At lave et orkester fyldte alt!

Det i perioder mest læste materiale blandt os drenge i 7. klasse var i 1967 ikke vores skolebøger, men musikhandler Alfred Christensens katalog. Her fandtes de materielle forudsætningerne for vores planer om at danne et beatorkester. På de flotte indbydende sider fandt vi de instrumenter, vi hver især gerne ville have. Rundt med kataloget i timerne, gik en seddel, hvor vi kunne skrive vores ønsker på. Jens, den kammerat jeg tilbragte mest tid med, skulle spille trommer, og jeg var meget optaget af at skulle spille bas. Hvorfor var ikke helt tydeligt. Måske hang mit valg sammen med mine begrænsede musikalske evner. En bas virkede ikke så kompliceret at spille på. Det måtte jeg kunne lære med de fire strenge, den havde og de få toner, der skulle spilles. Ikke desto mindre var orkesterdannelsens sat i gang og fyldte alt.

Når vi så havde noteret vores ønsker fra Alfred Christensens katalog, gik turen efter skoletid på cykel til filialen i Urbansgade i Aalborg. En fantastisk butik, hvor de funklende instrumenter stod i deres skinbarlige virkelighed og sugende os endnu tættere ind i planerne om vores pigtrådsorkster. Hvad der egentlig skulle på repertoiret, var ikke noget vi brugte lang tid på. Dette måtte komme, når vi havde vores instrumenter. Selve orkesterdannelsen var for os det væsentlige. Ikke mindst, hvad orkestret skulle have hedde, brugte jeg en del tid på, men det fyldte ikke så meget, så længe orkestermedlemmerne ikke var på plads.

Vi var ikke eneste drømmere, der mødte op i butikken med øjnene stift rettet mod vores kommende udstyr. Venligheden og forståelse var stor blandt musikhandlerne i butikken. Aller helst ville vi ekspederes af de sælgere, som ikke bar jakkesæt. Dem der gjorde, var der lidt for meget forældregeneration over, og de afspejlede en anden type musik, end den vi identificerede os med. De mere ungdommelig klædt, måtte være dem, der havde forstand på det, vi ville. En af dem var Knud Eskildsen, som senere åbnede sin egen musikhandel i Aalborg.  Det skete først lang tid efter, vores gruppe var opløst. Med vores instrumenter og forstærkere brændt fast på nethinden, cyklede vi tilbage til Nørresundby og forsvandt igen ind i vores sædvanlige fritidsaktiviteter. Forhåbentligt kun for en kortere periode, indtil vi kunnen bringe vores udstyr hjem.

Det, der drev os til at danne et orkester, var måske ikke så meget drømmen om at blive berømt som de de orkestre vi kendte fra radio og pladerne, var ikke det, vi talte mest om. Noget mere jordnært lå bag. En ny form for fællesskabet synes at være omdrejningspunktet for vores aktivitet. I et orkester bestemte vi selv rammerne og indholdet for samværet. Her var ingen voksne til at kontrollere som vi var vant til. Her foregik det på vores præmisser. Hvor de sociale relationerne vi indgik skete på eget initiativ og betingelser.

Sociale forskelle have betydning for, hvem der kom med
I realiteten havde vi ikke meget indflydelse på, hvem der i sidste ende kom med i vores orkester. Det blev styret af nogle faktorer uden for vores påvirkning. Nemlig hvem, der ejede en forstærker og en guitar, og hvor forældrene bakkede op. Især ejerskabet af en forstærker havde stor betydning. Rygterne spredte sig hurtigt i kredse rundt om i Nørresundby, blandt de der gik med orkestertanker, om hvem der havde udstyret. For med de forældre og de lommepenge de fleste klassekammerater havde, var der ikke råd til indkøb hos Alfred Christensen eller for den sags skyld andre steder.

