NRBQ. The Story so far…	 		1994 - 2004. Del 3

Da Johnny Spampinato overtog Al Andersons plads i bandet, var det anden gang at en fan blev medlem. Tom Ardolino var den første, men det var efterhånden 20 år siden.

Johnny Spampinato havde i modsætning til Tom Ardolino spillet med andre, inden han kom i NRBQ. Han var sanger og guitarist i bandet Incredible Casuals, som udsendte deres første plade allerede tilbage i 1987 og havde eksisteret i flere år inden da, så Johnny var ikke en uprøvet guitarist.
Desuden kendte han musikken fra sin storebror, så det faldt ikke svært at træde ind.

NRBQ                   Tokyo                1997                          Rounder Cd 3146

Den første plade med den nye besætning kom så i 1997.
Igen en liveplade, denne gang optaget i Tokyo den 9. og 10. april 1996.

Johnny synger pladens 3. nummer Crazy Girl. Hans stemme er en rockudgave af storebrors. Han råbesynger ofte, men harmonierne sidder, hvor de skal, når der synges kor. Som guitarist er hans forbilleder Chuck Berry og Steve Ferguson. Han har ikke country i sit guitarspil, men masser af energi, og bandet kommer til at lyde lidt simplere end tidligere, skarpt skåret.

Johnny Spampinato forblev i øvrigt medlem af Incredible Casuals og var således ikke udelukkende dedikeret til NRBQ, men udfyldte sin rolle, som det høres

Ikke noget nyt under solen, ikke en stor plade, men gamle fans kan slappe af, NRBQ lever!

NRBQ    You´re nice people you are   1997      Rounder records CD 8045

Det kunne måske ses som et forsøg på at ramme en ny målgruppe.
En børneplade fra verdens rareste orkester onkel Terry, onkel Joey, onkel Johnny & onkel Tom.

Både Johnny og Joey bidrager med sange. Johnny åbner med titelsangen, og derefter følger Terry Adams med Encyclopedia omkvædet “look it up, look it up, look it up”

Joey har skrevet “Always safety first” og den efterfølgende ”The Music Lesson”, hvor Tom Ardolino optræder som Professor Fleishaker, dagens vikar, med let tysk accent. Der øves skalaer indtil professoren forlader rummet, hvorefter ”børnene” flipper lidt ud, naughty naughty. Musikken er en mild udgave af NRBQ, men umiskendeligt NRBQ, og Beach Boys har ikke levet forgæves.
Terry Adams og Tom Ardolino performer Next Stop Brattleboro. Pladen er indspillet i Brattleboro, Vermont.
”Spider” er skrevet og sunget af Joey Spampinato. Min ven Edderkoppen.
Og så går turen ud på prærien og lede efter ”Tumbleweeds”, vindhekse.

Selvfølgelig, bandet har nu eksisteret længe nok til, at mange oprindelige fans er blevet forældre, måske er nogle allerede blevet bedsteforældre, så børn og børnebørn kan få pladen.

The Simpson 10th – 13th Season 1998 – 2002

Hvad, der måske kan ses som en naturlig forlængelse af børnepladen, kom så med NRBQ´s medvirken i Tv-serien The Simpsons.

Det var nu ikke børnepladen, der var den direkte årsag, men det faktum, at Mike Scully var blevet producer på The Simpsons i 1997, og da Mike Scully var NRBQ fan, fik han skrevet bandet ind i flere episoder, og de blev endog animeret:

Personlig holder jeg meget af den sekvens, hvor Homer fortæller, hvordan han mødte NRBQ første gang, og så må vi heller ikke glemme, at NRBQ skrev en sang specifikt fil The Simpsons, nemlig  ”Mayonnaise and Marmalade”:

Barts hyldest til sin far Homer:

You showed me everything,
you took me by the hand.
Puppy dogs and Lincoln Logs
and castles made of sand.
You gave me the courage
to spread my newborn wings,
Like mayonnaise and marmalade
and other spreadable things.
So I guess you are my hero,
and there's something you should know.
I want to make it clear,
so I'm gonna sing it slow.
If you weren't a man
and my father, too.
I'd buy you a diamond ring,
and then I'd marry you.

