Dissings interessante blues- og rock udgivelser fra 1967 til 1980
Den store betydning, Povl Dissing i gennem mange årtier og på mange måder havde for dansk musik, er på fornemste vis blev mindet i mange nekrologer, artikler og diverse udsendelser på radio og i tv.

På musikfortællerne vil redaktionen også gerne mindes Povl Dissing. Det har vi valgt at gøre ved at fokusere på en fortælling om hans virke i en for os betydningsfuld periode af hans karriere, eller hvad Dissing har kaldt ”mit trubaduriske liv”.

Vi har valgt at rette opmærksomheden mod udvalgte udgivelser i perioden 1967 til 1980, som viser Dissing, som den fantastiske bluessanger han var. Dissing startede sin solokarriere med at synge amerikanske bluessange. Interessen for blues havde han med sig fra sig tid i diverse jazzorkester, og den fik stor betydning for Poul Dissings måde at synge på:

“Jeg var sangmæssigt påvirket ( …..) af de blueskunstnere, som jeg interesserede mig for. Det var: Snooks Eaglin, som blev mit store nummer, Ray Charles og de folk, der sang på dén måde, storbybluessangere, som f.eks. Big Joe Williams, og hvad de ellers hed. Der har jeg ladet mig påvirke af, men ellers har jeg aldrig tænkt over det.”
(Dissing i et interview til DR i 1971. Her fra  René Aagaard s. 74)

Singlen fra 1967; ”Lad mig blive noget”, en dansk oversættelse af en sang af den amerikanske sanger og sangskriver Shel Silverstein (1930-1999), markerede starten på et succesfuldt samarbejde mellem Dissing og på den tid et af Danmarks bedste bluesorkestre; Beefeaters. Guitaristen i Beefeaters, Peter Thorup (1948-2007), kom til at få en særlig betydning for udviklingen af Dissings musikalske univers. Afbrudt af en periode fra 1969 og indtil 1976, hvor Thorup blandt andet en tid opholdt sig i England, havde de to et samarbejde, som førte til, hvad vi vurderer, blev nogle af Dissings bedste lp-udgivelser.

I 1968 udkom endnu en single fra Dissing og Beefeaters.  Også denne gang en dansk udgave af en Shel Silverstein-sang; ”Jeg er den grimmeste mand i byen”.

Med Silverstein sangene, der alle endte højt placeret på DRs Top-20, begyndte Povl Dissing at synge blues og rock på dansk og nåede ud til et ungt publikum, der mere var til rock og beat end til folkemusik.

Samarbejdet med Beefeaters kulminerede med, hvad der af flere betragtes som Dissings musikalske højdepunkt; lp’en fra 1969, kaldt ”Nøgne Øjne”, men som på coveret blot havde titlen "Dissing". Laus Bengtssons(1937-2012) danske og højt roste tekster medvirkede til at gøre udgivelsen til noget ganske særligt.

Udover ”Nøgne øjne” vil vi fokusere på udgivelserne, ”Mor Danmark” (1973), hvor til Dissing for først gang selv skrev tekster, ”Lykkeland” (1977), ”Gamle sange – i live” (1978) og ”Yderst Ude” (1980). På disse valgte udgivelser høres tydeligt Dissings inspiration fra bluesmusikken. På dem alle medvirkede flere af den tids bedste musikere. De satte deres tydelig præg på melodierne og understøttede fornemt Dissings bluestilgang og sangforedrag.

De sidste tre blev produceret af Peter Thorup, som satte et markant præg på indspilningerne. Med ”Yderste yde” stoppede det tætte samarbejde med Peter Thorup. Herefter satsede Thorup på egne udgivelser og medvirkede på enkelte sange på Dissing-udgivelser.

Burning Red Ivanhoe havde Dissing også mod på at samarbejde med. Udgivelsen fra 1971; ”6 elefantskovcikadeviser” nåede dog ikke de samme musikalske højde, som dem med Beefeaters og Thorup. Parterne var inde i en periode med stor succes, men de klædte ikke hinanden musikalsk. Derfor er udgivelsen kun perifert omtalt i dette indslag.

Svantes viser udkom i 1973 og fik en enorm betydning for Dissings fortsatte karriere. Makkerparret "Dissing og Andersen" kom til at stå som et synonym på Dissings efterfølgende karriere. Den store opmærksomhed omkring duoen fik den konsekvens, at Dissing tidligere glimrende udgivelser, som blues- og beatsanger til en vis grad blev glemt - eller i det mindste gled i baggrunden. Nu var Dissing i offentligheden visesanger – men hans inspiration fra bluesen fornægtede sig ikke i hans fremtidige musikalske virke. Heller ikke, når han fortalte om sin egen karriere.

En enestående kilde til Dissings karriere.
Da vi på redaktionen begyndte at lede efter materiale til vores fortælling om bluessangeren Dissing. Stødte vi på René Aagaards omfattende og enestående:
En illustreret bio-diskografi – og al’ sådan noget”.

På ikke mindre end 760 sider gennemgår René Aagard alle de plade- og cd-udgivelser, Dissing har med virket på fra 1965 og til 2017. Endvidere er medtaget radio- og tv-optagelser samt indspillede øvebånd. Alle udgivelser er veldokumenterede med facts omkring indhold, udgivelse, musikere m.m. Diskografien er suppleret med mange spændende interviews med Dissing selv, personer, der har medvirket ved udgivelser, musikere, anmeldere, pladeselskabsfolk, radio- og tv-journalister m.m.

Ved tilblivelsen af vores fortælling har vi haft stor glæde af at læse de afsnit, der vedrører den periode og de udgivelser, vi har lagt vægt på. Fortællingens diskografiske oplysninger har vi fra René Aagaard. De steder, hvor vi har anvendt citater eller særlige oplysninger fra f.eks. interview, har vi henvist til René Aagard.

Vi kan kun anbefale læsere at gå på opdagelse i diskografien. Især vil vi opfordre til at læse den korte Dissing biografi, som indleder diskografien. Indledningen slutter af med en komplet og kategoriseret oversigt over alle de mange udgivelser Dissing medvirkede på. Den er god til at danne sig et indtryk af, hvor aktiv og hvor vidtfavnende Dissing var i sit trubaduriske liv.

Tak til René Aagaard for give os lov til at benytte hans materiale.

