Fantastiske New York, Hazmat Modine og Generation Records

I april ventede 14 dage i New York. Det første besøg i en metropol, hvis kultur og historie er tæt knyttet til vores forståelse af verdenen. Et sted, jeg syntes, jeg kendte godt, selvom jeg aldrig havde været der. Mange billeder, film, musik, bøger, politiske og kulturelle forhold har bidraget til at skabe forskellige fortællinger om byen. Fortællingerne står tydeligt i bevidstheden, men hvilken betydning ville de få for min oplevelse af byen. Den første dag i byen startede med et metro-skyderi på Brooklyn, hvor vi boede. Begivenhed kom til at sætte et vist præg på de første par dage i byen. Fortællingen om voldens og konflikternes by blev aktiveret fra start, men stod ikke tilbage, som den eneste, da vi rejste hjem

Dette indlæg handler om oplevelser forbundet med musik: Et par koncerter samt adskillige besøg i plade- og cd-butikker. Her skal det afsløres, at der på alle områder blev tale om 14 fantastiske dage i New York!

Planlægning med mulighed for musikoplevelser.
Planlægningen startede, der hvor tidligere udlandsrejser havde gjort det. Hvad fandtes der af pladebutikker på stedet, og hvad var der af koncerter, som det kunne være interessant at høre? Når det var på plads, kunne den øvrige planlægning gå i gang. Skelettet skulle på plads. Så kunne der begyndes at på at bygge andre aktiviteter op omkring det.

Et opslag på Google Maps tegnede lovede med et stort antal af pladebutikker med primært brugt vinyl, hvilket var det, jeg først og fremmest var interesseret i. Mange lå meget passende på den østlige side af Down Town Manhattan. De kunne ikke været andet end nemt tilgængelige. Spørgsmålet var, som altid på rejser, hvilken prioritet skulle de have i forhold til, hvad resten af familien gerne ville? De øvrige seværdigheder i New York gav vel mere eller mindre sig selv! Spørgsmålet var, hvor mange plade- og cd-butikker, jeg kunne nå.  Med en varighed på 14 dage var mine forventninger, at det burde være muligt at besøge ikke så få! Det kom til at holde stik, selv om en plan om at besøge ”verdens bedste pladebutik” i China Town fornuftigt nok måtte opgives på grund af en kraftik overophedning af indtryk.

Hvad var så forventninger til koncerterne og til butikker. Til koncert var det dels at opleve et band, som ikke havde været forbi vores breddegrader, dels at besøge et kendt spillested. Opgav hjemme at finde nogle koncerter, da svært at få et samlet overblik. Ville samtidig gerne være åben over for, hvad der var af lokale spillesteder på Brooklyn, hvor vi boede, samt over for hvad vores værter kunne anbefale. Et var dog sikkert! Jeg ville på en af de små og berømte jazzklubber, som ligger omkring Greenwich Village og SoHo.

I pladebutikkerne havde jeg bl.a. forventninger om at finde: Amerikansk og britisk fusionsrock, psykedelisk rock fra slut 60’erne til omkring midt 70’erne, americana og jazz. Og ikke mindst udgivelser til en fornuftig pris. Store dele af den musik, jeg er interesseret i at anskaffe, befinder sig ifølge Discogs i USA.  Så måske var der noget at have forventninger i. Fik 14 lp’er med hjem. Måtte foretage flere smertelige fravalg, hvis ikke min kuffert skulle pålægges et større tillæg for overvægt.

