Min søn opfordrede mig kraftigt til at se Martin Scorseses seneste film: ”Killers Of the Flowers Moon”. Hans argument var den fantastiske historie, som Scorsese fortæller om hvide amerikaneres forsøg på at frarøve Osage Nation deres rettigheder til udvinding af olien. Indianerstammen, som var anerkendt af den føderale regering, blev i 1800-tallet tvangsforflyttet fra deres oprindelige hjemsted omkring Ohio og Mississippi til et indianerterritorium, der i dag udgør staten Oklahoma.
På den ny jord fandt Osage Nation olie, som de ifølge en aftale med føderal regeringen vedrørende mineraler, havde rettigheden over. Osage-indianerne blev enorm rige på olien og kunne fremvise en ekstrem høj velstand udtrykt i tidens forbrugsgoder.
De hvide, der i begyndelsen af 1920’erne strømmede til området for få del i velstanden i området, brugte alle midler bl.a. mord og manipulation til at fratage Osage Nation rettighederne til jorden. Det blev en af FBI’s første opgave at opklare morderne og stoppe udnyttelse af stammen.
Filmen bygger på David Grann ikke-fiktive bog fra 2017 med sammen navn som filmen. Ud fra bogen har Scorsese skrevet filmens manuskript.
Ikke et minut af den 3½ time, som filmen lagde beslag på en tidlig lørdag eftermiddag, var spildt. En fantastisk formidlet – og for mig ukendt – historie, som har giver lyst til at søge mere viden.
Robbie Robertsons soundtrack til: ”Killers of The Flower Moon”.
Hvad har det her så egentlig med musik at gøre?
Lige fra de første scener i filmen, blev jeg indfanget at dens meget dominerende soundtrack, både hvad angår inciterende rytmer og volumen. Musikken var meget inspireret af indianske rytmer sat ind en moderne instrumental kontekst.
Det lød, som noget jeg synes at have hørt før, men ikke lige kunne bestemme nærmere. Blev fanget af filmens handling, og tænkte ikke nærmere over det. Fik ikke som normalt læste filmens rulletekster. Trængte til at komme ud af biografen.
Efter et par dage vendte spørgsmålet tilbage, da jeg ved den årlige familiejulefrokost omtalte filmen for medredaktøren. Kunne det ikke være Robbie Robertson fra The Band, som siden skabelsen af ”The Last Waltz” i 1976, havde haft et løbende samarbejde med filmens instruktør, Martin Scorsese?
Ja, soundtracket var komponeret af Robbie Robertson, som havde indianske rødder i form af moderens tilknytning til Mohawk-stammen. Robert Robertsons mor levede med sin søn uden for reservatet, Six Nation, nær Toronto, men han boede ofte i længere perioder i reservatet hos sin mormor. Her lærte han at spille guitar og om den indianske musik:
“I was gathering pictures in my head of music I heard as a child at the Six Nations Indian Reserve. My relatives are all sitting around with their instruments, and one guy would start a rhythm, and then somebody would start singing a melody to that, and it was just haunting. The feeling of the music beside you like that, humming and droning—the groove and the feel of it got under my skin and it lives there forever.”
Robbie Robertson i Pitchfork, 20 oktober, 2023
Om sit arbejde med selve lydsporet udtalte Robbie Robertson:
“Sometimes, it’s a small build, but this was a really big one. A lot of music was involved with this. I wanted to build an orchestra of guitar sounds with different variations of the instrument. I kept building and building the orchestra and then I tore it down and tried to keep its soul”.
Robbie Robertson"
Robbie Robertson i Pitchfork, 20 oktober, 2023
Soundtracket fik meget fine anmelder. Los Angeles Times skriver om soundtracket, som kaldes det bedste, Robertson har lavet:
“Robbie Robertson's contribution is an astonishing and lively musical ecosystem that gives immediate authenticity to Scorsese's equally vivid presentation of Osage life and culture in 1920s Oklahoma. It's music that proudly worships and dances with these people — and alternately weeps for their oppression, at times sounding almost sick at their treatment by the story's white predators”.
