Hvor længe vil fortælling om The Band blive fortalt?
Så kom den meddelelse for femte gang: Endnu et medlem af The Band var afgået ved døden. Den 21. januar døde Garth Hudson, 87 år gammel, som det sidste overlevende medlem af gruppen. I 1986 tog Richard Manuel, 43, sit eget liv, i 1999 døde Rick Danko, 55, af hjerteproblemer, Levon Helms, 71, døde af kræft, og i 2023 døde Robbie Robertson, 80 år.

Hver gang, og nu sker det så ikke mere, har meddelelserne om dødsfaldene berørt mig. Selvfølgelig ikke, som det er tilfældet, når det handler om en, som man har været tæt på; familie, venner, arbejdskolleger m.m. Sorg er for stor et ord at bruge. Alligevel har det på en måde føltes, som nogle jeg var tæt på og på en særlig måde kendte dem alle. Ramt af Melankoli, tristhed over bekymring for, hvordan fortællingen om The Band ville blive fremover. Glæden over den fantastiske musik de har skabt dukker også op og lever videre.

The Band og dets fem medlemmer har betydet, og betyder fortsat, noget for mit liv med musik og har bidraget til min musikalske identitet. Det selvom de fem kun eksisterede under navnet The Band og med selvstændige udgivelser i tiden fra 1968 og frem til 1976, hvor det hele sluttede. Medlemmerne i The Band har dog haft betydelig musikalsk påvirkning før og efter denne periode.

Selvom de nu alle er borte, vil The Band og dets medlemmer helt sikkert fortsat følge mig med uformindsket interesse. Spørgsmålet er, hvor lang tid fortællingen om The Band vil leve? Indtil nu har den været sejlivet, og vi bliver løbende mindet om den. Sidst gennem nekrologer om Garth Hudson og i form af en udgivelse på hele 27 cd'er af samtlige koncerter fra Dylan og The Band's fra USA-turneen i foråret 1974.

Garth Hudson var ikke det medlem, uden for musikken, som bidrog stærkest til fortællingen om The Band. I den sammenhæng vil den nok ikke miste noget af sin styrke. Helms og Robertson var de, der ud fra hvert sit perspektiv, gennem f.eks. film og bogudgivelser kraftigt påvirkede historien eller historierne om The Band. Vigtig bliver det, i hvilken udstrækning vi, der lever videre med The Band, fortæller vores historie om gruppen.

Dette indlæg, der fra starten var tænkt som en mindre fortælling om Garth Hudson, er endt med blive min fortælling, ikke fortællingen, om The Band, dets medlemmer - og samarbejdet med Bob Dylan. Det er umuligt at pille den fra hinanden i enkelte dele. Ikke mindst blev det vigtigt for mig selv endnu at genkalde mig fortællingen og med de nye aspekter, der hver gang kan tilføjes.

Mødet med det anderledes: The Bands to første udgivelser.
Første gang jeg lyttede til The Band's: "Music from Big Pink"  i 1968  blev jeg solgt. Den ”slags” musik havde jeg aldrig hørt for. Musikken var på samme tid gammeldags, men også fremadskuende ved sin blanding af traditionel nordamerikansk folkemusik og så den rock, der vandt frem i årene omkring 1968.

Udgivelsen var på sin vis anonym og indhyllet i en vis mystik. Coveret på den udgivelse, vi, dem jeg lyttede til musik og spillede sammen med, havde fået fat på gik i mod tidens tendenser. På forsiden stod der ikke, hvad udgivelsen hed, heller ikke hvem der spillede. Forsiden af coveret var et "barnagtigt" billede af seks musikere, der alle ude i det fri spillede på akustiske instrumenter - med en elefant som tilskuer. I modsætning til mange af tidens covers gav det ikke nogen antydning af, hvilken genre musikken bevægede sig i. Maleriet kunne lede tankerne hen imod afrikansk musik. Foruden elefanten så en af personerne, med en krukke på hovedet, ud til at spille en traditionelt lokalt strengeinstrument.