Bluessangeren og guitaristen Povl Dissing.
Povl Dissing startede sin karriere i begyndelsen af 1950’erne med at spille trommer og synge i diverse jazzbands. Trommerne blev efter et års tid skiftet ud med en kornet. Dissings store forbillede var på det tidspunkt Louis Armstrong. Omkring 1960 skiftede Dissing endnu engang instrument. Fra kornet til guitar, som blev hans instrument resten af livet. Ifølge Dissings egen udtalelse til Mikael Bertelsen i TV2-udsendelsen ”Det sidste ord”, fortæller han, at kornetten blev lagt på hylden, da han ved et fald på en skøjtebane beskadigede sine tænder, hvorved kornetten blev besværlig at spille på.

Guitaren var dog ikke et nyt bekendtskab for Dissing. Tidligere havde hans kusine lånt ham sin guitar:

”Jeg havde fattet interesse for det instrument, da jeg hos radioforhandleren i Birkerød, som var min pladeforhandler dengang, havde fundet en plade med blues-sangeren og guitaristen Leadbelly. Det var utroligt spændende at høre den rytmiske måde, han akkompagnerede sine sange på. Jeg eksperimenterede med de bluesgreb, han benyttede. Jeg blev så vil med den form for musik, at jeg rendte rundt til forskellige radioforretninger for at finde flere plader med disse underlige sorte bluesmusikere fra USA.
(René Aagaard s. 12)

Dissing interesse for guitaren og bluesen fortsatte, mens han spillede i forskellige jazzorkestre. Når disse holdt pauser under koncerterne, trådte Dissing alene op på scenen med sin guitar og sang blues. Det første solojob som bluesmusiker fik han i 1959 i Hillerød. I den lokale avis blev han annonceret som bluessangere Poul Dessing!

Mens Dissing spillede jazz, mødte han Benny Holst, som gjorde sig i samme genre. Hans instrument var klarinetten. De to spillede i samme jazzorkester, Udenrigsmusikerne, ved et par koncerter i Malmø. I den sammenhæng kom de i gang med at tale om guitarens muligheder. De forlod begge jazzen, greb guitaren, og indledte et duo-samarbejde i begyndelsen af 1960’erne. Deres repertoiret bestod i en årrække hovedsagelig af amerikansk blues og folkemusik, men det blev også til et par danske viser. Heriblandt ”Manden på risten" en dansk vise fra 1930'erne. Lidt efter lidt blev flere danske sang/viser en del af Povl Dissings og Benny Holsts repertoire.

Samarbejdet mellem Dissing og Holst om amerikansk blues og folk endte i første omgang ikke i officielle udgivelser, men i enkelte koncerter. Når de to øvede, skete det hjemme i Dissings lejlighed. Derimod blev de fra 1963 ofte og flere år frem, når de øvede sang i lejligheden, optaget på bånd af Dansk Folkemindesamling. Det kan undre, at det amerikanske repertoire fandt interesse hos folkemindesamlingen! Indholdet på båndene finder vi interessante, da de fortællerne, hvad det var for sange Dissing og Holst spillede på det tidspunkt, de indledte deres samarbejde.

Ved åbningen af spillestedet Purple Door på Højbro Plads i København i midten af april 1963, optrådte Dissing og Holst for første gang offentligt. Duoen havde et arrangement, der strakte sig over flere aftener. Repertoiret var identisk med de sange, som tidlige var blevet indøvet og indspillet på bånd.

Ikke kun Benny Holst blev en - i al fald i perioder - fast samarbejdspartner med Dissing, når det handlede om de amerikanske musiktraditioner, der fandt vej over Atlanten til Europa. I 1961 indledte Dissing et samarbejde med banjospilleren Freddy Fræk (1935-2016). Også en musikkollega han kendte fra jazztiden. Repertoiret bestod for en stor dels vedkommende af amerikansk blues, amerikanske folkesange blandet med oldtime og bluegrass. Freddy Fræk akkompagnerede i nogle år Dissing i forskellige konstellationer og sammenhænge ved koncerter og på plader.

De amerikanske musiktraditioner, hovedsagelig blues - og sunget på engelsk -  kom at spille en dominerende rolle i Dissings tidlige karriere. Måden at synge og spille guitar på videreførte og udviklede han, da han udelukkende begyndte at synge på dansk.

Dissing forlader de amerikanske sange, men ikke bluesen.
I en radioudsendelse fra april 1964 hørtes Povl Dissing sammen med Benny Holst synge to danske sange; ”Guitardrenge og spillemænd” og ”Kærlighed”. Sangene var optaget året forinden, og medvirkende var, foruden Dissing og Holst, to legender i dansk folkemusik. Spillemanden Ewald Thomsen (1913-1993) og sangeren Ingeborg Munck (1906-1978).

Ingeborg Munch sang gamle sange og viser. Gennem sange og foredrag fik hun formidlet en fornyet interesse for traditionelle folkeviser. Povl Dissing lærte sange af Ingeborg Munch og blev inspireret af hendes meget personlige måde at synge på. Dissing ville med sine sange også fortælle historier.

Fra 1965 tyder meget på, at Povl Dissing slog over i udelukkende at synge på dansk. Dette år optrådte han for første gang offentligt som solist med danske sange. Begivenheden fandt sted på Paramount Folk Club i Roskilde. Dissing optrådte sammen med en trio, som ifølge Roskilde Tidende spillede ”cowboy-melodier”. Dissing var på i pausen med 4 danske sange, da en sanger åbenbart var udeblevet.

Det var ikke første gang Dissing optrådte solo - og i en pause. Det var første gang, han offentligt og alene sang danske sange. Roskilde Tidende anmeldte hans optræden som en succes, dog ikke uforbeholdent:

”… for selv om hans sanglige kvalifikationer ikke helt egner sig til solosang, formåede han dog som en af de  at få publikum dysset ned og lytte til hans små viser fra 30’erne”.
(Roskilde Tidende, april 1965: Her fra René Aagaard s. 70)

I november pladedebuterede han med danske sange på lp’en ”En aften i Folkeklubben”. På plakaten var også Per Dich og Cæsar. Alle de medvirkende havde hver sin afdeling. Dissing indledte med sine fem sange, hvor i blandt var ”Giv mig en hest mor” – ind i mellem kaldet ”Drengen og hesten”. Dissing fik et gennembrud med sine sange fra Folkeklubben og to af dem; ”Drengen og hesten” samt ”Alperosen” udkom samme år på Dissings første singleindspilning.

