NRBQ. The story so far.... Del 1: 1967-73.
En dag i december måned 1989 var jeg i det lokale radiostudie sammen med min medvært, Jan Pedersen.
Vi spillede en samling blandede bolcher i »Blåt Nyt« til vores juleprogram, og Jan spillede et nummer, som fik mig til at slå ørerne ud. Faktisk spillede han to numre den eftermiddag, som gjorde indtryk, det andet nummer var med Link Wray fra pladen, Link Wray 1971, indspillet på 3 spor i L.W´s hønsehus.
Det første var med en gruppe, som hed N.R.B.Q.
Hvilket specifikt nummer det lige var, erindrer jeg ikke, men det gjorde et dybt indtryk på mig, og har foreløbigt ført til, at der i min pladesamling står 12 lp'er og 13 cd'er med NRBQ - foruden det løse - soloudgivelser med nuværende og tidligere medlemmer.
Kort sagt afspilningen af dette nummer gjorde mig til kæmpefan af gruppen, og jeg gik straks igang med at lære dem at kende.
Faktisk havde gruppen allerede ændret deres oprindelige navn fra
New Rhythm & Blues Quintet = N.R.B.Q
til
New Rhythm & Blues Quartet = N.R.B.Q
men, det skete allerede i 1973, altså længe før jeg havde hørt dem, og i 1973 var de allerede ved deres fjerde album og deres andet pladeselskab.
Da jeg så omslaget til deres første album NRBQ på Colombia, kunne jeg faktisk godt huske, at jeg havde set den plade adskillige gange i cut-out kasserne, men jeg havde aldrig følt mig foranlediget til at tage pladen op af kassen og kigge den efter.
NRBQ. Den første lp: NRBQ Colombia CS 9858
Pladen udkom i 1969, og på det tidspunkt var der altså sket en del, hvad angår udseendet på en lp-plade
Så et stempel NRBQ på sort baggrund med 5 X 4 billeder fra en fotoautomat i sort/hvid var altså rimelig billigt sluppet, og det er måske kernen omkring det pågældende omslag, at pladeselskabet ikke gik helhjertet ind i projektet.
Vend omslaget og bagsiden afslører 3 spalter tekst skrevet af 3 forskellige personer Richard Lorber, Don Adams og Mike Jahn.
Hvis du læser de 3 tekster, er du så blevet klogere på, hvad der gemmer sig på vinylen?
Richard Lorber slutter sin tekst med at spørge Hvad er NRBQ? det er ikke et navn, det er en nummerplade. « for a band that's got under-the-hood sound, from rock and rolls cradle days. But that´s now. Who can tell in a couple of months or years what could be under the hood? Only NRBQ, the plate is permanent«
Donn Adams skriver at bandet er »en livsform - De har perfektioneret deres egen unikke livsproces - en enestående form for fotosyntese hvorigennem de absorberer sollys og transformerer det til musik. Tak for sollyset NRBQ«
og Mike Jahn skriver »at gruppen spiller simpel basic rock på en måde som har været forsvundet siden 1959, Beatles genfandt den omkring 1964 og her i 1969 har den allerede været forsvundet i nogle år men NRBQ besidder den magi«
Så sæt pladen på.
Det første nummer, som kommer dig i møde er C´mon Everybody skrevet af Eddie Cochran, men her i en elektrisk energisk udgave, hvor guitaristen Steve Fergusons guitar står ud.
Pladens næste nummer er:
Rocket Number 9 skrevet af Sun Ra
HVAD!!!!
først lyd af fløjte og percussion, kan lyde lidt som Yusef Lateef, og så kommer bandet ind og synger
Rocket number 9
take off for the planet
to the planet
of Venus
efterfulgt af trombone (spillet af Donn Adams) og stadigvæk dette kor som, så brat stopper efter aa aa aa
3. nummer Kentucky Slop Song.
