Dylan Revisited: En fornyet Dylan-interessere.

A Complete Unknown: En god fortælling om starten på Dylans karriere.
På redaktionen minder vi engang imellem hinanden om, at vi ikke anmelder musik, men indirekte gør vi det jo egentlig, da vi skriver fortællinger, om det vi godt kan lide, det som optager os og det, der har betydning for os.

Det er baggrunden for dette indlæg om James Mangolds spillefilm om Bob Dylan: A Complete Unknown og om, hvad den efterfølgende har sat i gang af tanker og handlinger om Bob Dylan og hans musik.

Egentligt havde jeg bestemt mig for, at jeg ikke ville se: A Complete Unknown. Grunden til dette fravalg var ikke tydelig for mig. Byggede mest på nogle uklare fornemmelser og nok fordomme, som, hvis jeg nu skal prøve at begrunde dem, kunne være: Mange dårlige spillefilm de senere år om musikere, en bekymring for at den ville fremstå som uinteressant, at den ville tegne et stereotypt billede af Dylan, at den skulle være utroværdig og ikke mindst, at den ville være en ”greatest hits-film”. Det sidste er den, men på en god måde og i en særlig historisk håndterbar kontekst ved at skildre de første fem år af Dylans karriere og fokusere på bruddet fra folkesanger til rocksanger.

Langsomt, mens omtalen af filmen voksede, modnedes tanken om, at jeg hellere må se filmen. Hvad så grunden var til det, var nok den fornyede Dylan-interessere filmen skabte. Måtte hellere se, hvad det var en fortælling om Dylan, filmen skabte. Jeg overbeviste mig selv om, jeg ikke behøvede at lade mig rive med. Kunne blot forholde mig iagttagende og kritisk til, hvilken fortællingen om Bob Dylan skabte, hvilket ikke er uvæsentligt, taget i betragtning, den succes filmen har fået.

Fik min hustru med ind at se filmen, hun er bestemt ikke Dylan-kender og slet ikke Dylan-lytter, men analytisk meget skarp, når det handler om at analysere fortællinger og relationer. På den baggrund kunne være rart at have hende med som objektiv sparringspartner til en efterfølgende snak om filmen. Mit argument for at gå i den lokale biograf, Apollon, var: ”Den må vi hellere se”. Det protesterede hun ikke imod. Skabte dermed ikke nogle forventninger til om filmen.

Jeg må indrømme, at jeg blev positiv overrasket over filmen. Var godt underholdt af gode skuespillere, gode sange og en stramt komponeret fortælling, som dækker en begrænset tidsperiode fra 1961-1965. Når filmen omhandler starten på hans karriere, undgår den at tage stilling til, hvem Dylan er, og af hvilke veje han er nået hertil. Et også næsten umuligt projekt, Dylans mange facetter samt evig musikalsk og tilværelsesmæssige søgen taget i betragtning.

Historien i de år filmen omhandler, havde jeg kendskab til , inden vi gik ind i biografen; om møderne med: Joan Baez, Peter Seeger, Woody Guthrie, manager Albert Grossman, Johnny Cash, kæresten Sylvia, musikerne han spiller med på New Port, producerer John Hammond, etnomusikolog og kendt for sine mange optagelser Alan Lomax m.fl. Jeg behøvede ikke at bruge energi på at placere filmen i sin kontekst.

Den situation, at jeg syntes, jeg kendte historien, som Mangold så glimrende fortæller, gjorde, at jeg gennem hele filmen, kunne holde min egen fortælling op mod filmens fortælling. Set på den måde har filmen vel egentlig for mig retfærdig gjort sin berettigelse. Jeg nød filmen og faldt helt hen i sangene, som ikke synges i brudstykker, men fuldt ud. Filmen bragte på sin vis ikke nyt frem for mit vedkommende. ”Er det så ikke bare ren nostalgi?”, vil nogen sikkert straks spørge. Det afhænger af, vil jeg mene, hvordan vi hver især oplever filmen, og om den har et budskab, der rækker ud over dens fortælling. Følgende er min opfattelse af fortælling, og om den betydning den efterfølgende får.

Filmen, synes jeg, af flere årsager er god. En ung Dylan bliver fremragende spillet af Timotheé Chalamet. Han synger selv på lydsporet og lyder meget tæt på Dylan. Og ligner ham delvis. En bekendt sagde, da vi på et tidspunkt så traileren til filmen: ”Kunne de da ikke have fundet en, der lignede ham bedre?” Det var måske netop en pointe, at han ikke ligner 100 %. Dermed bliver fiktionen i filmen understreget. Som hustruen senere ganske rigtig pointerede: ”Stemmen er da mere vigtigt en udseendet”.

