På vej mod et "ansigtsløst" musikudbud?

Som så meget andet startede det med et tip fra den vidende medredaktør: ”Kender du Lee Dorsey?” blev jeg spurgt. Grunden til, at Lee Dorsey kom ind i samtalen, var, at medredaktøren var den rette at spørge, om det var værd at købe ”Motion” med Allan Toussaint. Forbindelsen mellem de to er, at Toussaint har produceret for Dorsey samt bidraget med sange til hans udgivelser.

Derefter kom medredaktøren med en række af numre, som Lee Dorsey har sunget:” Ya Ya, Ride your pony, Get out of my life woman, Working in the coal mine”. Numre, som jeg nok kendte, men ikke forbandt med Lee Dorsey. Så kom det interessante: ”…og så Holy cow”. Et nummer som min store favorit, The Band, har indspillet på ”Moondog Matinee”.

Straks gik jeg i gang med at undersøge Lee Dorsey (1924-1986) på Spotify. Det blev et glædeligt bekendtskab, som ikke lige ser ud til at slutte her og nu. Lysten til at lytte og vide mere er taget til.  I øvrigt kunne medredaktøren ikke anbefale at købe ”Motion”, da det: ”…ikke er en af Toussaint's bedste”. ”Det bedste Allan Toussaint findes hos Lee Dorsey”.

Ganske vist blev Dorsey undersøgt nærmere på Spotify, men som tidligere understreget, er mit brug af musikstreamingtjenesten stærkt begrænset. På trods af, at jeg har valgt et Premium- abonnement.  Fint nok ind i mellem lige at tjekke et par ukendte navne ud for at undersøge, om det er noget, der er værd at lytte på og undersøge nærmere. Den måde, Spotify præsenterer sin musik på, lever ikke op til den måde, jeg gerne vil lytte til musik på.

Musikerne og andre, der har medvirket til udgivelserne, er på Spotify i en hvis udstrækning gjort ansigtsløse og anonyme.

Kigger vi på fremtidige udgivelser, vil vi så om nogle år i takt med, at streamingtjenesternes udbredelse vokser, have den viden, som i dag fremgår af liner/sleeve notes eller indstik på fysiske udgivelser? Heldigvis kan den viden, som måske er generationsbestemt, findes andre steder, selvom det lige kræver nogle opslag forskellige steder på nettet – og naturligvis i bøger!

Hvad er liner notes/sleeve notes?
Covers og liner notes udvikling er i sig selv en interessant historie. Her et par få bemærkninger.

Med lp'ens opkomst i årene efter 2. verdenskrig, kom der med det større cover muligheder for at anvende et nyt layout. I den sammenhæng blev både forsiden og bagside anvendt. Forsiden til et en eller andet form for billede med udgivelsens og kunsternes navn. Bagsiden blev anvendt til alle former for linter notes. Gerne til en større præsentation af kunstneren, som det dominerende. Måske med henblik på at informere en ny ung købedygtig målgruppe. Dertil kom så alle oplysninger om numrene, musikerne, producer, studie m.m. Denne opsætning af covers blev i starten især anvendt inden for jazz, blues og folk, men spredte sig også til de tidlige popudgivelser.

Med rockmusikkens gennembrud i slut 60'erne ændrede coveret sig. For og bagsiden kom til at udgøre grafisk helhed, og mange liner notes forsvandt ind på inner coveret. I 1970'erne fik coverdesignerne en central betydning i forsøg på at udnytte coveret kunstneriske muligheder. Gatefold-coveret kom til at spille en central betydning i denne sammenhæng.

Præsentationen af kunstneren på lp'erne forsvandt med rockmusikken. Senere dukkede de op igen med cd'ens tilhørende booklet. Måske for at kompensere for de begrænsede muligheder cd-coveret gav for kunstnerisk udfoldelse!

For mig et brud med tidligere måders musiklytning.
Streamingtjenesterne lægger for mig op til en anden måde at lytte til musik på, end hvad der tidligere har været kutyme med de fysiske medier. Mine alt for mange uoverskuelige playlister på Spotify, som jeg sjældent bruger, består ikke af sammensatte lister med forskellige kunstnere, men derimod af hele udgivelser.

Det er mit indtryk, at langt de fleste af streamningtjenesternes brugere benytter sig af sammensatte playlister. Ingen tvivl om, at streamingtjenesterne rummer fantastiske muligheder for at sammensætte playlister til enhver lejlighed. Mange brugeres fokus synes at rette sig mod enkelte numre. Vi kan med de sammensatte playlister fuldstændigt styre, hvad vi vil høre og hvornår. Vi bliver vores egne musikudgivere - og musikskaber!

