Hvornår jeg udvidede min mundharpesamling, fra den første med 4 huller, så den ikke blot kom til at indbefatte en mundharpe med 10 huller, men faktisk kom til at indeholde adskillige mundharper i forskellige tonearter, har jeg faktisk ingen erindring om.

Men det er et faktum, at jeg var yderst inspireret af ikke blot bluesmusikken, men også bluesmusikerne selv. De fremstod som mine idealer.

I mange år havde jeg et stort ønske om med tiden at komme til at fremstå som personen på Sonny Boy Williamson pladen., halvfed i laser og med brun hud.

Jeg er tættere på nu end nogensinde før, lige bortset fra hudfarven

I det hele taget var jeg betaget af afroamerikanere, også inden jeg hørte Sonny Boy Williamson

Allerede i 1961 tog jeg til Østerbro Stadion for at opleve Wilma Rudolph, som var olympisk mester i 100m og 200 meter løb fra olympiaden i Rom i 1960 - så jeg var ikke kun forelsket i musikken, men også i kroppene, dansen, løbet, og jeg sang såmænd også spirituals.

På websiden Pancocojams kan høres syv forskellige udgaver af spiritualen: I got shoes.

Det var ikke det religiøse, der fangede mit øre - det var klangen, indlevelsen og rytmen - så jeg havde allerede præpareret mig selv godt og grundigt inden jeg hørte Sonny Boy Williamson

Der var ingen musik i vores lejlighed, hvis man ser bort fra Giro 413 om søndagen. Mine forældre havde ikke en pladespiller, så jeg dyrkede min musikinteresse alene på mit værelse.

Foruden pladespilleren kom en radio og en båndoptager - Grundig TK14 til, så jeg nu kunne optage fra radioen.

Musikken havde godt fat i mig - jeg erindrer, at Jens, min sidekammerat fra klassen, og jeg nappede den første LP med The Who fra en af vores klassekammerater, kravlede ud af et vindue, og "lånte" den et par dage - den var simpelthen fantastisk - Jeg selv havde kun singlen "My Generation

I oktober 1965 var vi til Young Peoples Ball i K.B. Hallen.

Anledningen var, at The Pretty Things skulle optræde , desuden deltog 10 danske orkestre og The Swinging Blue Jeans, men for os var det THE PRETTY THINGS, der var navnet.

Der gik dog lang tid, inden de kom på scenen, alle de danske orkestre spillede før dem.

Jeg husker, at så godt som alle spillede "I can't get no Satisfaction", men kun The Defenders havde den rigtige Gibson Fuzz Box, og var de eneste, der kunne gengive nummeret, så det nærmede sig originalversionen.

The Swinging Blue Jeans spillede selvfølgelig deres seneste hit Hippy Hippy Shake, og så blev det endelig tid til The Pretty Things.

Phil May gik hen til mikrofonen og skreg I'm a RoadRunner honey, og Derek Taylor lod et stykke metal glide nedad gribebrættet på sin guitar - Viv Prince slog an, og så hørte vi ikke mere, alt var skrig og skrål. man kunne se, at bandet spillede, men, man kunne ikke høre det.

Nogle kom op på scenen, og kontrollører løb frem og greb dem eller forsøgte på det, en tog et mikrofonstativ, og kastede det ud til publikum, og så blev koncerten stoppet, og der blev sagt, at koncerten vil ikke fortsætte før mikrofonstativet kom tilbage på scenen -

Der var stadig megen råben og skrigen, men så kom mikrofonstativet tilbage.

Problemet var, at det nu ikke var mere end 60 cm højt - det var simpelthen blevet bukket

først den ene vej
og så den anden vej
og tju
og tju
og skomagerdreng

Og det var så den koncert.
Vi havde oplevet, men ikke hørt The Pretty Things.

Hvad angår skrigeriet blandt publikum, så var det ikke vores kop te.

Vi var interesserede i musikken, men vi havde oplevet, hvor hysterisk det kunne blive, da vi gik i biografen for at se A Hard days Night Hver gang en Beatle kom på lærredet, så skreg pigerne I LYNGBY KINO af alle steder.

Jeg kan oplyse, at der meget ofte er en af de fire Beatler på i løbet af den film -

Vi imødekom trenden ved at skrige, når de ikke var på lærredet.

