Long Dog Orchestra: "Dygtige gamle fyre, der spiller overbevisende blues/americana-sange med erfaring”
Som det diskret er fremgået af tidligere indlæg, er medredaktør – og svoger - selv musikere. Spiller mundharpe og skriver sangtekster. For et par måneder siden udsendt hans band: Long Dog Orchestra et album: ”all them bones”. Albummet er blevet anmeldt et par gange. Senest sidst i december i det hollandsk online musikmagasin "Keys and Chords". Anmeldelsen slutter med følgende konklusion:
“Best americana band from Denmark. Strong and recognizable songs, with love, passion and humorous performed. I love it!”
Marino Serdons.
Herefter følger ikke mindre end fire stjerner ud af fem til:
Nils ‘Big Foot Barolo’ Christensen (Drums, Vocals)
Lennart ‘Old Dog’ Larsen (Vocals, Harmonica)
Steen ‘The Rock’ Dahl Pedersen (Bass, Keys, Vocals)
Jan ‘Smokie’ Andersen (Guitar Mandolin Vocals)
Simon ‘ The Ace’ Andersen (Guitars, Vocals)
Et dilemma, men en anmeldelse der ikke kan forbigås.
Godt gået af medredaktør med Orchestra. Ønskede tillykke og foreslog, at vi med udgangspunkt i anmeldelsen måske burde gå på kompromis med vores redaktionelle retningslinjer og bringe et indslag om Long Dog Orchestra. Svaret var, ikke overraskende - og rimeligt nok: ”Det skriver du så!!”. Det er vel sådan det må være. OK, men risikoen for at blive beskyldt for nepotisme er absolut til stede.
For at begrænse eventuelle anklager om inhabilitet vælger jeg at angive hele den omtalte anmeldelse, dog ikke på hollandsk, selvom det blev overvejet, men i en dansk oversættelse. Og så bliver indlægget bragt under kategorien ”Korte indslag”. Så er der i første omgang langt nogle rammer for sikre en vis armslængde til indlægget.
På trods af alt, er en fortælling om Long Dog Orchestra værd at skrive af flere årsager: En musik, der er svær at sætte en etikette på. Longs Dog Orchestra har sin egen stil. Spilleglæden og energien står ud af højttalerne. Orkesteret har det sjovt, hvad der er synes at være et mål i sig selv, og virker sammenspillet. Teksterne er et kapitel for sig selv med de skæve blikke på hverdagens små fortællinger og med karakter af fabler. Dyr af alle slags dukkerne op i mange af teksterne, hvor de spiller en central rolle i fortællingen. Og så er Long Dog Orchestra umulig at genre bestemme. Alt - næsten - kan høres i musikken afhængig af, hvem der lytter.
Og så har Long Dog Orchestra ikke alene gennem musikken, men i sine øvrige udtryksformer, opbygget en egen fortælling. Long Dog er mere end et Orchestra – det er et projekt! Måske ikke en betegnelse Long Dog Orchestra er begejstret for - men i mangel af bedre...!
Og ikke mindst lægger en fortælling om Long Dog Orchestra op til tanker om, hvor svært, men samtidigt undgåeligt det er, at vi putter musik i genrekasser, når vi skal beskrive det, vi hører.
”All Them Bones: En meget varieret perle, der er sjov at spille”
Sådan lyder overskriften i Marino Serdons anmeldelse:
”Efter 10 års liveoptræden udsender det danske band Long Dog Orchestra endelig et velfortjent album på cd, distribueret af Xango Music (i Holland red.).
Albummets rigtige titel er faktisk 'The Magic Return of Big Foot Barolo'. Alle medlemmer af Long Dog, fra Roskilde-området, er stolte af deres kælenavn. Big Foot Barolo er trommeslager Nils Christensen, der sammen med sine venner 'the Ace'-guitaristen, 'The rock' på sin bas, 'The Old Dog' den kreative vokalist og mundharmonikaspiller og 'Smokie' som lead-guitarist pifter området op omkring Roskilde.
