Drej kun universet helt omkring,
vend kun op og ned på alle ting,
jorden med, thi den er falsk og hul,
rør blot ikke ved Copenhagen Jazz Festival.
Jeg lever efter Dr. Fatmans første leveregel og tager jazz hver dag, gerne P8Jazz eller en af mine cd’er. Det er skønt at kunne genhøre klassikere, nyere indspilninger, mainstream, avantgarde, osv alt efter hvad jeg har lyst til at høre. Men egentlig er det lidt surrogat for den for form jazz, jeg virkelig foretrækker.
Jeg er meget glad for live-musik, især live jazz, eller rettere … jeg opsøger efterhånden kun live jazzmusik. Grunden er ikke så meget den lidt banale om at når vi hører noget sammen, så hører vi sammen, som mange højskolesangbogspianister turnerer rundt med. Det har bestemt også berettigelse og almene appel og er derfor netop banalt, i ordets ikke-nedsættende betydning, som det umiddelbart foreliggende og ikke-reflekterede. Ja der fik jeg jo så nok fornærmet nogle, men måske pirret de flestes lyst til at læse videre.
Det som fascinerer mig ved livemusik er forgængeligheden, det er en kunstform som er væk lige så hurtigt, som den er udført. Øjeblikkets værdi lever i en særlig grad i livemusikken, måske – bilder jeg mig selv ind – i særlig grad i live jazz, hvor jazzmusikeres improvisationer i særlig grad bidrager til det unikke ved en hver gennemspilning af et nummer, udover at det fysiske lokale eller friluftsscene, publikum og forstærkning også altid vil levere et lokalt og unikt præg på musikoplevelsen.
Derfor har corona-nedlukningen af spillesteder i 2020 og 2021 været en prøvelse for mig, en ganske deprimerende oplevelse faktisk. 2020 var en forsmag på hvad der ventede. Efter aflysning af forårets programmer på spillestederne i 2020, så tingene mere og mere lovende hen mod sommer – lige indtil det utænkelige skete: CPHjazz aflyste sig selv.
Mine valfarter til CPHjazz har været en oplivende højtid i mit jævne midaldrende middelklasseliv i snart et årti. Her er der utallige og meget varierede live-oplevelser i en hel uge, et overflødighedshorn af forgængelighed. Til alt held var der entreprenante musikarrangører og fleksible musikere som fik stablet CPH summerjazz på benene i 2020 – TAK!!! til dem alle. Det blev endnu en god oplevelse – på trods af restriktioner og hvad ved jeg af benspænd.
Her i 2021 kunne jeg så endelig igen valfarte til CPHjazz i sin næsten vante højtidsform fx igen med programskrift. Jeg kunne igen betræde de hellige spillesteder og følge alle ritualerne; klappe efter soloerne og heppe på et ekstranummer. Liturgien er rimelig fast og dermed tryg, en tur baren efter noget drikke er også lagt ind, som et brud på den rene tilhørerposition og et forpersonende (jeg mener egentligt forbrødrende, men ved ikke lige om det går i disse køns-neutraliserende tider. Jeg kunne selvfølgelig vælge forbrødrende og forsøstrende for at antyde noget i retning af munke- og nonne-eksklusivitet, men jeg mener ikke at live jazzmusik er kønseksklusivt.)
De religiøse allegorier bliver ved lidt endnu, nu har jeg fundet på dem, så du slipper ikke kære læser.
Menigheden ankommer og sætter med ansigterne vendt mod de musikerne, klar til at høre dem udlægge nodebladene, det er jo ikke os alle, der kan læse noder. Indimellem spiller nogle af dem også frit efter deres hukommelse. Undervejs i koncerterne demonstrerer de deres indviede indsigt ved at fortælle deres instrumenter uden hvilke de ikke kunne udføre deres mission. De fortæller også gerne om helgenerne i jazzmusikken, de afdøde tidligere kollegaer til de aktuelt forkyndende praktiserende musikere. Disse lignelser forklarer ofte musikernes eget valg af frasering, modulering, harmonisering af ortodokse numre. Det forklarer også, hvorfor de engang imellem - nogle af dem - vælger apokryfe udlægninger eller forlæg og dermed skabe nye genrer (ordet trosretning vil måske være for meget her).
Nok om rammerne nu til indholdet. I år nåede jeg 11 live-koncerter til CPHjazz og toppede så op ugen efter med 6 i Århus. De to byers mange spillesteder tilbyder en righoldig variation i genrer, stemninger og akustik. Hver jazzklub med sin egen faste menighed for ikke at skrive trossamfund. Jeg hørte gamle og yngre kendinge, nye bekendtskaber og helt nye projekter. Big band, kvartet, kvintet, sangere, mainstream, meget eksperimenterende, bebop, museumsjazz i form af New Orleans genren. Her følger lidt visuel stemning fra nogle af koncerterne.
Den etablerede sangerinde Karmen Roivasepp optrådte i Århus med et meget grænsesøgende projekt Sprængrod, hvor et af instrumenterne var en elektrisk symaskine og loftudsmykningen kunne fjernstyres og dermed var en dynamisk del af oplevelsen. Oplev det ved lejlighed og døm selv.
Visuel stemning fra nogle af koncerterne.
Otooto - Fem allerede etablerede musikere, som har taget den vellydende tradition op fra Brecker Brothers og den genre – og så gør de det bare lige endnu lækrere.
Bo Stiefs Playground - Dette projekt er og bliver forhåbentlig ved med at være et fantastisk udviklingsrum for de helt unge musikere med mod på jazz og anden rytmisk musik. Kapelmester Stief styrer og slipper løs så alle i lokalet er inviteret med ind i musikken.
Marijke Maes - Belgisk komponist og sangskriver bosiddende i København p.t. Hun har stor fortællelyst og stort nærvær. Hendes brug af flere lydmedier støtter hendes fortællinger.
Cecilie Strange med sin trio. Hun er sikker og skarp i sit eget materiale.
Jacob Artved med kvartet. Han kombinerer tradition og egen stil overbevisende
Nancy Harms med sin danske trio. Hendes samarbejde med pianist Peter Rosendahl er unikt.
Minder og stemninger
Det gennemgående var stort overskud, fortællelyst og engagement, der næsten får det forgængelige i livemusikken til at skabe noget varigt om ikke andet så minder og stemninger gemt dybt i min sjæl. Hjemme fra sådanne højtider kan min sjæl finde ro – lige indtil den næste lokale jazzkoncert yderligere løfter den.
Vi har meget god musik at se frem til i de kommende årtier. Niveauet er højt blandt de yngre, deres lyst og evner til at udvikle og prøve nyt er meget lovende.
Praktiserende jazzkoncertgænger
Peer Daugbjerg
