Mine syv dage på jazzfestivalen, hvor jeg med visse ændringer fulgte mit i forvejen planlagte program, bød hver dag på musikalske højdepunkter. Højdepunkter, fordi jeg stødte på noget nyt, hørte fremragende musikere, mødte unge, der turde bevæge sig rundt i genrerne, fik gode oplevelser på interessante spillesteder, og flyttede mig i forhold til, hvad jeg troede, jeg ikke kunne lide.

Det giver ingen mening kronologisk at berette om alt, hvad jeg hørte i dagene fra den 10. juli til den 14 juli. I det følgende vil jeg fremhæve nogle højdepunkter og starter med min sidste dag på Aarhus Jazzfestival.

Som den allersidste koncert i denne festival havde jeg valgt at høre Sinne Eeg på Tir Na NOg. Gennem årene har jeg haft et lidt problematisk forhold til Sinne Eegs stemme. Den har aldrig for alvor ramt mig, hverken på diverse udgivelser eller til koncerter. Hvorfor det er sådan, har jeg svært ved at sætte ord på. Måske er hun lige skolet nok i sin stemme. Efter denne koncert melder jeg mig i koret af Sinne Eeg-fans. Det var en fremragende koncert med spændende fortolkninger af klassikere, egne sange og titelmelodier fra James Bond-film. I øvrigt tager Sinne Eeg fra september på turne med sange fra James Bond-filmene: "Shaken, Not Stirred". Jeg vil være at finde blandt publikum.

Til koncerten blev Sinne Eeg bakket op af Peter Vuust på bas, Mikkel Vuust på trommer og ikke mindst Nikolaj Hess på piano. Det er altid en fornøjelse af høre Nikolaj Hess lege med tonerne og begive sig ind i sit eget univers, når han spiller soli. I sin kreativitet minder han mig om Henrik Gunde.

Jeg ankom direkte til kom til Sinne Eeg-koncerten fra Musikhuset, hvor jeg dagen før havde oplevet et uddrag af Aarhus Jazz Orchestra's hyldest til Thad Jones i anledning af 100 året for hans fødsel. Musikhuset var stuvende fuldt. Unge som ældre havde fundet vej til denne gratis koncert, og alle stole var besat. Rigtig mange måtte stå op. Musikhuset skal have stor ros for dets gratis og spændende koncertrække: "Musikhuset Swinger"

Orkestret swingede herligt, og lyden var helt fantastisk klar. Havde ikke tid til at blive, men blev overbevist om, at jeg måtte høre mere dagen efter. Derfor var jeg vendt tilbage.

Til Thad Jones-hyldesten blev orkesteret ledet af Dennis Mackrel, som med fortællinger og præsentationer på en charmerende måde bandt koncerten sammen. Mackrel er trommeslager, komponist og arrangør og bl.a. spillet med Count Basie. Han har tidligere arbejdet sammen med Aarhus Jazz Orchestra.

Orkesterets historie er lidt interessant. Det blev grundlagt i 1977 af Jens Klüwer under navnet Bred Ymer. Et par år senere skiftede det navn til Klüwers Big Band, og i 2012 fik det sit nuværende navn. Orkestret har gennem sit brede virke status af en kulturinstitution og støttes af bl.a. Århus Kommune og Statens Kunstfond. Orkestret består af en lang række dygtige professionelle musikere, spiller omkring 100 koncerter om året og har flere roste pladeudgivelser bag sig.

Jeg valgte at gå efter første sæt for at nå Sinne Eeg-koncerten, men det var en stor fornøjelse af høre et yderst velspillende big band levere musik skrevet af Thad Jones, som i årene 1977-78 var en unik chefdirigent for Radioens Big Band. Han fik utroligt stor betydning for orkesterets udvikling og status. Indtil sin død i 1986 var han leder af sit eget big band; Eclipse.

Vi bliver i Musikhuset, hvor jeg i ugen hørte to andre – og nok mere spændende koncerter.

For et par år siden fik jeg en stor oplevelse, da jeg for første gang hørte big bandet: Blood Sweat Drums + Bass i Holstebro. Med som gæstesolister, eller så er han bare mere løst tilknyttet orkestret, var Palle Mikkelborg, samt den indiske fløjtespiller Shashank Subramanyam og en afrikansk congaspiller, hvis navn, jeg ikke husker. Koncerten i Holstebro var meget interessant i form af dirigent og arrangør Jens Chr. ”Chappe” Jørgensen spændende, skæve og spændstige arrangementer samt i måden at bruge de forskellige instrumentsektioner på.

