Efter i et godt stykke tid at have holdt pause fra at skrive indlæg til kategorien: ”Det lytter vi til”, er det svært at få et overblik over, hvad jeg har lyttet til i min ”fraværsperiode”.

Lytning er det blevet til, ligeså meget som sædvanligt, men det synes umiddelbart, her hvor jeg sidder foran tastaturet og skal få overblik, at den stritter i mange retninger og uden et egentligt ”mønster”. Ikke nødvendigvis, at der skal være et.
Der er blevet lyttet på Spotify samt til lp’er og cd’er i samlingen. Samtidigt er der blevet anskaffet nye lp’er og cd’er – selv om jeg konstant slås med at begrænse denne aktivitet. Indkøbene kommer til at stå, da jeg hurtigt er på udkik efter noget andet, jeg synes, jeg bør have.

Skal jeg tage fat et sted, har min lytning i et stor omfang været fokuseret på indholdet af to Chiquita-bananpapkasser med cd’er, som jeg i efteråret fik foræret af familien til en alt for tidlig død nær ven og kollega. Den ene kasse med rock og den anden med jazz. Mange af cd’erne fik jeg selv lov til at vælge ud blandt en kæmpesamling, som lå meget tæt op af mine egne smag, men med mange cd’er, hvor jeg nok kendte navne, men ikke de pågældende udgivelser.

Begge kasser indeholdt næsten udelukkende interessante og gode udgivelser og alle på anerkendte pladeselskaber. I cd’ens levetid blev, der udgivet et utal af ubestemmelige billige optagelser på lige så mange ubestemmelige selskaber. Uden nogen form for linenotes, der kunne bidrage til at finde ud af, hvad det her egentlig var for noget. Denne slags udgivelser var kasserne foruden.

Jeg startede med kassen med jazz, da den for mig virker mest spændende. Rock-cd’erne kendte jeg mange af i forvejen.

På udflugt tilbage i jazzens storhedstid.
Jazzkassen har jeg været meget tit i og hver gang haft svært ved at vælge, hvad jeg ville høre. Udvalget var for overvældende. Har så pillet nogle fra, som skulle stå for tur, men ofte er det endt med nogle andre, når jeg lige stak hovedet ned i kassen for at glædes over det store udvalg. Hver gang jeg tog noget frem fra kassen og læste nærmere på linjer notes, opdagede jeg nogle - for mig – nye sammenhænge i musikken og udgivelserne. Denne søgen efter tilegnelse af ny viden og opbygning af musikfortællinger blev målet med lytningen.

Her kommer en omtale af, hvad jeg har fundet frem fra jazzkassen, som med stor begejstring har ført mig bagud i forhold til "min jazztid", der startede med fusionsjazzen i 1970’erne. En periode og genre jeg har fastholdt stor opmærksomhed på.  Sjældent og langsomt har jeg bevæget mig bagud i tid og samtidigt prøvet at holde et vågent øje på nyudgivelser. Sidstnævnte ved koncerter i Struer Jazzklub og koncerter på Gimsinghoved; Og så har ikke mindst mit abonnement på Jazz Special været betydningsfuldt. Dette magasin kan jeg på det varmeste anbefale med dets glimrende artikler om nyt og gamle samt omtale og anmeldelse af ny- og genudgivelser. Og så skal Niels Overgårds spændende hjemmeside JazzNyt nævnes. Her er det gennem hans mange anmeldelser muligt at finde ud af, hvad der kommer af primære dansk og nordiske jazzudgivelser, men også af internationale.

Tidligere har jeg givet udtryk for, at det har virket uoverkommeligt at skulle i gang med jazzen fra 1950’erne og 1960’erne, og derfor har været noget, jeg har afholdt mig fra. To årtier, egentlig startede vel lige efter 2. Verdenskrig, hvor der skete utrolig meget på jazzscenen – især i USA. Store navne fik deres gennembrud, nye pladeselskaber og studier opstod, og et voksende og købedygtigt publikum fulgte med den økonomiske fremgang.

Skal jeg også lytte til den musik, jeg allerede har, er det at gå baglæns i uopdyrket land en opgave, jeg tidligere har syntes fysisk og mentalt har været en, jeg ikke havde mod på at kaste mig ud i. Nu er de første skridt taget med hjælp fra jazz-papkassen og de få ældre udgivelser, jeg har stående i min musiksamling.