The Beatles musik interesserede mig ikke længere, men jeg kunne godt lide deres attitude, og man kunne ikke undgå at høre deres musik, men jeg tror kun, jeg købte en single med dem i den periode.

Jeg startede i gymnasiet i 1966
Det var fremmedgørende

Jeg var den eneste fra boligblokkene, der kom i gymnasiet.

De andre drenge var gået ud af skolen allerede efter 7. klasse og var godt igang som lærlinge hos forskellige håndværkere i omegnen.

Vi mødtes stadig på hjørnet ved købmanden.

De i deres sorte læderjakker, og jeg i min brune ruskindsjakke. De havde sorte knallerter, min var rød., men vi kendte jo hinanden, siden vi var små, så vi så ikke noget modsætningsforhold i vores forskellige interesser og udseende.

Gymnasiet, jeg var kommet på, lå ca 7 km væk i Gentofte - Gentofte Statsskole. Den kunne ligeså godt have ligget på månen.

Ikke længe efter, at vi var startet på gymnasiet blev der afholdt en fest, hvor lærerne opfordrede os til at invitere vores venner, og jeg inviterede drengene fra blokkene - Der skete ikke noget - andet end, at jeg pludselig stod og så, hvor forskellige kulturerne var

Gymnasiet var ikke stemt til håndbajere og »flotte kællinger«, som mine venner imponeret kaldte adskillige af gymnasiepigerne, mens de gik rundt og så sig omkring, og efterfølgende kunne de da godt (notch notch wink wink say no more) forstå, hvorfor jeg havde lyst til at gå der.

Jeg var totalt uforberedt på det, der mødte mig.
Heldigvis kom to fra min parallelklasse i folkeskolen, i samme klasse som jeg, Ole og Per.

Vi dannede hurtigt et fællesskab, så vi havde noget at stå imod med.
Vi så hinanden i fritiden og lyttede til musik.

Pers nabo Lasse og hans bror Kalle, var også til musik

Vi rålyttede Mothers of Invention, Freak out og Absolutely Free , men også Bob Dylan, Jimi Hendrix, Steppeulvene og Canned heat, Arthur Lee's Lov

Vi kunne recitere lange sekvenser fra Freak Out, og brugte det ofte, når vi mødtes som hilsen.

I remember (tu-tu) I remember (tu-tu) They had a swimming pool, kodesprog, som lod de uindviede stå undrende tilbage

SuZie? , yes.

SuZie Creamcheese? , yes, Honey what's got into you.

I ain't gonna work on Maggies Farm, no more

Foxy Lady

og jeg begyndte at optræde
Som sagt gymnasiet var fremmedgørende, men samtidig så blev de 3 år en frisættelse.

Musik, kunst, litteratur - verden åbnede sig

Per spillede lidt guitar, og da der skulle være et arrangement på skolen med elevoptræden, fortalte jeg arrangøren, vores fransklærer, at Per kunne spille guitar, senere på dagen kom læreren tilbage, i følge Per, så spillede jeg mundharpe, så jeg skulle da også optræde. Jeg trak i land, men læreren var insisterende og nævnte, at jeg da nok gerne ville have en god karakter i hans fag /#&&% / - og så var det en aftale .......

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, men, hjælpen viste sig at være nær.

Min ven Claus Lauesen spillede trommer, og jeg spurgte ham, om han ville stille op sammen med mig og spille på vaskebræt, Det sagde han ja til. SÅDAN BEGYNDTE DET

En duo Vaskebræt & Mundharpe.
Full steam ahead, .......... scenen var åben, og folk kunne godt lide det.

Claus og jeg optrådte som pause-indslag bl.a. til musikarrangementer på gymnasiet.

Beefeaters spillede en aften til fest på skolen. Claus og jeg fyldte pausen ud. Da vi havde spillet nogle numre sad Beefeaters guitaristen­, Peter Thorup på scenekanten og spurgte til tonearten, jeg råbte den til ham, og inden vi vidste af det, sad vi og spillede sammen med Beefeaters. En jam, som vi trak os ud af, fordi fingerbøllene, som Claus havde på fingrene, skar ind så hans fingre begyndte at bløde. Beefeaters spillede jo elektrisk, så han måtte spille meget kraftigt på vaskebrættet, og det var mere end fingrene kunne holde til, men det var jo fedt at de spillede med os. Det var først flere år senere, at jeg fandt ud af at Claus Lauesen er en rigtig god trommeslager. Det vidste jeg intet om dengang. Jeg havde aldrig spillet med andre.

