4 kanaler i et stereospor: Hvordan?
Det har for mig været et mysterium. 4 kanaler på en lp der kan afspilles på en almindelig stereo grammofon! Det var betingelsen! Quadrafoni-pladerne skulle kunne bruges som helt almindelige LP’er. Så hvordan blev de 2 ekstra kanaler gemt? Det er billedligt, som at hælde fløde i kaffen – uden at den kan smages, og dernæst få fløden ud af kaffen igen?

Forklaringen her gælder for de to quadrafoni-systemer SQ og QS. CD-4 er en helt anden teknologi.

 Det hjælper på forståelsen, hvis man til en begyndelse tænker på en gammel 78’er. På dem bevæger nålen sig horisontalt, altså fra side til side.

Nålens bevægelser overføres med en lille arm til en membran foran tragten. Nålen bevæger sig fra side til side som vist på illustrationen.

Hvad så med stereo? Det er rigtigt når vi siger at lyden for højre og venstre er gemt i hver sin side af rillen, men nålen bevæger sig ikke længere vandret som i mono, men i en vinkel på 45°.

Hvis man på en stereo plade spiller et signal, der begynder i venstre side og ender i højre side og samtidigt måler med et instrument, der kaldes et goniometer, får man et billede der ser der ser ud som nedenstående. Der er 2 områder, der er fyldt af information. Det svarer til de to retninger, der er vist foroven med pilene. Men der er også to tomme områder, det er i de områder, de 2 bagkanaler bliver gemt.

Herunder viser de ekstra røde pile, at der er plads til bevægelser i det lodrette og vandrette plan.

Herunder vises hvordan et goniometer nu fortæller at et quadrafonisk signal optager alle 360 grader til informationer.

Nu ved vi, hvordan signalerne er gemt i rillen, men hvordan kan det lade sig gøre, uden det hele bliver blandet sammen? Det kan kun lade sig gøre, fordi vores hørelse i et lille tidsrum, efter vi har hørt noget, skygger over en efterfølgende lyd. Det kaldes Haas-effekten. Så hvis man tidsforskyder de to ekstra signaler lidt, så kan vi ikke høre dem. SQ og QS brugte ret avancerede matematiske modeller for at gøre det brugbart.

Men træerne voksede ikke ind i himlen. På trods af alle anstrengelserne var der kun 3 - 6 DB separation mellem for- og bagkanalerne, beretter Bjarne B. Jensen.
Per Fischer (redaktøren) og jeg besøgte Bjarne Jensen, tidligere elektronikteknikker og produktudvikler på B&O, og er taknemmelige for den lange og god samtale, hvor han fortalte os om teknikken og musikgengivelsens historie. Hans radiosamling kan ses her.

Til og med krævede det kredsløb med komponenter af høj kvalitet. Samtidigt fine tolerancer, såvel ved indkodning af de masterbånd, der er en forudsætning for at producere pladematricerne, og senere ved dekodning i hjemmets stereoanlæg. Kredsløbene blev dyre, også fordi de forskellige patenthavere krævede licenser. Bjarne Jensen, hvis dekoder fra en Beomaster 6000 er vist her, fortalte, at man ved at udelade dekoderne i en forstærker kunne spare 500 kr. Et stort beløb dengang.

Bjarne Jensen udlånte sin Beomaster 6000 4ch og Beogram 9000 til quadraphoni arrangementet på Struer bibliotek.

Det avancerede elektronik sidder nu i udstyr, der er 50 år gammelt. De elektroniske komponenter er nu gamle og mere eller mindre døde. Erfaringen fra lytte aftenen på Struer Museum med Wish You Were Here, er, at man forud for arrangementet måtte prøve flere forstærkere fra museet, før Bjarne Jensen kom med en der fungerede.

 Det mest avancerede system CD-4, udviklet af JVC og RCA kom på markedet i 1972, benyttede sig af at vores hørelse kun går op til 20.000 Hz. I dette område var lyden til for og bag højttalere lagt sammen, og kunne afspilles som en normal LP. Dertil kom en tone på 30.000 Hz (som vores ører ikke kan høre) i både højre og venstre side. Denne tone var blandet med et signal der indeholdt forskellen mellem for og bag.