Da Dissing begyndte at synge på dansk, ændrede hans sin måde at synge på. At han i det hele taget begyndte at synge på dansk, forklarede hans selv med, at han var blevet træt af at synge på ”såkaldt” engelsk. Hverken han eller Holst forstod, hvad de sang, når de sang blues på engelsk. Sproget var ind i mellem hjemmelavet og lød, som noget der mindende om engelsk.  Dissing forklarede selv, at da han skiftede fra kornet til guitar, fandt han ud af, at de danske sange, han interesserede sig for, lignede de bluessange han hørte på plade:

"...det var oplagt at helt oplagt for mig, at prøve at synge dem på min måde.  Jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg sang numre som; "Giv mig en hest mor" eller "Lille kammerat, så var det faktisk de samme akkorder, som de der bluessangere brugte - hvis man bare slappede lidt af overfor den måde, man normalt sang disse sange på. Trak den lidt i hjørnerne - så kom de til at ligne en form for bluesmusik"
( Povl Dissing fortalt til René Aagaard, s. 14)

At udtrykket ændrede sig kan have flere forklaringer. I og med at han sang på dansk kunne Dissing bedre leve sig ind i sangene og teksternes betydning. Udover at han var stærkt påvirket af Ingeborg Munchs personlige måde at tolke sine sange og viser på, blev Bob Dylan, som Dissing hørte igen og igen, og en vigtig inspirationskilde.

Under titlen ”Povl Dissing” udgav Dissing på Sonet sit første lp i efteråret 1967. Tidligere havde han sammen med Benny Holst udgivet et par ep'er og singler. På "Povl Dissing" medvirkede bl.a. Freddy Fræk på banjo. Lp’en bestod hovedsagelig af gamle traditionelle viser arrangeret af Dissing og sunget i en bluesfortolkning, som afspejlede Dissings stærkt personlige og indlevende måde at udtrykke sig på.

I forhold til, hvad Dissing ellers gav sig i kast med i 1967 og fremover, kan udgivelsen måske siges at være lidt tilbageskuende. På den anden side var den en naturlig forlængelse af Dissing arbejde med gamle danske sange og et forsøg på at finde et personlige udtryk. Dissing ville gerne selv havde indspillede nyere danske tekster, men pladeselskabet Sonet tillod det ikke.

Indspillede Shel Silverstein og fik elektrisk opbakning
I foråret 1967, før Dissings eget debutalbum, udkom hans første indspilning af en Shel Silverstein sang; ”25 minutter endnu”. Med på nummeret medvirkede Freddy Fræk på banjo. Singlen blev udgivet på Sonet, hvor sangeren Gustav Winkler var ansat som producerer. Sangen røg til tops på DRs Top 20. Nummeret blev året før indspillet af Stig Møller, men han opnåede langt fra den samme succes som Dissing.  Thøger Olesen, der havde Vise Vers Huset i Tivoli, hvor Dissing optrådte, havde oversat sangen og kom i de næste par år til at levere Silverstein-sange til Dissing.

B-siden til ”25 minutter endnu" var ikke en Silverstein-sang, men derimod en traditionel dansk folkevise; ”Han skød pistolen af”. Den er interessant, fordi den er et glimrende eksempel på, hvordan Dissing fortolkede gamle danske sange og på, hvordan han inden for denne genre havde fundet sit udtryk.

At det netop blev Shel Silverstein-sange, Dissing kom til at indspille, kan hænge sammen med, at de begge havde en meget personlig og indlevende måde at synge på. Det kan ganske enkelt siges, at Silversteins sange lå godt for Dissing. Deres måde at spille og synge på kunne minde om hinanden. At Dissing så satte strøm til Silverstein gjorde kun sangene bedre. I USA blev det Doctor Hook and The Medicine Show, der i 1972 indspillede deres første lp med Silversteins sange i rockversioner. Gruppen opnåede igennem 1970'erne en enorm popularitet i Danmark på plader og på scenen.

Silverstein øgede Dissings popularitet på hitlisterne, og gav i 1967 og 1968 anledning til yderligere udgivelser med Silverstein sange i danske versioner. Denne gang ikke akkompagneret af Freddy Fræk på banjo, men af et af tidens mest populære danske bluesband; Beefeaters. Hermed nåede Dissing det publikum, som lyttede til beat- og rockmusik. Dissing og Beefeaters blev ikke kun utrolig populære på plade, men også på spillestederne rundt om i landet.

Ideen til at sætte Dissing sammen med Beefeaters, og dermed give ham elektrisk opbakning, kom fra deres fælles manager Walther Klæbel. Om samarbejdet har Beefeaters' sanger og guitarist, Peter Thorup, udtalt:

” ….. det synes jeg var godt set, simpelthen. I Beefeaters dyrkede vi kun rendyrket blues, vi spillede kun blues. Men Povl havde en blues, der var ligeså meget blues, men bare på en helt, helt anden måde, ikke. Og det var sgu skønt at få den der side af sagen. Vi spillede amerikansk blues, som vi hørte på alle pladerne. Og så kom Povl med en dansk blues, der var fuldstændig ligeså god, som alt muligt andet. Så dét passede, helt fint endda”.
(Peter Thorup i interview fra 1977. Her fra René Aagaard s. 152)

Det ny samarbejdes første indspilning, der røg til tops på hitlisterne, var singlen; ”Lad mig blive noget”. Den blev udsendt i august 1967. Samme måned, kort tid efter udgivelsen, spillede Dissing og Beefeaters sammen for første gang ved en koncert.  Begivenheden fandt sted i Falkoner Centret. Hovednavnet på plakaten var The Pentangle, men succesen skulle, ifølge anmelderne, ubetinget have tilhørt Beefeaters og Dissing.  

Koncerten havde forløbet på den måde, at først spillede Dissing solo:

"Her efter var det The Beefeaters tur. De kom på scenen på den måde, at PD skreg indledningen: For Helvedet Da… og tæppet gik op, og dér stod Beefeaters så, og de spillede sammen med PD “Lad Mig Blive Noget” og “Kvælerslangen”
for fuld drøn. Nu var PD “beatsanger” (Aagard s. 159).

Povl Dissing var også ganske tilfreds med samarbejdet med Beefeaters, og han udtalte følgende begejstring efter det første samarbejde på scenen.

“Et orkester, der svajer - det har jeg altid ønsket mig. Jeg kan godt li’ at gi’ den en ordentlig én på frakken og bare råbe teksten ud. Det er i øvrigt brandspændende med koncerter. Man går i flere dage før og er nervøs, og så pludselig står man dér, midt på, alene, en masse lamper, så man ikke kan se publikum. Man kan bare mærke, at de er der, sidder og drejer sig lidt i sæderne. Nåh, men det gik vist meget godt i aften......” (Interview til Fyns Stiftidende i 1967: Fra René Aagaard s. 159)

Ligeledes i efteråret 1967 - og efter udgivelsen af ”Lad mig blive noget” - tog Dissing og Beefeaters på en turne arrangeret af ungdomsbladet Børge. Fra 13-24 oktober spillede ”Børge -bussen” ikke mindre en 22 koncerter. En stor succes for Dissing, der nu var blevet ungdomsidol!

