I 1961 eller måske -62 fik jeg min første grammofon - en Philips AG 4156 , stereogrammofon og mine kusiner gav mig 2 Cliff Richard singler.

Grammofonen var som sagt en stereogrammofon - i følge anvisningerne skulle man placere grammofonen i et hjørne, hvorved lyden ville blive kastet fra væggen henholdsvis til højre og venstre og herefter ramme dine ører - stereo .

Det spillede ikke den store rolle de fleste af pladerne var mono, og det første halve års tid bestod samlingen af nogle få singler - der, foruden de 2 Cliff singler hurtigt, blev udvidet med Elvis Presley, som var sejere.

Cliff blev spillet af piger - Elvis´s musik  lød anderledes, men han var på retur.  Hans plader fra halvtredserne kendte jeg ikke meget til som tolvårig uden ældre søskende, og han blev hurtigt skiftet ud .

I foråret ´63 købte jeg min første LP, dagen efter min konfirmation, Please Please me med The Beatles , en plade der blev spillet igen og igen.

Jeg lærte alle sangene og kunne synge dem alle , pigerne i klassen brugte mig som en slags live jukeboks på vores lejrskole til Bornholm, men min interesse for The Beatles forsvandt da jeg hørte The Rolling Stones første single Come on / I want to be loved, Chuck Berry havde skrevet den første og signaturen på den anden sang var Dixon.

Mit første møde med Willie Dixon

Et par kilometer fra hvor jeg boede åbnede Danmarks første musikbibliotek i marts 1963 og det åbnede pludselig op for at kunne lytte til musik som ikke blev spillet i radioen - i begyndelsen kunne man ikke låne pladerne fra biblioteket, men man kunne sidde ugenert med hovedtelefoner og lytte til de plader biblioteket havde. Der var meget klassisk musik, og det var fuldstændig fremmed for mig. En klassekammerat introducerede mig til den klassiske musik. Jeg husker at vi sad i lytterummet på Musikbiblioteket, og lyttede til musikken ud gennem nogle store højttalere. Når der ikke var andre brugere/lyttere, så kunne man sidde og lytte uden hovedtelefoner.

Det var ren luksus, rummet var større end vores stue hjemme og at sidde i et rum fyldt med lyden af musik, var en meget stærk oplevelse.

Men den klassiske musik fangede mig ikke , instrumenteringen var fremmed og der manglede i særdeleshed det rytmiske element som var så kraftigt fremherskende i den musik jeg ellers lyttede til

men biblioteket havde anden musik end den klassiske - de havde bluesmusik både countryblues med Sleepy John Estes , Big Joe Williams , Lightnin Hopkins, men også Chicago Blues med Muddy Waters og her genkendte jeg signaturen Willie Dixon.

Det næste der skete var at en anden klassekammerat spillede en plade med Sonny Boy Williamson Down and out Blues hedder den.

Musikken ramte mig i en sådan grad at jeg tog hen til den nærmeste musikforretning og købte en mundharpe - fejlagtigt, antog jeg, at en med få huller ville være nemmere at lære at spille på, så jeg købte en med 4 huller, og gav mig til at spille på den, til alle de plader jeg havde, hvilket førte til, at min far kom ind og spurgte, hvad der var galt med min grammofon. Så gik jeg på gaden og spillede.

Jeg kendte ikke til tonearter og måden en mundharpe er bygget op, men jeg spillede, og det er jeg fortsat med. Jeg har skiftet den første mundharpe ud med nogle lidt større og har nogle flere at vælge imellem, og det gælder også pladesamlingen.

Grammofonen havde jeg dog i mange år. Jeg fik teknisk hjælp til at afkoble de indbyggede højttalere og tilslutte grammofonen en forstærker, så jeg nu kunne koble selvstændige højttalere til.