To hele dage i Aarhus i uge 28 gav en række gode og spændende koncertoplevelser. Fantastisk, så meget der sker på den danske jazzscene og ikke mindst blandt mange unge talentfulde jazzmusikere med base i Aarhus. Næste år bliver det helt sikkert til en hel uge i Aarhus - og med fokus på den unge jazzscene. Endnu et plus ved festivalen var mangfoldigheden af spillestederne; fra cafeer over restauranter og til større rum. De steder jeg kom var med et bredt og stærkt fokuseret publikum på musikken.
Oprindeligt var det planlagt, at hele uge 28 skulle tilbringes i Aarhus, så jeg kunne følge byens jazzfestival gennem daglige koncertbesøg. Glædede mig enormt efter på nettet grundigt at have studeret det omfattende program. Det var ikke noget problem at finde et par daglige koncerter, som havde min interesse. En hel uge gav god mulighed for at vælge bredt; forskellige genre, kendte som ukendte kunstnere, forskellige konstellationer, forskellige spillesteder, forskellige tidspunkter på dagen m.m.
Hvilke kriterier skulle der vælges efter?
Det kom til at gå anderledes! Ferieplanerne blev ændret, og hvad der pludselig var tilbage til Aarhus Jazz Festival med over 300 koncerter, begrænsede sig til to bestemte dage. Hermed kom en udfordring, som bragte en smule stress ind i ferien. Hvilke kriterier skulle jeg nu planlægge ud fra? Jeg anskaffede mig det trykte program, som i min særlige situation virkede mere overskue end det på nettet til planlægning af de to dage. Rammerne var yderst begrænset. Tirsdag og onsdag var de dage, der kunne blive tale om. Allerede mandag "mistede" jeg to koncerter, som jeg havde glædet mig til. Den ene med OTOOTO og den anden med I Just Came From The Moon.
De første rammer, der blev planlagt efter, var tiden. Min umiddelbare beregning gik på, at det var muligt at overkomme tre koncerter på en dag. En først på efter middagen, en sidst på eftermiddagen og en først på aftenen. Måske kunne der være klemt en lidt senere aftenkoncert ind, men efter dagens tredje koncert var jeg simpelthen mæt; psykisk og fysisk. Ikke en strofe mere var det plads til mellem ørerne.
Næste kriterier var, at jeg ikke ville ind på de større spillesteder med høje billetpriser. Priserne var i mine øjne for høje til de kunstnere, der optrådte. Selvfølgelig skal der være noget for alle, men navnene synes jeg ikke var speciel interessante til prisen.
Hvad der så blev valgt ud, afslører mit program for de to dage.
Tirsdag den 12. juli.
Cyklede forventningsfuld fra Skæring langs med Risskov ind til VinDanmark på havnen, hvor debutkoncerten for de to dage skulle finde sted kl 13:30. Her spillede kvartetten: Carlo Dayyani (guitar)/ Søren Juul (bas)/Samuel Winter (trommer)/Pablo De Jesus Maido (trompet)
Hvad der trak mig til denne koncert, hvor jeg ikke kendte musikerne i forvejen, var guitaristen Carlo Dayyani. Ifølge programmet gav han i forskellige konstellationer flere spændende koncerter i løbet af ugen. I programmet blev kvartetten, for den koncert jeg havde valgt, præsenteret således:
"Dayyani/Juul/Winter/Maido er en kvartet bestående af unge musikere fra Danmark og Sverige.
Bandet ser tilbage på og beundrer improvisationsgenier som Thelonious Monk, Miles Davis, John Coltrane og Charlie Parker.
Således er den et nyt produkt af den gamle jazztradition, som når der af asken udklækkes en ny smuk fønixfugl, parat til at flyve mod nye tinder.
Med andre ord: Kom og nyd en masse gamle jazzstandarder spillet af unge, dygtige musikere”
En stor oplevelse. Dygtige unge velspillende musikere, som kendte deres jazzhistorie. Glæder mig til at høre gruppen igen. Gruppen spillede på restaurantens overdækkede terrasse. Desværre larmede et byggearbejde med rundsave overfor i periode lige lovlig meget. Det er, hvad der kan ske under koncerter i byens uderum.