Tom Grieving, Los Angeles Times, August 10, 2023.
London avisen The Standard skriver, at soundtracket var: “…absolutely fantastic, particularly the recurring, minimal, two note retro-bass motif that effectively ramps up the tension at key points."
Hamish MacBain, 20 October, 2023.
Robbie Robertson døde den 9. august i år, 80 år gammel. Soundtracket blev det sidste musik, han skrev.
Hvad er et soundtrack egentligt?
Når der tales om et soundtrack til en film, hvad dækker betegnelsen så over? Normalt forbinder vi det nok med en albumudgivelse af de sange eller den musik, der udgør lydsporet til en film. Set ud fra filmbranchens perspektiv eller ud fra et fagsprog, dækker begrebet over to former for filmlyd: Det ene er, hvad der kaldes ”source music” og betegner den form for musik, som skuespillerne/karaktererne i filmen også hører samtidig med publikum. Eksempler kan være lyden fra en koncert, som filmens personer overværer, eller det kan være musik, de hører i en radio. Den anden form er ”score music”, hvad vi normalt vil kalde underlægsmusik. Det er musik, som kun publikum hører, og som har den overordnede funktion at underbygge eller varsle stemninger i film, som f.eks. i dramatiske eller optimistiske scener. Musikken leder tilhøren gennem filmens skiftende stemninger.
Lydsporet til "Killers of The Flower Moon" er ”score music”. Nogle af de instrumenter, Robbie Robertson bruger, fandtes simpelthen ikke på det tidspunkt, hvor filmen foregår. Meget effektfuldt underbygger den intense og voluminøse musik filmens stemninger, og den indianske kultur handlingen udspiller sig i.
Robertson indianske baggrund har inspireret hans musik.
Det var ikke første gang, at Robbie Robertson lavede lydspor til en film, som handlede om indianernes historie. I 1994 skrev han musik til en tv-dokumentarserie i to afsnit om First Nations i Canada. Betegnelsen bruges til at afdække oprindelig canadiske folk, som er enten inuit (oprindelige folk fra de arktiske egne) eller métis (oprindelige prærie-folk). Canada har i dag 634 anerkendte First Nation-samfund eller stammer. Soundtracket blev indspillet sammen med en gruppe af First Nation-musikere kaldet The Red Road Ensemble og udgivet på cd’en ”Music For The Native Americans”.
Igen i 1998 udgav Robertson et album, hvor han igen vendte tilbage til sine indianske rødder: "Contacts From The Underworld of Redboy". Her var ikke tale om et soundtrack, men et almindeligt studiealbum inspireret af verdens musik og især af indiansk musik.
På sangen, The Sound Is Fading, sampler Robertson en indspilning fra 1940 med en ung oprindelig indianer. Indspilningen fandt han på Libery of Congress,
Den musikalske karriere efter The Band.
Robert Robertson's og The Bands betydning for rockmusikkens udvikling fra 1968 og frem har været af uvurderlig og ubeskrivelig betydning. De sange, han skrev og spillede sammen med The Band, er blevet klassikere i rockmusikken. Gruppens første album ”Music from Big Pink” er blevet legendarisk. The Bands instrumentering, og især de tre fantastiske vokalister: Rick Danko, Richard Manuel og Levon Helm, gav sangene deres helt specielle præg. Noget lignende var aldrig hørt før, og siden har andre forsøgt at kopier stilen, men langt fra med samme succes. The Band var og forblev unik indenfor rockmusikken.
Robbie Robertson forlod The Band efter afskedskoncerten: ”The Last Waltz”. Det var nærmere hans egen afsked, han fejrede. Koncerten var arrangeret af promotor Bill Graham og afholdt i Winterland Ballroom, San Fransisco, 25. november 1976 foran 5.000 tilhører. Filmatiseringen af koncerten, som blev en realitet efter Robbie Robertson havde kontaktet Martin Scorsese, havde premiere i 1978.
