Hvad er det lige,  jeg har lyttet til?
Denne fortælling om, hvad jeg har lyttet til hovedsagelig siden indlægget om Band of Heathens, har hentet inspiration fra en mangfoldighed af kilder.

Jeg har med kort interval været til et par plademesser her i det nordvestjyske. Havde på forhånd lavet en liste over et par albums, som jeg ville kigge efter. For trods alt at være en smule fokuseret. Jeg fandt ikke noget af det, men det forhindrede mig ikke i at slæbe et par lp’er hjem, når jeg nu var taget afsted.

Når jeg ikke lige køber albums på plademesser, handler jeg ofte Discogs. Fordelen her er, at det er muligt at købe så godt som alt, hvis du vil betale den fastsatte pris. Prisen er sat efter en lang række parametre. En af de vigtigste for mig er, oplysningerne om den stand produktet, plade/cd og omslag er i. Standen er angivet ved nogle standardkoder. Udfordringen ved at handle på Discogs er, at forsendelsesomkostningerne er meget høje og svingende, hvad angår køb i såvel ind- og udland. Jeg fandt det værd at købe en udgivelse i Sverige, som normalt har meget høje forsendelsesomkostninger med en af mine mange favoritguitarister; Gabor Szabo (1936-82).

I forbindelse med mini-jazzfestivalen i Holstebro: JazzNights, har jeg været til et par glimrende koncerter, hvor jeg syntes, at jeg måtte have musikken med hjem i fysisk form.  Det af den, som det nu kunne lade sig gøre. Det samme bliver det aldrig. Den musik, der blev spillet, er væk. Udgivelserne jeg har købt, ligger dog ikke langt fra koncerterne.

Så har jeg genopdaget musik, som har været ”væk” i adskillige år. Hvorfor det lige dukker op nu, har jeg ikke umiddelbart en forklaring på. Genhørsglæden med to engelske bands: The Kinks og Spencer Davis Group, har været stor.

På plademesser.
Selvom jeg ikke synes, jeg får så meget ud af gå på plademesse/plademarkeder for at købe lige det, jeg syntes, jeg mangler, bliver jeg trods alt ved med at komme. Egentlig er jeg nok for nærig til at betale prisen for de udgivelser, jeg gerne vil have til pladereolen. Tænker tit, at dem kan jeg få billigere på cd eller i en genudgivelse. For mig står musikken centralt. Om det er en førsteudgave eller et særligt tryk, er mig lige meget. På den måde er jeg ikke en pladesamler. Kun af god musik!

Jeg synes, at mange udgivelser på messerne handles til en alt for høj pris. Platformen Discogs bliver dominerende, hvad angår prissættende, den er på en måde med til at bidrage til monopolagtige tilstande for, hvad et album skal koste.
Jeg lader mig dog selv styre af Discogs for at være sikker på, at jeg ikke betaler "for meget"!

Når jeg er på plademesse, eller i det hele taget køber brugt, hvad jeg næsten altid gør, er der to forhold, jeg altid tjekker. Hvordan er udgivelsen anmeldt på Allmusic, og hvad koster den i forskellige udgaver og stand på Discogs.  Og det er jeg ikke den eneste der gør! Resultatet er, at det er vanskeligt at finde gode tilbud. Priserne har en tendens til at blive ens og det medfører, er min erfaring, at der prismæssigt ikke er så meget at handle om. Hvorfor så egentlig gå på plademesse? Hvad handler det egentlig om? Håbet om at finde den udgivelse, som har været  jagtet i længere tid eller kigge efter noget, som ikke lige savnes, men som kunne være interessant at købe med hjem.

Når jeg går på plademesse, synes jeg naturligvis, at det er sjovt rode i kasserne, men det er lige så meget forbundet med, at jeg synes, det er sjovt at se, hvad der udbydes og ikke mindst, hvem er det, der kommer på plademesser, og hvad er det, der blive købt og at hvem. Ofte stiller jeg mig ved kasse bare for at se, hvad der foregår omkring mig.

Szabo Garbo med svenske fusionsmusikere.
Igennem et par år har jeg været meget begejstret for den ungarsk fødte amerikanske guitarist Gabor Szabo(1936-1982). Han var en fremragende guitarist med en særlig spillespil, som blander traditionel ungarske folkemusik med fusionsjazz, men også med pop og jazz. Hans produktioner spænder over en lang række af genrer, men alle med hans særpræg.