Mine oplevelser siger mig, når snakken går på Spotify, at især den yngre generation i høj grad lytter til sammensatte playlister. I den sammenhæng, kan jeg forestille mig, at liner notes for mange ikke bliver så vigtige og dermed et et aspekt tjenesterne vil satse på. Jo mere udbredt musikstreamingen bliver, jo mindre fokus vil der blive på liner notes. Med mindre det er et område, som folk inden for musikbranchen vil presse tjenesterne til at gøre med ud af. Ikke mindst i respekt for de mennesker, der på alle områder har bidraget til udgivelserne. Her tænker jeg ikke minds på musikerne.

Lysten til gå på opdagelse og skabe en musikfortælling.
Jeg kan ikke høre musik uden at lade mig rive med af liner notes og lysten til at forbinde mine viden og til at indhente ny viden.

Hvad er det, så jeg kigger efter? Følgende oplysninger finder jeg vigtige: Udgivelsesår, er det original versionen, der lyttes til?  Udgivelsesselskab, studie og indspilningssted, medvirkende musikere og producer. Samt af og til coverdesignerne.

Hvorfor vil jeg så gerne vide det?

Det vil jeg, da disse oplysninger er interessante i flere perspektiver. De gør, at det bliver muligt at sætte musikken ind i både et både et samtidigt og et historisk perspektiv. Det bliver muligt at følge de folk, der står bag produktionerne, og det aftryk de sætter på dem. Dertil kommer ikke mindst det personlige perspektiv, som handler om, at jeg ud fra liner notes kan tilegne mig viden og gennem denne skabe mine musikfortællinger.

Det sker meget sjældent, at jeg lytter til musik uden at læse liner notes. Jeg gør det altid første gang, jeg hører en udgivelse. Ofte gør jeg det, selvom jeg har hørt den flere gange. Næste gang, hvor jeg i mellemtiden har hørt en del andet, fører liner notes mig nye steder hen og giver lyst til at høre nyt eller gå tilbage og genhøre udgivelser. På en måde har liner notes en afgørende indflydelse på, hvad jeg vølger at høre af musik.

Hvad fandt jeg så af og om Lee Dorsey på Spotify?
Tilbage til Spotify, Lee Dorsey, hvor denne fortælling startede og liner notes.
Ved på Spotify at gå på ”Credits”, kan jeg på sangniveau, udover naturligvis kunstnerens navn, få at vide, hvem der skrevet nummeret, og så hvem der har produceret. Som "kilde" er angivet navnet på pladeselskabet.
Det er dog ikke altid, at disse minimumsoplysninger fremgår.
Tilbage står så mange oplysninger, der ikke er nævnt: Udgivelsesår, faste musikere (hvis det er et band) , studiemusikere, og hvem der ellers har medvirket til udgivelsen.

Lee Dorsey’s første lp-udgivelse ”Ya Ya” udkom i 1961. Hvad man så kan gætte sig til ud fra listen over hans udgivelser, da det er den ældst daterede. Her kommer et eksempel på, hvor upræcis Spotify er med sine angivelser af, hvad det er, der lyttes til. Lee Dorsey udsendte i sin levetid 5 lp’er. Den første kom, som omtalt, i 1961 og den sidste blev udgivet i 1978. Lee Dorsey medvirker på ikke mindre end 40 opsamlingslp’er under egnet navn!  Dertil kommer samlet 75 singler og ep’er. 54 af disse blev udgivet, mens han levede. Disse tal fremgår i øvrigt ikke fra Spotify, men er hentet på Discogs (se senere i indlægget).

Lee Dorsey er på Spotify repræsenteret med ikke mindre end otte lp-udgivelser, der alle har titlen: ”YA, YA”! Samtidigt reeferes der til otte forskellige årstal. Den seneste udgivelse er fra 2020.  Ved at sammenligne numrene på originalen med de syv andre Ya, Ya-udgivelser ses, at de ligger tæt op af denne. Dog med lidt forskelligt antal af numre. De svinger mellem 11-14!  En af udgivelserne med titlen Ya Ya er mere en ”best of-udgivelse”. Så har et par udgivelser titlen Do-Re-Me, men de er næsten identiske med indholdet på Ya Ya-udgivelserne. Hvorfor lægge så mange identiske udgiver ud? De samme numre går igen i utallige gange, og det er uklart, hvad det er for en udgivelser, der lyttes til.

Her kan først lyttes til " Ya! Ya!" fra 1961 og bagefter til en udmærket Lee Dorsey opsamling.