The band blev genforenet i 1983, men uden Robbie Robertson. Han gav dog sin tilladelse til genforeningen. Robertson blev det første år erstattet af musikere fra Cate Brothers. The Band blev aldrig det samme, og det på trods af, at de tre vokalister fortsatte i gruppen. Robbie Robertson var på en eller anden gennem sine sange blevet midtpunktet i The Band. Ikke kun musikalsk, men også gennem sin personlige udstråling påtog han sig opmærksomheden og en form for lederrolle. Ikke altid til de andres, og specielt ikke til Levon Helm påskønnelse.
Efter bruddet med The Band indledte Robbie Robertson en solokarriere, som aldrig nåede samme musikalske højder, som The Band gjorde. Hans musik lå i udtryk langt fra måden, The Band spillede på, hvilket siger noget om de fems samarbejde og symbiosen mellem dem: ”Once Were Brothers”, som Robbie Robertson har udtrykt det i dokumentaren og sangen af samme navn.
Robbie Robertsen nåede at udgive fem ordinære studiealbums, to soundtracks, hvor han har indspillet al musikken. Der til kommer bidrag med enkelte sange på flere soundtracks. Og så er der naturligvis det obligatoriske opsamlingsalbum, som også dækker tiden med Bob Dylan, The Band og Ronnie Hawkins. Hans to første soloalbums; ”Robbie Robertson” og ”Storyville” bliver rated højest hos Allmusic. De er egentlig ganske ordinære og præget af et lydbillede, der kan minde om Peter Gabriels tidlige udgivelser efter sit brud med Genesis.
Robbie Robertson danner et langvarigt makkerpar med Martin Scorsese.
I det følgende sættes der fokus på nogle af de film, Scorsese og Robertson samarbejde om. Ikke alle er lige udførligt behandlet. I artiklen: "Seeing Robbie Roberston through the lens of his film scores" kan læses en mere grundig gennemgang af filmene. (https://www.cbc.ca/music/robbie-robertson-film-scores-martin-scorsese-1.6932531)
Efter premieren på ”The Last Waltz” kom der ikke uventet opmærksomhed på Robbie Robertson som potentiel skuespiller. Han var med sin udstråling; en selvhøjtidelighed og arrogance på bekostning af de øvrige medvirkende, filmens midtpunkt. Robertson og Scorsese, som Robertson mødte første gang i 1973, udviklede sammen et 200 sider langt script til filmen, som ned i detaljerne bl.a. fastlage alle kameravinkler. De bedste kamerafolk blev hyret til at løse opgaven.
De mange kameraer med deres evige fokuseren på Robbie Robertson, gjorde ham også til midtpunkt. I sin biografi:” This Whell’s on Fire", en af de bedste musikbiografier jeg har læst, anklager Levon Helm Robertson og Scorsese for at gøre The Band til Robertsons ”sidemen”. Den mikrofon, som Robertson i filmen synger en ihærdig baggrundsvokal i, var ifølge Levon Helm slukket – hvad den ofte var under The Bands koncerter!
Robbie Robertsons første filmprojekt efter “The Last Waltz” var “Carny” fra 1980, hvor han sammen med Jodie Foster spillede en af hovedrollerne og samtidigt skrev dele af soundtracket, "score music", til i samarbejde med filmkomponisten; Alex North. Filmen handler om livet i et ” traveling carnival”, som nok bedst kan oversættes til et omrejsende tivoli. Robertson havde som teenager arbejdet et par år i et ”traveling carnival” og havde således kendskab til denne særlige amerikanske forlystelse. Soundtracket til "Carny" blev genudgivet af Real Gone på cd i 2015.
Efter afslutningen af arbejdet på "Carny" tog Robbie Robertson til New York, hvor han genoptog samarbejde med Martin Scorsese. Herefter arbejdede de to sammen i mere end 40 år og blev nære venner. Robertson havde samme betydning for Scorsese filmarbejde, som Robert De Niro og Leonardo De Caprio.
