Bill Grahams kamp for rettigheder til Fillmore Auditorium.
Bill Graham ønskede efterhånden at sætte sine egne koncerter op og ledte efter et permanent sted, hvor det kunne lade sig gøre. I den forbindelse kom Graham i kontakt med Charles Sullivan, som var en ung sort succesfuld forretningsmand og promoter i besiddelse af rettighederne til at bruge Fillmore Auditorium.

Sullivan navngavn stedet i 1954, hvor han satte en del koncerter op med store kunstnere inden for jazz, soul samt r&b. Graham fortalte selv, at Sullivan gav ham lov til at anvende Fillmore Auditorium uden at skulle betale for det. En stor del af æren for sin succes gav han Sullivan kredit for. Forholdet mellem de to blev senere kompliceret eller uklar, når det gjaldt om at erhverve permanente rettigheder til at anvende Fillmore Auditorium.

Graham var i mange år tavs om sit forhold til Syllivan, og han har aldrig fuldt ud fortalt, hvordan det lykkedes ham få en permanent rettighed til benyttelsen af Fillmore Auditorium.  Fortællingerne om, hvordan og hvornår Graham fik eneret på rettighederne til at afholde koncerter i Fillmore Auditorium, er meget forskellige. I den forbindelse står især et forhold centralt: Hvornår overtog Graham rettighederne efter den succesfulde koncertarrangør Charles Syllivan. Før eller efter Sullivans bratte død?

To fortællinger synes at dominere, når det gælder måden, hvor på Graham overtog eneretten til Fillmore Auditorium. Det springende punkt i fortællerne er, hvornår Graham overtog rettighederne.

Den ene er ikke særlig dramatisk. Mens Graham forsat havde en aftale med Syllivan om at låne Fillmore Auditorium, søgte han flere gange i begyndelsen af 1966 bystyret i San Francisco om eneret til at holde arrangementer i Fillmore Auditorium. Hans henvendelser blev afvist hver gang. Kampen for rettighederne lykkedes endelig i juli 1966. Bill Graham henvendte sig direkte i en skrivelse til ejeren af Fillmore Auditorium.  Skrivelsen blev støtte af 41 prominente borgere fra San Francisco, som repræsenterede forskellige brancher og centrale positioner.

Ejeren af Fillmore Auditorium, manufakturhandleren Harry Shifs, gav ham i juli en treårig lejekontrakt til 500 dollars om måneden. Denne fortælling rejser en del spørgsmål: Hvorfor skulle en anden overtage rettighederne fra Syllivan, som havde stor succes med sine koncerter? Var han på vej ud af Fillmore Auditorium? Og hvor var det bystyre henne, Graham oprindeligt søgte rettighederne hos, og som blev fulgt af afslag.

Den anden og mere dramatiske fortælling knyttes Grahams overtagelse af rettighederne sammen med Charles Sullivans døds i august 1966. Hvis Graham først overtog rettighederne i august 1966 og dermed efter Sullivans død, fremstod sagen ret enkel: Rettighederne til brugen af Fillmore var nu ledig og i udbud.

Det specielle ved denne historie og Sullivans død er, at han den 2. august blev fundet død ramt af et pistolskud. Var det selvmord eller en forbrydelse?  Sagen er aldrig blevet opklaret. Havde hans død noget at gøre med rettighederne til Fillmore Auditorium.

Sullivans sidste show i Fillmore Auditorium blev holdt den 26. jul 1966. En uge før han døde.

Lukkede Fillmore Auditorium og åbnede Fillmore West
I 1968, blot to år efter Bill Grahams ihærdige kamp for at opnå rettigheder til at arrangere koncerter i Fillmore Auditorium, valgte han at lukke stedet.  I stedet for etablerede ham Fillmore West i et andet kvarter af San Francisco. Fillmore West lå ca. 2 ½ km væk fra Fillmore Auditorium.