Hazmat Modine-koncerten overgik alle forventninger.
Da rejsen og de første overvældende indtryk af byen havde lagt sigt, blev det tid til at kigge på koncertudbuddet. Så til min store overraskelse, at Hazmat Modine spillede på blues-klubben; Terra Blues i Bleecker Street. Stedet præsenterer sig på hjemmesiden på følgende måde

“Terra Blues is a modern-day blues saloon with a second-floor view of Bleecker Street in the heart of Greenwich Village. For over 30 years, its arched ceiling has carried the sound of the blues' greatest musicians from New York and abroad. Hubert Sumlin, Little Milton, Magic Slim, James Carr, the Holmes Brothers, Phillip Walker, and Johnny Clyde Copeland are among the many who have graced the stage (and who now decorate the walls) at Terra Blues” (https://www.terrablues.com)

Hvorfor lige en koncert med det New-York baserede band; Hazmat Modine?

Første gang jeg hørte en cd med Hatmaz Modine, faldt den ikke lige i min smag. Det afholdt ikke medredaktøren for fortsat at fortælle og sende cd’er med bandet. Det endte med, at jeg måtte indrømme, at jeg godt kunne høre, hvor spændende bandet var med dets blanding af mange stilarter, brug af mange instrumenter, tuba i stedet for bas - samt ikke mindst gode sange.

Bandets fundering i blues høres tydelig, men denne genrer blander sig med jazz, folk, americana og en del ikke ubetydelig jødisk musik - og når alle sætter ind for fuld udblæsning; cirkusmusik. Alt, som synes hørt før, kan genkendes hos Hazmat Modine, men netop i nye sammensætninger. De fleste sange er skrevet af grundlægger, leder, sanger og mundharmonikaspiller med mere; Wade Shuman. Visse af Shumans sange og måde at synge på har for mig stor lighed med Tom Waits.

Allmusic skriver i sin anmeldelse af bandets første cd meget rammende:

”Hazmat Modine tap into the deepest veins of raw, unpolluted prewar blues and ancient jazz, then whip them up in a blender, tossing in strains of Caribbean calypso and ska, Eastern European klezmer and Balkan brass, Middle Eastern mystery, and more than a few unidentifiable elements that just somehow fit. The result is music that sounds at once ageless and primeval, authentically indigenous and inexplicably otherworldly, familiar and unlike anything else”

Det kunne lyde som meget kompliceret og lytterkrævende musik. Allmusic hævder det modsatte:

”Hazmat Modine are unconventional in every sense, but theirs is listener-friendly music, nothing that requires a degree in ethnomusicology to enjoy.”

Lidt tid tog det åbenbart mig at få mig lyttet ind på Hazmat Modine. Bandets seneste udgivelser finder jeg mere tilgængelige end de første. Guitarist Eric Delle Penna synger på disse flere af sangene og ofte i harmoni med Wade Shuman.

Hazmat Modine blev grundlagt i slutningen af 1990’erne og bandets første cd udkom i 2006. De første år var bandet præget af flere udskiftninger og skiftende instrumenteringer. Med bandets anden udgivelse blev konstellationen mere fast. Men fortsat erstatter skiftende musikere hinanden til koncerter og på udgivelser.

En band på hjemmebane med et trofast publikum.
Vi, sønnen og jeg, havde ikke bestilt bord på Terra Blues. Vi mødte op kl. 18:30 og kom ind uden at stå i kø. Blev ved indgangen i første omgang henvist til en plads i baren med besked om, at hvis ikke alle, der havde reserveret plads, mødte op, kunne vi få et bord. Vi blev siddende i baren, hvorfra vi have god udsigt til scenen og over lokalet. Tiden indtil koncertstart blev brugt på at kigge på fotos af de bluesartister, der gennem tiderne havde spillet på Terra Blues.

Da klokken nærmere sig 19, var lokalet forholdsvis tomt, men så pludselig rykkede folk ind. Mange kom sandsynligvis direkte fra arbejde. De der var vendt tilbage til arbejdet efter corona. Kontorområderne på Manhattan bar tydeligt præg af, at man fortsat arbejdede hjemmefra.

