Redaktionens besøg på årets udgave af Aarhus Jazzfestival skilte sig ud fra de to foregående år, hvor vi var samlet et par dage. Det anderledes lå i, at kun redaktøren, som ikke have så langt til festivalen, i sidste øjeblik valgte at tage alene afsted på en endagstur.

Som tidligere startede vi planlægningen i god tid, da programmet blev lagt ud, ved hver især at vælge, hvad vi godt kunne tænke os at høre. Næste skridt var så udvælge de dage, hvor vi ville nyde stemningen og musikken i byen. Resultatet af programdrøftelserne blev, at vi – i første omgang - valgte ikke at tage af sted. De første programmer, der blev lagt ud, syntes noget ufærdige, og var, ifølge vores vurdering, knap så interessante. Flere spillesteder fra de forrige år var ikke med, og antallet af koncerter forekom noget lavt. Det forandrede sig dog med tiden, og programmet voksede i omfang og styrke. Noget kunne tyde på, at arbejdet med programmet åbenbart var blevet forsinket.

Vores endelig beslutning blev, at vi valgte at holde fast i vores beslutning, om ikke at drage sammen til Aarhus. Programmet levede i år ikke op til vores forventninger. Lidt for mange gengangere fra de senere år og et knap så interessant program, som gjorde, at vi ikke kunne fylde flere sammenhængende dage ud. En tendens, vi noterede i programmet, var, at flere steder end tidligere tog entre, og den var nogle steder ikke helt billig.

Jeg kunne ikke helt slippe tanken om slet ikke at skulle afsted. Det var trods alt muligt at køre frem og tilbage på samme dag. Efter mange forsøg på at fylde en enkelt dag ud, blev det mandag den 14. juli, som skulle være min festivaldag. Dagen kom til bestå af tre koncerter, som med lidt god vilje kunne karakteriseres som en svensk temadag.

En hyldest til Georg Riedel.
Dagens første koncert blev med pianisten og komponisten Simon Toldams dansk-svensk septet. Begivenheden var en musikalsk hyldest til den svenske bassist og komponist Georg Riedel, der døde i februar 2024 i en alder af 90 år. Jeg kendte ikke på forhånd Toldam, men derimod flere af de øvrige medvirkende. Valget faldt på denne baggrund, og fordi jeg gerne ville udvide mit kendskab til Georg Riedel.

Riedel, med jødisk mor, kom til Stockholm med sin familie i 1938 som tjekkisk flygtning. Det år erobrede Hitler, som led i nazismens "Lebensraum", den del af Tjekkoslovakiet, som tyskerne kaldte”Sudetenland”, og hvor tysk sprog og kultur var dominerende. Riedel studerende kontrabas, startede med violin, på Küngliga Musikhöjsklolan i Stockholm, men fuldførte ikke aldrig studierne.

Fra 1950’erne og frem til sin død fik han en enorm betydning for svensk jazzmusik; som orkesterleder, akkompagnatør og komponist. Herhjemme er han nok af de fleste kendt for sit samarbejde med pianisten Jan Johansson; Jazz På Svenska, og for sin musik og sange til filmatiseringer af Astrid Lindgrens kendte børnebøger samt for sit samarbejde med Monica Zetterlund. Set i svensk sammenhæng var disse aktiviteter blot en lille del af hans omfattende virke.

Koncerten blev ledet af den danske pianist og komponist, Simon Toldam, som i 2021 indspillede udgivelsen, Tak for dit brev, med Georg Riedel på bas. Det var et stort ønske for Toldam at komme til at indspille med Riedel og en henvendelse gav en positiv tilbagemelding. Udover Toldam og Riedel medvirkede Nils Berg(sv)på fagot, Tobias Wiklund på kornet og Anders Christensen(dk) på bas.

Denne eftermiddag, hvor Simon Toldam løbende fortalte om Riedels liv og musik, blev der udover Riedel-kompositioner spillet musik af Toldam fra, Tak for brevet, samt kompositioner af saxofonisten Christina von Bülow, som også tidligere har indspillet med Riedel. Fire fra eftermiddagens septet medvirkede på indspilningen af, Tak for brevet. Derudover medvirkede saxofonisten Christina von Bülow(dk), Jakob Høyer(dk) på trommer og Qarin Wikström(sv) sang.  

Gruppen leverede en meget stemningsfuld koncert med toner helt i Georg Riedels ånd. Særligt Toldams klarinetspil og Niels Bergs basklarinet bidrog til at understrege det legende, lette og den barnlige glæde i mange af Georg Riedels kompositioner.

Selv om det vil være urimeligt at fremhæve en af musikerne, vil jeg alligevel pege på kornetspilleren, svenske Tobias Wiklund. Gennem de sidste par år har jeg løbende lyttet til Wiklunds spændende udgivelser.
Wiklund gav under koncerten et par fremragende soli, som bidrog til at understrege ikke kun det legende og lette i både Riedels og Toldams kompositioner, men også det komplekse.

Hjemvendt fra festivalen har jeg lyttet til et meget bredt udsnit af Georg Riedels udgivelser. Både i eget navn og som medspiller i tiden fra slut i 1950’erne og frem til hans seneste år. Sammen med indtrykkene fra koncerten har indspilningerne tegnet et interessant og vidtfavnende portræt af spændende musiker med stor betydning for svensk jazz - og særligt det vi ofte betegner som den nordiske tone.

Ung nordisk energi og talent i Domen.
Ingen Aarhus Jazz Festival uden et besøg i Domen. Kan ikke nok udtrykke min begejstring for denne bygning på havnen – og dens dejlige omgivelser. Håber ikke at den på vige pladsen for nyt byggeri. At så lige en af koncerterne, jeg meget gerne ville overvære, fandt sted her, og at den tidsmæssige kunne passes ind i mit dagsprogram, var bare fedt.