Når dette signal blev fratrukket den normale stereo lyd, kunne man i et CD-4 system få 30 DB i niveau forskel mellem de forreste og bagerste højttalere, SQ og QS systemerne havde 3 til 6 DB . Under lytning ville man opleve det som en fuldstændig adskillelse.

Systemet var det bedste, men det havde en pris, idet der skulle anvendes en pickup der kunne afspille op til 45.000 Hz. Det kunne pickupper med en særlig slibning, dengang kaldet Shibata, hos B&O Pramanik. Afspillede man pladerne med en konisk(rund) nål, der var det mest almindelige i 70’erne, blev de høje frekvenser slidte, så en efterfølgende afspilning i et CD-4 system kunne lyde, som der var sandpapir i rillerne. Det gav dette system et dårligt ry, som også gik ud over de andre formater (SQ og QS). 

Producenterne skabte også forvirring. Med deres eget system (UD-4) udgav Denon fra 1974 ca. 40 indspilninger i Europa og Japan. Vi stod som købere stod overfor nogle næsten umulige valg i radio- og pladeforretningen, langt de fleste valgte at se bort fra 4 kanals systemerne.

 Har du lp'er med quadrafoni er det nu næsten umuligt af finde udstyr der kan afspille de 4 kanaler. Men også dengang var det svært for forbrugerne. Man var i begyndelsen nødsaget til at vælge et af de 3 formater, og blev på den måde afskåret fra nogle kunstnere, først senere kom der udstyr der kunne dekode alt.

Med udgangspunktet i 60’ernes Space Age design skulle dette futuristiske Grundig 2040 4 ch være det hotteste man kunne ønske sig. Jeg nåede at se det på en af de Radio og TV messer der var i 70'erne i Aalborg Hallen. Husker, jeg gik forbi højttalerne, der spillede let klassisk musik med tværfløjte. Gik forbi, ligesom jeg heller ikke stopper ved vinduer med pompøse armbåndsure ure i 100.000 kr. klassen. Det kunne have være sjovt, hvis jeg havde stoppet og hørt rigtigt efter. Let klassisk musik med tværfløjte var nok det rigtige valg, når det kom til stykket. Der var kun 4 x 20 watt og relativt små højttalere skal have mange watt, hvis der skal spille bas.

 Quadrafoni blev introduceret i 1970 og døde i 1978 da pladeselskaberne holdt op med at udgive plader. De forbedrede nåleslibninger blev det bedste, der kom ud af den tid.

Blandt samlere er der et skøn på ca. 3000 udgivelser, pop, rock og klassisk alt inkluderet. Uden at det er klart, om det omfatter musik, der er udgivet i flere eller alle 3 formater. Mange udgivelser var remix af de flerspors optagelser, der først var udgivet i stereo. Få grupper havde flerkanals lyd til deres koncerter. En af dem Pink Floyd, havde flerkanals lyd allerede i 1967. De var forberedt på at mixe quadrafoni udgivelser. For andre kunstnerne har det været deres producere og studiefolk, der tog over.

Hvis du i dag vil købe originale quadrafoni indspilninger, har jeg efter kontakt med en dansk butik fået bekræftet, at de er svære at opspore. Denne butik har alt i alt 200.000 plader på nær og fjernlager, men det er ikke en del af deres registreringer, hvilke der er i quadrafoni. Det betyder, at de manuelt skal bladre igennem f.eks. 100 eksemplarer af en plade, der er på lager for at lede efter et eksemplar, der er quadrafonisk.

 Og dog – nogle af de største kunstneres quadrafoni udgivelser er udkommet på andre medier. Især store kunstnere får udgivet box sæt med DVD audio og super-audio-cd (SACD).  Der er også en uofficiel verden, hvor quadrafoniske plader deles i formater, der har 4 spor, som kan afspilles fra computer med 4 kanals lydkort.

En engelsk side har ret nedslående svar på, hvad man kan stille op med de gamle quadrafoni plader.

De gamle quadrafoni plader er et meget svært spor at begive sig ind på.