Den 22. juli kom meddelelsen om at John Mayall var død. Der blev bragt nekrologer i såvel The New York Times som The Guardian, og alle steder blev John Mayall beskrevet som The Godfather of British Blues.

I perioden fra 1965 – 1970 var John Mayall meget kendt. Hans plader blev spillet og han turnerede flittigt i Danmark. De tidlige plader med John Mayall kender jeg rimelig godt.

Hans musik ramte mig aldrig helt.

Jeg var mere optaget af den amerikanske blues, og hans lyse stemme var ikke min favorit. Jeg kunne godt lide hans mundharpespil, som var tydeligt inspireret af Sonny Boy Williamson og Sonny Terry. Han spillede altid med en akustisk lyd på harpen, brugte aldrig forvrængning, som f.eks Paul Butterfield gjorde.

Jeg købte Bare Wires i London i 1968 og har lyttet meget til den, men den førte mig til Colosseum og lignende jazzfusions grupper.  John Mayall fulgte aldrig den vej.

Sidenhen glemte jeg ham faktisk. Ind imellem dukkede hans navn op, og jeg vidste godt, at han fortsatte med at spille sin musik, men mine interesser gik i andre retninger.

Han rejste ’over there’ for mange år siden, og vi talte om ham nu og da, men vi havde faktisk glemt ham, da meddelelsen om hans død kom

Så da jeg så nekrologerne tænkte jeg tilbage på plader som Bare Wires og Turning Point og fandt A Hard Road frem og spillede musikken. Den gamle onkel i Amerika var død.

Ind i musikken
John Mayall blev født den 29. november 1933 og voksede op i en landsby ikke så langt fra Manchester, England. Det var her, at han som teenager blev tiltrukket af jazz og blues gennem sin fars pladesamling.

I starten handlede det om guitarister som Big Bill Broonzy, Brownie McGhee, Josh White og Leadbelly. Men da han hørte lyden af ​​boogie woogie-klavergiganterne Albert Ammons, Pete Johnson og Meade Lux Lewis, var hans ønske om at spille i den stil alt, han kunne komme i tanke om.

Da han var 14 år, blev han elev på Manchester's Junior School of Art, og her fik han adgang til et klaver for første gang, og begyndte at lære det grundlæggende

Han fandt også tid til at fortsætte med at lære guitar og et par år senere mundharmonika, inspireret af Sonny Terry, Sonny Boy Williamson og Little Walter.

Efter to år på kunstskolen kom han til kunstafdelingen i et større stormagasin, mens han begyndte at opbygge sin egen pladesamling, der skulle være hans inspirationskilde.

Som attenårig blev han indkaldt til militærtjeneste og tilbragte tre år i Royal Engineers som kontorassistent i det sydlige England og i Korea, hvor han spillede, når han fik mulighed for det. I Korea  købte sin første elektriske guitar.

Så da John Mayall var omkring de 30 år,uuu var han gift med Pamela, de havde 3 børn og et adoptivbarn. Han havde fast arbejde og spillede semiprofessionelt. Hans pladesamling voksede støt og han havde et indgående kendskab til den amerikanske bluesmusik.

Det var faktisk Alexis Korner, der foreslog John Mayall at blive fuldtidsmusiker. Alexis Korner f. 1928 kendte John og Pamela. Alexis Korner, som var startet som jazzguitarist tilbage i 1952 hos Chris Barber og senere Ken Colyer, havde siden 1957 spillet blues sammen med Cyril Davies og dannede i 1962 gruppen Blues Incorporated som bl.a. inkluderede Jack Bruce på bas og Charlie Watts på trommer.

Alexis kunne se, at bluesmusikken udviklede sig hurtigt i England, og da John Mayall var velbevandret, foreslog Alexis ham at prøve lykken i London, hvor denne hurtigt kunne skaffe John Mayall kontakter.