Debutalbummet All Them Bones skubber dig først ind i en behagelig bluesy/Americana-stemning med den fordrukne cafésang 'And The Walls Came Down'. For så at blive endnu mere skør og jordnær med den stramme rytme i 'Who Let The Chickens Out'; prøv nu at fange dem igen. Genkendelige tynde toner på Fender og en syngende klang à la Johnny Cash gør 'Cold, Cold, Wind' varmere, end det ser ud til.
Lennart Larsen synger som afdøde Ray Manzarek på hans soloalbums: halv sang, halvt parlando. De første takter i 'Dog Bark' lyder meget som David Bowies 'Fame'. Eller 'The Wren' minder mig om 'Muswell Hill Billies' Kinks.
Og sådan kan du opdage stærke påvirkninger fra andre bands i hver sang og på hvert instrument. Long Dog Orchestra består af dygtige gamle fyre, der spiller overbevisende blues/Americana-sange med erfaring.
På trods af (eller takket være) genkendeligheden og humoren i tekst og performance, er prikken over i'et ville ifølge danske venner være deres energiske liveoptræden. Krydser fingre for, at de en dag rejser til de flade lande!”
Kilde.
Successen stopper ikke i Holland. Den tjekkiske radiostation Radio Proglas havde den 15. januar programsat en halv time, hvor Long Dog Orchestra og "all them bones" blev præsenteret.
Americana eller..?
Viften af referencer i anmeldelsen kan vist godt kaldes temmelig bred.
Jeg har aldrig lyttet til Ray Manzarek siden opløsningen af The Doors. Efter læsning af anmeldelsen måtte jeg straks ind på Spotify for at høre, hvordan Ray Manzarek synger, og om sammenligningen giver mening. En lidt pudsig reference at hive frem, da hans musik ligger langt væk fra Long Dog Orchestra, men alligevel bør det nok, ifølge anmeldelsen, opfattes som en cadeau at blive sammenlignet med en musiker i den vægtklasse! I øvrigt har Ray Manzarek udgivet tre ikke helt uinteressant albums med bluesguitaristen og sangeren Roy Rogers. Måske er det disse, anmelderen har i tankerne. Sangen på et nummer som "Just like Sherlock Holmes" kunne godt lede tankerne i retning af Long Dog Orchestra.
Americana er det svært at kalde albummet. Den eneste af referencerne, det synes blot at give lidt mening at hæfte denne betegnelse på, må være Johnny Cash, hvis der tænkes på hans seneste udgivelser produceret af Rick Rubin på dennes eget label; American Recordings.
Karakteristikken af Long Dog Orchestra som et americana band er dog ikke uinteressant. Den rammer ned i en diskussion, som redaktionen har haft løbende den senere tid om, hvad americana egentlig dækker over som genre. En betegnelse, der bruges meget vidt og bredt, uden den egentligt kan defineres præcis. Diskussionen kom i forbindelse med indlægget om Band of Heathens. Spørgsmålet er, om det egentlig har nogen værdi at bruge så bred en betegnelse?
Americana Music Association grundlagt i 1999 definerede i 2019 “Americana Music” på følgende måde:
“Americana is contemporary music that incorporates elements of various American roots music styles, including country, roots-rock, folk, bluegrass, R&B and blues, resulting in a distinctive roots-oriented sound that lives in a world apart from the pure forms of the genres upon which it may draw. While acoustic instruments are often present and vital, Americana also often uses a full electric band.”
Kilde
Uuuhm, at der vist kun at sige til det, men måske er amerikanere knap så usikker på, om det er americana eller ej, det de lytter til. Når man befinder sig uden for den kulturelle kontekst definitionen anvendes i, kan den synes udfordrende.
I et interview i online magasinet OfficialChars.com udtaler Lucinda Williams om americana:
“I think it's confusing for some people. It's easier to pinpoint if you're in the industry. For me, in the beginning when it first established, it appeared to be anything that wasn't more commercially accepted. It was the stuff that fell through the cracks; the songs that didn't get a lot of radio play. It was the anti-commercial genre.”
Kilde.
