Første del af en musikfortælling: 1968 til 1990

Musikken har for fyldt meget i min tilværelse siden de tidlige teenageår i midten af 1960’erne, hvor en ny musik- og ungdomskultur var med til at forandre min og mange andre unges verdensbillede og identitet. Og dens mange aspekter fylder stadig en betydelig del af min hverdag. Det har gennem årene været min overordnede interesse.  Fra daglig lytning med tilhørende opslag på nettet og i diverse værker, musikfilm, musikbøger, over hyppige besøg på biblioteket og bibliotek.dk for at gå tilbage i kunsters udgivelse og for at hjemlåne det nyeste. Til feriernes besøg i alle de plade- og cd-butikker, der kan nås, og som jeg fornemmer familien under omstændighederne finder rimelig! ”For vi er vel på ferie sammen!”

Her følger første del af min fortælling om mit forhold til, og møde med, musikkens verden. Fortællingen er i første del kronologiske nedslag fra perioden omkring 1966-67 og frem 1990. Anden del følger senere.

Transistoren som familiens midtpunkt og en kort karriere som bassist.
Interessen går faktisk tilbage til mit sjette leveår omkring 1960 og har sit udspring i den transistorradio familien anskaffede sig ca det år, og som blev familiens altdominerende midtpunkt. Når vi var sammen var transistorradioen altid tændt – også når vi var på aften- og weekendudflugter med campingbordet og madkassen. Min far skulle, lige meget hvad, høre Pressens Radioavis. I weekenden, uanset ude eller hjemme, hørte vi middagskoncerter. Om aftenen forskellige vise- og underholdsprogrammer. Den røde transistorradio hang på mit cykelstyr, når jeg om sommeren i Blokhus cyklede mellem min farmors og min mormor og morfars sommerhuse. Glemmer aldrig den dag jeg væltede på cykel og slog et stykke af plastikkabinettet itu. Det blev repareret med min fars universalværktøj; tape. Radioen kunne fortsat tage Pressens Radioavis og de frygtede repressalier udeblev. Musikken var dog ikke længere en del af mine cykelture rundt i plantagen i Blokhus.

Transistoren blev midt i 60’erne suppleret med et Panasonic stereoanlæg og en Lenco grammofon. Min far beholdt til det sidste ”sin” transistor, dog i nyere og tidssvarende udgaver. Grammofonen var tiltænkt mig, da jeg flere gange havde plaget om det, så jeg kunne begynde at afskaffe mig den pigtrådsmusik, jeg hver dag hørte i radioen. Genboens søn, to år yngre end mig, i vores opgang havde allerede fået sin første Beatles-plade. Med køb af singler og lp’er for de penge jeg selv tjente som bud, kunne jeg eje min musik og selv bestemme, hvad jeg ville høre og ikke mindst, hvornår jeg ville høre det. Det blev aldrig til mange lp’er eller singler. Anlægget, som blev stillet op i reolen i stuen, var en stor skuffelse. Lyden var elendig. Sådan skulle min musik ikke lyde. Jeg brugte det til min forældres store skuffelse sjældent. Hørte ikke engang radio på det. Skulle så også sidde i stuen med risiko for at blive afbrudt eller bedt om at skrue ned.

”Min” spolebåndoptager blev i et par år mit foretrukne medie, indtil jeg kunne købe mit eget anlæg. Båndoptageren havde min søster og jeg fået af mine forældre som kompensations for den hund, vi blev lovet, da familien flyttede i parcelhus i 1968. Musikken fra radioen blev overspillet til båndoptageren med mikrofon. Det gjaldt ”Efter skoletid” og ”Top Tyve”. Enhver indtrængen på værelset var forbudt for forældre og søster. Støj og kommentarer ville ødelægge optagelsen. Hvem vidste, hvornår nummeret blev spillet igen. Alt for ofte blev forbuddet brudt, trods advarende sedler på døren.