Succesen med ”Lad mig blive noget” blev året efter fuldt op af; ”Jeg er den grimmeste mand i byen”.

Mellem udgivelserne af Shel Silverstein-sangene viste Dissing sin alsidighed og indspillede sammen med Holsts en single med ”Lillesommerfugl” som A-side og på B-siden ”Tak for gode som for. ”Lille sommerfugl” kom på hitlisterne til at konkurrere med Bjorn Tidmans mere schlager-agtige udgave.

Povl Dissing og Benny Holst, som der er en tendens til at glemme, når der tales om Dissing, fastholdt midt i beattiden bluesmusikken og de gamle sange. Det høres tydeligt på omtalte single. Sangene oser af en fortættet bluesstemning. For at få den helt rette stemning frem under indspilningen af B-siden, havde producerer Gustav Winckler arrangeret et lille bord med mikrofon og levende lys. Alt andet lys var slukket. De to sangeres koner var tilstede i studiet.

Efter at single-udgivelserne med Beefeaters ophørte, fortsatte Dissing og Holst i 1969 med at indspille rockversioner af Shel Silverstein sange. De udkom på single, eller som ikke-tidligere udgivet materiale på en opsamlings-lp. De blev indspillet med andre musikere og opnåede ikke samme popularitet, som det var tilfældet med Beefeaters-udgivelserne.

I 1969 forelå et nyt resultat af Dissing/Beefeaters-samarbejdet. Denne gang  lp’en: ”Nøgne øjne”: Udråbt som banebrydende i dansk rock.

Beefeaters og Peter Thorup
Bassisten Søren Seirup dannede i 1964 Beefeaters, som debuterede ved en koncert i K.B. Hallen. Bandet spillede på det tidspunkt rhythm and blues og fik betydning for genrens indførelse i Danmark. Beefeaters blev reorganiseret i 1965 og fik med udgivelsen af den første single i 1966 en mere rå lyd.

I 1966 skete endnu en ændring i konstellationen.  Seirup forlod bandet og Peter Thorup kom med som sanger og guitarist. Thorup blev en central figur for bandet. Med ham fik Beefeaters et nyt repertoire inspireret af soul og amerikansk rhythm and blues. Inden Peter Thorup i 1966 kom med i Beefeaters, havde han i 2 år været guitarist i rhythm and blues bandet Blackpools, som med han udgav to singler.

I efteråret 1967 i samme periode, hvor den første single med Dissing blev udgivet, udkom Beefeaters første lp; ”Beefeaters ”.  Samme år modtog gruppen PH-prisen for ”Højnelse af dansk beat”. Den solgte med sine 12.000 eksemplarer mere, end hvad nogen anden rockudgivelse havde præsteret.

Ved indspilningen af gruppens anden lp; ”Meet you there” i 1969 var en ny trommeslager kommet til. I forhold til Beefeaters første lp skete der på den anden en ændring over mod langsommere nummerer med vægt på Morten Kjærumgaards "malende" orgelspil, samt på Thorups fløjtespil. Gruppen fik et mere jazzpræget udtryk. Thorups sang og guitar satte fortsat sit markante præg på sangene.

De første to numre på spillelisten er fra "Beefeaters", de sidste to fra "Meet you there". Ændringen i gruppens udtryk mellem de to udgivelser kan tydelige høres.

I foråret, kort tid efter pladens udsendelse, forlod Thorup bandet. Han flyttede til England for samarbejde med bluessangere og guitaristen Alexis Korner. Sidstnævnte medvirker i øvrigt på et par numre på ”Meet you there” og var med på en turne med gruppen i Skandinavien. Måske blev kimen til Thorup-Korner samarbejdet lagt ved denne lejlighed. Set i et Dissing-perspektiv er det interessant, at Thorup erstattedes af Ole Fick, der senere blev sanger og guitarist Burning Red Ivanhoe, som Dissing indspillede med i 1971.

Beefeaters gik i opløsning midt i 1970'erne. På det tidspunkt havde gruppen gennemgået et utal af forandring, og konstellation var en helt anden end den, der havde  samarbejdede med Dissing.

Politikens Rockleksikon skriver om Peter Thorup:

”Peter Thorup er først og fremmest kendt og anerkendt for sit bluesguitarspil, hvor han besidder en sublim timing, som giver sig udslag i et medrivende sejt og sugende personligt sving (……). Peter Thorup var ikke alle alene en fantastiske guitarist, men også en lige så fantastisk sanger. På udgivelser med Alex Korner lægger han stemme til mange sange og i mange sammenhænge. Thorups bluesvokal på Beefeaters to udgivelser ”Beefeaters” og ” Meet you there” er i dansk sammenhæng enestående."
(Dansk Rockleksikon 1956-2002, Politikens forlag A/S, 2002, s. 512-513).

Peder Bundgaard skriver følgende om Peter Thorup i  bogen: ”Lykkens pamil – Dansk rock fra 60’erne til 70’erne":

”Thorup var lidt af en sky og genert 18-årig, men som både sanger og guitarist et musikalsk talent af dimensioner, som man rent faktisk ikke havde set før i Danmark. Stemmen var blidt indtrængende og alligevel rå og stærk. Den var fuld af sjæl, og det samme var hans guitarspil. Det var med en enestående medfødt sans for timing og med en egen insisterende, sej stædighed”.
(Peder Bundgaard. S. 101)

Peter Thorup udgav set over en længere periode, hvis vi ser bort fra dem med Dissing, en kun en håndfuld soloplader. Stærkest står nok hans to første;” Make up your mind” fra 1970 og ”Rejsen til Kina” i 1978, hvor han satte musik til Tom Kristensens digte. Halfdan Rasmussens og Emil Aarestrups digte skrev han ligeledes musik til og udgav dem begge i 1981. Lysten til at synge på dansk kom efter al sandsynlighed fra samarbejdet med Povl Dissing.

I 1980'erne koncentrerede Thorup sig primært om sin solokarriere, og fra 1990'erne forsvandt han langsomt fra rampelyset. Thorups sidste udgivelse blev en liveindspilning fra 2006 sammen med guitaristen Ole Frimer.

Året efter døde Peter Thorup - 59 år gammel.