Historien er godt fortalt i den i øvrigt udmærkede timelange dokumentar om John Mayall på youtube:

Crawling up The Hill
Så det var en etableret familiefar, der som 30 årig tog springet – og det forklarer i høj grad den forretningsmæssige tilgang, som John Mayall havde lige fra starten af sin karriere: Han havde en familie at forsørge:

"I’ll quit my job without a shadow of doubt / To sing the blues that I know about"

Teksten på den første single med John Mayall ”Crawling up the Hill” er delvist selvbiografisk.

Det er interessant i øvrigt, at John Mayall fra starten skrev sine egne sange. Det vil sige teksterne var nye – musikken er genkendelig – men, med ny tekst kan man kalde sangen sin egen, og det gjorde John Mayall.
På det tidspunkt spillede de andre R&B bands i England coverversioner af amerikanske sange.

Mike Vernon, en ung mand der arbejdede hos pladeselskabet Decca, talte godt for John Mayall og opfordrede selskabet til at signe John Mayall, og de udsendte hans første plade i marts 1965.

John Mayall plays Mayall. December 1964.
Indspillet live i klubben Klooks Kleek, som var nabo til Deccas studier.  På bagsiden af coveret står John Mayall and The Bluesbreakers.

Omslagsnoterne er skrevet af Alexis Korner. Han starter med at nævne fire andre musikere indenfor denne nye genre Rhythm & Blues, som er ved at blive populær i England. De fire er Cyril Davies, Long John Baldry, Graham Bond og Steve Winwood.

Han nævner ikke direkte The Rolling Stones, som var på samme selskab og allerede havde udsendt deres første LP i april 1964 med stor succes. Den gik direkte ind som nummer 1 på hitlisten.

Alexis Korner nævner dem dog indirekte i sin slutkommentar:

”......and just like his stablemates, John Mayall could well ‘take off’ at any moment. I hope he does.

John Mayall takes off.
I juli 1966 kom albummet Blues Breakers og i februar 1967 A Hard Road, og så var det ønske, som Alexis Korner havde fremsat på noterne 2 år forinden, i allerhøjeste grad indfriet. Det er netop disse to albums, eller vel og mærke de to guitarister, som optræder her, Eric Clapton på det første og Peter Green på det andet, der kom til at følge John Mayall i resten af hans lange karriere.

Bassist på begge plader er John Mc.Vie, som også spillede på den første LP Trommeslager på den første af de to plader er Hughie Flint, som også spillede på den første mayall plade, men som er udskiftet med Aynsley Dunbar på A hard Road.

John Mayall skriver selv liner notes på A Hard Road, hvor han indleder med at introducere de to nye medlemmer i gruppen Peter Green og Aynsley Dunbar.

Blues Breakers-pladen havde katapultet Eric Clapton som guitarist. ”Clapton is God” stod skrevet på mange mure i England, og John Mayall krediterer Clapton, men fortæller også hvordan Peter Green i løbet af et år trådte ud af Claptons skygge og etablerede sin egen stil og lyd. Begge guitarister rangerer han på højde med Buddy Guy, Otis Rush og Jimi Hendrix.

Aynsley Dunbar præsenteres kort som et stort musikalsk talent og sammen med John Mc.Vie, "......der har været igennem gode såvel som dårlige tider med os", skriver John Mayall, udgør han en stærk rytmesektion.

Blues Breakers albummet nåede en 8. plads på den engelske hitliste, og medførte selvfølgelig masser af jobs til bandet. De unge musikere havde svært ved at håndtere succesen, men John Mayall var virkelig god til at spotte de nye talenter og han tøvede ikke med at skifte ud i gruppen.

Hughie Flint fortæller i dokumentaren, at han blot telefonisk fik at vide, at den kommende uge var hans sidste, og da den var ovre, fik han udbetalt færre penge end sædvanligt, for der havde ikke været helt så mange jobs.

John Mc.Vie havde svært ved at håndtere alkohol og oplevede at blive sat af midt på vejen. Bilen stoppet – ud - du er fyret – begge musikere fortæller historierne uden nag.

Det var John Mayall, der var chefen, og han tog sig af forretningen.