Langt om længe er jeg nået til den erkendelse, at det kan være svært at forstå den ændring, jazzen tog med fusionsmusikken sidst i 1960’erne uden at kende det, der ligger forud. Mange af de "store" musikerne fra slut 1950’erne og 1960’erne blev toneangivende inden for fusionsjazzen. Tænk blot på Miles Davis, Herbie Hancock, Chick Corea, Joe Zawinul, Wayne Shorter, Gary Burton. Hvornår stopper så mon min neddykning i jazzhistorien, der ligger jo her en guldgruppe af spændende udgivelser og interessante fortællinger.

Strategien for at angribe en papkasse med cd'er
Hvad har jeg så valgt efter, da jeg synes, at jeg stod over for en yderst spændende opgave, men samtidigt også en lidt uoverskuelig opgave, der krævede en eller form form planlægning. Hvad er det for nogle fortællinger, jeg har konstrueret og fundet væsentlige. Opgaven har efterhånden også strakt sig over længere tid – og er endnu ikke afsluttet.

Det første på min uformelle lytteliste var, hvad der så spændende ud – og hvad var det så. Når det gælder jazzkassen, valgte jeg efter kunstner, udgivelsestidspunkt og pladeselskab. Gik i den forbindelse efter de for mig mest kendte. Efterhånden som jeg fik læst mig ind på udgivelsernes liner notes, gik det op for mig, den store betydning indspilningsstudiet og de hertil knyttede producere og lydteknikere fik for indspilningen. Flere producere, ofte med eget studie, som Rude van Gelder, Norman Grantz og Creed Taylor indtog legendariske positioner i flere årtier.

De toneangivende jazzpladeselskaber fik en enorm betydning for udbredelsen af jazz – og for introduktionen af nye navne, konstellationer og produktioner; hvilket studie blev anvendt og ikke mindst, hvem var produceren? Flere producere blev kendt for et bestemt lydbillede og arbejdede på tværs af flere selskaber, men de var ofte tilknyttet et studie, som de selv ejede. Betydningen angik ikke alene musikken, men også f.eks. layout af pladecovers. Alt, hvad der omgav hele produktionen og dens fremtrædelse blev central. Flere selskaber og studier blev oprettet af ildsjæle, som brændte for musikken – og naturlig også for pengene, da selskaberne blev store nok, eller det gik den anden vej, hvor et salg eller en fusion blev nødvendig.

Mange af de store, i denne forbindelse tænkes på betydningsfulde, jazzpladeselskaber fra 1950’erne og 1960’erne blev fra slutningen af 1960'erne, hvor rocken slog igennem, og jazzen fik det sværere, med tiden opkøbt af større foretagender.

Oplysningerne på den valgte cds bagsiden eller i den medfølgende booklet blev derfor afgørende for, hvad det næste skridt skulle være: Hvor var det nogle tydelige sammenhænge i musikfortællingerne, og hvordan kunne jeg knytte det an til mine egne musikfortællinger og oplevelser. Det starter nedenfor med følgende tre "giganter".

Miles Davis og Hank Mobley, Grant Green.

Hovedet ned i papkassen. Her lå en box med tre Miles Davis udgivelser på Columbia; ”Milestones” (1958), ”Some Day My Prince Will Come” (1961) og ”My Funnie Valentine (Live 1964)” alle fremragende udgivelser, som jeg nyder at høre, og som bringer mig tætter på Davis og hans musik fra før fusionsperioden.

På min cd-reol står i forvejen et par udgivelser med Miles Davis, som næsten alle har det tilfældes, at de stammer fra hans elektriske periode. Jeg er ikke den store Davis-kender, men vil sætte den omtalte periode til at begynde i slutningen af 1960’erne med udgivelse af ”In A Silent Way”. En udgivelse jeg købte på cd, før jeg fik kasserne, og som jeg er meget begejstret for. Her medvirker Wayne Shorter, Chick Corea, John McLaughin, Joe Zawinul, Dave Holland og Tony Williams. Alle fik stor betydning for fusionsmusikkens gennembrud og storhedstid i 1970’erne. Havde også købt et par Davis-udgivelser fra 50’erne, som jeg ikke havde fået lyttet til. Det var bl.a. ”Miles Stones ”og ”Birth of the cool”, som er indspillet i henholdsvis 1949 og 1950.

Mens disse linjer skrives, lytter jeg til ”In A Silent Way.”

