Et genhør med The Beatles og Paul McCartney
Beatles har fyldt meget i mit liv og har ikke været uden betydning for min opvækst og identitet gennem ungdomsårene. Hvad der kan siges at gælde for et par generationer. Jeg har dog aldrig egentlig lyttet til gruppen på den måde, at jeg har anskaffet mig dens udgivelser. Gruppen og dens medlemmer har dog altid været tilstede i mine opgivelser gennem den fremtrædende plads, de altid har haft i medier siden gennembruddet først i 60’erne og med jævne mellemrum frem til i dag. Nogen særlig plads i min musiklytning og musiksamling har The Beatles og de fire medlemmer mærkværdigvis aldrig haft.

Efter at jeg på Disnye+ har set et fremragende dokumentarprogram på seks afsnit; "McCartney 3, 2, 1", hvor Paul McCartney er i samtale med produceren Rick Rubin, har jeg suppleret mine tre eneste Beatles-cd ’er, købt inden for de sidste par år, med de resterende otte. Så nu har jeg, hvad jeg vil kalde de 11 originale Beatles-udgivelser. Andre vil måske gøre det regnestykke op på en anden måde!

Hold da op, hvor er de alle gode, og sikken en udvikling gruppen har gennemgået. Samtidig lytter jeg til alt det Paul McCartney har udgivet og er begyndt at anskaffe mig, efter min vurdering, de bedste af hans udgivelser. Hvor har han dog skrevet mange gode sange, Underligt, at jeg, bortset fra hans første udgivelser, har kunnet ignorere ham.

Udover dokumentaren med Rubin og McCartney kan ligeledes på Disnye+ streames "Get Back", som er en dokumentar i tre afsnit af en samlet varighed af knap 8 timer. Instruktøren, Peter Jackson, kendt for bl.a. Ringenes Herre, har skabt dokumentaren på baggrund af omkring 60 timers originaloptagelser. Optagelserne er foretaget i januar 1969 og handler om tilblivelsen af Beatles sidste album "Let it be" samt om forberedelsen til deres sidste offentlige koncert. Den, som blev holdt på taget af Apples bygning i London og stoppet af politiet efter ni sange!

Samtidig udkom i slutningen af sidste år tobindsværket: "Paul McCartney: The Lyrics, 1956 to the present”. Her er gengivet 154 af Paul McCartneys mere end 400 sangtekster ledsaget af hans personlige kommentarer og historier knyttet til teksterne. Værket har karakter af den selvbiografi Paul McCartney endnu ikke har skrevet.

Meget tyder på, at vi er på vej ind i en fornyet interesse for The Beatles. Denne gang med skarpt fokus på de kreative processer i forbindelse med tilblivelsen af musikken og på indholdet af teksterne.

Så er Paul McCartney i øvrigt også gået hen og blevet Beatles-fan. Det fortæller han Rick Rubin. Før var han en del af Beatles. Nu kan han på en anden måde genhøre det og reflektere over, hvorfor musikken kom til at lyse, som den gjorde.

Var Beatles mest en gruppe for pigerne?
Beatles’ musik har ellers aldrig været mig, men alligevel kender jeg alle deres hits fra radio, tv, plader, film m.m. De var overalt og blev en vigtig del af mine teenageår. Den kultur gruppen repræsenterede, og som blev skabt omkring den, var for min generations vedkommende et brud med den eksisterende kultur og et begyndende opgør med forældregenerationen. At lytte til musikken og rose den, gav den forventede negative effekt hos mine forældre: ”Rædselsfuld musik - og så skal de klippes”, blev der sagt.

Jeg og mine kammarater havde fået vores egen kultur at udforske og at af navigere efter. En, som afgrænsede sig i forhold til mine forældres værdier og normer. Mine forældre bestemt dog fortsat, hvad der var bedst for mig, og hvad man plejede at gøre. Det lykkedes det faktisk for dem at gøre i store dele af mit liv.

