Havde i lang tid set frem til, at det for tredje år i træk, på trods af ferie, børn og børnebørn, var muligt at tilbringe nogle dage på Aarhus Jazzfestival. Fire hele dage kunne det blive til. I flere uger blev programmet studeret på nettet. Muligheder og ønsker blev flittigt noteret for hurtigt at blive udskiftet med andre.

De to første dage blev tilbragt alene på festivalen. De to øvrige dage var redaktionen samlet. Så startede en stram koordinering af, hvilke koncerter vi hver især fandt interessante. Det lykkedes på bedste vis - uden redaktionelle stridigheder.

Ud af mere end 300 koncerter fordelt på omkring 40 spillesteder er der fysiske begrænsninger for, hvad der kan lade sig gøre. Der måtte en stram prioritering til. Redaktionen valgte at prioritere efter to kriterier: Unge band og mindre spillesteder. Den prioritering holdt stort set. Løbende under festivalen reviderede vi, alt efter vejr og stemning, programmet.

Følgende "dagbog" er redaktionens oplevelser og kommentarer fra fire dage på Aarhus Jazz Festival.

Lørdag den 15. juli: En dag som startede skidt, men endte godt.
Jeg valgte at starte festivalen omkring frokosttid på restaurant Hantwerk, hvor jeg gerne ville høre guitartrioen: Jensen/Akrofi/Marker. Som følge af at regnen stod ned, var arrangementer rykket inden døre. Trioen spillede Pat Metheny-inspireret, og numre, så vidst jeg kunne forstå, skrevet af trioens trommeslager og bandleder; Jakob Marker. Sammenspillet var forment og tæt, samtidig med at der var plads til de enkelte musikere. Var godt tilfreds med valget, men fik ikke hørt koncerten til ende.

Inden koncertens afslutning, valgte jeg temmelig irriteret at gå fra stedet. En udfordring fra tidligere års koncerter afholdt på restauranter dukkede op igen. Min vurdering, og den var nok farvet af irritationen, gik på, at under halvdelen af gæsterne på Hantwerk var kommet for at høre musik. Hovedparten var kommet for at spise og virkede temmelig ligeglade med musikken. Et stort selskab, der fejrede et eller andet, dominerede lydbilledet. Jeg burde have lært af mine erfaringer fra tidligere år, om at spisning og musik er en dårlig cocktail for den, der gerne vil lytte. De spisende gæster havde det sikker udmærket med, hvad der blev muzak, til maden.

Cyklede i regnen ind til fair bar på Klostertorv. Her skulle Sound of Duke spille. Et ung svensk band, med en dansk saxofonist, markerede 125 året for Duke Ellingtons fødsel. Det gjorde de med en forrygende og charmerende omgang big band musik skruet ned i et mindre format med sangeren Elvira Lundstedt i front. Bandet, som netop havde udgivet en cd med Ellingtons musik, havde mødt hinanden på en svensk musikhøjskole.

Arrangementet på fair bar havde tiltrukket et stort publikum. En halvtime før start var den mindre sceneafdeling fyldt op. Det var umuligt at finde en siddeplads. Ekstra stole var klemt ned, hvor det var muligt. Det lykkedes mig at finde en udmærket ståplads op af den ene ende af baren, som på sin vis adskilte rummet i en musikdel og en barafdeling.

Da musikken gik i gang, tog støjen til blandt de, der opholdt sig i barafdelingen og ikke syntes at interessere sig for musikken. Blandt os, der var tæt på, opstod der en vis uro, da vi havde svært ved at koncentrere os det, vi har kommet for. Vi kiggede frustreret på hinanden i et håb om, at nogen ville gøre noget. En tog mod til sig og henvendte sig i baren, men vendte tilbage med det svar: ”… at det kunne de ikke gøre noget ved”.

Set ud fra fair bars og andre spillesteders synspunkt er det klart, at en bar eller spisning kan give mere omsætning end bare en koncert, hvor folk normalt ikke render frem og tilbage for at hente drikkevarer. Hvis man som spillested kun har en daglig koncert eller få koncerter på en uge og ikke har et egentlig scenerum, burde udfordringen med et uinteresseret og forstyrrende publikum kunne løses.

