Egentlig startede historien med, at redaktøren var på besøg og havde været forbi vores lokale pladeforretning Vinylfreak , hvor han havde set pladen ”Letters from Mississippi” med Eddie Hinton, men han købte den ikke......den var for dyr.

Pladen står i min samling, vi fandt den frem, og den blev gået efter. ”Letters from Mississippi” er udgivet i 1986 på det svenske pladeselskab Amalthea

Jeg har fået pladen forærende. En af mine venner, som jeg i øvrigt har lavet lokalradio med siden 1989, fandt i en periode ret mange plader på Skibby Genbrugsplads, og bragte dem med, når vi mødtes i radiostudiet, og ”Letters from Mississippi” var en af dem. Blandt flere andre .

.....sidespring.... siden slutningen af tresserne har jeg haft en optagelse, som jeg optog fra et af John Jørgensens fremragende programmer i DR ”Bluestime”  mandag aften.

Jeg har aldrig med sikkerhed vidst hvem optagelsen var med, men havde en formodning om at det var Elmore James. Sangen hedder ” Got to move” og når jeg er stødt på en Elmore James plade her eller i udlandet, så har jeg søgt efter denne sang, og det er da også lykkedes undervejs at finde titlen, men, så var det ikke den rigtige version. Denne version er karakteristisk ved at have en lang stopkor indledning, efterfulgt af en guitarfigur i det dybe register, hvorefter sangeren bryder ud i et YYYYYEEEESSSS YEEESS YES NOW, YOU GOTTA MOVE

Faktisk begyndte vi i bandet, at spille dette nummer, lyttet af fra den efterhånden noget slidte udgave på båndet, stadig uden at vide herkomsten. En dag havde min før omtalte ven en stak plader med i studiet, og blandt dem stod en Elmore James dobbelt-LP ”To know a Man”  fra 1969 på Blue Horizon. Her var DEN, indspilningen af  ”Got to move” i den rigtige version.

Pladen indeholdt de sidste indspilninger, som Elmore James fik foretage, inden han døde i 1963, og optagelserne blev først udsendt 6 år senere, som sagt på Blue Horizon.

Et engelsk pladeselskab, der var etableret af Mike Vernon og Mike Leadbetter i 1965, og som bl.a. udgav de første succesrige plader med Fleetwood Mac , der i øvrigt var stærkt inspireret af Elmore James

Udgivelsen af disse Elmore James numre skyldtes altså i høj grad nogle entusiastiske bluesfans fra England.

Uden deres medvirken ville optagelserne nok ikke have set dagens lys.

Og på den måde er der faktisk en forbindelse til udgivelsen af Eddie Hintons ”Letters from Mississippi” …. den historie er dog en anelse mere kringlet.

Eddie Hinton fik i 1978 udgivet sin første solo LP ”Very extremely Dangerous” på Capricorn.

I adskillige år inden da  havde han arbejdet succesrigt i Muscle Shoals studierne side om side med Jimmy Johnson, David Hood , Barry Beckett, Roger Hawkins, som en del af The Swampers.

" Now, Muscle Shoals has got the Swampers
And they've been known to pick a song or two
Lord, they get me off so much
They pick me up when I'm feeling blue
Now, how 'bout you?" (Lynyrd Skynyrd “Sweet Home Alabama")

Eller måske bedre kendt som The Muscle Shoals Rhythm Section, men Eddie Hinton var ikke bare en god guitarist, han var også en fremragende sanger, og så kunne han skrive gode sange.

Flere af hans sange blev indspillet f.eks.  “Cover me “ og “It´s all wrong but it´s all right” af Percy Sledge

Eddie Hinton var en dygtig sangskriver, og som sanger var han noget helt særligt, faktisk lød han meget som Otis Redding. Da omslaget hans første solo plade ikke havde et foto af ham, så var der mange, der antog at Eddie Hinton var en af de mange sorte sangere der med stor succes indspillede i Muscle Shoals studierne.

Eddie Hinton startede faktisk som session musiker i Muscle Shoals studierne allerede tilbage i 1968.