Lige fra den første plade havde han også taget sig af Cover Art, og som nævnt skrev han nu også bagsidenoterne. Han skrev stadig sange til bandet, men på de to seneste kom der også andre komponister med.

Otis Rush/Dixon  All your Love åbner Clapton-pladen, som også byder på Freddie Kings Hideaway. Ray Charles What´d I say; Mose Allisons Parchman farm og Robert Johnsons ”Ramblin´on my mind”, som Eric Clapton synger.

John Mayall havde stadig sine egne sange med, men kun i begrænset omfang.

På A Hard Road pladen har Peter Green to af sine egne kompositioner med og synger Willie Cobbs ”You don´t love me” og sin egen ”The same Way”

I noterne til A Hard Road nævner John Mayall også brugen af blæsere på adskillige numre og siger, at han finder, at de tilføjer noget til de enkelte numre, men at han ikke har tænkt sig at inkludere blæsere i livebandet. Det er udelukkende til indspilningsbrug.

John Mayalls dagbogsplader. Juli 1967 – november 1968

Crusade Juli 1967
Ny guitarist og ny trommeslager, 18 årige Mick Taylor og 23 årige Keef Hartley, Chris Mercer, tenorsax og Rip Kant, baritonesax. Peter Green forlod John Mayall, og ind trådte et nyt ungt talent nemlig Mick Taylor som havde fulgt The Bluesbreakers siden Clapton.
Trommeslageren Keef Hartley erstattede Aynsley Dunbar, som fyldte lidt for meget efter både Peter Green og John Mayalls smag, og selv om John Mayall tidligere havde skrevet, at blæserne kun var med på pladeindspilninger, så var bandet nu udvidet med 2 saxofonister.

I noterne skriver Mayall denne gang, at pladen dels skal ses som en hyldest til bluesmusikken og desuden som en opfordring til bluesfans om at gøre ’systemet’ opmærksom på, at bluesfans ikke er en lille minoritet i tidens musik.

På pladen hylder Mayall sine helte ved at indspille en af deres kompositioner, og indspiller sin egen ”The Death of J.B. Lenoir,” hvis alt for tidlige død ikke fik megen opmærksomhed i pressen.

Anden halvdel af noterne er skrevet af ’The First Angry Voice’.
Et indlæg med titlen The Message, hvor de tusinder, der har købt John Mayalls tidligere plader, opfordres til at give deres mening til kende og sende breve til de rigtige folk, så bluesmusikken kan opnå den anerkendelse, den har fortjent:

"Prove your dedication to the blues, join the crusade and act now".

Omslag og noter virker patetiske, når man sammenholder dem med det faktum, at bluesmusikken aldrig før havde haft så stor opmærksomhed, men samtidig var populærmusikken selvfølgelig i rivende udvikling, og nye grupper skød op som paddehatte.

Lugten af penge bredte sig i musik- og pladebranchen

The Blues Alone Nov 1967
Pladen er indspillet før Crusade, nemlig den 1. maj 1967. John Mayall gik i studiet og indspillede 12 numre, hvoraf flere relaterer til Marsha Hunt, som John Mayall havde et forhold til i nogle måneder.

Helt alene er han ikke Keef Hartley, som også spiller trommer på Crusade medvirker på The Blues alone. John Mayall syntes ikke, at han selv spillede trommer godt nok, så Keef Hartley blev inviteret. John peel skrev noterne, denne gang. John Mayall må have haft brug for rosende ord og ville ikke skamrose sig selv, så det gør John Peel.

The Diary of a Band, Vol. 1 & 2.
Februar 1968 udsendes to dagbøger på plade
John Mayall havde altid ført dagbog privat, siden han var dreng, og nu overfører han denne praksis til pladeform.

Han indkøbte en transportabel båndoptager, som han fra oktober 1967 medbragte til alle bandets gigs og optog musikken. Med en anden båndoptager optog han samtaler og interviews, i alt 60 timers optagelser, som han tog et udvalg fra, og overlod Gus Dudgeon og Mike Vernon om at gøre dem egnede til udsendelse på plade.

