Hvilken lp købte jeg først?

Var en ROCK-plade min første LP?

Jeg husker tydeligt den dag Elvis Presley døde, det var en træls oplevelse, hans død var meget forstyrrende. Nok egentlig ikke selve hans død, men mere den måde P3 reagerede på. Nå men jeg må vist hellere starte lidt tidligere og så vende tilbage til Elvis og P3.

Jeg kan faktisk ikke helt huske hvad der var min første LP. Mit første indspillede kassettebånd var Beatles Sergeant Pepper… I ved den med lange titel og beatlerne i det sjove tøj på coveret. Måske var min første LP med Sebastian, jeg er ikke sikker. Min musiksmag i de tidlige teenageår gled hurtigt over i rock: Deep Purple, Led Zeppelin, Eric Clapton og den slags ikke mindst The Who – men også Genesis fandt vej gennem mine øregange. Jeg endte med at have en del Genesis LP’er blandt andet en sjov live LP, der hed noget i retning af ’From Genesis to Revelation’. Coveret var fra en live koncert, Peter Gabriel var i en meget mærkelig kostume med en papkasse nærmest rundt om hovedet. Men Genesis var ikke det første LP-køb.

Var en JAZZ/ROCK-plade min første LP?

Jeg og kammeraterne dyrkede guitarister og pludselig var der en som havde fået en plade med en vild guitarist. Han hed Al Di Meola, han spillede super hurigt, vildt sejt. Han var med et band, som hed Return to forever, hvor nogle af de andre hed Chick Corea og Stanley Clarke. Fed bas ham der Stanley Clarke spillede.

Gu’ ve’ om No Mystery var min første LP, den med Return to forever.

Vi fandt ud af, at Lydhullet i Borggade i Århus solgte en masse fede LP’er, blandt andet en del på tilbud. Det hed ’cut’ price fordi coveret havde fået skåret en hjørne af.

Jeg fandt blandt andet Tribute to Jack Johnson med Miles Davis som cut-price. Det var tung funk med en sanger der nærmest reciterede ’I’m Black allright, but I’m heavy weight champion of the world and I’m black allright.’ Pludselig havde jazz-musikken også et politisk budskab. Lidt sejt der midt i 1970’erne, hvor det var vigtigt at være politisk bevidst. Men det var ikke min første LP.

Indehaveren hed vist Bjarne, han smilede altid når jeg kom ind. Jeg investerede en betydelig del af mine lommepenge i LP’er hos ham. Han vidste naturligt nok mere om musik end en teenager ude fra de sydlige forstæder til Århus. Han introducerede mig for en hulens masse navne, hvor jeg ikke kan huske dem alle. Jeg blev mere og mere optaget af alle dem der havde sat strøm på jazzen: Jean Luc Ponty, John Mclaughlin, Weather Report, Jukka Tolonen, Entrance, Klaus Doldinger. Jeg husker ikke rækkefølgen og årstal for alle disse LP-køb. Interessen for fed bas førte til en fyr der hed Jaco Pastorius, han var i et band der hed Weather Report.

Min første jazz LP kan have været Heavy Weather med Weather Report.

Jeg tog realen med, men ved egentlig ikke helt hvordan det lykkedes mig at komme videre til gymnasiet. Århus var en fantastisk musikby sidst i 1970’erne og først 1980’erne. Tagskægget bød på jazzrock og jazz, Vestergade 58 det samme, Huset bød på dansk og skandinavisk jazzrock, Stakladen havde større koncerter. Og så selvfølgelig Vejlby-Risskov hallen til de helt store koncerter. Alt hvad en musiknysgerrig teenager kunne ønske sig. Der var gode koncerter flere gange om ugen, og ingen spurgte til alder, så længe man opførte sig afdæmpet, så var man velkommen.

Jeg husker ikke at jeg købte en LP til nogle af disse koncerter, så min første LP kan ikke komme derfra.

Undervejs – tidslinien er som sagt ikke helt klar -  fandt jeg ud af, at Rytmeboksen på P3 spillede en hel masse fed musik. Ole Reitov blev en halvgud for mig i disse år. Jeg sad klar hver gang Rytmeboksen var på programmet havde jeg købt et nyt kassettebånd og så optog jeg alle udsendelserne uge efter uge. Jeg kan huske jeg købte den kassettebåndoptager for penge fra min konfirmation, så det må have derefter at jeg startede på det. Pladespilleren kom først til senere, der skulle slås en del græs og klippes en del hæk og kløves en del brænde inden der var kapital til den. Ja den var ligesom forudsætning for købet af den første LP. Nå tilbage til Rytmeboksen, her var der Jan Garbarek, den italienske fusiongruppe Area, Ralph Towner, Entrance, Alpha Centaury, Aske Bentzon, Secret Oyster, …. til øregangene. Det lykkedes mig faktisk under en ferie på Sicilien at få købt én Area LP. Det var et klenodie i min samling i mange år.