”Chappe” fortalt i Musikhuset, at Blood Sweat Drums + Bass havde eksisteret i 22 år. Det startede, som det også var tilfældet med Aarhus Jazz Orchestra, blandt en gruppe af musikstuderende, som "Chappe" underviste på Aarhus Musikkonservatorium. Selv det var tænkt som en engangsforestilling, eksisterer orkesteret i dag med næsten den samme besætning. Til dagens koncert, som var midt i ferien, var flere af de faste medlemmerne erstattet af afløsere, som bestemt kunne udfylde deres roller.

Med i orkesteret var også denne gang Shashank Subramanyam, men også den amerikanske komponist og professor i elektronisk musik Wayne Siegel. Sidstnævnte medvirkede i et 20 minutter langt nummer, han selv havde skrevet og fremførte på, hvad der kaldes ”Motion Tracking System”. Det betyder, at han frembragte lyde ved at føre sin hænder henover en pc-skærm. Bestemt ikke uinteressant, da han gav musikken et ekstra lag gennem sin pålægning af lydeffekter, der dels understregede melodien dels ført den videre. Rytmegruppen var ikke med i nummeret, men det var Shashank Subramanyam og hans samspil med Wayne Siegel var eminent.

En reportage fra koncerten kan læses på festivalens program, hvor der også findes fotos.

Vi vender os mod den mindre scene i den anden ende af Musikhusets foyer. Her gav trioen Kosmos Trio sent torsdag aften en fantastisk god koncert – blandt en af de bedste jeg hørte. Kosmos Trio består af Frede Holger Thorsen på piano, Harald Hagelskjær på bas og Gustav Hagelskjær på trommer. Trioen udgav i 2022 lp’en ”Brev til en ven”, som jeg straks købte og har lyttet jævnligt til. I Politikken blev den anmeldt på følgende måde:

”Kosmos Trio formår at skille sig ud med et album, der ikke kun i betragtning af musikernes unge alder er imponerende velskabt, men indimellem også røber mere bid og kant fra et andet temperament end det milde og harmoniske”

Trioen vandt i juni JazzDanmarks konkurrence på det genåbnede Jazzhus Montmartre.

Koncerten viste, at Kosmos Trio kan og vil noget med deres musik. De er alle tre enormt dygtige på deres instrumenter, som alle kommer tydeligt til udtryk i det flotte samspil. Samtidigt er der plads til de tre som solister

Trioen har fundet helt deres egen trio-stil, hvor det melodiske, det stille, det voldsomme på en og samme tid kommer til udtryk. I koncerten indgik flere elementer af den klassiske musik, især hvad angår klaverspillet.

Trioens optræden vakte udelt begejstring hos et stort og ungt publikum.

En anden trio, som også gav en fremragende koncert, var Human Being Human. Koncerten fandt sted i den flotte hal i tilknytning til Vin Danmark. Sidste år var jeg ikke ovenud begejstret for den koncert trioen gav på Turkis. Mente i min omtale, at det havde noget med rammerne og gøre, samt at mit hoved ikke kunne rumme mere musik. Denne gang var det en helt andet oplevelse. Jeg var vildt begejstret for trioen, der består af Esben Tjalve på piano og keys, Torben Bjørnskov på bas og Frederik Bülow på trommer.

Human Being Human har – ligesom Kosmos Trio – fundet sin egen moderne form for klavertrio-jazz. Human Being Humans still er rytmisk og energisk i sit udtryk, men har også sine stille lyriske momenter, hvorfra musikken vokser til det mere temperamentsfulde. Uden at det melodiske glider af hænde.

Sidste år udsendte trioen lp’en "Equals", hvor alle numre er skrevet af bassisten Torben Bjørnskov og meget domineret af dennes basspil. Til koncerten fyldte alle instrumenter, som jeg hørte det, lige meget i lydbilledet. Først efter en gennemlytning af pladen efter hjemkomsten, blev jeg opmærksom på den fremhævede baslyd på udgivelsen.

I modsætning til sidste år så jeg tre musikere, som nød at være på scenen. De sendte hinanden glade blikke og spillede op til at få hinanden til at yde det bedste. Og det lykkedes. Også her var publikum begejstret.

Jeg glædede mig til at høre Fantasilaboratoriet, havde ikke tidligere hørt gruppen eller udgivelsen fra 2021: Niels Munk: Fantasilaboratoriet. Beskrivelsen af gruppen i festivalprogrammet lød spændende. Fik under gruppens første koncert om søndagen i festivalugen en sms fra en bestyrelseskollega i Struer Jazzklub om, at denne gruppe måtte vi bare have til Struer! Et bedre incitament til at høre gruppen kunne ikke gives.

Efter at have gået lidt rundt blandt nogle af de ældre bygninger på Sydhavnen, fandt jeg endelig Det 3. Rum. Det lå blandt bygninger, som umiddelbart forekom at blive anvendt af græsrodsbevægelser og alternative foreninger/virksomheder. Et ganske stemningsfuldt miljø. Gav vide, hvor længe det kan eksistere med den voldsomme fart Aarhus bygger i – ikke mindst på havnen. Ærgerligt, hvis disse mere skæve bygninger og aktiviteter forsvinder.

