Quadrafoniens spor: 1

Hvorfor tog vi ikke quadrafonien til os? En personlig og historisk beretning om hvordan vi havde travlt med alt muligt andet, da 4 kanals teknikken kom på markedet i 1970’erne.

Quadrafoni eksisterede i en kort periode i 70'erne, og var en teknologi til at få firkanals lyd i hjemmet. En oplevelse vi kunne have fået for 50 år siden, men toget kørte for næsen af os der var unge i 1970. Men hvorfor? Vi ved, efter at have oplevet Pink Floyds Wish You Were Here i 4 kanals quadrofoni på Struer museum, hvor stor og omsluttende en musikalsk oplevelse det kan være.  Så hvorfor blev det ikke til noget? Sagt med det samme, der er mange grunde. Forskellige samtidige konkurrerende teknologier. Dyrt og eksotisk udstyr. Årsager som handler om danskernes historie med musik og lytteudstyr.

 Vi har set på vores egen oplevede historie for at gøre det tydeligt hvorfor producenternes drøm om at sælge nyt udstyr og flere højttalere – i store mængder, næsten på forhånd var nyttesløse. Her på musikfortællerne er der plads til den personlige beretning. For det meste handler den historiske del om det, som jeg Kristian Larsen, har oplevet i min familie og omgangskreds i Nørresundby og Nr. Uttrup. Her gik pengene for det meste til ny købte huse, biler og daglige fornødenheder. Et miljø hvor mange bevægede sig fra arbejderklassen og ind i middelklassen i løbet af 1960’erne.

 Dette er ikke en rent teknisk historie, men også en historie om hvordan den musik vi lyttede på kom til os. Lige nu fejrer DR 100 års jubilæum. DR blev sat i verden med et kulturelt opdragende formål, så der var ganske enkelt musik der ikke blev spillet. For mange blev radioen et vindue ud mod verden, og radioer havde indtil 1970’erne skalaer med navne på udenlandske stationer. Det blev så meget at Helge Rungwald sang ”stil nu ind på de danske stationer” her i et potpourri med andre danske sange. Der angives om det er foxtrot eller valse. Pæn dansk borgerlig kultur, ingen Jazz tak.

Mono og krystalapparater
Min families forhold til radio begynder i 20'erne. Familien havde fået indført strøm, og da der var småt med lampetter sad familien samlet ved glødepærens lys omkring spisebordet. I en 2 værelses lejlighed deltog alle mindre frivilligt i hinandens aktiviteter. De første radioer var ikke det vi forstår ved radioer i dag. De blev kaldet krystalapparater, som man med ledninger og få komponenter kunne skrue sammen på en træplade hjemme på bordet. En ad gangen kunne man lytte med et sæt højohms hovedtelefoner. Få havde tilslutning til to sæt hovedtelefoner.

 Det var ofte den lokale cykelhandler der solgte de her småting, ledning, spoler, drejekondensator og en ensretter. Den var af blyglans, på billedet monteret i et glas rør, og med en lille ståltråd forsøgte man at finde et sted hvor ensretningen virkede, så der kom lyd i hovedtelefonerne. Alt sammen uden at benytte andet end det svage signal der kom fra antennen. På omskifteren nederst til højre slog man antennen til og fra, så lyn ikke kunne beskadige modtageren.

De primitive krystalapparater blev afløst af radioer med forstærkning, så den kunne drive en højttaler. På trods af at der var strøm i huset brugte radioen en akkumulator, der blev opladet hos cykelsmeden. Det var derfor cykelforretningerne der i mange tilfælde begyndte at sælge radioer. I Holstebro hed forretningen Olympia og i Nørresundby A.P. Andersen.

Jeg ved ikke noget radioen fra 1930’erne, ud over at far sagde at de var nødt til at gå til cykelhandleren for at få akkumulatoren ladet op. Det er lykkedes af finde en sådan radio på nettet. Hvis man ser nøje på de 2 mørke stik nederst til venstre i rækken, står der akkumulator. Samtidigt begyndte B&O at producere en transformator, som de kaldte en eliminator. Med den kunne man tilslutte radioen til lysnettet, og undgå akkumulatorer og batterier. Batteriproducenten Hellesens indrykkede derefter afskrækkende reklamer med tegninger af folk der fik stød af deres radioer.

