Erling Olsen udgiver, promoverer og dokumenterer dansk folkemusik.
Nyt tema på bloggen: De gør en særlig indsats for musikken.
Redaktionen har i et tema, hvis omfang endnu ikke er planlagt, valgt gennem nogle fortællinger at sætte fokus på nogle af de mange, der på frivillig basis - eller mere arbejder for end af musik. De er gennem deres forskellige aktiviteter dybt engageret i at udbrede kendskabet til musik.
Vi har valgt personer, som ikke står på scenen, men som på forskellige måder arbejder bag den, og dermed gør et stort arbejde for, at vi andre kan lytte til musik.
Fortællingen om Erling Olsen og GO Danish Folk Music.
Det første indslag omhandler om Erling Olsen, der siden 1997 gennem selskabet Go Danish Folk Music har udgivet, distribueret og præsenteret dansk produceret folkemusikudgivelser i ind- og udland. Bagkataloget består i dag af ikke mindre end 350+ cd-udgivelser, hvor musikerne alle har henvendt sig for at få lavet en udgivelse. Alt arbejdet i processen foregår i tæt samarbejde med musikerne. Og hvad der bør nævnes, Erling Olsen har, ifølge eget udsagn, aldrig skulle leve af at udgive musik.
Den instrumentale danske folkemusik er meget populær inden for hele EU, men også i USA og Canada. Som følge af denne popularitet sælges der mange cd’er til udlandet. Dels når bands er på turne dels gennem GO Danish webshop.
Ideen om at starte temaet ud med Go Danish kom sig af, at selskabet har stået bag udgivelsen af redaktørens band: Long Dog Orchestras seneste indspilning: ”All them bones”. Selvom bandets musikken er svær at genrebestemme, falder Long Dog-udgivelsen ikke lige umiddelbart ind under kategorien folkemusik, men er mere et udtryk for, hvor bredt Erling Olsen definerer folkemusik, og hvor bredt GO Danish spænder i sine udgivelser.
På sin hjemmeside gofolk.dk præsenterer Erling sine aktiviteter (her i uddrag) således:
"GO’ Danish Folk Music er selvstændigt og uafhængigt selskab.(...)
Selskabet er startet og baseret på ønsket om at gøre dansk musik og kultur bredt tilgængelig.
Filosofien er fortsat udvikling af nødvendigheden af et tæt og fremadrettet samarbejde mellem de involverede musikere, brancheorganisationerne og de mange faste og nye private kunder, distributører, detailforretninger og medier i ind- og udland".
Følgende indlæg bygger på en kombination af et interview og en samtale med Erling foretaget i februar 2023. Hans interessante fortælling og lyst til at formidle, kombineret med mine kommentarer, gjorde det svært for mig at stoppe samtalen. Kunne ved gennemlytning af optagelsen høre, at jeg flere mange havde svært ved at give slip og få stoppet.
Redaktøren fik nyt syn på den danske folkemusikscene.
Undervejs på køreturen til interviewet med Erling i Vejle mærkede jeg en begyndende nervøsitet over mit manglende og noget fordomsfyldte kendskab til folkemusikscenen i Danmark. Udformningen af konkrete spørgsmål vedr. GO Danish og selskabets historie, udvikling og arbejdsmåder, krævede ikke det store kendskab til genren. Når det så handlede om musikken, blev jeg usikker på, hvilke spørgsmål jeg skulle stille. Heldigvis viste det sig ikke at blive noget problem!
Mit udgangspunkt var, at jeg ville starte med at fortælle Erling om mit ringe kendskab til dansk folkemusik. Ikke siden midten af 1970'erne havde jeg lyttet til dansk folkemusik, hvor scenen i Danmark var under kraftig indflydelse af skotsk og irsk folkemusik. Det gjaldt både den akustiske og den elektriske folkemusik. I Aarhus fandtes et par spillesteder, som f.eks. "Folkemusikværtshuset Kælderen", som vi af og til fandt vej til, når vi syntes, vi burde lytte til folkemusik.
Dertil kom det faktum, at jeg slet ikke lyttede til den traditionelle folkemusik, som i samme periode fik en mere egnspræget renæssance rundt om i Danmark. Inden mødet med Erling forstillede jeg mig groft sagt traditionel dansk folkemusik som en begivenhed i forsamlingshuse med folkedansere og ældre mænd med violiner og harmonikaer. En fordom, der selvfølgelig ikke holder, da mange unge i 1970'erne mødtes i f.eks. Folkemusikhuset i Hogager og bidrog til at skabe fornyet interesse for den oprindelige danske folkemusik og visesang. Genren var bare dømt helt ude af mit musikalske rockunivers. Her har den siden været landtidsparkeret.