Mit første bekendtskab med Miles Davis var i begyndelsen af 1970’erne med lp’en ”Bitches Brew”. Den blev flittigt spillet i en studieuge med gymnasiet i Tversted. Husker den da, som en stor mundfuld at sluge for en 1. g’er, som var mest til navne som f.eks. Ten Years After, Procol Harum, Stones og Kinks. Den lå i kassen, og lyder nu temmelig anderledes, end jeg husker den. Et kompleks stykke musik med mange spændende lag.

Min første anskaffelse af en Miles Davis-udgivelsen var dobbelt lp’en AURA, skrevet og produceret af Palle Mikkelborg og udgivet med Radioens Bigband i 1989. Den megen medieomtale af det særlige samarbejde mellem Davis og Mikkelborg på dansk grund gjorde, at jeg købte dobbelt lp'en. Uden, at jeg efterfølgende lyttede meget til den. Syntes blot, at det var en, jeg burde eje.

Miles Davis havde i 1984 været i Danmark for at modtage Sonnings Musikpris på 100.000 kr. Overrækkelsen fandt sted ved en koncert, hvor Palle Mikkelborgs værk Aura blev opført. Davis vendte tilbage året efter for at indspille AURA. Først i 1989 blev den udgivet som følge af kontraktlige problemer.

Miles Davis, som debuterede i 1951 på Blue Note, indspillede udelukkende fra 1953 og indtil 1957 på Prestige Records. Selskabet blev grundlagt i 1949 i New York af Bob Weinstock. Nu dukker Rudy van Gelders navn op, og det bliver ikke sidste gang, det sker. Gelder var i 1950'erne og indtil midten af 1960'erne lydteknikker på Prestige Records. Udover Davis indspillede John Coltrane, Stan Getz, Sonny Rollins og Thelonious Monk på Prestge Selskabet blev i 1971 solgt til Fantasy Records.

Fra 1957 og til 1961 indspillede Davis på både Prestige og Columbia.

Columbia Records, hvis historie går til tilbage til 1892 eller CBS, som det hed i Europa, blev i 1991 opkøbt af japanske Sony. Columbia introducerede lp’en i 1948, efter RCA Victor i 1930’erne havde gjort forsøg på det.  Lp’en kunne med en spilletid på 23 minutter pr side rumme langt mere musik end tidligere afspilningsmedier og gav derfor flere kunstneriske muligheder. Samtidig var de kommercielle fordele tydelige, da den kunne masseproduceres billigere end forgængeren 78” – og så blev den skabet i en periode, hvor ungdommen manifesterede sig som et købedygtigt publikum. Masseproduktion, massekultur og massekommunikation eksploderede i USA begyndelsen af 1950’rne, og adskillige pladeselskaber blev etableret i denne periode.

Nu er ”Some Day My Prionce Will Come” lagt i cd-afspilleren:

Den er interessant, fordi saxofonisten Hank Mobley (1930-1986) medvirker. Ham kendte jeg intet til, før vi i Struer Jazzklub afholdt en koncert med den fynske gruppe ”Soulstation”; som også er navnet på en lp med Hank Mobley udgivet på Blue Note i 1958. Overskriften på koncerten var: "Celebrating the music of Dextor Gorden and Hank Mobley”. Numrene blev af gruppens saxofonist, Hans Mydtskov, kædet sammen af facts og anekdoter om de to saxofonister. Hank Mobley er blevet kendt som en af grundlæggerne af stilen ”hard bebob”. Det er ikke så voldsomt, som jeg troede, det ville lyde. Musikken er enkel, melodisk og swingende med elementer af soul og funk.,

Den engelske pianist og skribent Leonard Feather har beskrevet Mobley, som: ”…..the "middle weight champion of the tenor saxophone”.  En umiddelbar sammenligning med Coltrane falder efter min vurdering ud til Mobleys fordel, da han ikke er så aggressivt i sit spil, men mere tilbagelænet, swingende og melodisk.
Bekendtskabet med Mobley var en stor overraskelse, og ”Soulstation”  er blevet en flittig gæst på pladetallerkenen.

Nu vi er ved Mobley, så dukkede han op af papkassen i en anden sammenhæng, nemlig sammen med Herbie Hancock i en Blue Note indspilning fra 1963: ”My point of view”. En meget spændende udgivelse, som jeg lytter en del til, da også guitaristen Grant Green (1935-1979) medvirker. I kassen lå Grant Green i trioform med udgivelsen: "Green Street" fra 1961. Samme år, som Grant lavede sin første indspilning, som bandleder: "Grant's Stand".  Hans allerførste indspilning på "Blue Note" fandt også sted i 1961, men blev første udgivet i 2001!

