Havde ikke forventet, at denne reaktion ville opstå. Er efter uger med intens Beatles- og Paul McCartney-lytning havnet i et musikalsk limbo. Kan ikke komme videre i min daglige musiklytning. Videre i udviklingsmæssigforstand, behøver jeg ikke at komme lige her og nu. Ganske simpelt; det handler bare om at komme i gang med at lytte.

Skuffen på cd-afspilleren kører ud og ind i et højt tempo. Kan stå foran cd-reolerne og stirre apatisk på samlingen. Rykker en cd ud, samtidig med at jeg ved, at den gider jeg ikke at høre. Løber lp’erne igennem uden af finde noget interessant. Sætter den ene plade på efter den anden i håbet om, at det er lige den, der bringer mig tilbage til normaltilstanden. Søgningen på Spotify foregår konstant, og der springes rundt i kunstnere og høres så få sekunder af tilfældige numre, at det ikke giver noget indtryk.

Går rundt i en underlig forvirrende situation, der, når jeg begynder at høre noget, ender i en rastløshed. Mindes ikke at have oplevet det så udtalt før. Tidligere har jeg da haft perioder, hvor jeg har været mættet med musik og har holdt mindre pauser. Det føles anderledes denne gang. Er løsningen mon et decideret musik-cølibat? Eller, at jeg låner en trailer og kører musiksamlingen på genbrug og starter forfra?

Ingen tvivl, om at det er reaktionerne på de mange gennemlytninger af Beatles- og McCartney-udgivelser. De har gjort et eller anden ved mit forhold til musik. Er det tankerne om, hvad Beatles i sin tid satte i gang hos dig, og hvordan min lytning løbende har ændret sig? Føler, at jeg er på vej til at skal starte forfra med at finde frem til den musik, jeg kan lide.  Samtidig med, at jeg tænker over, hvordan jeg er nået hertil, hvor jeg er nu. Er nogle mellemregninger op, der skal gøres op? Efter at have været helt tilbage ved rødderne, selvom Beatles aldrig har være mig, så er jeg musikalsk tilbage til teenageårene, men min musiksamling er et andet sted. Der er noget, der ikke hænger sammen, men har ikke helt styr på, hvad det er.

Efter Beatles og McCartney var det planen at tage fat på John Lennons udgivelser. Det virkede overskueligt set i forhold til antal af udgivelser, men det gik bare ikke!

Forsøg på begrænset og fokuseret lytning.
Mens dette skrives, finder jeg trøst i, at jeg fortsat er begejstret for live-udgivelser, og over at Beatles og McCartney har rørt mig. Lytter til  ”Wings Over America”. På denne liveudgivelse fra 1976 spiller Wings numre fra McCartneys første udgivelser, fra gruppens egen indspilninger samt en række Beatles-sange.  Wings forsøger på nogle numre at lyde som et stadion-rockband. Hvad de nok ikke lige er! Ganske vist er Paul McCartney, ham det drejer sig om, men derfor behøver hans basspil ikke den i udstrækning at dominere i lydbilledet.

Før min Beatles-lytning og medfølgende krise anskaffede jeg mig i efteråret på loppemarkeder i henholdsvis Hjørring og Holstebro et par stakke billige - og velholdte – lp’er. De indeholdt udgivelser af for mig såvel kendte som forholdsvis ukendte kunstnere. Et par fra sidstnævnte kategori; Barclay James Harvest samt musikeren, multi-instrumentalisten og produceren Todd Rundgren, gav mig lyst til at lytte videre, og flere supplerende udgivelser blev købt. Fik ikke gennemlyttet det hele, inden jeg over Beatles samlede udgivelser. Måske var det i virkeligheden Todd Rundgrens og Utopias Beatles-inspirerede lyd, der ledte mig til hen til dem!

Under krisen har jeg prøvet at genoptage en koncentreret lytning til disse navne, men let har det ikke været. Lettest er det gået med Barclay James Harvest. Sværest, når det har handlet om Todd Rundgren. Han er interessant, men også svær at lytte til. Min manglende lyttelyst har heller ikke gjort det nemmere.

Undervejs har dette indslag udviklet sig til et mindre og ufuldstændigt portræt af musikeren og sangskriveren Rundgrens ud fra hans tidlige udgivelser. Ikke så meget om produceren Todd Rundgreen, selvom funktionerne kan være svære at adskille.