Starten på koncerten trak ud, da basunisten havde problemer med sin mikrofon.  Et kvarter senere troppede seks mænd og tre kvinder op på scenen. Festen kunne gå i gang. Og det blev en fest. Hazmat Modine var blandt et publikum, der kendte hver enkelt sang. De blev alle ved introduktionen modtaget med anerkendende bifald.  I det forholdsvis lille og intime rum blev der skabt en tæt stemning mellem band og publikum. I dagene op til koncerten havde jeg nået at lytte lidt til bandets seneste udgivelser: Box of Breath og Extra-Deluxe-Supreme. Uden at kende titlerne, blev der til koncerten spillet en del sange fra disse udgivelser.

Bandet bestod til denne koncert af seks ”faste” medlemmer, Wade Schuman: sang, mundharmonika, harmonika og flere strenge instrumenter, Eric Della Penna: sang, guitar og banjo, Joseph Dalye: tuba, Pam Flemming: trompet, Reut Regev: trombone. Alle medvirker på Box of Breath. Dertil kom en kvindelig violinist, en ekstra guitarist og en vikarierende trommeslager, samt en saxofonist. Desværre fik jeg ikke fat på deres navne.

Ud fra et velspillende kollektiv, hvor alle havde deres soli, er det er svært at fremhæve nogen, men trombonisten høstede - med fuld berettigelse – flere gange aftenens største bifald. Hun lagde så meget energi i sit spil, at man kunne frygte, at trombonen ville ryste fra hinanden i smådele. Wade Shuman gav nogle fantastiske soli på sine mundharper, mens han fra tid til anden stod på en stol eller bevægende sig rundt blandt publikum. I sig selv var det en stor fornøjelse at iagttage spilleglæden og energien i Hazmat Modine.

Kl. 21:30 stoppede koncerten. Et nyt band skulle på scenen. Repertoiret var traditionel blues. Vi valgte at gå. Det ville være synd, at Hazmat Modine ikke kom til at stå alene.

Hazmat Modine skal hele juli på turne i Tyskland med enkelte afstikkeren til nabolande, men ærgerligt nok ikke til Danmark.

En lille intim jazzklub med trange forhold.
Et besøg i en jazzklub var et must. Et kig på programmet for klubber, der lå i Greenwich Village omkring Bleecker Street, virkede ikke specielt tiltrækkende. Kendte kun lidt til Marcus Miller, som havde to ugers engagement på Blue Note. Da jeg var temmelig åben over for stedet, faldt valget efter anbefaling på det intime Smalls. Vi satsede på aftenens første koncert kl. 19:30.

Smalls blev etableret i 1993 af tidligere lærer og sygeplejer Mitchell Borden og blev regnet for en rugekasse for opkommende jazztalenter. I 2003 måtte Smalls lukke som konsekvens af 09/11 og af stigende huslejer i et område på Manhattan, som var blevet eksklusiv. Klubben blev genåbnet af Borden i 2006 og regnes fortsat for en ”topjazzklub”

På Smalls spillede komponisten og pianisten Helio Alves Quartet. Alves er født i Brasilien i 1966. Han flyttede i 1993 fra Boston til New York. På hans hjemmeside præsenteres han på følgende måde:

“A native of São Paulo, Brazil, pianist Helio Alves combines the rhythmic complexity of modern Brazilian music with the edgy energy of contemporary jazz. A resident of NYC since the '90s, Alves has received high praise as an in-demand sideman with the likes of Joe Henderson, Yo-Yo Ma, Sadao Watanabe, Slide Hampton, Airto Moreira & Flora Purim, Paquito D'Rivera, Joyce, and Rosa Passos to name but a few. Helio has also released four albums under his own name: "Trios" (1998), "Portrait in Black & White" (2004), "It's Clear" (2009) and most recently,"Musica" featuring Antonio Sanchez, Reuben Rogers, Claudio Roditi and Romero Lubambo”.