Skribenterne og anmelderne Michael Erlewine and Ron Wynn skrev om Grant:

"A severely underrated player during his lifetime, Grant Green is one of the great unsung heroes of jazz guitar ... Green's playing is immediately recognizable – perhaps more than any other guitarist".

Grant Green indspillede i gennem 1960'erne primært på Blue Note. I sin tilgang til musikken var Green inspireret af saxofonister, især Charley Parker, og spillede altid udelukkende soli på sine udgivelser. Kun som sidemand spillede han rytmeguitar.

Blue Note, Reid Miles og Rud van Gelder
Blue Note, grundlagt i 1939 af to tyske indvandrere, har de fleste af efterkrigstidens store amerikanske navne - før eller siden - indspillet for mindst en gang. Selskabet har været karakteriseret ved udgivelser af ”hard bob’en” mixet med soul og funk. Traditionel jazz havde tidligere været selskabets kendetegn.

Produceren og lydteknikeren Rud van Gelder (1914-2016), nu er det vist tid til at bruge lidt plads på ham, satte i flere årtier sit aftryk på markante indspilninger fra "Blue Note".  Gelder arbejdede med mange forskellige pladeselskaber, men stod i perioden fra 1953 til 1967 bag alle Blue Notes indspilninger og udviklede, hvad der er blevet kendt som ”Blue Note Sound” eller ”Van Gelder Sound”.  Van Gelder havde sammen store betydning for Blue Note, som  Manfred Eicher kan siges at have for ECM's produktioner. Se fortællingen her på bloggen om ECM.

Teknikken bag Gelders særlig lyd forblev en hemmelighed, men han tilstræbte i sin opstilling af mikrofoner at skabe meget rumklang i sine optagelser. Ikke alle var lige begejstret for hans lyd. Charles Mingus nægtede at samarbejde med ham, da han mente, at Gelder prøvede på at ændrede musikernes lyd!

Med cd'ens opkomst i slutningen af 1989'erne fik Rud van Gelder en ny storhedstid. Han fik digitaliseret og re-masteret sine gamle indspilninger fra de forskellige selskaber, således at de kunne overføres til cd. Hermed skabtes en mulighed for at få fat på et nyt jazzpublikum eller for at få lp'erne udskiftet med cd'er, som ofte lokkede med ikke-tidligere udgivet materiale.

"Blue Note" er kendt for sine ikoniske covers, udarbejdet af fotografen og designeren Reid Miles. Hans motiver var ofte musikerne fotograferet med deres instrumenter i studiet suppleret med et spændende layout i markante farver. Blue Note eksisterer i dag under Capital Music Group, efter det siden 1965 har været involveret i flere fusioner.

Covers som vægudsmykning.
De mange flotte og dekorative pladecovers, nye som gamle, bliver i dag flittigt brugt som udsmykning på vægge. En amerikansk undersøgelse viser, ifølge Politiken (onsdag 3 marts, 2023), at halvdelen af de, der i USA køber plader, ikke ejer en pladespiller. Enten ender coveret hængt op på væggen - gad nok vide, hvad der sker så med pladen - eller den bliver købt som en gave til en ejer af en pladespiller:

»Jeg samler på dem og hænger dem op på væggen, for jeg synes, det ser fedt ud. Jeg køber dem helt bogstaveligt efter deres udseende, eller hvis jeg føler, at jeg har et forhold til kunstneren. Hvis jeg bare synes, det ser fint ud på væggen, er det bare sådan«
(Studerende Jordan Katende til Politiken)

At købe plader uden at eje en pladespiller, eller ikke at bruge den man ejer, er, ifølge undersøgelsen, en måde med en høj signalværdi at støtte sine ynglingskunster på.

Gennem flere år har det nu herhjemme været brugt at hænge covers på væggene. Det har været muligt at købe særlige trærammer til ophæng. Hvor mange det drejer sig om, er der vist ingen undersøgelse, der viser noget om, men det har ikke været ualmindeligt.

Selvom det måske ikke er relevante i forbindelse med dette indlæg, viser danske tal fra 2021, at 4,8 procent af det samlede musiksalg udgjordes af plader. Spørgsmålet er, om der her er tale om nyudgivelser, hvad der nok er sandsynligt. Interessant at vide, hvor stor handlen er med brugt vinyl.

