tonight's The Night:

Et stort hit efter tiden hos Atlantic blev en genindspilning af Creedence Clear Water Revival's; Proud Mary. Den blev udgivet på det lille selskab; Bell. Et selskab som på den tid havde flere store navne som; Al Green, Lee Dorsey, The O’Jays. Burke kom til Bell i 1968. Kun 18 måneder blev det til på Bell – og samletset til udgivelser af 5 singler. Alt indspillet materiale fra Bell findes på udgivelsen: Proud Mary: The Bell session. Ikke alle blev udgivet. Flere af indspilningerne på Bell er foretaget i det velansete Muscle Shoals Studio, hvor Aretha Franklin startede sin soul-karriere.

Efter Bell gik turen til MGM Records, som ikke var udbredt soul orienteret, men linjen gik mere i retning af country. Derfor blev det ikke Burkes opgave at udfylde hullerne efter soulmusikken, som havde det svært kommercielt i første del af 1970’erne. I 1973 valgte Burke at forlade MGM – hed det sig officielt. Det er nok mere korrekt, at han blev droppet.

En lidt mere funket Burke på MGM:

Igen udgivelser på et nyt selskab. På Chess blev det til to albumudgivelser: Music To Make Love By, en meget sigende titel i 1975 og året efter udkom: Back to My Roots. Der er tale om to ret så intetsigende udgivelser. Music to Make Love By indeholder, som titlen lægger op til, en række temmelig smålumre sangen egnet til dæmmet sovekammerbelysning. Med en kælen sexet stemme a lá Berry White satte Burke stemningen for natten

Back To My Roots lyder interessant, men lover ikke, som Music to Make love By, hvad den lægger op til. På udgivelsen forsøger Burke sig med en disco-udgave af et Cole Porter nummer!

Det lykkedes ikke, hvad der måske heller ikke er noget at indvende imod, at holde Chess kørende. Solomon kunne ikke redde selskabet med udgivelser, der ikke tilførte noget nyt med sig, og hvis forsøg på at ramme tidsånden mislykkes.

Efter succesen udeblev Chess, startede Solomon Burke som bedemand. Da han nogle år senere vendte tilbage til musikbranchen havde han sideløbende med indspilninger og turneer sidebeskæftigelser. Sikkert de dårlige erfaringer fra musikbranchen i baghovedet; Intet er taget for give og altid går det op ned. En af hans mange job var at drive et cateringfirma i bagenden af turnebussen, hvor han smurte sandwich til andre turnerende kunstnere. Prisen på disse steg, jo længere ude på landet, de kom. Andre jobs havde ofte større prioritet end musikken. Det fortælles, at Burke en dag pludselig forlod en indspilningssession og ikke havde tid til at høre det endelige resultat: Han kunne tjene lidt ekstra ved at skovle sne.

Listen af pladeselskaber som Burke benyttede sig fra sin første til sidste indspilning var lang. Her skal udover de, der allerede er nævnt omtales: ABC, Infinity, Savoy og Rounder. Han er blev hyret på det forkerte tidspunkt - lidt for sent - og har underskrevet i situationer, hvor selskaberne har manglet en topartist, som kunne rede dem fra at gå fallit. Dette er hans periode hos det legendariske bluesselskab Chess et godt eksempel på. Han kom til Chess på et meget dårligt tidspunkt i 1975. Flere af de ledende personer, det være sig sangskrivere, producere og grundlæggere, havde på det tidspunkt forladt Chess.

Her en udgivelse fra ABC, et af Burkes mange pladeselskaber, som han var tilknyttet fra 1974-75. Her fik han et med med: Looking for a sign:

Et dybt religiøst menneske, men aldrig ortodoks, fordømmende eller moralsk.
Burke var et dybt religiøst – men et også et socialt og kærligt menneske. Han var, præst, leder af en uafhængig kirke i Philadelphia og senere flere i Californien; Solomon’s Temple, var prædikant og samtidig healer. Umiddelbart virkede hans tro meget fundamentalt, når han talte om Guds vilje, men han havde samtidigt synspunkter, som gjorde det svært at sætte han i denne bås. Det var mere nuanceret end som så. Mange synspunkter er det svært at forbinde med amerikanske kirkelige retninger, men det skyldes måske mere mine fordomme end et reelt kendskab til Solomon’s Temple.