Bruddet den 25. juni 1965: Filmens kulmination.
Folkesangerne Pete Seeger og Woody Guthrie spiller begge en central rolle i filmen. Pete Seeger, som er med gennem hele filmen, hjælper Dylan igang i gang med karrierer. Ham følger ham løbende og optræder, som en form for mentor. Woody Guthrie, der optræder i starten og slutningen, er den, der har inspirerer Dylan til at blive en af den ny tids folke- og protestsanger. Dem, der forholder sig til deres aktuelle samtid.

I filmens start ankommer den 19-årige Dylan til New York og besøger straks Guthrie på det hospital, hvor han er indlagt, hårdt ramt af Hustington-sygdom. Om besøget, hvor også Pete Seeger er til stede, har foregået, som beskrevet, er nok tvivlsomt, men de 3’s indledende møde sætter en fortællermæssig ramme omkring filmen, og især for den store inspiration Guthrie er for Dylan.

Dylan synger på hospitalet for en begejstret og synligt syg Woody Guthrie, som anerkendende giver ham en af sine mundharper. Den følger Dylan i forsøget på at få en karriere i folk-miljøet i New York. Da Dylan har gennemført sit oprør på Newport i 1965, sluttes filmen af med, at han afleverer mundharpen tilbage til Woody Guthrie. Det symbolske i handlingen fra Dylan side kan være: ”Jeg behøver den ikke mere, jeg har opnået, hvad jeg ville – Tak for lån”.

Den store brud i filmen omhandler Dylan fra han i 1961 kommer til New York, og så til hans opgør i 1965 med den folkemusikscene, han selv i starten kæmper for at blive en del af, men som han brød med, da han ikke ville acceptere de præmisser, det forgik på. I takt med sin popularitet blandt kolleger og publikum føler hans sig fastlåst i forventninger. Han giver udtryk for, at han ikke vil være en omvandrende jukebox. En udtalelse, der i høj grad også gælder i dag, hvad angår hans koncerter. Ikke to er ens!

Dylan vælger ud fra omgivelsernes forventninger og pres at blive ”forræder” og oprører ved at spille elektrisk på folkemusikfestivalen Newport Festival i 1965. Billedet, som folkesangeren Bob Dylan, fortsætter han sit opgør med på den efterfølgende elektriske verdensturne i 1966 med The Band, som de ikke hed dengang, som backing. Han stod imod buuuh-råbene, og i de efterfølgende udgivelser blev han hyldet som den nytids rockmusiker og poet.  Gennem sine tekster får han poesien ind i rocken.

Da Dylan går på scenen på Newport, vælger han at starte ud med par akustiske sange, mange nervøse omkring ham ånder lettet op, for dernæst at tænde for strømmen og starte på en elektrisk; Like a rolling stone. I samme øjeblik udspiller der sig kaotiske scener backstage. Forvirringen og forargelsen er total. Pete Seeger forsøger forgæves at skære ledningerne til lydanlægget over. Nøjes med at rykke dem fra. Manager Albert Grossman kommer i fysisk slagsmål med medlem af festivalens bestyrelse; Alan Lomax, der vil have Dylan ned fra scenen.

Pete Seeger fortalte i et interview i 2006, at han ikke ville koble lydanlægget fra på grund af, at Dylan spillede elektrisk, men fordi lyden var for dårlig;

“I was furious that the sound was so distorted, you could not understand a word he was singing. He was singing a great song, ‘Maggie’s Farm’ — a great song. But you couldn’t understand it.”
Fix the sound, so you can understand him. They hollered back: ‘No, this is the way they want it.’ I don’t know how ‘they’ was. I was so mad, I said: ‘Damn, if I had an axe, I’d cut the cable right now.’ I really was that mad. I wasn’t against Bob going electric. As a matter of fact, some of Bob’s songs are still my favorites. What an artist he is.”
Kilde.