Jeg tror, at den engelske udgave vi sad med, var købt hos Tandy's Record i England. Et postordrefirma, hvor lp'erne blev bestilt gennem et omfattende katalog og betalt med en vedlagt check i pund. På den måde kunne vi skaffe os musik, som endnu ikke var udgivet i Danmark - og så til rimelige penge. Alt efter, hvor meget vi bestilte og dermed opnåede en rabat. Portoudgifterne delte vi.

Med små bogstaver længst nede på coveret, viste det sig så, at det var Bob Dylan, som vi alle jo kendte, der var kunstneren bag maleriet på coveret. Udgivelsen blev blandt os hurtigt til: ”…den med det billede Bob Dylan har malet”.

Dylan spillede også en anden rolle i forbindelse med udgivelsen, idet han havde skrevet tre af sangene. Var han mon den sjette musiker, som optrådte på coveret?

Som musikere på indspilningen stod anført under navnet The Band. Vi tænkte det ikke som en gruppe:
Jamie Robbie Robertson, Rick Danko, Richard Manuel, Garth Hudson og Levon Helm.
Vi anede ikke, hvem de var.

Så var der næsten ingen vej uden om at læse linjer notes på bagsiden. Det tror jeg alligevel, vi sprang over. Det interesserede os ikke – dengang. De var mere for de voksne. Vi var omkring konfirmationsalderen og bare interesseret i det, vi kunne lytte os til. Havde vi læst dem, hvad jeg lige har gjort igen, var vi blevet lidt klogere.

Hvad var det her egentlig for noget? En bevidst satsning fra pladeselskabets, Capital/EMI, side eller bare sjusket markedsføring i en tid, hvor pladeindustrien for alvor voksede sig stor? Coveret adskilte sig på alle ledder og kanter fra samtidens udgivelser. Det gjorde musikken også. Forsøg på at sælge det, havde med coveret ikke gode vilkår. Måske var udgivelsen især henvendt til Bob Dylan-fans. Perioden omkring 1967/68 var en af hans mest produktive, og hans popularitet voksede stødt.

Udgaven vi sad med var trykt i England og adskilte sig fra dem til det amerikanske og det øvrige europæiske marked, som kom med et andet cover. Forsiden var den samme på alle udgivelser. De andre covers, viste sig senere for os, at være et cover, der kunne åbnes, og derfor indeholdt langt mere plads til visuelle informationer.

Dette gatefold-cover, vi kaldte det et dobbelt cover, med fire sider ledte tankerne i retning af, hvad det var for en musikgenre, der blev spillet. Især billedet af The Band og deres påklædning og udseende kunne lede tanker i retning af traditionel amerikansk folkemusik. Der var ikke meget rock og nutidighed over coveret. Hvad de fem musikere spillede på, fremgik heller ikke. Amerikanerne og nogle europæere fik en bagside med billedet af Big Pink og på midtersiderne var et billeder af The Band og deres familier.

På dobbelt coverets bagside, som lignede en forside, blev skabt en relation til titlen ”Big Pink”. Det var åbenbart et lyserødt hus, men hvad var relationen til musikken og musikerne. Var det her de boede, eller her musikken blev indspillet? Coveret, også det vi havde, rejste mange spørgsmål. Svarene lod for vores vedkommende vente på sig.

De kom i året efter i 1969, hvor The Band udsendte deres andet og legendariske album med titlen The Band. Igen var det ikke et dobbelt cover, vi havde fat i, men atter en engelsk presning. Pyt, nu var bandet i centrum på for og bagsiden.

På forsiden af coveret var der denne gang et billede af The Band. De var en gruppe! Nu vidste vi, hvem de var, eller mere korrekt, hvordan de så ud. Fem, lidt gammeldags klædte og udseende mænd, som på håret at bedømme så gennemblødte ud. Her var ikke meget glamour over præsentationen. På bagsidebilledet sidder de i en lavloftet kælder, klædt i mørkt tøj og med akustiske instrumenter. Så fik vi også svar på, hvad de spillede på. Det fremgår også af noterne.