I interviewet med Erik Jensen viser Burke overraskende og uortodokse sider af den tro, der var så omsluttende en del af hans liv. Om vielsesritualet siger han:

”Hver gang jeg skal vie et par i min kirke, glæder jeg mig helt vildt til den sætning med: ”Til Døden jer skiller”. Jeg kan ikke lade være med at tilføje: Til døden eller livet skiller jer. (….) Livet er vidunderligt, vi skal bare lære at leve det. Og forstå, at der også hører sorg og bekymringer med, som bare ikke altid kan løses inden for ægteskabet. SÅ må man opløse det, men derfor skal man ikke føle sig som en menneskelig fiasko”.
((Kilde: Politiken 24. september 2006))

Overraskende, så var Solomon Burke vild med ”gansterrap”, som han lyttede en del til. Han fandt udtryksformen vigtig for de unge frem for, at de gjorde det igennem vold eller med brug af våben. Burke opfordrede til ikke at fordømme de unges udtryksform, fordi vi ikke bryder os om sproget. Om det sagde han:

”Jamen, det dækker over tunge problemer. Mange af disse her unge kender ikke engang deres forældre. De er vokset op hos deres bedsteforælder ligesom mig selv. Selvfølgelig er der vrede og kraftudtryk i deres musik, mene det er snævert synet at stille op og fordømme det i stedet for at lytte til alt det, der rører sig bagved. (….). Så hør dog efter”.

Fra scenen strømmede kærlighed og soul ud over publikum.
Fra Solomon Burkes opfattende koncertturneer gennem hele sin lange karriere er der udsendt flere glimrende livealbums. Så er vi tilbage ved kærnen af Burkes musik: Soul og kontakten med publikum. Forhold der ikke var tilstede i de mange studier, han passerede gennem.

Et glimrende og rost livealbum fra før hans millennium-karriere er: Live at House of Blues fra 1994, indspillet i Orleans med et til lejligheden sammensat orkester.

Publikum elskede, når Burke gav den fuld gas med soulnumre, og Burke elskede sit publikum. Det kan især tydeligt høres på de sidste af hans livealbums; Soul var og blev hans varemærke. Her swinger det, og her lyder han bedst. Liveudgivelserne blev, hvad der er forståeligt, kombineret med sange fra hans sidste fem udgivelser. Disse står dog ikke så stærkt, men bedre end de gør på studieudgivelserne.

Måske introducerede Solomon Burke soul til et nyt yngre publikum. Det, som var kommet på grund af kendskabet til hans seneste udgivelser. Burke gav sig 100 procent, når han sang siddende på sin kongetrone blev introduceret og modtaget som en konge. En ekstrem overvægt og en gigtplaget krop, gjorde det umuligt for ham til sidst at stå på scenen. Alle hans sange blev de seneste år fremført siddende.

Når jeg ser hans koncerter er hans udstråling og opmærksomheds på publikum helt ekseptionelt. Han taler konstant respektfuldt til publikum og overøser dem med sin kærlighed. Burke kombinerede sin musik med sin religiøse overbevisning og spredte også fra scenen sin tro og kærlighed over publikum.

Bedre end denne liveoptagelse fra Montreux bliver det næppe!
Lyt til hele udgivelsen!

Måske er det sidste album alligevel det bedste.
Et album blandt Burkes udgivelser i dette millennium har jeg ikke nærmere omtalt. Det er albummet udgivet indspillet i 2009 og udgivet i 2011, året efter hans død: Hold on tight, Albummet er indspillet i Holland med et af landets mest populære rockbands; De Dijk, og det er bandets sange, der indspilles. Sangene stammer alle fra dets bagkatalog. Bandet sange er på hollandsk, men blev oversat til engelsk. De Dijks sange er soul-og funkpræget og passer godt til Burkes stemme

Det særlige med udgivelsen er, at der for første gang er tale om et samarbejde mellem et band og Solomon Burke. Tidligere arbejde han med studiemusikere og/eller håndplukke musikere.

Mens jeg har skrevet dette indlæg, har jeg flere gange vendt tilbage til lytning af Hold on tight. Efterhånden som det har "sat sig", er jeg nået frem til, at det er faktisk dette album, jeg synes, er det bedste af Burkes millennium-udgivelser.

Lad Allmusic komme med indlæggets sidste bemærkning.

"....it's a stronger and more satisfying piece of work than most of his other post-millennial albums, and it's the closest thing he managed to a truly effective rock & roll collaboration; it's an impressive finale to a genuinely remarkable career"