NRBQ          You Gotta Be Loose      1998            ROUNDER CD 3148

Endnu en Live plade – intet nyt under solen – ­den sædvanlige blanding af egne og nye arrangementer af obskure sange. Pladen ligger ikke på streamingtjenesterne, men titelnummeret kan ses og høres her i en optagelse fra Japan 1999:

NRBQ                      NRBQ  1999                                    Rounder 3719

Tredive år efter deres første plade udsender NRBQ en ny plade med samme titel som den første. Pladen indeholder 15 originale sange, Terry Adams står for 7 af dem, Joey har skrevet 3 og 2 sammen med Johnny, og alle tre har skrevet to sange sammen.

Pladen er indspillet i det samme studie som ”You´re nice people you are”, og det virker, som om flere af numrene er indspillet i forbindelse med indspilningerne til børnepladen, men er blevet valgt fra.  Titler som ”Puddin´Truck” , ”C.M.Pups” ”Take me to your Secret” og ikke mindst ”I want my Mommy” tyder på det. Det er sjovt at tænke på, hvordan det ville have lydt, hvis disse numre var kommet med på børnepladen, der ville være noget mere gang i den.

Bandet spiller tight og mange numre er riff baserede.
Pladen er ret straight forward pop/rock, country feelingen er helt forsvundet sammen med Al Anderson, og Terry Adams jazzede feeling er stort set lagt på hylden på denne plade.

Den mest interessante sang på pladen er Joey Spampinatos ”Sail on Sail on”. En farvelsang med et flot hornarrangement a la Herb Alpert. Trompeten spilles dog af Kami Lyle, som blev Joeys nye partner. De er stadig sammen både privat og musikalsk.

NRBQ           Live from mountain stage    2002        Blue Plate BPM 407

Pladen her er igen en liveplade. Den stammer fra 2 liveoptrædener med NRBQ på Mountain Stage. Live from Mountain Stage er et radioshow, som startede tilbage i 1983, og som stadig findes.

Mountain Stage folkene begyndte at udsende compilation-plader med de bedste performere, der havde optrådt hos dem. De oprettede eget pladeselskab, og NRBQ blev det første band, som fik udgivet en egen plade fra Mountain Stage, men for at have materiale nok til en hel plade, tog man 9 numre fra et show med NRBQ fra tiden med Al Anderson, altså før 1994, og de sidste 4 numre er så med Johnny Spampinato i bandet.

Sidste nummer på pladen er ”11 bar blues”.  Det famøse nummer 12 Bar Blues fra udgivelsen Grooves in Orbit, som gav så mange problemer tilbage i 1983, er nu blevet frataget en enkelt takt, så den sædvanlige 12 takters blues nu er en 11 takters blues

Taktløst kan man vel næppe kalde det, hvorfor ikke prøve det, hvis man kan.

NRBQ                         Atsa My Band                                   2002 Edisun 13

Terry Adams havde stiftet et nyt pladeselskab EDISUN . Typisk Terry Adams humor, et ordspil på Thomas Edison og Sun Records/ Sun Ra. Han havde jo for længe siden udtalt, at hans store inspirationskilder var Sun Records og Sun Ra, og nu fik grammofonens opfinder lov at komme med.

Det var den første plade på det nystiftede selskab med nyindspilninger, men allerede i 2000 var pladen NRBQ Scraps Companion blevet udsendt, som EDISUN 12. De optagelser stammer fra et radioshow i 1972 og outtakes fra Scraps indspilningerne i 1971. Pladen ligger ikke til streaming, men jeg fandt lige et take på YouTube.
Det er en fremragende udgivelse, men det vender vi tilbage til, når vi skal samle de løse ender op til sidst.

Tilbage til Atsa my Band, som starter med sangen Norma.

Sue Thompson havde i de tidlige tressere haft et hit med John D Loudermilk sangen Norman. Terry Adams fjerner det sidste n i titlen og foretager derved et hurtigt kønsskifte på hele sangen, som dog bliver fremført tro mod det originale arrangement, måske en anelse mere frenetisk.

The Fleetwoods havde i 1959 et stort hit med ”Come softly to me”, som er næste nummer, og så skifter stemningen radikalt  med ”Terry got a Muffin” straight rock´n roll med en tåbelig tekst, og det fortsætter med I got a party in head. Begge numre skrevet af Terry Adams.