Det interessante ved Long Dog Orchestra er, at musikken er vanskelig at sætte i bås og sammenligne med andre bands. Jeg synes, jeg kan høre et utal af referencer ud over dem, som allerede er nævnt i anmeldelsen. I sidste ende er de mange referencer forvirrende og kan være med til præsentere Long Dog Orchestra's lyd som ubestemmelig og som noget af en rodekasse. En musik, der i praksis burde være umulig at spille. Sagen er, at orkesteret har sit helt eget og velgennemførte lydunivers, hvor alt det musik, orkesteret har præferencer for, smelter sammen til en på egne præmisser homogen enhed.
Skal jeg stik imod, hvad jeg skriver, at der sjældent kommer noget godt ud af, meget bredt at definere Long Dog Orchestra's lyd, så vil jeg hævde, at den er mere præget af amerikanske musiktraditioner, end den er af den britiske. At det så allerede her går galt, begynder jeg straks at fornemme. Jeg kan bl.a. høre Dr. Feelgood og pub-rocken, som den spilles af bl.a. Nick Lowe. I det mindste vil jeg med et vis sikkerhed påstå, at bluesen har sat sit store aftryk på hele udgivelsen.
Hvorfor puttes musik i kasser?
For mig er det ikke unormalt, at jeg, når jeg hører musik, jeg ikke har hørt før, sætter nogle referencer på for at kunne bestemme det. Egentlig bruger jeg nogle velkendte bands eller solister til at definere noget andet. Det samme sker, når jeg overfor andre vil fortælle om noget ny interessant musik, jeg har lyttet til: ”Du skulle prøve at lytte til….., det lyder lidt næsten som…..”. Vi har brug for at lægge oplevelser i kasser for at få styr på, hvad der sker omkring os, eller for at tilpasse det ukendte til nogle faste mønstre og noget genkendelighed, som sætter os i stand til at rumme det.
Den tilgang kan begrænse oplevelsen af at lytte til ny musik, og får os til at lytte til noget, vi tror, er kendt for os. Dermed kan der gå noget noget tabt i musikken, da der ikke lyttes på den tilstedeværende musiks præmisser, men i stedet bruges energi på finde noget kendt i det, noget det kan kan sammenlignes med: ”Jo, det lyder da lidt som.. eller måske mere i retning af..."
Efter hvilke kriterier, kan der så lyttes til ny musik, så nysgerrigheden bevares? Det kræver nok en del øvelse, at være fuldstændig åben over ny musik og gå på opdagelse i det, som virker noget ukendt. Sjældent beskriver vi det ud fra det ukendte, som vi ikke lige har ordrerne eller begreberne til. Det er jo heller ikke sådan, at vi nødvendigvis skal synes om alt nyt.
Long Dog Orchestra kan være et sted at starte på at øve sig. Alt lyder bekendt, men er det alligevel langt fra. De mange forskellige og bredtfavnende referencer, som anmeldelserne trækker frem, og som ikke synes at give nogen mening i virkelighedens verden, fortæller egentlig, hvor svært det er at sætte Long Dog Orchestra - og med dem andre i - en genrebås. Det er uundgåeligt, ikke at sammenligne musik – eller andre fænomener – med noget vi kender fra vores eget verden, men det spændende er at udvide ens egen forestillingsverden og lytte på anden måde.
Mine Long Dogs-udgivelser havde samlet støv i cd-hylden. Efter lytningen af "all them Bones” er de blevet støvet af og har fået nyt liv i cd-afspilleren. At gå baglæns i udgivelserne har fået mig til at høre noget, jeg ikke har hørt før. Siden jeg hørte dem for første gang, har jeg også, synes jeg da selv, flyttet mig i forhold til, hvad jeg lytter til i dag. Det er jo fantastisk at opleve, at ”gammel” musik giver nye glæder. Musiksamlingen kan gang på gang få nyt liv. Om kan vil!
Tiden før Long Dog blev til Orchestra.
Historien om, hvordan det hele startede, skal nu have sin plads.