Cd'er, hvad der virker overraskende, stod for 3,6 procent. Egenligt  overraskende, fordi cd'er efterhånden kan være svært til gængelige i forhold til anskaffelse af lp'er. Derimod er det ingen overraskelse, at 87 procent af lytningen foregik på streamingtjenester.

John Coltrane i cd-box.
I kassen lå også en box med ikke mindre end otte John Coltrane-udgivelser samlet på fire cd'er. Coltrane hænger uløseligt sammen med Miles Davis, da han var en fast del af dennes gruppe i årerne fra 1955-57. På grund af sit heroinmisbrug blev han fyret af Miles Davis og begyndte herefter at udgive i eget navn. De mange cd’er stammer fra perioden 1956 til 1958 og er oprindeligt udgivet på Prestige Records. Cd-boxen er fra Real Gone Records, som var et engelsk lavprismærke.

Igen bliver det interessant. På Coltrane- udgivelserne: "Informal Jazz" fra 1956 og "A Blowin Session" fra 1957 medvirker en saxofonist ved navn Hank Mobley!  I 1958 udgiver han sit første album som solist på Blue Note; "Soulstation".

Udover "Informal Jazz" er jeg begejstret for udgivelsen; "Kenny Burrell & John Coltrane" fra 1958. Kenny Burrells guitarspil er med til at sætte tempoet lidt ned, samtidig med at musikken bliver mere melodisk og poetisk.

På cd-reolen stod i forvejenColetrane-klassikerne:”Blue Train” udgivet på Blue Note i 1957, mens han også indspillede for Prestige, og ”Love Supreme” indspillet i 1964 på "Impulse".

Eliane Elias, Ella Fitzgerald og Verve.

Pianisten Eliane Elias, som jeg kun kendte af navn, var i kassen repræsenteret med to Verve-indspilninger: ”Eliane Elias Sings Jobim” (1998) og ”Brasilien Classics”, en opsamling fra 2003. På begge indspilninger medvirke musikere som Michael Brecker, Jack Dejohnette, Eddie Gomez, Marc Johson og Peter Erskine. Elias spiller glade og medrivende latin-rytmer.

Vi springer lige op ad kassen og hen til hylderne med lp’er. Nu, hvor vi er ved latin-rytmerne, så har jeg lyttet en del til den brasiliansk fødte sangerinde Flora Putim. Hun har lavet en lang række gode indspilninger sammen med sin mand, Airto. Putims brasilianske rytmer er mere eksperimenterende og fusionsorienteret i forhold til, hvad Eliane Elias spiller, mens sidstnævnte er mere elegant i sit musikalske udtryk.

En jazzsangerinde, som jeg kendte godt fra radio og tv, men egentlig ikke har lyttet specielt til, havde også klemt sig med i kassen med flere indspilninger på Verve. Navnet er: Ella Fitzgerald. Hun swinger bare så dejligt. Jeg har især kastet mig over hendes indspilning med Louis Armstrong: ”Ella And Louis” fra 1956. De to bliver akkompagneret af Oscar Petersons Quartet. En skøn indspilning, der oser af livsglæde, nærvær og autensitet, og som er bedre end opfølgeren fra året efter.

”Ella And Louis” er indspillet på Verve, som blev oprettet af manager og koncertarrangør Norman Granz (1918-2001) i 1957 for netop at kunne indspille Ella Fitzgerald. Senere kom andre kunstnere til som bl.a.: Charlie Parker, Bill Evans, Stan Getz, Billie Holiday, Oscar Peterson, Ben Webster, and Lester Young.

 Udover at være pladeskabsejer, var Granz også producer på mange af indspilningerne. Inden etableringen af Verve havde Norman Granz oprettet andre pladeselskaber, hvis udgivelseskataloger kom til at indgå i Verves. I dag udgør det verdens største jazzkatalog.

Norman Granz er også kendt for sin serie af jazzkoncerter: "Jazz at the Philharmonic" som foregik i perioden fra 1944 til 1983. Granz samlede en række musikere fra sin stald og brugte koncertrækken til at introducere jazzen til et bredt publikum. Turneerne fandt også vej til Europa, og flere koncerter blev optaget og med Granz som producerer udgivet på lp. Ella Fitzgerald-udgivelsen; "At The Opera House" er indspillet live i 1957 i Chicago Civic Opera House. Musikerne udgøres af bl.a. Stan Getz, Lester Young, Coleman Hawkins, Roy Eldridge og Oscar Peterson med Herb Ellis, Ray Brown og Jones.