Duane Allman kom året efter og de medvirker begge på en række fremragende plader med bl.a. Clarence Carter , Aretha Franklin, King Curtis og Boz Scaggs

Angiveligt skal Duane Allman have tilbudt Eddie Hinton at blive medlem af Allman Brothers Band, men Hinton takkede nej, han var godt tilfreds med at arbejde i studiet, og det gik ham også rigtig godt . Han havde råd til at købe gode biler og et dejligt hus ved Shoals Creek, hvor han slog sig ned sammen med sin hustru Sandra. Han tjente rigtig gode penge i studiet og fra sine sange,

men så forandrede tingene sig med et slag.

Eddie Hintons hus blev raided af politiet, og man fandt noget marihuana. Så pludselig stod han overfor alvorlige anklager – men, den lokale anklager tilbød at droppe anklagerne,  hvis Hinton vel at mærke flyttede ud af staten.

Denne politik var ikke ualmindelig i sydstaterne. I Barney Hoskyns bog , ”Small Town Talk” fortæller han, hvordan Bobby Charles kom til Woodstock med en lignende sag hængende over hovedet. En sag, som han håbede, at Al Grossmann kunne få til at gå væk, og at dette angiveligt var den direkte årsag til Bobby Charles pladen af samme navn på Grossmanns plademærke Bearsville.

Bobby Charles indgik en aftale med Grossmann om, at Grossmann fik anklagerne til at forsvinde mod at Bobby Charles indspillede 2 plader på Bearsville. Det blev dog kun til den ene, inden Bobby Charles forlod Woodstock igen.

Til gengæld er det nok den bedste Bobby Charles plade nogensinde, men ikke desto mindre hårde vilkår at leve under.

En væsentlig årsag til, at musikere blev mødt med disse ”tilbud”, kunne tænkes at have baggrund i, at de arbejdede på tværs af hudfarve, hvilket der ikke blev set på med milde øjne fra officielt politisk hold, og så kunne myndighederne praktisere deres  politik  på denne måde.

Eddie Hinton tog imod ”tilbuddet,” og desværre fulgte han ikke i Bobby Charles' fodspor,

det kunne ellers have været spændende at se, hvad der kunne være kommet ud af det.

Derimod blev det begyndelsen til en lang sørgelig deroute for Eddie Hinton.

Pladen ” Very extremely Dangerous” forsvandt fra hylderne, næsten inden den var dukket op, for pladeselskabet Capricorn gik konkurs ugen efter, at pladen blev udsendt. Det faktum, at der intet billedmateriale var på albummet var også medvirkende til,  at Eddie Hinton forblev ukendt .

Han slog sig nu ned i Macon og dannede gruppen Eddie Hinton & The Rocking Horses

Som turnerede, men da gruppen havde både hvide og farvede medlemmer, oplevede de også eksempler på at racismen stadig havde gode vilkår i Syden. Blandt andet efter et job i Greenville South Carolina, hvor  deres varevogn havde fået skudt en del af bagenden af med et halggevær. ”Det var ikke noget vi talte om”, siger deres road manager Owen Allen,” vi satte os bare ind i bilen og kørte hjem” ( der findes 2 indspilninger med denne gruppe på den posthumt udsendte Eddie Hinton plade ”Dear Y`all ”)

I 1982 vendte E. Hinton tilbage til Muscle Shoals og indspillede 6 sange sammen med resten af The Swampers. Sangene blev sendt til forskellige pladeselskaber, men der var ingen, som var interesseret, og projektet strandede.

Og Eddie Hinton gik nedad i en spiral af druk, stoffer og mentale problemer. Han blev skilt og gled også væk fra sin mor, og endte på gaden.

En dag hvor han sad og hang ved et busstoppested kørte en af hans gamle venner, John D Wyker forbi. Efter at køre forbi endnu en gang for at sikre sig, at det virkelig var hans gamle ven Eddie, der sad der, så samlede John Wyker bogstavelig talt sin ven op, og prøvede at få ham på fode igen.

