Visse instrumenter kan give følelse af ubehag
Der er musikinstrumenter, som jeg ikke bryder mig om at lytte til, selvom jeg synes, jeg rummer meget musik og er klar til at åbne op for nyt.

To instrumenter står uden konkurrence højest på min hadeliste. De indtager uden nævneværdig konkurrence en delt førsteplads. Det ene er en xylofon, det andet en blokfløjte. Hvad er det, der er med disse to instrumenter?  Jeg kan bare ikke rumme dem trods talrige forsøg på i mange sammenhænge, såvel musikalske som kulturelle, at lytte til dem. Påtvunget eller frivilligt.

Jeg har det med xylofonen og blokfløjten, som jeg kan have det med lyde, dufte, smag og farver, jeg ikke bryder mig om. Det føles ubehageligt, går lige i kroppen. Hvad der sker, og hvorfor det sker ved, jeg ikke, men instrumenterne gør noget ved mit system. Bringer det i ubalance, tænder et alarmberedskab, giver fysisk ubehag og kan resultere i udtalt irritation - hvis jeg lytter længe nok. Ofte følges oplevelsen af nogle ikke særlige behagelige erindringer; en bestemt situation, hvor de samme sanser er blevet alvorligt udfordret.

I indlægget vil jeg koncentrere mig om xylofonen, da instrumentet indgår i den musik, jeg uforvarende er kommet til at lytte til.  For at det ikke skal blive den rene jammer, vil jeg allerede her indrømme, at jeg i xylofonen ganske svagt er begyndt at skimte et vist musikalsk potentiale. Har besluttet at give de en chance. Det kan jo være....!

Xylofonen som fast inventar på børneværelset
Mine første erfaringer med xylofonen er i dens mest primitive form bestående af to brædder, hvor på der er spændt andre brænder, vist nok kaldet tangenter. De giver forskellige lyder, når man slår på dem – bare med et eller andet hårdt. Ved et køb medfølger en kølle eller to. Xylofonen kan også være lavet af metal i stedet for af træ. Effekten er den samme i de situationer, jeg har skiftet bekendtskab med den. Det er lige så voldsomt, og reaktionerne de samme. Xylofonen kaldes for et slagstøjsinstrument.

En ganske kort historisk præsentation. Xylofonen, navnet bruges først i Europa i midten af 1800-tallet, kendes oprindeligt fra både Afrika og Sydøstasien. Den anvendes første gang i europæisk musik i begyndelsen af 1500-tallet. I 1870’erne blev den brugt i komposition af symfonier. I 1920’erne fandt den anvendelse i jazzen og i tidens dansemusik.

Instrumentet er en meget udbredt gave til børn. Nærmest lige så obligatoriske på et børneværelse som Lego. Mine egne børn har fået det, mine børnebørn har, venners børn har. I alle situationer har dets skæbne fulgt det samme mønster. I en meget kort periode har børnene hamret løs på brædderne. Reaktionen fra tilhørerne er fra start en uhæmmet begejstring med det formål, at den får barnet til at spille mere. Vi bad selv om det! Begejstringen opfordrer nemlig til endnu flere og voldsommere køllesving. Næste reaktion er så at bede barnet holde op eller i det mindste gå ind på værelset for at fortsætte larmen

Herefter er instrumentet blevet på værelset og efter at have stået urørt på en hylde i et stykke tid, er det blevet pakket væk for aldrig at dukke op igen. Kender ingen, hvor det har ført en musikalsk karriere med sig. Derfor kan det jo sagtens have været tilfældet! Der må findes nogle antagelser om, hvor vidt dette legetøj har ført videre til f.eks. musikskolen, eller om hvilken pædagogisk funktion det har - udover at fremkalde negative reaktioner. Her ligger måske årsagen til, at instrumentet ikke synes at have den store udbredelse.

Xylofonen er måske ikke så udbredt et legetøjsinstrument, som det har været. Mere komplicerede keyboards ser ud til at trænge sig voldsomt på. Reaktionerne fra børnene og omgivelserne ser ikke ud til at have ændret sig, Måske er xylofonen at foretrække.

Xylofonen som symbol på borgerlig DR-lørdagsunderholdning.
Fik selv som barn en blå træxylofon med metalplader. Det blev aldrig et mindeværdigt legetøj. Senere dukker instrumentet op i min verden i slutningen 1960’erne, hvor det var blevet en fast ingrediens i DRs underholdningsprogrammer. Husker især TV-lørdagsunderholdning, hvor Max Leths Kvartet, som jeg erindrer det, stod for så godt som alle musikalske indslag. Meget fyldte han og xylofonen i al fald. Den altid smilende orkesterleder spillede enten klaver eller xylofon. Med i Max Leths Kvartet var prominente musikere som bl.a.: Bjarne Rostvold, trommer, Ole Molin, guitar og Niels Henning Ørsted Pedersen, bas.

Nu er vi nået dertil, hvor instrumentet vel egentlig skal kaldes en vibrafon. Det var, hvad Max Leths spillede på. Ved hjælp af pedaler kan xylofonens tangenter bringes i svingninger. Dermed får de en mindre "primitiv" karakter - og i mine ører en mere luftig svingende lyd. Begreberne xylofon og vibrafon ser ud til ofte at bruges i flæng. Det vil også komme til at ske her.