Granz solgte Verve til MGM i 1960 efter et forsøg på at få en kontrakt med Frank Sinatra mislykkedes. Sinatra valgte at oprette sit eget pladeselskab Reprise. Creed Taylor overtog ledelsen af Verve i 1961. Han havde i 1960 oprettet sit eget selskab: "Impulse", som han dog forlod i til fordel for Verve.

Greed Taylors CTI og Norman Ganzs Pablo Records
Creed Taylor (1929-2022) har fået æren af at være den, der i begyndelsen af 1960'erne, mens han var på Verve, introducerede bossa-novaen i USA. Det skete igennem de i dag legendariske indspilninger med Stan Getz og Antonio Carlos Jobim. Bossa-nova er en blanding/et mix af den brasilianske variant af samba og så jazzmusik.

Creed Taylor etablerede selskabet Impulse! allerede i 1960, året efter han forlod Verve, og i 1967 grundlagde han CTI, Selskabet var indtil 1970, hvor det blev selvstændigt, en del af A&M Records, som stod for salget og distributionen. CTIs første udgivelse var en indspilning med Wes Montgomery. Andre kunstnere som indspillede på CTI var i 1967 bl.a.: Antonio Carlos og Herbie Mann. I 1968 sluttede bl.a.: Nat Adderley, George Benson og Paul Desmond sig til selskabet.

Flere af de store jazzmusikere fra 1960'erne var i løbet af 1970'erne en tur omkring Creed Taylor, når der skulle indspilles. Her skete der et stilskifte i forhold til deres tidligere lyd. Karakteristisk for Taylors lyd var fusionen mellem jazz og så de stilarter, der dominerede i 1970'erne.

Det kan siges, at der opstod et særligt GTI- indspilningskoncept, hvor alle musikere gennemgik den samme proces og egenligt kom til at lyde meget ens.

Det var ikke ualmindeligt, at tidens pop- og rockhit blev indspillet på CTI af jazzkunsterne i en blød soul-agtig udgave. Salgstallene og penge lå måske i perioden hos CTI.  For musikerne var GTI sandsynligvis en vej til ikke til at gå i glemmebogen og et forsøg på at blive kendt af et publikum i en tid, hvor rocken blev den store plade- og koncertindustri.

Creed Taylor fangede på sin vis fint tidsånden, men det virker lidt "forkert", skønt det swinger fint, at høre navne som f.eks. Yusef Lateef og Stanley Turrentine spille en fusion af jazz, pop og soul. Gad vide, hvad musikerne tænkte?

Da jeg ikke havde fået ordnet alle jazzcd’erne i alfabetisk orden, dukkede ved endnu en gennemgang, gad nok vide hvor mange jeg efterhånden har været i kassen, en cd op med Count Basie og Ella Fitzgerald. Her synger Ella for første gang med et bigband, men hvilken første gang! Et fyrværkeri af blues og soulagtig swingmusik. De to klæder og glæder hinanden godt.

De seneste af Ellas indspilninger er foretaget på Pablo Records. Norman Granz oprettede i 1973 et nyt pladeselskab; Pablo Records. Det var mere end 10 år, efter han havde solgt hele Verves bagkatalog til MGM. De første udgivelser på Pablo var med kunstnere, som Granz var manager for. Udover Ella Fitzgerald, som fulgte med Granz over til Pablo, gjaldt det også Oscar Peterson og Joe Pass. Senere kom en række flere prominente jazzkunstnere til, som f.eks. Count Basie, Dizzy Gillespie, Sarah Vaughan og Milt Jackson.

Flere guitarister i kassen.
En anden musiker, som var pænt repræsenteret i kassen, var Pat Metheny. En af mine favoritter blandt mange tidligere og nulevende jazzguitarister. Jeg må overfor mig selv efterhånden indrømme, at guitaren har en central placering i min jazzlytning. Tidligere prøvede jeg på at undgå den, da jeg syntes, den hørte hjemme i rocken.  