Er pladens første originale komposition, skrevet af Terry Adams, som er gruppens keyboardspiller, og desuden spiller en del mundharpe på pladen, og det er da også hans klaver, der indleder sangen i et let jazzet arrangement
teksten i uddrag starter således:
Slim Harpo over on the old juke box
stop pouring orange juice down my socks
you´re running up and down the Stairs
got me feeling and I don´t know where
I might take a cloroform void
somebody's talkin nothing but noise
there´s a gun above the fireplace
no respect for the human race
sunget af Terry Adams med en stærkt overdreven sydstats dialekt:
Snot boogers are in my nose/got jammed in between my toes/
Let’s go outside, and come inside/she goes bowling on a Friday night!”
og bandet istemmer den absurde tekst og går over i en jam, hvor adskillige instrumenter blander sig, men især Steve Fergusons, slide guitar får luft under vingerne, og så er det pludseligt ovre
Terry Adams har også haft fingre i det fjerde nummer på pladen nemlig kompositionen, Ida Lupino skrevet af Carla Bley i 1964 som en homage til kvinden af samme navn, men Terry Adams har skrevet en tekst til nummeret, som her blot hedder Ida
Så følger C´mon if you´re comin skrevet af Brownie McGhee, og her fremført af Terry Adams på mundharpe, Steve Ferguson på akustisk guitar og Frank Gadler vokal
Guitaren er meget fint spillet mundharpen holder formen og ligger langt fremme i lydbilledet.
Næste nummer er skrevet af bassisten Jody St. Nichoas »You can´t hide« og er et up-tempo nummer - stilistisk nærmest New Wave, 20 år for tidligt, og første side slutter med en stille sang:
I didn´t know myself skrevet af Steve Ferguson og med clavinet og guitar i front, og Frank Gadler, gruppen forsanger, som giver los - og slut på side 1.
Side 2 åbner med to Steve Ferguson kompositioner en rocker:
Stomp efterfulgt af Fergie´s Prayer med tydelig inspiration fra f.eks. Beatles.
Terry Adams har skrevet de næste to. Den første er et svar til Chuck Willis (I don´t want to) Hang up my Rock´n Roll shoes, »Mama get down those rock and roll shoes« sunget af Frank Gadler i bedste Little Richard stil, og så følger Hymn Number 5 , guitar og toy piano fred på jord
Hey Baby er en popsang fra 1959 af Bruce Channel
Her i NRBQ versionen domineret af clavinet og country picking på guitar og en mundharpe- solo og denne stemning fastholdes med Liza Jane mundharpe/footstomp og hundegøen.
Pladen slutter med Terry Adams sang »Stay with me«. En jazz/pop komposition som runder denne første NRBQ plade af og efterlader lytteren
............. Ja, for mit vedkommende tror jeg, at hvis jeg havde hørt denne plade i 1969, så ville jeg ikke have købt den. Jeg ville ikke have kunnet rumme de forskellige stemninger. I dag nyder jeg pladen i fulde drag, og er ikke mindst imponeret over lydkvaliteten på indspilningerne. Gruppen står selv som producere, men tag ikke fejl af navnet på the Engineer, Ed Kramer. L.P. en blev genudsendt i 2018 på pladeselskabet Omnivore.
Inden vi går videre, så følg linket herunder og lyt til Stay with me live fra 2009 med Terry Adams 50 år senere stadig ved tangenterne, og sat dig sammen med NRBQ
Merseybeats USA møder The Seven of Us
NRBQ var faktisk to forskellige bands som var blevet forenet til The New Rhythm & Blues Quintet.
Fra New York kom bandet »The Seven of Us« som bl.a. indeholdt bassisten Joey Spampinato, sangeren Frank Gadler og trommeslageren Tom Staley. De to førstnævnte var fra New York. Tom Staley var fra Florida. Gruppen havde i 1966 udsendt et par singler f.eks. It´s not easy to forget« skrevet af J. Spampinato og måske mere mindeværdig nummeret Jamboree the seven of Us. It´s not easy to forget . J. Spampinato1966
Jamboree J. Spampinato 1966
Fra Louisville Kentucky kom brødrene Don og Terry Adams og Steve Ferguson. Terry & Steve mødte hinanden i bandet The Merseybeats USA, som også havde fået et par singler ud. The Merseybeats USA 1966 Nobody loves me this way S. Ferguson.
Da Terry og Steve mødte hinanden klikkede de med det samme musikalsk, og spillede sammen, så ofte de kunne komme til det.
Hjemme hos brødrene Adams havde der gennem længere tid været gang i jamsessions, som de altid optog og lyttede igennem.
Steve var den første guitarist der blev involveret.
Terry Adams var oprindelig startet på trompet, men gik over til piano af den simple grund, at man kan spille mere end en tone samtidig på klaver. Hvorfor guitaren ikke kom på tale vides ikke, men Terry fandt hurtigt en fuldgod erstatning Clavinet.
Terry Adams var ikke særlig begejstret for The Merseybeats USA blandt andet fik han en bøde for at have de forkerte sko på, og der var også andre problemer, desuden var musikken ikke så udfordrende.
