At være single er ikke nogen skam, i alt fald ikke i min samling!

Tre minutter og 20 sekunder, som livslang passion.
Jeg er samler af vinyl – albums, picture disc, 12” maxier, postkort, men den største plads er dedikeret singler, altså 7” – kaldet 7´ere, små plader eller som jeg nok ville referere til dem på the American way: 45´s. Gennem årene er jeg ofte mødt med en umiddelbar undren, hvorfor jeg egentligt samler på 45´ere: ”Der er alt for lidt musik på”.  ”Den skal vendes efter 3 minutter”. ”Er nummeret ikke bare det samme som på LP´en?”.

Langt hen ad vejen har min musikinteresse været nært knyttet til at lytte til hitlisterne på DR i 70´erne. I 1977 opdagede jeg den nok så berømte Radio Luxembourg 208, der faktisk bare lå i London til trods for det lidt fancy navnevalg. Det blev øreåbneren for min tilgang til musikken. Først langt senere kom der albums til i mit liv. I min verden var der bare mere behov for mangfoldighed rent musikalsk, end at bruge alle de sparsomme midler på et enkelt album. For prisen af en LP kunne der i stedet købes 5 singler!

Kort og kontant, så blev de 3 minutter og 20 sekunder i alt fald min indfaldsvinkel til en livslang passion. Siden hen er der da kommet et par tusinder albums på hylderne, men skulle jeg vælge, hvilken del der kom med på den øde ø, så stod valget helt klart på 45´s. Rent samlermæssigt så står 45´erne nok ikke så højt i samlerkredse herhjemme, men i det store udland er det ikke unormalt med skyhøje priser for de helt specielle singler, ex. Northern Soul eller punk udgivelser, der sælges til + 10.000…. Pound. Ofte må de tårnhøje priser tilskrives utroligt små oplag, som visse singler blev produceret i. Det er endda de færreste albums, der når op i det leje, medmindre de måske lige bærer autografer fra Beatles på.

Hvorfor samle på singler?
Men hvorfor skal man da samle på singler? Åbenlyst fordi det er den ultimative gave til lytteren med det bedste valg af sange fra et givent album, men sådan har det faktisk ikke altid været. Eksempelvis var Beatles single udgivelser kun beregnet for hitlisterne, og ikke til albums. Der er enkelte undtagelser sidst i deres produktion, men som udgangspunkt skulle man købe singlerne i samlingen for at få en komplet samling Beatles. Netop for Beatles vedkommende så udkom en del af singlerne på opsamlingsalbums i deres samtid som ex. A collection of oldies but goldies ´66 og Hey Jude ´70.  Også som Stones-samler måtte man samle singlerne for at høre alt her. Stones opsamlinger med single-tracks lod vente på sig i mange år. Dette er bare to oplagte cases for at illustrere vigtigheden for at skulle samle single-udgivelser. Langt de fleste singler fra 70´erne og frem var dog salgsfremmere for kommende albums.

Samlermæssigt er der også et rent visuelt grundlag for at samle. Netop danske singler er her interessante samlermæssigt. Internationalt pga. en regel fra 60´erne, der påbød, at singler skulle have billedomslag. Modsat i UK og til dels USA, hvor billedomslag først bliver regelmæssigt langt op i ´70´erne. Der gemmer sig mange perler her i cover-designs, og det spændende, som samler, er, at stort set alle pladeproducerende lande havde deres egne cover design til singler modsat album -udgivelser, der oftest var ens. Enkelte kunstnere fik unikke coverdesigns af ex. Hipgnosis, Peter Gabriel ”Games without frontiers”, Charisma, er netop variant på det smeltede ansigt fra Peter Gabriel Melt/3 fra 1980.

Engelske Stiff Records var blandt pionererne inden for indie udgivelser fra 1976 og frem. De gjorde netop en dyd ud af singler, der stort set altid udkom med billedomslag, og med nye spændende kunstnere. I mange tilfælde var singlen det eneste kunstnerne satsede på i denne nye spændende Punk/New Wave tid. Motorhead´s første udgivelse Leaving here//White line fever, Stiff BUY 9 ´76, er først i nyere tid udsendt på en opsamling. Den kunne kun rekvireres via postordresalg. Og den fantastiske Watching the detectives, Stiff BUY 20 fra ´77, med the real Elvis, altså Costello var slet ikke tænkt ind som album track. Stiff Records største sællert Ian Dury & The Blockheads Hit me with your rhythm stick, Stiff BUY 38 No. 1 i UK fra ´79 og solgt i mere end 1 million ex., udkom heller ikke oprindeligt på album.

Særlige tiltag for inkarnede fans.
Singlens B-side blev også ofte brugt som salgsfremmer til kompletisterne i samlermiljøet med en indspilning, der kun var at finde her, enten i form af unikke numre, alternativer, mix eller live versioner. Ex. så var glamkongerne The Sweet i den tidlige periode henvist til B-siderne med deres egne skrevne numre. De havde et helt andet tungt udtryk, og adskilte sig kraftigt fra Chinny Chap hitsene på A-siden. Sex Pistols, Paul McCartney og Prince var andre, der havde en vis overflod af sange, der kun udkom på B-sider.

