Jeg kom for nogle år siden til at lave redaktøren af denne blog, at jeg ville skrive om Palle Mikkelborg. Det har jeg så undveget, fordi det er en uoverkommelig opgave at indfange Palle Mikkelborgs betydning for dansk jazz og dens udvikling gennem de sidste to generationer.

Men så købte jeg for nylig det fynske band Andorras udgivelse ’Andorra’ fra 2021. Her har Palle Mikkelborg skrevet en lille tekst om deres musik. Han fremhæver musikkens lyd, skønhed, udtryk, diversitet og unikke rum. Det er svært at beskrive musik med ord. Det er to meget forskellige medier, men Palle Mikkelborgs få ord formidler oplevelse og stemning af Andorras musik ved at fremhæve deres ’incredible musicianship and such creative electronic programming’. Dermed peger han på en signatur, en genkendelighed ved netop Andorras bidrag til nu- og fremtidens musikalske univers. Jeg gik derfor i gang med at overveje, hvad af Mikkelborgs musik, der kunne være en signatur for hans ouvre.

Chaplins og Mikkelborgs kunstneriske veje mødtes.
Palle Mikkelborg udgav i 1992 ’Anything but gray’ på Columbia. Den indeholder en fortolkning af Charlie Chaplins lille elegante melodi ’Smile’. Chaplin skrev ’Smile’ til filmen ’Modern Times’ i 1936. Teksten kom først til i 1954 og er forfattet af John Turner og Geoffrey Parsons. Den første til at indspille den med sang var Nat King Cole samme år. Palle Mikkelborgs version rummer vemodigheden i teksten, men den er formidlet med et udtryk, som tydeligvis er cirka 40 år yngre.

Sammenstilling af to store kunstnere indenfor forskellige kunstarter er voveligt, men det vel netop det, man kan i et blog-indlæg, vove for måske at snuble, men så er man da i det mindste i gang. Chaplin startede og fortsatte sin filmkarriere i gråtoner, men hans historier, persongallerier og gags var mangfoldige og kreative. Chaplin var, og Mikkelborg er stadig undersøgende og opsøgende overfor nye tendenser og elementer i deres kunstarter, uden at nogen af dem har jagtet det sensationelle. De er begge igen og igen vendt tilbage til det enkle, som eksempelvis melodien ’Smile’. Derfor er det ganske passende, at deres kunstneriske veje mødtes der på tværs af generationer og kunstarter.

"Heart to Heart": Essensen af Palle Mikkelborgs musik.
Palle Mikkelborg har samarbejdet med og spillet sammen med mange musikere gennem årene. Blandt mange andre kan nævnes Jan Garbarek, Entrance, Terje Rypdal, Bjarne Roupé, Jakob Bro & Marilyn Mazur og så videre. Jeg har ikke musikhistorisk viden nok til at fuldføre denne liste Jeg har heller ikke musikvidenskabelig indsigt til at gennemføre en musikteoretisk analyse af centrale værker i hans produktion som fx ’Stenskoven’ eller ’Aura’. Min søgen efter signaturmusik for Palle Mikkelborg må derfor basere sig på min personlige oplevelse af musik. Noget, som har betydet meget for mig i mange år, noget som jeg ofte vender tilbage til, og som jeg ikke bliver træt af at høre igen og igen. Her fik jeg efterhånden indkredset et sådant album, der er genkendeligt som musik med og af Palle Mikkelborg og hans betydning for dansk jazz's musikalske univers.

Albummet ’Heart to Heart’ fra 1986 er præget af Mikkelborg trompetlyd, keyboardspil og improvisationer. Det er en trio udgivelse sammen med Kenneth Knudsen og NHØP, som alle tre er akkrediteret for al musik; musik som ifølge covernoterne er mere eller mindre improviseret frem. Trioen spillede blandt andet til Århus festival midt i 1980’erne, hvor Jacob Haugaard som konferencier peppede deres navn op ved at præsentere dem som ’Mikk, NHØP og Knut’. Det tog de vist ikke til sig. På bagsidefotoet kigger de tre musikere alvorligt ud af billedrammens højre side, måske kigger Kenneth Knudsen på fotografen. I den CD-version af udgivelsen jeg har, er der i det lille coverhæfte endnu et foto af de tre musikere, her kigger Mikkelborg og NHØP smilende direkte på fotografen, mens Knudsen ser noget mere alvorlig ud, men ser også direkte på fotografen. De to fotos fanger måske noget om de tre musikeres forskellige personlighed, måske lidt om deres forskellige tilgange til musik.