Åh ja så er der lige historien om Elvis P.’s død. Egentlig var det ikke hans død der gjorde det til en træls aften. Jeg sad klar med nyt kassettebånd i båndoptageren, nu skulle der igen optages endnu flere gode ord og musik tilrettelagt af Ole Reitov. Radioavisen var i gang, de fortalte om stillingen i Vietnam-krigen, Mellemøsten eller en anden international konflikt og lige inden vejrudsigten var der så lige kommet et telegram ind om at Elvis Presley var død. Nå tænkte jeg trist for ham, men nu skulle jeg endelig i gang med ugens højdepunkt. Rytmeboksen startede med kendingsmelodien, som jeg med skam må melde at jeg ikke husker. Ole Reitovs stemme tonede frem; han sagde at grundet nyheden om Elvis Presleys død havde han fået en gæst, en-eller-anden Presley kyndig, han hed vist Bisgaard. Han fik siden hen sit eget lørdagsaften talkshow, men det var først efter jeg havde fået børn. Denne Bisgaard ville nu overtage programmet og lave en mindeudsendelse om Elvis P.

Rytmeboksen blev aflyst fordi en pop-dreng var død.

Jeg var rystet og rasende. Min receiver indkasserede en knytnæve, hvilket ødelagde en knap, som jeg brugte aftenen på at reparere i stedet for. P3 hørte jeg ikke den aften.

Var en FUSION-plade min første LP?

Op gennem 1980’erne blev betegnelsen fusion mere og mere brugt om jazz/rock fordi musikere blandede flere genrer ind. Chick Cores udgav My spanish Heart, Al Di Meloa begyndte at spille sammen med flamingo-geniet Paco de Lucia og faktisk også John Mclaughlin. Latin-inspiration sneg sig ind mange steder eller var der allerede gennem en lang tradition, hvor fx musikere fra De Forenede Stater i gennem mange år havde og har lavet et utal af plader i bl.a. Brasilien. Brand X inddrog den indiske citar i flere af deres numre, det gjorde John Mclaughlin faktisk også – nåh ja den var vist også med på Sergeant Pepper.

Brand X’s Unorthodox behaviour var også en af de første LP’er jeg købte, men måske ikke den første.

- Tænk her spillede den senere pop-dreng Phil Collins på gamle numre af Newsweek og ’bits’n’pieces’ han ramte mens båndet kørte. Deres humor på covere og deres musikalske overskud er og var fantastisk. Trivielt for de fleste, men det skal jo lige nævnes at Collins var trommeslager i Genesis for lige at binde den sløjfe i min musik.

I Danmark kaldte den unge Jørgen Emborg et af sine band Frontline, der var fuld fart på. Jeg husker en koncert i Huset i Århus, hvor han havde en endnu yngre sangerinde med. Hun hed Cæcilie Norby. I pausen blev der sunget acapella på Cecilia you’re breaking my heart i baren. Det skulle vise sig at være en superstjerne vokalist, som jeg er holdt op med at tælle hvor gange jeg har set og hørt siden. Hendes musikalske og kunstneriske rejse kunne være et blog-indlæg i sig selv.

En anden af de helt store danskere jeg husker fra mine teenageår og som jeg har fulgt lige siden er Palle Mikkelborg. Ham har jeg også set og hørt mange gange med Entrance, DR’s Big Band, Thomas Clausen, Terje Rypdal, Carsten Dahl, Jacob Bro, Marilyn Mazur, ….

Jeg bør så også nævne Kenneth Knudsen en mester på electronica før det hed det.

Og så selvfølgelig Bo Stief den vilde dreng i klassen for el-bassister.

Mon den første Entrance LP var min første LP – neejj jeg må have haft nogen før den – og dog.

Så kom der nærmest en PAUSE i mine indkøb af musik

… Danmark var og er beriget med et utal af kunstnere ikke bare musikere, men kunstnere indenfor det som jeg i dag kalder jazz. … nu løber jeg for hurtigt frem for der kom en slags pause i mine LP indkøb og med den et drastisk skift i min samling af musik.