Min samtale med Erling fik i den grad ændret og” moderniseret” min opfattelsen af, hvor bred og spændende den danske folkemusikscene i virkeligheden er.
Undervejs i interviewet og den behagelige samtale spillede Erling løbende cd’er fra sit store katalog. De kørte dæmpet i baggrunden. Flere gange hører jeg mig selv sige, når Erling satte en cd på: ”Det er rigtig godt det her” og ”Det her er rigtig spændende”.
Den første cd, der blev lagt på anlægget, og som straks fik min opmærksomhed, var med "Danish Fiddle Quartet", som spiller, hvad Erling betegnede som kammerfolk:
Udgivelser til turneer i udlandet satte det igang
Erling Olsen boede i en periode starten af 1980’erne på Færøerne, hvor han spillede violin i den velkendte og anerkendte folkemusikgruppen ”Spælimenninir”. Gruppen, der eksisterer i dag og kan fejre 50års jubilæum i 2024, består af seks musikere fra flere lande.
Spælimenninir har bl.a. turneret i Danmark, Orkney, Shetland, Skotland, Frankrig, Finland og USA. I den forbindelse har de spillet på folkemusikfestivaller, klubber og koncerter samt gennemført uddannelsesprogrammer på skoler og universiteter.
Ved turnéerne i udlandet stødte Erling Olsen ofte på forespørgsler på dansk udgivet folkemusik. Denne interesse fik ham til at tænke, at der måtte gøres noget for at tilfredsstille forespørgslen og udbrede kendskabet til dansk folkemusik. I første omgang prøvede han den nemme løsning; at få andre til at gøre det - hvad der ikke lykkedes. Derfor oprettede han selv i 1997 distributionsselskab: GO Danish. Alle bands Erling kendte blev kontaktet og spurgt, om de ville være med til at sende pladerne ud til butikker og til eksport. Ideen vant gehør og resulterede i et utal af henvendelser.
En simpel netbutik med distribution af dansk folkemusik blev bygget op med et modem og en telefax, som det forretningsmæssige omdrejningspunkt. En simpel netbutik var etableret!
I 1999 tog Erling Olsen et skridt mere og etablerede et pladeselskab efter opfordring fra duoen: ”Haugaard & Høirup”, som på det tidspunkt var en ung fremadstormende folkemusikduo. Opfordringen endte med udgivelsen: "Duo for Violin & Guitar". Duoen, der i 10 år (1998-2008) var en form for repræsentant for dansk folkemusik, turnerede meget i ind- og udland.
Pladeselskabet med samme navn som distributionsselskabet udgav det første år fire cd’er. De solgte godt inden for en musikgenre, som i disse år havde karakter af, hvad Erling kalder en "bobbel". Nogle få band kunne leve af at spille professionelt. Cd’erne blev solgt til pladeforretningen, men selskabet havde ikke kapacitet til at sælge til varehuse og supermarkeder.
Erling Olsen har i største delen af den tid, han har haft selskabet, arbejdet fuldtids ved siden af. I dag er han fortsat i arbejde, men ikke på fuld tid. At det har været muligt at kombinere et fuldtidsarbejde udgivelser og promovering af musik samt senere etablering af en radiostation siger lidt om, den det store engagement og ansvar Erling Olsen føler for dansk folkemusik.
Etablering af folkemusikradio med flow musik og podcast.
For omkring 10 år siden, kom den seneste knopskydning på Erling Olsens aktiviteter for udbredelse af den danske folkemusik. Han var med til at starte net-radioen; Radiofolk.dk. Her er det muligt døgnet rundt at lytte til folkemusik fra Go Danish store bagkatalog samt at høre podcast af journalistisk karakter. Radioen, der drives af frivillige kræfter, ledes af musikeren Morten Alfred Højrup Udgiften til at drive radioen dækkes bl.a. af velvillig støtte fra staten, genreorganisationer og fonde.
Radioen blev etableret efter det hul, som DR efterlod, da stationen lukkede ned for sine programmer med folkemusik og samtidigt fyrede gode journalister som bl.a. Erik Kramshøj og Allan Klitgaard. Siden da er der ikke blevet spillet folkemusik i DR. Gennem forskellige tilskud lykkedes det med radioen at lukke det hul, som DR efterlod. Senere blev driften af radioen overtaget af genreorganisationen Rosa. I dag er den en etableret del af folkemusikmiljøet.
GO Danish satser på udgivelser af traditionel spillemandsmusik og folkeviser.