Et par år senere periode prøvede jeg mig som udøvende musiker i forskellige orkesterkonstellationer. En aktivitet blandt klassekammerater, hvor ikke nødvendigvis drømmen om succes, men mere det at etablere vores eget fællesskab, fyldte mere end at det spille. Manglen på udstyr, blev mit endeligt som bassist. Mødet med mange hurtigt skiftende orkestermedlemmer betød mødet med mange nye musikformer, som bl.a. soul og blues. Et ødelagt baskabinet satte en stopper for et ikke særligt stabilt basspil. På mit arbejdsværelse står fortsat en billig bas og tilsvarende basforstærker. Det kunne jo være…

Omkring 1968 oplever jeg en del livemusik gennem en række fantastiske koncerter med aktuelle danske og udenlandske orkestre på ”Mælkepoppen” i Aalborg. Koncerterne blev afholdt søndag eftermiddag, og der blev ikke serveret alkohol af nogen art. Kun produkter fra Mejerierne. Af disse grunde var det et sted mine forældre godt turde sende mig hen, da der ikke var meget af oprørsk ungdomskultur tilstede her. I Aalborg Hallen stod fodboldklubben B52 som arrangør for flere store beatkoncerter. Beatkulturen var ikke lige den genre, som Aalborg Hallen selv ville satse på  i sit koncertprogram. Heller ikke byens borgmester Marius Andersen var tilhænger af rockkoncerter. Idrætten fik derimod massiv støtte og var tænkt, som den aktivitet, der skulle holde de unge væk fra gadehjørnerne.

The Band åbnede øre og øjne for en ny tilgang til musikken.
I 1969 hvor jeg kom i realen, skete der et markant brud i den musik, jeg lyttede til. Et brud som jeg har haft fokus på lige siden. Forandringen havde karakter af en åbenbaring. I de kredse jeg hidtidigt havde færdedes i, var den musik ikke tilgængelig. Realklassen var en sammensætning af elever fra tre 7. klasser. En af de nye elever var Erik Svendsen. Jeg tror nok, jeg inviterede mig selv hjem til Erik for at lytte til den musik, han købte – ofte sammen med sin lillebroder, Bjarke. Musikken kan vel, hvis den skal genrebestemmes, karakteriseres som progressiv rock eller måske mere jordnært som banebrydende udgivelser. De gange jeg besøgte Erik, havde jeg altid min Philips spolebåndtoptager med for at kunne optage hans fantastiske LP’er. Vi lyttede til navne som: Crosby, Stills, Nash & Young, Jimi Hendrix, Velvet Underground, Lou Reed, Jimi Hendrix, Jefferson Airplane og ikke mindst The Bands første og anden LP. Sidst nævnte blev for mig noget, jeg aldrig havde hørt magen til før – og siden. På en gang gammelt og på samme tid nyt. Som Eric Clapton senere sagde, da han præsenterede The Band til Bob Dylans 40 års jubilæumskoncert: “They changed rock and Rock and they changed, what rock and roll was to me”. Jeg blev så begejstret for The Band, at jeg spillede deres anden lp for min mor med ordrerne: ”… om ikke bare det her er fantastisk musik”. Det fik jeg aldrig et svar på. Hun tog ikke i det mindste ikke afstand fra det. Det var måske en accept af, at det var til at holde ud at høre på. I grunden en stor anerkendelse.

I gymnasiet, som jeg startede på i 1971, og i øvrigt ikke var specielt begejstret for, mødte jeg i studieugerne, gerne afholdt som internat på en feriekoloni i Tversted, igen ny musik i form af mere psykedelisk musik og mere folk-orienteret musik. Musikken blev valgt af de ældre elever og de deltagende lærere og var medbragt på bånd eller på LP.  Studieuger blev et meget intenst møde med Pink Floyd. Samtidig blev mødet med drengene i min klasse også vejen til udveksling af musikinteresser. Musikken hørte jeg først og fremmest på min spolebåndtoptager, hvor til den blev overført fra lp’er, jeg lånte af kammerater og ikke mindst på Nørresundby biblioteket, hvor min kæreste havde et fritidsjob. Hun kunne hurtigt få fat på nyudgivelserne. På det tidspunkt havde jeg anskaffet mig et fuldt stereoanlæg med en mindre Philips-forstærker, Philips-båndoptager, blev senere udskiftet med en B&O, og en B&O-pladespiller. Højttalermærke ukendt!