Omkring 6. og 7. klasse husker jeg, at Beatles blev noget vi forholdte os til i relationerne med hinanden. For os drenge, var der her en gruppe, og så alligevel fire individer, der var knyttet sammen af andet end at spille fodbold og cykle på grillbar for at spise hotdogs. De var berømte, tilbedte, rejste verden rundt og oplevede en masse spændende. Det, vi drenge talte mest om, var det nok den ydre fremtoning; tøjet, håret, støvlerne og sammenholdet. Nok ikke så meget musikken. Ud over vi også ville have et band, hvad vi fik også fik dannet. Musikalsk var mange af os dog et andet sted end lige netop Beatles.

For pigerne i klassen var det nok mere sangene og ikke mindst, hvem der var pænest, Paul eller John, som de forholdte sig til. Spørgsmålet melder sig pludseligt; var det mest idoldyrkelsen, musikken og kærlighedsbudskabet i teksterne, pigerne fandt interessant. Hvorimod vi drenge mest forholdte os til det identitetsmæssige, og hvis af de fires fremtræden, vi bedst kunne identificere os med? Mindes ikke at have læst noget om kvinders oplevelse af Beatles-kulturen. Ændrede den kvinders syn på identitet og kønsroller? Og i givet fald på hvilken måde?

Rubber Soul blev det første lp-bekendtskab.
Den første Beatles-lp, jeg rent fysisk stod med i hånden og hørte fra end til anden, var ”Rubber Soul ” fra 1965. Den tilhørte min kusine, som i 1966 fik den af sin mor sammen med en rejsegrammofon. Vi hørte den igen og igen. Og så kunne vi spille den på hendes værelse. Først et år eller to senere anskaffede mine forældre sig til stuen en elendig grammofon og et tilsvarende elendigt anlæg. Det ville jeg ikke bruge. Først i 1968 fik jeg mit eget anlæg på eget værelse. Konfirmationspenge blev suppleret med indtægter fra sure jobs som by- og avisbud. Anlægget blev købt hos Radio- og Cykelhandler Andersen i Nr. Uttrup.

Det næste Beatles-album, jeg med en vis spænding og ærbødighed stod med, var ”White Album” fra 1968.  Min bedste vens svoger viste med stolthed os drenge sit nyindkøb fra Fona frem, da han stod ud af bilen ved ankomsten til familiens sommerhus. Albummet, som vi med en vis ydmyghed fik lov til holde og folde ud, blev af ejeren omtalt, som det bedste, der nogen sinde var udgivet. Det hvide enkle cover blev jeg meget imponeret over. Der gik mere end et år, før jeg hørt albummet i sin helhed. På det tidspunkt sagde Beatles mig ikke så meget længere.

Mit køb af  lp’er, og for den sags skyld også singler, var stærkt begrænset. Jeg lånte lp'er af venner og indspille dem på bånd. Senere blev de lånt på det lokale bibliotek. Ingen Beatles- lp’er fandt vej ind på båndede. Det gjorde mere den progressive rock. Selv ikke ”Sgt. Pepper” eller ”White Album” havde jeg på bånd.  I stedet for fyldte f.eks. Stones, Hendrix, Cream, Who, The Band, Pink Floyd, Grateful Dead, Jefferson Airplane.

Med opløsningen fulgte nogle valg.
Beatles opløsning i 1970 var en begivenhed, jeg græd tørre tårer over. Det var da ærgerligt, men betød ikke noget særligt. Da jeg året efter startede i gymnasiet og fik et par klassekammerater, som interesserede sig for musik, dukkede Paul McCartney og Wings op. En klassekammerat og jeg genstartede gymnasiets pladeklub. Erik var stor McCartney-fan, og til klubben anskaffede vi os ”Red Rose Speedway” og ”Band on the Run”. Begge fra 1973. Et par fremragende lp – måtte jeg indrømme. Især ”Band on the Run”, har jeg siden syntes, har været en af McCartneys bedste udgivelser.

