Når man skal spille for et publikum - forbereder man sig - omstændighederne tages i betragtning, er der tale om en koncert, eller er det en fest - skal der danses, eller er det for et siddende publikum - udendørs eller i en sal,
på en cafe eller et værtshus - i alle tilfælde forberedes musikken, hvilke numre skal med, og i hvilken rækkefølge skal de spilles.
Udstyr skal stilles op - måske er der lejlighed til en lydprøve. Undervejs kan man justere på lydbilledet, det sker, mens musikken spiller, og man ser sig ikke tilbage - når det hele lykkes,
når musikken, musikerne og publikum går i et -
og så er det forbi.
Det tager tid at komme ned igen
ud af lyden
og tilbage ud på gaden.
Der skal pakkes, køres og soves - tænk, hvis man kunne bevare de magiske øjeblikke
Det er længe siden nu, at der er blevet spillet live for et publikum - sidste gang var i mit tilfælde torsdag den 5. marts 2020
Kort tid efter lukkede landet ned for første gang og livescenen forsvandt, men ......
Der er jo alle live pladerne -
Faktisk er det først nu - maj måned 2021, at jeg kommer til at tænke på det, og hvorfor så det?
Nok fordi en plade med live musik IKKE er, som at være der selv.
”Når du hører musik, efter det er slut,
er den forsvundet op i luften.
Du kan aldrig indfange det igen” ( Eric Dolphy )
Liveplade med 20 års forsinkelse
Den ældste liveindspilning, som jeg har i min samling, er Spirituals to Swing - Carnegie Hall Concerts 1938/39.
Oprindelig udgivet i 1959 på Vanguard, men allerede året efter 1960 udgivet i Danmark Fona LPJ 532.
Optagelserne er foretaget på foranledning af John Hammond (1910-87), som blandt meget andet var producer, talentspejder, musikkritiker og borgerrettighedsforkæmper.
Han voksede op i N.Y. og så ofte sit snit til at smutte til Harlem for at høre musik. Som 17-årig oplevede han bluessangeren Bessie Smith, hvilket fik stor indflydelse på hans liv, ikke mindst, som promoter for den sorte jazzmusik repræsenteret ved bl.a. Count Basie og Billie Holiday i ’30erne. Han betragtes som den vigtigste ikkemusiker i jazzhistorien.
I ’60erne opdagede han Bob Dylan og signede ham til Colombia Records, det samme skete senere med Bruce Springsteen, og han blev indlemmet i Rock’n Roll Hall of Fame i 1986
J. Hammond, der er i øvrigt far til musikeren John Hammond Jr.(1942), var så begejstret over, at koncerterne skulle afholdes og var mere end udsolgt, at han fik koncerterne optaget på lakplader - 8 stykker i alt.
Der var et studie tilknyttet Carnegie Hall, og de optog koncerterne, direkte skåret, som John Hammond så havde liggende i 20 år, inden de blev overført til tape og udgivet på det nye medie LP. Netop Long Playing pladen, gav øget mulighed for at udgive koncertplader, fordi spilletiden på hver pladeside kunne strække sig til næsten en halv time.
Det var således en musikelsker, der var den direkte årsag til at disse koncerter blev foreviget.
Ønsket om at bevare øjeblikket og dele det med andre,
og det har ofte været baggrunden for liveoptagelser
Liveplade med 46 års forsinkelse
For få dage siden læste jeg en artikel i N.Y. Times om det tyske band Can, som nu får udgivet en række liveplader.
Optagelserne er foretaget af en engelsk fan Andrew Hall, som fra 1973 og nogle år frem rejste rundt til koncerter med Can.
Han iførte sig et par alt for store bukser og bar en kassettebåndoptager skjult i bukserne dækket af en stor frakke.
Mikrofonerne havde han gemt i ærmerne på frakken, og således ekviperet optog han 44 koncerter gennem flere år.
Han var så dedikeret, at han kontaktede andre fans for optagelser fra de koncerter, som han ikke nåede frem til.
Nu bliver den første plade udsendt med en remastered version af en af disse koncerter "Live at Stuttgart 1975" og flere vil følge:
Igen en dedikeret person, som denne gang har ligget inde med kassettebåndene i 46 år
Irmin Schmidt, et af de få tidligere medlemmer af gruppen som stadig er i live, udtaler om udgivelserne, at skønt gruppen optog alle deres øve sessions, ønskede de ikke at optage deres koncerter fra pulten:
"Når vi gik på scenen vidste vi aldrig på forhånd, hvad vi ville spille. Vi reagerede spontant på atmosfæren, akustikken, publikum, og begyndte at spille noget, vi aldrig havde spillet før. Vi talte ikke sammen på scenen. Alt hvad vi havde at sige til hinanden blev sagt med vores instrumenter"
Så gruppen levede op til Eric Dolphy's citat - når musikken er spillet er den væk - og så alligevel ikke.
Irmin Schmidt har gennemlyttet Andrew Halls optagelser, flere hundrede. De fleste af meget dårlig kvalitet. Irmin Schmidt havde gennem flere år nægtet at lytte materialet igennem,
men hans kone Hildegard "kan være meget insisterende”, så han måtte til sidst give efter.
Han er nu meget tilfreds med den første plade, der udsendes. Den er meget repræsentativ for gruppens musik på daværende tidspunkt.
Can spillede lange koncerter ofte op til 3 timer delt op i to sæt af halvanden time. For de kommende udgivelser er Schmidts plan, at de skal indeholde lange forløb fra samme gig, så man kan opnå følelsen af hvordan en koncert lød.