Siden fulgte 12” maxierne med mere plads til mix i utallige variationer. Inkarnerede fans måtte jo eje alle varianter af mix, picture disc etc. I England indførtes af samme grund restriktioner på antal udgivelser af samme katalognummer i slut 80´erne, da hitlisteplaceringen ofte blev påvirket med salg af op til 10 x salg af samme single til hardcore fans, og kom derved højere op på hitlisten end egentligt berettiget.

Bowie som særlig fokuspunkt.
En af mine store vinyl-fokuspunkter er David Bowie. Også han havde mange interessante single udspil, der først langt senere blev tilgængelige for masserne på diverse opsamlinger. Han udsendte også enkelte ting, der var unikke på single. The Prettiest star, Mercury fra ´70, den har også the boppin´ elf Marc Bolan på guitarros. RCA-versionen indspillet til Aladdin Sane albummet senere var med Mick Ronson på tråd. Juleknashittet Bowie + Bing Crosby Peace on earth/Little drummer boy, RCA ´82, er heller ikke på nogen albums. Bowie udsendte Alabama song// Space oddity, RCA ´80, med B-siden i en alternativ ny-indspilning som optakt til hans kommende storhit Ashes to ashes, RCA ´80. Mest interessant er singlen Crystal Japan, RCA ´80, der oprindeligt udkom til det japanske marked, hvor den indgik i en unik TV-reklame.

Single-fortællinger.

Omslags-referencer.
Gode singleomslag kan til tider referere til albummet i en fotovariant taget ved samme lejlighed men med kunstneren stående i en anden position som de her viste eksempler med Patti Smith Group Because the night, der er en fotovariant til albumomslaget til Easter fra 1978. Peter Gabriel Games without frontiers fra hans 3. album, der ofte kaldes Melt eller bare 3 fra 1980. Rainbow I surrender til albummet Difficult to cure fra 1981, der endda er designet af 70´ernes førende selskab af plade covers design Hipgnosis. Sidst men ikke mindst Sparks Beat the clock sensuelle model fra albummet No. 1 in heaven fra 1979.

Alternative indspilninger.
De færreste tænker måske på, at single version kan være en alternativ indspilning end på albummet, men det er faktisk ret almindeligt. The Beatles Let it be på single er en tidligere version af det kendte nummer med George Martin som producer fremfor albumversionen, der har Phil Spector samt et hav af strygere. Også B-siden You know my name (Look up the number) er interessant, da den i mange år kun var tilgængelig på denne singleudgivelse. I dag er den at finde på opsamlingen Past Masters. På Sex Pistols Silly thing single versionen er det guitaristen Steve Jones på vokalen, mens album version har trommeslageren Paul Cook i stedet.

Unikke danske omslag
Danske singler har en stor stjerne ved udenlandske samlere på grund af de unikke omslag. Da dansk trykte singler fra 60´erne og frem altid havde billedomslag, modsat eksempelvis England og USA, var de derfor i høj kurs. Om The Beatles er der udsendt flere bøger kun om single udgivelser fra hele verden. Single omslag fra Danmark er meget genkendelige på en lidt sart papirkvalitet og gerne i afmålte toner. Rigtige samlere kan endda bare på farvetonerne se forskel på svenske, norske eller danske singleomslag.

Omslagene forskellige fra land til land.
Samlermanien kan gribe om sig, især hvad angår singler. De fleste europæiske lande havde deres egne pladetrykkerier, og derfor blev der også lavet eksklusive omslag til de respektive lande. Her er et eksempel med The Sweet store hit fra 1975 Fox on the run i forskellige varianter fra Tyskland og Belgien.

Eksklusive numre kun for singler
Mange singler var aldrig tiltænkt at skulle indgå i album regi. Specielt i 60´erne var praksis at singler var et selvstændigt medie uden relation til et album. Først i slutningen af det årti blev singlen indtænkt som en salgsfremmer af det tilhørende album. Pink Floyd When the tigers broke free var et produkt til filmen The Wall fra 1982, men var oprindeligt sorteret fra til albummet fra 1979 af samme navn.  Med punkens ankomst i slutningen af 70´erne blev det igen aktuelt at lave eksklusive numre kun forbeholdt 7”. Ofte kunne nye kunstnere kun få en kontrakt gældende for en single. Det var tilfældet for Motörhead, der kun fik udsendt singlen White line fever på Stiff Records i 1977. Først ved deres næste arbejdsgiver blev det muligt med et helt album. Få af punkgrupperne fik så stor gennemslagskraft i England som The Jam. Især deres singleudgivelser i de fem år de eksisterede nåede topplaceringer på de engelske hitlister. Der er virkeligt mange perler at finde på den snor. Først efter deres opløsning udkom A- og B-sider på opsamlingen Snap! I 1982. Uvist af hvilke grunde valgte Ian Dury kun at udsende Hit me with your rhythm stick i 1979. Givetvis havde de fleste der Ian Dury & The Blockheads næste album Do it yourself, vel regnet med at millionsælgeren var at finde der, men nej.