Det fantastiske sangskriverpar Lennon/McCartney, som på trods af modsætninger, eller netop måske på grund af disse, supplerede hinanden sublimt, blev med Beatles’ opløsning for mig et valg mellem den ene eller den anden. Jeg valgte efter deres første soloudgivelser fra 1970 at gå Lennon-vejen og blev begejstret for lp’erne ”Imagine” og ”Mind Games”.  Da Yoko Ono efterhånden kom til fylde mere og mere på Lennons lp’erne, mistede jeg interessen for han. McCartneys udgivelser fængede mig ikke på det tidspunkt. De virkede på mig temmelig uinteressante. Skuffende i forhold til, hvad han tidligere havde præsteret af sange.

Ved opløsningen af Beatles valgte Paul McCartney og familie at flytte op på farmen i Scotland. Væk fra opmærksomheden, i det omfang det nu var muligt, og til et mere stille og enkelt liv. John Lennon derimod valgte sammen med Yoko Ono igennem happenings og musikken at sætte fokus på verdensfreden. Et projekt, som skabte opmærksomhed hos en teenager med en spirende politisk bevidsthed. Selvom det virkede lidt fjollet, at de skulle ligge i den seng.

Så har vi de to andre tilbage. Georg Harrison, som skrev nogle fremragende sange til Beatles, kender jeg næsten kun fra ”All Thing Must Past” og fra ”The Concert for Bangladesh”. De disse udgivelser var det på sin vis umuligt at komme uden om. Vi lyttede begejstret til dem. Georg Harrison trådte her frem og viste sit værd som solist og sangskriver. De øvrige Harrison-udgivelser kender jeg meget lidt til. Det er heller ikke nogen, jeg vil tage fat på, fortæller hurtige lyttenedslag på Spotify.

Ringo som solist er lidt pudsig. Han har omgivet sig med utrolig mange spændende og gode musikere, men resultater har ikke stået mål med anstrengelserne. Materialet har været for tyndt. På Ringos tredje album, nok hans mest populære, ”Ringo” fra 1973", medvirker The Band, Marc Bolan. Steve Cropper, Nicky Hopkins, Jim Keltner, Harry Nilsson samt ikke mindst John Lennon og Paul McCartney.  Flere af disse musikerne har sammen med andre på skift udgjort Ringo's All-Starr Band. Ringos udgivelser lyder i mine øre temmelig identiske. Der er ikke de store udsving i indhold eller kvalitet. På det jævne, men ikke uden en vis charme!

En sen (gen)opdagelse af Beatles.
I 2019 købte jeg min første Beatles-udgivelse. Det blev ”Abbey Road” fra 1969 på cd i en 50-års jubilæumsudgave. "Abbey Road" indeholdt de fleste af de Beatles-sange, som fra tid til anden oftes uden egen kontrol dukkede op i mit hoved. Hvorfor lige disse sange? Kendte jo tonsvis af alle de andre. Et hurtigt bud siger, at udover naturligvis at være gode sange, kunne det have noget at gøre med, at "Abby Road" altid blev spillet ved de mange skelsættende private fester, min klasse afholdt i realen.

For første gang i et par år udgav Beatles et album med en mere lettilgængelig musik og mange sangbare numre. Væk fra den mere komplicerede, men bestemt ikke dårlige musik fra"Sgt Pepper.." og "White Ablum". George Harrison har til "Abbey Road" bidraget med to sange, der senere blev klassikere; "Something" og "Here Comes the Sun". Begge genindspillet af et utal af kunstnere.  "Come Together", "Because", "Oh! Darling" står også stærkt. Og så indspillede Joe Cocker en uforglemmelig version af "She Came in Through the Bathroom Window".

De to næste Beatles-udgivelser jeg købte, var i 2020 ”Magical Mystery Tour” og ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”. Især den første er jeg meget begejstret for på grund af de mange fantastiske singler: ”Hello Goodbye”, Penny Lane”, ”All You Need Is love” og naturligvis titelnummeret.

