“Bill always took great pride in everything he did. Whether it was The Fillmore or The Winterland, you could see him before the show, with his watches and his clipboard, making sure the chairs were right… He was a saloon keeper, he was a proprietor at the beginning – that’s what his license said, saloon keeper. He took great pride in bringing people into an environment, making them feel really great, then making sure they got safe”.
Mickey Hart, trommeslager i Grateful Dead. (Kilde: The Capital Theater)
Når det handler om musik, er det almindeligvis dem, der står direkte i rampelyset, vi lægger mærke til. De udøvende kunstnere er dem, der får vores fulde opmærksomhed. Hvad med dem, der står i baggrunden? At få musikken frem til vores ører og til scenekanten kræver visioner og hårdt slid fra bl.a. pladeselskabsfolk, koncertarrangører, impresarios og bookingfirmaer. Dertil må nok også lægges et vist forretningsmæssigt mod og talent.
En, som havde visionerne og varetog sine opgaver med glødende engagement og med stor succes, var den amerikanske promoter Bill Graham (1938 – 1991). Selv stod han hellere end gerne frem i rampelyset og skaffede sig selv omtale. Han holdt sig ikke i baggrunden og blev selv symbol på den musikscene han repræsenterede. Bill Graham havde enorm stor indflydelse på den alternative koncertkultur, der opstod i Californien fra midten af 1960 og på de koncertformer, der herfra spredte sig over hele USA og videre til Europa.
I dag kan vi overalt inden for musikverdenen opleve spor af Bill Grahams visionære planer. Planer, som dog ikke udelukkende havde en positiv effekt, men som medvirkede til at gøre rocken til en benhård branche med monopollignende tilstande.
Dette indslag var fra starten tænkt som en fortælling, om den betydning Bill Graham fik for den alternative koncertkultur i San Fransisco og for fremkomsten af en række nye store rockbands. En betydning, der især i perioden fra 1968 og til 1971, viste sig gennem hans to legendariske spillesteder Fillmore West i San Fransisco og Fillmore East i New York, gennem en lang række historiske liveindspilninger herfra samt gennem et utal af støttekoncerter. ”Bill Graham Presents” udviklede sig til at blive et ikonisk varemærke for en koncertforretning drevet af idealisme, engagement og knaldhård forretning.
Ingen fortælling om Bill Graham uden den om Chet Helms.
Undervejs i mit arbejde med fortællingen dukkede en for mig en ukendt promoter op. Navnet Chet Helms (1942-2005) var uløselig, om end i en kortere periode, tæt knyttet til samme musikscene som Bill Graham. Helms var på sin vis forudsætningen for Grahams virke, som promoter. Han introducerede Graham til den alternative scene i San Fransisco og afholdt de første koncerter, som Graham stod bag. De to startede et samarbejde, hvor det tydede på, at Graham skaffede pengene, og Helms sørgede for det organisatoriske. Graham fik interesser for musikscenen og startede for sig selv, hvorefter de samarbejdede, men også samtidigt kørte parallelle koncertforløb. Det endte med, at Helms blev udkonkurreret af Graham og brat stoppede sin korte, men indflydelsesrige promoterkarriere.
Fortællingen om Bill Graham kan derfor ikke skrives uden komme ind på den om Chet Helms. Spørgsmålet er, om det ikke lykkedes Bill Graham at få skrevet Chet Helms ud af fortællingen om musikscenen i San Fransisco?
Når Graham og Helms i fortællingen omtales som promotorer, et udtryk der ikke bruger så meget inden for den danske musikbranche, skal det forstås som en funktion, vi nok bedst kender som koncertarrangør. De to promotorer havde i deres virke dog mange kasketter på - og ofte på samme tid.
Den tyske immigrant Wulf Grajonca.
Fortælling om Bill Graham har jeg valgt at lade starte tilbage i hans tidlige år. Her ligger en kim til at forstå hans senere handlemåder. Den officielle fortælling om Bill Graham kan på godt og ondt karakteriseres som personificeringen af den amerikanske drøm. Ligeledes kan hans virke ses som en kamp for, som tysk jødisk indvandre, at undgå at blive marginaliseret i USA.