Den kontekst, instrument her blev anvendt i lørdag aften foran tv'et, gav anledning til, at xylofonen/vibrafone for mit vedkommende opnåede karakter af et hadeinstrument. Slagtøjet blev et symbol på harmløs og ligegyldig borgerlig tv-underholdning for den ældre generation – som inkluderede mine forældre! Harmløs og ligegyldighed virkede det ikke i mit tilfælde, da instrumentet blev en sand plage. Måske skyldes irritationen mere indholdet i programmerne end Max Leths vibrafon. Hvor var min generations musik i DR’s programmer i den bedste sendetid? Vreden mod DRs manglende vilje til at inddrage rocken i programmer med musikindslag fik – nok ikke helt berettiget - frit afløb overfor Max Leth og xylofon. Ungdomsoprøret blev også udkæmpet foran tv-et.

Artikel i forbindelse med Max Leths 90-års fødselsdag i 2011

Her kan Max Leth høres i en mere rockende og fusionsagtig sammenhæng, som ikke netop prægede TV-lørdagsunderholdningen.

En anden kendt dansk xylofonist/vibrafonist, som også blev en del af radio- og tv-underholdningen var Finn Ziegler (1935-2005). Kendt for cigaren, der altid hang i mundvigen. Finn Ziegler spillede dog lige så ofte violin. Gennem inspiration fra Svend Asmussen begyndte Finn Ziegler at spille jazz. Ziegler har medvirket i et utal af musikalske jazz sammenhænge og kan høres på mere end 1000 indspilninger. Finn Ziegler anvendte iværigt på sine indspilninger mange af de samme musikere, som Max Leth

Finn Ziegler indspilninger dækkende såvel danske sange og melodier, som udenlandske jazzstandards. Alle fremført med elegant lethed og swing. I en stil tæt på Mazx Leths.

Ikke kun Max Leths og Finn Zieglers xylofonener blev ”påtvunget” mig af DR. I radioen, hvor fra familien fik sine fleste musikalske oplevelser, dog med tiden mindre fælles, blev ofte spillet musik med den amerikanske jazzmusiker og xylofonist/vibrafonist Lionel Hampton (1908 – 2002).

Lionel Hampton(1908-2002) har ifølge Wikipedia fået ry, som den der gav vibrafonen, og her et citat:  ”…en seriøs plads i jazzen”. Åbenbart har andre tidligere også haft den samme oplevelse som mig vedr. dette instrument! Lionel Hampton startede i 1930’erne hos Benny Goodman og fik i løbet af 1940’erne sit eget orkester. Hans første indspilning på vibrafon var et akkompagnement af Louis Armstrong på ”Memories of You”. Lionel Hampton nød stor popularitet i radioen med sin smittende swingmusik.

Nekrolog fra Information i forbindelse med Hamptons død i 2002

Milt Jackson (1923-1999) kan nævnes som en anden kendt international vibrafonist.

Jackson er nok mest kendt for sin medvirken i The Modern Jazz Quartet. Jackson spil var mere experimenterende i sit spil og dermed ikke del af den almene DR-underholdning. Jackson repræsenterede forskellige genrer inden for bebop'en.

I midten af 1970’erne til slut 80’erne, hvor jeg boede i Aarhus, dukkede xylofonen - eller dets familiemedlem marimbaen. Den var fast inventar ved mange former for udendørs arrangementer på byens torve og stræder.  Ofte begivenheder, hvor musikskolernes marimba-orkestrere fik mulighed for at vise, hvad de kunne.

Forskellen på de to slagtøjsinstrumenter er, at marimbaens tangenter: ”… er både bredere og tyndere især på midten end xylofonens. Dette gør, at andre niveauer af overtonerækken klinger mere igennem og klangen bliver da rigere”. Det var måske ikke lige den oplevelse, jeg stod tilbage med!

Akkompagneret af en god svingende bas og tunge trommer kunne musikken godt aftvinge et behersket bifald fra min side. Der var trods alt en vis vilje og engagement fra udøvernes side.  Så er det, at konteksten kommer ind. Ofte optrådte marimbaspillerne i stemningssættende, men noget udefinerbare sydamerikansk/caribisk lignende dragter, som måske ikke altid understøttede instrumentets seriøsitet. Et bud på formålet med setup'et var måske det festlige aspekt samt den internationale solidaritet med den 3. Verden.

Nogen kan noget med den
Af beskrevne grunde har xylofonen/vibrafonen ikke været et bevidst tilvalg i mit musikalske univers. Jeg har absolut ikke opsøgt den, når jeg vil høre musik på diverse medier. Heller ikke til koncerter. Mindes ikke at have hørt en vibrafon til en jazzkoncert, som jeg trods alt har hørt en del af. Kan ikke nævne på stående fod nævne yngre danske musikere, der trakterer instrumentet. Der skal nok findes nogle. Meget tyder dog på, at instrumentet ikke har trængt sig som voldsomt på som førstevalg til en musikalsk karriere.

