Bloggens fortællere vil være udvalgt af redaktionen som følge af deres særlige oplevelser og interesse for musikken. De vil af mig og skiftende medredaktører blive opfordret til at skrive om et bestemt emne, som de udviser stor interesse og virke inden for.

Andre vil, som følge af deres musikinteresser, mere bredt blive spurgt om at skrive om, hvad der optager dem her og nu.

Nogle indslag vil blive skrevet ud fra et tema, som ”redaktionen” finder interessant at få fortællinger om.

Generelt satses der på en bred vifte af fortællinger med forskelligt indhold og i varierende former. Men alle med fordybelse og den personlige tilgang som omdrejningspunkt.

Medredaktører på redaktionen vil løbende skifte.  Formålet med disse skift sker i en forventning om herved at bibringe bloggen nye aspekter.

Forslag til indslag på bloggen modtages gerne. Det samme gør uopfordrede indsendte indslag. Disse bringes efter nærmere aftale og dialog med blogredaktionen.

Redaktionen vil satse på hyppigt at bringe nye indslag. Hyppigheden afhænger dog af, i hvilken udstrækning det lykkes at få nye bidrag. Alle skriver på frivillig basis, og der skal intet pres være for at levere.

Kommentarer til indslagene modtages gerne og sendes til redaktionen og vil efter dennes vurdering blive formidlet videre. Ikke alle indslag kan forventes at blive viderebragt, men alle vil blive betragtet som inspiration for redaktionen.

Bloggen har ikke til hensigt at fremme særlige kommercielle interesser i sit valg af bidrag. Blogbidragsyderne kan naturligvis på forskellige måde være tilknyttet musikbranchen og netop derfor være valgt.  Endvidere vil bidragsyderne, i det omfang de ønsker det, have deres personlige kontaktoplysninger i tilknytning til bidraget.

Per Fischer Nielsen