John Wyker var selv musiker og havde kendt Eddie siden deres helt unge dage. Han fik Eddie ind i et studie og de indspillede nogle sange som John D. Wyker ville prøve at få gjort et pladeselskab interesseret i. Der findes ikke nogen præcise dateringer for disse indspilninger, men de må have fundet sted i 1983/84

Og nu springer vi lige både i tid og sted.....

Vi springer til Sverige, nærmere bestemt Malmø, hvor der bor en fyr, der hedder Kalle Oldby,

Kalle Oldby er blandt meget andet et af de mennesker på planeten, der ved mest om indspilninger foretaget i Muscle Shoals, og han modtog i den egenskab en dag en gang først i 80érne en pakke med kassettebånd.

En række kassettebånd med sange, der var indspillet i Muscle Shoals.

Afsenderen var et musikforlag i Stockholm, som ville have Kalle til at lytte materialet igennem for at se, om noget af det havde potentiale til en udgivelse.

Kalle Oldby lyttede materialet igennem og sendte det tilbage til forlaget. Det vil sige, han beholdt et af båndene, og tænkte, at det ville de ikke lægge mærke til. På det bånd var de seks sange med Eddie Hinton fra 1982

Kalle Oldby er kendt, som en kender af musik fra Muscle Shoals studierne, og det vidste John D Wyker også, så han sendte de nye optagelser med Eddie Hinton til Kalle for at høre, om det var muligt at udgive det.

Kalle Oldby lyttede det nye materiale igennem, og fandt, at det var lige upoleret nok til at kunne stå alene, men, hvis det blev blandet med optagelserne fra Muscle Shoals fra 1982.

De seks sange, som Eddie Hinton havde indspillet under ledelse af Jimmy Johnson og sammen med Roger Hawkins, David Hood, Clayton Ivy og Ronnie Eades, så ville det kunne blive en fin plade, og Kalle Oldby præsenterede ideen for pladeselskabet Amalthea, og i 1986 kom Eddie Hintons anden soloplade.

Eddie Hinton” Letters from Mississippi”  Amalthea 1986

Pladen indeholder 12 sange alle skrevet og sunget af Eddie Hinton, men de stammer som sagt fra 2 forskellige sessions.

Kalle Oldby mixede de 2 sessions, således, at der på side 1 ( Ja, det er en LP) er nummer 1,2 og 5 fra Muscle Shoals, og de tre sidste herfra findes på side 2 som  henholdsvis første tredje og sidste nummer. De seks andre sange benævnes som The Birdland Recordings og er lagt rundt imellem Muscle Shoals indspilningerne.

Otte år var der gået siden udsendelsen af den første solo plade, og selv om denne anden soloplade ikke på nogen måde var en plade planlagt til at komme ud, så gik det denne gang meget bedre. (eks. Wet Weather Man )

Pladen blev bemærket, og Eddie Hinton fik gang i karrieren og kom på fode igen.

Desværre døde han i 1995 af et hjerteslag kun 51 år gammel.

Ironisk nok kom i 1999 pladen ”Hard Luck Guy” på genopstandne Capricorn . Nok den fineste plade med Eddie Hinton siden hans første. Pladen består da også hovedsageligt af indspilninger fra årene 1977-78

Afslutningsvis skal også nævnes  Dear Y'all en samling af 19 sange indspillet som demoer, men af meget høj kvalitet  og hvor man kan finde 2 indspilninger med Eddie Hinton & The Rocking Horses foruden et kort interview, som ikke er registreret på omslaget, men hvor Eddie Hinton bliver spurgt, hvilken session har er mest stolt over at have medvirket på, hvortil han svarer ”The Staple Singers”, og der kan en ny historie begynde........

"The business broke his heart you can hear it if you listen to the records. But you can also hear the endurance. Inside that destroyed human being was the spirit of Eddie Hinton, and he could still play that guitar. He just became like Van Gogh. There was this monumental genius. I never saw anyone take it further than Eddie."