Musikken var unik igen. The Bandt slog fast, at de med rette kunne kaldes skaberne af americana eller roots musikken. Igen, som på det første album, blev nordamerikanske folkemusik blandet med elementer af rock.  Musikken adskilte sig lidt fra den, bandet indspillede på "Music from Big Pink". For det første overtog Robbie Robertson fuldstændig rollen som sang og tekstskriver. Her var ingen Dylan-sange. Robbie Robertson skrev 6 sange alene. De øvrige seks i samarbejde med enten Levon Helm eller Richard Manuel. For det andet var musikken blevet "strammet" op og mere i retning af det rockende. Lyden var også blevet mere tæt. Kompositionerne på "Music from Big Pink" var mere løse og flydende.

The Band havde ikke mindre end tre fantastiske sangere; Danko, Helm, og Manuel, hver for sig kunne de tilføje sangene noget særligt og tilsammen udgjorde de et kor, som nok kan kaldes det bedste, rocken har oplevet.

Alle fem var unikke instrumentalister. Som det kendetegnede samtidens band, spillede de ikke kun et instrument, men hver i sær utallige, og dermed brød de med det solistiske og konformiteten.  De instrumenter de spillede, foruden bas, trommer guitar og keyboards, faldt uden for dem, vi normalt hørte i rocken; harmonika, mandolin, violin, mundharpe og en række af saxofoner.

Musikaliteten og instrumenteringen åbnede på indspilninger og til koncerter op for mange varierede lydbilleder.  The Band var et musikalsk kollektiv, hvor alle kunne byde ind med at spille flere instrumenter. Så havde de i Robbie Robertson en enestående sang- og tekstskriver, som uden de fire andre ikke ville have lydt, som det blev tilfældet. Det viste Robbie Robertson's senere solokarriere, som gik i en helt anden retning. Måske fordi han indså, han ikke kunne fortsætte linjen uden de andre.

Som det lød på Music from Big Pink og på The Band, sådan havde det ikke lydt fra starten, da de fem begyndte at spille sammen.

Mødet med Bob Dylan ændrede det musikalske udtryk.
The Bands historie går tilbage til slutningen af 1950’erne. Navnet, The Band, blev gruppen påtvunget af pladeselskabet i forbindelse med udgivelsen af "Music From Big Pink".

I 1958 var Danko, Helm, Hudson, Manuel og Robertson backing for den amerikanske sanger Ronnie Hawkins under navnet The Hawks. Levon Helm var den eneste fra The Hawks, som kom fra USA. De fire andre var canadiere og blev skiftet ind bandet, da de øvrige bandmedlemmer sprang fra, da Ronnie Hawks valgte at bosætte sig i Canada. Ronnie Hawkins var et kendt navn i Nordamerika, og bandet var konstant på landevejen og gav utallige koncerter, hvor det på den hårde måde lærte at spille sammen.

I 1963 brød The Hawks med Ronnie Hawkins. De var trætte af at spille de samme sange igen og igen, samtidig med de blev utilfredse med Hawkins hårde ledelsesstil. Nu spillede under de under navnet; Levon Helm, den eneste tilbage af den oprindelige konstellation, and The Hawks. Næste afgørende - og skelsættende kan vel egentlig godt tilføjes - ændring for Levon Helm and The Hawks blev mødet med Bob Dylan.

I august 1965 spillede Dylan på New Port-festivalen for første gang elektrisk med et band bestående af bl.a. tre medlemmer af Paul Butterfield Bluesband. I senere på året kom Levon Helm and The Hawks i kontakt med Bob Dylans manager, Albert Grossman, og han tilbyder dem jobbet som backingband for Bob Dylan, som nu vil spille elektrisk under en omfattende Verdensturne. Den startede meget skidt, Dylan buuuhes ud hver aften. Publikum ville høre folkesangeren Bob Dylan – ikke rockmusiker Dylan. Levon Helm får nok og forlod turneen  - og helt musikken. Han fik arbejde på en olieboreplatform i Den Mexicanske Golf, som det hed dengang.

