Den ene dag på Aarhus Jazzfestival denne sommer skabte et udtalt underskud af jazzoplevelser til gå efteråret i møde på. I begyndelsen af september fik jeg endelig mulighed for at være tilstede på endagsfestivalen, Moorjazz i Herning, som var arrangeret af det regionale spillested; Fermaten. Oplevelserne gik i mere end balance. Det blev skabt et pænt, som vi siger her, når vi roser, overskud af jazzoplevelser.

Programmet var jeg meget spændt på, måske endda en smule skeptisk overfor, da det afveg fra de tidligere års programmer. Denne gang var de mere traditionelle former af jazz gemt væk, i højere grad end de foregående år, og der blev satset på grænsefladerne af jazzens i forvejen mange udtryk og undergenrer.

Lad det være sagt med det samme, det var et forrygende program den lokale jazzblogger, Niels Overgaard, havde sat sammen for Fermaten. Ikke alt faldt i min smag, men det ændrede ikke på den brede sammensætning af programmet, hvor den elektriske jazz var dominerende.

Flere af grupperne spillede ikke kun til hjernen. Musikken gik direkte i kroppen og fødderne begyndte at leve deres eget liv. Jazz eller ej, det var en hurra- oplevelse. Nu, hvor jeg har taget hul på programmet, så lad mig blive der, hvor jeg fandt festens højdepunkter.

Musik, der tog kontrol over fødderne.
Den største oplevelse for mig var uden tvivl Kalaka med den tyrkiske sanger, Hilal Kaya. Den energiudladning og spilleglæde som Kalaha lagde for dagen, mindes jeg ikke tidligere at have oplevet til en koncert. Fra første anslag var bandet, Emil de Wall, Niclas Knudsen og Anders Stig Møller, oppe i højeste gear med en ubeskrivelig smittende blanding af funk, jazz, rock, roots og techno. Kalaha satte brand i salen, ingen kunne stå stille, og stemningen her smittede afgjort af på gruppen. Nicklas Knudsen, som udenfor jazzkredse nok er mest kendt for sin medvirken i Ibrahim Electric, var ustyrlig. Han fyrede flere forrygende guitarsoli af, imens han konstant var i bevægelse på scenen og blandt publikum. For ethvert rockband ville Knudsen være en gevinst. Publikum havde svært ved at slippe Kalaha, da tiden var gået. Heldigvis tillod den stramme tidsplan et ekstranummer.

Jeg kan varmt anbefale Kalahas forrige udgivelse, Nordhavn, som giver et indblik i gruppens udtryk og energi. Ingen udgivelser kan dog dog måle sig med Kalahas koncerter.

I længere tid har det været et ønske at høre bandet Tabloid og de fem unge musikeres lækker californiske 70’er funk-pop stil. Bandet stillede op i Herning som sidste station på en længere sommerturne rundt i Danmark.  Bandet virkede enormt sammenspillet og gav, som Kalaha, en koncert, der talte til fødderne. Musikken strømmede afsted, båret af en virkede god velproduceret lyd. Det var næsten som om, det blev lige lidt for pænt og teknisk. I front, hvis det giver mening i denne sammenhæng, stod saxofonisten og fløjtenisten; Oilly Wallace og guitaristen Johannes Wamberg. De spillede stærkt op til hinanden og fyrede på skift lange og flotte soli af. En vellykket koncert.

Bredt publikum og gode rammer
Især til denne koncert var det mit indtryk, ved flere gange at kigge rundt i salen, at mange unge var mødt frem. Det var en stor fornøjelse, at se de mange unge på Moorjazz. Ja, og ikke kun unge i alderen 18-30 år, men alle aldersgruppe syntes at være mødt frem i Herning. Ganske vist var det gråhårede segment mødt stærkt op, men grupperne fra 30 og frem til 50'erne var også mødt frem, kvinder som mænd. En stor fornøjelse at se, at Herning støtter de aktiviteter, byen sætter gang i. Det virker som om, at tingene altid lykkes i Herning!