Tilbage i 1995 begyndte Anders Poulsen, Lars Bo Jensen og Lennart Larsen på et projekt, som førte til den første Long Dog udgivelse ”Loose Ends" fra 1998. Ideen bag indspilningen var et ønske om at forny bluesmusikkens udtryk ved at gøre brug af egne samples.
"Loose Ends". indeholder fortrinsvis fortolkninger af klassiske bluessange og kun få egne kompositioner, men sangskriveriet tog fart og den næste udgivelse ”Heads´n Tails” fra 2001 bestod af 11 sange komponeret af Lars Bo Jensen og Lennart Larsen. Anders Poulsen havde forladt projektet, og Jan Andersen var trådt ind som guitarist
I 2005 kom den tredje Long Dog udgivelse "Old Stories New Tracks" og her medvirkede guitaristen Simon Andersen for første gang. Denne udgivelse indeholdt i lighed med "Heads´n Tails" udelukkende egne kompositioner.
Sange fra de tre Long Dog-udgivelser indgår i dag i Long Dog Orchester's live- repertoire.
De første to udgivelser skabte, lige som det nu er tilfældet med "all them bones", interesse uden for landets grænser. De fandt vej til spalteplads i amerikanske anmeldelser. At blive sammen lignet med Doors er heller ikke nyt for sangeren og mundharpespilleren. Denne gang drejer det sig om ikke mindre end Jim Morrison!
I en anmeldelse på det amerikanske website: mnblues.com, skrev Mark E. Gallo i 2002 om Long Dog’s første udgivelse: ”Loose Ends” fra 1998.
“Denmark's Long Dog is dark and Doors-ish in sections. Lead vocalist Lennart Larsen has a proneness, much like Jim Morrison did, to dive full body into a lyric or a phrase. He wraps himself around the words like a poet. It isn't a matter of polish. This is about heart”.
Kilde.
Indspilningen karakteriseres som bluesagtig, men en blues, der heller ikke lader sig sætte i bås. Mark Gallo, som er meget begejstret for udgivelsen, skriver om spillestilen.
”Hound Dog Taylor meets Dylan ("Leopard Skin Pillbox Hat"). Strange as that may sound, it doesn't come lose to capturing this superb 1998 recording (………..).
This is definitely not your father's blues disc. Call it what you will (a difficult task), this wholly unique effort is superb”.
Kilde
Long Dogs anden udgivelse ”Heads N Tails blev også anmeldt på mnblues.com. Denne gang af John Taylor, der var udfordret på samme måde som Mark E. Gallo, når det kom til at beskrive musikken. Taylor skrev:
“What to make of this one? I have to admit I simply don't know. Not much of a review, true, but seldom have I encountered anything quite as . . . umm . . . unique (yeah, unique - that's it!) as Long Dog's "Heads 'n Tails." It's definitely not a blues album, of that much I'm sure".
Kilde
I anmeldelsen trækkes referencer fra The Band, Tom Waits – og igen Johnny Cash.
Taylor konkluderer:
If you're feeling adventurous, Long Dog are definitely worth checking out. If you prefer the tried and true and familiar, stay clear of this one”.
Kilde
Fælles for de to anmeldelser er, at anmelderne udtrykker deres udfordringer over, at de ikke på trods af de mange referencer, kan sætte musikken i bås, men ender alligevel med at udtrykke stor begejstring. Pudsigt nok, er der ingen af de amerikanske anmeldere, der anvender betegnelsen americana! John Taylor taler om en tolkning af amerikansk "roots music".
Hvordan lyder så en definition på roots music. Ifølge Georg Mason University:
"The term “American roots music” (also known simply as “roots music”) originated in the 20th century and was defined as blues and folk song styles with lyrical themes that re-counted the hopes, sorrows, and challenges of everyday people living in the rural South. (......).
What makes American roots music so unique is its appeal to all audiences and its ability to speak to—and of—the human condition"
Kilde.
Den sidste udgivelse fra 2005, som der ikke findes officielle anmeldelser på, men den udgivelse, hvor Long Dog, efter min vurdering, begynder at lyde lidt i retning af, hvad Orchestra gør i dag.