Erling Olsen har – på trods af mange henvendelser – valgt at sige nej til at udgive skotske og irske band, som har en vis popularitet i Danmark. De grundlæggende kriterier, i princippet, for at få en udgivelse ud på GO Danish er, at der er tale om dansk produceret musik, og at det skal være spillet af danskere. Erling kan også godt sige nej til udgivelserne, hvis de genremæssigt "falder uden for cirklen".
Ses der på selskabets katalog, synes ikke alt at leve op til kriterierne. Der findes udgivelser med udenlandske kunstnere og inden for genre, som det er tvivlsomt at kalde for folkemusik. Udgivelsen med Long Dog må siges at tilhøre denne kategori, men som Erling siger, så er det vigtigt: ”…..at musikken vokser ud af spillemandsmusikken. (........) Det kan åbne op for mange – og interessante udgivelser, der ligger i periferien af genredefinitionen".
Hovedparten af de udgivelser, der udkommer på Erlings udgivelses- og distributionsselskab, karakteriserer han selv som traditionel spillemandsmusik. En lidt anden genre, end den der indgår i selskabet navn: Go Danish Folk Music. Det engelske begreb ”folk music” peger mere i retning af, hvad jeg umiddelbart, når der f.eks. kigges på USA, forbinder med sangere som Pete Seeger, Woody Guthrie og Leadbelly samt grupperne The Almanac Singers og The Weavers.
I begyndelsen af 60’erne blev denne genre fornyet af f.eks. Bob Dylan og Joan Baez. Den traditionelle folkemusik i USA finder bl.a. sit udtryk gennem bluegrass, oldtime og elementer af contry-musikken, som samlet går under betegnelsen roots.
I Danmark defineres folkemusikken bredt. Den forstås, lidt groft sagt, som næsten alt, hvor der indgår akustiske instrumenter med og uden sang. Den genre Erling primært udgiver inden for, karakteriserer han selv som traditionel spillemandsmusik udført på guitar, violin og harmonika, og som oprindeligt også er dansemusik.
Da violinerne står centralt i musikken, bruger han mere præcist betegnelsen ”fiddle music”. Begrebet bruger han ikke i det daglige, da han mener, det giver associationer på godt og ondt. En holdning intervieweren synes er meget fornuftig, da hos særlig èn er en risiko for, at det på forhånd kan blokere for en hver lyst til at lytte. Der af navnet Go Danish Folk Music
Selvom Erling selv bruger betegnelsen traditionel spillemandsmusik, er det så som så med det traditionelle i bagkataloget. Ifølge en nyere optælling af selskabets mange udgivelser, er 60-70% af disse nykomponeret musik, men med de traditionelle instrumenter, der kendetegner spillemandsmusikken: Guitar, violin og harmonika. De nye kompositioner skriver sig dermed ind i en mere traditionel instrumentering.
Hertil kommer så folkeviserne, som er en anden tradition. Flere af Go Danish seneste udgivelser er visesang. Erling anser den danske visetradition for at være en af de ældste i verden og for at rumme en enorm sangskat. Udfordringen har været, at vi ikke har haft mange performere inden for dansk visesang. Derfor vil han gerne udgive dem, som har mod på at kaste sig over visetraditionen.
Udgivelsen sker i tæt sammen med musikerne!
Når Erling beslutter sig for at udgive musik, er det ikke økonomien, forstået på den måde, om det er noget der sælger eller ej, der ligger til grund for, om det skal udgives eller ej. Væsentligst er, om musikerne har ide med deres udgivelse: ”……vil de noget med det, og vil de bruge tid på det”. Det er vigtig, at der i forbindelse med en udgivelse sker en forventningsafstemning. Hvis Go Danish ikke er i stand til at understøtte musikernes høje forventninger, og formidle det de gerne vil, eller kvaliteten mangler: "GO Danish har et brand at værne om", så sker det, at Erling afviser en udgivelse
I forbindelse med udgivelserne indgås et tæt samarbejde med musikerne. Som han udtrykker det: ”Det er musikernes musik, så derfor er de med til at styre det i starten”. Erling har ikke noget med selve indspilningerne at gøre, det sørger musikerne udelukkende for selv. Er Erling interesseret i at udgive musikken, modtager han fra musikerne en færdig master, som cd’erne trykkes efter. Kvaliteten af det indspillede ligger uden for Erlings regi.