Om jeg kommer på fair bar igen er nok tvivlsom.

Lad det slutte med musikken. Får jeg muligheden for i andre rammer at høre Sound of Duke igen, kommer jeg.

For anden gang i træk forlod jeg en koncert på grund af for megen udenoms støj. Med en smule bekymring i sindet gik turen videre til Cafe Gaya på den tidligere Fjords Gade Skole. Hjemme fra havde jeg udvalgt flere koncerter på Cafe Gaya, som jeg ikke før havde været på. Cafeen stod sidste år uden for festivalprogrammet.

På Gaya blev alle redaktionens kriterier for valg af koncerter mere end opfyldt. Gaya var et mindre og meget hyggeligt spillested. Her var udelukkende gode koncerter med unge bands, publikummet var ungt og meget fokuseret på at lytte til musikken.

Opgaven med at booke musikken til Gaya var lagt i hænderne på den unge spændende trompetist Paolo de Jesus. De to sidste år, har jeg fuldt Paolo i flere af de konstellationer, han har indgået i til festivalerne. I år medvirkede han hovedsagelig som gæstemusiker hos de bands, han havde booket. Paolo skal have stor ros for alle de gode bands, det lykkedes ham hyre til Gaya. Der var ikke nogen svipsere blandt det, jeg og medredaktøren hørte.

Dertil kom, at cafebestyreren var et glad venligt menneske, der gik rundtog talte med gæster og musikere. Jeg og senere redaktion blev stamgæster på Gaya. Her fandt vi præcis, hvad vi søgte.

Min første koncert på Gaya blev med den dansk-tyske kvartet: Astrup/Gawlik/Steffansson/Wankel. Et tæt sammenspillet band, der fremførte kompositioner i retning af avantgardejazz. De var alle skrevet af guitaristen Jacob Astrup. Julius Gawik på saxofon præsenterede sig også flot. Koncerten blev optaget med henblik på at blive sendt på Radio Jazz. Gruppen havde i løbet af ugen flere koncerter med i programmet.

Dagens anden og sidste koncert var med sangeren Vira Milton, og det til lejligheden oprettede band: SPK.
Vira var med sin tilbagelænet stil og sit mix af soul, funk, jazz - med et strøg af house - en meget stor oplevelse. Hun og bandet swingede godt sammen, og jeg følte mig rigtigt godt til tilpas i deres selskab.
Efter sigende er Vera på vej med en udgivelse. Den ser jeg frem til at høre!

Søndag den 14. juli: En dag med ene gode oplevelser.
Dagen startede på Casa 58, det gamle spillested; Vestergade 58, hvor jeg i min tid i Aarhus hørte mange gange gode koncerter. Minderne om stedet havde en vis tiltrækningskraft i forbindelse med denne koncert, men det havde ønsket om at stifte bekendtskab med festivalens nye tiltag ved at præsentere ”artists residency” også. Den opgave var blevet tildelt Emil de Waal og Gustav Ljunggren. De to indgik i gennem hele ugen i forskellige til lejligheden etablerede konstellationer.

De senere år har de to kunstnere haft et nært samarbejde og har sammen tre udgivelser bag sig. Endvidere har de lavet koncerter med forskellige kor og orkestre. Ikke fordi, jeg kender så meget til deres virke og musik.

Emil de Wall har jeg hørt til et par koncerter, hvor han har vist sig som en trommeslager med en godt gyngende og rullende drive. Mit kendskab til Ljunggren er lidt større. Stødte første gang på den i København bosiddende svensker omkring 2010, hvor han i et par sæsoner var orkesterleder i Anders Lund Madsens: ”Det nye talkshow”.  På samme tidspunkt dukkede han op som guitarist i CV. Jørgens tourband og medvirkede i den egenskab på den oversete liveudgivelse: ”Sange fra scenen”.