Jeg har været på udkig efter et par af hans tidligere lp’er; ”Small World” fra 1972 og ”Belsta River” fra 1978. Begge er indspillet i Stockholm med tidens bedste svenske unge jazzmusikere og udgivet på det svenske selskab; "Four Leaf Cover”. Gennemgående musiker på begge indspilninger er guitarist Janne Schaffer, som -  også - er blandt mine favoritguitarister. På Belsta River medvirker endvidere den finske bassist, Pekka Pohjola, grundlægger af Wigwam, samt den polske keyboard-spiller Wlodek Gulgowski. Sidstnævnte har spillet i flere svenske grupper herunder: "Made in Sweden".

Det lykkedes mig på Discogs at få begge udgivelser til en fornuftig pris og forsendelse på en dobbelt-cd direkte fra det svenske pladeselskab ”Four Leaf Cover".

Til JazzNight-koncerter i Holstebro.
Holstebro har de seneste år haft sin egen jazzfestival. Den er en tilbygning på festivalen, "Klassiske Dage" og løber i september parallelt med denne. Festivalen strækker sig over en uge med arrangementer om aftenen, på nær i weekenden. Initiativtager til festivalen har været trommeslageren Anders Mogensen.  I år var programmet set med mine øjne særlig interessant.  Det blev for mit vedkommende til et par koncerter.

Åbningskoncerten med: ”Søren Østergaard Pedersen Kvintet”, som jeg ikke havde hørt før live, men lyttet til på Spotify inden koncerten. En udmærket koncert med meget flotte og harmoniske melodier holdt i den nordiske tone. Jeg savnede dog lidt mere kant på musikken. Numrene havde tendens til at gentage sig selv og efter min smag til at blive lidt for tilbagelænet. Hovedparten af sangene fra kom fra Søren Østergard Pedersens album: ”With an open mind”. Med sig havde han fire gode musikere. De havde det tilfælles, at de alle havde rødder på Fyn, hvor de mødte hinanden. Især bemærkede jeg Simon Krebs på guitar. Krebs spiller også sammen med trommeslageren, Nikolaj Bundvig, som denne aften var standin, i det spændende band: Andorra.

Makiko Hirabayshi Trio med Marilyn Mazur og Klavs Hovman på Holstebro Musikskole var en ny og spændende oplevelse. Jeg havde aldrig tidligere hørt Mazur live. Ejer et par cd’er med denne interessante perkussionist. Det blev til en fin koncert med en sammenspillet trio. Især sammenspillet mellem Hirabayshi og Mazur var eminent. Mazur fyldte, efter min vurdering, for meget i lydbilledet, hvilket betød, at bas og klaver i perioder ikke var så tydelig. På trioens seneste indspilning: ”Meteora”, som jeg købte til koncerten, er lydbilledet meget mere velafbalanceret, og alle tre musikere får deres plads. Det er ikke sidste gang, jeg har hørt denne trio.

En koncert jeg ikke fik hørt på Aarhus Jazzfestival, og som her fik fremragende anmeldelser, var: Emil de Wall: trommer, Esben Just: piano og sang, Dan Hemmer: orgel og Fredrik Lundin: saxofon. Bandet hed; "de Wall 4", og må henvise til de sammenhænge trommeslageren indgår i.

En glad, svingende koncert domineret af et markant sydstats groove, New Orleans-sound samt blues. Emil de Wall førte an med sit groovy og "fremadrullende" seje trommespil. Repertoiret bestod for en stor dels vedkommende af numre komponeret af bluessangeren Lead Belly. Fredrik Lundin Overdrive udsendte i 2004 en udgivelse med Lead Belly sange: "Belly Up". I helt andre versioner end de blev spillet i til denne koncert. De fire musikere har endnu ikke lavet et album. Måske er de mest et udpræget live-band. Forestiller mig, at det kan være svært at overføre stemningen og intensiteten til et album.

I Struer Jazzklub bidrog vi til JazzNights med koncerten "Jazz på dansk" fremført af Martin Schack Kvartet. Denne bestod af Martin Schack på klaver, Morten Ramsbøl på bas, Morten Olsen på saxofon og i dagens anledning Chris Falkenberg på trommer. Normalt sidder Morten Lund bag trommerne. "Jazz på dansk" kan, umiddelbart når man hører titlen, forestille sig kan gå hen og blive til næsten, hvad som helst. En meget rummelig titel både form- og indholdsmæssigt.