Koncerten var et Skandinavisk jazztræf, hvor en række unge musikere skandinaviske musikere, bosat i Berlin, hvor de er studerende, havde sat hinanden stævne. De unge musikere havde selv arrangeret koncerten og dækket mange udgifter selv. Ugen forinden havde de optrådt på Copenhagen Jazzfestival.

Mange af musikerne havde jeg hørt på forskellige spillesteder og i forskellige konstellationer de foregående år og ville gerne høre dem igen i andre sammenhænge. Når de selv havde arrangeret koncerten, kan det have noget at gøre med, at de steder, de tidligere havde spillet på, ikke indgik i dette års udgave af jazzfestivalen. Derfor havde de taget sagen i egne hænder. Stærkt savnet i året program var Cafe Gaya. Sidste år spille- og mødested for unge jazzmusikere.

Træffet i Domen viste at være planlagt som tre enkelt koncerter. Heraf af hørte jeg 1½, da varigheden gjorde, at den kom til at kollidere med dagens sidste koncert på Institut X på Godsbanen.

Den første koncert i rækken var en svensk duo-konstellation af Irma Neumüller, sang og Seth Sjöström på bas. En fantastisk oplevelse. I en hel time holdt de publikum, i den fuldt besatte Domen, fanget. Hvad der ellers krævede sit med den instrumentering. Duoen modtog til afslutning et velfortjent bragende langt bifald.

Her har vi måske den ny Monica Zetterlund og et nyt verdensnavn på bas? Mindre kan også gøre det. Det var noget af det mest smukke og gribende, jeg længe har hørt. Repertoiret bestod af standards, egne kompositioner og svenske folkeviser, nye som ældre, fremført med; charmerende nervøsitet, ydmyghed, blussende talent og mod til at give sig i kast med en duoformen.

Irma kunne fortælle, at hun og Seth har indspillet et album, som er berammet til at udkomme til efteråret. Det ser jeg frem til at høre. Læg mærke til denne duo. Håber, at de kan tage en pause fra studierne og få yderligere erfaring fra turneer – gerne i Danmark.

Den anden koncert i rækken var med gruppen; Garlic Naan, som bestod af Steven Moser på trommer, Carlo Dayyani på guitar, Seth Sjöström, han var på scenen igen, på bas og Jakob Reisener på keyboards. Jeg var meget spændt på at især at høre Carlo Dayyani på guitar. De seneste fire år har jeg hørt mange i flere sammenhænge på festivalen. Han er godt i gang med at skabe sig et navn og optræder og indspiller i flere sammenhænge. Sidste år udgav han albummet; Melankoli eufori.

Opgaven at skulle gå på scenen lige efter Irma og Seth var ikke nem. Garlic Naan, der spille fusions- og improvisationsjazz, gjorde det udmærket, men jeg havde svært ved at finde koncentrationen. Kontrasten til det, jeg lige havde hørt, var nok for stor. Jeg hørte knap halvdelen, hvorefter jeg piskede videre på cyklen til næste programpunkt, uden at få hørt træffets sidste og tredje konstellation, Bigger Picture.

Rasmus Sørensens nye kvartet - med en svensk trommeslager.
Dagens sidste koncert blev på Godsbanen med den forholdsvis nyetablerede pianist i international sammenhænge, Rasmus Sørensen. Han har boet og studeret i New York i flere år, men er nu vendt hjem og gør sig her i mange sammenhænge - også uden for trioformen.

Inden for de sidste par år har Rasmus Sørensen udgivet tre roste trio-albums med forskellige bassister og trommeslagere. Senest har jeg hørt ham på nyudgivelsen med kvartetten, The Action 4s. I gruppen medvirker Mathias Heise på mundharmonika og synthesizer. Genren er fusion og moderne jazz – i den lettere genre. Meget melodisk. En fin udgivelse.

Koncerten på Institut X var i festivalprogrammet annonceret som en triokoncert med ukendt bassist og trommeslager. Det blev noget helt andet! På scenen trådte en splinter ny kvartet frem. Ifølge Rasmus Sørensens introduktion havde de i løbet af to dage spillede fire koncerter. På taget af spillestedet havde gruppen netop fået taget pressebilleder, hvad der fik Sørensen til at konkludere, at det nok blev til nogle flere koncerter. Ellers noget af et hold af etablerede unge jazzmusikere, som Rasmus Sørensen dukkede op med: Oliver Wallace på fløjte og saxofon, Felix Moseholm på bas og svenske herboende Cornelia Nilsson på trommer. Hun udgav sidste år albummet, Where do you go, samt modtog Ben Webster Prisen.

Egentlig havde jeg set frem til at høre Rasmussen med en trio, hvor hans flot anlagte klaverspil kunne udfolde sig. Koncerten startede lidt sløvt og uinspireret, men som den skred frem, steg intensiteten, og instrumenterne smeltede sammen i et tæt sammenspil. Koncerten sluttede et andet sted, end den begyndte.

Når Oliver Wallace, der gav lige så mange soli som kapelmesteren, spillede fløjte, gav musikken mig minder om Yousef Latif.  Når kvartetten får spillet mere sammen, kan den blive et spændende bekendtskab. Og så var det befriende, at der ikke i hvert nummer var indlagt de obligatoriske bas- og trommesoli - efterfulgt af et lige så obligatorisk og ofte uengageret, men pligtbetonet bifald. De kan ofte for mine ører virke trættende, ensformige og bremsende for flowet i musikken.

Mandagen sluttede omkring 21.30 og havde budt på ene gode oplevelser. Håber på næste år at kunne tilbringe flere dage på Aarhus Jazzfestival.