Så, blev jeg introduceret til en guitarist, pianist og sanger Bror Lassen. En fyr på gymnasiet kendte Bror og havde hørt mig spille, så han satte os i forbindelse med hinanden.

Vi var begge vilde med blues og tænkte at Brownie McGee & Sonny Terry, det var lige os.... Vi øvede, og den var der ikke helt... Der manglede noget, så vi inviterede Claus på vaskebræt......... Men, der manglede stadig noget, og Bror kendte en bassist, Iver Iversen, som kom med, og Claus kunne skifte til trommer, og vi havde et band. ET BLUESBAND

I sommeren 1968 var jeg inviteret til London.
Min gamle klassekammerat Jens var flyttet dertil med sin familie og boede nu midt i London

Det var første gang, at jeg var i udlandet og London var overvældende ikke mindst p.g.a. musikudbuddet. Denne tur lagde grunden til min nuværende pladesamling. Jeg købte Lightnin’ Hopkins , Memphis Slim (m Jørn Elniff og Erik Mølbach), Brownie Mc.Gee og Sonny Terry og Muddy Waters, Live at Newport 1960, alle som billigudgivelser på henholdsvis Marble Arch og Saga.

Desuden købte jeg John Mayall, Bare Wires, som nyudgivelse.
Ikke siden Please Please me Lp’en havde jeg købt en ny lp.

Bare Wires er egentlig en “lille” Colosseum plade. Jon Hiseman, Dick Heckstall Smith og Tony Reeves medvirker og pladen er udpræget en jazzfusionsplade. De tre nævnte musikere dannede Colosseum og John Mayall tog til Californien og indspillede Blues from Laurel Canyon med en ung Mick Taylor på guitar, men alt det var slet ikke sket endnu i sommeren 1968.

Det mest betydende der skete for mig under dette besøg i London, var da vi en dag var på Portobello Road Street Market. En gruppe unge mennesker på vores egen alder stod med en lille stak plader, ikke mere end 20 tror jeg, men jeg stoppede og bladrede dem igennem, og der dukkede Howlin’ Wolf, Moanin' in the moonlight CRL 4006.

Den første Lp udsendt med Howlin’ Wolf, en compilation udgivet i 1965 i England

Oprindelig udgivet i USA i 1959 og med indspilninger der daterer sig fra 1951 - 53 fra Memphis og indtil 1959 i Chicago - FANTASTISK at stå med denne plade i hånden, og til 2£ tror jeg, anyway .

Den tager jeg, og sælgerne svarede, hvis du vælger den, så må du vælge en til gratis, som belønning.

Hello Musiclovers, jeg bladrede igen, valget faldt på I’m a Man med Spencer Davis Group, sjovt nok en amerikansk udgivelse med en engelsk gruppe. Med sit farvestrålende omslag står pladen i skærende kontrast til Howlin Wolf pladen, men som Willie Dixon skrev for mange år siden You can’t judge a book by the cover

Købet af Howlin’ Wolf pladen kom til at betyde meget for mig

Da pladen kom med hjem, varede det ikke længe, før vi i bandet spillede Howlin Wolf numre Moanin , Killing Floor, Spoonfull , Nature og Sitting on top of the world, blev faste numre på repertoiret, og jeg tror altid, at jeg har spillet Howlin Wolf sange i de bands, jeg har været med i i årenes løb. Sjovt nok er der ikke mange bands i Danmark, der har haft Howlin' Wolf på repertoiret, så da jeg engang i '80erne hørte Tottas Bluesband i Paramount Roskilde spille et par Howlin Wolf numre, gik jeg i pausen op og komplimenterede dem og fik svaret "hvad har du lyst til høre, vi spiller all Howlin' Wolfs numre

Tottas Live at Renstromska: How many more years

Et andet aspekt ved fundet og købet af Howlin’ Wolf pladen var den glæde, som det fyldte mig med.

Som at finde en sjælden skat og dertil den gensidige anerkendelse mellem køber og sælger - og ikke mindst - utålmodigheden for at komme hjem og lytte.

Det var på denne tur at min pladejagt tog sin begyndelse.