Bagsidenoterne var håndskrevne med kommentarer til de enkelte takes og et brev til Gus and Mike, hvor J.M. forklarer intentionen med projektet og opsummerer, hvem der medvirker.

På det første take er det Paul Williams, der spiller bas, men på resten af numrene er det Mick Taylor, guitar ; Keith Tillman, bas ; Keef Hartley, trommer ; Chris Mercer, tenor- og baritonesax ; Dick Heckstall- Smith, tenor- og sopransax.

I de indlagte snakke får man bl.a. at vide, hvor Peter Green er forsvundet hen, og Mick Taylor bliver behørigt præsenteret.

Dick Heckstall- Smith tilfører gruppen en større og jazzet lyd med sit Roland Kirk inspirerede spil, samtidig vidner indholdet også om, at de lange soli havde holdt deres indtog, og de gjorde det også svært at få plads til hele numre på en plade, mange numre er derfor kun i uddrag.

The Diary of a Band vol. 1 and 2. Står i dag som de mest uhøjtidelige plader J.M. nogensinde har udsendt, og samtidig fortæller de om en tid, hvor det lod sig gøre, at få den slags udsendt på plade.

Tre år tidligere var det svært for John Mayall at få en pladekontrakt, og nu kunne han stort set udsende, hvad der faldt ham ind, men man skal ikke glemme, at der har stået Mike Vernon og Gus Dudgeon, som producer og engineer på alle udsendelserne.

Bare Wires Juni 1968.
Indspilningerne til dette album fandt sted på 4 dage i april samme år, så der var ikke langt fra tanke til resultat. John Mayall dedikerer pladen til sin hustru Pamela, og deres 4 børn Gary, Jason, Tracey og Ben.

Ægteskabet med Pamela knagede i fugerne. John Mayalls nye livsstil og hans smag for kvinder gjorde, at han og Pamela endte med officielt at blive skilt i 1972:

These are the bare wires of my life
Since it was cut down the middle by love
Tides have been turning – I have been learning
All my bare wires are alive
All my bare wires are alive

Mick Taylor, Chris mercer og Dick Heckstall-Smith er stadig med. Nye medlemmer er Jon Hiseman på trommer. Han var blevet anbefalet af Dick Heckstall og Jon anbefalede Tony Reeves på bas til John Mayall. Desuden medvirker Henry Lowther på cornet/violin.

Musikalsk er pladen mere kompleks end nogle af de tidligere.

Side 1 er ’en suite af John Mayall’ og side 2 hedder ’Another side’

Alt er skrevet af Mayall på nær ”Hartley Quits” et instrumentalnummer af Mick Taylor og sangen ”No reply” skrevet af Taylor/Mayall. Lydbilledet er stærkt præget af Dick Heckstall- Smith og de øvrige blæsere. Pladen minder meget om den gruppe som Jon Hiseman dannede senere samme år sammen med Dick Heckstall og Tony Reeves, nemlig Colosseum.

Blues From Laurel Canyon. November 1968
I juli tog John Mayall på 3 ugers ferie i Californien, hvor han dels boede hos Frank Zappa og derefter hos Canned Heat , den amerikanske bluesgruppe, begge parter havde John Mayall mødt på en tidligere tour i USA.

Da han kom hjem gik han i studiet 3 dage sidst i august sammen med Mick Taylor, Stephen Thompson og Colin Allen og indspillede sit feriealbum.

Sideløbende med, at han indspillede alle disse plader, var han også på vejen med bandet og spillede rundt regnet 375 jobs i denne periode, vel at mærke one nighters og med skiftende besætninger.
Han fandt også tid til at skrive teksterne til de sange, som han præsenterede på pladerne, og teksterne var hele tiden nye.

John Mayall indspiller ikke et eneste af sine egne numre mere end en enkelt gang.

John Mayall designede selv alle sine pladeomslag.
John Mayall var selvlært musiker, men han var uddannet som grafisk designer, og lige fra den første plade har han stået for omslags design. Faktisk viser omslaget på A Hard Road et maleri af bandet udført af John Mayall.