Så Steve, Terry, Don en bassist og en trommeslager tog til Florida som NRBQ for at spille nogle job rundt omkring, og der stødte de på The Seven of Us.
Medlemmerne i de to grupper hang ud sammen og da keyboardspilleren i The Seven of Us rejste tilbage til N.Y. fik Terry Adams tilbudt jobbet, og det varede ikke længe før han fik Steve Ferguson med ind.
I 1968 bestod bandet foruden Steve & Terry + Don Adams, af forsangeren fra The Seven of Us, Frank Gadler og bassisten Joey Spampinato/Jody St. Nicholas og en lokal trommeslager Tom Staley, som også var med på at spille i de forskellige stilarter, og sammenforlod de Florida for at spille i New Jersey tættere på N.Y.
Stadig under navnet The Seven of Us ( who´s counting!).
Deres sceneshow skaffede dem via anbefaling fra Slim Harpo job på N.Y.´s hotteste klub Steve Paul´s Scene i 1969
I maj 1969 åbnede de for Jeff Beck og Joe Cocker på Fillmore East og gjorde sig uvenner med Bill Graham, da de forlangte at det psykedeliske lysshow blev slukket, mens de optrådte.
Da han i første omgang nægtede dette, stoppede bandet med at spille og satte sig og kiggede på lysshowet, indtil det blev slukket.
Al fokus på musikken og deres optræden.
Gruppen fik flere tilbud om pladekontrakt.
De valgte Colombia fordi selskabet gav dem frie hænder.
De kunne selv vælge, hvilke sange der skulle på deres første plade.
Nyt år - Ny plade - Farvel til Colombia
Bandets første plade nåede ind på salgslisten som nummer #162. Pladen fik gode anmeldelser, men solgte ikke noget videre. Pladeselskabet anede ikke, hvordan de skulle markedsføre et orkester, som spillede rock/jazz/pop/country/blues på en og samme plade, og medlemmerne var ene og alene optaget af at spille musik.
I et interview fra februar 1970 i Jazz & pop Magazine fortæller Terry Adams, at de er ved at indspille en ny plade og fortæller, at de er halvt færdige og blot venter på at få studietid til færdiggørelsen. Intervieweren Todd Selbert spørger, hvilke sange, der vil være på den nye plade og T.A. svarer »nogle flere Carla Bley sange ... hun har skrevet to til os. Den ene af dem kan vi ikke spille den er for sørgelig. Terry Adams fortæller desuden, at de også er ved at indspille en plade med Carl Perkins
Boppin the Blues: Carl Perkins and NRBQ Colombia CS 9981
Pladeselskabet anede ikke, hvordan de skulle markedsføre gruppen, så de valgte at sætte Carl Perkins, som var en »has been« sammen med en gruppe, som i bedste fald var »not yet«
På backcoveret bliver Murray Krugman takket for at bringe dem sammen ....Strategien må have været minus X minus = plus. Sikkert ikke, nok mere i retning af: »Hvordan opfylder vi vores forpligtigelser hurtigt og billigt«.
Omslaget på pladen er delvist genbrug fra den første plade. Billederne er bare skåret ud i stjerneform, og så har Donn Adams fået den tvivlsomme ære at skrive bagsidenoterne alene denne gang, og han starter med at skrive: « Dette er ikke en Carl Perkins plade. Det er heller ikke en NRBQ plade. Det er en helt ny gruppe Carl Perkins- og-NRBQ. En ny gruppe, måske er det misvisende ....og så prøver han, at rode sig ud af det vrøvl, han selv har skrevet.
Så hvad har vi så 1/2 NRBQ plade 6 originale numre.
6 numre med Carl Perkins akkompagneret af NRBQ, og et enkelt nummer med Carl Perkins alene.
Optagelserne er tydeligvis fra forskellige sessions, og ved at blande de forskellige optagelserr lykkes det næsten at få taget al energi ud af pladen .....
Så tak til Murray Krugman for at bringe dem sammen , men, det er nok snarere Bill Denny, som også er nævnt på bagsiden lige under Produced by Frank Scinlaro and NRBQ med ordene: "By special arrangement with Bill Denny ( Bill Denny country music producer)"
Hvad, der også er værd at lægge mærke til, er, at Ed Kramer ikke er involveret denne gang, desværre.
Katastrofe .....?