Musikerne møder også op med forslag til et cover og ideer til, hvordan indpakningen skal til være. Erling kan komme med forslag til rettelser, men det er musikerne, der bestemmer. Tidligere indgik GO Danish en fifty-fifty ordning med musikerne, men den fandt han for besværlig. Den gav anledning til mange diskussioner om, hvordan tingene skulle gøres. Nu er der en skarp arbejdsdeling. Når cd’en er trykt, gives den til musikerne, som så selv står for salg ved koncerter og en del af markedsføringen i samarbejde med GO Danish i nyhedsmail samt på de sociale medier.
Ud over at håndtere de fysiske produkter er det en del af aftalen med musikerne, at GO Danish sørger for at lægge musikken på nettet. Næsten alle udgivelser kan høres her. Nogle få kunsterne har fravalgt denne mulighed. Det er ikke kun nyudgivelser fra Go Danish, der finder vej til de digitale tjenester, det gør genudgivelser af nogle af de gamle ikoniske indspilninger også.
Orientering og pleje af det omfattende kontaktnet i ind- og udland.
Efter trykningen er det Erling opgave at sørge for ikke alene distribution, men også promoveringen af udgivelserne. Arbejdet består i at sørge for at udsende pressemeddelelse, promotion cd’er og pr-materiale. Ikke alene til danske medier, men også til de mange udenlandske medier, han gennem årerne har oparbejdet et samarbejde med. Da en stor del af musikken sælges i udlandet er disse relationer vigtige.
I forbindelse med nyudgivelser sender GO Danish promotion materiale ud til 130 danske medier og magasiner. Hold nu fast; op til 300 udenlandske magasiner og mediefolk!
Med de få fysiske medier og de mange digitale medier er det en udfordring for pladeselskabet at vurdere, hvordan de sparsomme ressourcer bedst kan anvendes. Annoncer er GO Danish holdt op med at bruge, da det er tvivlsomt, hvor meget det giver. Mulighederne for markedsføring ligger oplagt i brugen af de digitale platforme, men det er hver gang en udfordring i de givne situationer at bruge dem, der kan give det optimale udbytte eller har den største effekt.
At få anmeldt udgivelserne i Danmark er, ifølge Erling, en udfordring. Adgangen til de få tilbageblevne store landsdækkende medier er ikke let. Her anmeldes generelt få udgivelser, og når det sker, er der ofte tale om etablerede kunsterne eller noget, som forventes at blive populært eller er det i forvejen. Generelt er det en udfordring at få anmeldt nyudgivet musik i Danmark. Bedre er det i udlandet, hvor interessen for dansk spillemandsmusik er stor, og hvor der fortsat sælges mange cd’er.
Herhjemme sørger især Rootzone for anmeldelsen af den musik, som udgives på Go Danish.
I de mange lande, hvor interessen for GO Danish-udgivelser er stor, er det langt nemmere at få anmeldt udgivelserne. Medierne her henvender ofte sig selv til Erling vedr. nyudgivelser.
Lp’en er overvurderet, mens cd’en er praktisk.
Langt fra alle lande er digitaliseret i det omfang, som vi er i Danmark. Erling støder i udlandet på langt flere cd-afspillere, end det er tilfældet i Danmark. Det er en af grundende til, at cd-salget er større i disse lande. GO Danish distribuerer mange cd’er til udlandet, og musikerne sælger godt, når de er på turne.
Lp’er udgiver Go Danish ganske få af. Erling finder lp’en: ”… overvurderet og skide upraktisk”. Selv er han og musikerne meget glade for cd’en, især af praktiske grunde. Cd’en fylder og vejer ikke så meget, som lp’er. Når musikerne skal på turne vejer en kasse med lp’er temmelig meget, og kan være besværlig at rejse rundt med.
Selvom musikken også bliver lagt ud på nettet, fornemmes en glæde hos musikerne over at stå med et fysisk produkt i hånden i form af cd’en. Ligeledes synes han selv, at det er noget særligt over det fysiske, og derfor har han ikke afskrevet cd-mediet. Ifølge Erling er der tale om det bedste medie, og derfor vil han fortsat blive ved med at udgive det - på trods af konkurrencen fra streamingtjenesterne. I øvrigt kan der udgivelsesmæssigt spores en ny tendens
De digitale tjenester og nye marked har betydet, at det forholdsvis er nemt at udgive singler. Ofte som forløbere for et kommende album eller fordi man ikke har ressourcer til at udgive et helt album. GO Danish udgiver næsten altid singler som optakt til hele albums eller EP album med måske kun 3-5 tracks. Uanset, at det digitale marked inviterer musikerne til selv at lave alt arbejdet med digitale indspilninger, så oplever Erling dog fortsat stor interesse og ønske om at få hjælp og backup.
Kun på de store folkfestivaler som Tønder og Præstø møder Go Danish op med sine cd- og vinyludgivelser. Det er for tidskrævende at dække flere i forhold til udbyttet af salget.