Nøgne øjne: En klassiker i dansksproget rock.
Dissing og Beefeaters fandt i 1969 sammen om lp’en ”Nøgne øjne”.  Den blev højdepunktet for samarbejdet, og det helt store gennembrud for Dissing i rock/beat-kredse. Det skyldtes ikke kun samarbejde med Beefeaters, men i lige så høj grad Laus Bengtssons tekster. De står fortsat i dag, som enestående i dansk rock. Laus Bengtsson skrev sideløbende tekster til Alrune Rod.

Som flere andre fremtrædende ildsjæle inden for den tidlige danske rock, arbejdede Laus Bengtsson i reklamebranchen. Dissing selv var uddannet reklametegner og bidrog med covertegninger til: "Der står en lille hest og sparker - og al' sådan noget"(ep fra 1966) " Mor Danmark", "Lykkeland" og "Gamle sange - i live". Leif Roden fra Alrune Rod og Walter Klæbel, Dissings og Beefeaters manager, var i samme branche.

Laus Bengtssons samarbejde med Dissing kom i stand ved, at han uopfordret sendte sange til Dissing. Den første modtog han i 1967; ”Astronauten Dissings 4. rumtur”. En tekst Dissing afviste, da han fandt den for abstrakt. Bedre gik den med den næste tekst Bengtson sendte; ”Tape fra en halv mand”. Sangen blev opført af Dissing og Beefeaters ved en koncert i 1968 i Studenterforeningen og skabte opmærksomhed allerede før dens udgivelse.

Bengtsson fortalte følgende om sin interesse for Dissing i  1968 i en artikel af journalist Carsten Grolin fra Ekstra Bladet:

“Jeg blev fanget af Dissings nøgne hudløshed, det, at han så ublufærdigt går med hjertet uden på trøjen, så man både kan se, mærke og føle hans varme og desperation (……….). jeg skriver ikke digte, men ord, som bliver til noget helt andet, til en slags billeder, når den menneskelige stemme og tonerne kommer med ind.  (René Aagaard s. 175)

Med sangene på ”Nøgne øjne” gav Dissing udtryk for, at han gerne lave noget Bob Dylan-agtig:

“Bob Dylan prægede virkelig en periode i mit liv. Vi fulgte så meget med i, hvad han lavede, og nærlyttede hans sange, så godt vi nu kunne. Jeg har aldrig været god til at opfatte tekster fra plader, men hele personen og den musik, der kom ud af ham, det var det største! Det har vi været meget optaget af. Og så de billedrige sange, der ikke behøvede at rime så meget, som man ellers gjorde, de behøvede ikke at have en forklaring.” ( René Aagaard s. 176)

Peter Thorup, der arrangerende sange til ”Nøgne øjne”, havde det lidt anderledes med Bob Dylan:

“Jeg var ikke vild med Bob Dylan - jo med teksterne - men ikke med fremførelsen. Den var for drævende. Det samme gjaldt Steppeulvene med HIP. Men jeg mener, at Povl Dissing har en unik personlig energi, som passede fint til Beefeaters. Ligesom Povl, havde jeg også Snooks Eaglin som idol, og da jeg var i USA med Alexis Korner, opsøgte vi ham, men desværre var han lige rejst på tour.
(Aagaard s. 176)

Processen med tilblivelsen af ”Nøgne øjne” var meget langvarig. Fra at Dissing modtog de første tekster fra Laus Bengtsson, og til at den færdigt indspillede lp forelå, gik der knap 1½ år!  Udgivningsmæssigt blev det i den periode sammen med Beefeaters til ”Jeg er den grimmeste mand i byen” og sammen med Benny Holst til ”Lille sommerfugl. Foråret og sommeren 1968 gik med at øve sangene til ”Nøgne øjne”.

Ifølge noter på coveret til "Nøgne øjne" blev musikken lavet som et samarbejde mellem Dissing, Holst og Beefeaters. Dissing og Holst startede med at skrive og øve musikken. Holst indgik fra 1968, hvor han kvittede sit arbejde for at blive professionel musiker, igen i et tæt samarbejde med Dissing.

Dissing og Holst indspillede demobånd med alle sangene til lp’en, og oprindeligt forestillede de sig, at den skulle indspilles med stort orkester. At det blev til noget helt andet med valget af Beefeaters, skyldtes givetvis samarbejdet med Peter Thorup og succeserne med Shel Silverstein sangene. Og måske ikke mindst, at Peter Thorup i foråret 1968 dukkede op med sin guitar hjemme hos Dissing, hvor han og Holst øvede sange til "Nøgne Øjne". Han begyndte at spille med og arrangerede musikken. I sommeren 1968 øvede Dissing og Holst sangene med Beefeaters, som så kunne lægge det sidst lag på musikken.

Nøgne øjne blev indspillet i ASA Filmstudierne på en uge i oktober 1968 og  produceret af Hans Henrik Kolt, der også havde produceret Beefeaters. Bandet bestod på indspilningstidspunktet af: Peter Thorup, guitar, fløjte – Morten Kjerumgaard, orgel - Flemming “Keith” Volkersen, bas - Max “Nhuthzhi” Nutzhorn Nielsen, trommer

I Politikens Dansk Rockleksikon, er ”Nøgne øjne” omtalt i et afsnit om ”50 genveje til Dansk Rock”. Det understreges, at der ikke er tale om de bedste danske rockplader, men om lydspor til en kulturel udviklingshistorie. Om Nøgne Øjne” skrives der:

”En plade med en i rock hidtil ukendt inderlighed og intimitet. Fra sart naturpoesi i pastelfarver til sort fortvivlelse, isolation og desperation. Konstant følelsesfuld, bevægende og forløsende. Kunst og skønhed på et meget højt plan”.
(Dansk Rockleksikon 1956-2002, Politikens forlag A/S, 2002, s. 18).

Sangene på ”Nøgne øjne” er karakteriseret ved stemningsbilleder i ord og musik. De fremstår ikke speciel melodistærke. Morten Kjerumgaards fremtrædende orgel bidrager med de lange klange sammen med Peter Thorups guitar til det musikalske lydtæppe. Dissings fremførelse af sangene står ikke helt skarpt. Hans stemmer bidrager mere som et instrument til helheden. Måske var han endnu ikke helt fortrolig med Laus Bengtssons tekstunivers, som var meget forskeliget fra det mere konkrete og socialrealistisk Dissing på daværende tidspunkt havde bevæget sig i.