Bill Graham, hvis oprindelig navn var Wulf Wolodia Grajonca – til daglig kaldet Wolfgang - blev født i Tyskland den 8. januar 1931 af jødiske middelklasse forældre indvandret fra Rusland. Faderen døde få dage efter sønnens fødsel. Som følge af faderens død og senere af Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933, valgte moderen at anbringe Wolfgang og hans yngste søster, Tolla, på et børnehjem i Berlin. Her fra blev han i den tidlige fase af jødeforfølgelsen sendt til et børnehjem i Frankrig som et led i en udveksling mellem jødiske og kristne børn. Da Frankrig blev besat af Tyskland, var Wulf og søsteren blandt en gruppe forældrelæse børn, som blev smuglet ud af Frankrig. I 1940 kom Wolfgang til New York, hvor han blev anbragt hos en plejefamilie. Søsteren klarede ikke turen til USA, da hun undervejs døde af lungebetændelse. Moderen døde i Auschwitz
I New York forsøgte Wolfgang at tilpasse sig de amerikanske forhold ved at skifte sit russiske navn ud med et amerikansk. Ved sin ankomst til New York blev han drillet på grund af sin tyske accent og kaldt nazist. Fortælling går på, at han kiggede i en telefonbog for at finde et tilpas klingende amerikansk navn. Valget faldt på Bill Graham. Endvidere gjorde han alt for at lære at tale med en perfekt New York'er- accent.
I byen gik han på en multikulturel high school i Bronx og senere videre på City College of New York, hvor han tog en business-uddannelse. I 1951 blev Bill Graham indkaldt til hæren, og han deltog fra 1952 i Korea-krigen. En indsats han blev dekoreret for med Bronze Star of Valor and a Purple Heart.
Flyttede til San Fransisco og mødte promoter Chet Helms
I begyndelsen af 1960’erne flyttede Bill Graham til San Fransisco for at være tættere på en af sine søskende. Ved en gratis støttekoncert i byen i 1965 kom han i kontakt med The San Francisco Mine Troupe. En trup, dannet i 1959, og som til sine gratis koncerter opførte politisk satirisk teater. Denne aktivitet bragte ofte truppen i et modsætningsforhold til byens myndigheder.
Da lederen af truppen, Ronnie Davis, blev anholdt, organiserede Bill Graham sin første støttekoncert med det formål at betale teatertruppens bøder. Arrangementet, som blev afholdt i Fillmore Auditorium, blev en succes, og Graham fulgte det op med flere støttearrangementer. Ikke alene, men i samarbejde med promoter Chet Helms og dennes firma: Family Dog Production.
Chet Helms var på var på det tidspunkt en fast del af den amerikanske modkultur, som opstod i San Fransisco i midten af 1960’erne. Family Dog Production afholdt i perioden fra 1966 til 1969 en langrække legendariske koncerter med navne inden for bl.a. blues, soul og rock:
"Without Chet, there would be no Grateful Dead, no Big Brother and the Holding Company, no Jefferson Airplane, no Country Joe & the Fish, no Quicksilver Messenger Service". Barry Melton, guitarist i Country Joe & the Fish.
(Kilde: Billboard).
Efter et afbrudt universitetsstudie endte Chet Helms i 1962 efter en rejse tværs gennem Amerika på tommelfingeren i Californien. Formålet var at søge frihed og inspiration. Han valgte, nok ikke overraskende, at slå sig ned i San Fransisco. Dannelsesrejsen var inspireret af Beat Generations forfatteren som; Jack Kerouac and Allen Ginsberg.
Chet var oprindelig født i Santa Maria i Californien. Da hans far blev alvorlig syg af kræft, besluttede moderen at flytte familien til Texas, hvor hun havde sine rødder. Efter faderens død uddannede moderen sig til skolelærer og fik arbejde i Missouri. Her og i Texas, hvor han indskrev sig på University of Texas i Austin, tilbragte han sin ungdom. I Austin blev han en del af universitets musikscene ved at deltage i organisering af koncerter. Endvidere tog han del i organisering af andre kulturelle og sociale begivenheder.
I San Francisco hutlede han sig i starten gennem hverdagen og levede i perioder bl.a. af at sælge marihuana. I den forbindelse kom han i kontakt med flere musikere og blev optaget af deres ønske om at have et sted at øve og spille jam sessions. Helms lejede til det formål en kælder, og da det blev populært at overvære sessionerne, tog han 50 cent i entre.
Ud over at arrangere gratis koncerter og kulturelle begivenheder rundt omkring i San Fransisco, var Helms manager for Big Brother and The Holding Company. Han mødte i 1963 ved et besøg tilbage i Texas Janis Joplin, som han kendte fra tidligere. Hun var nu blevet en del af musikscenen i Austin. Chet overtalte hende til at tage med ham tilbage til San Fransisco. De tog den på stop til byen, hvor han satte hende i forbindelse med Big Brother and The Holding Company.