 Tilsvarende har jeg fundet et billede af en højttaler fra den tid. Den er i Art Deco stil. Nok noget finere end det der nok har stået i et arbejderhjem med 5 børn og 2 voksne i en 2 værelses lejlighed i Nørresundby.

 Når man ser hvor simple apparaterne er, er det ikke underligt det der opstod lokale radiofabrikker. Komponenterne kunne købes lokalt. Synligheden af komponenterne fremmede nysgerrigheden hos interesserede der samlede viden, blev radioamatører der byggede sendere og modtagere. Urban ligesom byens bryggeri, hed en radio der blev fremstillet Ålborg.

Den tids radioer brugte bølgeområder hvor man kunne høre radio fra en stor del af verden. Måske trængte de her sange igennem. En varsel om kvinder der ventede på deres mænd.

 Familiens første rigtige radio

Min bedstefars første rigtige radio var en B&O 506 RG.  Den var i brug til slutningen af 60’erne hvor den afløstes af en transistorradio Beolit 607. Skalaen med stationerne kunne vippes ned og gav adgang til en grammofon til de få plader man havde. Pladerne blev opbevaret i to skabe på begge sider af højttaleren. Musik dengang skulle være underholdende, gerne dansemusik. Dette hjem gik aldrig over til stereo, man blev hos transistorradioen. To stemmer var meget afholdte. Robertino fra Italien og Paul Robeson fra Amerika. 78’eren er stadigt i min besiddelse er fra 1930, så det var ikke kun Jazzen der bragte sorte stemmer til Danmark. På omslaget ses at radio og musik også her var tilknyttet anden virksomhed, her barnevogne.

Båndoptageren.

Lidt usædvanligt fik vi i familien en Philips båndoptager. Købt i 1959 af en sømand der kom i familien. Her slog ”lynet ned” da vi som børn kunne høre hinandens stemmer optaget og afspillet. Ren magi. Der var sømandssange af Normann Luboff, og elegant pop med Bob Azzam på spolerne.

Bob Azzam, libaneser havde musikere af mange nationaliteter i orkestret. På musikvideoen herunder læg mærke til manden med tamburinen. Han er Helmer Olesen, og var min fars fætter. Efter 5 år med Bob Azzam blev han de næste 25 år Danmarks store kapelmester. 

Bob Azzams udgave af Mustafasangen var en stor succes, den gik verden rundt, Her er et udvalg på 30 sprog.

Man skal hele 8 minutter hen for at høre den fjollede danske version fra Soldaterkammerater på vagt.

Grammofon til teenageren

Man kan se det med det blotte øje. Grammofonen og pladerne skulle være til at købe for teenageren. Teenageren blev i løbet af 60’erne den nye gruppe af forbrugere, da de blev omfattet af den almindelige velstandsstigning. Penge fra småjobs gik ikke længere til familien, men blev i teenagerens lomme og kunne omsættes til køb af modetøj og musik. Det blev mest singler, men denne kan også afspille LP’er, og har en vendbar nål til afspilning af 78’ere. Havde man 10 - 20, LP’er, så var det flot. 60’erne blev årene hvor det personlige musikforbrug blev almindeligt. Singlerne blev samlet i mapper, og så kunne man tage både den batteridrevne grammofon, og pladerne med rundt til vennerne.

Båndoptager og radio.
For en generation var familiens radio den eneste der var i huset, den havde fået modtagelse af FM og flere indbyggede højttalere forbedrede lydkvaliteten. Først i løbet af 60'erne fik nogle familiers børn fik deres egen radio, måske forældrenes aflagte, når der blev købt en Beomaster 1000 til stuen.

 Jeg valgte båndoptageren frem for grammofonen. På et 18 cm bånd kunne der være 4 LP er, to på hver side ved en båndhastighed pa. 9,5 cm sek. 3 bånd på tilbud til 100 kr. så var der plads til 12 lp’er, der ellers ville koste 400 kr. Jeg kunne skelne mellem Agfa, Basf og Scotch alene på lugten. Pladerne kunne ikke leveres tilbage hvis man fortrød købet, men båndene kunne overspilles hvis man blev træt af musikken.

