I forbindelse med udarbejdelsen af indlægget: ”Begejstring for liveudgivelser” blev det naturligvis til lytning til en del liveudgivelser, men også til nogle enkelte studieindspilninger.

Dokumentaren på DR: ” Musikken og magien fra Laurel Canyon ” har haft en stor afsmitning på min lytning de seneste uger. De kunsterne, der boede i udkanten af Los Angeles, fik gennem gensidig inspiration en enorm betydning for udviklingen af rockmusikken i årene fra omkring 1966 til 1974.

Så har jeg for første gang i næsten 25 år- eller mere - købt en spritny lp!  Endda en form for udgivelse, som jeg i tidligere indlæg ikke har udtalt mig særlig positivt om. I denne situation blev jeg indfanget af stemningen i form en glimrende sammensætning af numrene. Sådan kan det gå!

Har genfundet Jefferson Airplane
Jefferson Airplanes liveudgivelse: ”Bless Its Pointed Little Head” fra 1969 fik i forbindelse med indlægget om liveudgivelser rettet min fulde opmærksom mod bandet. Hvor var det dog et fantastisk band. Særligt i årene fra 1966 og frem til udgivelse af ”Bark” i 1971. Især Jorma Kaukonen viste gang på gang, hvilken fremragende guitarist han var for bandet. Som Jefferson Airplane, blev det kun til en udgivelse mere, ”Long John Silver” fra 1972. Herefter opløstes bandet i soloudgivelser, duo-projekter, trio-projekter og for senere at ende som ”Jefferson Starship” med Paul Kantner og Grace Slick som drivkræfter. Bandet blev meget populært, men lå med sin mainstream-rock langt fra Airplanes psykedeliske rock, som blev et musikalsk symbol på hippiebevægelse i San Fransisco.

Jefferson Airplanes studieudgivelse fra 1969: ”Volunteers” hørte jeg for første gang i 1971 som 1. g’er på en studieuge til Tversted med gymnasiet. Temaet var officielt filmkundskab – og uformelt om aftenen bunke vis af syret musik, valgt af 3 g’erne, som forløbet var rettet mod. Til musikken massevis af øl og vin - og på værelserne pot. Dansklæreren havde spurgt os 1. g'er, om vi nu ville med, for der foregik ting, som måske ikke lige var noget for os. Vi var med to år i træk!
På Volunteers medvirker i øvrigt også Steven Stills, David Crosby og Jerry Garcia.

Endelig fanget ind af Joni Michell
50-året for udgivelsen af Joni Mitchells ”Blue”, den følgende fokus i medierne på dette album, samt dokumentaren på DR ”Musikken og Magien fra Laurel Canyon”, fik mig til at lytte til ”Blue”. Og efterfølgende hendes albums fra 1968 til og med 1976. Efter min mening, hendes bedste periode. Joni Mitchells senere udgivelser finder jeg med få udtagelser ikke særlig interessante. Er først nu blevet klar til Joni Mitchell og har fundet en stemning i hendes musik, der ikke tidligere kunne fange mig.  Den var for uinteressant eller nærmere for stillestående.

Joni Mitchell og Graham Nash fandt hinanden.
De to kunstnere fandt hinanden i Laurel Canyon i et smukt forhold.
Oplevede Graham Nash med trio i Gøteborg, som opvarmning til Van Morrison. Her hilste han meget rørende fra Joni Mitchell, som han netop havde besøgt, og fortalte, at hun havde det godt.
Jeg har altid haft en svaghed for Graham Nashs vokal og hans lette sangbare popmelodier. Hans baggrund i The Hollies fornægter sig aldrig. Er meget begejstret for hans soloudgivelser, især ”Songs for beginners”, samt sen langt amarbejdet med David Crosby. Nu er de vist blevet uvenner.

”Love” skaffede Doors pladekontrakt
Love er et af navnene fra perioden sidst i 1960’erne til først i 70’erne, som, efter min mening, er noget overset.