Udgave af Pink Floyd og af et mindre symfonisk Moody Blues.
Gennem tiderne har jeg i mange pladesamlinger, som jeg har kigget i gennem, ofte stødt på Barclay James Harvest. Jeg aldrig lyttet til dem eller for den sags skyld vidst, hvem de var. I en pladekasse på det loppemarked, som jeg besøgte i efteråret, stod flere af gruppens udgivelser. Blev fanget af coveret til udgivelsen: ”Octoberon” fra 1976. Med den billige pris af 20 kr. tog jeg chancen og købte den.

Blev glædeligt overrasket over en særdeles god lp. Musikken på denne udgivelse minder mig om en light udgave af Pink Floyd og en mindre symfonisk udgave af Moody Blues. Gode melodier og flotte sangharmonier i den symfoniske genre, suppleret med et dominerende guitarspil.

Resultatet blev, at jeg, efter at have tjekket ratingen af gruppens udgivelser på Allmusic, skyndte mig tilbage til loppemarkedet for at købe flere Barclay James Harvest-udgivelser. Alle var dog udgivet efter ”Octoberon”. Gruppen havde, ifølge anmeldelser på Allmusic, sin bedste tid fra debut-lp’en i 1970 og til og med dens kommercielle gennembrud med dobbelt-livealbumet; ”Live” fra 1974. Et album, som var blandt dem, jeg købte. De tidligere udgivelser har jeg endnu ikke hørt.

Efter 1974, hvor kvaliteten falder jævnt, finder jeg, at gruppens live-lp, ”A Concert for the People”, indspillet i Berlin i 1982 foran Rigsdagsbygningen, er en dens bedste lp'er. At det netop er gruppens liveudgivelser, jeg finder interessante, skyldes min begejstring for liveudgivelser - og så selvfølgelig - at der må have været tale om en god koncert.

Barclay James Harvest blev i 1979 reduceret til en trio og fortsatte med forskellige gæstemusikere. I 1998 blev bandet opløst, men gendannet som ”John Lee’s Barclay James Harvest”. En ikke ukendt fortælling om et tilbageblevet medlem, som overtager bandnavnet med nye musikere. Sjældent kommer der noget godt ud af det - udover uindfriede forventninger og skuffelse blandt fans. Endnu værre blev det, da et andet oprindeligt medlem i 2002 dannede ”Barclay James Harvest featuring Les Holroyd”. Begge bands er i dette forår på turne i Tyskland, hvor Barclay James Harvest altid har haft et større publikum.

I øvrig er det ikke ualmindeligt, at ældre eller gendannede britiske bands har en vis popularitet i Tyskland.

Konklusionen er, at flere af Barclay James Harvest udgivelser har været et positivt bekendtskab. De tidligere er de bedste. De senere bliver mere pop-agtige i deres udtryk.

Det startede med de to første Rundgren-udgivelser.
Det anden navn, som jeg også kun kender fra covers i diverse pladesamlinger, er amerikanske Todd Rundgreen. Både som solokunstner, og som en del af bandet Utopi. Hvorfor jeg pludselig kom til at lytte til Todd Rundgren står temmelig uklart? Måske var det fordi, jeg så hans to første lp’er hos en pladesælger på DBA, som jeg ofte handler hos. Anskaffelsen af disse to udgivelser, ”Runt” fra 1970 og ”Runt – The Ballad of Todd Rundgren" fra 1971, blev startskuddet til et større ukontrolleret indkøb af soloudgivelser med Todd Rundgren samt med bandet Utopi.

Jeg er slet ikke kommet til bund i stakken endnu. Af de indkøbte Rundgren udgivelser er jeg igennem hans første tre udgivelser og den syvende 1978. Hvad angår Utopia har jeg plukket et par stykker ud til gennemlytning. Når det går lidt langsomt med især soloudgivelserne, er det fordi, de er tidskrævende at lytte til. Musikken er, trods flere enkelte og melodiske sange, meget komplekst produceret og bygget op af mange lag. Samtidig rummer de en blanding af mange stilarter. Udgivelserne kræver efter min mening en vis koncentration hos lytteren.

Flere gange, mens jeg har hørt Rundgrens soloudgivelser, har de umiddelbart virket anonyme, og jeg har siddet tilbage med en fornemmelse af, at jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg har lyttet til. Hvad der ikke nødvendigvis gør musik dårlig. En fokuseret gennemlytning af udgivelserne afdækker gode pop- og rocksange samt en meget velproduceret lyd, der tilfører musikken detaljer og dybde. Spørgsmålet er bare, om de nogensinde vil bundfælde sig. Efter flere gennemlytninger er det svært for mig at huske titlerne på enkelt sange. Karakteristisk for Rundgrens udgivelser er, at de ikke rummer oplagte hits.

