I forbindelse med forberedelsen af artiklen »Livemusik i Coronaens tid« fik jeg lyttet til en del gamle liveplader.

Der findes jo et væld af lister over, hvad der er blevet udnævnt til de bedste plader i tidens løb,
og så bliver der jo udsendt nye »gamle« koncerter med forlængst hedengangne bands.

Jeg tænker at denne udgivelsespolitik primært retter sig mod de sidste levende fra den gamle fanskare.

The Band

The Band har dog fået en del presseomtale på det sidste p.g.a. dokumentarfilmen »Once were Brothers: Robbie Robertson and The Band«

En 100 minutter lang film hvor historien om orkestret fortælles udfra Robbie Robertsons synsvinkel,
3 af medlemmerne Richard Manuel, Rick Danko og Levon Helm kan af gode grunde ikke give deres besyv med, og det sidste medlem Garth Hudson medvirker i filmen,
men han har altid været en mand af få ord, så Robbie Robertson fortæller historien.

Hvis man skulle ønske en anden synsvinkel, så anbefales det at læse Levon Helms bog »This Wheel’s on Fire«.

Robbie Robertson & Levon Helm kom til at stå stejlt overfor hinanden og dette modsætningsforhold varede ved .

Den oprindelige konstellation The Band gik i opløsning i årene 1976-78

Orkestret gendannedes i 1983 uden Robbie Robertson, men i 1986 begik Richard Manuel selvmord, og selv om de 3 andre fortsatte med andre musikere,
så var The Band ikke længere. Rick Danko døde i 1999 og Levon Helm i 2012.

The Band er aktuelle ikke blot med filmen, men også med udgivelsen af en jubilæumsversion af Stage Fright 50 års jubilæum,
og indeholdt i denne udgivelse er en ikke tidligere udsendt koncert fra Royal Albert Hall, Juni 1971.

Koncerten består af 20 numre, hvoraf de 6 er fra Stage Fright pladen.

Der er tidligere udsendt mange koncerter med The band, men denne er en af de bedste. Bandet står skarpt, sammenspillet og friskt hele koncerten igennem.

Neil Youngs Arkiver

Jeg ved ikke lige, hvordan der ser ud i Neil Youngs Arkivskab - eller er det en arkivlade han har?

Det skorter i hvert fald ikke på arkivmateriale, og han har for mange år siden lovet, at det hele nok skal komme ud,
og det er jo pænt af ham at love det, men, når så det bliver udsendt, så må man selv gå igang med at sortere i materialet.

Hvad er nyt, og hvad har tidligere været udsendt?

Denne Volume II består af 10 cd’er med materiale fra perioden 1972- 76, og lægger sig i direkte forlængelse af Archives Vol I,
der kom i 2009, og består af 8 Cd’er .
En periode på 13 år dækket ind med 18 cd’er

Neil Young udsendte sin første solo plade i 1968, og frem til 1976 kom der 9 lp’er med Neil Young.

Allerede i 1977 udsendte han sin første tilbageskuende plade »Decade« 3 lp’er med materiale, der gik tilbage til tiden med Buffalo Springfield.

Karakteristisk for Neil Youngs udgivelses politik er, at den har været generøs, forskelligartet og usammenhængende.

Archives Vol II indeholder materiale, der tidligere er udsendt i 2018, 2019 og 2020.

Pladen »Homegrown« oprindelig indspillet i 1975 blev udsendt selvstændigt sidste år og er med her.

»Roxy: Tonight’s the Night« kom i 2018, og »Tuscaloosa« en koncertoptagelse med The Stray Gators fra 1973 blev udgivet selvstændigt i 2019,
og begge disse udgivelser er også inkluderet i Archives Vol II.

Desuden har Neil Young i år udsendt »Young Shakespeare« en koncertoptagelse fra 1971 fra The Shakespeare Theatre i Stratford Connecticut optaget 3 dage efter »Live at Massey Hall 1971«,
som kom i 2007, og en næsten identisk sætliste, og lettere forpustet skal vi huske at nævne »Way down in The Rust Bucket« 2 cd'er eller 7 lp’er, der blev udsendt i år og er omtalt andetsteds på bloggen.

Jeg vil anbefale Neil Young og hans pladeselskab i fremtiden at lægge musikken op på deres respektive hjemmesider til gennemlytning, hvorefter man efterfølgende kan bestille sangene i materiel form, hvis man ønsker dette .

Når dette er sagt, så må jeg anbefale "Homegrown".
Oprindelig indspillet i 1975, men ikke udsendt. I stedet kom "Tonight's the Night", og skønt enkelte numre fra Homegrown pladen har været udsendt, så er det først nu (2020), at den er tilgængelig i sin helhed.

Det fortælles, at Neil Young holdt pladen tilbage på grund af hjertesorg, men tiden læger som bekendt, og det er en af de rolige Neil Young plader, men spillet med en løs fornemmelse. Levon Helm trommeslageren fra The band medvirker på et par numre, og ellers varetages trommerne af Karl Himmel, som var fast inventar hos J.J.Cale, og så er der garanti for tilbagelænet feeling. Titelnummeret alene karakteriserer pladen glimrende, og giver mig mindelser om Bobby Charles.

Chris Whitley & Jeff Lang Dislocation Blues 2006

Der kan komme noget godt ud af at rydde op. Ved en, om ikke oprydning, så en lille reorganisering af stablerne, faldt jeg over en gammel Cd med Chris Whitley "Din of Ecstacy" fra 1995,
og jeg søgte ham på min streaming tjeneste
OG MED ET HIP OG HURRA dukkede der adskillige plader op .

Chris Whitley døde i i november 2005, men i april samme år indspillede han sammen med Jeff Lang, australsk guitarist, denne ikke mindre end fremragende plade.

Jeff Lang og Chris Whitley havde kendt hinanden i flere år og i forbindelse med en tour i Australien joinede Jeff Lang, og de gik i et studie sammen med trommeslageren Grant Cummerford og bassisten Ashley Davies

En lille gruppe musikere, som kendte hinanden virkelig godt, og det kan høres.

Pladen kom først ud efter, at Whitley var død, men viser ham som en original guitarist sangskriver og fortolker af andres sange. When I paint my masterpiece, af Bob Dylan får her en drejning, som giver credit både til sangen og  Chris Whitley.