Det var anden gang, jeg hørte kvintetten, og jeg syntes igen, det var fremragende jazz på et højt niveau, hvor alle musikere med deres eget spil, bidrog til helheden. Sangene havde fået deres helt eget udtryk, hvor der blev improviseret flot ud fra melodilinjen. Endvidere blev der spillet i mange stilarter, som var med til at give sangene deres eget liv i kvartettens spændende fortolkninger.

Kinks storhedstid fra 1967 til 1972.
Et par ældre navne har fundet vej til afspillerne hen over sommeren og efteråret. Hvorfor de lige er dukket op, har jeg ikke et klart svar på?  Navnene er to store engelske bands tilbage fra 1960'erne og først i 1970'erne, som jeg i perioder tidligere har lyttet meget til. Det ligger dog nogle år tilbage. Fælles for de to grupper er, at de hver især havde to brødre med. De to grupper er Kinks med Ray og Dave Davis og Spencer Davis Group med Steve og Muff Winwood.

At Kinks blev interessant at lytte til, tror jeg, skyldes, at jeg i en pladeforretning på Brooklyn fandt en opsamlingen med Kinks, som jeg ikke kendte til, hvad der så kan være en god grund til. Da jeg kom ind i butikken, blev jeg glad for, at Kinks lød ud over højttalerne. Jeg måtte vide, hvad det var for en udgivelse med Kinks. Manden i butikken stak mig coveret i hånden, og der var tale om: "Kronikles”.  Et dobbelt opsamlingsalbum beregnet til det amerikanske marked. Det blev udgivet i 1972 og på Frank Sinatras pladeselskab Reprise og dækker perioden fra 1966 til 1970.

Udgivelsen er på Allmusic blev rost meget for den måde numre er sat sammen på. Den kaldes ikke her en ”Greatest Hits”, da den rummer for få hits til at få denne betegnelse:

"Then there are the wealth of non-LP singles and B-sides that didn't make the British charts, plus worthy unreleased songs, obscurities like "This Is Where I Belong" and "She's Got Everything," and album tracks that demonstrate another side of the Kinks' musical versatility and Davies' abilities. The key to the success of The Kink Kronikles is how the singles and rarities complement each other and, taken together, present a full portrait. It's the rare compilation that is equally valuable to the collector and to the neophyte fan"..

Udgivelsen skulle butikken have 20 $ for. Da den havde mange hørbare og forstyrrende ridser, valgte jeg ikke at købe den. Fandt den senere i en anden vinyl shop i bedre stand til 30$, men købte heller ikke den - til min store fortrydelse. Håber, at finde den igen, når turen atter går til New York.

Pladen gav anledning til, at jeg ved hjemkomsten lyttede til alle de Kinks album, jeg havde adgang til via biblioteket, Spotify og fra egen hylde. Det oplevelse, jeg sad tilbage med, var, at jeg klart fortrækker gruppens udgivelser i perioder fra 1967 til 1972, hvor Ray Davis' ironiske tekster havde fokus på især den engelske middelklasses liv i forstæderne, unge mænds identitetsproblemer i et samfund i forandre samt på idylliseringen af af det britiske landskab. Musikken ændrede sig fra ren rock til en musik med lån fra engelske musiktraditioner, som understregede ironien.

Gruppen blev oprindeligt dannet i 1962 i Muswell Hill i Nordlondon af brødrene Ray og Dave Davis på guitar, som The Ray Davies Quartet med Rays ven og klassekammerat Pete Quaife  på bas og på trommer dennes ven John Start. Rod Steward optrådte et par gange med gruppen som sanger. Efter et års opløsning, hvor Ray Davis spillede som professionel i The Hunts, blev gruppen gendannet i 1963 som The Raven med Mick Avory på trommer. Navnet The Kinks fik gruppen i 1964, hvor de slog igennem med deres 3. tredje single: ”You really got me”.

Peter Quaife forlod gruppen i 1969 og Mick Avory i 1986. Gruppens storhedstid rent musikalsk var fra 1967 til 1972. Rent kommercielt gik ikke det ikke fremragende. Lp'erne solgte ikke, men blev rost til skyerne. Efter udgivelsen af flere koncept-album og optræden mere som teatergruppe end en rockband, vendte Kinks ved en kontrakt med Arista i 1976 tilbage som en decideret rockgruppe. Gruppen blev opløst i 1996. Dave Davis har løbende udsendt solo-udgivelser

Min interesse for Kinks er, udover den igangværende, faldet i to perioder. Fra 1964 til 1967, hvor gruppen toppede hitlisterne med deres rockhits, som f.eks: ” You really got me”, "All day and all of the night", "Long tall Sally", "Till the end of the day" og den mere melodiøse:" Well Respected Man", som Peter Belli og Les Rivals i 1965 gjorde til et hit i en dansk oversættelse af Thøger Olesen: "Helt i gennem respektabel".