På Det 3. rum hørte jeg, hvad der ikke var planlagt: Lotte Anker på saxofon sammen med den tjekkisk pianist; Margaux Oswald. Koncerterne var denne dag forsinket, hvilket betød, at jeg fik hele duoens koncerten med. En meget eksperimenterende duo, som jeg ikke rigtigt vidste, hvordan jeg skulle forholde mig til. Den gav anledning til meget modstridende følelse. På den ene side indeholdt den smukke elementer, på den anden side bragte den uorden i mit system; grænsende til det smertefulde.

En reportage fra koncerten kan læses på festivalens program, hvor der også findes fotos.

Jeg så frem til, at Fantasilaboratoriet skulle gå på scenen. Gruppen er dannet og ledet af den unge trompetist Niels Munk, som også skriver gruppens musik. Gruppen består ud over Munk selv af følge unge musikere: Dan Hjort Petersen piano, Jens Mikkelsen på bas og denne aften Frederik Bülow på trommer.

Jeg blev positivt overrasket over musikken, da synes jeg, at den lød af mindre eksperimenterende musik, end den var beskrevet i programmet. Gruppen prøvede genrerne af og legede med dem, men ikke mere end at udtrykket forblev enkelt, luftigt og melodisk. Det var akustisk jazz med Niels Munks lyriske trompetspil, som det bærende element, og med  flot sammenspil med pianisten Dan Hjort Jensen, som i øvrigt sad ind i mange konstellationer under festivalen, hvilket også var tilfældet for Frederik Bülow.

En reportage fra søndagens koncert på Hantwerk kan læses på festivalens program, hvor der også findes fotos.

Jeg er blevet dybt fascineret af den unge danske trompetist: Paulo de Jesus’ spil og kompositioner. Hvad kunne være bedre end at høre Paolo de Jesus Sekstet i Domen. Indtil koncerten havde jeg tidligere hørt Paolo i kvartet-sammenhænge under, hvad der ikke var optimale forhold, og hvor han for en stordels vedkommende spillede andres kompositioner. Desværre kom jeg en smule sent ind i først sæt på grund af en sen afslutning af en anden koncert, men det var ingen hindring for at høre en af ugens bedste koncerter. Paolos unge sekstet stille op med to guitarister, Mads Riis og Casper Hejlesen, som lavede nogle fantastiske synkrone forløb, Mads Lundh på sax til at supplere Paulo, samt Søren Juul Christensen på bas og Steven Moser på trommer. De to sidstnævnte spillede tidligere på ugen sammen med Paolo på Bar Hygs.

Koncerten var fremragende på grund af Paulos meget flotte og udtryksfulde kompositioner, der blev udført med stor autoritet af de unge musikere. Musikken var kendetegnet ved lange lyriske forløb i tæt sammenspil mellem blæsere og guitarer og tilført et rytmisk og dynamisk element af rytmegruppen.
Sekstetten virker som en tæt sammen spillet organisme og med plads til de enkelte instrumenter.

Håber stærkt på, at der ingen længe kommer en udgivelsen med Paolo, hvor han spiller egne kompositioner. Jeg så gerne, at det blev i form af en sekstet. En udgivelse kan blive besværliggjort af, at flere af sekstettens musikere studerer til dagligt i udlandet.  Flere af sekstettens musikere studerer til dagligt i udlandet. Paolo selv bor til daglig i Berlin. Derfor kan det blive vanskeligt at samles, men de har jo tiden for an sig.

En reportage fra koncerten kan læse på festivalens program. Her kan der også se fotos fra koncerten.

En særlig speciel oplevelse var det at sidde og høre jazz på en stabel af flotte og dyre persiske tæpper i ”House of Persia” i Scandinavian Center. Tirsdag den 11. stillede Said Dayyan sin nu lukkede tæppebutik til rådighed for en gratis jazzkoncert: Jazz & Rugs – 3 x Dayyani feat. Philip Akrofi. Musikerne bestod af Camilla Dayyani (voc), Carlo Dayyani (g), Philip Akrofi (b) og Antonio Dayyani(drm). Tre af Saids børn medvirkede. Koncerten var et tilløbsstykke, og hvert en stabel af tæpper var besat, og stole måtte bæres  ind. På en varm sommerdag var der gratis vand og chips til publikum. En god koncert med et repertoire, der kom rundt i lidt af hvert. Særligt hæftede jeg med en et par sange, hvor Camilla Dayyani havde oversat nogle persiske tekster til dansk. Smuk enkelt og vedkommende fremført.

Tilbage står tre koncerter jeg gerne vil omtale. To af den foregik på det intime og svedige spillested HeadQuarters.