Chet Helms og Graham fornyede koncertkulturen
Før Bill Graham i sommeren 1966 fandt et fast spillested til afvikling af sine koncerter i San Fransisco, grundlagde Chet Helms i foråret 1966 koncertstedet Avalon Ballroom. Indtil da havde Helms anvendt forskellige spillesteder rundt om i byen bl.a. Fillmore Auditorium. Avalon Ballroom lå på de to første etager i en bygning fra 1911 oprindeligt kaldt Colin Traver Academy of Dance. Med sin navngivning af spillestedet, førte Helms traditionen videre om, at der var tale om et sted, hvor der blev danset. Dansenaktivitet var en væsentlig del af koncertkulturen på dette tidspunkt og spillestederne have særlige danserum eller dansecener.
I den periode på tre år fra 1966 til 1968, hvor Avalon Ballroom eksisterede, spillede Grateful Dead her 29 gange, og bandet indspillede to live-albums på Avalon.
Ligeledes i 1966 overtog Helms lederskabet af The Family Dog Production, opkaldt efter det hippiekollektiv han boede i. Da han begyndte at arrangere egne koncerter i Avalon Ballroom, hyrede han kunstnerne Stanley Miller, også kaldet "Mouse", og Alton Kelly til at fremstille psykedeliske plakater som blikfang for Family Dogs Produktions koncerter eller rettere begivenheder, som de i virkeligheden var.
Plakaterne var karakteristiske i form af deres fluidiserende farver, særlige tegnekunst og håndskrevne bogstaver. Plakaterne var ikke umiddelbart let læselige, og det kunne tage tid at afkode dem. En af kunsterne bag de første plakater til Helms koncerter var Stanley Georg Miller; Mouse. Udover plakaterne frem stillede "Mouse" covers til lp-udgivelser med bl.a. Grateful Dead, SteveMiller og Journey.
Da Helms og Graham i 1968 begyndte at anvende andre kunstnere, flyttede Mouse for en periode til Toronto. Tilbage i Californien igen i 1971 tegnede ham atter covers, og var bl.a. manden bag Grateful Dead’s ikoniske logo med skellet og roser.
Alton Kelly og Mouse havde sammen med et par andre kunstnere deres studio tæt på, hvor Grateful Dead boede. Kunstnergruppen dannede på et tidspunkt Berkeley Bonaparte distribution. Det var et distrubutionsagentur med det formål at producere og sælge psykedelisk plakatkunst.
De samme kunstnere begyndte også at designe plakater for Bill Grahams organisation, Bill Graham Presents, og for andre, som arrangerede alternative aktiviteter. Det ser ud til, at de samme folk omkring hippiemiljøet i San Fransisco samarbejdede på kryds og for de samme personer. Lige indtil, at det forretningsmæssige aspekt begyndte at vinde indpas og blev mere styrende for begivenhederne. Herefter drejede det sig i høj grad om at tjene sine egne penge.
Wes Wilson var, som plakatkunstner, med hele ruten rundt i San Fransiscos alternative kultur. Hans første plakat;” Are We Next” var en protest med Vietman-krigen. Denne vagte interesse hos Chet Helms, som hyrede Wilson til at designe løbesedler for sine koncerter. I starten af 1966 arbejdede Wilson, som andre for både Helms og Graham. Samarbejdet med Helms stoppede, da denne fandt hans plakater "for langt ude". Herefter arbejde han udelukkende for Graham, men også det samarbejde endte. Årsagen var kontraktstridigheder. I øvrigt tegnede Wilson plakaten til The Beatles sidste offentlige koncert i 1966 i Candlestick Park den 29 august. Hver af de dominerede plakatkunstnere skabte deres egen stil. Wes Wilson blev kendt for sine "bølgende" bogstaver, som skabte bevægelse i plakaten.
Psykedeliske lysshows blev en central del af Helms koncerter. I Avalon Ballroom, men også på Helms spillested i Denver, stod Diogenes Lantern Works for disse shows. Firmaet blev grundlagt i 1967 af Marc Arno, som oprindelig var lydmand i Avalon Ballroom, i et samarbejde med bl.a. Bob Cohen, som var medstifter af Helms’ Family Dog Production.
Til sine shows benyttede Marc Arno sig af bl.a.: 20 overheadprojektorer, 36 lysbilledprojektorer og 36 lamper til at fremstille glimtende scenebaglys. I foråret 1968 sluttede det for Diogenes Lantern Works, som med tre grupper havde udviklet sig til et at de største lysshows på Vestkysten. En af årsagerne til fallitten var, at Helms spillestedet i Denver gik konkurs, og at Diogenes Lantern Works, ifølge Marc Arno, mistede sit udstyr! En af medstifterne blev arresteret i Los Angeles mellem to shows. En anden færdiggjorde showet og tog udstyret med sig hjem! Siden blev det ikke set.