Nu er den tilfældigt dukket op og har en ikke ubetydelig rolle i den musik, jeg pt lytter på. Jeg må med en floskel anerkende,  at ”den kan noget” eller ”nogen” kan noget med den!

I efteråret anskaffede jeg mig et par af Steps Ahead's første lp’er;" Steps Ahead" og "Modern Times", som efter min vurdering er de bedste, de har indspillet. De blev købt uden at tænke nærmere over, at vibrafonen er et stærkt stærkt gennemgående instrument i bandets lydbillede. Anskaffelsen skete på baggrund af interesse for nogle af musikerne, jeg kendte til fra andre sammenhænge. Dog ikke vibrafonisten!

Siden har jeg købt en dobbelt live-cd fra 1999: ”Holdning Together” og lånt flere cd’er på biblioteket med Steps Ahead. Gruppen har i sin levetid fra 1979 til 2007 gennemgået utrolig mange udskiftninger. På ”Holding Together” medvirker, som titlen ligger op til, tre af de oprindelige medlemmer: Eliane Elias på piano, Peter Erskine på trommer, og manden det nu handler om; bandets leder, Mike Mainieri, på vibrafon og marimba. Mainieri og hans slagtøj har siden startet på Steps Ahead været et gennemgående karakteristika ved bandets lyd.

Steps Ahead, hvis musik flere steder, nok lidt misvisende i forhold til min musikforståelse, omtales som fusionsjazz, er jeg blevet meget begejstret for. På den baggrund må jeg gå så langt,som til at ændre mit syn på vibrafonen. Mainieri’s spil, som jeg ikke har viden nok til at præcis at karakterisere, er med til at give Steps Ahead en luftighed og drømmende karakter. Jeg er ikke færdig med at lytte til Steps Ahead og prøver løbende at finde frem til, hvilke udgivelser Mainieri ellers har medvirket på.

Ligeledes i efteråret fik jeg en cd af min svoger, som han havde købt for 5 kr. på Roskilde Bibliotek. I øvrigt uforstående, at bibliotekerne sælger hæmningsløst ud af klassikerne!

Gaven var ikke mindre end en indspilning med en af de andre få udenlandske vibrafonister, som jeg kendte lidt til, før jeg stødte på Mike Mainieri; Gary Burton.

Navnet blev jeg bekendt med i løbet af 1970’erne, hvor han, som jeg erindrer, blev en del af den mere progressive og fusionerende jazzscene, der dukkede op i disse år. Gary Burton var ikke en kunstner jeg lyttede til, men et navn, som det næsten var uundgåeligt ikke at støde på i disse år. Husker han især for en indspilning med Keith Garrett.

Gave-cd er indspillet i 1999 som ”Gary Burton & Friends” og med titlen "Departure". Det må siges, at det er nogle rigtige fine venner, Burton havde på det tidspunkt: Peter Erskine, Fred Hersch, John Scofield og John Patitucci. Min vurdering af musikken på denne cd er, at den naturligvis med den besætning er utrolig flot og velspillet, og så kommer det lille men – og nok en lille smule glat og kedelig. Ifølge de uundværlige liner notes afspejler musikken, hvad der i disse kredse kaldes for ”The Shearing Sound”. Hvilket betyder, Burton og venner benytter sig af den instrumentering Georg Shearing begyndte at anvende i 1940’erne. Burton har spillet sammen med Shearing.

Mens dette skrives, lytter jeg på Gary Burton "Departure". Den får mine musikalske tanker tilbage til elementer af Max Leths Kvartet, hvad angår spillestil. Måske er tiden inden til, at jeg bør revurdere min holdning til Max Leth. Han, hans xylofon og kvartet arbejdede virkelig for at give lørdagsunderholdningen et jazz'et præg. Alternativet tør jeg næsten ikke tænke på. En undskyldning er måske lige i overkanten.

Bedømt ud fra dette - nok ikke repræsentative kendskab til Gary Burton – finder jeg Mike Mainieri vibrafonspil mere interessant. Har trods alt, besluttet mig for at lyttere mere til Gary Burton.

Måske er der et spinkelt håb for, vibrafonen kan få en plads i min verden. Stor bliver denne plads nok aldrig.

Xylofon i nyere dansk musik
Mit kendskab til anvendelsen af xylofonen i nyere dansk musik er naturligvis begrænset, men har fundet et par eksempler.

Odd Pocket en ny og ung dansk jazzgruppe

Tineke Noordhoek med gruppen Flecmatic Moods:

Ivan Rod har anmeldt Tineke Noordhoeks ep'er : "Flegmatisk - Melankolsk".

Xylofonens brug i rockmusik har jeg så godt som intet kendskab til, men vil slutte af med at nævne, at Frank Zappa’s Mothers of Invention ofte brugte den. Det sætter spændeeevidden af xylofonen i perspektiv.

Skulle lysten være der til at bruge xylofonen, som Frank Zappa gør det, er her adgang til  en lille instruktionsvideo:

Er det alligevel for kompliceret, bør alle kunne være med her:)