Nu har jeg alle 11 originale udgivelser liggende foran mig på skrivebordet. Har ikke hørt andet de sidste par uger. Der er meget at skulle indhente. Mens disse linjer skrives, hører jeg ”White Album”. Genhøret med Beatles handler naturligvis om nostalgi, men også om at prøve at tænke over min egen musikalske udvikling, Beatles’ udvikling, samt om at definere mit eget musikalske ståsted her og nu. Er kommet stærkt i tvivl om, hvad det egentlig er, jeg vil høre, når Beatles klinger af for denne omgang.

Skal jeg vælge en favorit blandt Beatles' udgivelser, hvad jeg ikke nødvendigvis behøver, da det er en umulig opgave, for hvilke kriterier skal jeg opstille for valget? Jeg prøver, og valget er faldet på ”Revolver” fra 1966!

Et hvorfor så lige denne udgivelser kræver bl.a. en tur omkring det tidligere nævnte program på Disnye+: ”McCartney 3, 2, 1”

Revolver som favoritten.
Måske er det forkert at bruge ordet favorit, for dem er der flere af.  Betegnelsen, den for mig mest betydningsfulde udgivelse udgivelser, er nok mere et mere retvisende valg et favorit.

Set i et tilbageblik, husker jeg ”Revolver” som den udgivelse, hvor Beatles begyndte at spille anderledes. Jeg begyndte at lytte mere intensivt til musikken og dets udtryk.  Åbningsnummeret ”Taxman” slår straks de nye toner an. Gruppen bevægede sig væk fra de mere simple og banale popsange. Musikken blev rockende, fik et mere hårdt anslag, nye instrumenter blev anvendt, og så begyndte de at eksperimentere ved mixerpulten.

Gruppen prøvede sammen med producer George Martin, som i den grad har sat sit præg på Beatles' udvikling, nye ting af. Gruppen indgik mere og mere i producererarbejdet, og tog ifølge McCartney nogle chancer. The Beatles havde opnået så meget succes, at de kunne tillade sig det.

Revolver markerer for mig et det første skridt i retning af et musikalsk brud. På vej mod det mere eksperimenterende, som udfolder sig fuldt ud på ”Sgt. Pepper..” .

Samtale mellem to engagerede producerer
Netop Beatles’, George Martins og senere Poul McCartneys udfoldelse ved mixerpulten er omdrejningspunktet i Disnye+ serien i seks afsnit: ”McCartney 3,2,1".  I denne interessante produktion får producer Rick Rubin, for mig mest kendt for sit samarbejde med Johny Cash omkring American Recordings-udgivelserne, sig en fokuseret og intens samtale omkring en mixerpult med musikeren, sangskriveren og produceren Paul McCartney.

En par ord om Rick Rubin, da han med sin store og alsidige producererfaring formår at fastholde McCartney i en gensidig og ligeværdig samtale. I interviews jeg tidligere har set eller hørt med McCartney, har han haft en tendens til at løbe af med det og virke for friskfyragtig, end jeg har brudt mig om. Rubin formår konstant at fange McCartneys musikfaglige viden, hans entusiasme og lede han videre i sine refleksioner over musikken. Det må være nogle af de egenskaber, der har gjort Rubin til den succesproducerer, han har udviklet sig til.

Rubin startede med at producere hardcore metal, som han har fastholdt, men begyndte senere også at producere hip hop, som kan gjorde populær i bredere kredse. Med tiden har han spredt sig over mange genre og et utal af navne. Her skal omtales nogle få: Beastie Boys, Mick Jagger, Tom Petty, Jay-Z, Metallica, Black Sabbath, Red Hot Chile Peppers, Dixie Chicks, Weezer, ZZ Top, U2, og en lang række navne jeg ikke kender. For sine produktioner, dels på eget pladeselskab dels for andre selskaber, har Rick Rubin vundet flere priser for sit producerarbejde.