Søndag efter søndag sad jeg ved familiens Capella radio, og var klar med Eltra 1001 monobåndoptageren når Jørgen Mylius med top 20 kom i radioen. Top 20 var baseret på pladesalget i den foregående uge, og havde op mod 1 million lyttere. Når Mylius havde annonceret - og forhåbentligt ikke til megen ærgrelse talt ind over musikken optog man, så havde man ca. 1 minut til at afgøre om man kunne lide nummeret. Hvis ikke, stoppede jeg, fandt tilbage til mellemrummet hvor man var startet og gjorde båndoptageren klar til næste optagelse. På den måde samlede mange den musik de kunne lide. Nogle gange fik jeg lov til at tage båndene med i skole hvor vi hørte dem i musiktimerne.

 Jukeboksene og Radio Luxemburg
Jukeboksene er en overset kilde til udbredelse af ny musik. Med 40 singleplader i boksen kunne gæsterne på værtshuset eller cafeteriet selv bestemme hvad der skulle spilles. Det var ikke lige meget hvor man tog hen for i nogle tilfælde havde værten bestemt indholdet. Var boksen lejet, tog udlejer en del af omsætningen og sørgede udskiftning af plader. I byen kunne man invitere vennerne til at dele en ny musikoplevelse. Stemningen på de forskellige steder kunne være delt. Nogle ville have dansk musik, nogle udenlandsk. Per fortæller, at der nærmest var fejder/konkurrencer om, hvem der fodrede jukeboksen med mønter, så man for en tid kunne bestemme musikken.

Harry Felbert tung og nostalgisk.  Beach Boys, lyse, lette, glade. Selvfølgeligt forstod vi som teenagere, der knapt var begyndt på engelsk i folkeskolen ikke, at Fun, Fun, Fun handler om en pige, der bilder sin far ind at hun skal på biblioteket, men i stedet kører ræs i en Ford Thunderbird med 6,8 L V8 motor. Teenager liv. Hurtig rytme, flerstemmige vokaler, og et strejf af et eksotisk liv på den Amerikanske vestkyst strømmer ud af kassen.

 Radio Luxemburg sendte på mellembølge, ingen stereo og begrænset frekvensområde. Men der kunne vi hen under aften hvor antennerne gav bedst modtageforhold lytte på det sidste hits fra den reklamefinansierede radiostation.

 Nogen tænker sikkert her, hvad med radio reklamefinansierede radio Mercur? Den begyndte at sende i 1958 og blev tvangslukket i 1962. Den havde sendere i Øresund og en kort tid i Storebælt. Ingen i Jylland kunne høre den. For min generation betød det at populariteten tvang DR til at oprette p3. Med den salgsbaserede hitliste TOP 20, kom der andet end foxtrot, engelsk vals og pæn borgerlig musik i radioen.

 Noget musik fandt ikke – eller først med forsinkelse vej til de Ålborgensiske pladebutikker. Der var derfor en konstant parallel import af især LP’er. I min vennekreds fra en engelsk butik TANDYS hvortil der gik en ordre afsted med et nogle måneders mellemrum. For Lars der samlede på engelsk Punk fra starten af, var der ingen vej udenom, den kunne kun fås ved selv at importere. Sjældent har jeg oplevet en branche så voldsomt save den gren de selv sad på over som pladebranchen. Plader, der var annonceret til salg en bestemt dag, var der stort set aldrig, og svaret ”den var ikke med fragtmanden” helt umuligt at acceptere.

Den første oplevelse af kvalitet og stereo.
Stereo som sådan var ikke noget vi rigtigt havde beskæftiget os med. Vi vidste at noget var i stereo, men mange af os havde mono udstyr, og tænkte ikke ret meget længere. Nogle af tidens radioer f.eks. Beomaster 1600 k havde 2 små højttalere med 40 cm mellemrum indbygget, så var der ikke meget stereo, med mindre man sad i kort afstand med hoved foran radioen. Selv i skolen hvor vi hørte et bånd med Beatles i frikvartererne i virkede det ikke. Båndet og båndoptageren havde stereo, men skolens kaldeanlæg var i mono, og spillede kun signalet fra den ene kanal. Resultatet var en spøjs oplevelse.