På Casa 58 spilledede de Waal og Ljungreen sammen med Aarhus Jazzklub All Stars – supplerende med sangeren og pianisten Emil Otte. Jeg kendte ikke All Stars-bandet, men det var der til gengæld utrolig mange blandt det ældre aarhusianske publikum, der gjorde. Lokalet var fyldt op med det grå guld, der med kæmpe begejstring tog musikken til sig. Repertoiret bestod af musikernes favorit klassikere, som blev spillet med stor indlevelse og energi

Når Emil Otto satte sig til pianoet og samtidigt sang, blev musikken mere Louisiana-præget, hvad jeg godt kunne lide, og i disse numre blev ”artists residency” kompetencer fuld ud udnyttet.

På festivalens hjemmeside kan læse rapport fra  koncerten samt en snak med de Waal og Ljunggren. Endvidere kan ses en fotoserie.
https://www.jazzfest.dk/jazzlive-blog.php?id=1466&l=das

Fra Casa 58 op på cyklen og igen til Fjord Gades Skole. Cafe Gaya bød på det opkommende unge jazzband; Musvit.
Gruppen vandt i år JazzDanmarks konkurrence i tæt opløb med grupperne Vingborg/Valencia og Udsyn.

Juryen gav følgende begrundelse for, at netop Musvit vandt konkurrencen:

“Aftenens førstepræmie går til et band, som forførte os fra starten, som hele tiden havde noget på spil og blev ved med at overraske. Lige umiddelbart er det ikke det orkester, der er mest færdigskåret, men til gengæld et band, som har potentiale til at udvikle sig til noget rigtig stort. Et band, der er legesyge og udforskende. New Yorker-vibes møder dansksproget nordisk jazz. Aftenens vinder er Musvit!”

Musvit var et frisk pust. Noget anderledes end den musik, mange af de nye danske bands spiller, idet den bevæger sig inden for mange genre, så som f.eks. hiphop, pop, moderne jazz og trioformen. Sangen er et særligt karakteristikum. For det første synger Ronja Andersson næsten udelukkende på dansk og bruger sin stemme som instrument, hvad der giver musikken en særlig dimension.

Carl Ancher Pedersen skrev følgende sin reportage fra koncerten fulgt af Henning Espersens billeder:

”…………..de dansksprogede tekster spiller lige op med og bliver fint underbygget af musikken. Nogle gange er det lige så meget rap som sang, der kommer ud af munden på frontkvinde Ronja Rose Andersson. Det gælder eksempelvis det funky og energiske Tag dig sammen!, der skal minde os om, hvor godt vi egentlig har det herhjemme – og dermed også er en opfordring til at lægge klynk og klage til side(…..)
Ud over at synge tilføjer sangerinden af og til sin stemme elektroniske synth-effekter og spiller desuden på altsax. Deruover bliver musikken – dygtigt og entusiastisk – fremført af Teis Ortved på tenorsax og klaver, Jacob Ternström på bas og Adam Lorentzi på trommer.
Kilde: https://www.jazzfest.dk/jazzlive-blog.php?id=1470&l=da

Musvit tager efter sigende på turne i efteråret. Hør dem!

Den tidlige aftenkoncert i ”dagligstuen” på Gaya var med LeftUpRight! Et, ja, også nyt dansk band. Stilen var i retning af fusionsjazzbog virkede inspireret af Weather Report, da bandet var i sine velmagtsdage. Sammenspillet var tæt og bygge på fine kompositioner.

Bandet bestod af: Sebastian Lange (drm), Harald Hagelskjær (bas), Alfred Lassen (keys), Albert Schwalbe (sax). Især gjorde Albert Schwalbe sig bemærket med et dynamisk saxofonspil med et fint klangunderlag skabt af Alfred Lassens keyboards. Også bassist Harald Hagelskjær bør nævnes. Ikke kun for hans medvirken hos LeftUpRight, men fordi han for flere af de bands, jeg hørte på Gaya, med sit basspil udgjorde en solid ankerband, som bandt det hele sammen.