Få singler, langt fra som tidligere, fra albums i perioden 1967 til 1972 toppede hitlisterne herhjemme. Største hit var ubetinget ”Lola”. Lp’erne lyttede jeg ikke til. Kendte dem kun af omtale.  Først i begyndelsen af 1970erne, hvor Kinks udsendte album deres koncept-albums, som Preservation Act 1 & 2 samt ” og "A soup opera”, som jeg godt kunne lide, startede jeg på at gå tilbage til udgivelserne fra perioden.
Inden da kendte jeg Kinks fra de mange singler, som endte på de danske hitlister.

Efter udsendelsen af koncept-albummene, som hverken blev kommercielle succeser eller anmelderfavoritter, endte Kiks som et ordinært rockband med stor succes på det amerikanske marked. Magien forsvandt. Men den er forsat i rillerne.

Spencer Davies Group spillede overbevisende alt.
Min aktuelle interesse for Spencer Davis Group dukkede op ved lytning til et ældre Traffic-album, som jeg blev opmærksom på, da jeg flyttede rundt på mine albums. Steve Winwoods fantastiske stemme – uanset sammenhæng - har altid fascineret mig. Lytning til Traffic fik mig til at købe lp'en: "Best of Spencer Davis Group", udgivet på Island i 1967. Året, hvor Steve Winwood forlod gruppen for at danne Traffic. Måtte have mere af gruppen og anskaffede mig dobbelt-cd’en: ”Eight gigs a week – The Steve Winwood Years”. Cd’en rummer ikke mindre end 50 numre fra perioden fra 1964 til 1967 og er en fantastisk status på gruppens kunnen.

Spencer Davis Group fik i perioden store hits med numre som: "Keep on running", I’m a man og Gimme some loving og den afdæmpede: When a man loves a woman". Nogle af de mest rockende og radiovenlige numre fra karrieren, men alle 50 numre på opsamlingen er fantastiske. De tegner samlet et billede af en gruppe sammensat af enorm dygtige musikere, som ubesværet bevægende sig rundt i genrene: Jazz, soul, gospel, blues og Motown. Så godt som alle båret af Steve Winwood store og markante stemme.

”Eight gigs a week” findes ikke på Spotify, og derfor er den følgende playliste sammensat af andre udgivelser, men med inspiration fra ”Eight gigs a week”. Spilleliste starter med et par af de store hits, men bevæger sig hurtigt ud i de mere ukendte, men bestemt ikke mindre gode sange.

Spencer Davis Group blev dannet i 1963 i Birmingham af Spencer Davies: guitar, de to Winwood-brødre: Muff på bas og Steve på: orgel og sang samt Pete York: på trommer. Bandet var aktiv indtil 1969, men blev mere eller mindre opløst, da Steve forlod det i 1967.  Muff Winwood gik herefter ind i musikbranchen og blev ansat på selskabet A&M.  Spencer Davis gendannede Spencer Davis Group i perioden fra 1973-74, hvor det blev til to album, og igen fra 2007 til hans død i 2020.  I dette tidsrum fungerede gruppen primær som et turneband. Pete York fortsatte sammen med Spencer Davis.

Steve Winwood var i 1967 med til at danne gruppen, der indtil begyndelsen af 1970'erne var en af Englands helt store bands: Traffic. Gruppen spillede en slags psykedelisk rock inspireret af jazz og blues, hvor Winwood's orgel og Chris Wood's blæsere stod helt central i et improviserende lydbillede. Instrumenteringen var på denne tid, selvom der blev afprøvet meget, lid utraditionel. Her var ingen fræsende guitarrock.

Efter uenigheder i Traffic blev gruppen opløst for en kortere periode. Winwood kom i 1969 med i "supergruppen" Blind Faith, som bestod af Eric Clapton og Ginger Baker fra Cream og Rich Grech fra Family. Gruppen udsendte samme år et enkelt album, og efter en USA-turne gik de hver til sit. Steve Winwood tilbage til Traffic. Gruppen blev opløst i 1974, hvorefter Winwood startede en solokarriere.