Dylan og bandet spiller på det højeste lydniveau, der nogen var blevet hørt på New Port, og hvad der herefter skete synes at fortone sig i lang række af modsætningsfyldte indtryk:

Some people were dancing, some were crying, many were dismayed and angry, many were overwhelmed by the ferocious shock of the music or astounded by the negative reaction.
Kilde: New York Times. Citat fra: Elijah Wald: Dylan goes Electric, 1. Dye. St. 2015

Singleversionen af Like a rolling stone bliver udsendt den 20. juli. Fem dage før Dylans revolutionerende optræden på Newport Festival. Nogen havde nok fornemmet, hvad der ville ske. Dylan og pladeselskabet er klar til hans ændrede udtryk. Sidstnævnte er dog noget tøvende over for udgivelsen. Dels er det for langt i forhold til singlens normale 2-3 minutter varighed, dels er nummeret for rockende i sit udtryk. Folk-publikummet er bestemt ikke klar til en forandret Dylan.  Det er andre til gengæld. Singlen ender som nummer to på Billboards Charts i USA. Singleversionen er et par måneder senere indledningsnummeret på lp’en: Highway 61st Revisited. En af Dylan mest roste udgivelser.

Spørgsmål er om Dylans brud med folkesangeren Dylan i virkeligheden er så markant i USA, som det skildres i filmen, hvor det bliver meget dramatiseret; psykologisk og fysisk. I april samme år, 1965, udgav Dylan; Bring It All Back Home. Albummet er både akustisk og elektrisk, så det kan nok ikke overraske så mange, at Dylan begynder på at spille rock. At han på scenen tager springer på selve Newport har nok for ham selv stor symbolsk værdi, taget i betragtning den betydning festivalen blev tillagt. I forhold til filmens dramaturgi er sekvensens med fremførelsen af Like A Rolling Stone et oplagt markant brud.

En troværdig fortælling samt en pudsig beretning fra studiet.
Oplagt vil det så være at spørge, om filmen er troværdig i forhold til den historiske fortælling. Ja, vil jeg sige. Det forekommer den stor at være taget i betragtning, at filmen som spillefilm er en blanding af fiktion og fakta. For, at vi skal indleve os i handlingen, skal den have en vis dramatisk spænding. Vi skal kunne identificere os med karaktererne gennem nogle almene menneskelige situationer. Min medkommentator og ledsager til filmen, syntes dog ikke, at den lille historie er filmens stærkeste side. Hendes konklusion var, at personerne er for ensidige fremstillet og ikke ændrer udtryk gennem filmen. Især i forhold til Dylans kvindelige bekendtskaber. Måske en pointe, men det var ikke, der jeg havde mit fokus.  Synes, at Chalamets fremstilling af Dylan var meget komplekst og nuanceret spillet.

En lille - og pudsig - scene fra et studie får mig til tro på filmens troværdighed og fokus på detaljerne: En musiker, som opholder sin i kontrolrummet, tilbyder at overtage orgelspillet, da der rokeres rundt i studiet. Denne musiker ender ved en tilfældig og sin insisteren med at blive verdensberømt for sit orgelspil.

Bag denne "begivenhed" ligger en pudsig og tilfældig historie, som får en vis betydning. I en video har Al Kooper, som er hovedpersonen, fortalt sin historie.

Da Dylan indspiller Like a rolling stone i juni 1965, får han i studiet elektrisk backing af en gruppe musikere hentet ind af producerer til singleudgaven; Tom Wilson. Blandt disse er guitaristen Michael Bloomfield. En anden guitarist, Al Kooper, befinder sig i kontrolrummet og har medbragt sin guitar, Hvad der egentlig bygger på en misforståelse. Wilson, som tidligere har brugt Kooper som studiemusiker, har inviteret ham, men ikke for at spille, hvad Kooper tror, han skal. Kooper er Dylan fan og har øvet sig for at gøre indtryk.

Da Dylan kommer til studie, sker det sammen med en anden guitarist, Mike Bloomfield. Al Kooper finder ud af, at han kun er inviteret med som gæst. Da Wilson på et tidspunkt forlader studiet, sætter Al Kooper sig med sin guitar sammen med de øvrige musikere i håb om at få lov til at spille med. Al Kooper må erkende, at Mike Bloomfield er "25 gange bedre", end han selv er, og vender skuffet tilbage til kontrolrummet.

Imidlertid vælger Wilson, efter af være kommet tilbage, at flytte orgelspilleren, Paul Griffin, til pianoet. Al Kooper griber straks chancen og fortæller overbevisende Wilson, at han sagtens kan betjene orglet, hvad Wilson dog stærkt betvivler: "You are a guitar player", bliver han fortalt. Al Kooper fortæller, at han ikke havde erfaring med at spille orgel. Han insisterer og afvises ikke af Wilson. Kooper sætter sig ved orglet og gør det så godt i studiet, at han går lov til at spille på nummeret. Da Dylan hører sangen, insisterer han på, at orglet skal fremhæves på det endelige mix. Da singlen kommer ud, lægges der mærke til orgelspillet og fra det tidspunkt, vil alle bruge Kooper som orgelstudiemusiker.