Indgangen til Smalls bragte forestillinger frem om 20’ernes og 30’ernes jazzklubber. En lille ubemærkelig indgang, som førte ad en voldsom stejl trappe ned i en dyb kælder. Ved indgangen til selve rummet hang en tusch-skrevet seddel med besked om, at her var plads til et publikum på 79. Tallet 69 var streget over. De 69 havde nok været mere passende. Vi havde ikke reserveret plads og måtte tage opstilling i køen uden reservation. Heldigvis blev der plads til os. Vi kom ind i yderst lille, lavloftet og indeklemt lokale. Dele af publikum sad på tætte stolerækker sammensat af alle mulige tænkelige stole. Scenen var på gulvet og ude i siderne helt op af musikerne sad resten af publikummet. Jeg kom til at sidde ude i højre side, hvor trommeslager og saxofonist holdt til. Klaveret og bassen holdt til i den anden ende. Fra min position havde jeg svært ved at høre både pianist og bassist. Oplevede mere en koncert for sax og trommer end en gruppe.

Et andet forstyrrende element var selve serveringen og arbejdsgangen på Smalls. Når serveringspersonalet kom forbi én, skulle man afleveret sit indgangsnummer samtidig med sin bestilling. Denne jeg mener var obligatorisk. Lidt senere kom personalet med bestillingen.  Og så kom det endnu engang rundt, da der skulle betales. De mange runder på det lille sted virkede enormt forstyrrende for oplevelsen af musikken og medførte uro blandt publikum – men så også ud til at gøre det for musikerne.

Helio Alves, som trods alt havde spillet flere gange på Smalls, var åbenbart ikke helt kendt med rutinen. Et par mange fortalte han om sig selv og om sin musik. Den sidste gang sluttede han med at annoncere endnu et par numre. Et lille vip med en finger fra bassisten fik gjort ham opmærksom på, at det nummer kvartetten nu skulle igan med at spillede, blev det sidste! En lidt forceret og forstyrrende koncert, hvor musikken for mit vedkommende ikke for alvor bed sig fast. Stemningen i det lille rum fejlede derimod intet.

Vil jeg genopleve – opleve koncerten er nok mere præcis – under andre og mere rolige forhold, kan den mod betaling streames på Smalls hjemmeside. Endvidere kan stedets koncerter også streames synkront.

Koncerten varede knap en time, Der skulle gøres klar til næste koncert. Alle skulle ud, og så startede proceduren forfra. Nogle aftener kan der være op til tre koncerter på en aften!

Smalls var absolut et besøg værd, og jeg vil helt sikkert komme igen, men forudsætningen er, at jeg får reserveret plads og kan sidde med front til musikken.

Hvordan gribes en pladebutik an?
Reaktionen var den samme som altid i den situation. Trods forsøg på at undgå det. Jeg lærer det nok aldrig. Sådan er det bare, og nogen ulykke er det jo ikke.

Så snart jeg træder ind i en vinyl- og cd-butik, breder panikken sig. Alt virker uoverskueligt. Hjertebanken, svedige hænder og forvirring, er det, der sker. Spørgsmålet er altid; hvor skal jeg starte? Hvordan er butikken bygget op, hvad står hvor osv. At jeg ikke kan vide det, inden jeg går ind, kan jeg så berolige mig selv med. Tænker ofte på, om der mon findes en anvisning på, hvordan går man sådan mere generelt går til værks i en pladebutik? Hvis det altså ikke lige netop er bestemte udgivelser i rock sektionen under H, man går efter.

Et overblik over butikkens opbygning er det første, jeg prøver på at få. Denne tilgang trækker åbenbart altid opmærksomhed fra de ansatte. Temmelig hurtig kommer altid en ansat hen for at spørge: ”Om der er noget, de kan hjælpe med” eller: ”Om jeg søger noget specielt”. Hjælp har jeg brug for, men synes det er for besværlig at forklare. Mit svar derfor bliver: Tak, jeg kigger bare”.