Spørgsmålet ligger lige for: Er alle de har oplysninger ikke lige gyldige, hvis man nu bare vil høre noget Lee Dorsey for at finde ud af, hvad han er lavet? Svaret ligger også lige for: Nej, det synes jeg ikke. For det første skal have mulighed for at tage stilling til, hvad man vil høre og samtidig oplyses om, hvad det er man hører
Måden, som Spotify i dette her eksempel præsenter sine udgivelses på, virker, uvis af hvilken grund, meget ustruktureret. Hvorfor er kun nogle kunstnere omtalt med biografiske oplysninger?

Spotify skal have ros for de oplysninger, der generelt bringes i ”About” om nogle kunstnere, og hvor der er flere krydshenvisninger. Der er tale om relevante oplysninger, der giver et kort portræt af kunstneren og - nogle gange - med henvisninger til samarbejdende kunstnere. Hvad angår af Lee Dorsey så fremgår det, at Allan Toussaint ofte producerede for Dorsey, og at han ofte blev bakket op af The Meters.  

Lyt til og læs mere om The Meters - på Wikipedia:

Hvor er respekten for de mange, der står bag produktionerne?
Helt umuligt er det altså ikke at få samlet sig et minimum af oplysninger på Spotify. Selv om præsentationen lader en del tilbage. Er det i det hele tager en opgave for en streamingtjeneste at bidrage med disse oplysninger? Da musiktjenesten er dominerende musikformidlerne, vil jeg mene ja. Spotify har et ansvar for at musikerne og andre bag produktionerne ikke bliver anonymiseret. Ren teknisk burde det ikke være så kompliceret at angive oplysninger, hvad der svarer til liner notes. Det vil ganske vist kræve noget tastearbejde, men det er vel en overkommelig opgave!

Hvor er der så hjælp at hente til videre søgning.
Heldigvis kan der andre steder være hjælp til at hente oplysninger svarende til liner notes. På Allmusic.com er det muligt, udover at se, hvordan udgivelserne vurderes, at få udgivelsesoplysninger, samt hvem der har medvirket på enkelte udgivelser. Allmusic blev grundlagt i begyndelse 1990’erne af amerikaren Michael Earlewine. Historien bag er, at han følte sig snydt ved købet af en cd. Hvad han troede var en tidlig Little Richard-udgivelse viste sig at være noget ligegyldigt og slapt genbrug. Den dårlige oplevelse førte i 1992 til en bogudgivelse med titlen: “The Best CDs, Albums & Tapes: The Expert's Guide to the Best Releases from Thousands of Artists in All Types of Music”. Et værk på 1200 sider. I 1994 gik Allmusic online.

På Allmusic dækker ”Credits” musikere, komponister og diverse tekniske funktioner og svarer til, hvad der kan betegnes som liner notes. ”Credit” er lidt rodet sammensat og ikke så brugervenligt. Med indgangen til 00’erne falder antallet af kommenterede og omtalte udgivelser, og der synes at opstå en vis tilfældig i, hvad der fremover omtales. Luften synes i dag at være sivet ud af det 30-årige foretagende. Årsagen kan være, at Allmusic i seneste årtier er blevet solgt flere gange. Allmusic har sin styrke i biografiske fremstillinger og på credtis, hvad angår ældre udgivelser.

Et uddrag fra Allmusic biografi om Lee Dorsey

Læs om AllMusic's historie og virke på Wikipedia

Et andet sted at hente hjælp er på platformen Discogs. Udover primært at være et websted for salg og køb af lp’er og cd’er - også kassettebånd omtales, er den også en database med omfattende oplysninger om enkelte udgivelser. Platformen blev, ifølge Wikipedia, oprettet i 2000, som en privat database over brugernes egne lp’er. Discogs er i dag den største internetbaserede database for udgivet musik og den største, hvad angår udgivelser på vinyl. Lidt tal om Discogs. I oktober 2019 var 11.66.550 udgivelser kategoriseret. 6.091,280 kunstenere var omtalt Dert samme var 1.342.778 "labels"/musikudgivere.

Discogs er en fantastisk platform til informationssøgning om musikudgivelser. For mig har det taget lidt tid at bruge Discogs optimalt, men når først indgangen er kendt, er der ingen grænser for de informationer, der kan udfolde sig om enkelte udgivelser. Her af er mange nok mest relevant for inkarnerede pladesamlere i forbindelse med køb. Hvad angår biografiske oplysninger, henviser Discogs almindeligvis til Wikipedia. Se her Discogs egne oplysninger om Lee Dorsey.

Læs mere om Discogs på Wikipedia

Naturligvis skal de mange fysiske opslagsværker nævnes. Ikke mindst Politikkens ”Store Rockleksikon”, som udkom for første gang i 1974 Værket er på trods af sin alder, sidste udgave kom i 2004, et uundværligt opslagsværk, hvis man lige vil tjekke et navn eller en udgivelse. Jeg bruger jævnligt værket og for mig er det - og har været - uundværligt, når jeg skal tjekke kunstnere samt deres udgivelser. Leksikonet dækker på 1600 siders 50 års rockmusik gennem 2500 biografier og omtale af 10.000 plader/cd'er.