Særligt to’eren, ”The Ballad of Todd Rundgren", kan sine steder lyde som en Paul McCartney-udgivelse. Musikmagasinet ”Rolling Stone” har kaldt lp'en; det bedste album Paul McCartney aldrig fik lavet!

Af de fire hørte Rundgren-udgivelser er den tredje; dobbelt-lp’en ”Something/Anything", den jeg bedst kan lide. Den er mere homogen end de første, lettere tilgængelig, og ikke mindst er den fyldt med gode popsange. På udgivelsen, som Rundgren naturligvis selv har produceret, spiller han alle instrumenter på tre af siderne. Den fjerde side er med et fuldt band.

Others had recorded one-man albums before, most notably Stevie Wonder and Paul McCartney, but Rundgren -- without borrowing musically from either artist -- captured the homemade ambience of McCartney with the visionary feel of Music of My Mind, adding an encyclopedic knowledge of pop music from Gilbert & Sullivan through Jimi Hendrix, plus the crazed zeal of a pioneer. (Kilde: Allmusic.)

Det kan så diskuteres, om det er en god ide at spille alle instrumenter selv. Ulempen kan være, at indspilningerne kommer til at mangle modspil og dynamik fra andre musikere. Processen, hvor en kunster sammen med producer og musikere bidrager til det færdige produkt, kan dermed blive temmelig endimensionelt og dermed en risiko for at lyde anonymt.

Nazz og anglofil rockmusik: Starten på karrieren.
I 1966 startede Todd Rundgren sin musikalske karriere i Philadelphia-bandet; "Woody’s Truck Stop". Opkaldt efter det motorcykelværksted, hvor bandet øvede. Stilen var blues inspireret af Paul Butterfield Blues Band, Blues Project, og Chicago-blues generelt.  Uenigheder i gruppen om den musikalske retning; blues eller mere engelsk orienteret rock, fik Rundgreen til i 1967 at forlade bandet og danne sit eget band Nazz. Navnet stammer fra et Yardbirds-nummer; "The Nazz Are Blue", og stilen var inspireret af og en hyldes til britisk rock og pop:

Though many of their American peers interpreted the sounds of the British Invasion in different ways, the Nazz's take on jangly guitar pop and nascent heavy psychedelia turned into a blueprint for the American Anglophile power pop guitar bands that followed in the '70s.

Bandet debuterede i 1968 med albummet: ”Nazz”. Året efter udkom ”Nazz, Nazz”. Begge albums var produceret af Rundgren, som også var den dominerende sangskriver. Efter det andet album forlod Tod Rundgren bandet og gik solo. Ikke som Todd Rundgren, men i første omgang som Runt. Nazz udgav i 1969 endnu et album, Nazz, Nazz, Nazz, som var overskud af sange fra de forrige indspilningssessioner. Da Rundgreen var væk på det tidspunk, albummet skulle udgives, blev hans leadvokal fjernet fra udgivelsen og erstattet af den nye forsangers.

Materialet på Nazz Nazz viser Rundgreens udvikling som sangskriver i den retning, som kan høres på hans første soloudgivelser. Allmusic skriver:

More importantly, the bulk of the record indicates how rapidly he was developing as a songwriter and a producer. Where he proved himself as a gifted mimic on Nazz, the group's second two albums found him assimilating those influences and developing a signature style.

Under indspilningen af Nazz’s første lp lærte Rundgren og bandet sig selv at producere. Når produceren Bill Taut ikke var tilstede, begyndte bandet at justere på knapperne i den retning bandet ønskede musikken skulle gå:

'Well, he's gone now, so why don't we just mix it again, more like the way we want it?' Our engineer didn't mind if we went and just started diddling around on the board ... It was pretty much trial and error."

Tiden efter Nazz og lokaliteten Bearsville’s som arbejdscentrum.
Efter opløsningen af Nazz flyttede Todd Rundgreen i 1969 til New York. Her holdt han til omkring folk club-scenerne i Greenwich Village, hvor han mødte flere personer fra New Yorks kulturelle og intellektuelle miljøer. En af dem var Albert Grossmann, som siden 1962 havde været Bob Dylans manager. Et samarbejde som sluttede i 1970. Rundgreen fik efter Nazz’s opløsning i 1969 en managerkontrakt med Grossman, som samme år startede på opbygningen af Bearsville Studios tæt på byen Woodstock. Grossman havde siden 1964 boet i Bearsville og satte sit præg på bebyggelsen som et sted, hvor musikere bosatte sig eller trak sig tilbage til for at indspille. I byen fandtes bl.a. øverum, lejligheder til musikkerne og flere restauranter.