Tidligere, før corona- epidemien, når musikerne var på turne i udlandet om sommeren i forbindelse med festivaler, sørgerede Erling for undervejs at få etableret depoter med cd’erne, for at musikerne ikke skulle rejse rundt med for mange cd eller løbe tør for den.
De unge og spillemandsmusikken
Da jeg inden besøget hos Erling kiggende GO Danish webshoppen igennem, blev jeg overrasket over, hvor mange unge og kvinder, der i dag er udøvere af spillemandsmusikken. Måske bunder overraskelsen mere i mine omtalte fordomme om musikken. Erling mener, at der rundt omkring i landet er meget bevægelse i folkmusikscenen, skabt af de unge selv. Der findes flere miljøer, hvor de unge er drivkraften.
Festivalen ”Musik over Præstø Fjord”, hvor nordisk musik er i fokus, afholdes hvert år i august. Her er det, de unge, ”der styrer”. Her får baren sjældent solgt mange øl til de unge. De danser og spiller døgnet rundt, og derfor er der ikke tid til at have tømmermænd. På radiofolk.dk tegnes et portræt af festivalen.
Hvert år i påsken siden 1996 har unge mellem 16 og 26 arrangeret begivenheden ”ROD”. Her mødes unge for at spille og danse folkemusik på deres egne præmisser. Alle niveauer er repræsenteret og muligheden for blot at prøve, hvordan det er at være i miljøet er tilstede.
Musikkonservatorieuddannelsen, folkemusiker, på Syddansk Universitet gør også sit til at tiltrække de unge. Gennem uddannelsen er det muligt at gøre folkemusikken til et erhverv, som de unge kan leve af.
En anden uddannelsesmulighed ligger i Sverige. Mange danskere vælger her at tage en musikuddannelse, hvor der udbydes en master i nordisk folkemusik. Under uddannelsen opholder de studerende sig på skift i de nordiske lande, og opnår indsigt i de landenes musiktraditioner. På uddannelsen etableres på denne måde mange relationer på tværs af landegrænserne, som kan føre til musikalske samarbejder.
Dertil kommer, at det heller ikke skal undervurderes, at mange unge tager interessen for folkemusik med sig hjemme fra. Er denne musik blevet spillet i hjemmet, og de unge dermed vokset op med den, er der stor sandsynlighed for, at de tager den med sig videre i livet.
Go Danish udgiver for at dokumentere, udbrede kendskab og inspirere.
Det er nærliggende at spørge, hvorfor Erling lægger det store arbejde i at udgive og promovere dansk spillemandsmusik. Han har tre klare formål med det: For det første at dokumentere den traditionelle musik, der spilles rundt omkring i landet i spillemandslaugene. Megen af denne musik når aldrig frem til et større publikum eller bliver lagt ud på Spotify eller andre streamingtjenester. Erling vil meget gerne etablere et bagkatalog over den danske spillemandsmusik. For det andet at udbrede kendskabet, især i udlandet, til ny og gammel dansk spillemandsmusik For det tredje for at inspirere andre til at lytte og spille musikken.
Fremtiden for den danske folkemusikscene.
Efter samtalen med Erling Olsen er der ingen tvivl om, at han i dag oplever en dansk folkemusikscene, der er i fuld bevægelse og udvikling. Tendensen er ikke entydige, men beviserne på den grøde, han ser, er de unges øgede interesse for at være en del af et aktivt folkemusik miljø/spillemandsmiljø, som de særlige universitetsuddannelser, og en del af de miljøer de unge selv udvikler og styre.
Erling Olsen ser i tiden en general trussel mod pladeselskaberne, skabt af den øgede digitalisering og ikke mindst af streamingtjenesterne. Muligheden for at selv lægge musik ud på nettet - uden om selskaberne - er lige til, især hvis der er tale om singler. Pladeselskaberne er ikke en nødvendighed for at udgive musik.
Truslen giver ikke Erling Olsen nogen grund til at frygte for eksistensen af sit plade- og distributionsselskab. Han mener, at aktiviteterne viser, at han har sin berettigelse: ”Jeg har aldrig udgivet, så meget som jeg gør nu”.
Forklaringen på optimismen tillægger han det forhold, at han sparer musikerne for nogle tidskrævende processer, samt det forhold at han er af den overbevisning, at musikerne ved at udgive på GO Danish er en del af et vigtigt fællesskab.
(Interviewet med Erling Olsen fandt sted i februar 2024, og han har foretaget største delen af musikvalget for at vise bredden i udgivelserne fra GO Danish.)