Næsten, men hvis du starter på side 1 med 3. nummer som Joey har skrevet og synger efterfulgt af »Dr.Howard, Dr.Fine, Dr. Howard« skrevet af T.Adams .
Det er første gang, at vi bliver indviet i Terry Adams begejstring for The Three Stooges.
Referencen er til episoden Men in Black fra 1934, og du kan opleve T. Adams fortælle om sin begejstring for denne serie.
Så følger Sure to fall, som faktisk er et C. Perkins nummer, men her leveret af NRBQ uden Hr. Perkins, sunget af Frank Gadler, og produktionen har en helt anden friskhed over sig. og til sidst på side et Flat Foot Flewzy af Steve Ferguson.
Side 2 har to gode oplevelser. 4. nummer Allergic to Love. Et aldrig før indspillet C. Perkins nummer med Steve Ferguson på lead, og her spilles der dejligt frit, og så det nummer som gør hele pladen værd at finde.
»On the Farm« af Terry Adams og sunget af samme:
Et absolut fantastisk nummer, som ikke er let at finde på nettet, men findes som nummer 12. på CD 2 på High Noon - A 50 year retrospective Boxen.
Efter denne plade sluttede samarbejdet mellem NRBQ og pladeselskabet Colombia.
Samarbejdet kom aldrig til at fungere, hvad angår pladeudgivelserne, men de indspilninger, som NRBQ foretog i den tid, de var hos Colombia er virkelig gode, og flere af dem dukker op senere. Bandet fortsatte desuden samarbejdet med Ed Kramer, som havde mixet deres første album.
Goddag til Kama Sutra og farvel til Steve Ferguson.
I 1971 forlod Steve Ferguson NRBQ. Han vendte kortvarigt tilbage et par måneder men samarbejdet sluttede, og S.F. vendte tilbage til Louisville, hvor han blev indtil sin død i 2009.
Umiddelbart blev hans guitar rolle varetaget af Ken Sheehan, men bandet søgte efter en ny guitarist og valget faldt på Al Anderson.
Al Anderson kom fra Connecticut og gruppen Wildweeds. Han havde hørt NRBQ og var faktisk fan af Steve Fergusons guitarstil.
Han erindrer vagt, at han spillede en version af Joni Mitchells »Blue« til sin audition og var overrasket over at blive valgt.
Al Anderson var som Steve Ferguson også sangskriver og sanger foruden at spille guitar.
På grund af kontaktlige forpligtigelser med pladeselskabet Vanguard måtte han nøjes med at spille guitar på pladeindspilninger med NRBQ
Scraps Kama Sutra KSBS 2045 1972
Recording Date July, 1970 - December, 1971
Recording Location Columbia Studios, New York, NY & Mount Vernon, NY
Howard Johnson's got his ho-jo workin'
Ho-Jo workin' on me
He's got his hands in my pockets and his heart is cold
I'm so hungry and I'm on the road
I want a grilled cheese and an order of fries
Gotta drink water or I won't get by
I just want to see you on your own
How we ever gonna tell you
Howard Johnson's got his ho-jo workin'
Ho-Jo workin' on me
Check my gas, it's on the empty line
Fill it up while I go waste some time
Plus my family's got to get their fill
I can't do it with a five dollar bill
I just want to see you on your own
How we ever gonna tell you
Howard Johnson's got his ho-jo workin'
Ho-Jo workin' on me
I just want to see you on your own
Not the boy who plays the tuba
Howard Johnson’s got his ho-jo workin’
Ho-jo workin’ on me
Howard Johnson’s got his ho-jo workin’
Ho-jo workin’ on me
Ho-jo workin’
Ho-jo workin’
Ho-jo workin’ out on me
Fra første sang er det tydeligt at NRBQ fungerer, og har det godt - Terry Adams har skrevet sangen som sidenhen er blevet en NRBQ klassiker - hans clavinet indleder sangen i samklang med guitar og Al Anderson spiller guitar, som om han altid har været medlem, og Frank Gadler synger sangen som pure rock and roll.
Den næste sang Magnet er skrevet af Terry og Joey »I´m like a magnet you´re like a piece of wood« synger Joey og Terry og Terry har en let jazzet pianosolo i en sang, der lyder som en børnesang .....
Alle instrumenter står klart i lydbilledet - producer Ed Kramer - tak for ham.
