Thanks to its insistence on clarity of expression — as well as clarity of sound — the German label ECM Records has, since 1969, helped shape the way we listen to jazz and contemporary classical music.
(Giovanni Russonello, New York Times)

Lytning inde eller ude; to verdener.
Den lytning, det er blevet til i august/september, har været begrænset. Den varme sensommer er blevet tilbragt udendørs – uden musik. Jeg kan ikke forliges med at opholde mig udenfor udstyret med et par hovedtelefoner. Musik hører jeg så godt som aldrig uden for; hvad enten jeg løber, cykler, går, eller blot sidder stille. Jeg synes, at det er forkert at lukke uderummets lyde, også stilheden, ude. Lydene er en del af uderummets særpræg og er med til at gøre oplevelsen komplet. For mig er det vanskeligt at være mentalt til stede i to samtidige verdener. Det handler om intensitet og nærvær både i uderummet og i musikken, men til hver sin tid.

Min lytning i august har været fokuseret på tre bogstaver ECM. Disse står for “Edition of Contemporary Music”. ECM er et tysk pladeselskab med base i München grundlagt i 1969 af Manfred Eicher og fortsat eksisterende.

Anskaffelse af et par ældre indspilninger på ECM med den amerikanske jazzguitarist Pat Metheny, som lige i øjeblikket er en af mine favoritmusikere, fik mig til at gå min musiksamling igennem for at se, hvad jeg egentlige havde af ECM-indspilninger. Det blev til min store glæde flere, end jeg umiddelbart havde regnet med.

Efter en kort historie om ECM, følger en spilleliste med et udpluk af mere eller mindre tilfældig valgte ECM-udgivelser, som jeg har lyttet til i august

ECM: Manfred Eichers vision og livsværk
For en forholdsvis lille startkapital på 16.000 DM og et lån etablerede Manfred Eicher ECM. Fra hans side var det tænkt som en reaktion på den for ham sjuskede og visionsløse måde jazz ofte blev produceret på. Samtidigt ønskede han at præsentere jazzen med en anden lyd i form af et kammermusikalsk præg.

Fra en stilling som producerassistent hos Deutsche Grammofon lærte Eicher at stræbe efter den højeste indspilningskvalitet. Endvidere kom hans uddannelse som kontrabassist ham til gode i sit virke som producerer.

ECM og Manfred Eicher er uadskillelige. Han er lederen, og han sætter sig præg på hele på produktionen ECM er Eichers vision om, hvordan jazzmusik bør lyde. For Eicher er albummet en helhed, som rummer hele den måde musikken præsenteres på ikke mindst i form af lyden, men coverdesign og den rækkefølge de udvalgte numre kommer i, spiller en stor rolle for Eicher

Eichers indspilninger på ECM er ofte blevet karakteriseret som udtryk for en nordisk tone; klar, enkel, gennemsigtig og med mange overtoner.

Manfred blev under sine rejser i Norden, hvor han følte sig bedst hjemme i Norge, inspireret af den norske saxofonist Jan Gabareks til gang til norsk folkemusik. Gabarek fik i det hele taget stor indflydelse på den europæiske jazzscene.

Den norske inspiration i ECMs produktioner kan også tillægges Eichers nære samarbejdspartner; den norske guitarist, studieejer og lydteknikker Jan Erik Kongshaug (4. juli 1944 – 5. november 2019).  Eicher stiftede bekendtskab med Kongshaug i 1970, da denne var lydtekniker i Bendixen studiet, hvor Eicher indspillede. I 1984 oprettede Kongshaug sit eget Rainbow Studio. Fra 1970 til og til sin død, var Jan Erik Kongshaug involveret i mere end 700 ECM-indspilninger.

I 1984 supplerede ECM jazz-indspilningerne med klassiske indspilninger under navnet New Series. I dette indlæg handler det om min glæde ved ECMs jazzindspilninger.