Kødets lyst tog over, jeg fik en kæreste, som blev til hustru, og det blev til tre børn – nååh det fortalte jeg jo i indledningen. Sådan gik der et kvart århundrede og det løse. Ikke at jeg ikke hørte musik i disse år eller købte plader – men familien blev vigtigere.

Efterhånden kom CD’er på markedet, jeg fik en cd-afspiller, og købte CD’er af forskellige slags. Pop og rock kom ind i min musikverden igen gennem min hustru og mine børn. Andre rationaler tog over og omkring årtusindskiftet traf jeg en drastisk beslutning. Nu skal vinylfans nok ikke læse videre. Jeg vil i hvert fald bede dem sætte sig ned og være sikre på at de lander blødt hvis de får et ildebefindende af den videre læsning. Det kommende er stærke ord for vinylfans. Jeg sorterede mine LP’er op i to stakke, nogle kom direkte i flyttekasser og blev stillet væk med det samme. Jeg lånte så et udstyr af bekendte, som kunne spille LP’er ind på CD’er og så startede en digitalisering af BrandX, Weather Report, Chick Corea, Pat Metheny, Gary Moore, Billy Cobham, Christian Sievert, Istanbul Express, Entrance, … Hele den anden stak, det tog en vinter og et forår. Nu bliver det så for alvor hård læsning for vinylfans. Jeg begyndte så at bytte mine LP’er væk for CD’er, de sidste solgte jeg for en krone stykket til en marskandiser på Bruuns Bro i Århus. At afhænde LP’er på den måde var ikke strafbart den gang.

Nu burde jeg måske lige holde en pause, til alle er kommet sig, har fået kvalmen ud af kroppen, blodet tilbage til hovedet, genvundet balancen, osv.

JAZZ

Det følgende er måske også lidt oprivende læsning for nogle, men nu kommer det altså. Kassettebåndene havde overlevet de mange år og flere flytninger. Nu blev de sorteret i to stakke, jeg havde jo træningen, nogle røg direkte til forbrænding. Resten førte til en flere måneder lang jagt på CD’er med musikken via Amazon og lignende platforme. Det var en sjov øvelse, som skaffede musik, som jeg ikke kendte detaljeret fx Bo Kaspers og gamle kendinge fx Made in Sweden. Jeg kom gennem kassettebåndene og de røg til forbrænding alle sammen – også Rytmeboks optagelserne. JOW netop det sidste har jeg fortrudt sidenhen.

Men intet af denne musik havde jeg haft på LP, så de er ikke kandidater til den første jazz LP.

Børnene begyndte at flytte hjemmefra, vi fik fritid til os selv igen, jeg begyndte at gå til koncerter og købe CD’er igen. Blandt andet på rejser i udlandet, stjerneoplevelsen var og er et besøg i den toscanske by Lucca i 2012, hvor en lillebitte butik viste sig at være et skatkammer af italiensk jazz/rock og fusionsmusik fra mine Rytmeboks-optagelser Perigeo, mere Area, Enrico Rava, Toni Esposito – og ja så Stefano Bollani, som dog ikke er fra Rytmeboksen.

Ja, og så endte mit ægteskab, som den slags gør for nogen når hverdagen bliver tømt for fælles pligter. I denne proces ophøjede jeg en årligt tilbagevendende dansk begivenhed til en højtid – men det har jeg lovet at fortælle om i en anden historie.

Siden har jeg fået en jazzinteresseret kæreste, som tåler at jeg bruger tid på at rode i boder og butikker efter jazz cd’er når vi er rundt i Europa. Det er efterhånden blevet til nogle reolmeter cd’ere – men der er stadig plads til flere. Blandt andet fylder jeg op  bagud i jazz-historien Reinhardt, Armstrong, Baker, Sinatra, Fitzgerald, … Men alt dette sludder om CD’ere fører jo ikke lige frem til en afklaring om hvad der var min første LP.

Jeg har lige måttet ty til noget så sølle som et par opslag på det der internet. Det viser sig af BrandX udgav Unorthodox Behaviour i 1976 før Entrance udgav Entrance og Weather Report udgave Heavy Weather. Jeg husker at have haft dem alle tre på vinyl, og at de var nogle af de første i den chokoladebrune plastik LP-holder. Jeg bliver nødt til at træffe et valg og kårer derfor BrandX Unorthodox Behaviour, som min første Jazz LP.