Rammer på Fermaten er ideelle til en festival på flere scener. Gården med sin udendørsscene er et dejligt sted at opholde sig, især når det er varmt, og bliver for indelukket at være indendørs.  På udendørsscenen hørte jeg det unge band Palads med sit komplekse lydbillede; på en gang tung og let. Sangen og musikken understøttede hinanden i, hvad jeg vil kalde, en lyrisk og nordisk grundtone. Glæder mig til at høre bandet igen. Gerne under forhold, hvor der ikke er så megen snakken fra publikum.

Til udendørsscenen var Dusty Rag Jazz Band et bedre valg, Bandet spillede livsbekræftende jazz med rødder i New Orleans. Det var ikke trad. New Orleans-jazz, men en musik med meget stærke rødder i blues- og folkemusikken. Dygtige musikere og sangere, der gjorde det godt. Hørte på grund af mit programvalg ikke hele koncerten.

I den store sal spillede Kalaha, Tabloid, og det var her dagen blev dagen startet med Night Train Big Band og sangeren, Alice Carreri. Et rigtig godt match. Carreri er et etableret navn på den danske jazzscene og spiller i en utal af sammenhænge. Jeg blev lidt forundret over, at jeg ikke tidligere har lagt mærke til hende.

Enhver større by har efterhånden sit eget bigband, også Herning. Hvorfor det sker, har jeg ikke nogen forklaring på. Jeg kan godt lige bigbandmusik, men synes, at mange bands spiller de samme klassikere, hvis vi ikke lige taler om Aarhus Jazz Orchestra. Til denne koncert var fokus i repertoiret langt på italienske popsange, amerikanske kunstneres efterligninger af denne musik og et par franske sange. En god, sjov - og netop anderledes - bigbandoplevelse.

Alice Carreri kommer fra Holstebro og har italienske og franske rødder. Hendes mor var italiener og skuespiller på Odin Teatret, hendes far var fransk. Netop denne kulturelle baggrund gjorde det muligt for Carreri i sin sang og i sin ageren på scene at fremføre de italienske og franske sange i de rette sydeuropæiske stemninger. Forment understøttet af et velspillende Night Train Big Band.

På den lille loungescene fik jeg en god oplevelse ved at høre den unge Aarhus sanger; Veronika Rud. Koncerten var meget nærværende og intim.  Veronika har en meget udtryksfuld og følelsesfuld stemme som indfanger lytteren. Til koncerten blev hun fornemt og diskret akkompagneret af to unge dygtige musikere; Elias H.P. på bas og Svend Winther på klaver. Ofte spiller Ruud med en trommeslager, men trio-formen passede fint ind i opgivelserne. Veronika glæder jeg mig til at høre mere fra.

Udover det nævnte hørt jeg lidt af den norske sanger, trommeslager og rapper; Øyunns, koncert. Den fangede mig ikke. For meget trommebuldren og en overstyret stemme, hvor ordene ikke kunne høres. Øyunn blev ellers forment bakket op på keyboard af; Nicolaj Svaneborg og på bas af Jens Mikkel Madsen fra I think you are awesome m.m. Koncerten virkede på mig noget uforløst og kom ikke for alvor ud over scenekanten.

Sluttede dagen af i loungen med at få tempoet lidt ned og lade roen falde på sig ved at høre duoen; Made in Wood, der spillede selvkomponerede sange på bas og elektrisk piano/keyboard. Duoen har sat sig det ambitiøse mål i 2025 at udgive en sang om ugen. Bare kvaliteten kan holde! De gjorde det pænt i bedste Jan Johansson og Georg Riedel-stil. Pulsen faldt, og jeg fandt mig selv.

Herefter gik det hjemad. Sprang afslutningen med; Smag på dig selv, over.
Kunne ikke rumme mere. Dagen have budt på seks hele koncerter – plus det løse.

En fantastisk dag fyldt med gode musikoplevelser og for mit vedkommende med aspekter af jazzen, som jeg ikke tidligere havde lyttet til. Hurra for Niels Overgaard og Fermaten, som havde sammensat det perfekte program i optimale rammer.