Kilder:
Jazz Special, december2009 – januar 2010, s.52-59. Artikel af Ib Skovgaard: Manfred Eicher & ECM
https://www.ecmrecords.com/story
https://en.wikipedia.org/wiki/Manfred_Eicher

Min ECM-spilleliste

Spredte kommentarer til spillelisten.
ECMs uden tvivl største kunstner, både som solist og med sine trioerne, er pianisten Keith Jarrett. På listen er han repræsenteret med sin europæiske kvartet, som bestod af to nordmænd; Jan Garbarek på saxofon og Jon Christensen på trommer, samt den svenske bassist Palle Danielsen. Kvartetten lavede to legendariske indspilninger i 1970’erne.

Pat Metheny var i en vigtig periode af sin musikalske karriere tilknyttet ECM. Fra 1975 til 1984 udgav han som solist og med sin kvartet på ECM. Siden har han indspillet fra bl.a. Geffen, Nonsuch og Warner.

Udover, at den norske saxofonist Jan Garbarek fast har indspillet på ECM, med undtagelse af sit debutudgivelse, har hans landsmand, guitaristen Terje Rypdal, ligeledes været trofast over for selskabet. Rypdal har siden 1971 indspillet 34 albums på ECM.

På spillelisten har to andre nordmænd fået plads. Det drejer sig om bassisten Arild Andersen og pianisten Tord Gustavsen med sin trio.

Den franske trommeslager Manu Katche indspillede fra 2006 til 2012 nogle fremragende udgivelser på ECM. Flere af dem sammen med Jan Garbarek.

Vibrafonisten Gary Burton indspillede fra midt 1970’erne til midt 1980’erne på ECM.

Bassisten Marc Johnson har udgivet to fremragende indspilninger med guitaristerne Bill Frisell og John Scofield samt trommeslageren Peter Erskine. Sidstnævnte er en ofte benyttet trommeslager på ECM-udgivelser.

Den italienske pianist Stefano Bollani udgiver ind i mellem på ECM. Bl.a. med Jesper Bodilsen på bas og Morten Lund på trommer. Trioen indspiller også på dansk Stunt. På udgivelsen Joy In Spite Of Everything medvirker bl.a. også Bill Frisell.

John Scofield har siden sin pladedebut i 1977 kun udgivet tre indspilninger på ECM. Hans seneste udgivelse på ECM er fra i år og hedder ganske enkelt John Scofield. Her spiller han solo sine egne og andres numre.

Guitaristen Dominic Millers sidste to udgivelser er på ECM. På udgivelsen, Absinthe medvirker, også her, Manu Katché på trommer

John Abercrombie er også en flittig udgiver på ECM. Hans sidste ECM-udgivelse er fra 2018. Siden sin lp-debut i 1971 har Abercrombie 38 ECM-udgivelser bag sig i eget navn.  John Abercrombie døde i august i år 72 år gammel.

Selv om han ikke er med på spillelisten, bør det absolut nævnes, at den danske guitarist Jacob Bros seneste fire udgivelser er på ECM.

Chick Coreas første indspilning med Return to forever fandt sted på ECM, som den eneste af gruppens indspilninger på selskabet. Albummet blev ikke dog udgivet som det første. Det var Light as a feather indspillet på Polydor.

Det sidste nummer på listen med den italienske bandoneon-spiller Dino Saluzzi er valgt for at vise bredden i ECMs udgivelser, men også fordi nummerets melankolske stemning går lige i maven og minder mig om, at sommeren går på held.

Listen har fået en vis overrepræsentation af guitarister, hvad der nok ikke er en tilfældighed, men skyldes ved eftertanke måske det forhold, at guitaren står så enkel og skarp i Manfred Eichers produktioner.

Ved gennemlytning af spillelisten, synes jeg, at ECM’s særprægede og karakteristiske lyd træder langt tydeligere frem, end jeg egentlig var klar over.

For meget lytning til ECM kan måske få verdenen til at stå stille, da det ikke er de hurtige og rytmiske numre, der præger selskabets udgivelser. Det er dog ikke nødvendigvis dårligt i set den kaotiske tid og utrygge tid, vi gennemlever.

”The most beautiful sound next to silence”

(ECMs tidligere motto)