Der lå flere årsager bag denne beslutning. En af dem var Grahams ønske om at få plads til et større publikum og have bedre forhold til at afviklingen af koncerterne. En anden bundene i nogle sociale, økonomiske og racemæssige forhold i kvarteret omkring Fillmore Auditorium. Forhold, som Graham sandsynligvis ikke fandt, gavnede hans forretning.

Fillmore-distriktet var hovedsagelig beboet af asiater og afro-amerikanere. Den sidste del udgjorde efter 2. verdenskrig den største minoritetsgruppe i området. Den væsentligste årsag til denne udvikling var, at der i San Fransisco under 2. Verdenskrig blev skabt en lang række nye arbejdspladser i krigsindustrien og specielt inden for krigsskibsbygningsindustrien. Jobbene blev besat af afro-amerikanere immigreret fra Syden.

Som følge af japanernes internering efter angrebet på Pearl Harbour, stod der mange tomme boliger ledige i Fillmore. De sorte immigranter bosatte sig i de tomme og billige boliger i Fillmore-distrikt, som opnåede betegnelse af en sort ghetto.

De sortes kamp i 1960’erne for borgerrettigheder, skabte spændinger og konklifter i området med de lokale myndigheder. Bystyret i San Francisco havde siden 1950’erne haft planer om en gennemgribende byfornyelse i området omkring Fillmore Auditorium. Flere billige boliger blev løbende nedrevet for at give plads til socialt bedrestillede borgere. Byfornyelsespolitikken og nedrivning af boliger øgede de sociale spændinger.

I stedet for at satse på Fillmore Auditorium i et spændingsfyldt område, etablerede Bill Graham Fillmore West i juli 1968 i The Carousel Ballroom. Et sted, der blev ledet af et kollektiv af kendte San Fransisco bands, som bl.a. Grateful Dead, Jefferson Airplane og Big Brother and the Holding Company. Af disee bands blev Carousel Ballroom betragtet, som et ”experimentelt laboratorium”. Et sted, hvor de kunne øve og prøve koncerter af foran et publikum. Graham havde i forvejen en tæt kontakt til disse band, hvilket sikkert har gjort det muligt at overtage det på favorable vilkår!  I Fillmore East var de modkulturelle arrangementer meget identisk med, hvad Helms foretog sig i Avalon Ballroom.

Helms åbnede spillested uden for San Fransisco.
Chet Helms så ud til i fornyelsen af sine koncertaktiviteter tidsmæssig at være forud for, hvad Bill Graham foretog sig. Family Dog Production oprettede i september 1967 i samarbejde med promoter Barry Fey et spillested i Denver kaldet The Family Dog Denver.

Inden åbningen af spillestedet havde Chet Helms, som have fået tilnavnet ”The Farther of Summer of Love”, henlagt en aflægger af de mange happenings, der foregik San Fransisco, til byens park. Formålet med at afholde en ”Human Be-in” i Denver var at udnytte stemningen fra ”Summer of Love til at promovere Helms kommende spillested i byen. Blandt de bands der optrådte for de 5.000 deltagere var – ikke overraskende - Grateful Dead og Captain Beefheart.

På Denver Dog spillede bl.a. Doors og Van Morrison, før de blev berømte, samt Cream, Jimi Hendrix, Buffalo Springfield og naturligvis Janis Joplin. Dog i Denver fik en meget kort levetid. Det åbnede i september 1967 og lukkede allerede i juli 1968 under dramatiske omstændigheder. Lukningen skulle handle om gentagende sammenstød med politi og pres fra andre myndigheder i forbindelse med indtagelse og salg af narkotika.

En fortælling går på, at politiet skulle have plantet marihuana på Canned Heats hotelværelse op til en koncert på spillestedet. Medlemmerne fik en bøde og for at kunne betale den, overdrog gruppen sine udgivelsesrettigheder til pladeselskabet Liberty. Konsekvensen af denne handling skulle være grunden til, at gruppen intet tjente på sine store hits; Woodstock og Going up the country.