Efter afslutningen på turneen i 1966 vender Dylan tilbage til sit hjem i Woodstock, i staten New York, hvor også hans manager, Albert Grossman, bor. Denne havde, uden at Dylan vidste det, planlagt endnu 66 koncerter i USA. De bliver aflyst, da Dylan i juli kørte galt på motorcykel og måtte rekreerer sig. Han fik i denne periode sit backing band som musikalske legekammerater.

Efter turneen i 1966 tog backingbandet med Dylan til Woodstock, da de stadig var på hans lønningsliste. Måske var det for tæt at bo sammen efter den lange turne? Rick Danko fandt februar 1967 huset, som blev omtalt som ”Big Pink” i byen Saugerties, 15 minutters kørsel fra Woodstock, og sammen med Hudson og Manuel slog sig de sig ned her. Robbie Robertson boede i forvejen tæt på med sin kæreste Dominique. Levon er fortsat ude af branchen. 

Sammen med Dylan begyndte bandet, fortsat kaldet Dylans backingband, at øve en række gamle traditionelle sange, nogle af Dylans kendte sange, samtidig med at han bidrog med 30 nye sange. Over en længere periode indspillede Dylan og musikerne mere end 130 sange i kælderen under Big Pink. Samarbejdet startede i Dylans hjem, men blev flyttet til kælderen under Big Pink, hvor de blev optaget på en båndoptager styret af keyboardspiller, Garth Hudson. Et udvalg af disse sange blev i 1975 udsendt på en dobbelt lp med navnet "Basement Tapes". Flere numre, hvor The Band indspillede alene, blev optaget andre steder end i kælderen!

Dylans manager, Albert Grossman, fik på vegne af backinggruppen, i starten kendt under navnet ”The Crackers”, som de selv fandt på, en pladekontrakt i stand med Capital Records. Levon Helm blev kontaktet og tinformeret om aktiviteterne i West Saugerties.  Det lykkedes de andre at kalde ham til ”Big Pink” og tilbage til musikken fra olieplatformen. Med hans ankomst begyndte bandet at skrive og øve egne sange.

Helm brød sig ikke om navnet The Band, han ville beholde The Crackers:t

"Da folkene på den anden side af disken over på Capital skulle udgive en plade med titlen, Music From Big Pink af The Crackers, stejlede de, og så ændrede de navnet. (.......) Jeg var virkelig chokeret, da jeg så, at nu vi hed The Band, et navn, som jeg fandt både prætentiøst og blærerrøvsagtig - tynget af en forventning, som det kunne være svært at leve op til........"
Kilde: Historien om The Band - Wheels on Fire, s. 207, People'sPress,

Under navnet The Band startede indspilninger i de tidlige måneder af 1968 i New York og Los Angeles. Musikken blev ikke indspillet i Big Pink.

Nu tilbage til fortællingen om The Bands karriere, der startede med udgivelse af "Music from Big Pink".

Afskedskoncert, opløsning og gendannelser
The Band udgav i perioden fra 1968-1976 otte studieindspilninger (ink. Basement Tapes) og 3 liveindspilninger inklusiv en med Bob Dylan på hans USA-turné i 1974. Samtlige koncerter fra denne turne blev, som tidligere omtalt, sidste år udgivet på ikke mindre end 27 cd’er. Ingen tvivl. Disse indspilninger lyder langt bedre end det originale album: "Before the Flood". Mixningen er mere nærværende uden den hårde og skarpe kant, som den har på "Before The Flood". Måske lige en stor mundfuld af komme igennem alle cd'erne, der indeholder rigtig mange gentagelserne af sangene. Fra start til slut på turneen kan der gøres en forandring i den måde, der spilles på.