Lidt forberedelse havde jeg denne gang gjort, da jeg inden afrejsen skrev et par navne ned, som jeg kunne tænke mig at anskaffe ”noget” med. På en note i telefonen stod der bl.a.: Savoy Brown, If, Isaac Hayes, Pat Metheny, Larry Coryell, Weather Report, Jesse Winchester, Wet Willie, Steam Hammar, Jack Bruce, Boz Scaggs. Alt skulle købes brugt!

Nye vinyler er ikke det, jeg går efter. Finder dem alt for dyre, og så er jeg interesseret i plader fra slut 1960’erne, og indtil cd’en blev det almindelige indspilningsmedie. Herfra er jeg godt dækket ind. Kan fortsat godt anskaffe mig en brugt cd, som er en gengivelse af en ældre indspilning, eller hvis det er tale om en fornuftig officiel opsamling. Og så naturligvis, hvis vi taler om en nyudgivelse kun udkommet på cd.

Skaffede mig i New York løbende oversigt på nettet over, hvilke butikker der så ud til at et besøg værd, når vi alligevel var i området. Billeder på hjemmesiden kunne fortælle lidt om størrelse og indretning. Derimod var det vanskeligt på forhånd ud fra hjemmesiderne at få et indblik i, hvad de solgte. Oplysninger om varerne er det sikkert krævende at lægge ud, når der hele tiden sker udskiftning, især når det gælder det brugte, som er det, de fleste butikker satser på. Ingen ved jo aldrig, hvad der kommer ind. En hjælp kan være at se, hvad butikken har registreret på Discogs, og så direkte spørge personalet til nogle bestemte udgivelser, som er sat til salg. I mange tilfælde har butikkerne kun et udvalg til salg på Discogs. Jeg foretrak at gå på opdagelser i kasserne - når pulsen var faldet – og stå med de enkelte udgivelser i hånden for at undersøge dem nærmere.

Generation Records klart den bedste butik
Det første sted, min forvirrende entre sandsynligvis bemærkedes, var i en af Academy Records tre butikker i New York. Butikken lå på West 15th st. Et par gange søgte jeg hjælp i butikken, men et sløvt personale virkede meget uinteresseret. Måske var jeg ikke cool nok, som pladekøber i New York? Mine forventninger blev ikke indfriet. Butikken var lidt rodet og en blanding inden for alle genrer af vinyl og cd - måske med en overvægt af det sidste. Valg udelukkende at kigge kasserne med ”Resently arrived” igennem. Endte med ikke at købe noget. En uinteressant forretning, som ellers lå meget centralt tæt på Union Square og 5th Avenue.

Meget bedre gik det i Academy Records afdeling på East 12th Street. Her var noget at komme efter. Min ”scanning” af butikken viste et stort udvalg af brugt rock og jazz. Tog en dyb indånding, trak luften helt med i maven og startede med det seneste ankomne af brugt. Stakken, som jeg lagde fra, voksede til det urealistiske. Efter flere prioriteringsrunder, hvor de samme udgivelser adskillige gang  røg op og ned af kasserne, endte jeg med seks lp’er. Blandt andet; Humble Pie, Savoy Brown, Terje Rypdal og Wet Willie.

Flere mindre pladebutikker, som ofte lå i tilknytning til en anden butik, frisør, boghandlen eller café, gik vejen ikke helt tilfældigt forbi, men udvalget var disse steder både var ringe og for uinteressant i forhold til, hvad jeg gik efter.

Største oplevelse blev Generation Record på Thompson st. tæt på Washington Square. En stor butik i to etager med primær rock og jazz i stueetagen og cd’er i kælderen suppleret med afdelingen for blues, soul, hiphop m.m.
Butikken lå meget tæt på University of New York, som holder til i bygninger omkring Washington Square. Placeringen her med de mange studerende har sikkert betydning for størrelsen og det store udvalg.