Peder Bundgaard skriver i "Lykkens Pamfil" om Laus Bengtssons tekster:

".....det var netop det banale, det dagligdags og det romantiske, som betød noget for os dengang. Laus Bengtsson kunne som digter holde jordforbindelsen og samtidigt have meget højt til loftet. Hans geni var at skabe et erotisk univers, som føltes meget varmt og nært, samtidig med at det havde en spirituel dimension. Disse sange føltes høje i enhver forstand".
(Bundgaard, s. 254)

Laus Bengtsson blev ikke brugt særligt meget som tekstforfatter. Bundgaard havde forventet noget andet: "... man skulle da tro, at musikere fra nær og fjer ville kime hans telefon sønder og sammen". (Bundgaard, s. 257). Både Dissing og Leif Roden begyndte selv at skrive deres egne tekster.

Dissings samarbejde med Laus Bengtsson fortsatte - men i mindre omfang - på udgivelserne; ” Mor Danmark”(1973), ”Lykkeland” (1977) og ”Yderst ude”(1980). På disse udgivelser leverede Dissing selv hovedparten af teksterne. Bengtsson supplerede med enkelte bidrag. Dissings syntes i sine tekster i stor udstrækning at være inspireret af Bengtssons måde at skrive på. Der høres tydelige paralleller. Når Bengtson have afleveret sine tekster til Dissing, foretog han ændringer i dem, så at de lå mere mundret for ham, når han skulle synge dem.

Efter udgivelsen af "Nøgne øjne" i februar 69 forsvandt et par af Dissings tætte samarbejdspartnere gennem de seneste år. Peter Thorup flyttede til England for at samarbejde med Alexis Korner. Benny Holst gled langsomt ud af samarbejdet, og det syntes at stoppe helt i 197o. I stedet indledte han i 1971 et langvarigt duo-samarbejde med bassisten Arne Wügler. De to gjorde en mange årig karriere inden for den politisk orienterede folkemusik. Dissing var nu klar til, eller måske tvunget til, at gå nye veje med andre musikalske partnere.

Et kortvarigt samarbejde med Burning Red Ivanhoe.
Dissing havde sidst i 1960’erne og først i 1970’erne mod på at prøve meget af rent musikalsk. Hvad han nu i øvrigt altid havde. Konstant havde han mange forskellige musikalske aktiviteter i gang, Når det drejede sig om rockmusik, i en periode hvor folkemusikken var lidt trængt, gik han i samarbejde med tidens mest fremtrædende og roste rockbands. Udover samarbejde med Beefeaters og andre rockmusikere, indledte han et samarbejde med Burning Red Ivanhoe i 1971. Et tidspunkt, hvor gruppen var et af Danmarks bedste og mest populære bands – på vej mod en succes i udlandet.

Samarbejdet startede med en forårsturne i 1971 og endte samme år med lp-udgivelse i november. Laus Bengtsson skrev to af teksterne til lp'ens sange.

Sammensætningen Dissing/Burning Red Ivanhoe havde ikke den samme kvalitet som konstellationen Dissing og Beefeaters. De to stod ikke til hinanden. Dertil var Burning Red Ivanhoe's musik nok for kompleks. Dissing sang og tekster udfoldede sig langt bedre og – mere naturligt – i samarbejdet med Beefeaters. I første omgang blev heller ikke til mere end den ene lp- udgivelse i samarbejdet med Burning Red Ivanhoe.

I 1973 blev samarbejdet kortvarigt genoptaget ved udgivelsen af en single på deres fælles managers Walter Klæbels pladeselskab; Hørekiks. På coveret står Burning Red Ivanhoe anført, men egentligt var der tale om det nye band Secret Oyster, som endnu ikke var kendt i offentligheden, derfor blev navnet Burning Red Ivanhoe fastholdt. Besætninger havde identiske musikere, men musikken var forskellig.

Officielt var Burning Red Ivanhoe blevet opløst i 1972.

Egne tekster, nye musikere og inspiration fra Grønlands-rejse
I 1973 indspillede Dissing to centrale lp’er, som trak hans musik i forskellige retninger; rock og viser. Inden for sidstnævnte felt fik han et folkeligt gennembrud.

Samarbejdet med Laus Bengtsson blev genoptaget på lp’en ”Mor Danmark”. På indspilningen medvirkede fremragende musikere med rod i dansk rock; Ken Gudmand på trommer, som han fortsatte med at være på de kommende udgivelser produceret af Thorup, Søren Seirup på mundharmonika, piano og bas, Carsten Lund på guitar, og Peter Strømberg sax.

Et nyt hold af musikere var med at skabe et nyt mesterværk sammen med Povl Dissing. I forhold til "Nøgne Øjne" blev det musikalske udtryk meget anderledes.
Musikerne leverede på flere sange en tung blues og på andre svingende melodisk rock. Seirups mundharpe og Lunds guitar satte et stor aftryk på musikken.

Rent melodimæssigt står ”Mor Danmark” stærkere end ”Nøgne øjne”. Det psykedeliske lydtæppe var blevet erstattet af mere tilgængelige og nuancerede melodier. Sangene var på vej henimod et mere viseagtigt præg. Dissing stemme stod også klare end på ”Nøgne øjne”. Den var ikke længere kun en del af et lydbillede. Det bluesagtige udtryk var dog fortsat intakt, selvom Thorup, der fortsat i England, ikke var stand til at arrangere musikken.

"Mor Danmark" er indspillet i Rosenberg-studiet og produceret af Freddy Hansson, som ved studiets oprettelse i 1971 blev tilknyttet som producerer og lydteknikker. Hvorfor dette studie blev valgt til indspilningen af "Mor Danmark" er uklar . Måske fordi det havde Danmarks nyeste og bedste faciliteter, og derfor var meget benyttet.

Lp’en blev udgivet på selskabet Hørekiks, oprettet af Dissings manager Walther Klæbel. Selskabet manglede fra starten penge, og det blev udover ”Mor Danmark” kun til få jazzudgivelser og et par singler. Det var tvivlsomt, om der var penge til at udgive ”Mor Danmark”, men ud skulle den. For at gøre det muligt, blev coveret lavet af dårligt pap, og på omslaget var der meget lidt farvetryk. Hørekiks blev senere overtaget af Sonet, og lp’en genudgivet her. Selskabet, som havde udgivet næsten alt, hvad Dissing hidtil havde indspillet, afviste i første omgang at udsende ”Mor Danmark”!