Robertson havde forskellige roller i forhold til at arbejde med musikken på Scorseses film. Han var konsulent på filmene, fandt ofte de sange, der skulle indgå på lydspores, han skrev selv sange, instrumentalnumre og lavede underlægsmusikken
Sammenarbejdet mellem Robertson og Scorsese blev i 1980 genoptaget omkring sidstnævntes film: ”Raging Bull”. På tre af de jazzede numre, som Robertson tilføjede til filmen som ”source music”, medvirkede foruden ham selv på guitar, Garth Hudson og Richard Manuel fra det Band.
Comedy of King fra 1983 blev den næste film, som Scorsese og Robertson samarbejde om. Robertson arbejdede som musikproducer på filmen og hjalp Scorsese med at vælge musik til soundtracket. Robertson bidrog med en enkelt sang: ”Between Trains”, som han selv sang. Den er ikke med i selve filmen, men optræder på soundtrack-albummet. Også her medvirkede Richard Manuel og Garth Hudson som musikerne. Robertson holdt fast i vennerne fra The Band.
Nummeret er, er min overbevisning, noget af det tætteste Robinson kom på en The Band-sang.
The Color of Money fra 1986 blev næste Scorsese film, hvor Robertson bidrog til musikken. For første gang bidrog han med både "score" og "source music". Den mest kendte sang fra filmen er: "It’s The Way That You Use It”. Sangen fremføres af Eric Clapton, men blev skrevet i samarbejde med Robbie Robertson. "It’s The Way That You Us It" findes på Claptons album; August. Ligeledes skrev Robertson en sang til filmen i samarbejde med bluesmusikeren Willie Dixon.
Robertson arbejdede også på Scorseses film Casino, Gangs of New York, og stod for musikalsk supervision på filmene; Shutter Island, The Wolf of Wall Street og Silence. For musikkens til Gangs of New York og The Wolf of Wall Street blev Robertson Grammy nomineret for bedste soundtrack.
Soundtracket til “Gangs of New York” er en blanding af, folk, verdensmusik og mere traditionel 1800-tals irsk musik. U2 bidrager med en rock sang; ”The Hands That Built America”, som blev nomineret til en Oscar for bedste originale sang.
Hele soundtracket til: Gangs of New York:
Temaet til Martin Scarsese's forrige film fra 2019: The Irishman blev skrevet af Robbie Robertson. Endvidere komponerede han al underlægningsmusikken og medvirkede som konsulent ved udvælgelsen af filmens sange.
Scorsese's private hyldest til Robbie Robertson
I november afholdt Martin Scorsese en privat mindekoncert for Robbie Robertson.
Koncerten fandt sted foran 200 inviterede gæster i Village Studioes i Los Angeles, hvor Robertson indspillede sin musik.
Under ledelse af Jackson Browne spillede et hold af musikere Robertson's sange og filmmusik. Samtidigt blev der holdt flere mindetaler. Scorsese udtrykte følgende om musikken til "Killers of The Flower Moon":
"In a way, I think he was destined to score ‘Killers,’ which unfolded in the world of the Native American community, in this case the Osage Nation. It was almost as if Robbie had come home. I think he created one of the most beautiful scores ever written for a film. His music is the beating heart of the picture.”
Pamela Chelin, Variety, 16. november 2023.
(https://variety.com/2023/music/news/robbie-robertson-tribute-martin-scorsese-jackson-browne-killers-1235792942/)
Om sit venskab med venskab med Robbie Robertson sagde han:
“We were friends. We were more than that. Confidantes… someone you can confide in. Friendship is private, it’s trust, sometimes it’s forgiveness, and it’s love, but sometimes silence suffices. Silence can be enough.”
Pamela Chelin, Variety, 16. november 2023.
(https://variety.com/2023/music/news/robbie-robertson-tribute-martin-scorsese-jackson-browne-killers-1235792942/)
En særlig udgave af en Robbie Robertson-sang har i den seneste tid stående stærkt i mit indre. Har efter meddelesen om hans død spillet den utallige gang.