Efter det obligatoriske indgangsspørgsmål: ”Can I help you?” og et par hektiske turer mellem stueetagen og kælder for at få overblik over forretningen, kom jeg i gang. Samlingen af brugte lp’er var, i forhold til min musikinteresse, den bedste, jeg indtil nu var stødt på i New York. Fandt ikke lige netop alt fra min liste, men så meget andet interesseret fra de genre og den periode, jeg havde fokus på.

Hvorfor så store mængder af britiske rockudgivelser i USA.
Britisk rock, fusionsjazz og pop fra slutningen af 60’erne og til langt ind i 70’erne fyldte en del i de pladebutikker, jeg var i. Et forhold jeg nok ikke havde forventet. Kigger jeg på Discogs efter den britiske musik, jeg er interesseret i, er tendensen den samme. Store dele af den befinder sig i USA - og til tårnhøje shippingpriser - som gør det mindre attraktivt at bestille det hjem til Danmark. Hvorfor tog amerikanerne i den grad taget den britiske rock til sig fra den omtalte periode? Senere skete der vel en udligning gennem gensidig udveksling over Atlanten!

Et lidt banalt bud er, at amerikanerne ganske simpelt har haft en anden musiktradition end briterne. Det kan måske begrundes ved at stille et andet spørgsmålet: Hvorfor opstod fænomenet The Beatles ikke i USA? Her eksisterede generelt en mere individuel kultur, som kom til udtryk gennem enkelte rock- and roll og folk-kunsterne, som Elvis, Chuck Berry, Jerry L. Lewis, Little Richard, Bob Dylan, Pete Seeger, Joan Baez. Dertil kommer de mange forskellige musikgenre, bl.a. folk, bluegrass, old time, country, blues, zydaco, jazz, som var knyttet til landets mangeartede geografiske og kulturelle områder. Flere steder fandt der en sammensmeltning sted af de disse genrer. De sortes musik, især blues, var dog meget adskilt fra de hvides.

Bluesmusikken blev fra slutningen af 1950’er på lp sendt over Atlanten, hvor den blev populær. Det britiske samfund var ikke så raceopdelt, som det amerikanske og udtrykte andre moralske værdier. Mange britiske rockmusikerne har ofte fortalt, hvordan de blev interesseret i musik ved at lytte til blues.  Den britiske rock tog elementer af bluesmusikken til sig, og dermed kom den retur til USA i en ny form. Rundsendingen medførte, at mange amerikanske bluesmusikere rejste til England, hvor de indspillede med populære britiske band.

Beatles og Stones var blandt den første bølge af britiske rockgrupper, de unge amerikanere tog til sig. Begge gruppers popularitet blev næste større end i hjemlandet. Beatles passede, som så mange andre steder, bedre ind samfundenes værdier og normer. Stones var de slemme udfordrende drenge. Trods stor popularitet i USA mødte Stones' musik og ikke mindst fremtoning samtidig en markant modstand her. En modstand der førte til demonstrationer og afbrænding af lp'er. Til den første britiske invasion hørte også Kinks og Animals.

Den anden britiske bølge, som ramte USA, bestod af navne som bl.a. Who, Faces, og Led Zeppelin. Alle blev enorm populære i USA. Who er i dag fortsat et kæmpe navm i USA.

Den amerikanske rockmusik, når det handler om grupper, opstod i stor udstrækning i Californien i sluttresserne og blev skabt i et fredfyldt protest- og hippiemiljø med værdier om ”peace, love, and harmony”. Stoffer spillede en stor rolle for musikkens tilblivelse. Teksterne og musikken pegede mere indad i eget miljø og afspejlede alternative livsformer. Musikken var meget eksklusiv og stedbestemt. Alt var godt her, indtil virkeligheden blev en anden med politivold ved demonstrationer mod Vietnam-krigen i begyndelsen af 1970’erne

Nåede desværre ikke, hvad nogen har kaldt verdens bedste jazzbutik; Downtown Gallery Records in China Town. Den står først på listen til efterårets tur til fantastiske New York.