Godthåbsgades skole, som Jens og jeg gik på, var tilknyttet et område med mange ufaglærte arbejdere. I skoledistriktet lå ”Syreren;” Dansk Svovlsyre og Superphosphat Fabrik, Limfjorden, hvor der blev produceret gødning.  Rigtig mange af mine klassekammeraters og venners fædre og var ansat på på fabrikken. Og tæt på, lå de mange boligblokke, hvor de fleste arbejdere boede og kun havde et par minutters gang til arbejdspladsen. Flere nedskrev med stor glæde deres ønsker fra Alfreds Christensens katalog, men ville aldrig kunne blive del af vores orkester. Det var ikke opbakning til i familien på grund af manglende penge og manglende tid, når de mindre søskende skulle passes. Selv kom jeg fra en middelklasse, som oplevede stigende velstand gennem 60’erne. Hvilket for mit vedkommende ofte skabte et dilemma i forhold til, hvilke sociale grupper jeg og mine forælde mente, jeg skulle vende mig mod. Arbejderklassen eller den bedre middelklasse?

Skoledistriktet dækkede to sociale grupperinger, som fulgte en tydelig fysiske grænse sat af Østergade, hovedvejen ud af Nørresundby mod Hjørring. Nord for Østergade, op med anlægget Skansen, lå et villakvarter tilhørende en mindre overklasse og en noget større middelklasse. Syd for Østergade lå flere store markante arbejderkvarterer, som Syrens ansatte var en del af. Der skete sjældent mange krydsninger henover Østergade. Selv boede jeg ikke i skoledistriktet, da jeg havde skiftet skole, men var ikke flyttet. Derfor kunne jeg på trods af forholdene uproblematisk krydse klassegrænsen henover Østergade.

For min mor havde klassetilhørsforhold stor betydning. Min mor var meget restriktiv, hvem hun forholdt sig til. Hun spottede hurtigt forskellene på middelklassen og arbejderklassen. Dem der var under hendes sociale position, blev hurtigt udpeget – og isoleret. Ingen kontakt med dem i vaskekælderen eller snakke på trapperne. Vi var de finere, og det skulle markeres. Havde jeg kontakt med de mindre pænes børn, blev det pænt påtalt. Dem skulle jeg ikke tale med.

Alligevel besøgte jeg ofte mine gode klassekammerater på den ”forkerte” side  af Østergade, nede i Syrekvarteret. Efter skoletid cyklede jeg ned i Syre-kvarteret for at opsøge dem. Min mor vidste heldigvis ikke altid, hvor jeg tog hen. Havde fornemmelse af at være på forbudt område. Hos de venner, hvor ældre søskende havde råd til at købe grammofon eller båndoptager, brugte vi en del tid på at lytte til musik. afspillet på spolebåndtoptager optaget direkte fra radioen med mikrofon, spillede Jan og jeg  i en lang periode luftguitar til Rolling Stones’; I can get no saticfaction”. Vi kørte den om og om igen. Skrålede, og svingede ”guitarerne”. Jan fortalte mig, at den var indspillet af Beatles. Det passede ikke rigtigt med, hvad jeg forbandt med The Beatles.

Jeg blev i troen et års tid. Indtil jeg blev mere bevidst om forskellen mellem Beatles og Stones. Sidstnævnte blev min favorit sammen med de danske orkestre, som spillede den mere ”hårde” pigtråd, som f.eks. The Lions. Passionen for musikken var der, men ingen af kammeraterne fra Syre-kvarteret kom nogen sinde med i vores ellers flittigt skiftende orkesterkonstellationer

Mange udskiftninger, men håbet om en karriere fik liv
Jens fik købt sit helt nye trommesæt hos Alfred Christensen. Jeg fik anskaffet mig en bas fra samme sted. Den var langt fra ny og et skrummel af en halvakustisk bas. Brugt og grim som bare pokker. Langt fra de flotte modeller i kataloget. Den var grøn og påsat en mikrofon på en hjemmelavet rød plade. Lidt for hjemmegjort. Men en bas var det.