På trods af det gennem årene tætte samarbejde mellem Bob Dylan og The Band udgav de kun et studiealbum sammen. Det skete med udgivelsen "Planet Waves". Indspillet i november 1973 og udgivet i begyndelsen af 1974. Inden den store USA-turné startede. På forsiden af coveret fremgår ikke, hvem udgivelsen er med. Bagpå står der: Bob Dylan with The Band. Den er kategoriseret som en ren Dylan-udgivelse.

Om samarbejdet med Dylan udtalte Garth Hudson til Keyboard Magazine i 1983.

“The wonderful thing in working with Dylan was the imagery in his lyrics, and I was allowed to play with these words. I didn’t do it incessantly. I didn’t try to catch the clouds or the moon or whatever it might be every time. But I would try and introduce some little thing at one point a third of the way through a song, which might have something to do with the words that were going by.”
Citeret fra: Randall Roberts, Los Angelos Times, Jan. 21, 2025.

I midten af 1970’erne flyttede fire af medlemmerne til Malibu, et velhaverkvarter tæt på Los Angeles.  Helm delte sin tid mellem Arkansas, hvor han kom fra, og så LA. Baggrunden for flytningen var at etablere et studie i en ejendom, som bandet købte. Dylan, som også denne gang kom til at bo tæt på sit tidligere backingband, valgte at investere i studie; Shangri-La, opkaldt efter huset de købte.

Producer og lydtekniker Bob Fraboni opbyggede studiet efter ønsker fra Dylan og The Band. Medlemmerne boede i huse tæt på studiet. The Bands næstsidste udgivelse; "Northern Lights – Southern Cross" blev indspillet i studiet, og alle interview til The Last Waltz-dokumentaren, blev optaget her. Eric Clapton opholdt sig tre måneder i studiet, hvor han indspillede med; The Band, Bob Dylan, Van Morrison, Ringo Starr, Pete Townshend, Joe Cocker, Billy Preston, Ronnie Wood, og Georgie Fame.

Noget tyder på, at The Band opgav studiet allerede i 1976, samme år det blev opløst. Herefter købte Bob Fraboni det og ejede det indtil 1985, hvor han blev vicepræsident for Island Records. Med Fraboni's salg af studiet faldt indspilningsaktiviteterne og efter adskillige salg, blev studiet købt af producer Rick Rubin i 2011. I dag er det fortsat i hans besiddelse.

I 1976 opløses gruppen officielt, hvilket markeredes med koncerten "The Last Waltz", tilhørende album, samt indspilning af koncertfilmen med samme navn instrueret af Martin Scorsese. Efter koncerten overholdt bandet de kontraktlige forpligtelser med indspilningen af albummet Island, som blev udgivet i 1967. Den virker unødvendig/meningsløs. Energien og magien var forsvundet. Bandet havde givet sit bedste og voksende uoverensstemmelser mellem medlemmerne virkede sikkert ikke inspirerende.

I 1983 gendannedes The Band, uden Robbie Robertson, for ham er det et afsluttet kapitel, indtil 1986, hvor Richard Emanuel begår selvmord, som følge alkohol- narkomisbrug kombineret med depressioner. I perioden fra 1993 indtil 2000 turnerede de tre resterende medlemmer med tre nye medlemmer og udgav tre albums. Af disse står Jericho for mig, som det bedste. Rick Danko og Levon Helm fortsatte indtil deres død med en solokarriere.

Garth Hudson, som i tiden med det Band ikke stod forrest, når det gjaldt omtale i medierne, levede et andet og mere tilbagetrukket liv. Hans egen karriere blev ikke stor, udsendte et par album, virkede som studiemusiker – og levede et yderst enkelt liv - i perioder præget af fattigdom.

Garth Hudson skilte sig på mange måder ud.
De første gange jeg så billeder af The Band, bed jeg mærke i deres udseende og påklædning, som bar præg af tilknytning til landlig kultur og værdier. En af dem skilte sig for mig særligt ud. Skægget vildtvoksende, tindingerne høje og det vilde hår tilbagestrøget.  Han så ældre ud end de andre, hvad han også var. Tre år ældre en Levon Helm og seks år ældre end de tre øvrige medlemmer.