En tilfældighed, synes at være afgørende for, at Al Kooper får en karriere som orgelspiller: Da han sætter sig til orgler, er det tændt. Ifølge Koopers beretning er det en meget svær proces at tænde et Hammon3B orgel, og han er ikke stand til at gøre det. Havde det være slukket, var det - måske - gået anderledes!

I øvrigt spillede Mike Bloomfield og Al Kooper senere sammen.

Genhør med Dylan efter filmen.
Udover filmen genopfriskede min fortællingen om den tidlige Dylan, fik den efterfølgende betydning for omfanget og karakteren af de Dylan album, jeg straks lyttede til.

Dylan har altid været en del af mit musikliv, men jeg har aldrig været den store Dylan-entusiast og ejer af en store samling af hans udgivelser. Dette har dog ændret sig over de senere år. Måske, når jeg kigger på min Dylan-samling, som især er cd’er, er jeg nok mere til Dylan, end jeg egentlig vil vedgå. Ikke fordi, der er noget galt i det. Jeg er ikke så meget hjemme forskellige perioder af hans liv og musik - og slet ikke i hans poesi. Hvad mange er, når der kigges på de mange bogværker om Dylan.

Folkesangeren, den akustiske Dylan, har aldrig tidligere haft min opmærksomhed. Det har derimod rocksangeren Bob Dylan. Det første Dylan-album, som jeg lyttede til var Blonde on Blonde fra 1966. Ikke samtidigt med udgivelsen, men senere da jeg kom i gymnasiet i 1970.

Herefter gik det videre med John Wesley Harding, New Morning, Self Portrait, Nashville Skyline m.fl. og kulminerede med udgivelsen af Basement Tapes. Vi var nogle stykker, der lånte udgivelserne på biblioteket og herfra overspillede dem på bånd. I mange år lytter jeg kun sporadisk til Dylan, da der efter min vurdering udkommer mange anonyme Dylan-udgivelser i fra midten af 1970’erne,

Min Dylan-lp; Desire, fra 1975 købte jeg samme år i en HMV-shop i London. Uden rigtigt at kende noget til den. Skulle bare have noget aktuelt med hjem fra musikmekkaet; London:

Har netop taget den frem fra pladehylden. Tror knap nok, at jeg har spillet den, siden den blev købt. Kender den faktiske ikke rigtig, udover indledningsnummeret Hurricane, som blev spillet ofte i radioen. Nu skal den på pladespilleren. Efter et kig på Dylan-anmeldelser på All Music er Desire, med få undtagelser som: Infidels og Empire Burlesque, den bedste udgivelse frem til: Time Out of Mind i 1997

Efter Desire går der 14 år, inden jeg igen køber Dylan. Anledningen er, at jeg er blevet begejstret for den canadiske sanger, musiker og producer: Daniel Lanois. Hans første produktion for Dylan er: Oh Mercy, fra 1989. En lp jeg er temmelig glad for, og som jeg har spillet i perioder. Især på grund af Lanois’ lydbilleder.

Siden Oh Mercy har jeg løbende anskaffet mig Dylans udgivelser, udtaget de mange, men heraf flere interessante, fra Bootleg Series

I 1997 producerede Daniel Lanois igen for Bob Dylan. Den omtalte: Time Out Of Mind.

I 2008 kom i udgivelsesrækken; The Bootleg Series Vol. 8: Tell, Tale, Signs, som hovedsagelig er sjældne og uudgivet numre fra de to Daniel Lanois-udgivelser. Nok min mest afspillede Dylan-udgivelse. Den findes i en version med to cd’er og en med tre.

Som omtalt i et tidligere blogindlæg, har jeg en vis svaghed overfor liveudgivelser. Gode liveudgivelser er ikke lige netop Dylans styrke. Faktisk er der kun en, jeg virkelig bryder mig om. Hvis jeg ser bort fra de nye remixede udgivelserne med The Band fra 1974-turneen. Hvorfor faktisk gøre det, når det kun er Dylan sange, der fremføres her. Så må det hedde, at den anden er indspilningerne fra The Rolling Thunder Revue-turneen i 1975 og 1976, hvor Dylan spillede på på mindre steder og kom i små lokalsamfund. Udgivet i 2002 som Bootlegs Series Vol. 5. Udgivelsen har en friskhed og spilleglæde over sig, som mangler på f.eks. At Budakan fra 1979. Dette "greatest hits-album" virker søvndyssende, flad og lukker al luft ud af Dylans sange.
På Rolling Thunder Revue-udgivelsen derimod kan der tales om en revitalisering af Dylans sange.