”Mor Danmark” blev til efter en tre ugers turne i Grønland, hvor Dissing spillede for danske arbejdere. For første gang skrev Dissing tekster til egne melodier.  Oplevelsen af landet inspirerede Dissing til sangene, som beskrev grønlænderen og landets natur. Vinden er et element, der går igen i flere af teksterne. Tekstmæssigt var der tale om stemningsbilleder, men også en hyldes til landet mod nord. Dissing blev særligt inspireret på baggrund af et venskab, ham fik med Arkulak Høeg. Teksterne har han kaldt for mørke, hvad der egentlige ikke var hans hensigt, men at han er pessimistisk af natur og på det tidspunkt langt nede.
(Rene Aagaard s. 419)

Laus Bengtsson har skrevet 3 af sangene til udgivelsen. De øvrige tekster blev skrevet af Dissing selv, efter han vendte hjem fra Grønland. Disse syntes at været under stærk inspiration af Laus Bengtsons tekstunivers. En inspiration, der gik tilbage til Dissing arbejdet med ”Nøgne øjne”, hvor han ændrede i Bengtsson tekster og gav dem sit eget præg. Måske derfor endte det med, at der ikke blev så langt mellem Dissings og Bengtssons tekster.

Særligt en tekst på udgivelsen skilte sig ud fra de øvrige, og det var titelnummeret, som er en noget atypisk Laus Bengtsson-tekst. Teksten var en tydelig kritik af Danmarks optagelse i EF. Hvert vers sluttede af med linjerne:

”Farvel forfløjne sjæl, Godnat Mor Danmark
Sporene skræmmer dig vel
Der bliver solgt ud af din sjæl Mor Danmark”
(Kilde: Coveret fra CD-udgaven af "Mor Danmark)

Dissing havde i 1972 medvirket på lp’en: ” 2. oktober - 12 sange om EF” udsendt af Demos og deltaget ved flere arrangementer i mod Danmarks optagelse i EF. I det hele taget kom Dissing gennem sin karriere til at medvirke på et utal af støtteudgivelser; grønlandske børn, Christiania, Red Barnet, Giv EF modstand, Atomkraft, Nej Tak!, m. fl.

Et par måneder efter udgivelsen af Mor Danmark udkom; ”Svantes viser” og som følge af dens store popularitet, kom den nok umiddelbart til at tage opmærksomheden fra ”Mor Danmark. ”Svantes viser” kom til at markere et langt og populært samarbejdet mellem Povl Dissing og Benny Andersen. Dissing var ikke fra starten ubetinget glad for Svantes Viser, som Benny Andersen havde sendt til ham i bogform. Dissing havde havde tilbage i 1967 sunget en sang med tekst af Benny Andersen.

"Svantes Viser" gav Dissing et folkeligt gennembrud i forhold til alt, hvad han fremover gik i lag med. Glemt var den tidligere kritik af Dissing og af de sange, han tidligere havde fortolket med krop og sjæl. ”Svantes vise” trak opmærksomheden væk fra ”Mor Danmark”, selvom det kan siges, at udgivelserne henvendte sig til forskellige lyttere.

Samarbejdet med Thorup blev genoptaget.
Peter Thorup, der havde forladt Dissing og Danmark i 1969, hvad Dissing havde givet udtryk for, han var ked, vendte tilbage til Danmark i 1976 og genoptog hurtigt samarbejdet med Dissing. Thorup blev igen i et par år en central skikkelse i Dissings musikalske liv og satte sit store aftryk på, hvad de lavede sammen.

I 1977 udsendte Dissing endnu en rock/blues-lp; ”Lykkeland”, stærkt påvirket af samarbejdet med Peter Thorup. Meget tyder på, at Thorup med sin guitar og fornemmelsen for den svingende blues – og ikke mindst hans 2. stemme på omkvædene - fik sangene til at løfte sig yderligere.

Når musikken, og især bluesen stod så fremtrædende og klar på ”Lykkeland”, skyldtes det ikke mindst, at Peter Thorup, udover at medvirke som musiker musikerne, også som producerer satte sætte sit præg på indspilningen.

"Lykkeland" var, som "Mor Danmark", en hyldest Grønland og ikke mindst til Dissings grønlandske ven, Arkulak Høeg, som havde begået selvmord. Den sørgelige begivenhed skrev Laus Bengtsson om i teksten til sangen; "Hvorfor?"

På ”Lykkeland” ændrede Dissing - nok ikke uden en vis indflydelse fra Thorup - den besætningen, som medvirkede på Mor Danmark. Nu blev der spillet med to bassister; Hugo Rasmussen og Bo Stief afløste hinanden. Efter Peter Thorups udsagn for at kunne give musikken den rigtige farve! Søren Seirup var ikke længere med. Det var til gengæld Ken Gudman på trommer. Kenneth Knudsen medvirkede på keyboard, Egon Aagaard på harmonika og Peter Bastien på fagot. De to sidste var med til at give musikken et mere lyrisk præg. Dissing havde også denne gang selv skrevet teksterne på nær to, som Laus Bengtson blev akkrediteret for.  Musikalsk og tekstmæssig er ”Lykkeland” fuldt ud på højde med” Mor Danmark”, men har et andet musikalsk udtryk i kraft af Thorups produktion.

”Lykkeland” bliver ofte omtalt som Dissings bedste rock-lp. Det er en hæder, som også tildeles  "Mor Danmark". "Lykkeland" var måske den lp, der solgte bedst i forhold til ”Mor Danmark”. Samarbejdet med Benny Andersen og succesen med ”Svantes viser” syntes generelt at have øget interessen for Dissings udgivelser.

Særligt ved ”Lykkeland” var, set i forhold til danske udgivelser, det 11½ minutter lange titelnummer.  Her er Peter Bastians fagot og Egon Aagaards harmonika dominerende på en sej bund lagt af Bo Stief og Ken Gudmund. Nummeret er en fornøjelse at lytte til.

To nye udgivelser i tæt samarbejde med Thorup
Thorup og Dissing passede godt til hinanden, og så ud til begge at føle sig hjemme i hinandens musikalske selskab. I 1978 tog Dissing på turne med Peter Thorups ”Benhårde Trio”, som udover Thorup selv bestod af Rudolf Hansen og Ken Gudman. Koncerterne startede med, at Dissing og Thorup optrådte som duo. Herefter kom Hansen og Gudman på scenen, og Dissing blev bakket op af ”Den Benhårde Trio”.