Mandag den 15, juli: Spændende koncert og besøg på Godsbane-området.
Ved middagstid dukkede medredaktøren op fra Roskilde på vores midlertidige residens ved Godsbane-området. Da mandagens første koncert lå lige om hjørnet blev der tid til at give et referat af, hvad jeg havde hørt de forudgående dage.

På A-huset – Institut for (X) skulle de Waal og Ljundggren spille sammen med Viktoria Søndergaard på vibrafon og Alberte Svenningsen på saxofon. Søndergaard er med i den roste kvintet; Baryl, hvor Svenningsen tidligere har været medlem.

Koncerten fandt sted i et lidt interimistisk, men hyggeligt rum med en god akustik. Et talstærkt og lyttende publikum var mødt frem til en koncert, der langsomt udviklede sig til en stor oplevelse. Hvad der ikke mindst skyldtes Viktoria Søndergaards brug af sin vibrafon. Hun viste, hvor mange klangflader dette instrument rummer.  Fra, for mit vedkommende, at være et hadeinstrument, må jeg nu indrømme, at jeg er ret begejstret for instruments stemningsskabende muligheder.

Søndergaards vibrafonspil og Ljunggrens lyriske guitarspil skabte denne eftermiddag nogle flotte svævende klangbilleder.
Alberte Svenningsen leverede solidt saxofon spil, mens de Walls trommespil ikke rigtig kom til sin ret på grund af musikkens afdæmpede karakter. Det blev til for meget raslen med diverse percussion instrumenter.

En koncert af meget høj kvalitet.

På vej mod Gaya gik vi gennem dele af Godsbane-området, som vi blev meget fascineret af i form af alle de mange alternative kulturelle aktiviteter, der fandtes her. Overalt i Aarhus, på selv et det mindste stykke jord, skyder nye højhuse op. Byggerier, som bestemt ikke forskønner byen, men giver den et meget uroligt og uskønt præg. Aarhus er ikke en by, i den tid jeg har kendt den, som har haft byplanlægning om en prioritet. Det bestemt ikke blevet bedre. Synes ikke længere det er den by, jeg kendte.

Hvad angår et kreativt område på den tidligere godsbane, har byrådet valgt at bygge uden, om det i forvejen eksisterende alternative miljø. Hatten af for det. Her findes spillesteder, spisesteder, cafeer, forretninger, foreninger, mødelokaler, øvelokaler i et miljø, hvor det ser ud til af brugerne bestemmer, hvordan der skal se ud.

Vi nåede frem i tide til koncerten på Gaya med den unge trio Nordlys. Der blev spillet forment kammerjazz af  højkvalitet af Jon Askjær; trompet og flygelhorn, Lasse Damgaard; altsax og også her med ankermanden Harald Hagelskjær på bas. Alle spiller med i flere etablerede grupper i Aarhus. Melodierne, som Nordlys selv havde komponeret blev holdt i en let lys tone. Den time, som koncerter varede, var tilpas til den form for musik. Koncerten blev aldrig uinteressant.

Nordlys udgav i februar i år en lp med samme titel som bandet. De fleste numre er skrevet af gruppen selv i samarbejde med Magnus Tækker Hansen.

Ifølge redaktionens program skulle dagen sluttes af med en dansk -litauisk jazzaften på HeadQuarters. En koncert, der ifølge programmet kunne blive interessant. Vi lagde vejen forbi, men valgte at gå hjem. Den lille scene med de mange musikere og det høje lydniveau virkede ikke tiltrækkende.

Pludselig havde vi en musikfri aften. Spiste på Aarhus street food og gik tilbage til vores domicil, hvor vi af uransalige veje valgte af se en film fra 1967, Playtime, med og af den franske instruktør og komiker Jacques Tati. Filmen indeholder en meget lang sammenhænge scene, som foregår på en nyåbnet restaurant. Alt det, der kan gå galt, går galt overalt. Her er tale om en musikalsk timing, som er enestående.