Liveindspilningen med Greatful Dead: Dylan & The Dead fra 1989, synes jeg ikke er så ringe, som den er blevet gjort til. Som Greatful Dead-fan synes jeg, at de to parter klæder hinanden, uden det dermed er sagt, at det er en stor udgivelse.

Efter jeg har set filmen, er det ikke den elektriske Dylan, jeg har lyttet mest til. Derimod den akustiske side, som jeg har forsømt. Den klarhed sangene fremstod med i filmen, og det engagement Timotheé Chalamet lagde i at fremføre dem, fik mig til at lytte til de originale udgivelser: Bob Dylan, The Freewheelin’ Bob Dylan, The Times Are A-Changin’, Another Side of Bob Dylan.

Også skete der det, hvad der normalt ikke altid er tilfældet, når jeg lytter til Bob Dylan; jeg kom til at lytte til teksterne. Ja, jeg ved godt, at poesien er en central del af Dylans sange, der er skrevet meget om den og lavet mange analyser af, men det er vel aldrig for sent at være med?

Dylans tre udgivelser, hvor han synger sange fra The Great American Songbook, er jeg gået uden om i en stor bue. De sider mig ikke sig meget. Et par enkelte lytninger har været nok

I den kommende tid glæder jeg mig til at læse Johannes Andersens nye bog om Bob Dylan: Nærvær og fravær samt Elijah Walds: Dylan Goes Electric!, som jeg netop har anskaffet mig. Bogen danner inspiration for filmen.

 En film om og med Bob Dylan: Rolling Thunder Revue.
I en samtale med medredaktøren om et udkast til dette indlæg, spurgte han, nu hvor jeg havde nævnt og rost Rolling Thunder Revue-indspilningen, om jeg også vil nævne omtale filmen om turneen? Det svarer jeg straks ja til, en udmærket ide.

Ved nærmere eftertanke, syntes jeg, når vi tidligere har talt om filmen, at han var mere inde i filmen, end jeg var. Derfor spurgte jeg ham, om han ville skrive et par linjer om filmen. Svaret kom i form af mere end et par linjer.
Disse linjer vælger jeg at gengive i sin helhed. Først efter en kort introduktion til filmen.

Den blevet betegnet som en pseudo-dokumentar, da den bygger på faktiske optagelser og på fiktion. Mange af scenerne er instrueret og personer samt situationer findes ikke i virkelighed, men fremstår som de gør det!

Filmen bygger på en film, Dylan selv lavede i forbindelse med Rolling Thunder Revue-turneen: Renaldo and Clara, som havde premiere i 1978. Dylan har selv instrueret filmen samt skrevet manuskriptet i samarbejde med Sam Shepard. Ligesom Rolling Thunder... er den sat sammen af mange filmiske genre.

Ved premieren i 1978 blev den til en start kun vist i udvalgte biografer i New York og Los Angels. På grund af dårlige anmeldelser blev den taget af plakaten og gemt væk. Indtil Martin Scorsese så tog fat i den igen i 2018. Hans anden film om Dylan efter No Direction Home.

Her kommer medredaktørens, Lennart Larsens, kommentarer til Rolling Thunder Revue-filmen:

Rolling Thunder Revue. Film af Scorsese, 2019, Netflix,  2 timer og 22 minutter
Filmen er pragtfuld – dels, ser vi en række koncertoptagelser med en mere end veloplagt Bob Dylan og et band der består af violinisten Scarlet Rivera, og ikke mindst leadguitaristen Mick Ronson (lige ud af David Bowies Spiders From Mars-band), multiinstrumentalisten David Mansfield sammen med guitaristerne Bob Neuwirth, Steven Soles og en meget ung T Bone Burnett, bassisten Rob Stoner og trommeslageren Howie Wyeth. Der er meget fokus på Scarlet Rivera, men Mick Ronson spiller fantastisk, og desuden får vi udtalelser og interviews  fra forskellige involverede, som ikke nødvendigvis er sande.

Filmen er kalejdoskopisk og indeholder prægtige klip med f.eks. Joan Baez forklædt som Bob Dylan, og Allan Ginsberg, digter og danser – det sidste vidste man ikke lige – i det hele taget er der meget, man ikke vidste, og ikke alt hvad man får at vide er sandhed.

Så man efterlades forvirret og fornøjet.

Som Bob Dylan anno 2019 siger, da han bliver spurgt ud om hvordan var Rolling Thunder Revue– ”jeg var ikke født dengang”