NHØPs altid sikre og genkendelige basspil er uden effekter både kontrast, understøttende og unikt i forhold til Knudsens og Mikkelborgs mange forskellige keyboard klange og flader – og så selvfølgelig Mikkelborg vekslende brug af trompet og flygelhorn gennem udgivelsens syv numre. Numrene repræsenterer en stor variation, det ene af dem er igen en hilsen til andre store kunstnere nemlig en version af ’Imagine’ af John Lennon, dog uden at Lennon krediteres som komponist på coveret – en lidt sjov detalje. Her er Mikkelborgs dæmpede trompet meget tekstnært, og nummeret er i det hele taget tæt på forlægget.

På udgivelsen bidrager alle tre musikere til det samlede indtryk med umiddelbar glæde og eftertanke til det meget lytteværdige resultat. I ’Girl with her hat’ har Mikkelborg gang i både loop og ekko på trompeten, men også en helt klar trompetlyd. NHØP spiller et enkelt rytmetema, mens Knudsen lægger keyboard lydflader både under og omkring de to andre. I andre numre fx ’Song for Henry’ og ’Three Mountains er det samspillet mellem bas og keyboard, der får plads. ’Short cart’, som er udgivelsens længste nummer på trods af navnet, veksler mellem hurtigt tempo, hårde breaks, abrupte rytmer. Mikkelborg og Knudsens samarbejde i Entrance fra midt i 1970’erne til midt i 1980’erne kan fornemmes i disse mange skift i tempo. ’Then I said’ er næsten udelukkende et samspil mellem bas og flygelhorn meget enkelt, meget klart.

Denne vekslen mellem melodi og rytme som forgrund eller måske snarere fokus i musikken er for mig typisk for Palle Mikkelborg, som musiker, arrangør og komponist. Under koncerter kan man finde ham forrest foran et big band malende lange toner med fuldt ekko på flygelhornet eller stående nede midt i rytmegruppen i et big band spillende riffs på den dæmpede trompet for sætte rytme og breaks for et nummer eller i et intenst duosammenspil med fx Thomas Clausen.

Titelnummeret ’Heart to heart’, som indleder udgivelsen har lidt af det hele; keyboard og bas indleder med en langsom rytme, keyboard og muted trompet falder ind med en melodi henover, det brydes af gentagne langsomme breaks som glider over i først en trompet solo og siden en keyboardsolo som glider over i en bas solo for at afslutte med en trompet solo – langsomt fades nummeret ud. Alle tre musikere bliver præsenteret, deres samspil og gensidige opmærksomhed træder også tydeligt frem. På Discogs er udgivelsen beskrevet med Fusion, Free Improvisation. Covernoterne på selve udgivelsen fremhæver også improviserede ved et citat fra de tre musikere ’Any new performance, A new performance.’ Til forskel fra meget andet improvisationsmusik, så insisterer de her tre musikere på at spille lytteværdig og undersøgende musik med mange nuancer.

Palle Mikkelborg er født 6. marts 1941 og derfor efterhånden mere end 80 år gammel. Der har været lidt stille fra ham med nyudgivelser de senere år, fx er udgivelsen "Pieces fra 2021" optaget live for en del år siden. Men han er stadig på scenen til koncerter hist og pist bl.a. ved sommerens CHP Jazzfestival.

Playliste med musik af Palle Mikkelborg
Palle Mikkelborg praktiserer både det funky groove og det finurlige.  Start derfor med at lytte til ’Stone Forrest" fra Entrance udgivelsen dateret 1977 eller versionen gemt i ’Those who build’ fra 2000 med DR Big Band.

Slap nu lidt af med funky og classic Mikkelborg fra 1970’erne med ’543’ fra Entrance’s første udgivelse fra 1977.

Nu ved du lidt om spændet i Mikkelborgs musik. Vi bliver lige i det funky med et bidrag fra Aura, som er hyldest til Miles Davis udgivet i 1989 (indspillet i 1985). Vi holder os til de danske bidrag med Bo Stief på båndløs bas i ’Green’ derfra.

Slut af med lidt meditation over Mikkelborg og Clausen fra udgivelsen Even Closer fra 2010.  Her vil jeg anbefale at starte med det sidste nummer med titlen ’Closer to you’.

Herfra er der fri leg med at gå på opdagelse i musik med og af Palle Mikkelborg – god fornøjelse i at deltage i med Mikkelborgs egne ord, hans søgen efter ’peace in mind’ gennem musik.

En skattejagt til læseren.
OG så har jeg en skattejagt. Ved en live koncert med DRs big band kom alle musikerne ind efter pausen spillende på en spilledåse – og så tog de den derfra videre med Mikkelborgs musik – den slags bliver jeg glad i låget af!!! Skattejagten går ud på at finde en indspilning af dette, jeg mener den findes, men kan ikke finde den i mine cd’er med Mikkelborg – så god jagt. Det er nok fra omkring årtusindskiftet, for der kan jeg finde en omtale af det fra en koncert i Bergen.