Tirsdag den 16. juli: En dag med big band-musik.
Domen, det fantastiske dejlige lyse rum på havnen, trak os til en koncert med Big Bang Jazz Orchestra.

Hvad vi egentlig musikalsk forventede af denne koncert stod ikke klart.
Da vi efter en tur gennem byen i silende regn nåede frem ca. 20 min før koncerten, var alle pladser besat. Overrasket over den store tilstrømning, fandt vi trappe at sidde på. Lige op af orkestre.

Forventninger eller ej. Vi mødte en ungt aarhusiansk big band, der boblede af en enorm spilleglæde, som hurtigt spredte sig til de mange tilskuere. Bandet blev dannet for to år siden af Alberte Kvium og Theresa Lindved med den opfattelse, at der var plads til endnu et big band i Aarhus. Det viste tilstrømningen, at det kunne der være noget om. De to stiftere dirigerede på skift bandet, præsenterede numrene og fortalt lidt om bandet.  Den overvældende positive modtagelse fra publikum betød, at de to næsten ikke kunne være i sig selv af glæde.

Repertoiret var meget bredt og spændte over traditionelt big band-musik over blues til pop og dansk top.
Alt leveret med en enorm indlevelse og forrygende energi, fint holdt sammen af rytmegruppen. Dog blev flowet i musikken hæmmet af, at så mange som muligt skulle træde frem for at spille en meget kort solo.
Vil dirigenterne lægge op til fællessang, hvad der kan være svært at se en begrundelse for, så skulle valget under de givne omstændigheder ikke være faldet på ”En lærke letted”. Det var upassende af flere grunde.

Særligt de to sangere, Benedikt Hansen og Signe Barsøe Sørensen, skilte sig på fornem vis ud med både solosang og duetter. Aller stærkest stod Signe med sin tolkning af Cannonball Adderleys: ”Mercy, Mercy, Mercy”. Nummeret blev skrevet i 1966 af Joe Zawinul.  Undervejs i koncerter virkede det til, at Signe holdt igen med sin stemme. Her gav hun endelig los, og sikken en kraft hendes stemme afslørede. Det var så hårene rejste sig. Og så sikken en udstråling hun samtidigt udviste.

Her kan Mercy, Mercy, Mercy høres i en udgave med Queen Latifah:

Spændende at følge, hvordan Big Bang Jazz Orchestra udvikler sig og fortsat viser, at Aarhus kan rumme flere store orkester

Musikhuset og Aarhus Jazz Orchestra, dirigeret af Nikolaj, valgte i år at bidrage til festivalprogrammet med fire gratis koncerter med den amerikanske trompetist Randy Brecker som gæstesolist. Samarbejdet, som også fandt sted i 2021, markerede denne gang 50-året for dannelse af fusionsjazzgruppen med de karakteristiske elementer af funk og soul: Brecher Brother. Gruppen blev grundlagt af Randy Brecker og broderen Michael Brecker på saxofon. Sidstnævnte døde i 2007. Udover de to brødre bestod Dave bestod bandet dengang af nogle af tidens bedste musikere: Dave Sanborn: Altsaxofon, Don Grolnick: Keys, Will Lee: Bas, Bob Man: Guitar, Harvey Mason: Trommer og Ralph MacDonald: Trommer.
Breckers Brothers debutalbum udkom i 1975 og rangerer, som et af de bedste gruppen udgav.

Udover at være grundlægger og leder, har Randy Brecker skrevet og arrangeret største delen af den musik, som Brecker Brothers har indspillet. Så hans rolle og betydning for bandet har være stor.

Sidste år i festivalugen hørte jeg en god koncert, hvor Aarhus Jazz Orchestra, under ledelse af Dennis Mackrel, hyldede 100-året for Thad Jones’ fødsel. Det var tydeligt, at den musik, der blev spillet, var komponeret til et big band, og at alle instrumentgrupper havde deres i en harmonisk helhed.