Entreen på 50 kr. var i orden. De to dage betalte jeg mellem 50 kr. og 125 kr. for en koncert. En entré er en god ide, da jeg tror, at den er med til at skabe fokus på musikken. Og så bidrager den ikke mindst til et musikerhonorar!
Ikke alle spisende frokostgæster på VinDanmark syntes dog lige interesseret i musikken, men mere interesseret i at snakke sammen. Generelt var de, der kom efter musikken, lyttende. Jeg har i øvrigt aldrig helt forstået det gennem årerne voksende koncept om, at spisning og jazz hører sammen.
Hvorfor er tilfredsstillelse af maven en forudsætning for at høre jazz? Hvad bliver det vigtigste musikken eller maden? Ofte oplever jeg, at musikken bliver ledsagning til spisningen og helst skal være noget, der ikke udfordrer spisningen. Dermed får musikken karakter af muzak. Det er synd, og må da opleves utilfredsstillende som musiker! For at brug et Jørgen Leth-vendig, så "hader jeg" koncerter, hvor der snakkes, som var det hjemme i ens stue.
Tirsdagens anden koncert blev også afholdt på VinDanmark. Alternativet var en koncert i Generationernes Hus med to grupper; Malthe Jepsens Trio og Camilla Dayyani Group. Sammensætningen lød spændende, men det kunne blive svært at nå frem til kl. 15:00. Valget faldt på sangerinden Eline Engholm og Friends, hvis koncert startede på VinDanmark kl 16:00. Ventetiden gav mulighed for et kort besøg i pladeforretningen Route 66 i Fredensgade. På 1. sal findes en mega stor og spændende samling af brugte lp'er, som jeg har det svært ved at løsrive mig fra.
Med i Friends var bl.a. guitaristen Morten Haugshøj, en af de musikere, som i forskellige konstellationer, gav mange koncerter i løbet af festivalen. Haugshøj har jeg tidligere hørt med Street Doctor og orgeltrioen Baltazars Karaffel. Endvidere medvirkede Andreas Skamby på trommer. Ligeledes med i Baltazars Karaffel.
I programmet blev Eline Engholm og Friends præsenteret således:
”Denne nye gruppe spiller en af sine første koncerter til årets jazzfestival og tager udgangspunkt i gode sange og fantastiske melodier, hvor den anerkendte sangerinde Eline Engholm er i front.
Der bliver spillet igennem med masser af nerve og intensitet. En stærk rytmegruppe bestående af bassisten Peter Friis og trommeslageren Andreas Skamby samt solisterne Morten Haugshøj og Gaffelpris-vinderen Jacob Danielsen vil bidrage til at forsøde tilværelsen for publikum”.
Eline havde jeg ikke hørt for, men bekendtskabet var yderst positiv, og gruppen leverede en energisk og swingende koncert som strakte sig fra jazzstandards over blues til det country-agtige. Morten Haushøj fik spillet et par fantastiske blues-soli. Her synes jeg faktisk, han er allerbedst. Generelt virker han i sit jazzspil meget inspireret af Wes Montgomery
Gruppens udadvendte musik og brede repertiore egnede sig lidt bedre end dagens første koncert på VinDanmark til et spisende og snakkede publikum. Hvis det var det, man kom for.
Dagens sidste koncert var den, jeg på forhånd forventede mest af. Jeg skulle høre en gruppe, som jeg er meget begejstret for, og hvis udgivelser jeg kender, men aldrig hørt live. På Kulturhuset Gyngen i Frederiksgade skulle jeg høre Bagland med trompetisten Jakob Sørensen i front (samt Alex Jønsson (g), Mathias Jæger (p), Frederik Sakham (b), Frej Lesner (drm)). Til denne koncert medvirkede også violinisten Cæcillie Balling. Jakob Sørensens trompetspil leder mine tanker i retning af Palle Mikkelborg. De to har jeg hørt spille sammen i big bandet; Blood, Sweat, Drum’n’Bass
Præsentationen i programmet lød:
"Bagland er en kvintet bestående af fem musikere med rødder stærkt forankret i den skandinaviske lyd. Musikken er inspireret af det øde og åbne nordiske landskab, hvor lyriske melodier kendetegner kompositionerne. Bagland arbejder samtidig med en elektronisk lydside som tilføjer et legende og energisk element til musikken"
Bagland er pladeaktuel med udgivelsen States Of Being som dykker dybere ned i den elektroniske lydside. Orkesterets seneste album Cirkel fra 2019 blev varmt modtaget af anmelderne:
"This album is a truly magical musical masterpiece from one of the up and coming stars of jazz at this time. It is, so far, one of the standout releases of 2019 and will no doubt be on many a playlist for years to come."