I forbindelse med turnéen indspillede duoen Dissing og Thorup, uden trio-opbakning, i 1978 dobbelt-lp; ’”Gamle sange – i live”, indspillet live på Pottergården, Vognhjulpet og Montmartre. Lp’en udkom i juni 1979. Udgivelsen viste dybden og indforståetheden i Dissing og Thorups sammenspil. Hvert nummer står meget klart og præcis. Glæden ved samarbejdet lyser ud af sammenspillet og af deres drillende bemærkninger til hinanden på scenen. Dissing spillede akustisk guitar og Thorup elektrisk. Sidstnævnte lagde et ekstra lag på Dissings sange og gav dem dermed et tydeligt bluesagtigt løft.

Coveret til "Gamle sagen - i live" blev tegnet af Dissing selv. I enkel streg fortalte han om samarbejdet med Thorup. En tolkning ligger lige for. Thorup sidder på førersædet, opmærksom med blikket fremadrettet. Har kontrol over fart og retning- og fylder pladsen godt ud. Han trommer med fingrene på låret, måske er han i gang med at sætte en sang sammen, eller måske er han utålmodighed i forhold til Dissings uopmærksomhed. Dissing, der holder fast på, hvad han omtaler som en "lille bitte fløjte", hvad det måske ligner lidt, men nok ikke er, læner sig ind over Thorup og peger på et eller andet, han måske har set ud af sidevinduet og undrende begynder at fortælle om.

Repertoiret på ” Gamle sange – i live” falder i tre dele. En håndfuld sange fra Dissings ældre repertoire, som i sin tid blev spillet og indspillet med Benny Holst. Ligeledes har Thorup et par blues bluessange, hvor hans vokal er i centrum. Tredje del er en fællesmænge i form af et par engelsksprogede sange, Dissing synger et forståelig engelsk her, samt sange fra "Nøgne Øjne". Hvad angår numrene fra denne udgivelse, er Dissings sangforedrag meget tydeligere end på originaludgivelsen. Sangene falder ham mere naturlig, og han er nok med årene blevet mere fortrolig med dem. De har fundet deres form i hans univers. Sangene, som Benny Holst tidligere medvirkede på, får Thorup sat sit præg på i form af en mere bluesagtig fremførelse.

Hvorfor to sange, tidligere indspillet med Burning Red Ivanhoe, fremføres i duo-sammenhæng, kan undre. De falder knap så heldigt ud som det øvrige materiale på ”Gamle sange i live”.

Umiddelbart kan det undre, at der mangler sange fra "Mor Danmark" og "Lykkeland". Forklaringen er sikkert, hvad angår "Lykkeland", at de på den igangværende turne i efteråret 1978 blev spillet sammen med Den Benhårde Trio og har ”tilhørt” denne konstellation. Manglen fra "Mor Danmark" er lidt af en gåde.

Samarbejdet med Thorup og hans trio fortsatte i 1980, og i juni udkom lp’en ”Yderst Ude” – også produceret af Peter Thorup.  I forhold til det tidligere samarbejde havde trioen fået ny bassist. Rudolf Hansen var blevet erstattet af Knut Henriksen.

”Yderst Ude” lagde sig tekstmæssigt og musikalsk tæt op af både ”Mor Danmark” og ”Lykkeland”, men var karakteriseret af et meget enkelt-spillende band.

To af teksterne på lp'en havde Laus Bengtsson skrevet. "Farvel" gik dog helt tilbage til 1969, og var på tale til "Lykkeland", hvor Dissing dog ikke fandt det passende at udgive den, da han var så glad for sin kone og ikke havde nogen afsked i tankerne. (Aagaard, s. 417).

Dissing så udgivelsen af ”Yderst ude”, som en naturlig fortsættelse af det samarbejde, han startede med Thorup i forbindelse med udgivelsen af ”Lykkeland” og det duosamarbejdet, der fulgte med indspilningen:

”Det har hele tiden ligget i luften, at vi måtte lave et pladeprojekt sammen, trioen og mig. På vej ud og på vej hjem, rundt omkring og ind imellem er sangene på denne plade opstået. "Yderst Ude" har vi kaldt projektet, fordi vi synes, at det dækker og giver en mening på flere planer. Teksterne er tanker, taget ud af tiden. Virker de mørke, skyldes det at tiderne var eller føltes formørkede".
(Aagaard, s. 419)

Thorup var meget begejstret for pladen. Han så den som sit svendestykke som producerer på grund af hans tætte samarbejde med trioen: ”Vi kunne sidde i bilen og øve nye numre uden instrumenterne, så sammenspillet var vi.”
(René Aagaard s. 419)

”Yderst ude” er, når det kommer til stykket, måske mere Thorups lp, end det er Dissings. Thorup styrede og bestemte farten med Dissing som en mere passiv passager. Rent musikalsk er bluesen visse steder nedtonet og erstattet af en mere vise-præget fremførelse, som f.eks. "Svanesang". Lp'en er ikke mindre end fremragende i dens klare og enkle udtryk og vinder ved flere gennemlytninger.

Samarbejdet Thorup og Dissing blev mere sporadisk.
I løbet af 1980 nåede Dissing samarbejde med Thorup slet ikke de højder og det omfang, som det gjorde fra slut 1960’og op gennem 1970’erne. I 1980’erne blev Dissings samarbejde med Benny Andersen dominerende i hans karriere både på lp og på turne. Thorup medvirkede på et par enkle Dissing-udgivelser med sin guitar og med sin sang. Et samarbejdet, der satte sit umiskendelige præg de få sange, det drejede sig om. Lyt f.eks. til ”Hvor skoven dog frisk og stor”, fra lp; ”Føl, hvor jeg brænder”. Et samarbejde mellem Dissing og Fuzzy (1932-2022) om H.C. Andersens tekster. Thorups karakteristiske guitarspil og suveræne 2. stemme gør, at sangen adskiller sig væsentligt fra lp’ens øvrige sange.

I dag kan det undre, at Dissing sange fra perioden 1967 til 1980 ikke kom til at stå mere fremtrædende de sidste årtier af hans karriere. Få af sangene er inkluderet på senere opsamlings- og liveudgivelser. Glædeligt, at flere af dem findes på den ene af en dobbelt liveindspillet fra 2012 og udgivet i 2013. Tiden var endelig kommet til et genhør!

Esben Strunck skrev med rette i Gaffa 20. april 2013:

"Og al ære og respekt til Dissings mangfoldige arbejde med Benny Andersen, Brazz Brothers, Louis Armstrong-fortolkninger med mere, men det er altså en særskilt fornøjelse at opleve Dissing tilbage i rocket regi på denne stærkt anbefalelsesværdige koncertoptagelse fra Viborg, 2012".

Redaktion anbefaler stærkt en lytning/genlytning til de originale indspilninger, vi har omtalt i dette indlæg. Det fortjener de!