Bofællesskaberne betød køb af færre lp-køb, men mere musik!
Min tid i Aarhus startede i 1975, hvor jeg begyndte at læse. Trangen til at komme væk fra arbejder- og industribyen Aalborg var stor. Jeg flyttede sammen med din daværende kæreste, hendes pladespiller - en god Pioneer - og hendes samling af Joni Mitchel, Joan Baez og Judy Collins plader. De kvindelige kunstnere blev suppleret med en samling af klassisk musik og guitarmusik. Min Pioneer-forstærker og hendes grammofon blev kernen i vores anlæg. Senere købte jeg min første større receiver. Også En Pioneer, som jeg havde i mange år. Vi købte plader hver for sig, da vores smag trak i forskellige retninger. Vores forskelligartet musiksmag afspejlede sig i koncerter fra Weather Report til Steeleys Spann.

I min pænt lange studietid fra 1975-1986 fik jeg aldrig købt mange plader, vi brugte ikke ordet lp. Plader var for os synonym for LP. Singler var ikke noget vi gik op i. På det tidspunkt var der en tendens til, at de mest indeholdt popmusik. Den musik, vi lyttede til, udkom hovedsagelig på LP, og vi lyttere til musik i dens helhed. Ikke noget med at køre nålen op og ned i skæringerne. 1970’erne var karakteriseret med mange mere eller mindre sammenhængende konceptplader.

Omkring 1977 flyttede Hanne og jeg i Søndergade. I baghuset boede Anders Rou Jensen, som var musikanmelder på Politikken. Anders præsenterede mig for punk og new wave, som havde hans store interesse. Jeg besøgte i periode ofte Anders og fik ofte lov til at låne nogle af de mange lp’er, han som anmelder fik tilsendt, med over i vores lejlighed. Jeg blev aldrig for alvor bidt af punken, kun som socialt fænomen, og i dag indgår kun et par punk-plader i min samling. Det er sjældent, jeg hører dem. New wave fangede mere min interesse, og der blev købt nogle enkelte lp’er. En af den var med Magazine.

Skiftende bofællesskaber blev for mig den dominerende boligform i studietiden. Vi havde et fælles musikanlæg, og alle vores plader blev bragt sammen til fælles afspilning. Indkøb af musik blev koordineret til en vis grad, så vi fik mest for de få penge, vi kunne bruge til musikindkøb, når der også skulle være til weekendfesterne. Derfor blev det for mit vedkommende ikke til mange LP-indkøb. Genesis’ nyudgivelser måtte jeg dog altid have fat på. Bandet var i mange år min helt store favorit og lp’erne findes fortsat frem med visse mellemrum, Måden vi i bofællesskaberne havde adgang til musik på betød endnu engang en åbning i forhold, hvad jeg lyttede til. En fast tradition i bofællesskaberne var på lørdage nætter at se de direkte tv-transmiterede livekoncerter fra Rockpalazt afholdt i Gruga Halle i Essen. Koncerterne blev sideløbende spillet i radioen og naturligvis overspillet på båndoptager.