London Jazz – Nick Davies.
Koncerten med Bagland levede op til mine forventninger og blev en stor oplevelse med stille og indadvendte, men yderst vedkommende toner. Den elektroniske side af gruppens musik fyldte mere end på de tidligere udgivelser. Cæcillie Balling tilføjede nye dimensioner til gruppens lydunivers.
Koncerten var karakteriseret af et meget lyttende og engageret publikum, som havde svært ved at slippe bandet.
Når der er så stort et udbud af koncerter, som det er tilfældet med Aarhus Jazzfestival, må alle foretage nogle valg af, hvad der skal høres. Valget mellem de mange udbud må blive meget velovervejet ud fra nogle særlige hensyn/betingelser Dette valg, som vi alle har foretaget, tror jeg, skaber en vis samhørighed blandt os publikum og med den gruppe, vi alle har valgt til.
Købte til koncerten Baglands seneste udgivelse: State of Being, som jeg er meget begejstret for.
Onsdag den 13. juli.
Tirsdag startede på Cafe Gemmestedet. Koncerten var med trioen ”drengeband”. Navnet kunne måske godt være valgt med lidt mere omhu. Gruppen bestod af tre unge fyre som spillede guitarjazz a la Bill Frisell, John Scofield og Pat Metheny. Repertoiret bestod bl.a. af kompositioner af sidstnævnte, men for det meste af selvkomponerede numre. Nej, hvor var de alle tre dygtige og sikre i deres spil. Havde det været muligt, havde jeg hørt dem endnu en gang. Håber, at de tre fortsætter med at spille sammen. Igen et lydhørt publikum, her i blandt mange unge. Cafe Gemmestedet var velegnet til mindre konstellationer.
I programmet præsenteres ”drengeband” således:
”drengeband er en trio bestående af guitarist Mads Riis, bassist Simon Turp og trommeslager Nikolaj Bangsgaard. De har hver især deres hverdag på forskellige musikkonservatorier i henholdsvis Berlin, Aalborg og Odense, men har spillet sammen i lang tid.
Bandet udforsker mulighederne i en guitartrio og tager udgangspunkt i et musikalsk univers, hvortil man kan knytte ord som interaktion og kreativitet. Trioen er i høj grad inspireret af kunstnere som Bill Frisell og Paul Motian, som var særlig kendt for sin kreative og frie tilgang til jazzmusikken.
drengeband spiller originale kompositioner og jazzstandarder med udgangspunkt i trioens lyd og improvisatoriske tilgang”
Dagens anden koncert glædende jeg mig særligt til på grund af det sted, den skulle afholdes. Forsamlingshuset, Domen, på pier 2, er blevet et af de steder i Aarhus, jeg må besøge, når jeg er i byen. Den runde bygning med dens træskellet og store glasparti er med sin indretning og mange planter et afslappende og bogstavelig varmt rum at opholde sig i. Fra rummet er der udsigt over dele af Aarhus havn. Stedet var for mig ideelt til koncert. Men ikke med hvilken som helst kunstner. Musikken skulle gerne smelte sammen med rummet.
Af programmet fremgik det, at Machina Mundi (Lubos Soukup (sax, cl, effects), William Larsson (rhodes, keys, effects), Graig Earle (b), Daniel Johansson (drm) med Karmen Roivassepp som gæste vokalist skulle spille her. Karmen har vi haft på programmet i Struer Jazzklub. Her blev jeg meget begejstret for hendes vokal og velspillende trio.
Machina Mundi er en forholdsvis nyt band, som ifølge eget udsagn under begyndte at øve sammen under coronanedlukningen, da i boede tæt på hinanden i København. Bandet beskrives bl.a. således:
”Musikken henter stor inspiration fra det legendariske band Weather Report og har til dels, ved brug af synthesizere, keyboards og forskellige effekter, en lignende karakter i sit lydbillede.