Grossman og Bearsville Studios samarbejdede med pladeselskabet Ampex Records, hvis første udgivelser kom i 1970. Ampex var ellers et firma kendt for sine spolebåndoptager. Rundgren, som havde studieerfaringer fra indspilningerne med Nazz, fik i de perioder, hvor han ikke selv var aktiv som musiker, af Grossman jobs som studieteknikker. Den første udgivelse Rundgreen arbejdede på, var Jesse Winchesters første lp, hvor Levon Helm og Robbie Robertson fra The Band medvirkede.

Mødet med disse Band-medlemmer førte til, at Rundgreen i 1970 blev studietekniker på Bands tredje lp: ”Stage Fright”.

Rundgreens første solo-lp,”Runt”, blev udgivet på Ampex i 1970 og indspillet i Los Angeles. Da Ampex allerede i 1971 skar ned på sine aktiviteter, blev albummet samme år genudgivet på Bearsville Records. Grossman havde i 1970 dannet sit eget pladeselskab, Bearsville Records, som indtil dets lukning i 1984 havde Grossman som direktør. Udover Todd Rundgren og Utopia udgav navne som, Jesse Winchester, Foghat, Paul Butterfield, Bobby Charles og NRBQ på Bearsville Records. Efter lukningen af Bearsville Records indspillede Rundgren på Warner Brothers.

Utopia-perioden.
Efter sit tredje soloalbum i 1973 dannede Rundgreen bandet Utopia, hvis udgivelser han også producerede. De fremstod indtil 1976 som "Todd Rundgreens Utopia". Den første udgivelse med bandet kom i 1974 med kun fire numre. Hele side 2 er et langt nummer. Særligt ved bandet i begyndelsen var, at tre at de seks medlemmer spillede synthesizer eller keyboards. Det samme var tilfældet på bandets liveudgivelse fra 1975. Denne instrumentering gav efter min mening bandet en kunstig og overlæsset lyd. Lp’erne vakte heller ikke udtalte anmeldernes begejstring.

I 1976 fik ”Todd Rundgrens Utopia” en anden form og et andet musikalsk udtryk. Bandet stiftede navn til ”Utopia” og blev reduceret til fire medlemmer og en mere ”traditionel” instrumentering med trommer, bas, guitar og synthesizer/keyboards. Anmelderne var fortsat ikke begejstret på samme måde, som de var over Rundgreens soloudgivelser. De er udkommet sideløbende med dem fra ”Utopia”. ”Utopia” blev opløst i 1986.

Rundgrens og Utopias inspiration af The Beatles skinner tydeligt igennem på Utopia-udgivelsen ”Deface The Music” fra 1980. Det er fuldstændig, som at høre tidlige Beatles-udgivelser.

Fortsat et stort navn i musikbranchen og blandt kærnefans.
Rundgren er forsat aktiv som musiker; solo og sammen med andre, producerer, og deltager ofte som gæst i en lang række musikalske begivenheder og arrangementer.

Ingen tvivl om, at Todd Rundgren har haft og stadig har stor betydning for musikere og producere i USA. Han virker til at være et stort navn inden for musikbranchen. Det store publikum virker dog han ikke til at have haft eller har.
Dertil har der nok været for få hits i en ellers omfattende egenproduktion fra 1968 og til i dag. Trods alt har han en trofast kærne af fans og følgere.  Dem, må jeg konkluder, bliver jeg nok ikke en af!

Hvor er jeg så nu!
Visse af Barclay James Harvests udgivelser har jeg taget til mig. Dog uden så stor begejstring, at jeg behøver at høre en af aflæggerne på deres Tysklands-turneer. Musikken hviler i sig selv i form af gode melodier, flotte anlagte arrangementer og i de tidlige udgivelser; et strøg af psykedelisk rock.

Gruppen er nok det "redskab", der langsomt skal hjælpe mig ud af krisen og tilbage til lytningen.

Det bliver efter al sandsynlighed ikke Todd Rundgren og Utopia. Jeg har langtfra fået gennemlyttet alle mine lp med disse to navne. Spørgsmålet den kommende tid er, om jeg nogen sinde vil få det gjort? Dermed er det også usikkert, om jeg anskaffer mig flere udgivelser fra Rodgreens og Utopias bagkataloger.

Så hellere den ægte varer i form af Beatles.