Indtil for nylig her der været meget lidt tilgængeligt materiale, som kan bidrage til historien om Family Dog Denver. Sidste år udkom dokumentaren; Tale of The Dog, som baseret på autentiske retninger fortæller historien om Denver Dog.

Bill Graham åbnede også uden for San Fransisco
Før Graham åbnede sit Fillmore West i juli 1968, etablerede han i marts samme år et spillede sted i New York. For at tydeliggøre, hvad der var en form for koncerter Bill Graham ville arrangere i New York, henviste navnet til hans spillested i Fillmore-distriktet i San Fransisco.

Fillmore East blev oprindeligt bygget som et jødisk teater i 1926 i, hvad der på det tidspunkt var kendt som det jødiske teaterdistrikt i New York Senere blev bygningen til en biograf. Da Bill Graham overtog den i 1968, stod den ubenyttet og var i forfald. Teateret havde plads til et publikum på 2.700.

Ved at eje to spillesteder kunne Bill Graham hyre de forskellige bands til at spille begge steder. Normalt spillede kunsterne to shows pr aften; kl. 20 og kl. 23 både fredag og lørdag.

Fillmore East blev musikernes foretrukne spillested. Allman Brothers Band fortalte om Fillmore East, at bandet her fik en fremragende akustik, et entusiastisk og opmærksomt publikum, samt Grahams innovative måde at tackle koncertomgivelserne på:

”We realized that we got a better sound live and that we're a live band. (...) And we realized that the audience was a big part of what we did. (...) There was no question about where to record a concert. New York crowds have always been great, but what made the Fillmore special was Bill Graham”. Gregg Allman & Dicky Betts fra Allman Brothers Band. (Kilde: Wikipedia).

Fillmore East var det ideelle sted for bands at foretage liveindspilninger. Langt de fleste liveindspilninger fra Grahams to berømte spillesteder er fra Fillmore East. For musikerne betød begge Grahams spillesteder noget helt særlig:

“The Fillmore was the high-octane gig to play in New York - or anywhere else, really. (...) It was a great sounding room with a great crowd. (...) The Fillmores were so professionally run, compared to anything else at the time. And he would gamble on acts, bringing in jazz and blues (...) and he had taken a chance on the Brothers”. Gregg Allman & Dicky Betts fra Allman Brothers Band.
(Kilde: Wikipedia)

Lysshowet i East blev for det meste skabt af The Joshua Light Show. Joshua White studerede til elektroingeniør samt teaterlys og film. Lysshowet på frontcoveret til Iron Butterflys In-A-Gadda- Da-Vida, samt bagcoveret til Hendrixs Band of Gypsies er skabt af Joshua White. Efter Joshua forlod branchen, blev firmaet overtaget af medarbejdere og skiftede navn til Joe’s Light.

Chet Helms lukkede sine aktiviteter.
I forbindelsen med lukningen af Denver Dog september i 1968 begyndte Helms at skrue ned for sine koncertaktiviteter. Family Dog Produtions sidste koncerter i Avalon Ballroom blev afholdt i efteråret 1968. De sidste koncerter på stedet stoppede i maj 1969 og blev arrangeret af et andet firma; Sound Proff. Production. Rummet blev herefter omdannet til en biograf.

I 1970 stoppede Chet Helms sin promotervirksomhed efter forsøg på reorganisering af Family Dog Production. Kun sjældent og med flere års mellemrum vente Chet Helms tilbage som koncertarrangør.

Bill Graham havde overtaget musikscenen i San Fransisco.

Fra 1980 og indtil Helms trak sig tilbage i 2004, drev han et kunstgalleri  i San Fransisco.

Graham lukkede sine legendariske spillesteder i 1971.
Efter kun tre års virke lukkede Bill Graham i foråret 1971 både Fillmore East og Fillmore West. Lukningen havde i høj grad noget at gøre med den udvikling, der fandt sted inden for koncertbranchen. En udvikling Graham ønskede at være en del af.