Kompositionerne, skrevet af Lubos Soukup, er både elegante, udfordrende og tiltrækkende gennem sine feel good-grooves og spændende soloer.”
Et særegent harmonisk univers giver en følelse af den mørke skandinaviske himmel blandet med en pulserende rytme, som giver et touch af "the busy streets of New York."
Koncerten blev en god oplevelse, men musikken havde, med den måde Karmen Roivassepp anvendte sin vokal på, en tendens til at blive lidt for ensformig. Fint at have hende med som gæst, men jeg ville gerne havde hørt Machina Mondis dygtige musikere udfolde sig noget mere.
Så nærmede tiden sig for en hurtig sandwich inden den sidste koncert, som fandt sted på Cafe Tyrkis. Her spillede den århusbaserede gruppe: Human Being Human (Esben Tjalve (p, keys), Torben Bjørnskov (b, electronics), Frederik Bülow (drm).
Havde tidligere besøgt spillestedet et par gange, hvor rummet bar navnet ”Atlas”, og var et mindre spillested tilknyttet VoxHall. Rummet havde undergået store forandringer og var opbygget som noget, der mindede om et beduintelt. Store sejlduge hang ned fra luften, på gulvet var persiske tæpper, i alt fald noget der lignede, og i stedet for stole var siddepladserne små skamler. Et meget stemningsskabende rum.
Valg af denne koncert var på opfordring fra medredaktøren, som var blevet meget begejstret for gruppens optræden i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival. Mine forventninger var på den baggrund store.
Trioen blev præsenteret således:
De tre musikere i Human Being Human har alle været verden rundt med deres musik og spillet med en lang række anerkendte internationale artister.
I Human Being Human samles de om musik, der sonisk udforsker og udfordrer den akustiske jazztrio. Med elementer af electronica og ambiente landskaber udvides trioens lydunivers og muligheder, som ellers kun langt større ensembler kan udføre.
Trioens kompositoriske grundlag er at skabe musikalske platforme, hvor musikken kan udfolde sig med lige dele improvisation, grooves og stemninger. Trioens musik tager dig fra filmiske landskaber til storbyens intense kakafoni. Her er lige dele inspiration fra Bachs kontrapunkt til 70’ernes sumpede souljazz og lyden af Skandinaviens melodiske og melankolske tone.
Human Being Human har meget at byde på som trio, både musikalsk og kompositorisk. Grundstenen er sammensætningen af tre musikere med forskellige baggrunde
Min oplevelse af koncerten, som blev overværet af mange unge, var lidt blandet. Når forventninger ikke blev indfriet, kan det uden tvivl skyldes, at jeg var tæt på at nå et mætningspunkt for indtagelse af mere jazzmusik. Jeg var godt fyldt op med visuelle og lydmæssige indtryk.
Koncertens første numre blev jeg meget begejstret for og tænkte, at det er bliver godt. Blev begejstret for en anden måde at spille klavertrio-jazz på; mere intensivt, mere insisterende, mere elektronisk, mere rytmisk – og så alligevel flot og melodiøst.
Oplevede noget forceret over koncerten. Bassist Torben Bjørnskov ironiserede et par gange over, at gruppen kun havde 47 minutter til at afvikle koncerten i. Måske pressede den korte tid gruppen, og derfor udfoldede koncerten aldrig til at udfolde sig helt.
Af den grund er jeg bestemt ikke færdig med Human Being Human. Vil utrolig gerne høre gruppen igen og helst i en sammenhæng, hvor den får mere tid.
Glæder mig til næste år - Særligt uge 29
Er her en måned efter mine koncertoplevelser til Aarhus Jazz Festival fortsat vildt imponeret over det liv, den mangfoldighed og det talent, der er i dansk jazz. Næste år kommer Århus Jazzfestival før andre ferieaktiviteter. Mindre en uge vil synes utilfredsstillende. Fortsat vil det nok være begrænset, hvad jeg kan konsumere af jazzmusik, men at tempoet og tiden til fordøjelse blev sat ned, ville ikke gøre noget. Ved, at festivalen næste år falder i uge 29. Så er det bare at arbejde for, at ferien falder i hak for alle.