Udover de tre cd’er medvirker Long Dog på to compilation-udgivelser sammen med to øvrige band: Rocky Roads og The Umbrella Bear Brothers. ”Routes” er fra 2013 og ”A Brand New Sound” fra 2016. Sidst omtalte udgivelsen er blevet udgivet Gateway, men aldrig distribueret. Stilmæssigt spænder de tre bands meget bredt, hvad der gør det lidt vanskeligt at rumme udgivelsen. Rocky Roads er folk/rock inspireret, og Umbrella Bear Brothers kan karakteriseres som fusion af jazz og rock.
I tiden omkring udgivelsen af de to compilation-cd’er, som er blev til på foranledning af guitaristen Simon Andersen. Han var i en periode med i Long Dog og er nu fast medlem af Long Dog Orchestra. I Simon Andersens tid bliver konstellation til et orkester. Navneændringen markerer at fra at være et studie- og indspilningsprojekt, bliver Long Dog Orchestra et live-band.
Spillestederne omkring Roskilde får glæde af at have Long Dog Orchestra på plakaten. Ændring i navn og aktivitet markerer også, at Simon Andersen og Lennart Larsen løbende begynder at skrive sange, de sange der findes på ”Them Bones”.
Tre Long Dog-sange fra compilation-udgivelsen: "Routes" kan høres her:
Simon Andersen har produceret de to compilation-udgivelser og spillede på daværende tidspunkt med i alle tre band.
Fortællingen om Long Dog videreføres til Long Dog Orchestra:
På innercoveret til Long Dog's første udgivelse i 1998 fortælles fablen om hunden, hvis hylen lød som musik, der forsøgte at fange månen:
Med overgangen til Long Dog Orchestra vækkes hunden til live og griber månen:
Mere end blot et Orchestra.
Hvad er det, der gør Long Dog Orchestra til noget særligt på den danske musikscene?
Long Dog og Long Dog Orchestra var og er mere et blot et band. Det er et kunstnerisk koncept, hvor fortællingen skabes gennem sammenhæng mellem musik, sangtekster, layout, grafik, historier og holdningen til at spille musik.
Måske er Long Dog Danmarks næste bud på et internationalt navn. Sker det på bekostning af konceptet, tror jeg, at de bliver hjemme i øvelokalet og på spillestederne i Roskilde. Så det skal stadigt være sjovt at spille.
Tag til Roskilde og Omegn næste gang Long Dog Orchestra går på scenen og oplev noget særligt:
Nor is it rock, or folk, or . . . well, anything. It's just Long Dog.
John Taylor: mnblues.com
Hvordan beskriver Long Dog Orchestra selv musikken.
Den opmærksomme læser har måske undret sig over, hvorfor Long Dog Orchestra egentlig anvender en elg i flere af sine grafiske produktioner? Er hunden ikke orkestrets foretrukne dyr? I øvrigt hentyder navnet til, at Long Dog gerne ville have et langt navn, men det måtte samtidig ikke fylde for meget!
Normalt karakteriserer vi musik med referencer til anden musik, men der kan naturligvis vælges andre og mere spændende fænomener. F.eks.: "Hvis nu du var et dyr, hvilket et ville du så være?"
Elgen er, sammen med de mange dyr i teksterne, vigtig i Long Dog Orchestra's udtryksformer. Dyret er blevet orkesterets symbol på den musik, de spiller: Elgen er ikke et dyr, vi normalt ser i den danske natur. Den forvilder sig nogle gange over sundet fra Sverige. Dyret er meget sammensat. Hvor mange forskellige dyr kan vi ikke se i det? Det ser klodset ud, men kan bevæge sig hurtigt og med en vis elegance. Det kan være truende, og måske er vi ikke helt sikker på, hvor tæt vi tør komme på det. På den anden side er der også noget roligt, trygt og varmt over det.
Som det står på en af plakaterne: "We play the moose for you"!
Her kan, ifølge medlemmerne selv, ses opskriften på den rette omgang Long Dog Orchestra:
Lyt til en skitse af seneste Long Dog Orchestra-komposition:
How do you know where I am.
Sagde nogen nu Beatles?