Scenografien i dokumentaren er ganske enkel og er med til at gøre samtalen intens og fokuseret. Optagelserne er holdt i s/h, og de to herrer står omkring en oplyst mixerpult, mens kameraerne kører omkring dem og optager fra alle sider og vinkler nærbilleder, som fanger Rubins og McCartneys engagementet. Totalbillederne indfanger deres kroppe og medlevende kropssprog.

Rubin fremstår i sine shorts, t-shirt og bare tæer, som den glade trold. McCartney fremstår som den evige glade og evige nysgerrige teenager.

Rubin har udvalgt for ham nogle interessante musiksekvenser, som han dissekerer på mixerpulten. Ud fra en personlig vurdering og egne producerererfaringer udspørger han McCartney om tilblivelsen af sekvenserne. Et par steder kan serien blive lidt for teknisk, men giver for lægmand et rigtig godt indtryk af, hvad der sker med musikkens vej gennem mixerpulten. Ud fra snakken, hvor Rubin nok mest optræder som en form for vært, kommer McCartney med små historier, som har relation til musikken, hans eget live og tiden med The Beatles.

Særlig sjov fandt jeg en scene i afsnit fem, hvor McCartney fortæller, hvordan nummeret ”Come Together” er en omskrivning af et Chuck Berry-nummer, ”You Can Catch Me”, som John Lennon mødte op med i studiet. Efter eget udsagn satte Paul det ned i tempo, så det blev mere swampy. John Lennon blev senere af Chuck Berrys manager anklaget for at have misbrugt opretsrettighederne.

Må revidere min opfattelse af McCartneys solokarriere.
Mens jeg så serien ”McCartney 3, 2, 1” fik jeg med hjælp fra anmeldelser på Allmusic lyst til at foretage nogle nedslag i McCartneys mange udgivelser. Nogle ganske få kendte jeg, som omtalt, tilbage fra starten af 1970’erne og hans periode med Wings, som med hyppige udskiftninger eksisterede fra 1971 til 1981. Fra midt i 70’erne og frem til nu har jeg sjældent lyttet til Paul McCartney. Wings-pladerne stod ganske vist i de kollektiver, jeg boede i, men de blev sjældent spillet. Købt med et håb om, at nu ramte han endeligt Beatles-niveauet.

Nu har jeg lyttet til en stor del af McCartneys udgivelser, er langt fra færdig, og har anskaffet flere af dem på cd. De udkom på et tidspunkt, hvor vinylen endnu ikke havde fået sit comeback.

Her kommer de udgivelser, som er indtil nu blevet overrasket og begejstret over:

Paul McCartneys to første soloalbums fra 1970 og 1971. Fandt dem på udgivelsestidspunktet uinteressante, men må nu revidere min opfattelse af dem.

De tre Wings-album: “Wild Life” (1971), “Red Rose Speedway”, og “Band on the Run” (begge fra 1973).

“Tug of War” (1982)

Det meste af 1980’ere og langt ind i 1990’erne er kendetegnet ved tynde og uinteressante McCartney-udgivelser.

Efter dette spring finder jeg igen McCartney interessant med udgivelserne:
”Flaming Pye” (1997)
”Driven Rain” (2001)
”Chaos and Creation in the Backyard” (2005)
“Memory Almost Full” (2007)

“New” fra 2013 og ”McCartney III” fra 2020 er jeg begge lige starter på at lytte igennem. De tegner lovende!

Det er karakteristisk for McCartney, at hans samlede udgivelser indeholder et stor antal liveindspilninger. Både af Wings-numre, men ikke mindst af Beatles-klassikere. Det er de sange, McCartney huskes for gennem sin lange sangskriver- og solokarriere - og dem som publikum gerne vil høre. Tiden efter Wings synes ikke blandt det store publikum at have sat mange spor!

En del af fortællingen om Paul McCartneys solokarrierer synes at være blevet til den, om de store hits han ikke endnu ikke har skrevet. En fortælling, som ikke synes at have sin fulde berettigelse.