Joey Spampinato har skrevet ”Love is waiting” en uptempo kærlighedssang. Herefter følger endnu en cover sang, White Horse, skrevet af den danske duo Laid Back. Nummeret var b-side på Sunshine Reggae og blev stort i USA i 1983. Samlet op her af NRBQ, som spiller nummeret uden elektroniske hjælpemidler, men repetitivt i 4 minutter.

I det hele taget er ”Atsa my band” præget af covernumre, foruden de allerede nævnte også ”Beautiful Day” fra 1972 Daniel Boone , ”Kingston Town” fra 1956, sunget af Tom Ardolino med square dance calls indlagt , ”Rip it Up” 1956 , ”Wandrin Star” oprindelig fra 1951, men et hit i 1970 med Lee Marvin.
21:50 to Headquarters” er et nyt nummer skrevet af Terry Adams, men nummeret er en hyldest til et amerikansk TV program ”Highway Patrol fra 1950erne .

”Atsa my Band” bliver derfor først og fremmest en tur op og ned ad Memory Lane, vel at mærke NRBQ´s Memory Lane og måske først og fremmest Terry Adams, som har skrevet pladens sidste nummer sammen med Don Siegel ”See you soon”.

NRBQ                          Dummy   2004                                   Edisun 17

Omslaget på pladen er et 12 siders hæfte som viser de fire medlemmer udført som bugtalerdukker, og hæftet viser disse dukker i forskellige sammensætninger. Dukkerne er lavet af Heidi Kennedy, som tidligere har lavet covers for NRBQ, helt tilbage til Grooves in Orbit.(?)

Terry Adams & Joey Spampinato har skrevet titelnummeret, hvor teksten spiller på de forskellige variationer, der kan tydes af ordet. Et flot arrangeret nummer med hornarr. og klaver i forgrunden. Terry Adams har denne gang skrevet 6 nye numre, og foruden ”Dummy” også skrevet ”What you mean to me” sammen med Joey Spampinato og ”God with a blue Dress” sammen med Jon DeAngelis.

Så 10 af pladens 13 numre er originale, og kvaliteten er denne gang væsentlig højere end på de foregående plader med denne konstellation af bandet.

Der har sneget sig en lettere samfundskritisk tone ind i flere af numrene, dels på titelnummret, hvor det mere end antydes, at massemedierne er fordummende, dels  på ”Imaginary Radio”, hvor Sun Ra ligger nummer 1, og The Beatles ligger nummer 2 med en ny sang. Radioen, hvor produceren virkelig går op i musik, og hvor det er ligegyldigt, om pladen er udsendt på et lille eller et stort selskab, når bare musikken brænder igennem.

”I heard good news, The World is happy now, onnn my imaginary radio” sunget og spillet i et troskyldigt arrangement. Og på pladens sidste nummer, som stammer fra 1991 med Al Anderson på guitar.
Nummeret hedder  ”Misguided Missiles” med omkvædet:

"Misguided missiles and misguided hands /  Of the misinformed people in this appropriated land / Misinformed patriots, their flags unfurled / While their misplaced leaders destroy the world."

Det har åbenbart været magtpåliggende, at få det nummer med på pladen i 2004 , hvor Iraq-krigen var i gang.

Derudover er der nogle smukke kærlighedssange ”Call of the Wild” ” og What you mean to me” hvor Joey virkelig synger smukt i omkvædet , og der er de riff baserede grooves, som ”Primal Thing”og ”God with a Blue Dress”.

Og endelig ingen NRBQ plade uden en obskur cover, og her er der to virkelige perler; ”Be my Love” fra 1950 oprindeligt sunget i filmen ”The Toast of New Orleans” og pladens 3. nummer ”Little Rug Bug” af Rod Rogers with The "Swinging Strings" . Joey synger indfølt sangen om den lille bille, der løber rundt i gulvtæppet, en kærlighedserklæring til det lille væsen.

NRBQ holdt en pause efter at DUMMY var blevet udsendt. Terry Adams havde fået konstateret strubekræft. ”Dummy” blev den sidste plade med NRBQ i sin 3. inkarnation, og der kom til at gå 7 år inden en ny NRBQ plade så dagens lys.

Fortsættelse følger………

Del Indlæg: Link kopiret til clipboard!

Du vil måske også kunne lide...

Sidste mand lukker og slukker – John Mayall er død

Apropos NRBQ: Joey Spampinato 1948 –

Palle Mikkelborg hørt gennem "Heart to Heart