Næste skridt var at lære at spille på den. Når man kom fra den pænere del af middelklassen gik vejen over en spillelærer og noder. Mine forældre betalte gerne. Indtil da havde en kammerat lært mig lidt basspil. Spillelæreren var en gammel knark, som der ikke var meget pigtråd over. Sad og hamrede takten med sin violinbue, eller spillede en ligegyldig melodi på violinen, mens jeg febrilsk forsøgte at slå bassen an. Det samarbejde varede ikke længe. Vejen til at spille i orkester ville på den måde blive uendelig lang og kedelig. Endte med at hyre en jævnalderen, kendt som en god guitarist, til at give mig spilletimerne på bassen.

Nu havde vi trommer og bas, men for at der kunne være tale om et orkester skulle Jens og jeg finde en guitarist - med en forstærker. Det blev Peter, hvis forældre havde en bagerbutik. Peter ejede en af tidens billigste, og derfor nok mest populære forstærkere.  TEISCO 10 havde i 1967 en pris på 395 kr. og havde ikke mindre end to indgange og dermed plads til min bas. (Prisen på den billigste TEISCO basforstærker lå på 1.195 kr!) TEISCO 10 -forstærkeren var lille og håndterlig og kunne nemt bæres sammen med en guitar. Problemet opstod, når vi både skulle have bas, guitar samt mikrofon sluttet til. Og det blev en kamp at få plads til mit instrument i en af de to indgange. Bassen kunne jo, ifølge forstærkerens ejermand sprænge højttaleren. Det krævede en rigtig bas forstærker og jeg begyndte at drømme om en Selmer.

Peter og hans forstærker forlod os hurtigt. Inden vi for alvor kom i gang med at spille. Det blev mest til uorganiseret øvning. I det hele taget var der stor udskiftning i det nystartede orkester. Først kom Allan fra parallelklassen til og ham og hans udstyr overtog for Peter. Senere fik Allan så sin kammerat Finn med i samarbejdet. Finn, hvis far, præcis som Peters, havde et bageri, sørgede for at levere dagens usolgte flødekager til orkesteret, og mindst lige så godt: Sin egen TEICO 10-forstærker! Antallet indgange var fordoblet, og vi havde plads til det hele. Men også Finn og hans flødekager forlod hurtigt bandet; han faldt ikke så godt i med os andre. Den åbne svingdør i orkestret lod os ikke slå ud. Med Finns farvel, droppede jeg bassen og anskaffede mig en almindelig Høffner-guitar. Jeg måtte kunne lære nogle akkorder. Vi var nu to guitarer og trommer.

Allan skaffede os gennem sin spillelærer en manager og sangerinde. En karriere ventede. Første skridt i managerens strategi var at tilmelde os en amatørkonkurrence på Støvring Kro. Med familierne forventningsfuld placeret ved de runde borde i front, måtte vi skuffe dem med en sekundær placering. Vores bidrag til konkurrencen var en dansktopsang. Hurtigt herefter skred sangerinden orkestret. Hun havde nok hurtigt set vores begrænsninger i forhold til sin karriere. Manageren, som også hurtigt mistede interessen, gav os et job i Aalborg, hvor vi til et arrangement skulle spille to sange: Det blev til en omgang Bee Gees fra lp'en Idea: Word og I have gotta get a massage to you. Det gik egentlig OK, mest takket være Jens og Allan. En hverken stor eller stabil guitarist var jeg heller ikke. Vendte tilbage til bassen, hvor jeg følte mig lidt mere sikker.