I Stereoens barndom kunne musikken have helt adskilte instrumenter i hver kanal. Så nogen gange manglede enten sangen eller et eller flere instrumenter helt. Vi kunne dog genkende musikken.

 Chokket kom da en klassekammerat Finn kom og sagde, at han hos en kammerat Mads, hvis far havde købt nyt anlæg, havde hørt Beatles The fool on the Hill helt vildt godt. Vi cyklede ned til Mads i Lindholm hvor tidens sidste nye vidunder, en Beolab 5000 stod på bordet.

Højttalerne var store, mindst 2 ølkasser. Hjemmelavet af spånplade efter en tegning i Jyllands Posten, med en såkaldt fuldtone enhed. Oplevelsen var skelsættende. Der var nu mindst 3 – 4 meter mellem højttalerne og vi sad i ca. samme afstand.

Beatles kunstnerisk og produktionsmæssigt vildt eksperimenterende. Klaver til venstre, fløjte til højre, stemme lidt til venstre. Flere instrumenter dukker op, de skifter plads. 13 instrumenter afløser hinanden. For første gang hørbart for os.

Sangens tilblivelse var lang og sammensat med mange overdubs. Den kan læses her.

 I den tids lavprishøjttaler kom lyden både fra den fysiske højttaler, og ud af en indvendig tragt i toppen eller bunden af kassen. Kønne var de ikke, men billige. 25 kr. for højttaleren og 15. kr. for spånplader. Vi købte stadigt delene udenom radiobranchen, nu hos en cykelgrossist i Ålborg. De kunne spille højt med de 2 x 6 w der var i min Beocord 2000 båndoptager, der kunne stå på toppen af en af højttalerne. Den kostede det meste af indtægten af et års budtjeneste hos Øbro Kiosken. 5 dage om ugen, 5 kr. pr dag.

 Beatles indvarslede en periode med nye eksperimenter og klange. Synthesizere var ikke opfundet i midten af 1960’erne. Til gengæld havde man Mellotronen. Den kan forveksles med et keyboard og havde en mystisk symfonisk fjern lyd der talte til tiden. Den brugte båndstykker (som fra båndoptager) der sad i en ramme. Der kunne købes forskellige rammer. Moody Blues anvendte den i nummeret Nights in White Satin.

 En demo af Mellotronen:

Pink Floyd’s keyboardspiller, Rick Wright, anvender mellotron i sangen Julia Dream. Rick Wright havde sin egen joystick, hvor han kunne styre sin lyd rundt i det flerkanals system de brugte live.

For få folket til at købe stereo udstyr blev der produceret et utal demo plader. Hør nu på rigtigt stereoanlæg eller hovedtelefoner, pas på med at have kaffekoppen i hånden, fare for grineflip. Grotesk og komisk. Producenterne har samlet lydklip som legende børn. Det var det, der overbeviste de fleste.

  Hos mig afløste en Pioneer pl 12d grammofon efterhånden båndene. Båndoptageren blev efter næsten 10 års brug solgt i 1980 2 år før de første CD’er kom på markedet.  En Luxman 507x forstærker leverede effekten på 2 x 60 w, og byggesæt Pioneer AS-R700 (CS-R700 fabriksfremstillet) afløste spånpladekasserne. 50 år efter er det hele købt igen og renoveret. Santana lyder stadigt fantastisk.

 Der er ikke brug for mere personlig historie, for at forstå hvorfor quadrofoni ikke slog an. De ældste i familien der havde taget turen med fra krystalapparaterne, og de store radioer, var tilfredse med en transistorradio.

Far købte en Rank Arena radio med faste FM stationer, fik en kassettebåndoptager, og holdt fast ved det.

Vi havde lige vænnet os til to højttalere, og tanken om at skulle skifte det hele ud med nyt udstyr vandt overhovedet ikke indpas. Vi var optaget af det nye der skete i musikken.

Ovenstående indlæg er det første i en serie af tre: "De mange spor".
Alle skrevet af Kristian Larsen.