Alt optaget
Det kunne være overskriften for det næste orkester, som hvad liveoptagelser angår, må siges at være modstykket til Can - nemlig det amerikanske band Grateful Dead:
" Det var egentlig ikke os der opfandt Grateful Dead, det var flokken, der opfandt Grateful Dead, forstår du, hvad jeg mener", sagde, Jerry Garcia en gang, "Vi måtte bare stille os op i køen, og det har langt overgået vores forventninger, vi er bare fulgt med, for at se hvad der sker"
Grateful dead er indbegrebet af ikke blot et live band, men LIVEBANDET OVER ALLE
Orkestret spillede 2300 koncerter og stort set alt, hvad de spillede er blevet optaget.
Grateful Dead optog mere end 2000 af deres 2300 koncerter.
Mens orkestret eksisterede udgav de officielt 10 liveplader, desuden er der sidenhen retrospektivt officielt udgivet 71 live plader,
men men men ....... det slutter ikke her
På samme måde som tidligere beskrevet om gruppen Cans koncerter, så lod medlemmerne i Grateful Dead også atmosfære, publikum, lokation mm influere på deres koncerter, og de spillede lange koncerter som varierede,
og ikke blot optog de selv deres koncerter.
Deres fans, deres mange tusind dedikerede fans optog også:
"Hej, dig dernede med mikrofonen" råber guitaristen, Bob Weir fra scenen. "Hvis du vil have en god optagelse så ryk 12 meter baglæns"
"Det lyder så meget bedre der " bekræfter bassisten Phil Lesh.
Citaterne er fra August 1971 hvor Grateful Dead spillede 2 aftener på Hollywood Palladium.
Hvor ved vi det fra? Fra optagelserne selvfølgelig.
Bandet tog yderligere skridt for at imødekomme deres ivrige fans. Til G.D. koncerter oprettedes sektioner til optagelser, og disse områder var udstyret med gode mikrofoner andet grej, så optagelserne kunne blive optimeret- det skete også at fansene fik adgang til at optage direkte fra pulten.
Disse tiltag blev foretaget for at imødekomme situationen, fortæller trommeslageren Mickey Hart
Vi kunne vælge at inddrage deres udstyr og give det tilbage til dem efter koncerten, for med deres udstyr og stativer var de i vejen for de andre fans, og det blev et værre bøvl. Vi snakkede om det og besluttede, at vi ville ikke være politibetjente. Vi kan ikke være politibetjente, vi er The Grateful Dead. Vi kan ikke forbyde dem at optage vores musik, vi kan ikke forbyde dem noget, så længe de ikke skader andre, og så besluttede vi at oprette sektioner udelukkende til optagere, og det var en fantastisk beslutning hvad angår at få vores musik ud til millioner af folk, som aldrig ville have hørt det"
"Ud fra et filosofisk synspunkt, mener vi, at musikken tilhører alle, siger Dan Healy, gruppens lydmand og lydtroldmand siden bandets optræden på Fillmore i 1965
At musikindustrien hævder, at det at tillade optagelser resulterer i mindre salg af plader, har gruppen ikke noget tilovers for:
"Der har aldrig været noget bevis for, at det er tilfældet, siger Healy
Deadheads har ledt, delt og søgt, hvor de kunne komme til det for at finde sjældne optagelser, men i dag kan de nøjes med at søge et sted:
Archive.org
The Internet Archive er en non-profit organisation som siden 1996 har samlet bøger, magasiner, fjernsyns programmer og film i et forsøg på at give Universel Adgang til Al Viden, og her kan du finde 15494 (og vi tæller stadig) koncertoptagelser med The Grateful Dead.
Optagelserne ligger umiddelbart hulter til bulter, men yderst til venstre på skærmen kan du foretage nogle valg som indsnævrer udbuddet. Du kan vælge år for optagelsen fra 1965 – 1995. Du kan vælge, om optagelsen skal være fra pulten eller live, og du kan desuden vælge mellem en række navngivne personer som har bidraget .Når du vælger en specifik optagelse, så åbner skærmen med oplysninger om titler på numrene for den koncert du har valgt. Du kan således streame hele koncerten eller plukke i den og høre enkelte numre.
Der er også oplysninger om, hvem der har foretaget optagelserne og med hvilket udstyr.
Til højre er nævnt hvor mange streams den pågældende optagelse har haft, hvor mange der har valgt den som en af deres favoritter og hvor mange der har anmeldt den.
Fysisk er det ikke længere muligt at overvære en Grateful Dead koncert, men at lytte til Grateful Dead koncerter er gjort tilgængeligt som aldrig før.
Tag hovedtelefoner på eller skru op for anlægget. Ryg en stråhat eller to og begynd at streame:
Intet eller Alt
Ovenstående var to yderpunkter i tilgangen til at optage koncerter - det være sig officielt såvel som uofficielt (kaldet bootlegging). Liveudgivelser havde deres storhedstid i 1970erne og ind i 80erne.
I dag udgives fortsat liveplader, især ældre bands og kunstnere hiver kaniner op af hatten og sender ikke tidligere kendt materiale fra den tid ud.
Her kan nævnes 50 års fødselsdagsudgaven af Stage Fright, som blev udsendt i februar i år og indeholder en fantastisk koncert fra Royal Albert Hall, juni 1971
Neil Young og Crazy Horse "Way Down in The Rust Bucket, Live fra The Catalyst 13. November 1990" er også fra februar i år.
Dette indslag er det første i et påtænkt tema om liveudgivelser