Blev husorkester med et soulagtigt præg
Det næste års tid fik vi et stabilt orkester med et en knapt så spredt – måske er ordet alsidigt mere på sin plads - repertoire. Jørgen, fra naboskolen og som var et par år ældre end os andre, var kommet med på sang. Han fik en meget stor betydning for, hvad jeg kom til at lytte til. Jørgen, som jeg blev nære ven med, og som lærte mig noget om, hvad det vil sige at have kærester, var vild med soulmusik. Hjemme på hans kælderværelse lyttede vi til alle de store soulnavne: Otis Redding, Gene Pitney, Sam and Dave, Wilson Picket, vores største sangleverandør. Disse navne blev suppleret med et par bidrag fra Three Dog Night.

Jørgen havde råd til at købe alle de plader, vi ikke kunne. Det soulagtige blev sammen med danske Beefeaters, Young Flowers og Baronets en del af vores repertoire. Jobs kom også. Jørgen var elev på Bælum Efterskole, og vi blev husorkester til lørdagsfesterne. Ikke nogen stor kontrakt, vi fik hjem, men nok til at vi kunne betale transporten med instrumenter frem og tilbage. Det var bøvlet, hver gang vi skulle af sted. Vi havde ikke udstyr nok, og måtte konstant låne os frem. Især sanganlægget var et problem. Anlæg blev lånt af Heine og hans orkester; ”Key to love”. Jeg havde fået min Selmer-basforstærker. Selvfølgelig købt brugt og hos Alfred Christensen. Dog med et uoriginalt højttalerkabinet. Allan havde fortsat sin TEISCO 10. Den kunne bruges, men vi lånte ofte også guitarforstærker. En stor taxa måtte skaffes, de lørdage vi skulle afsted. Ikke alle ville have os med. Ikke fordi vi levede op til myten om rockmusikere, men af de praktiske årsager, at instrumenterne kunne ødelægge bilens sæder. I en situation ødelagde et mikrofonstativ en bilrude. En for os dyr omgang.

Højdepunktet for dette orkester var, da vi spillede til skolebal på vores egen skole. Vi var pauseunderholdning til diskoteket. Om det var gået godt eller ej var svært at finde ud af, men det gav efterfølgende en vis status på skolen. Repertoiret faldt dog ikke alles smag. Dertil var det nok for soul-agtigt!

Og så var det pludselig slut
Midt i 1. real stoppede det pludseligt. Årsagerne var mange. En af dem kunne være, at det var for besværligt, hver gang at skulle ud at låne udstyr. Dem, vi lånte af, skulle ofte bruge deres eget grej. Der var ingen udsigter til, at vi kunne købe vores eget. Jørgen boede på efterskolen, så vi kunne sjældent øve sammen. Og for mit vedkommende skete der det, at min bashøjtaler blev ødelagt. Havde vist nok haft lånt det ud. Penge til at købe en ny var der ikke, og var heller ikke interesseret i at skulle have et fritidsjob for at få råd til det. De få penge, jeg havde opsparet, blev brugt til at købe en ældre brugt rød Puch-knallert - og med pedaler. Den blev underligt nok stjålet. En Puch Maxi blev købt istedet for.

Min var var blevet fuldmægtig og vi flyttede i villa i Nørre Uttrup. Det blev vigtigtfor mig hurtigt at kunne komme ind til byen (Aalborg). Egentlig var jeg ikke ked af stoppe med at spille. Mine interesser begyndte at gå i andre retninger end at være musiker. Interessen for musik stoppede dog ikke. Den fik et anden udtryk. Tiden blev i stedet brugt på at lytte og indspille al den musik, vi kunne få adgang til.

Sådan gik det dem – En slutbemærkning.
Da jeg kom i realen, blev jeg skilt fra mine kammerater fra Syren. Ingen af dem, der ønskede at komme i realen, blev erklæret egnet.  De var allerede på grund af deres sociale baggrund, dømt som tabere. De kom alle i 8.klasse på en anden skole, og vi så ikke hinanden. Vi gik alle med skoleskiftet ind i nogle nye adskilte verdener. For mig var det et afsavn og udtryk for en stor uretfærdighed!