Som sidste år var koncerten i Musikhusets foyerer et tilløbsstykke. En halv time før koncertens start var alle siddepladser optaget. Orkestret lagde ud med et enkelt nummer, hvorefter Randy Brecker kom på scenen. Det blev til to set karakteriseret ved en enorm energiudladning fra orkestret og solisten. Udover Randy Brecker, som beviste, at han forsat er en fremragende trompetist, markerede flere af Aarhus Jazz Orchestras medlemmer sig med fine soli. Stærkest stod, som vi husker, saxofonisterne: Michael Bladt, Cesar Joaniquet og Kati Brian, trompetisten: Jacob Sørensen, guitaristen: Thor Madsen, og så ikke mindst den fremragende percussionist, cubansk fødte: Eliel Lazo. Han spiller åbenbart lejlighedsvis med orkestreret

Niels Christensen skrev på hjemmesiden: AltThat, følgende anmeldelse fra koncerten:

Randy Brecker er 78 år gammel. Han ser gammel ud, som han slæbende entrerer scenen. Men når han tager trompeten i hænderne bliver han 30 år yngre. Han retter sig op og spiller noget af det mest hippe trompetspil jeg har hørt siden Dizzy Gillespie var allerbedst; klokkerent, med en styrke og en fantasi i fraseringerne, der gjorde at jeg gik fuldstændig bagover. Og for at det ikke skulle være nok, leverede AaJO de ofte snørklede Mendoza-arrangementer i yderst overbevisende stil. Som om de aldrig havde spillet andet. (.....)

En suveræn koncert, der fortjener at blive sendt landet rundt. Dels for at AaJO kan blive fortjent hyldet, dels fordi netop den musik med garanti vil kunne få selv konservative jazzlyttere til at vippe med foden. Ikke mindst til København, der nok kunne trænge til at få en på bærret af Brecker Brothers’ funky musik. Jeg vil sidde på forreste række!
Kilde: https://allthat.dk/aarhus-jazz-orchestra-feat-randy-brecker-musikhuset-aarhus-16-07-24/

Anmeldelsen finder redaktionen egentlig meget præcis. Dog har vi også en par kritiske kommentarer.
Ifølge vores opfattelsen blev musikken gennem hele koncerten fremført i et alt for forceret tempo. Hvilke gav få nuancer i, hvad der blev spillet. Samtidig kom numrene for os til at virke meget skinger, netop fordi der konstant var gang i alle blæsere på samme tid. Ud fra den oplevelse havde et sæt været nok.  Andet sæt bragte for os ikke nyt til musikken. Det var mere at det samme.

Kan det have noget at gøre med, at Brecker Brothers i forvejen komplekse musik ikke er skrevet specielt til big band? Når det så bliver omarrangeret, så er risikoen der for, at musikken mister sin karakter, og om her kan blive hektisk og overstyret.

Fra Aarhus Jazz Orchestras tidligere samarbejde med Randy Brecker findes et par videoer, hvor musikken har et langt mere roligt og varieret udtryk. Måske fordi numrene er skrevet til og arrangeret for et big band af Mats Holmquist, som også dirigerende orkestret. Randy Brecker og Aarhus Jazz Orchestra klæder hinanden bedre i denne sammenhæng.

Tanken var, at vi efter Brecker-koncerten skulle et smut på Papirlageret for at høre: Osgood, P.O. Jørgens og Lesak og dermed afslutte vores dage på festivalen af med, hvad der godt kunne blive festligt og fyldt med skøre påfund.

Regnen silende ned, og vi orkede ikke en gang til at blive gennemblødte. Hermed sluttede Aarhus Jazzfestival for Musikfortællernes vedkommende.

En festival med en stor diversitet i musikvalget, spændende koncerter, mange unge dygtige band, spændende spillesteder. Og ikke mindst en booker på Gaya, som havde et godt øre for, hvad der rører sig på den unge jazzscene.
Alt, der talte på den positive side, og som gjorde festivaldagene til en god oplevelse
Håber, at der næste år findes en løsning på konflikten med bar/restauranter og så koncerter.

Så er der vel kun at sige: Aarhus Jazz Festvalg på gensyn i 2025!