I min tid i Aarhus blev det meste af min musik købt hos Pladepusheren i Aalborg. Når jeg besøgte mine forældre i Nørresundby, skulle jeg altid lørdag formiddag til Aalborg for at se, hvad der var i kasserne, og hvad Jens, som ejeren vist nok hed, havde af gode tilbud.  Det var dejligt at komme ind i en butik, hvor ejeren vidste, hvad jeg gik efter, og kunne sige: ”Den her er vist nok noget for dig”

Bofællesskaberne og den løbende udskiftning af beboere har kostet mig en del af mine tidlige lp-indkøb. De er ved en fejl kommet med i flyttekasser, de ikke skulle have været i. Til gengæld har jeg en håndfuld lp’, der ikke er mine. Ikke nogen jeg bryder mig særligt meget om. Har aldrig fået dem kasseret. De optager kun plads i reolen. Måske synes jeg ikke, jeg kan skille mig af med noget jeg reelt sikker ikke ejer.

Gik med ringe succes ind i musikbranchen.
Studietiden bragte en ny dimension af musikinteresse eller nærmere musikaktivitet med sig, da jeg kom ind i musikbranchen. Gennem en studiekammerat blev jeg ansat som musikbooker ved PDH i Aarhus. Gennem Lars, som spillede guitar og banjo, blev jeg introduceret for bluegrass og oldtime, som jeg hørte en del af på konventer og på spillesteder. Disse genrer førte mig videre over i countryrocken.

Mit arbejdsområde hos PHD startede med formidling af folkemusik og blev senere udvidet til at sælger rockmusik til gymnasiefester. Et job, hvor konkurrencen var enorm stor og metoderne nådesløse. Bookerjobbet, som mit ringe udviklede sælgergen ikke egnede sig til, blev ikke nogen stor indtjeningskilde, men gav en interessant indsigt i dele af musikbranchen og møder med flere bands. Jobbet gav også mulighed for at lytte til lp og mange demobånd, som blev sendt til kontoret. En vis indtjening var nødvendig, da jeg gerne vil rejse i forbindelse med mit etnografistudium, og booking’en blev forladt til fordel for et mere sikkert studiejob i IKEA.

Da Elin, som jeg mødte i et bofællesskab, og jeg besluttede at bo for os selv, blev mit eget anlæg og tilhørende – få – lp’er stillet op i ejerlejligheden i Aarhus. Mindre børn, specialeskrivning og studiejob betød, at der ikke var megen tid til musikken.

Efter et par år i Thyborøn, hvor Elin kom fra, og hvor jeg fik arbejde, endte vi i 1990 i Struer. Straks da vi flyttede hertil købte jeg for første gang siden 1970 og også sidste gang et helt nyt stereoanlæg. Har siden altid købt brugt. Anlægget var et Denon købt hos Hifi-klubben i Herning. Det bestod af pladespiller, receiver, kassettebåndoptager og ikke mindst en cd-afspiller, som langsomt erobrede en central placering i anlægget og fik stor betydning for min musiklytning. Indtil videre blev musikken blev lånt i enten lp- eller cd-form og optaget på kassettebåndoptageren. CD'en var for alvor på vej frem fra slutningen af 80'erne, men det varede et par år inden, det ramte mine lp'er.

Svoger giver musikken nye dimensioner
Ikke kun Erik fra realen har haft en stor betydning for udvikling af min musikinteresse. En anden person, som har haft en enorm stor betydning, og fortsat har det, er min svoger Lennart, som er bidragsyder og medredaktør på bloggen. Lennart mødte jeg for første gang i 1981. Lennart, der selv er musiker, har med sin store pladesamling inden for rock, blues og jazz, og sin fantastiske viden om musik, påvirket, hvad jeg har lyttet til og interesseret mig for. Lennart har især åbnet mine ører for bluesmusikken.

Når vi er sammen, lytter vi, taler om og diskuter musik.  Af stor værdi er vores næsten ugentlige givende telefonsamtaler, hvor vi hver især præsenterer og diskuterer, hvad vi har lyttet til i løbet af den seneste tid. Samtalen udvikler sig til at komme omkring mange kunstnere og deres udgivelser og i det hele taget rundt i alle aspekter af musikken. Løbende under samtalen bliver navne på kunstnere og udgivelser tjekket på Allmusic, Discogs, Wikipidea m.m.