Om Lee Dorsey fremgår det af Politikkens Rockleksikon, at han frem til 1955 ernærede sig som professionel letvægtsbokser. Han slog sig med i New Orleans, hvor kan uddannede sig som bilmekaniker. I 1957 indspillede han sin første single Rock Pretty Baby. Samarbejde med Allan Toussaint startede i 1958.

Læs Gaffas anmeldelse af udgaven fra 2004.

Nogle overvejelser om fremtiden for liner notes.
Hvad kommer streamingtjenesternes voksende betydning som musikformidler til at betyde for den viden, vi kan tilegne os om musikken? Et faktum er, at mange menneskers arbejde, især musikernes, allerede nu i forbindelse med udgivelser på tjenesterne ikke bliver krediteret. Tendensen kan på længere sigt gøre det vanskeligt at udfolde musikhistorie og musikhistorierne. Med øget brug af musik på streamingtjenesterne forsvinder coveret og cd’ens indstik og dermed også liner noters. Så skal disse oplysninger hentes andre steder og er ikke knyttet direkte til den umiddelbare aflytning af musikken.

Hvor meget musik der i dag ender på streamingtjenesterne og andre websteder, uden at det først er udgivet fysisk, har jeg ikke kendskab til. Men der synes at være en tendens at streamingtjenesterne udgiver enkelte numre, og ligeledes bliver hele ”lp’er” lagt ud på nettet uden pladeselskabernes medvirken. Bliver det vanskeligere at tilegne sig musik i fysisk form, vil det kræve, at der gøres noget for at sikre liner notes. I dag kommer der heldigvis fortsat nyudgivelser og genudgivelser på lp og cd. Ofte får kunstnere udgivet både lp og cd, men hvor forventer de at egentligt at få det solgt udover til koncerter. En stor ros til de personer, der i dag modigt oprettet nye pladebutikker og tør satse på nyudgivelser. Også en ros til de der driver second hand musikbutikker. En stor del af den fysisk købes i dag på nettet – både nyt og brugt – på plademesser, loppemarkeder, m.m. Med de fysiske medier og liner notes kan vi forsat holde gang i musikhistorien og fortællinger – hjulpet af de oplysninger vi kan søge på nettet.

Hvad findes egentlig af alternative websteder?
Jeg bruger mere traditionelle websteder, når jeg skal søge musikinformationer eller lytte til musik. Mit kendskab til, hvad der findes af alternative links er meget begrænset. Måske findes der en portal eller webside, som rummer diverse links til ikke-kommercielle musikwebsider. Redaktionen vil gerne orienteres om disse med henblik på senere omtale.

Her nævnes et par tilfældig valgte. Oplysninger om websiderne stammer fra Wikipedia.

Bandcamp er et netbaseret musikselskab, hvor kunsterne og selskaber frit kan uploade deres musik.  De har her selv kontrol over salget af musikken, som kan downloades på forskellige måder, gennem egen prisfastsættelse. Køb af fysiske produkter er muligt. Pudsigt bestod
Kunsterne har på Bandcamp mulighed for at oprette deres egen webside.
Umiddelbart finder jeg det vanskelig at navigere på Bandcamp, hvis jeg ikke går efter et bestemt navn.

Da mine øjne rammer SugerMegs begynder de at flakke rundt på websiden og er ude i stand til at finde et fokuspunkt. Umiddelbart viser der sig et stort virvar af informationer spredt tilfældigt og gengivet i en eksplosion af stærke farver. Et voldsom førstehånds indtryk. Den old school-agtige opsætning er sjovt - og sikkert bevidst valg i en tid, hvor lækkert layout er i højsædet.

Efter en dyb indånding begynder øjnene at kunne orientere sig på websiden og er i stand til at sende informationer. SugarMegs blev oprettet i 1996, og layoutet er sikkert ikke ændret siden. Langsomt bliver det klart, at på SugarMegs kan der gratis streames omkring 90.000 live-shows - og det ser ud til at der dagligt forgår en opdatering.

Når øjnene har vænnet sig til SugerMegs følger en nærmere omtale på Musikfortællerne.dk

Lad det slutte, hvor det begyndte, med et par reklamesange, som Lee Dorsey indspillede for Coca Cola

Og så ender det alligevel ikke med Lee Dorsey. Slutningen tildeles Allan Toussaint.
Hans fantastiske blæserarrangementer på en af mine favorit lp'er: The Band: "Rock of Ages" må nævnes.