Bill Graham gav i et interview i Sarasota Herald-Tribune, den 6. juli 1971, flere grunde til, at han valgte at lukke både Fillmore West og Fillmore East. Sidstnævnte lukkede en uge efter West.  I øvrigt var det meningen, at dette spillested skulle være åbent henover sommeren. En større konflikt med politiet i forbindelse med indtagelse af LSD, som åbenbart var blevet et voksende problem, til en koncert på et andet spillested i San Fransisco, fremskyndede lukningen.

En af grundene til lukningerne var personlig funderet. Han ønskede at få mere tid til sig selv efter at have arbejdet 52 uger om året: ” I want to take it easy”

”You have become a victim of your own creativity. I want to get out of the graps of the monster I have created (……….) I won’t have the pressure of a steady weekly hassle”

En anden grund var den udvikling, Bill Graham så i de nye tendenser i rockkoncerterne, og i musikernes holdning til, hvor de vil spille. Ifølge ham ville de store navne ikke længere spille i mindre lokale haller, men derimod på stadions og i større koncerthaller: ”.. and spending the other three days on a yacht”:

” When they become famous, they become capitalists. The community-mindedness of the rock community doesn’t exist”.

Publikum havde også forandret sig. Graham havde iagttaget, at det var blevet yngre, og deres attituder havde forandret sig:

” There is not the same joy, the same sharing of pleasure there used to be: Now they are there for the old reasons: To pick up or to be picked up. And the heavy boys are looking for action”.

Grahams virke efter lukningen af Fillmore-spillestederne.
Efter lukningen af Fillmore West holdt Graham fast i at bruge Winterland som sit spillested i San Fransisco. Siden 1966 havde han anvendt stedet ved større koncerter, som ikke kunne rummes i Fillmore Auditorium. Han brugte det også sideløbende med Fillmore West ved at lade kunsterne spille begge steder.

I Winterland var det en tradition at Bill Graham afholdt nytårskoncerter, der markerede årsskiftet.

Winterland havde plads til et publikum på omkring 5.500. Stedet blev i 1960'erne også anvendt til andre formål end koncerter. I 1971 blev det ombygget udelukkende til et spillested og anvendt regelmæssigt af Graham indtil årsskiftet 1978/79, hvor en 9 timer lang koncert markerede lukningen. Grateful Dead spillede 6 af timerne! I perioden fra 1968 og til lukningen af Winterland spillede Grateful Dead her 59 gange.

Da Bill Graham i 1971 lukkede sine to spillesteder, startede han på at arrangere store udendørskoncerter. Den første var Watkins Glen i staten New York. Tre bands stod for musikken: The Band, The Allman Brothers Band og Grateful Dead. 600.000 have skaffet sig billet til begivenheden, der gik under navnet ”Summer Jam at Watkins Glen. Koncerten, som overgik alt i størrelse, blev afholdt på byens racerbane:

“Many historians claimed that the Watkins Glen event was the largest gathering of people in the history of the United States. In essence, that meant that on July 28, one out of every 350 people living in America at the time was listening to the sounds of rock at the New York state racetrack. Considering that most of those who attended the event hailed from the Northeast, and that the average age of those present was approximately seventeen to twenty-four, close to one out of every three young people from Boston to New York was at the festival”.

Watkins Glen blev arrangeret af to andre musikpromotorer; Jim Koplik, som havde arrangeret shows med Stones og Springsteen, og Shelly Finkel, som også var boksepromoter, og havde arrangeret koncerter med Cream og Doors.  

Bill Grahams bidrag var, at han stod for at arrangere lyden. I den forbindelse præsenterede han en ny form for lydanlæg anvendelig ved store udendørskoncerter. Flere store højttalertårne på pladserne sørgede for at de, der stod forrest ikke blev blæst bagud, og at de der stod bagerst var i stand til at høre lyden. Anlægget sørgede også for at kompensere for forsinkelsen af lydens hastighed, således at alle hørte det samme på samme tidspunkt.