Peter Applebome beskriver i en nekrolog i New York Times Harth Hudson på følgende måde:
His dark beard and inscrutable expressions made him look somewhere between a dour lumberjack and an Old Testament prophet, giving him the appearance of serious craftsman lost in his music rather than a crowd-pleasing rock star. (……….). Much of his work consisted of adding rich counterpoint and textures to the music while other members’ singing and playing were more in the forefront.
Kilde.

Garth Hudson hverken skrev sange eller sang, som de øvrige og var sjældent i rampelyset. Kun når han skulle give en saxofonsolo eller akkompagnere på sin harmonika. Musikalsk var han bandets nestor. Han var den musikalske mester, der i baggrunden bandt musikken sammen på sit arsenal af keyboards bygget op omkring hans Lowrey-orgler. Lowrey, den mindste producent, og Hammond var på det tidspunkt konkurrenter, når det gjaldt elektriske orgler. Senere blev Hudsons Lowrey skiftet ud med et Hammond.

Tiden som musikuddannet backingmusiker i The Hawks
Garth Hudson blev født Ontario, Canada i 1937. Begge forældre var musikalske. Faderen spillede harmonika og moderen klaver. Hun lærte ham at spille begge instrumenter. Allerede som 12-årig spillede Garth saxofon og piano i rock- og jazzsammenhænge. Hans interesser gik i musikkens retning, og han tog en uddannelse i klassisk musik på high school. Herefter studerede han musik et år på University of Western Ontario. Droppede ud på grund af de efter hans mening stramme læseplaner.

Interessen for rock´n´roll fik Hudson ved at lytte til amerikanske radioshows. Især til Alan Freeds ”Moondog Matinee” sendt fra Cleveland. Titlen lagde navn til The Bands knap så roste udgivelse fra 1973 med indspilning af covernumre fra sidst i 1950’rne og først i 1960’erne. Om Freeds shows udtalte Hudson:” That’s when I realized there were people over there having more fun than I was”.

I 1957 dannede Hudson sin egen gruppe; The Silhouettes, som senere blev til Paul London and the Capers! Gruppen turnerede i USA, omkring Chicago og Detroit, inden de blev sendt tilbage til Canada på grund af manglende permanent arbejdsvisa.

Som den sidste af de senere fem The Band-medlemmer kom Hudson i 1961 med i Ronnie Hawkins and The Hawks efter flere forgæves opfordringer. Der skulle et godt tilbud til for at tilfredsstille Garths forældre: Han fik et nyt Lowrey-orgel og 10 ekstra dollars hver uge for give de andre musiklektioner samt titlen som ”musikkonsulent”.

Han lod musikken tale
Randall beskriver i sin nekrolog Garth Hudson optræden i The Band på følgende måde:
Hudson’s stately bearing belied his roots as a rock ’n’ roller. Anyone who has seen his work in “The Last Waltz,” Martin Scorsese’s 1978 documentary on the Band’s final performance, will recall Hudson’s skills. Looking more like a 19th century senator than a late-1960s hitmaker, during the film he approached the microphone for an alto sax solo in “It Makes No Difference” as if stepping to a lectern to give a speech. When he did, he held the floor with effortless elocution”.
Kilde.

Udover at Garth, som de andre medlemmer i gruppen spillede adskillige instrumenter, arrangerede han musikken på udgivelserne. Ofte sad han i studiet, når de andre havde forladt det, for at lægge nye klange på for at raffinere lydbilledet eller gøre klar til næste dags optagelser.

