Mellem stereo og quadrafoni: Et sidespor med næsten 3 kanaler.
Før quadrafonien forsøgte man sig i 1960´erne med noget, der lignede 3 spor. I stereoens barndom var der rigtigt mange indspilninger, hvor instrumenterne var panoreret helt til højre og helt til venstre. I manges øre lød det unaturligt, for selv ved en koncert, hvor du sidder foran orkestret – jazz f.eks., vil du aldrig opleve at instrumenterne er placeret helt til venstre og højre. Ved klassisk livemusik i en koncertsal er det nøjagtige stereoperspektiv mange lyd entusiaster efterspørger, helt forsvundet bare du sidder mellem 5 og 10 rækker tilbage i salen. Hører du musik en kirke, er alt rumklang, kun dirigenten har en chance for at høre det, man kan kalde stereo.

For at fylde hullet i midten købte man en ekstra højttaler, og anbragte den mellem de to stereo højttalere.  Firmaet Klipsch, der fremstillede meget store højttalere, fik en lille model de kaldte Heresy, et ord der i religiøse sammenhæng betyder kætteri, et opgør mod ping pong stereo effekten der i store amerikanske stuer kunne lyde komisk.

Teknikken til at frembringe signalet, der skulle fylde hullet i midten, var for det meste et mono signal, altså summen af de to kanaler, som man så regulerede lydstyrken på for at fjerne hullet i midten. Teknikken kunne være indbygget i udstyret eller i en boks, der samlede de to kanaler til et center signal og havde en knap til regulering af lydstyrken. Dette oplevedes af lytteren som en gradvis forandring af stereobilledet.

 Den i Quadrafoniens Spor. Del 1 omtalte Beolab 5000 havde en udgang til en center speaker. Den ses som nummer fire fra højre, når man tæller DIN-stikkene. Det er dem med de to "huller".

Der skulle bruges en” Stereo with Box” til at regulere lydstyrken på center højttaleren, det ændrede den oplevede bredde af lydbilledet.

 Boxen blev lavet i to udgaver. Den mest udviklede havde også udgang til hovedtelefon, og benyttede sig af de ekstra højre/venstre udgange. Boxene er ekstremt sjældne, på et tidspunkt fremstillede Classic Audio på Venø en mindre serie på 10 stk.

Nedenstående billede er lidt redigeret gengivet fra en fransk B&O samlers opstilling med den tids bedste B&O anlæg, bemærk de små kuber der gav ekstra rummelig diskant, og se bort fra de moderne Beolab 6000, der er med på billedet.

Det følgende eksempel er et af den tids flotteste systemer med 3 højttalere. Med den undtagelse at netop Frank Sinatra havde direkte adgang til studie kopier af sine indspilninger i 3 original spor, og nok ikke havde brug for at anvende særlige boxe.

Læg mærke til skålen på bordet. Der er smøger nok til at holde et større selskab gående i flere dage. Det var ikke nogen skam at være ryger dengang. Gyngestolen til højre skriger af klassisk dansk møbeldesign. Den er tegnet af nordmanden Frank Reenskaug og produceret af Bramin. Det lyder genkendeligt. Fabrikken lå i Bramming og hed på dansk: NA Jørgensens Møbelfabrik. Stolene findes stadig på DBA.

 Disse forsøg på at forbedre stereoen blev aldrig standardiserede. De er ikke særligt godt dokumenterede. De forblev en kortvarig nyhed, et salgsargument for nogle producenter.

Koncertsalslyd, med 2 højttalere bag lytteren, kaldet Ambifoni.
Opfindsomheden stoppede ikke ved centerkanalen. Man forsøgte at få rumlyden fra en koncertsal ud af det almindelige stereosignal. Udgangspunktet er at ved en optagelse i en koncertsal kommer musikken først til mikrofonerne foran orkestret. Den reflekterede lyd fra koncertsalen  – rumklangen og applaus – kommer betydeligt senere til mikrofonerne. Denne rumklang kan man filtrere ud af det almindelige stereosignal ved at forbinde 2 ekstra højttalere på en særlig måde. Man kan læse beskrivelsen af  David Haflers kredsløb her.

Dette kredsløb blev indbygget i mange radioer. Nu kunne man bruge et ekstra sæt højttalere, som man måske havde stående på loftet til det nye eksperiment, koncertsalslyd i stuen. Flere af B&O´s Beomaster radioer fik Haflers kredsløb indbygget. Herunder ses en Rank Arena r600. Den kunne tilsluttes 2 sæt højttalere. Det ekstra sæt kunne anvendes i køkkenet, men anbragte man dem i stedet bag sofaen, og valgte Ambio ville man få  den nye oplevelse af rumlighed.

 Det virkede bare ikke altid. Forudsætningen var, at der var noget lyd der var tidsmæssigt forsinket som i en koncertsal, og det var langt fra tilfældet når musikken var indspillet i et studie. Ambifoni var bedst i stuer med sofaer midt i rummet, hvor man havde baghøjttalerne et stykke væk, så det var også besværligt at indrette hvis man virkeligt ville have noget ud af det.

Nogle pladeselskaber forsøgte med udgivelser der blev markedsført som egnet til dette system. Langt de fleste beskrivelser fortæller, at det var noget folk eksperimenterede med i nogle måneder, og så fik de to ekstra højttalere, og længder ledning en anden anvendelse.

Scan Dyna fra Humlum ved Struer producerede en boks, som man kunne tilslutte sit stereoanlæg.

Den ser smart ud og var ikke dyr, så dem blev der solgt mange af. Husker den fra et besøg hos en bekendt, uden at det satte sig nogen spor overhovedet. Det er rigeligt at skrive 4d på kassen, for det, der kom ud af baghøjttalerne, kunne under ingen omstændigheder være andet end et monosignal.

B&O’s box har et neutralt teknokratisk udseende, og er lidt smartere end Scan Dynas. De DIN vi kan se, har hanstik i den ene ende, og hunstik (der er ikke kan ses på billedet) i den anden. I disse hunstik tilkoblede man fronthøjttalerne. Ledningen der går til boxen er ført ud gennem siden på stikkene. Den er et specialprodukt fremstillet af tyske Sennheiser. Til boxen koblede man så baghøjttalerne. Det kunne spare nogle meter ledning, men er som at skyde gråspurve med kanoner, når man ser på det med historisk afstand.

Ambifoni blev som centerhøjttaleren ikke noget, forbrugeren holdt fast ved. Mange sæt endte på børneværelset, hvor det bare var sjovt at have 4 højttalere.

Under alle omstændigheder er de her tiltag noget, der lægger et ekstra lag af effekter på musikken. Et lag af effekter, som slet ikke er tænkt af kunstneren. Det plejer vi jo ellers at holde os tilbage med. Hvem køber et maleri for derefter selv at male videre på det?