Kigger jeg på min jazzsamling, er det ikke på det seneste lykkedes særlig godt at undgå den. Jeg tror, den måske har være med til at gøre min tilgang til jazzen nemmere, og at den har været med til at krydse genregrænser. Min samlingen vidner om indspilninger med Herb Ellis, Kenny Burrell, Jim Hall, John Scofield, Terje Rypdal, Mike Stern, Janne Schaffer, Pat Matino, Ralp Towner, Joe Pass, John Abercrombie m.fl.

Flere af Metheny-udgivelserne havde jeg dog i forvejen. En af dem, jeg ikke havde var ”Unity Village”, som jeg undrede mig over. Den kunne jeg ikke umiddelbart placere og ikke umiddelbart finde oplysninger om. Ifølge Discogs er der tale om en uofficiel udgivelse fra koncerter i USA i 1979.  Cd'en, som ikke må sælges på platformen, blev udgivet i Tyskland i 1993. Cd'en er en uofficiel gengivelsen af en promotion-lp på Warner Bros.: "Pat Metheny Group - Live On Tour".

Officiel eller uofficiel, så er det nok den bedste liveindspilning, jeg har hørt med Pat Metheny! En anden, som jeg heller ikke havde, var en liveindspilning fra en tourné i Europa i begyndelsen af 1990’erne: ”The Road To You”.

John Scofield er en anden guitarist, som jeg ofte finder frem. Scofield er nok den jazzmusiker, der ind i mellem har den mest rockede lyd. Han har bl.a. lavet en indspilning med bandet Gov't Mule, som har tidligere Allman Brothers guitarist Warren Haynes med. I kassen var Scofield tilstede med tre cd’er: To indspillet på Blue Note: ”Meant to be”, efter min mening den bedste, og ”Hand Jiv”, samt ”A Go Go på Verve”, hvor han spiller sammen med trioen: Martin, Medeski og Wood.

Som tredje guitarist i kassen var George Benson repræsenteret ved to opsamlingsudgivelser samt en af hans mere roste udgivelser, "Breezin" udgivet på Warner Bros. Den bedste af de to opsamlinger er en på Sony: "Georg Benson", rettet mod det franske marked. Udgivelsen dækker perioden fra 1966 til 1975 og dermed hans periode på Verve, CTI og Columbia. Kommer vi hen i midten af 1970’erne, bliver Benson med skiftet til Warner Brothers efter min smag for tilbagelænet og for muzakagtige i sit spil, men han har fået et nyt publikum i tale og ender højt på hitlisterne. Benson har i øvrigt indspillet for Miles Davis på udgivelsen ”Miles in the sky” fra 1968 med nummeret "Paraphernalia"

Benson indspilninger er over hele hans periode meget ujævn.  Ind i mellem præsterer han med fin funk og soul-agtige jazznumre. Han er i mine ører bedst, når han ikke synger.  Ofte falder hans fortolkninger af andre hits, og dem er der mange af, ikke altid lige heldig ud. Et eksempel på sidstnævnte er Bensons destruktion af Jefferson Airplane-klassikeren: "White Rabbit".

Lp'en "Shape Of Things To Come" udgivet i 1968 -  uden for kassen og en hyldeting - er en af de få hele Benson-indspilningen, jeg synes om. Tilblivelsen af "Shape Of Things To Come" afspejler flere af de relationer, der er omtalt i dette indlæg. Den er udgivet af A&M i 1969, er Bensons første A&M indspilning, og er produceret af Creed Taylor, hvis label TCI blev tilknyttet A&M. Alle numrene er indspillet i 1968 året, hvor TCI blev etableret. Og så er det, at det går op i en højere enhed: Indspilningerne er foretaget i Van Gelder Studios, og Van Gelder medvirker selv som studietekniker. Meningen med at tilknytte George Benson til A&M var at finde en kunstner, der kunne afløse topnavnet Wes Montgomery, der døde i juni 1968.

I januar købte jeg en lp fra 1976 på TCI, hvor Benson spiller sammen med fløjtenisten og saxofonisten Joe Farrell. Denne medvirker i øvrigt på den første Return To Forever-udgivelse  -  som fremstår som en Chick Corea udgivelse - sammen med Flora Putim. Musikken ligger, som øvrige TCI-udgivelser i feltet mellem funk, fusion og pop. På udgivelsen medvirker flere kendte musikere, som Don Grolnick på piano og Willie Lee bas:

Lytteudpluk  fra jazzkassen:

Hvad jazzkassen ellers indholdt af fortællinger, bliver - måske - afsløret i en del 2!