Det første koncert var med den Aarhus-baserede gruppe Antonio Dayyani Sekstet. Besætningen var følgende på koncertaftenen: Jon Askjær (trp, flh), Cahlo Heyman (g), Magnus Tækker (pedal-steele), Andrea Maagaard (p), Harald Hagelskjær (b), Antonio Dayyani (drm). Igen en af de mange spændende unge jazzgrupper fra Aarhus.

Sidste år udsendte gruppen et meget anmelderrost album: ”Her fra kan det kun gå to veje”. Det var en lytning til dette album, der fik mig til at gå til koncerten. Konstellationen er meget interessant. Jeg har aldrig før stødt på en pedal-steele guitar i jazz sammenhænge!

Skal jeg prøve at sige noget om musikken, har jeg efterhånden brugt alle de adjektiver, jeg synes, jeg kan sætte på musik. Klicheer trænger sig efterhånden voldsomt på. Gruppens lyd lægger sig op af den, som karakteriserer mange nye unge jazzgrupper. Hvor kan den så beskrives? Den lyriske og afdæmpede tone, den vi vist nok gerne kalder den nordiske tone, sætter en meget stemningsfyldt ramme omkring musikken og musikernes udfoldelse. Trompeten, som den spilles her, meget Palle Mikkelborg-inspireret, giver udtryk af et lidt melankolsk præg. En pedel-steel guitar kan i den grad også sætte en melankolske stemning, samtidig med at den giver en drømmende/længselsfuld stemning.

Koncerten var god. Stemningen fra udgivelsen blev ramt live. Det unge publikum kendte musikken og levende sig fuldt ind i den. I forhold til pladen var pianospillet ved koncerten med til at skabe en lidt anden tone og stemning. Andrea Maagaard, som ikke medvirker på pladen, var i sit minimalistiske spil meget inspireret af svensk folkemusik. Hun var solist ved et Jan Johansson-nummer fra udgivelsen: ”Jazz på svensk”. Det var for mig et smukt øjeblik. Andreas enkle akkorder stod så rent og klart, som jeg ikke synes at have hørt før.

Den anden koncert på HeadQuaters var med københavner kvintet; Otooto. Gruppen har udgivet to anmelder roste albums for deres swingende sammensætning af jazz, soul, funk og rock. En gyngende gang musik, der er svært at sidde stille til. På HeadQuaters stod vi ganske vist op, men gyngede alle med til de insisterende og intense rytmer. Ikke en trøje, bluse eller skjorte kunne undgå at blive svedig.

Otoote består af en fantastisk gyngende og præcis rytmegruppe bestående af Andreas Svendsen på trommer og Matthis Petri på bas, Calle Brickman på keys, denne aften var han erstattet af en finsk keyboard-spiller og frontfigurerne i form af de to blæsere: Jonas Due på trompet og Olly Wallace på sax.

Jeg valgte at gå i pausen, da jeg ville i Musikhuset for at høre Kosmos Trio. Et valg jeg ikke kom til at fortryde.

En sidste koncert vil jeg omtale. Ikke fordi musikken var nyskabende, eksperimenterende, eller der tale om et nyt fremadstormende navn. For mig var det nok den af ugens koncerter med den mest afslappede og hyggeligste stemning. Jeg nød at læne mig tilbage uden at forholde mig til alt, hvad jeg så og hørte. Lod mig bare rive med af god jazz og god stemning.

Gruppen var: Klüver & The Young Ones. Jens Klüver, på sax, havde samlet en gruppe af unge Aarhus-musikere for sammen med dem at spille egne kompositioner og jazzstandards. De unge musikere var: Guitaristen Jacob Djursaa, pianisten Dan Hjort, bassist og på trommer Gustav Hagelskjær.

Jens Klüver, som præsenterede numrene og sine medspillere, gjorde det på sin helt egen lidt usikker og charmerende måde. Han var utrolig opmærksom og hensynsfuld overfor sine unge medspillere. De gjorde det enormt godt, hold op hvor det swingede, og Klüwer var tydelig stolt over dem. Han var som en bedstefar, der havde taget sine børnebørn med på scenen. Indtrykket fra den intimitet, der blev skabt i løbet af den time koncerten varede, vil jeg sent glemme.

Og så til en afrunding i form af nogle koncerter jeg måske burde være gået til:
Red Kite, Erlings Jazz- og Ølbar. Læs reportage
Vivian Buczek, Café Støj: Læs reportage
Baryl, Palmehaven: Læs reportage
Emil de Waal/Frederik Lundin/Dan Hemmer/Esben Just, Helsingør Theater: Læs reportage.
Josefine Cronholm & Steen Rasmussen Kvartet, Musikhuset Aarhus. Læs reportage.

Link til alle reportager findes her og til fotogallerier her.

Så er der ikke mere at skrive, end at jeg ser frem til programmet for Aarhus Jazzfestival i 2024