Levon Helm skrev i sin biografi, "This wheel on fire", følgende om Garth Hudson's musikalitet:
Anybody who gets a chance to play with Garth Hudson, they’d be a fool not to. As far as the Band is concerned, he’s the one who rubbed off on the rest of us and made us sound as good as we did.”
Kilde: Levon Helm (with Stephen Davies), This Wheels on Fire,Chicago Review Press, 2000

Et højdepunkt ved alle The Bands koncerter var Hudson opførelse af sin symfoni lignende komposition; ”Chest Fever”, som tog sit afsæt i Bachs “Toccata” og “Fugue i D mol”. Improvisationen kunne udvikle sig, i hvilken retning det skulle være; fra klassisk til jazz, eller hvad han nu fandt på lige netop den aften – og til hvilken længde improvisationen nu skulle ende med at få.

Tiden efter The Bands opløsning: Et ikke helt let liv.
Udover genforeningerne med The Band adskilte Garth Hudsons musikliv sig fra de andre tidligere medlemmers ved at være mere roligt, indadvendt, og enkelt, men der var langt fra tale om et ukompliceret liv. De havde alle det tilfælles, at succesen, det konstante pres for søgen efter at fastholde det musikalske udtryk, mange års opslidende turneer, overforbrug af stimulerende midler og interne uenigheder, prægede dem efter lang tid efter opløsningen. Hvad, der startede hvad, er svært at sige.  Den eneste som holdt sig "ren" var ikke overraskende Robbie Robertson. I dokumentaren: "Once we were brothers" giver han udtryk for sin ærgrelse over, hvordan det gik med The Band; opløsning var det eneste vej, men ikke en han ville.

Garth Hudson efter The Band:
Da The Band etablere Shangri-La Studio flytte tre af dem ind i bygningen.
Hudson og hans kone, Maud, valgte at købe en ejendom nær studiet: "Big Oak Basin Dude Ranch". Uheldigvis mistede de huset og alle deres ejendele ved en brand i Malibu i 1978.

Årene fra 1978 og indtil sin død, syntes ikke alle at have været lige glorværdige for Hudson og Maud, hvad angår de materielle levevilkår. Efter opløsningen af The Band levede Garth Hudson næsten udelukkende som studiemusiker. I to omgange var ham med i genforeningen af The Band. Tiden med The Band, var ikke noget Hudson tjente store penge på. Da han ikke bidrog som sangskriver, fik han ikke procenter af bandet sange og dermed ikke royalties. Hudson valgte for at få penge at sælge sin andel af The Band til Robbie Robertson.

 I 2013 kom Garth i overskrifterne. Ikke for det gode. Ejeren af et lager i New York truede ham med at sælge hans værdifulde genstande og arkiv på en auktion, som følge af manglende betaling. På det tidspunkt havde Hudson allerede været igennem mindst tre personlige konkurser.

Hudson udgav i 1980 albummet; Queen of the Angels. Det findes kun på kassette. Flere år senere, i 2001, udgav ham "The Sea to the North":

New York Times skrev følgende om albummet i nekrologen:

"Mixing styles, synthesizer and organ tones, a Vocoder voice box and a prog-rock album’s worth of tempo changes, on both releases Hudson composes and plays as though his muse can barely contain all the ideas flowing out".
Kilde:

I 2005 udsendte Maud og Garth et livealbum optaget i London, Ontario, Canada. Hun bevæger sig rundt i flere genre med sin storslåede stemme, han spiller virtuøst piano og har i sit spil referencer til flere jazzstandards. På udgivelsen er et par Band-sang, som fortolkes meget flot:

I 2014 tog journalisten fra Rolling Stone sammen med et kamerahold og en producerer Garth Hudson med tilbage til Big Pink for at lave en video om gensynet. Hudson havde ikke der været siden indspilningerne i 1967, der blev til "The Basement Tapes".

Videoen kan ses på YouTube:

Rolling Stone journalisten skrev i slutningen af sin tilhørende artikel:
"As the sun started to set and we began packing up the camera gear, i watched him walk to the end of the drive by himself and take one last look at Big Pink. He leaned down, picked up a rock, and put it into his pocket as keepsake".