Only You den beatles-sang Beatles ikke fik skrevet, og legetøjsklaveret kommer til sin ret, mens Joey synger som en engel.
og så slippes tosserne løs med Who put the Garlic in The Glue
Side 2 på Scraps begynder med en Joey Spampinato sang. Boys in the City kunne være skrevet af John Sebastian og efterfølges af New Tune skrevet af Terry Adams - med tydelige Frank Zappa referencer
Pladen har 14 numre, og de 12 er originale kompositioner 4 af Joey Spampinato, 4 af Terry Adams, 1 af begge og 2 sange skrevet af Adams & Ferguson. Steve Ferguson medvirker på den ene af de to sange pladens sidste nummer »Ain´t all right«
En helt igennem vellykket plade - ubetinget den mest homogene gruppen indtil da havde udgivet, og med mange egne kompositioner
Kama Sutra var Lovin' Spoonfuls pladeselskab, og selskabet havde haft stor succes med den gruppe, som blev opløst i 1969.
Ti år senere mødtes NRBQ med John Sebastian, som blev introduceret til gruppen af sin gamle Lovin' Spoonful makker, Zal Yanovsky og optådte officielt sammen i 1982 .
Koncerten blev udgivet i 2000 på NRBQ´s daværende selskab EDISUN
NRBQ Workshop Kama Sutra KSBS 2065 1973
På denne plade er bandet blevet reduceret til en Quartet.
Frank Gadler, forsangeren havde også forladt bandet.
Der var ikke meget at tage sig til for Frank. Joey sang sine egne sange , Terry sang også, og Al Anderson, som på denne plade godt måtte synge, men stadig ikke bidrage med sine sange, var en fin sanger. Frank Gadler var en vældig god sanger, men først og fremmest rock sanger og det var jo kun en lille del af repertoiret, så Frank valgte at forlade gruppen.
Til gengæld havde blæsergruppen fået navn The Whole Wheat Horns, som bestod af Donn Adams på trombone & Keith Spring tenor sax , både Joey og Terry bidrog ind imellem til hornsektionen; Joey på sax og Terry på trompet.
Joey Spampinato bidrog med 4 sange til pladen Deaf dumb and blind ; Miss Moses ; I got a little Secret og Mona. På Mona spiller Terry Adams accordion og Joey, mandolin. Joey Spampinatos sange er fine popsange med både McCartney og John Sebastian præg.
Terry Adams bidrager med 4 sange hvoraf de to blev klassiske NRBQ sange. Den første R.C. Cola and A Moon Pie starter instrumentalt hvorefter Joey Spampinato synger sin hyldest til denne sydstats delikatesse. Get that Gasoline Blues stammer tilbage fra 1966, men indspilningen her er fra 1973 med et flot blæserarrangement og blev udsendt som single med Mona som B-side
Misunderstanding er en latininspireret molsang sunget af J.S. og med en enkel pianosolo. Four Million B.C. blæserdomineret instrumental med T.A. på trompet og Monk inspireret piano og pladen er slut.
Første nummer på pladen er en genindspilning af Come on if you're comin' med fuldt band og sunget af Al Anderson. Nummeret var populært blandt NRBQ fans siden den første plade og her fremføres den med fuldt band i en veloplagt udgave.
Derudover er der en up tempo version af Blues stay away from me med en Al Anderson guitarsolo picking og stort kor mens guitaren ikke er til at stoppe.
En anden cover er Don Robeys Just hold my Hand fra 1957 og Hearts of Stone fra 1954. Begge numre bliver sunget og spillet tæt op af originalversionerne uden at NRBQ sætter sit personlige præg på numrene
Scraps er en mere original og helstøbt plade end Workshop.
Alle indspilninger foregik inden de to plader blev sat sammen, og det virker, som om pladeselskabet har mistet interessen for bandet.
Så den anden plade får igen karakter af en kontraktlig forpligtigelse, der skal opfyldes.
Samarbejdet med Kama Sutra ophørte sandsynligvis af samme grund som Colombia. Gruppen solgte ikke mange plader og var svære at markedsføre.
Måske havde Kama Sutra håbet, at NRBQ kunne være Lovin' Spoonfuls efterfølgere. Givet er det at NRBQ var fans af især John Sebastian, og som nævnt blev det gensidigt, da John Sebastian hørte bandet
Ud af 26 sange på de to plader på Kama Sutra er de 20 originale kompositioner af Joey Spampinato og Terry Adams.
Bandet synes at have fundet en form, hvori The Whole Wheat Horns indgår, men der kommer til at gå fire år før deres næste plade bliver udsendt.