Fra 1973 og indtil sin død i 1991 var Graham aktiv på mange fronter inden for musikbranchen. Ud over at arrangere udendørskoncerter, skal her nævnes nogle enkelte. Han oprettede to pladeselskaber; Fillmore Records og San Fransisco Records. Ingen af de to selskaber var særlig aktive og stod kun bag et par enkelte udgivelser. Han købte en comedy-club og et mindre spillested i San Fransisco. Det sidste fik navnet Wolfgang’s og havde plads til 600 personer. Stedet blev berømt, og mange kendte navne, som U2, Todd Rundgreen og Jerry Garcia spillede her, indtil det lukkede i 1987 efter en brand på hotellet over klubben.

Graham omkom mellem to koncerter ved et helikopteruheld i 1991
Med det formål at hyre bandet til en støttekoncert var Bill Graham i en lejet helikopter 25. oktober 1991 fløjet til Concord Pavilion i Californien for lave en aftale med Huey Lewis and the News. Aftalen handlede om bandets deltagelse ved et støtte koncert for ofrene for The Oakland Firestorm, som ramte området 19. og 20. oktober. På grund af dårligt vejr var sigtbarheden ringe, og i lav højde fløj piloten ind i en 68 m høj elmast. Ved sammenstødet brød helikopteren i brand.

Udover Bill Graham blev hans kæreste Melissa Gold og piloten Steve Kahn dræbt. De dræbte blev mindet ved en gratis koncert;” Laughter, Love and Music” i San Fransisco i 3. november 1991. 300.000 overværende koncert med flere af de kunstnere, Graham gennem tiden havde engageret. Mange bands fra 1960'erne og først i 1970'erne, som Graham førte frem, eksisterede dog ikke længere.

Jerry Garcia og Carlos Santana udtrykte følgende mindeord om Bill Graham:

“Bill was our power guy, he’s the guy that made rock n’ roll into an art-form. He loved dickering with agents and managers, that’s what was fun for him. Bill himself was larger than life and an amazing guy. I’ve just missed the friend.” Jerry Garcia, Grateful Dead (Kilde: Capital Theater)

“ He really served people really well by giving people more than entertainment, so we’re all very grateful to Bill Graham for your contribution to the arts, and we’ll see you there when we get there. Thank you, Bill.”
Carlos Santana, (Kilde: Capital Theater)

Mange af Bill Graham Presents’ aktiviteter blev efter hans død overtaget af en gruppe af ansatte. Selskabet blev flere gange solgt videre. De oprindelige medarbejdere sivede fra selskabet i forbindelse med utilfredshed med de nye ejere. Et par af de tidligere medarbejdere grundlagde deres eget promotionfirma.  En tidligere ejer af BGP startede, det vi i dag kender som Live Nation. Firmaet er i dag verdens største inden for koncertpromotion.

Helms døde af en blodprop.
Helms døde 62 år gammel den 25.  juni 2005 som følge af komplikationer i efter en blodprop.

I forbindelse med hans død blev der afholdt to koncerter i San Fransisco.

Den første fandt sted allerede den 29. juli. Kun få dage efter Helms død. Koncerten var oprindeligt planlagt som en støttekoncert med det formål at samle penge ind til de store hospitalsregninger i forbindelse med Chets sygdom. Regninger, som bekymrede Chet. Da koncerten var planlagt blev den afholdt, og pengene blev givet til en fond. Koncerten forløb som en hyldest til Chet Helms liv.

Til denne koncert blev der, som normalt ved koncerter arrangeret af Chet og Family dog, tegnet en række plakater, som skulle annoncere koncerten.

Den 30. oktober samme år blev den anden koncert afholdt som en 9 timer lang mindekoncert i Golden Gate Park i San Fransisco. Til annoncering af denne koncert blev der også tegnet posters, men de nye tider, siden Helms virke som promoter, viste sig ved oprettelsen af en hjemmeside med alle oplysninger om koncerten. På siden findes posters fra de to koncerter i 2005 samt fra en lang række af Family Dog Productions arrangementer i 1960'erne. Derudover rummer siden en række billederne af Helms og hele teamet bag Family Dog Production.