Desuden designede og syede han alt sit tøj selv og byggede også sine egne møbler. En overvældende kreativ energi.

I forbindelse med John Mayalls død var der som sagt mange nekrologer, men ingen nævnte John Mayalls evner som billedmager, hvilket efter min mening er en skam.

Så vi slutter denne artikel af med en billedserie af hans omslag fra denne første periode.

Det er værd at bemærke, at kun på Blues Breakers, John Mayall with Eric Clapton og den efterfølgende A Hard Road figurerer bandet på omslagets forside.

Omslaget nederst til højre er omslaget til pladen John Mayall, A Special Life fra 2014. Altså kun 10 år gammelt, men jeg synes at både titel og stil passer fint ind med de to plader fra 1968.

Blues from Laurel Canyon blev den sidste plade med John Mayall på Decca.

Mike Vernon stiftede sit eget selskab Blue Horizon, hvor Peter Greens Fleetwood Mac debuterede i 1968.

John Mayall flyttede til Laurel Canyon, hvor han boede resten af sit lange liv.

Han skiftede i første omgang pladeselskab til Polydor og udgav i 1969 pladen The Turning Point indspillet live i Fillmore East N.Y. med Steve Thompson, bas , Johnny Almond, tenor- altsax og fløjte og Jon Mark, akustisk guitar.

Den første plade på amerikansk grund, dog med engelske musikere.

John Mayall The First Generation 1964 – 1975

I forbindelse med, at jeg begyndte at skrive denne lille artikel, opdagede jeg, at der i 2021 var udsendt en box med alle John Mayalls tidlige plader frem til 1974, remastered og udsendt på Cd.

Jeg fik fat i boxen som bibliotekslån og har undersøgt indholdet.

Alle de officielle plader ligger som Cd, foruden 8 Cd’er med koncertoptagelser. En af disse er BBC optagelser fra 65 – 68 med både Eric Clapton, Peter Green og Mick Taylor. En indbundet bog på 170 sider i LP-størrelse, som indeholder fortællingen om de enkelte plader fra perioden fortalt af Neil Slaven. Alle de officielle pladeomslag er gengivet både for- og bagside i fuld størrelse.

Denne bog indeholder også den fuldstændige tourplan for 1964 – 1974, hvor det kan ses sort på hvidt, hvordan John Mayall startede i London, bevægede sig rundt i England og efterhånden kom til Europa og senere til U.S.A.

Et lille hæfte med promotion materialet fra Decca i forbindelse med John Mayalls første udgivelse, og et A4 stort kompendie der indeholder samtlige nyhedsbreve udsendt af John Mayalls fan Club fra Juni 1968 – July 1970

Hele molevitten kan erhverves for 2.200 kr 35 Cd’er og en samlet vægt på knap 5 kg.

Da jeg klikkede ind på Imusic.dk fandt jeg stort set hele John Mayalls katalog lige fra den første plade og frem til hans sidste fra 2022 The Sun Is Shining Down. Pudsigt nok fandt jeg ikke A sense of Place fra 1990, som er den sidste plade, jeg har købt med John Mayall, og som indeholder en fin version af J.B. Lenoirs I want to go

Udgivelsen af en Box fyldt genudgivelser af musik, som blev indspillet for 50 – 60 år siden, og som stadig er tilgængeligt på vinyl eller som Cd, synes jeg er dumt.

At fortælle historien er udmærket, men hele projektet kunne, hvis det overhovedet skulle publiceres, udgives digitalt. Det er et voldsomt ressourcespild at fremstille sådanne genudgivelser. Boxen er udgivet i 5000 eksemplarer på verdensplan, hvilket udgør 25 ton undværligheder.

John Mayall udgav i alt 36 studieindspilninger og 24 livealbums.
Han stoppede med at spille live i 2022.

Vil du vide mere så tag på besøg på  John Mayalls hjemmeside.

Det er en meget fin hjemmeside