De koncertbegivenhederne, som Helms og Graham arrangerede sammen eller hver for sig, præsenterede en ny amerikansk mod- og ungdomskultur, som udover musikken, rummede oplæsning af digte, meditation og yoga, politiske indlæg, dans m.m:
”The Celestial Synapse was a musical event held at the Fillmore West on the evening of 19 February 1969. At least 3,000 people attended the event, hosted by the Frontiers of Science Fellowship. The performance began with a Tibetan Buddhist monk playing Tibetan gongs, and Grateful Dead played a set”
(Kilde: Wikipedia)
Paul Kanter fra Jefferson Airplane beskrev koncerterne således:
"A show was not just a performance.… A show was a whole social something-or-other. Bonfire ceremony or something. After we played, we wanted to go out and hustle girls. Get drunk and party, come back and play another set, go out and party again, and pretty soon dawn was there”.
(Kilde: Stadium Concerts/Encyclopedia)
I den forbindelse er det interessant, at Paul Kanter sluttede sin kommentar med at sige: ”…. To break that up was business”. Dette opbrud foretog Graham et par år senere.
Forskellige forretningsmæssige tilgange.
De to promotorer, som begge havde udgangspunkt i det samme blomstrende musikmiljø i San Fransisco, endte med hver i sær at arrangere koncerter med udgangspunkt i hvert deres spillested. Helms i Avalon Ballroom, som kunne rumme 500 personer og Graham i det noget større Fillmore Auditorium med plads til et publikum på 2.000. Selvom ofte de hyrede de samme grupper, satsede Helms ofte på mindre kendte grupper, hvor imod det for Grahams vedkommende handlede om de store bands.
“The core San Francisco rock bands, Jefferson Airplane, Grateful Dead, Big Brother and the Holding Company, Country Joe and the Fish, and Quicksilver Messenger Service, would play for both Graham's concerts at the Fillmore Auditorium, and the Family Dog at Helms' Avalon Ballrom”.
(Kilde: Wikipedia)
Skønt Helms var den person, som introducerede Bill Graham til det alternative musikmiljø i San Fransisco, udviklede samarbejdet mellem de to sig til et modsætningsforhold, der havde sit udgangspunkt i to forskellige forretningsmæssige syn på, hvordan koncertvirksomhed skulle drives:
” Helms was nurturing when Graham caught wind of the excitement Helms was creating and promoting. As the concerts became more popular, inevitable "conflicts" arose between the two promoters. Chet's style was "easy-going, mellow, soft-tempered until pushed." Graham's style was hunger for success which could lead to money. Within a few months Helms secured the permits necessary to host events at the Avalon Ballroom, an old dancehall ………..”
(Kilde: Wikipedia)
Chet Helms havde en anden forretningsmæssig tilgang til sit promoterarbejde end Bill Graham. Helms præsenterede en mere filosofisk og intellektuel tilgang i modsætning Grahams, som var en mere aggressiv og professionel promoter. Helms var i modsætning til Graham der kom ind senere, selv en del af modkulturen i San Fransisco, og kunne relatere sig til den. Helms boede i kollektiv i Haight-Ashbury; det geografiske centrum for hippiebevægelsen i byen. Det var ifølge musikerne ikke pengene Helms gik efter. Hans interessere lå i de udtryksmæssige aspekter, der fulgte med den opkommende psykedeliske rockmusik.
En anekdote fortællerne om karakteren af samarbejdet mellem Bill Graham og Chet Helms. Samarbejdet bestod ofte i, at Graham sponsorerede koncerterne, og at Chet Helms så til gengæld stod for promoveringen. Efter en succesfuld koncert med deltagelse af Paul Butterfield Blues Band, så Graham muligheder i bandet. Dagen efter koncerten ringede han til bandets manager, Albert Grossman, som også var Bob Dylans manager, og opnåede eksklusive rettigheder til at promovere bandet. Da Chet Helms senere mødte op på Grahams kontor, spurgte han, hvorfor Graham havde holdt ham ude af aftalen. Graham svarede, at han kun kunne kende til aftalen, hvis han havde forsøgt at gøre det samme. Helms fik det råd for fremtiden: At stå lidt tidligere op!
Fortællingen om Bill Graham - og Chet Helms - forsætter i: Del 2.