Gruppen, som også havde sine rødder i Laurel Canyon, fik i sin tid en kontrakt med selskabet Electra, men ville ud af den, da bandet ikke mente, at selskabet gjorde nok for at sælge gruppen. Det lykkedes Love at overtale The Doors, som debuterede på The Trobadour, til at skrive kontrakt med Electra mod, at bandet kunne slippe fri af deres. Sådan gik det ikke. Gruppen kom ikke fri af deres kontrakt. Love, først og fremmest  identisk med sanger og komponist Arthur Lee, udgav i slutningen af 60’erne nogle fantastiske albums, ”Love”,  ”Da Capo” samt for ”Ever Changes” er fantastiske albums, men som aldrig blev de store hits for bandet. Måske var deres blanding af mange stilarter en smule for kompliceret for et større købende publikum. Blanding af sorte og hvide musikere havde måske også en vis betydning på det tidspunkt for det manglende gennembrud.  Udgivelsen "Forever Changes" fra 1966 omtales i dag som et mesterværk.

Væk fra Laurel Canyon og til Hvalfugl-koncert i Struer
I Stuer Jazzklub synes vi, at vi har lavet et fremragende program for efteråret. Vi sluttede foråret af med en medrivende koncert med den unge gruppe Odd Pocket. Vi startede efteråret med en anden ung gruppe, Hvalfugl. Jeg kendte gruppen fra dens tre udgivelser. De tre musikere, piano, bas og guitar spiller indlevende og indadvendt musik. Det er en stemning, som man kan lade sig føre med ind i, hvis man er opsat på at lade det ske. Det var et oplagt publikum den aften, og gruppen fik alle med ind i deres musikalse univers. Meditation er måske for meget at sige, men vi er tæt på noget der ligner.

En lp, jeg ikke burde synes om!
Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har købt en lp til fuld pris. Det må være tilbage i mine Genesis-dage, hvor jeg var parat til at give hvad som helt, når der var nyt fra bandet. Så er vi mindst 30 år tilbage. Nu er det sket. Svært med den hyppighed at at sige igen.

Min søn og jeg var på besøg i musikbutikken ”Route 66” i Fredensgade i Aarhus. Straks vi trådte ind i butikken, røg min søn  i afdelingen med nye hiphop-vinylerne og derefter i kasserne med alt det nye. Jeg røg mere eller mindre forvirret rundt mellem alle de nye lp, jeg vidste jo, at jeg ikke skulle have noget med fra denne afdeling.

Fandt hurtigt op på første sal med alt det brugte i vinyl.  Fik en voldsom hjertebanken over alt, hvad der stod her – og så vel organiseret efter genre og dernæst næsten alfabetisk. Totalt ophedet over, hvor jeg skulle starte gik jeg ned igen. Det krævede mindst en dag at gå det her i gennem. Da jeg stødte på min søn igen, med en stak lp’er under armen, sagde han stolt: ”Se, her jeg har fundet en til dig”. Fint valg, sønnike kender faderens smag. Op foran mig holdet han en ny udgivelse med Jefferson Airplane. Titlen lød umiddelbart, som endnu en gengivelse af tidligere udsendt materialer: ”Acid. Incense and Ballons: RSD. Collected gems from the golden area of flight”. Et kig på bagsiden og udgivelsens numre fik mig til at tænke, at det ser måske meget lovende ud med en række af mine favoritsange. Dertil en kombination af live- og studieindspilninger. Ville ikke skuffe sønnen og købte den, hvad jeg så sandelig ikke har fortrudt. Rammer lige præcis den lyd, som jeg synes viser Jefferson Airplane, når de er bedst. Sjældent har jeg været så begejstret for en opsamling!

Lp'en findes desværre ikke på Spotify, så her kommer en fremragende liveudgivelse med Jefferson Airplane: